Bonnie

Af Marie Hald, Fotojournaliststuderende – 8. semester.

Fotojournalistsstuderende Marie Hald fra ottende semester har vundet guld i kategorien Dokumentar ved dette års College Photographer of the Year-fotokonkurrence. I decemberudgaven af Illustreret Bunker viser vi et udrag af hendes billeder. Her historien om Bonnie og hendes liv.

På Marie Halds hjemmeside www.Mariehald.dk kan du se hele billedreportagen.

Solen skinner på en kølig forårsdag. Det er mandag, klokken er lidt over fire og 37-årige Bonnie Cleo Andersen lukker ned efter en arbejdsdag. Hun tænder en Rød Cecil, og den sorte Suzuki firehjulstrækker kører hurtigt gennem de små landsbyer omkring Sorø. Hun gasser op. Sønnen Noa skal hentes fra SFO’en, og Bonnie synes, det er synd, hvis han bliver en af de sidste, der bliver hentet. Noa er fem år og den yngste af Bonnies tre børn. Foruden Noa har hun Oliver på 14 år, der stadig bor hjemme, og Michella på 16 år, der er flyttet hjemmefra i en ungdomsbolig i midten af Sorø, tæt på sin mor.
“Åh, jeg skal have indtalt min telefonsvarer, jeg var lige ved at glemme det”, udbryder Patricia og tager telefonen til øret og indtaler:

“Hejsa frække, du har ringet til totalt uartige Patricia. Jeg takker af for i dag, og du kan møde mig igen i morgen fra klokken er 9 og frem til klokken 16. Du finder mig i Ugerløse lige efter rundkørslen ved Super Brugsen. På frækt gensyn.”

Men så bliver Patricia gemt væk, og Bonnie er tilbage. Den store bil når frem til skolen i Sorø, og Bonnie finder sønnen Noa. Han kommer løbende med sin storebror og græder lidt, da han omfavner hende i et knus på legepladsen. Det har været en hård dag i SFO’en. Noa har savnet sin mor.

Massagepigen 
Patricia er Bonnies kaldenavn på arbejdet. Lidt uden for Ugerløse ligger et gråt hus blandt marker og bondegårde. Og det er her, Patricias arbejdsdag udspiller sig. Massagepige, kalder hun sig selv. Luder, hvis folk ikke forstår, hvad hun mener. Det er normalt, at man i sexbranchen tager et arbejdsnavn for at adskille sin arbejdsidentitet fra ens privatidentitet. Hun driver bordellet alene. Privat bor hun ti minutters kørsel derfra.
Patricia arbejder fra 9 til 16 mandag, onsdag og fredag. Tirsdag helt til klokken 22, og torsdag holder hun fri. På en stol ved sengen ligger hendes menukort. Fransk behandling koster 500 kroner, dansk 600 og svensk 500.
Stort set alle biler kører lidt langsommere forbi det lille grå hus, end man normalt kører forbi andre huse. Skiltet med teksten “Ledig” står i vinduet ved siden af et andet skilt, hvor der står Patricia. En hundelufter stopper helt op for at få et kig ind i køkkenet, som vender ud mod vejen. Patricia står nøgen bag vinduet og kigger direkte tilbage på hundelufteren. Han skynder sig at gå. Det gør Patricia ikke. Hun går ofte rundt nøgen i huset. Især hvis kunderne kommer lige i streg. Nogle gange holder den næste kunde allerede i gården, når den første siger farvel. Patricia smider håndklæder i vaskemaskinen og reder sengen med et håndklæde, der bliver skiftet ud efter hver kunde. Der er styr på det praktiske i huset.

