Klovnene kommer

Danmark har været hærget af skræmmende klovne i efteråret. I Nordjylland har der været få anmeldte klovnesager, men NORDJYSKE.dk har alligevel været spækket med skræmmende overskrifter. På mediet mener man ikke, at sagerne kunne være dækket anderledes, mens Nordjyllands Politi efterlyser mere saglighed.

Tekst af Maiken Brusgaard Christensen
Illustration af Emma Tram 

”Klovne hærger Hobro”, ”Klovn jagtede skræmt kvinde” og ”Klovn til rædselsslagen kvinde: DØ!”.

Sådan lyder nogle af efterårets overskrifter på NORDJYSKE.dk. En amerikansk trend om at klæde sig ud som uhyggelige klovne, spredte sig i løbet af oktober til store dele af landet, herunder Nordjylland.

NORDJYSKE har skrevet over 30 historier om fænomenet siden midten af oktober, selvom Nordjyllands Politi kun har modtaget to anmeldelser. Stig Lundbo, politiinspektør hos Nordjyllands Politi, afviser ikke, at mediedækningen får flere til at hoppe med på trenden.

Medierne skal dække virkeligheden

NORDJYSKE har flittigt bragt skrækhistorier om klovne fra nær og fjern, men Karin Pedersen, redaktør på NORDJYSKE, mener ikke, at de på redaktionen er hoppet med på en trend.

Tværtimod mener hun blot, at de som medie opfylder deres ansvar om at formidle, hvad der sker i samfundet:

”Jeg synes ikke, vi kunne dække historierne anderledes. Vi fortæller nu engang bare om de ting, der rør sig.”

Afsmittende tendenser

Der har været store overvejelser på NORDJYSKE’s redaktion om dækningen af netop klovnesagerne, og en uge efter den første episode i Danmark tog de en redaktionel beslutning.

”Da det blev en trend, at folk rendte rundt og spillede klovne, tog vi en beslutning om, at vi kun ville skrive om historier, der blev politianmeldt. Vi ønsker ikke at opildne, men at viderebringe information,” siger Karin Pedersen og understreger, at de også har gjort sig tanker om vigtigheden af at fortælle, hvilken type mennesker, der gør den slags.

Politiinspektør Stig Lundbo fra Nordjyllands Politi oplever ikke en direkte forbindelse mellem mediernes dækning af klovnesagerne og antallet af episoder i Nordjylland, men teorien om medieskabte tendenser er ikke fremmed for ham.

”Der er ingen tvivl om, at det har en afsmittende effekt. Når pressen omtaler episoder, der er lette at kopiere, er der altid nogle typer, der tænker: ’Jeg vil sgu da også være med,” siger Stig Lundbo.

Manglende fokus på væsentlighed

Medierne skal ifølge Stig Lundbo dække sager som klovnesagerne, men for politiinspektøren handler det i høj grad om, at man skal kunne læse reelle historier i aviserne frem for rygter og vandrehistorier. Han mener, at problemet ligger i, at der ikke nødvendigvis er hold i alle de historier, som fylder spalterne.

NORDJYSKEs politik om udelukkende at bringe historier, der er blevet politianmeldt, ville være drømmescenariet for politiinspektøren, men det er ikke en politik, han mener, de har ført ud i livet med de godt 30 artikler med sensationelle overskrifter:

”Det er som udgangspunkt den helt rigtige politik, men det holder ikke vand. Sensationen vil vinde til enhver tid.”

Be the first to comment on "Klovnene kommer"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*