Ny praktiksøgning: Rammer, men ingen regler

Foto: Michael Nørgaard

Åbent Hus er formelt afskaffet. Praktikmessen i Odense skal fungere som de studerendes og mediernes møde med hinanden, hvis de ellers følger de nye rammer, som ikke sætter mange regler for, hvad man må og ikke må.

 Af Sara Maarup Thomsen og Camilla Boesen

Kan man lave sin egen Åbent Hus-uge og tage ud til medierne, før praktiksøgningen endnu er startet? Kan medierne afholde individuelle samtaler? Praktikudvalgets nye model for årets praktiksøgning har hverken et officielt Åbent Hus, planlagte samtaler eller forbud mod nogen af delene.

Men ifølge formand for Danske Mediestuderende, Merete Lindstrøm, er den nye model helt afhængig af, at parterne holder sig inden for rammerne. Praktikmessen i Odense skal fungere som mediernes og de studerendes eneste mulighed for at møde hinanden. Messen får det samme formål, som Åbent Hus havde før, og skal samtidig sikre lige vilkår for alle.

“Rammerne lægger ikke op til, at de studerende skal tage til Åbent Hus eller tage ud og besøge medierne. Jeg håber, alle vil bruge rammerne på den måde, de er tiltænkt, så det bliver et fornuftigt forløb for de studerende. Til Praktikmessen er alle medier og studerende samlet på ét sted, så de kan snakke med hinanden uden at skulle tage en beslutning med det samme,” siger hun.

Frem for at man arrangerer sit eget Åbent Hus, opfordrer hun til, at de studerende i stedet bruger tiden på at skrive kvalificerede ansøgninger.

En lang og sej kamp
Store Match Dag er blevet til Lille Match Dag, Åbent Hus er ikke længere formelt på programmet, og praktikmessen i Odense er nu den eneste officielle mulighed for, at medier og studerende kan møde hinanden. Sådan lyder udmeldingen fra Praktikudvalget, som har sat rammerne for den nye praktiksøgning.

Den nye model blev modelleret færdigt i starten af året mellem Danske Medier på den ene side og Danske Mediestuderende på den anden. Forhandlingerne mellem de to har ikke været helt lette, fortæller formand for Praktikudvalget, Christian Kierkegaard.

“Det var en langvarig proces. Udfordringen var at lave retningslinjer, som både tilgodeså de ønsker, der var fra de studerende og de ønsker, der var fra medierne. Og samtidig noget, som var til at administrere,” siger formand for Praktikudvalget, Christian Kierkegaard,  som mener, at de nye rammer er den bedst mulige løsning.

Ingen vej tilbage for Åbent Hus
Da sidste årgang af kommende praktikanter søgte praktik, brød systemet sammen. Panikdag blev til panikuge, og ikke-bindende forhåndsaftaler blev pludselig bindende. Det er på den baggrund, at Praktikudvalget i år har taget konsekvensen af tidligere tiders problemer og derfor har reformeret den seneste model med en helt ny, der fuldstændig dropper ikke-bindende forhåndsaftaler og Åbent Hus.

Forud for etableringen af den nye model lavede Danske Mediestuderende en undersøgelse, der viste, at de studerende rent faktisk var venligt stemt over for idéen om en Åbent Hus-uge – så længe den ikke var forbundet med en mulighed for at lave forhåndsaftaler. Men Pia Færing, der er praktikkoordinator på DMJX, afviser, at en formel Åbent Hus-uge uden forhåndsaftaler kan blive en del af fremtidens praktiksøgning.

“Det kan ikke lade sig gøre at afholde Åbent Hus uden at lave forhåndsaftaler, når vi én gang har sagt, at det er i orden at lave forhåndsaftaler. Det er ligesom at sige til børn, at der kun er fredagsslik i ulige uger,” siger hun.

Stadig lidt panik
Selvom Praktikudvalget har sløjfet Panikdag, tror Christian Kierkegaard ikke, at de praktiksøgende slipper helt for panik. Uanset om det er på Store Match Dag eller mandag d. 18. april kl. 8.00 eller på et helt tredje tidspunkt, vil der altid være en deadline, hvor en vis form for panik vil sprede sig.

“Vi undgår ikke, at der kommer et tidspunkt, hvor de studerende og medierne får travlt med at indgå aftaler,” siger han.

Christian Kierkegaard forventer, at det netop er i minutterne efter klokken 8:00 mandag den 18. april, at panikken indtræffer, mens telefonerne bimler. I stedet for Store Match Dag vil der i år være Lille Match Dag tirsdag den 26. april, hvor studerende uden praktikplads og medierne uden praktikanter kan mødes på DMJX og indgå aftaler.

“Lille Match Dag vil være en form for opsamling på ét sted, så de studerende uden praktikplads slipper for at skulle rejse land og rige rundt for at snakke med de praktiksteder, som endnu ikke har en praktikant,” siger han.

10248871_10208274556439297_731435897_n

Be the first to comment on "Ny praktiksøgning: Rammer, men ingen regler"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*