Arbejdsskader og selvtillid
Huset er i to etager, men Patricia bruger kun den nederste del, så den øverste etage er tom. Bollerummet, som hun kalder det, er bygget op med en seng i midten, en gynge og en gynækologstol. På en pejs står forskellige  farverige dildoer linet op, og på en fjernsynsskærm spiller en pornofilm. Over sengen hænger et spejl. Der dufter sødt.
I entreen finder man Patricias kostumeskab: Nissepige-kjole, politiuniform og lange lakstøvler står fint samlet med bunkevis af andre kjoler og dragter. Til daglig går Patricia dog ikke i de vilde kostumer. Hun har store bløde futsko på og en gennemsigtig kjole, som er nem at tage af. Nogle gang også en morgenkåbe. Patricia bruger det meste af sin tid i sengen eller i køkkenet, hvor hun sidder, når der ikke er kunder. En stor skål slik er altid placeret midt på bordet, og køleskabet domineres af Coca Cola, Red Bull og kildevand.

En klokke ringer fra bagdøren. De gifte kunder vælger ofte denne indgang, fordi de er bange for at blive set.
Patricia og kunden griner, omfavner hinanden, og manden følges ind til sengen i et rum midt i stuen. Patricia går ud i køkkenet og suger de sidste hvæs af sin røde Cecil, mens hun ruller med øjnene. “Jeg kan ikke tage ham der” siger hun. “Men det er en del af det, og jeg behandler alle på samme måde. Jeg er aldrig ond og snakker altid sødt til dem. Det er også derfor, jeg klarer mig så godt” forklarer hun og fortsætter. “Nogle af de unge piger, for eksempel inde i byen, de siger ikke noget som helst og vil ikke engang give kondomet på, de skal bare nå at tjene så mange penge som muligt. Det er anderledes her, og jeg tror også, det er derfor, jeg har så mange faste kunder”.

Rasmus Seebach og Lionel Ritchie strømmer ud fra radioen, der som altid er indstillet på Nova FM, mens høje lyde af gisp og stønnen begynder at kunne fornemmes fra rummet ved siden af køkkenet. Efter et kvarters tid høres igen grin og snak. Patricia siger farvel, og bagdøren smækkes. Bruseren bliver tændt, og en helt fast rutine i dagligdagen kører endnu engang: Et bad og så en smøg. Patricia sætter sig i køkkenet. Om hun nyder sit arbejde? Nej. Det er spil for galleriet, forklarer hun. Hun føler ikke noget velbehag. Nærmere det modsatte. Ofte plager smerter i underlivet hende. Smerter, som hendes gynækolog ikke kan forklare. En arbejdsskade.

Når Bonnie kigger sig i spejlet, er hun langt fra tilfreds. Hun har ingen selvtillid. Det er der ingen i den her branche der har, forklarer hun. Men hun kan give mændene en nydelse, også selv om hun ikke selv har det godt, og det betyder noget for hende. Det er et arbejde, hun kan finde ud af.

Arbejdstelefonen ringer. Det er en ny kunde. “Det er Patricia. Mnmm. Ja. D-skål. Jeg er 1.74. Ja, det er bare almindelige blide former. Mnm det må du da. Du kommer bare”. Selvom mange af Patricias kunder er stamkunder, finder mange hende også i Ekstrabladet. Det ringer på, og en ny kunde kommer ind.
“Han var sådan en sælgertype. Lidt nervøs”. “Det er virkelig alle slags typer, der kommer her”, forklarer hun. “Lige fra direktører til håndværkere og skolelærere”.
Dagens tredje kunde er en tømrer. Han tager en cola i køkkenet, og han og Patricia smalltalker om, at hun skal lægge sten i baghaven på lørdag, inden de følges ind i sengen. Og der bliver ved med at komme kunder til klokken er fire. Nogle dage er der så mange besøgende, at Patricia ikke engang kan nå at få noget at spise. Hun kan vælge at vende skiltet til optaget og lægge sig lidt, men det er meget sjældent, hun gør det.

Patricia er ikke bange for at være i huset alene. Hvis man skal have det job, skal man ikke være bange. Gennem årene har hun haft tåregas, et boldbat og en pistol liggende, men i dag har hun ingenting. En af dagens kunder, en tyrker, prøver at give hende analsex mod hendes vilje. Han holder hende fast. Patricia bliver hysterisk, og det lykkedes hende at få skubbet ham væk. Hun synes, det føles som et voldtægtsforsøg, og det er ikke første gang, hun har oplevet episoder som den. Men hun lever med det.

