Forhåndsaftaler kan komplicere Åbent Hus

Panikdagen falder altid på en onsdag. I år er ikke anderledes, men til gengæld er der sket to nye ændringer, som kan få betydning for de mange praktiksøgende journalister.

Praktikudvalget har valgt at legalisere de omstridte forhåndsaftaler for at komme snyd til livs. Men det kan resultere i, at det strategiske spil starter tidligere i år, mener praktikvejleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Pia Færing.

Tekst: Anders Funder
Foto: Martin Fält

Panikdagen er lige rundt om hjørnet, og snart skal praktikansøgere til at lave hjemmesider, jonglere med mavefornemmelser og tage stilling til, hvilke medier der er et ’true match’ for dem i den motiverede ansøgning. Praktikudvalget har sat to nye regler i spil til Panikdagen den 4. november, der kan vende op og ned på hele processen og synliggøre det taktiske spil, som førhen har været et udpræget hemmelighedskræmmeri og ’tys-tys’.

Åbent hus som »Mini-panikdag«
Selvom legaliseringen af forhåndsaftalerne sker på baggrund af de studerenes egne ønsker om at bekæmpe snyd, så udtrykker praktikvejleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Pia Færing, alligevel sin bekymring om, at medierne allerede i Åbent Hus-ugen vil begynde at spekulere i, hvem der bliver de første til at afholde forsamtaler.

»Nogle medier bliver måske bange for, at andre medier får lavet en aftale om mandagen, som de ikke selv kan røre ved om onsdagen. Derfor stræber mange medier efter at få Åbent Hus-dag om mandagen. Vi ville gerne forhindre forvalget ved dørene, men vi kan risikere, at forvalget allerede vil ske til Åbent Hus som en slags ’mini-panikdag,« siger Pia Færing.

Ledende redaktør på Ekstra Bladet, Lisbeth Langwadt, kan også sagtens forestille sig, at de vil justere en smule på deres strategi for Åbent Hus-dagene, nu hvor det er blevet lovligt at lave forhåndsaftaler. Men hun udtrykker samtidig forståelse for, hvis nogle ansøgere skulle vælge at spille på flere heste.

»Til jobsamtalen afslører man jo heller ikke, at man faktisk hellere vil være på Politiken. Man siger jo til alle steder, at de pågældende medier er ens største drøm. Det er så svært at være praktikansøger, og det er vigtigt, at man kommer et sted hen, hvor man kan trives. Praktikken ligger jo grunden for hele ens uddannelse,« siger Lisbeth Langwadt.

Ikke kun samtaler og aftaler
Prorektor på DMJX og medlem af praktikudvalget, Lars Poulsen, er klar over, at det kan virke smigrende for de studerende at få tilbudt en aftale på forhånd, men hvis drømmemediet skulle tilbyde samme aftale nogle få dage senere, så opfordrer han til, at de studerende er deres ansvar voksent og kontakter det tidligere praktiksted for at forklare situationen.

»Her i livet kommer man længst med at være ærlig. Selvfølgelig skal man ikke sige til tre-fire medier, at man er interesseret, men det er en risiko, man selv tager. Vi har bare tydeliggjort, at aftalerne først kan laves som bindende på Store Match Dag,« siger Lars Poulsen.

Ifølge chefredaktør på Politiken, Anne Mette Svane, kan et rigtigt match heller ikke vurderes ud fra et kort møde på fem minutter til Åbent Hus.

»På Politiken bruger vi meget tid på at læse ansøgernes hjemmesider, vores samtaler til åbent hus og på at læse ansøgninger på selve dagen. Den grundighed har vi ikke noget ønske om at sætte over styr ved lynhurtigt at skimte nogle hjemmesider igennem inden Åbent Hus og lave en række forhåndsaftaler,« siger Anne Mette Svane.

Dog kan hun godt forstå, at kommende praktikanter kan være bange for at brænde broer, hvis de indgår for mange aftaler. Men hun understreger, at det heller ikke er morsomt for medierne, hvis en forhåndsaftale bliver brudt på panikdagen.

Lars Poulsen sætter sin lid til, at de nye regler kan afdramatisere ’hypen’ omkring Panikdagen og ser ikke de nye ændringer som tiltag, der vil forværre det strategiske spil, som foregår mellem praktikstederne og de kommende praktikanter.

»Arbejdsgiverne er kun interesserede i at få nogle dygtige praktikanter ind, som vil kunne fungere på den pågældende arbejdsplads. For medierne handler det jo også om at finde det rigtige match. Det gælder både om at snakke med de studerende, se deres produktioner via hjemmesiderne og så den personlige kontakt,« siger Lars Poulsen.

Nødt til at bevare roen
På Ekstra Bladet ved de godt, at alle ansøgere er maksimalt pressede under hele praktikræset, og at der derfor kan være risiko for, at forhåndsaftaler kan gå i vasken.

»Vi vil ikke bebrejde de studerende for at bryde aftaler, for det er ikke en bindende samtale, man laver i Åbent Hus-ugen. Ekstra Bladet satser på de samtaler, hvor vi kan mærke, at der er kemi. Men det er klart, at hvis vi indgår en aftale på forhånd, så sørger vi for, at der også er en plads til dem. Vi vil ikke snyde folk,« siger Lisbeth Langwadt.

Anne Mette Svane opfordrer også de studerende til at gå efter den praktikplads, som de virkelig drømmer om og ikke lader sig lokke af det første og bedste tilbud.

»Vi håber, at de studerende er grundige og tænker sig om, så der ikke går for meget taktik i den. Det er hele situationen alt for vigtig til. Laver man en god motiveret ansøgning, kan man også sagtens blive belønnet for det. Det er vigtigt, at ansøgningen ikke bliver devalueret, fordi alt bliver afgjort på forhånd. Hvis man drømmer om Frederiksborg Amts Avis eller TV2, så skal man gå efter det,« slår Anne Mette Svane fast.

For at undgå et scenarie, hvor den studerende føler sig presset til at love noget om mandagen, som de efterfølgende løber fra om onsdagen, råder Pia Færing derfor de studerende til at bevare roen og holde hovedet koldt i Åbent Hus-ugen.

»Det er din egen troværdighed, du gambler med. Så lad vær! Åbent Hus-ugen burde netop være der, hvor man skal mærke efter og tage stilling til, hvad man gerne vil,« siger Pia Færing.

Skærmbillede 2015-10-13 kl. 09.37.40

Be the first to comment on "Forhåndsaftaler kan komplicere Åbent Hus"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*