Karisma, selvironi og samtidige tendenser

Foto: Rune Pedersen.

Klummeskribent og journalist på Politiken Ditte Giese er træt af de alvorlige skænderier og slåskampe i den offentlige debat. Hun mener godt, man kan sige noget interessant om vores samfund, uden at det skal have en større demokratisk eksistensberettigelse.

Tekst: Peter Bjørnbak Hansen

”Jeg skrev før i tiden på en mere alvorlig facon, men jeg blev efterhånden træt af, at man hele tiden skal skændes og slås i debatten. Jeg havde lyst til at komme ud af det og have det sjovt,” siger Ditte Giese om grunden til den store mængde humor, hendes klumme, FOMO (Fear Of Missing Out), indbefatter.

Med netop humor forsøger hun at give emner som feminisme, politik, popkultur, sex og dating en ny indfaldsvinkel. Hun er af den overbevisning, at man kan få fat i folk på en helt anden måde, hvis man får dem til at grine – og så har hun det også selv sjovt med at skrive klummen. Ditte Giese føler alligevel ikke, hun hverken kan eller har lyst til at være sjov uge ind og uge ud. Men det gør ikke noget – klummen er hendes rum, hvor hun bestemmer indholdet.

Klummen FOMO er et modsvar til den alvorstunge debatslåskamp, og læserresponsen har været god.

”Der er mange, der har skrevet, at de kan se sig selv i det, jeg skriver,” siger hun.

Men ét er at skrive om samtiden og samfundet. Noget andet er det genreskift, det er at skrive subjektive klummer frem for at lave objektiv journalistik.

”Den subjektive genre kan noget andet. Jeg kan tage fat i noget, jeg har oplevet – det kræver ikke en masse research. Jeg skrev for eksempel om Princes død og det livslange forhold, jeg havde til ham. Det giver bare noget andet, når man tager fat i ham og bliver personlig frem for at skrive en objektiv nekrolog.”

Klummernes slagside

Som en af landets mest læste meningsdannere og med en anselig mængde debaterfaring i bagagen har Ditte Giese en hel klar fornemmelse af, hvor den subjektive genre er på vej hen.

”Den vokser, fordi det er billigt stof at producere og giver mange clicks. Mange medier bruger det i kampen for at overleve, og jeg forstår godt deres valg. Det kan bare ikke altid være godt og originalt, når man hele tiden skal sprøjte holdninger ud,” siger hun.

Det at sprøjte holdninger ud rækker endnu videre end blot til medierne. Ditte Giese mener, det ligger meget i tiden, at alle mennesker skal have en holdning til alt og alle i samfundet. Det har en meget konkret slagside.
”Der bliver skrevet enormt meget lort. Forleden læste jeg et indlæg om, at det var for dårligt, at man ikke må ryge på legepladser. Det fik mig til at tænke, at så har man da som klummeskribent virkelig ikke noget på hjerte eller noget at slås med.”

Klummer skrives ikke af hvem som helst

Da FOMO-klummen blev til, var det på opfordring fra Politikens chefredaktør Anne Mette Svane, fordi Politiken ville styrke nogle udvalgte profiler på avisen. De udvalgte skulle da brandes som personer for at sælge det unikke produkt, de producerede.

Hvad gør én til en profil? Og hvad gør én til en udvalgt profil? Ditte Gieses vurdering er, at det kræver karisma. Profilen skal være spændende og have noget på hjerte.

”Men det kræver også, at jeg kan være sårbar, kikset eller selvironisk. Der er ikke noget værre end folk, der kun vil hævde sig selv,” siger Ditte Giese.

Ditte Giese mener, at fokusset på profiler er i stor vækst i langt størstedelen af det danske mediebillede. Men det har den sideeffekt, at mange medier griber til at gå målrettet efter debattører med ekstreme holdninger, fordi det simpelthen giver flere clicks. Det antager freakshow-tilstande, når man hellere publicerer det ekstreme, fordi det giver clicks, end det, der har relevans. Det er et problem, konkluderer hun.

Bidrag til det åndelige liv

”Det er den offentlige samtale og diskussion. Det er jo lidt ligesom det virtuelle møde ved gadekærret,” siger Ditte Giese om den debat, hun deltager i.

Hendes rolle i debatten er ikke nødvendigvis at forholde sig til regeringens nyeste tryghedspakke eller flygtningekrisen, men snarere at bidrage med almenmenneskelige betragtninger. Det er oplevelser, hun selv har haft, og tendenser hun selv har bemærket, nogle gange sat i et større perspektiv og ofte tilsat humor.

Ditte Giese føler, hun får sat noget på dagsordenen og tit hurtigere end den klassiske journalistik. Men hun betragter ikke sig selv som en firstmover, der prøver at fange samtidens tendenser før journalistikken, ej heller føler hun nogen større demokratisk forpligtelse. Hun fortæller blot om samtiden, som hun ser den, mens både hun og læseren har det sjovt.

Chefredaktør på Politiken, Anne Mette Svane om Ditte Giese:

“At læse en FOMO-klumme af Ditte Giese er som at have et frikvarter med en god veninde. Det er aldrig kedeligt og fuldstændig vanedannende selskab. Ditte er en af sin generations mest velskrivende journalistiske profiler, fordi hun tør give meget af sig selv. Hun VIL noget med sine klummer og har noget på spil hver gang, og så er hun modig, når hun skriver om tilværelsens mere banale og basale emner som sex, dagsinstitutioner og mærkedage. Det gør hun på sin helt egen måde. Enestående, begavet og interessant”.

Be the first to comment on "Karisma, selvironi og samtidige tendenser"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*