Hvad koster din mor?
Tilbage i skolegården sidder Bonnie og Noa et stykke tid i tosomhed og snakker. Noa virker sur og råber, inden de sætter sig ind i den store bil. Han slår og rækker fuckfinger. “Jeg vil høre nummer 14” siger Noa, og Bonnie skifter sang. Basrytmerne pumper, og smilet kommer langsomt tilbage på Noas læber. “Jeg vil ha’ dig for mig selv. Lad mig tage dig med et fjernere sted ligge og se på stjernene” synger både mor og søn, mens de holder i hånd over gearstangen.

På vejen hjem stopper de for at købe ind. Mænd og kvinder med indkøbskurve stirrer på familien. Mange ved, hvad Bonnie laver til daglig, for det er et lille samfund, og Bonnie lægger ikke skjul på sit erhverv.

Tilbage i hjemmet bliver der sat lasagne på bordet. Oliver på fjorten viser Bonnie og Michella nogle billeder på sin mobil: En ung kvindekrop, nøgen. “Se:”, siger han. “De billeder købte jeg henne i skolen for seks Faxe Kondi. De er af en pige fra skolen”. Alle griner, og Bonnie udbryder “Det var sgu da billigt”, og de griner endnu mere. Oliver og Michella ved godt, hvad deres mor laver til daglig, men da de var små, fik de at vide, at hun var rengøringsdame. Nogen gange har Michellas drengevenner spurgt, hvor meget hendes mor koster. Det synes Michella ikke er sjovt.

Ind i de voksnes rækker
Det er store bededag, og Bonnies ældste søn, Oliver, skal konfirmeres. På Olivers bænk i den lille hvide landsbykirke sidder Bonnie, hendes mor og stedfar, en veninde og Michella.
Efter at 8.B har sagt ja til at leve i den kristne tro, ankommer en lang hvid limousine uden for kirken. Oliver ser forbløffet på den, og klassekammerater og forældre stopper op og kigger. Oliver og hans venner, som skal med til fest på Kroen, tager imod Bacardi Breezers og Cult Shakers fra Bonnie, inden de sætter sig ind i den lange bil. Lillebror Noa og Michella er også med i bilen. Nik og Jay pumper ud af højtalerne og drengene griner, mens de drikker af flaskerne og stikker hovedet ud af limousinens vinduer. Ved ankomsten til kroen i Sorø står alle gæsterne og kigger, da børnene stiger ud af limousinen. Bonnie har inviteret 36. Få er familie, de fleste er venner.
En jukebox spiller John Mogensen, og der er treretters menu: Hønsesalat, oksemørbrad og banana split. Oliver får en Motor Crosscykel, som kan køre 130 km i timen, af Bonnie. Under et minut efter han ser den, er han er kørt væk og Bonnie begynder at græde. Hun bliver rørt.

Under middagen holder Bonnie en tale for sin søn. Hun fortæller ham, at hun elsker ham og indvier resten af selskabet i en stor beslutning, hun har taget samme med Oliver. Nemlig, at han skal af sted med et skoleskib til Caribien fra august og et helt år frem. Bonnie har svært ved at få ordene ud og græder lidt igen. Hun er rørt over at se sin søn blive stor, men også bekymret for at sende ham ud i verden. Senere på aftenen forklarer hun, at hun er bange for, at folk synes, hun er en dårlig mor, fordi hun sender ham af sted. Men han er på vej ud på et skråplan. Laver voldsom ballade med vennerne. Og han går lige nu ikke i skole. I skolen er han socialt udenfor på grund af hendes profession og Bonnie er ked af, at han skal have det sådan. Hun græder igen.
På kroen er det ved at blive aften. Folk synger med på Kvinde Min og Michella og hendes mormor danser i bare tæer. Alle er berusede. Også Oliver og hans venner har promiller i blodet. De henter flere blå isbjørne i baren.

