Journalisthøjskolens tyre blev lukket på græs

Søndag d. 19 februar mødte modusspillerne ind til første træning på semesteret. FOTO: Emil Gjerding Nielson

Efter en lang vinterpause er FC Åben Modus igen klar til kamp. Illustreret Bunker var med på sidelinjen til sæsonens første træning.

Af Marie Lagoni og Amalie Munk

De hopper og spjætter. Kåde og vilde efter at indtage de grønne vidder spreder flokken sig under den åbne himmel. Et overmodigt, nyoptaget medlem af gruppen laver et krumspring og spæner afsted. De danser på kunstgræssets grønne underlag. I søndags blev Journalisthøjskolens tyre lukket på græs.

Vi er til standerhejsning hos FC Åben Modus, der efter et par måneder i vinterhi er klar til en ny, banebrydende sæson. Ambitionen er klar: FC Åben Modus skal igen i år kunne løfte pokalen, når kampen mod ærkerivalerne fra SDU fløjtes af til foråret.

“Først og fremmest gælder det jo om at vinde High Risk. Det eneste, der betyder noget, er faktisk at vinde den kamp”, lyder det fra cheftræner Mathias Lorenzen.

Cheftræner, Mathias Blædel Lorenzen. FOTO: Emil Gjerding Nielson

Fremmøde lever ikke op til forventninger

Den ambitiøse coach vil føre sit hold – skolens selvudnævnte stolteste institution – til førstepladsen i den altafgørende journalistiske tvekamp. For enhver pris. Han har derfor også høje forventninger til sine spillere.

“Vi skal ikke bare være sådan en badeklub, hvor man kommer og hygger sig lidt. Vi skal vinde nogle fodboldkampe, ikke”, siger Mathias Lorenzen.

Det tårnhøje ambitionsniveau er ikke til at tage fejl af, men da klokken har passeret 17, og træningen officielt er i gang, så er antallet af spillere ikke tilfredsstillende for træneren. Han havde regnet med et fremmøde på 30 mand, men på græsset foran ham står kun knap 20 spillere. Samtidig er han også mod forventning alene om at holde trænerskansen.

“Min assistenttræner er ikke lige dukket op i dag. Han er åbenbart først for ti minutter siden blevet klar over, at det var i dag, vi holdt åben træning”, siger cheftræneren.

Vinterkulden afholder ikke spillerne fra at gå til den. FOTO: Emil Gjerding Nielson

Kredsen af spillere omkring Mathias Lorenzen griner lidt, mens han selv ser lidt opgivende ud. De står samlet på midten af plænen for at få introduceret de nye spillere, der har meldt sig kampklare under den lyseblå Modus-fane på det kommende semester. Seks nye spillere er mødt op.

Et hold med skarpe talenter

En af de nye moduskrigere er Simon Nielsen. Cheftræneren har allerede scoutet ham, og der hviler store forventninger på skuldrene af den tidligere Jyllandsserie-spiller.

“Han har spillet højt niveau før – en dygtig spiller og flink fyr. Han bliver god!”, siger træneren om sit nye talent.

Det nye talent Simon Nielsen. FOTO: Emil Gjerding Nielson

En ny sæson betyder også et farvel til tidligere spillere, der er begyndt i praktik, og derfor har smidt den blå spillertrøje. Der var et par store profiler i blandt. Både træner og spillere er dog enige om, at forudsætningerne for endnu en High Risk-triumf er gode. Ifølge dem selv står holdet knivskarpt som aldrig før. Alligevel fremhæver træneren nonchalant et par spillere, der hænger i bremsen.

“En spiller som Lasse Bjerrum skal mande sig lidt op, for han gør sig selv til mere, end han er. Han skal lade fødderne tale efterhånden”, siger Mathias Lorenzen.

High Risk over praktikplads

Vinterpausen er så småt ved at være løbet ud af benene, og der udvises overbevisende teknik og hurtighed på banen.

“JA, det er stærkt det her, gutter”, lyder det fra en af spillerne. Mens han bakkes op af et “SÅ kører det, drenge” fra en af de andre i truppen. Selvtilliden regerer på lige fod med den bidende vinterkulde.

Der er også brug for selvtillid, hvis forventningerne om en sejr ved forårets fodboldbrag skal indfries. Og spørger man spillerne, er der ingen tvivl om, at sejren skal i hus.

“High Risk står for mig som den største oplevelse på DMJX. Fuck Kapsejlads. Fuck praktik. Fuck Cavlingprisen. Det er dræb – eller bliv dræbt. Det er vind eller forsvind”, lyder det fra Lasse Bjerrum, der går på 3. semester og var med til at hive sejren hjem ved sidste High Risk.

Fodbolddrengene mener selv, at de er skolens største fællesskab. FOTO: Emil Gjerding Nielson

Socialt fællesskab  

De høje tanker om egne præstationer kan godt bekymre cheftræneren, der fortæller, at det sommetider kan være en udfordring at være træner for FC Åben Modus. Det er et hold med plads til alle. Både de store egoer, med mange erfaringer på fodboldbanen, og dem der kun kender spillet fra skolegården.

“Det kan nogle gange være en pædagogisk udfordring at være træner for det her hold, fordi der er så stor forskel på spillerne”, siger Mathias Lorenzen.

Niveauet spænder bredt, og der er spillere i begge ender af skalaen. Alle skal have spilletid, for Modus er også et fællesskab. Måske endda først og fremmest et socialt fællesskab.

Sammen håber de på at kunne løfte trofæet, når de rammer sæsonens højdepunkt. Meget tyder på, at tyrene har en lovende sæson foran sig. Søndag aften fik de i hvert fald løbet hornene af sig.

Be the first to comment on "Journalisthøjskolens tyre blev lukket på græs"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*