Beretninger fra KaJ’s Generalforsamling

Lørdag d. 25. februar var Frøberts forvandlet til KaJ's Generalforsamling. FOTO: Marie Bentzon

Spekulationer om skattely, hashtagget #Henning4prez og utallige kolde, gratis øl blev omdrejningspunktet for KaJ’s Generalforsamling, der satte kulør på Bunkeren lørdag d. 25. februar.

Af Maiken Brusgaard Christensen

Et virvar af fri fadøl, et manglede halvårsregnskab, en eksploderende morsom twitter-væg og små glimt af hovedrystende gode dansetrin i kantinens kulisse. Sådan lyder nogle af elementerne fra min KaJ Generalforsamling 2017.

Udstyret med papir, kuglepen og en usynlig hat fuld af forventninger drog jeg mod Journalisthøjskolen den sidste lørdag i februar. I min notesbog står der skrevet nogenlunde sådan her:

14.01: Hvor er øllet?

Twitter-væggen, der egentlig er tiltænkt hashtagget #KaJGF og #selfiemedKaJ,

“Jeg er her, fordi det er vigtigt, at vi som studerende står sammen og kæmper for de ting, der betyder noget,” siger Henning Andersen, journaliststuderende på 2. semester. FOTO: Marie Bentzon

boomer med opfordringer til journaliststuderende Henning Andersen om at stille op til KaJ-bestyrelsen.

”Jeg blev udfordret til at tweete, at hvis jeg fik 20 likes, ville jeg stille op til et eller andet. Det holder jeg selvfølgelig,” siger Henning Andersen, hvis tweet på dette tidspunkt havde nået 31 likes.

Men hvor er øllet? På den fem minutter lange præsentation af dagens taler, Anders Agger, bliver der sagt ”øl” hele syv gange. Men hvor er den gyldne drik, som vi er blevet lovet?

Dokumentarguruen Anders Agger går på og får lynhurtigt fanget de 160 unge menneskers opmærksomhed med smiger.

”Jeg kan som udgangspunkt ikke lide jer. Jeg bliver stenet over, hvor dygtige I er,” siger han.

Fra min stol spotter jeg tre spil Tetris, der midlertidigt bliver sat på pause. Han ved, hvad vi vil høre, og vi sluger det råt. Et kort øjeblik virker det som om, forsamlingen glemmer tørsten.

15:37: SHOW US YOUR MONEY!

Sygemeldinger blandt kassererne har resulteret i, at KaJ ikke er i stand til at fremlægge det halvårlige budget. Foran en Twitter-væg, der eksploderer med morsomme spekulationer om skattely, stiller en undskyldende repræsentant fra KaJ op og beklager de manglende opgørelser.

Der drikkes øl, stemmes og danses til generalforsamlingen. FOTO: Marie Bentzon

Jokes og beklagelser får dog ikke KaJ til at fremtrylle en økonomisk oversigt. En håndsoprækning afgør, at man på næste generalforsamling kan se frem til et budget, der dækker et helt år i stedet for et halvt.

Ingen ved, hvad pengene er blevet brugt til det seneste halve år, og det giver grund til samtale, teorier og spas resten af aftenen.

“Jeg glæder mig til at se, om dem, der er blevet valgt ind, kommer til at gøre en forskel,” siger Anne Filbert, journaliststuderende på 2. semester. FOTO: Marie Bentzon

16.27: Frem med stemmesedlerne!

Opsætningen er som taget ud fra det amerikanske præsidentvalg. Der er med lidt god vilje tale om blod, sved og tårer, da KaJ’s nye bestyrelse skal vælges.

Knap så nervepirrende er det dog, da der skal vælges ny formand. Astrid Louise Jensen blev som eneste kandidat valgt til formandsposten, hvor hun har i sinde at skabe mere opmærksomhed omkring KaJ:

”Det skal være fedt at være medlem af KaJ. Alle elever skal vide, hvem vi er, og hvad vi kan. Der skal være tillid til, at vi yder, når vi lover støtte til tiden, fede kurser og spændende arrangementer,” siger Astrid Louise Jensen.

Henning Andersens tweet er endt på hele 36 likes, men sagde intet om, hvad han havde i sinde at stille op til. Det fører derfor til skuffede miner, da han skriver sig på til at deltage i Delegeretmøde fremfor kapløbet om formandsposten.

160 studerende fra DMJX er samlet til KaJ’s Generalforsamling. FOTO: Marie Bentzon

21:35: Kantinen: Aarhus’ dance battle-arena

Astrid Louise Jensen, studerende på 3. semester, blev valgt som ny formand for KaJ. FOTO: Marie Bentzon

Stemningen er i top denne lørdag på Olof Palmes Allé. Trods fadøllet ikke længere er gratis, er der gang i Kurt Strandbar, der i dagens anledning har stillet op i kantinen.

Det vælter ind med festklædte unge mennesker, der på tværs af professioner, aldre og promiller svinger hofterne til det ene hit efter det andet fra DJ-pulten. Der breakdances, ’shuffles’ og bydes op til ’dance battles’, der varer til langt ud på de sene nattetimer.

Formandsposten, som Astrid Louise Jensen stak afsted med, bliver fejret med en sejrsdans i den rytmiske ende af forsamlingen. Det er ikke længere sure miner at spotte hos dem, der ikke fik et sæde i bestyrelsen eller en drøm om #Henning4prez indfriet.

Det blev sidste krusedulle i notesbogen for denne gang. Det må være bevis på, at det er umuligt at skrive, mens man danser.

Be the first to comment on "Beretninger fra KaJ’s Generalforsamling"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*