Den første gang
Bonnie bliver født på Amager, en novemberdag i 1974. Hendes mor arbejder som lastbilchauffør og rengøringsassistent. I dag er hun også prostitueret. Faren sælger gardiner. I sjette klasse stopper Bonnie i skolen og får arbejde på en konvolutfabrik.

Bonnie er 18 år, da hun for første gang prøver jobbet som massagepige. Hun er i pengenød og vil prøve det af med en veninde. Men mændene vælger altid Bonnie, og det er ikke en god oplevelse. Bonnie har aldrig før vist sig nøgen for en mand. Hun er meget genert og har det ikke godt med sin krop. I de følgende år arbejder Bonnie som lastbilchauffør og forpagter en grillbar og et solcenter, men har stadigvæk sidejobs i sexbranchen. Pengene som massagepige giver hende nye muligheder. Hun kan prøve nogle ting, hun aldrig før har haft råd til, og hun tager på rejser over hele jorden.

I tiden der går, kommer Michella og dernæst Oliver til verden. Deres fædre har hun ikke kontakt til længere. I vinteren 1999 oplever hun sit livs værste frygt blive til virkelighed. Kommunen tvangsfjerner Michella og Oliver. Da kommunen kommer for at hente dem, sidder Bonnie og børnene lukket inde i deres bil, fordi hun under ingen omstændigheder vil give slip på dem. Tvangsfjernelsen bliver begrundet med, at Bonnie ikke kunne tage vare på dem. Men en måned senere lykkedes det hende med hjælp fra en advokat at vinde dem tilbage.

“Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet. Så er alt andet vand. Jeg har oplevet meget, men der findes ikke nogen større smerte, end at nogen vil tage dine børn fra dig”.

Det er en kamp at beholde børnene. Nogle år efter er Bonnie tæt på at miste dem igen. På grund af social arv, siger kommunen. Bonnie er vant til modgang, og hun er blevet hård. Har sat taget et filter på. Man kan se det i hendes øjne, når hun kigger på en. Hun mener ikke at kunne huske, at hun har grædt over en mand. Børnene har hun med tre forskellige. Men i dag gider hun ikke have en mand. Hun har ikke overskud til at have sex med og give omsorg til en mand, når hun ikke laver andet på arbejdet. Hun har været en vild pige, der kom op at slås og altid blev smidt ud af barer. Ved hjemkomsten fra en ferie, blev hun lagt i håndjern, fordi hun ikke var mødt op til en retssag. Men med årene og især efter, at Noa kom til verden, er hun faldet til ro. Hun er holdt op med at gå på så mange drukture og og prøver at styre sit temperament.

Fordomme og sladder
Bonnie oplever ofte snak i krogene og at folk ikke bryder sig om hendes måde at leve på, og det gør hende frustreret. Hun føler byen har stigmatiseret hendes familie og set sig vrede på dem. “Men jeg tænker, at hvis folk ikke kan lide mig, så må de lade mig være i fred. Jeg er også bare et menneske.” forklarer hun.

Michella er blevet kaldt luderens datter og nogle drenge i Noas skole har vist billeder af Bonnie på storskærm. Og det gør hende rasende.

Bonnies liv har været hårdt. Og netop børnene er den altoverskyggende grund til, at hun alligevel står op hver dag og går på arbejde. “Jeg tænker tit på, hvad jeg skulle gøre, hvis de blev taget fra mig. Og hvad de skulle gøre. Havde jeg ikke dem, var jeg her nok ikke den dag i dag”.

Michella har planer om at komme i militæret efter tiende klasse. Hun vil være garder husar og passe sin passion for ridesporten. Michella ser det ikke som en mulighed at begynde i sexbranchen. Kun hvis hun er virkelig på røven med pengene. “Hvis det er det hun ender med, vil jeg støtte op omkring hende og hjælpe hende.” siger Bonnie. “Jeg vil ikke have, hun skal opleve de samme ting som mig. Men jeg vil acceptere det, hvis det er dét, hun vil”.

