Tre priser til DMJX-studerende ved Årets Pressefoto

Årets Pressefoto blev i dag afholdt i Den Sorte Diamant i København, og hele 12 fotojournaliststuderende var nomineret i en eller flere af de 15 kategorier.

Tekst: Lasse Koldkjær Kristoffersen

Fire fotojournaliststuderende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole blev i dag hædret, da Pressefotografforbundet for 40. gang uddelte sine priser. Årets Portræt blev givet til Tor Birk Trads, Peter Klint modtog prisen i Åben Klasse, og Charlotte De La Fuente og Jonas Olufson vandt Årets Multimedieproduktion.

Første DMJX-studerende til at vinde en pris var Tor Birk Trads. Hans billede af en 6. klasses-dreng med ADHD var ét i en serie, men dommerne udvalgte dette som det stærkeste. Det vandt nemlig Årets Portræt.

Peter Klints serie fra Livø vandt Åben Klasse. Han har besøgt en af de tidligere beboere fra en institution for åndssvage, der lukkede i 1961. Juryen lagde vægt på, at serien som helhed løftede sig i forhold til de enkelte billeder.

Filmen ”Din for evigt” er lavet af Charlotte De La Fuente og Jonas Olufson. Den 86-årige enkemand Erik Persson bor nord for København i det hus, hvor han indtil for sytten år siden levede sammen med sin kone. Hans ensomme og sårbare udtryk og de skarpt skårede billeder blev belønnet med Årets Multimedieproduktion.

De to hovedpriser blev vundet af Peter Hove Olesen og Joachim Adrian Mikkelsen, der vandt henholdsvis Årets Pressefoto og Årets Pressefotograf.

Se samtlige vindere og fotos på www.pressefotografforbundet.dk, og læs mere om vinderne fra DMJX i næste udgave af Illustreret Bunker.

Be the first to comment on "Tre priser til DMJX-studerende ved Årets Pressefoto"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*