Medierne skubber danskerne i armene på Obama

Under den amerikanske valgkamp har de danske medier glemt at være kritiske over for præsidenten. Politiker kalder det skævvridning, og nyhedsredaktør erkender favorisering af Obama.

Af Kenneth Elkjær
Illustration af DonkeyHotey – Flickr.
 

4 procent af danskerne ville ifølge en meningsmåling foretaget af Gallup stemme på Mitt Romney, hvis de skulle stemme til det amerikanske præsidentvalg. Det gør os til det mest Romney fjendtlige land i den vestlige verden.

Ifølge det tidligere konservative folketingsmedlem Rasmus Jarlov, viser gallupmålingen, at det ikke er danskernes værdier, der gør os til Obamatilhængere. Det er skellet i forhold til andre lande, vi sammenligner os med, for stort til.

”Jeg tror ikke, danskernes værdier er så meget anderledes end i andre europæiske lande, hvor republikanerne har større opbakning,” siger Jarlov.

Republikanske landsbytosser

Rasmus Jarlov, der støtter Mitt Romney, mener, at medierne begår en skævvridning i dækningen af det amerikanske valg. En skævvridning der er til kraftig fordel for demokraternes Obama.

”Republikanerne fremstilles som landsbytosser, mens demokraterne fremstilles som repræsentanter for danske værdier. Det er en meget unuanceret dækning af et valg,” siger Rasmus Jarlov.

Artikler er tre gange så ofte Romney kritiske

Rasmus Jarlovs påstand bakkes op af Peter Kurrild, der forsker i amerikansk politik ved Københavns universitet. I et blogindlæg i Berlingske den 6. november redegør han for antallet af kritiske artikler, de danske medier har skrevet om hver af de to præsidentkandidater under valgkampen.

Peter Kurrilds opgørelse viser, at Mitt Romney er kommet under kritisk behandling tre gange så ofte som Obama i de danske medier. Mitt Romney er blevet kigget kritisk efter i sømmen 178 gange. Barack Obama har fået samme behandling 61 gange.

Kristeligt Dagblads Nyhedsredaktør, Stinne Andreasen, erkender at medierne er mere kritiske overfor Romney.

”Ja, det kan jeg godt nikke genkendende til,” siger hun.

Hun mener i modsætning til Rasmus Jarlov, at det skyldes danskernes værdier, som er langt fra de holdninger Mitt Romney står på mål for.

”Mitt Romney er så langt til højre, at danskerne ikke kan identificere sig med ham,” siger hun.

Den store kløft i mellem værdierne, er årsagen til, at journalisterne oftere fremstiller Mitt Romney kritisk end Obama, ifølge nyhedsredaktøren.

Nyhedsredaktør erkender skævvridning

Mitt Romneys holdninger til blandt andet abort og homoægteskaber og hans religiøse overbevisning som mormon er nogle af de punkter, der gør, at han oftere er udsat for kritik i medierne.

”Hans radikale holdninger og hans tro, som mange har fordomme om, gør, at der bliver skrevet flere kritiske artikler om ham”, siger hun.

Rasmus Jarlovs beskyldning om en skævvridning i de danske mediers mediedækning af den amerikanske valgkamp, er Stinne Andreasen enig i.

”Ja, det er da en skævvridning. Og det er ideelt set ikke godt nok,” siger Stinne Andreasen til slut.

 

I næste udgave bringer Illustreret Bunker en artikel om det amerikanske valg, med fokus på hvor meget sendetid og spalteplads valget har fået.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Current day month ye@r *