Prøveklude
Det er fredag aften i Sorø. Michellas veninde på 16 år er begyndt at tatovere, og Bonnie og hele familien har indvilget i at være hendes prøveklude.

Der er Pina Coladas på bordet, og anlægget pumper derudaf med Medina og Ace of Bace. Huset er fyldt. Michellas to veninder sipper stille til deres drinks, mens Olivers venner drikker en Cult Shaker. Bonnie danser rundt og synger med to veninder. Tatoveringsmaskinen larmer, og det bliver Michellas venindes tur. Hun vil have en tatovering af en svale på ryggen. Men hun er nødt til at tænke sig grundigt om, inden hun får den lavet, siger Bonnie. Hun har fortrudt mange af de tatoveringer, hun fik lavet som ung. Navne på mænd. Dødningehoveder. Nu får hun tegnet lige, hvad hun har lyst til. “Jeg ved jo ikke, hvor lang tid, jeg skal være her på jorden” siger Bonnie og kigger alvorligt på veninden.

Luften er tyk af cigaretrøg, og promillerne stiger i takt med, at tatoveringer bliver foreviget på arme og ben. Det sidste blæk bliver brugt, og kvinderne hopper i firehjulstrækkeren og begiver sig på bar i den lune forårsnat.

NB: Gengivelserne fra fortiden i denne artikel er baseret på Bonnie Cleo Andersens egne minder samt samtaler med familie og venner.

6 Kommentarer på "Bonnie"

  1. Virkelig flot billeddokumentar. Stor respekt for Marie Hald´s evner og endnu større respekt for Bonnie Andersens´s mod til at stå model. Derfor er det også træels, at overskriften stigmatiserer så grumt på en ellers god artikel

  2. Peter Hansen | nov 29, 2012 ved 16:27 |

    Meget flot og tilsyneladende hudløst ærlig reportage, Bonni skal have stor anerkendelse for at stille op om et så følsomt emne.

    Jeg forstår bare ikke overskriften – Patricia/Bonnie er ikke ‘til salg’ – hun sælger sex, ømhed, intime oplevelser.

    Jeg er ikke i tvivl om at Bonnie er en god mor, desværre lever hun i en intolerant verden sammen med sine børn.

  3. Hej
    Jeg er virkelig glad for i bringer min historie men måske en anden overskrift
    Jeg er ikke mor til salg
    Jeg er patricia til salg men som bonnie og mor er jeg bestemt ikke.
    Men fedt i vil bringe min historie så folk kan se min verden
    Mvh bonnie Andersen ( patricia )

  4. Hej Bonnie.

    Vi er rigtig glade for at få lov til at bringe din historie, og at vi må få indsigt i dit turbulente liv.

    Med hensyn til rubrikken er det en rubrik, vi har fået direkte fra Marie Hald. Vi har en politik på Illbunker.dk, at vi ikke ændrer i artiklerne uden samtykke fra skribenten/fotografen, og Marie er i øjeblikket i USA. Vi venter stadig på svar fra hende. Vi håber ikke, at det er for megen gene.

    Mange venlige hilsner
    Illustreret Bunker
    Morten Sahl

  5. Selma Andersen | dec 19, 2012 ved 03:45 |

    Virkeligt flot journalistisk arbejde. Men hvor er det dog skræmmende, at Bonnie ikke sikrer, at de tre børn har en tålelig hverdag i skole etc.. Bonnie mener, at ‘ hvis folk ikke kan lide hende/hendes job, kan de bare lade hende være i fred.’ Det er toppen af egoisme. Børnene vil ikke være i fred, men have en barndom, der er mere end at ligge på sofaen med mor efter deres dags udfordringer.

  6. Det er altid børnene der bliver ramt.
    At vokse op i en familie med en forælder/forældre, der kun vil sig selv, kan ødelægge et barn langt op i voksenalderen, endda for livet. Forældrene er jo børns forbilleder. De spejler sig selv i forældrene.
    Spejlbilledet, kan blive forvrænget, når barnet føler sig pinligt berørt over en forælder, som udstiller sig selv.
    Zita Larsen

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*