Clements dom: Medierne har forsømt nytænkningen i 40 år

Q&A: Ifølge Clement Kjersgaard er journalister ikke innovative nok. Medierne må udvikle sig, ellers uddør de og efterlader journalistikken og demokratiet i afgrundens dyb.

Clement Kjersgaard lancerede i 2002 det politiske og internationale magasin Ræson.

Clement Kjersgaard lancerede i 2002 det politiske og internationale magasin Ræson.

Tekst: Laura Friis Wang og Amanda Holmen
Foto: Peter-­Emil Witt

Du siger, at medierne er mere truede end nogensinde før. Hvordan det?
“I årtier har man frygtet en fragmentering af mediebilledet, hvor medierne bliver mindre og mindre, og vi får en offentlighed, der går i stumper og stykker. Bare indenfor de sidste år er de store mediers evne til at sætte en dags­ orden blevet langt ringere. På den måde er de store medier blevet små. Tyngdepunktet i meningsdannelsen har forskudt sig ud i de sociale mediers mølle. Det er det, vi ser ske nu. Senere end frygtet, men hurtigere end forventet.”

Hvorfor er det gået så vidt?
“Det, der er min påstand, er, at journalist­ erne har forsømt nytænkningen i 40 år. Man har forsømt at udvikle medierne. Hvad er en nyhedsudsendelse på TV? Hvad er der i første sektion af en trykt avis ­ og hvilke historier kommer på forsiden? Journalister er simpelt­ hen ikke gode nok til at opfinde nye måder at gøre tingene på. De er ikke innovative nok og formår hverken at følge samfundet eller teknologiens udvikling. Man har siddet på afgrundens rand i årtier. Nu har teknologien givet det sidste puf ud i intetheden. Hvor tv, radio og aviser for 10 år siden tænkte på sig selv som separate brancher, har nettet forvandlet dem til aktører i præcis det samme felt, men betalingsvilligheden mangler, og annoncekronerne forsvinder til Google og Facebook. I et land som Danmark er sagen altså: Flere konkurrenter trænges sammen på et marked, der bliver mindre.”

Hvad er overhovedet problemet, ved at der sker en fragmentering af medierne?
“Der er tre problemer med det. Et, økono­ misk for medierne selv. To, demokratisk. Tre, journalistisk. Økonomisk er Danmark for lille et land til nichemedier. I USA kan du drive for eksempel Politico og The Atlantic baseret på et meget lille publikum, fordi landet er så stort. Det kan du ikke i Danmark – landet er for lille til små medier. Nummer to er det demokratiske: Når de røde kun taler med de røde, de blå kun med de blå, akademikerne kun med akademikerne, så svækkes den demokratiske samtale. Mest overset er den journalistiske krise: Fragmenteringen betyder, at det bliver sværere at sikre den journalisti­ske kvalitet. Mange journalister synes, det er ok at lave ’svær’ journalistik til et lille publi­kum. Men i det øjeblik, man kun henvender sig til et bestemt segment, mister man evnen til at vurdere vigtigheden af det stof, man selv laver – også selvom man har finansieringen på plads. For man mister interessen for de læsere og seere, man ikke har. Jeg har aldrig accepteret modstillingen mellem, at noget er populært, og at noget er vigtigt, tværtimod.”

Så du tror godt, at man kan kombinere bredde og kvalitet?
“Ja. Jeg tror, at man kan, og jeg mener, at man skal.”

Hvordan ser du, at vi fremtidige journalister kan ændre på denne fragmentering, så medierne undgår at falde ud over den afgrund, du taler om?
“Journalister skal gøre det, som man gør i alle andre brancher. Hvad er det, Lego har gjort rigtigt? Hvad er det, Vestas har gjort rigtigt? Hvad har Novo gjort rigtigt? De har udviklet nogle produkter, der er globalt konkurrence­ dygtige. De laver hele tiden om på det, de laver, og forholder sig til den virkelighed, de befinder sig i. De laver grundforskning hele tiden. De laver markedsføring hele tiden. Novo er kun der, hvor de er, fordi de har rykket sig helt enormt meget. Det er indlysende det, som mediebranchen ikke gør. Mediebranchen er konservativ og reaktionær. Hvis ikke den nye generation af journalister kan ændre på det, vil der ikke være nogle job til dem.”

Hvad skal vi så gøre – hvad mener du, er levedygtigt på det danske mediemarked?
“Lige nu er der to tenden­ser i journalistikken. På den ene side er der meget kvali­ ficeret politisk og analytisk journalistik med meget dygtige graverjournalister, som holder fast i deres dagsorden. Problemet er, som blandt andet min kol­ lega Jesper Tynell fornylig har påpeget, at det udgør en meget lille del af den medie­ strøm, der bliver genereret. Det meste af det, der bliver lavet, er ofte ikke engang klassificérbart som jour­ nalistik – det er ”content”. Mediekoncernerne, fra dag­ bladene over tv til ugeblads­ koncernerne, forvandles til enorme websites, der skal vedligeholdes for en­ hver pris. Hvor det eneste krav er, at det indhold, de bringer, skal være en lille smule mere sexet eller en lille smule mere åndssvagt end konkurrentens, så man kan hente klik hjem. Som ny journalist vil man op­ leve en skillevej: Skal man lave ‘content’ – arbejde hurtigt på alle platforme? Eller dygtiggøre sig selv i høj kvalitet med en udstrakt specialisering? Som medie­ billedet ser ud nu, er der for hver graverstilling mindst ti, der laver ‘content’. Hvis kvalitetsjournalistikken, og det gælder inden­ for alle genrer, ikke kun politisk journalistik men også sport, kultur og erhverv, skal fylde mere i det samlede mediebillede, så er det op til den nye generation af journalister at op­ finde nye platforme og nye udgaver af den.”

Be the first to comment on "Clements dom: Medierne har forsømt nytænkningen i 40 år"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*