Flashdrømme, fællesskab og fredagspanik

Ni fotojournaliststuderende konkurrerede til dette års panikdag om syv praktikpladser. Som om det i forvejen ikke er svært nok at vinde en praktikplads, er de endda oppe imod nogle af deres bedste venner.

Tekst: Kathrine Bøgelund // Fotos: Morten Lau-Nielsen

Panikdag – fredag den 4. november

”Jeg har prioriteret bacon højt,” griner Emil .

De seks andre fotojournaliststuderende sætter sig forventningsfuldt om det runde køkkenbord. To andre er forhindrede i at være i Emils lejlighed i dag, men de syv, der er til stede, er spændte.

Jokes om kønssygdomme, mødre der ringer og blokerer telefonlinjen, samt hvilke timer der fylder skemaet næste mandag, flyver over bordet ligesom fade med rundstykker, yoghurt, æg og store mængder bacon. P3 spiller i baggrunden, og solen kigger efterhånden ind ad vinduet. Klokken er 7:42, og der er umiddelbart ikke noget besynderligt over denne morgen.

Én ting er dog helt anderledes, og den afsløres kun af, at latteren indimellem afbrydes af flakkende blikke ned på mobiltelefoner og ure. Alle holder øje med tiden. Når klokken slår otte, vil panikken bryde ud. Det er dét, der forventes. Klokken otte må medierne nemlig ringe til de praktiksøgende, og det gælder om at være hurtig, hvis man skal sikre sig en praktikplads på matchdagen. Eller panikdag, som de studerende kalder det.

”Er der noget, man skal gøre med telefonen?” lyder det fra Tanja.

”Ikke sætte den på flytilstand,” svarer Michael grinende.

De sidder tæt om bordet, men det gør dem ingenting. De er vant til at være tætte. En lille tavle finder vej til bordet, og på den nedskrives navnene på de mediehuse, der søger praktikanter – så kan alle holde øje med, hvornår de forskellige praktikpladser ryger.

_mln4124_mln4120_mln4137_mln4143

Hele vejen rundt er humøret højt, og selv om maverne er fyldte med nervøsitet, er der åbenbart også plads til morgenmad. Men ikke hos Mikkel Hørlyck. Han øser æg og bacon op på sin tallerken, men lader det så stå urørt hen. Mikkel er en af de fotojournaliststuderende, der har set frem mod denne dag i over et år. På trods af en god mavefornemmelse tidligere på ugen, må Mikkel nu sande, at det svært at vide sig sikker på sin førsteprioritet. Og for Mikkel er rangeringen klar; han går målrettet efter Politikens eneste praktikplads.

Klokken 7:58 ringer Tanjas mobil som den første.

”Halløj?” siger hun spørgende ind i røret.

”Ej, så lagde han fandeme på!”

De andre griner. Tanjas mobil ringer igen. Denne gang lægges der ikke på. Et minut efter ringer Mikkels.

To dage før – onsdag den 2. november

Mikkel sidder i kantinen på Danmarks Medie- og journalisthøjskole. Han fortæller om den pressede praktiksøgning, der dog ikke har været så stressende, som han havde forventet. Og det er bemærkelsesværdigt, når det kommer fra ham.

For kun en lille uge inden, kørte en scooter ind i Mikkel, der cyklede rundt i Amsterdams gader. Konsekvenserne var en hjernerystelse og rygproblemer. Netop derfor har Mikkels praktikprogram været lidt mere proppet end de andres, da han oveni alle samtalerne også skulle til fysioterapeut og læge. Derudover måtte han ikke bruge computere, hvilket kan være noget af en udfordring, når man arbejder med billeder.

Alligevel mener Mikkel, at praktiksøgningsforløbet har været forholdsvis rolig, og det skyldes til dels fællesskabet på fotolinjen.

”Konkurrencen har ikke været et stort problem. Der er ikke nogen, der har været ude med albuerne i forhold til praktikpladser. Alle har taget det stille og roligt, og der har ikke været nogen jagende stemning op til de individuelle samtaler ved praktikstederne,” siger Mikkel.

Senere samme dag bekræfter Søren Pagter, leder af fotojournalistlinjen på DMJX, at netop dette fællesskab er helt essentielt for linjen.

”Jeg synes, det her hold fungerer rigtig godt og hænger fint sammen, og vi gør netop også meget ud af, at de skal have et godt fællesskab. Når de er så små hold, er det vigtigt, at de fungerer sammen og respekterer hinandens forskelligheder. Og det smitter selvfølgelig af, når de skal til at søge praktik,” siger Søren Pagter.

