Spænd ben for dig selv

Ronja Pilgaard fra tredje semester på journalistik har forsøgt sig med de syv journalistiske benspænd

I syv dage testede jeg de syv journalistiske benspænd. En juniorudgave i forhold til de rigtige deltagere, som bruger syv uger. Jeg gik all-in og anerkendte, at nattesøvn ville jeg kunne få ugen efter. Og det kom der faktisk meget godt ud af.

Tekst: Ronja Pilgaard
Foto: Thomas Emil Sørensen

Jeg havde engang en kilde, som jeg konsekvent kaldte Bjarne. Hele vejen ned igennem min artikel hed han Bjarne. Indtil jeg sendte artiklen til citattjek, og han venligt gjorde mig opmærksom på, at han altså hed Martin.

Der gik det vist lidt for stærkt.

Nogle gange går det lige lidt for stærkt. Nogle gange springer journalister over, hvor gærdet er lavest på grund af tidspres, en deadline eller fordi det gærde bare ikke behøver være så hamrende højt altid. Det kan også bare være vane og dovenskab. Det skal jeg ikke kunne afvise.

All Lars von Trier
Jeg forsøgte at arbejde slavisk efter de syv journalistiske benspænd i en uge. Hvis du ikke kender projektet, er der tale om syv dogmer for ens journalistiske arbejde, der lyder:

  1. Ingen interviews over mail
  2. Mød dine kilder face to face
  3. Du må ikke genbruge ekspertkilder
  4. Vær konstruktiv og konfronter dem, som kan forandre noget
  5. Hav mindst to kilder på dine historier
  6. Kilder skal tilbydes citattjek
  7. Ingen genbrug af andres cases og citater fra andre medier

Og jeg gik all–Lars-von-Trier  på det her projekts røv. Alle kilder undtagen én er interviewet ansigt til ansigt. Alle har haft citater til gennemsyn, og der er ikke genbrugt noget som helst, fra noget som helst, jeg har lavet i 2014.

Men det betyder bare også, at tingene tager længere tid. Især når man ikke lige har et kæmpe kildenetværk, stadig er grøn i faget og i det hele taget famler sig frem. Måske ikke helt i blinde, men i hvert fald med behov for ret store journalistiske hinkestensbriller.

Men det betyder også, at de artikler, som jeg har skrevet i løbet af den uge, er så vandtætte, at jeg ville turde sejle ned ad Gudenåen på dem.

Er det i virkeligheden virkeligheden?
Da jeg interviewede Nana Toft, initiativtager til projektet Syv Journalistiske Benspænd, medgav hun, at nogle gange var hun usikker. Usikker på, om den virkelighed, hun beskriver i sine artikler, i virkeligheden er virkeligheden.

Det er jeg også. Nogle gange.

Derfor var det en øjenåbner for mig at komme ud og arbejde med de syv journalistiske benspænd. Ikke fordi jeg er sat i en vanetænkning endnu, men fordi jeg ét år inde i faget allerede er i gang med at blive det.

Allerede i dag kan jeg tænke ”Den kilde ringer jeg bare hjem. Hende behøver jeg ikke tage ud til. Jeg har også en deadline.”

Også selvom der er tale om den allervigtigste kilde i hele mit projekt. Oftest tager jeg mig sammen og tager alligevel ud og interviewer min kilde. Det lover jeg.

Ren idioti
Men samtidigt tror jeg heller ikke, at det er ønskværdigt at arbejde efter de her syv principper hver dag. Og det er jo heller ikke meningen.

Det er jo også fjollet at skulle finde en ny ekspertkilde, bare fordi man allerede har brugt vedkommende én gang. Hvis man altid skal finde en ny, handler det jo ikke om at finde den bedste. Så handler det jo bare om at finde en ny for dogmets skyld. Det ville være ren idioti. Det er naturligvis omsonst, hvis det går ud over journalistikken. Det må det aldrig.

Jeg kan fuldt stå på mål for, at man skal undlade at interviewe over mail. Det er altid noget bøvl, ligegyldigt hvor meget folk fra Skatteministeriet og andre steder insisterer på, at det er sådan, man gør. Jeg skal ikke afvise, at jeg en dag kan komme til det – og jeg har da allerede gjort det – men det bliver aldrig godt. Og slet ikke godt nok.

Men vigtigst for mig har det været, at jeg har sendt alt til citattjek. Nogle gange har jeg fået retur og fået at vide, at jeg havde misforstået mine kilder. Det gør ondt, men det er jo ikke kilderne, der har dummet sig. Andre gange har jeg fået tommelfingeren opad, og så er der jo ikke gået skår af mig.

Jeg begyndte at arbejde med de syv benspænd, fordi jeg syntes projektet var spændende. Men enten laver vi for meget på DMJX, til det kan lade sig gøre i virkeligheden – eller også skal journalisternes arbejdstid sættes op til 15 timer i døgnet, hvis det skal kunne lade sig gøre.

Og det tror jeg ikke, der er nogen, der ønsker.

Ronja Pilgaard har brugt de syv journalistiske benspænd til at skrive en artikel om konceptet. Læs artiklen i marts-udgaven af Illustreret Bunker.

Be the first to comment on "Spænd ben for dig selv"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*