Olav Hergel: Fremtidens avis er ren nydelse

FOTO: Per Folkver, Politiken

Der har aldrig været flere dygtige journalister, og aldrig været færre læsere på morgenaviserne. Løsningen er mindre Christiansborg og mere virkelighed. Fremtidens avis skal være ren nydelse og ikke kun pligtlæsning.

Af Frederik Alexander Vording

Den politiske journalistik er en gøgeunge. Sådan lød overskriften på Olav Hergels kronik i Politiken i januar. Proportionerne er skæve når politiske mellemregninger stjæler avisforsider, mens massefyringer er små notitser. Meningsmålinger og navnegallerier giver historier fra Christiansborg falsk substans. Ifølge Olav Hergel, der også er journalist på Politiken, skal vi ud i virkeligheden, hvis aviserne skal reddes.

”Vi har en generation af journalister, og har haft det længe, som er tæske godt begavede! I skal kunne skrive noget, som andre ikke kan. Og det kan I sagtens, hvis vi sender jer ud i landet. I skal gøre jer umage med at portrættere virkeligheden. Avisernes fremtid afhænger af at tiltrække så mange dygtige skribenter, at aviserne bliver ren nydelse og ikke kun pligtlæsning,” siger Olav Hergel.

FOTO: Per Folkver, Politiken

Historierne skal være personlige og portrætterende. Olav Hergel mener, at magasinerne har fået monopol på denne nydelsesjournalistik.

Euroman har forenet en vis form for personsubstans og nydelse ved at læse, som jeg tror der er fremtid i. Dybest set burde de jo dø. Berlingske Tidende, Jyllandsposten og Politiken kunne udradere et blad som Euroman, fordi vi alle sammen burde lave det, som de laver. Det er en realitet, at mange journaliststuderende vil ind på en morgenavis, selvom ufatteligt få læser den! Så må der også findes stor lyst til at genopfinde avisen.”

Gør som Kaare Sand

Alt for mange indlandshistorier bliver indhentet på Christiansborg eller gennem telefonen, ifølge Olav Hergel.

”Det er helt banalt at komme ud i virkeligheden. Virkeligheden byder på langt bedre billeder end Christiansborg, og kombinationen af god tekst og godt billede er den ældste, men ultimativt lækreste, journalistik.”

Ud over at bringe uretfærdigheder frem i lyset, mener Olav Hergel, at unge journalister bør brænde for at undersøge og beskrive deres omverden.

”Hver eneste gade i København indeholder ufatteligt mange historier. Aviserne lider under, at vi forudsætter, at en historie skal omhandle en helvedes masse mennesker,” siger han.

”Gør som Kaare Sand og lav reportager, der beskriver livet på godt og ondt. Tag med mænd til Letland eller Thailand for at finde kvinder.”

“Jeg synes faktisk, at programmer som Unge Mødre og Singleliv er ganske udmærkede. Intentionerne er gode, selvom de bliver udskældt ad helvedes til! Jeg synes ikke, det går ud over deltagerne, men at vi i høj grad beskriver et Danmark, som vi fortrænger,” siger han.

Ingen politisk korsfornægter

”Jeg er ingen politisk korsfornægter! Politiske skandaler og visioner er enormt vigtige at skrive om. Christiansborg er et fantastisk teater, for du har magtkampe mellem folk, som går fra bund til top og omvendt. Livets helt store op- og nedture som for eksempel med Henriette Kjær og Lene Espersen.”

Men budskabet er klart. Fjern mindst halvdelen af journalisterne fra Borgen. Lav i stedet portrætter af normale danskere, på godt og ondt. Kritikken er ikke rettet mod Olav Hergels kollegaer, som han finder yderst kompetente og effektive. Proportionerne er bare skæve.

”Vi havde eddermaneme mange historier op til sidste valg om hvornår, der skulle trykkes på den knap, som i øvrigt ikke findes. Men hvis vi havde ni dygtige journalister på Rigshospitalet, ville vi også være én stor sygeavis,” siger Olav Hergel.

Olav Hergel er journalist og uddannet i Aarhus. Han har siden arbejdet 21 år på Berlingske og 6 år på Politiken. Han og Miriam Dalsgaard vandt i 2006 Cavling-prisen for en serie om børn på danske asylcentre. Samme år debuterede han med romanen Flygtningen.

Be the first to comment on "Olav Hergel: Fremtidens avis er ren nydelse"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*