Udover at de fotostuderende skal have det godt, mener Søren Pagter også, at der er en anden vigtig fordel ved det tætte fællesskab:

”Det her fællesskab holder også bagefter. Når de er færdiguddannede, har de knyttet bånd til dem fra deres hold, så det er også dem, de støtter sig op ad senere hen, når tingene bliver svære.”

Selvom Mikkel ser ret afslappet ud, som han sidder der, tilbagelænet i sin stol med en kop kaffe i hånden, synes han alligevel, det er nervepirrende at tænke på, at om sølle to dage vil det hele være afgjort.

”Uanset hvem der ingen plads får på fredag, vil det være svært. Vi kommer til at føle så meget med hinanden, fordi alle kan sætte sig i hinandens sted. Både dem, der bliver glade for deres praktikplads, og dem, der ingen plads får,” siger Mikkel.

Panikdag – fredag den 4. november

”Goddag Thomas. Ja, jeg sidder lige og spiser morgenmad med de andre,” siger Mikkel.

Han skubber stolen væk fra bordet, rejser sig og trækker ind i stuen.

De andre kigger efter ham, og derefter med en anelse bekymrede miner ned på deres egne mobiler. Endnu en telefon ringer. Og endnu en. Der er snart ikke flere ubemandede steder i lejligheden, hvor man kan snakke uden forstyrrelser.

Mikkel trasker hvileløst rundt i stuen, mens han lytter til, hvad fotochefen i telefonen siger. Han standser et øjeblik og kigger ud ad vinduet.

Nede på Falstersgade fortsætter bilerne med at køre, som om der ikke bliver truffet altafgørende beslutninger kun få meter væk. Menneskene bliver ufortrødent ved med at gå nede på fortovet, men oppe i stuen på fjerde sal, står tiden nærmest stille.

For tre minutter siden sad Mikkel og jokede med, at hans mobil var sat på vibration uden lyd, og at han dagen forinden havde lyttet til Jørgen Leth, der med stor begejstring fortalte om æstetiske cykelryttere. Alt dette synes glemt nu. Det er vigtigere ting, der fylder.

_mln4145 _mln4164

Mikkel begynder at gå i cirkler igen. Alle tanker og bekymringer om hjernerystelse og rygsmerter skubbes til side.

Den før så muntre stemning i lejligheden er nu sitrende, nærmest elektrisk. I disse sekunder får de store fotovisioner ben at gå på. I den ene eller anden retning.

Efter et par minutter trækker Mikkel langsomt hen mod køkkenet igen. Da han står på dørtrinet slutter samtalen, og Mikkels sidste sætning lyder lovende:

”Det er fantastisk Thomas. Jeg glæder mig sygt meget!”

t_mln4206

Fredag den 4. november – post panik

Mikkel kommer tilbage i køkkenet. Han giver thumbs up. Det var Politikens fotochef, Thomas Borberg, i den anden ende af røret. Drømmepraktikpladsen er hjemme. Dét sted på tavlen, hvor der stod ”Politiken” streges over.

Efter kun fire minutter er det hele overstået. Hver enkelt af de praktiksøgende er kun blevet ringet op én gang, og der har ingen panik været. Det har været overraskende udramatisk. En hel del nervøsitet, men ingen decideret panik.

Der er stille et kort øjeblik, da alle telefonerne er lagt på. Så begynder den sorte humor igen at fylde rummet, og kort efter er stemningen præcis som ti minutter forinden.

_mln4224 _mln4241 _mln4263

Imellem latteren og lettelsen spørges der en smule bekymret ind til de to, der ingen praktikplads fik. Det er tydeligt at mærke sympatien fra deres medstuderende. De virker dog fortrøstningsfulde, der er nemlig to kommercielle praktikpladser, der endnu ikke er afsatte, og det er aftalen, at de to medier først ringer om eftermiddagen.

”Jeg glæder mig til at gå på skolen, inden vi skal i praktik – altså til at få et pusterum fra det her praktikpres, der har været på os, siden vi startede,” siger Mikkel.

Det er forståeligt. Praktikpresset er stort, uanset hvor god en årgang er til at holde det nede på jorden, ligesom det her fotohold har været. De hænger sammen, selv på en dag som i dag. Det gode humør har ikke manglet et eneste tidspunkt på trods af praktikræset, og der er ingen, der har travlt med at komme hjem. Nogle skal have en cigaret og endnu en kop kaffe, andre ringer hjem for at fortælle den glædelige nyhed. Samtalen flyder mageligt i køkkenet, som den har gjort det hele morgenen.

Mikkel sætter sig ned ved bordet igen. Han fik sin praktikplads på Politiken. Nu kan han endelig spise sin bacon.

_mln4184

x_mln4129 y_mln4274

Be the first to comment on "Flashdrømme, fællesskab og fredagspanik"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*