Med journalistisk charme får man sin vilje

Med en kombination af smil, et glimt i øjet og et godt tilbud får Rie interviewaftalen i hus med en burgerbar i Aarhus. Foto: Malene Porup

Om et rundt bord sidder 25 journaliststuderende til redaktionsmøde. Der er morgenbrød, smør og pålægschokolade. De studerende skal ud i virkeligheden med kameraudstyr og mikrofon under armen.

Af Nanna Chilli Guldborg

En brændt duft af grillet kød og hvidt brød ligger tykt i den tætpakkede ’The Burger Shack’ i Frederiksgade. Tre journaliststuderende fra tredje semester skal lave reportage og har mast sig ind blandt burgersultne Århusianere for at snakke med ejeren af den nyåbnede bar og de besøgende gæster. Kameraudstyr i store tasker og snak om manuskript til optagelser rumler i et virvar ned ad Randersvej.

’’Må vi gerne lave et tv-indslag herfra i dag?’’ spørger Rie Bytoft ved kassen omringet af kunder, der venter på, at deres mad er klar, og deres nummer bliver råbt op.

’’I dag? Det er ikke så godt. Vi er underbemandet og har rigtig travlt,’’ svarer ejeren af burgerbaren, Robert Nørgaard.

’’Hvis nu I får lov at få indslaget, kan det så lade sig gøre?’’

Store, tunge udstyrstasker, kamerastativ og mikrofon maser sig gennem køen af burgersultne unge mennesker sammen med Rie Bytoft, og hun får med kombinationen af smil, et glimt i øjet og et tilbud, der er svært at takke nej til lov til at forblive i burgerbaren med kameragrej på den ene side og lange burgerkøer på den anden.

Journalistisk troværdighed

’’Jeg hader journalister,’’ lyder det med et fra en af burgerbarens ansatte, som samtidig smiler. De journaliststuderende møder fra starten skepsis fra de medvirkende.

De journaliststuderende griner tilbage til burger builderen.

’’Hvad laver de her?’’ snakker flere af kunderne om, for med et professionelt kamera over skulderen har de studerende en udstråling, som gæsterne lægger mærke til. Det er åbenlys undren, der florerer i gæsternes ansigter, når de får øje på de store kameraer og journalisternes nærgåenhed.

Øl og forgæves forskeropkald

Macbooks står på stribe i redaktionslokalet inden for Danmarks Medie – og Journalisthøjskoles betonmure. En cigaret bliver rullet på gammeldagsmanér. Stemningen bliver hurtigt mere hektisk, da de journaliststuderende bliver sluppet løs. Det ene opkald tager det andet og automatiske telefonsvarer afløser hinanden.

Samtalen kører på tværs af bordet, og arbejdsstresset bliver et øjeblik afløst af kommentarer om øl i morgendagens fredagsbar.

’’Hold kæft, det bliver godt det her!,’’ udbryder underviser Karl Erik Lørup.

Men ikke alt går gnidningsfrit.

’’Det er det, jeg hader ved at lave nyheder -, at man skal have en forsker med,’’ siger Rie Bytoft efter tredje forgæves forsøg på at komme igennem til en forsker fra Aarhus Universitet.

’’Forskere tager aldrig telefonen,’’ vrisser hun.

Detaljerne skal med

Bus 1A baner vejen mod midtbyen, hvor reportagen skal finde sted.

Tilbage på burgerbaren, som lige har slået dørene op, står gæsterne allerede som sild i en tønde og venter på burgermenuer. Noget som reportagehungrende journaliststuderende må tage som et arbejdsvilkår. At være skide irriterende og i vejen for at få stemningen med.

’’Jeg vil have klip med flammer,’’ siger Rie Bytoft ihærdigt.

For at få de bedste billeder må kamerajournalisten gå ind bag ved kassen så der kan komme flammer fra kødgrillen med på billedet. Det resulterer i, at burgerekspedienten må væbne sig med tålmodighed, da der nu står en journalist med et tv-kamera foran sodavandskøleskabet.

Ekspedienten får et chok, da hun i en hurtig bevægelse som rutine vender sig om for at hente sodavand. Lige bag hende står en journaliststuderende med et kamera, i den vejbane ekspedienten plejer at have fra kassen til køleskabet.

’’Der går desværre lige et øjeblik, før du kan få din sodavand,’’ siger hun med en overbærende stemme til den ventende kunder.

Mængden af mennesker stopper ikke journalister

Så er skuddene af burgere ’in the making’ i kassen, og journalisterne skal have nogle erfaringskilder i hus. De fleste kunder i burgerbiksen er begrænset af den trængte plads, men ikke de journaliststuderende.

Tre piger sidder tæt i et hjørne, og Rie Bytoft bruger sit store smil og overbevisende retorik til at lokke dem til at medvirke i et interview: Kamerastativ, kamera og mikrofon lines op i hjørnet, som man ellers ikke troede var til overs i den i forvejen fyldte biks.

’’Er det første gang I prøver stedet?,’’ bliver pigerne spurgt, idet der råbes ’’67’’ i restauranten, og deres mad er klar.

Be the first to comment on "Med journalistisk charme får man sin vilje"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*