Optagelsesprøve uden børnesygdomme

Sidste år var der nedbrud i WiseFlow under optagelsesprøven, og prøven blev forlænget flere gange. I år var alle dog færdige til tiden, da prøven sluttede klokken 17, og de eneste problemer var med folks egne computere.

Af Kaspar Hvid

Lørdag den 30. april mødte over 1000 håbefulde mennesker op til optagelsesprøve på Danmarks Medie – og Journalisthøjskole. Selvom prøven først begyndte klokken ni, så ankom de første allerede, da skolen lukkede dørene op 7:30.

”Vi har forberedt os længe blandt andet med højskoleophold. Det synes jeg har været rart, for det gør, at man føler sig lidt bedre forberedt. Hvilket er rart i dag,” siger Jesper, der er elev på Rødding Højskole

Dagen forløb uden større problemer, men de første par timer havde især runnerne, som skulle følge deltagerne fra lokalerne og til kontoret, hvis problemer opstod, travlt, men som prøven skred fremad, og folk fandt ud af Wiseflow, blev der også stille for dem.

Sværere end i Odense
Fjorten dage før optagelsesprøven havde der ligeledes været optagelsesprøve til journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, og blandt dem som Illustreret Bunker talte med, lod det til, at prøven på DMJX havde været sværere end den tilsvarende i Odense.

”Jeg synes især, at sprogprøven her var sværere end den på SDU. Den opgave, hvor man skulle finde stavefejl, som en stavekontrol ikke selv ville kunne finde, var meget sværere her end på Syddansk. Her var jeg især glad for mit højskoleophold,” siger Magnus, som også har gået på Rødding Højskole.

Da videnstesten var slut, og deltagerne havde kæmpet med, hvad ”resiliens” er for en størrelse, var der en del deltagere, som så slukørede ud. Men som det blev overhørt: ”Nu kan vi ikke gøre andet end at vente.”

Svaret for optagelsesprøven bliver udsendt i løbet af uge 21.

Be the first to comment on "Optagelsesprøve uden børnesygdomme"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*