Robotter i bylinen

Kan du skelne mellem tekster skrevet af mennesker og robotter? Test dig selv i bunden af artiklen.

På fremtidens redaktioner vil de journalistiske værker i højere grad blive produceret med hjælp fra robotter. Ritzaus Bureau har allerede omfavnet den nye teknologi.

Tekst: Mette Marie Rosenkjær (ikke en robot)
Illustration: Carl Luis Hvilsom

I flere brancher oplever vi, hvordan flere og flere robotter løser opgaver, som det før har krævet menneskehænder at løse. En udvikling, som vi også ser i den ­journalistiske branche, og som vi ifølge fremtidsforsker ved Institut for Fremtidsforskning, Klaus Æ. ­Mogensen, vil komme til at se meget mere til. De intelligente robotter, der i højere og ­højere grad kan mange af de samme ting, som mennesker kan, vil i fremtiden komme til at koste nogle journalister jobbet. Det mener Klaus Æ. Mogensen, der også forsker i ­mediernes udvikling.

»Man kan godt forestille sig, at nogle af de journalister, der i dag kun laver de ­såkaldte rutine­opgaver, vil kunne spares væk. En robot vil nemlig kunne lave opgaverne meget ­hurtigere og billigere,« siger Klaus Æ. ­Mogensen.

Ingen frygt hos Ritzau
På Danmarks største nyhedsbureau har de allerede budt robotteknologien velkommen. Chef for Teknologi og Udvikling på Ritzaus Bureau, Kristoffer Gravgaard, fortæller, at de arbejder med robotter som en integreret del af journalistikken. Men på Ritzaus Bureau er de ikke bange for, at robotterne vil komme til at stjæle arbejdspladser. Ifølge Kristoffer Gravgaard ­handler det om at bruge de nye kollegaer på den ­rigtige måde og i den rigtige mængde.

»Sådan som vi bruger robotter lige nu, er det jo bestemt ikke en trussel. Tværtimod ser vi det som en kæmpe fordel. Robotterne er medvirkende til, at vi sparer tid og energi, og det frigiver nogle ressourcer, som vi kan bruge på lige, hvad vi vil. For eksempel kan vi dække bredere, og vi kan lave mere ­journalistik af høj kvalitet,« siger han.

En hjælpende hånd
”På Ritzau har vi udviklet en robot, som kan arbejde med virksomheders regnskabstal. Det vil sige, at når de selskaber, der er børsnoteret, offentliggør deres regnskaber, kan vores robot aflæse regnskabet. Og lynhurtigt sender den automatisk en nyhed om regnskabet ud til vores kunder,« fortæller Kristoffer Gravgaard.

Robotten, som er udviklet på Ritzaus ­Bureau, kan ifølge Kristoffer Gravgaard være en ny hjælper og arbejde sammen med ­journalisten.

»Lige nu har vi en anden robot, der kan læse med, mens journalisten skriver ­nyheder. ­Samtidig med at journalisten skriver, slår robotten op i vores arkiv og finder fakta og kilder, der har optrådt i tidligere lignende nyheder. På den måde får journalisterne en hjælpende hånd, og det kan lynhurtigt berige artiklen,« siger Kristoffer Gravgaard.

Stort potentiale
Ifølge fremtidsforsker Klaus Æ. Mogensen kan robotterne meget, som mennesker ikke kan. For eksempel kan robotterne rumme meget større mængder data, end mennesker kan, og det mener han, at journalisterne bør benytte sig af i fremtiden.

»Washington Post har for eksempel en robot, som kan real-time-faktatjekke. Det ­betyder, at den i en interviewsituation kan ­tjekke, om udsagn fra en kilde er faktuelt korrekte eller forkerte. På den måde ­bruger de robotterne til lave langt mere kritisk ­journalistik,« siger Klaus Æ. Mogensen.

På Ritzau Bureau er de nysgerrige på  Washington Posts robot, men Kristoffer ­Gravgaard mener alligevel, at det vil kræve meget tid at bygge en robot, der kan det samme.

Sci-fi-journalistik
Klaus Æ. Mogensen mener, at robot­teknologien om mange hundrede år vil være så højtudviklet, at den vil kunne erstatte ­næsten al journalistisk arbejde. Robotterne vil ikke kun lave rutineopgaver, men vil også kunne udføre langt mere omfattende ­journalistik.

»I fremtiden forestiller jeg mig, at hvis et nyheds­medie skal dække en ildebrand langt væk, så sender de en drone op, som først vil kunne fotografere branden fra ­luften og ­derefter vil kunne lande på jorden og ­interviewe ofrene,« fortæller Klaus Æ. ­Mogensen.

Han understreger dog, at vi først langt ude i fremtiden vil se den slags.

Klik her og se, om du kan kende forskel på tekster skrevet af robotter og mennesker!

Be the first to comment on "Robotter i bylinen"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*