”Jeg vil sgu ikke dø for nogle tegninger”

Q&A: Anni Kristensen er ny underviser på DMJX. Efter 20 år hos Jyllands-Posten sagde hun sit job op. Jobbet var spændende og udfordrende, men terrortruslerne fyldte for meget til sidst.

Af: Sofie Clausen og Peter Bjørnbak Hansen

Torsdag d. 3. marts afholdt DMJX et debatmøde om ytringsfrihed. Flemming Rose var inviteret. Flemming Rose, som var kulturredaktør på Jyllands-Posten, da de trykte Muhammed-tegningerne i 2005. Nu er han en af de største stemmer i debatten om ytringsfrihed. Dén torsdag eftermiddag tydeliggjorde de gravalvorlige PET-agenter, politiets talstærke fremmøde og deres skarpladte maskinpistoler, hvilke kræfter der er på spil, når det handler om ytringsfrihed.

Præcis de kræfter var en af hovedårsagerne til, at Anni Kristensen i dag er underviser på DMJX – og er glad for det – og ikke journalist hos Jyllands-Posten.

Illustreret Bunker tog en snak med hende om det og om ytringsfrihed.

Skærmbillede 2016-03-10 kl. 19.26.28

Hvad var grunden til, at du sagde dit job op hos Jyllands-Posten?

Jeg fik det simpelthen dårligt med alle de terrortrusler til sidst. Især efter Charlie Hebdo. Der har været en stribe forsøg på at komme ind og slå os ihjel – nogle mere spektakulære end andre. Der var jo for eksempel den morgen, hvor man anholdt fire terrorister, der var på vej for at angribe Jyllands-Posten i København, og det stod i deres papirer, at de skulle ind og hugge hovedet af flest mulige og kaste dem ud af vinduet. Sådan noget har jeg i lang tid forsøgt at fortrænge. Men 12 døde mennesker i Paris afgjorde det for mig.

Hvor stort et problem er det, at terrortrusler får journalister til at sige deres job op?

Det er helt klart et problem. Det er åbenlyst. Jeg kender til folk, der har sagt, at de kom fra JP Politikens Hus og ikke Jyllands-Posten af samme grund. Men jeg føler mig overhovedet ikke skyldig i forhold til truslerne. Vi havde mange diskussioner dengang med Muhammed-tegningerne, om hvorvidt det var en god idé at trykke dem, og det har jeg da også flere gange selv været i tvivl om. Omvendt stammer det at kunne gøre grin med religioner jo helt tilbage fra oplysningstiden og er en vigtig del af vores kultur.

 Hvis Flemming Rose var kommet til dig inden trykningen af Muhammed-tegningerne og havde spurgt om I skulle trykke dem. Hvad havde du så svaret?

Det ved jeg faktisk ikke. Det afhænger af, hvilken type man er. Nogle elsker at provokere. Men tegningerne blev en underlig mellemting mellem journalistik og holdninger. En manifestation, som normalt ikke er noget Jyllands-Posten gør i, så jeg er ikke sikker på, at jeg havde været enig. Men da først man begyndte at brænde ambassader af og udsende dødstrusler, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at min loyalitet lå hos Jyllands-Posten og de 12 tegnere.

Jacob Mchangama var ude at kritisere, at Jyllands-Posten ikke genoptrykte tegningerne, og medierne derved udøver selvcensur. Hvad synes du om det?

Det er jo lidt ”kæmp for alt, hvad du kært. Dø, om så det gælder.” Jeg vil sgu ikke dø for nogle tegninger. I øvrigt er det jo en gratis omgang for ham, ligesom det i høj grad også var for Inger Støjberg, da hun tilsluttede sig den kritik. Læsernes Redaktør på Politiken, Bjarne Schilling, ramte det præcist, da han skrev, at hvis der blev afholdt en konkurrence om, hvem der uden den mindste risiko for sig selv kunne sende den største sviner afsted mod nogle folk, der i 10 år har arbejdet med en konstant trussel på livet, så ville der blive tvivl om andenpladsen. Det er jo nemt for dem, der ikke er berørt af det.

Mener du i virkeligheden, at kampen om ytringsfrihed er en meningsløs armlægning?

Jeg synes bestemt, kampen er værd at kæmpe. Men det ærgrer mig, når man især på de sociale medier er endt med at stå på hver sin yderfløj og råbe skældsord til hinanden, mens alle os, der gerne vil føre en nuanceret debat, næsten ikke orker mere.

Be the first to comment on "”Jeg vil sgu ikke dø for nogle tegninger”"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*