Vink farvel til kantinen

Kantinen var tom for mennesker denne mandag eftermiddag. Snart skal de studerende vænne sig til nye ansatte og nye kager. Foto: Kaspar Hvid

Om to måneder skal eleverne på Danmarks Medie – og Journalisthøjskole vænne sig til et nyt kantinepersonale. ISS, som hidtil har stået for kantinedriften, har opsagt samarbejdet med højskolen. Årsagen er, at højskolen ikke ville blive ved med at hæve kantinetilskuddet.

Af Kaspar Hvid

Hjemmebyggede sandwich og salater pryder buffeten i kantinen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole dagligt. Kantineleder, Dorthe Knudsen, sætter en ære i at levere et godt stykke håndværk til de mange studerende. Men snart er det slut til stor ærgrelse for begge parter.

”Jeg er ked af, at vi skal stoppe samarbejdet. Jeg har været rigtig glad for at være her. Det er et dejligt sted at være med mange unge mennesker,” siger Dorthe, som stopper allerede 1. marts.

Prorektor, Lars Poulsen, er også ked af at samarbejdet må ophøre, men ifølge ham er der dog en logisk forklaring. Kantinetilskuddet som skolen har betalt ISS årligt skulle hæves for femte år i træk, og nu ville skolen ikke være med længere, derfor opsagde ISS samarbejdet.

”Vi har været rigtig glade for samarbejdet med ISS. De har leveret et godt produkt, men for skolens side kan vi ikke blive ved med at hæve kantinetilskuddet. Især når man tænker på, at vores kantine på DMJX i Emdrup kører uden tilskud,” siger Lars Poulsen.

Blandt eleverne på tredje semester er der tårer at spore. Christopher Roth, som har været en hyppig kunde i kantinen, er ked af, at samarbejdet skal stoppe.

”Jeg synes dog, at det er mere træls, at det er som om at kantinen nu holder januarudsalg uden at have sat priserne ned. Jeg føler lidt, at kvaliteten den seneste måned er faldet markant,” siger Christopher Roth.

Krav om kvalitet

Skolen har sendt kantinedriften i udbud, hvor interesserede parter kan byde ind. I udbudsmaterialet har skolen sikret sig, at der stilles krav om kvalitet, indhold, og at det skal være indbydende.

”Det er vigtigt for os, at det er noget, som unge mennesker gider spise. Det er vigtigt for os, at der er et forskelligt og stort udvalg. Derfor har vi også fået hjælp af kyndige eksperter på området,” siger Lars Poulsen.

Det bliver først afgjort, hvem der skal stå for at levere skolens kaffe og kage i slutningen af februar.

Fortsættelse følger…

Be the first to comment on "Vink farvel til kantinen"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*