Dokumentarforsker: Årgang 0 er for dokumentarismen, hvad Matador er for fiktionen

Rachel, Stephanie, Christian og deres familer er på nuværende tidspunkt de medvirkende i Årgang 0. Foto: Camilla Hey/TV2

I januar kunne seerne for syttende år i træk følge hverdagen hos tre familier i det populære TV2 program Årgang 0. Ifølge en ekspert er det gentagelsen og identifikationen, der gør, at så mange stadig ser med.

Af Elisabeth Yskes

Mediebilledet er en dynamisk størrelse. Det udvikles og udvides hele tiden, og hver dag konkurrer et hav af streamingtjenester om brugernes opmærksomhed. Et enormt udvalg af dramaserier, dokumentarer og talkshows fra hele verden kæmper om at opfinde de vildeste karakterer og mest ekstreme koncepter, der står i kø for at underholde brugerne.

På trods af det, lykkedes det tidligere i år TV2 at sende fire programmer om tre repræsentanter fra det nye årtusinds første generation og deres ganske almindelige familier – præcis som de plejer, og har gjort i sytten år. Igen i år fulgte hundredetusindvis af danskere med i livets gang og udvikling hos Stephanie fra Slagelse, Christian fra Aarhus og Rachel fra Aabenraa.

Ritualets magt

I den kendte blanding af interviews, reportager og familiernes egne videodagbøger fik seerne igen lov til at komme helt tæt på familierne. Både når hverdagen bare var hverdag, som da Christian spiste burgere uden løg og pickels med vennerne, men også i større øjeblikke, som da Rachel råbte ”Adios!” og vinkede til mor og far i lufthavnen for at tage til Argentina på udvekslingsophold. Gennem årene har seerne været med familierne på campingferie, til konfirmation og skole/hjem-samtale.

Selvom det var målet, at dokumentaren skulle fortsætte med at udkomme hvert år til børnene blev voksne, har det alligevel været overraskende for programmets tilrettelægger, Anne Hjort, at det er lykkedes.

“Jeg tror ikke, vi forestillede os, at det ville vare så længe. Det var selvfølgelig hensigtserklæringen fra både os og de medvirkende, men ingen kan jo med sikkerhed vide, om man kan forpligte sig for så lang tid. Det var heller ikke sikkert, at TV2 ville blive ved med at støtte projektet,” siger hun.

Men TV2 fortsatte med at sende programmet, der i gennemsnit har haft mere end 700.000 seere hvert år, og i de mest populære sæsoner har over en million mennesker set med. Næsten alt er, som det plejer, bortset fra et par ændringer i castet. I den første sæson i år 2001 var seerne med til fødslen af fem piger. I dag er kun Rachel og Stephanie tilbage fra det oprindelige cast. Til gengæld er Christian og hans familie fra Aarhus kommet til undervejs. Men opbygningen er, som den altid har været, og på trods af de få udskiftninger i castet er rammen om programmet den samme.

Ifølge Ib Bondebjerg, der er professor emeritus ved Københavns Universitet og forsker i dansk dokumentarisme, er netop gentagelseselementet en del af programmets vigtige kerne.

“Den store kvalitet ligger netop i, at det ikke er nyt og anderledes hver gang. Hvis vi ser på vores egne liv, er de også bygget op om gentagelser og ritualer, og det er familiebegivenhederne, vi dyrker, siger han,” og fortsætter:

“Det spændende er, at vores liv gøres til en fortælling. Familiefotos og Facebook er også populære, fordi vi kan følge med i andre folks liv.”

Det almenmenneskelige

For at skabe et program som Årgang 0, er det ifølge Anne Hjort helt afgørende at vælge det helt rigtige cast og opbygge en tillid til dem, der gør, at de har lyst til at åbne deres liv for omverdenen.

Hun fortæller, at hun, og den gruppe der stod for at finde castet, gik efter familier, der repræsenterer forskellige grupper i samfundet i forhold til uddannelsesbaggrund og geografisk placering. Men det vigtigste var, at det var en gruppe mennesker, seerne kunne have sympati med.

“Det skulle være nogle mennesker, som vi kunne lide. Vi var ikke interesseret i at finde ekstremer, hvor fascinationen lå i, at de var mærkelige,” siger hun.

Idéen med et sådant cast er, at seerne skal kunne identificere sig med dem, og det er også  Anne Hjorts eget bud på, hvorfor programmet har haft så stor succes.

“Det handler om os selv. Det fortæller nogle helt almenmenneskelige historier, som handler om, hvordan vi bliver til som mennesker, og hvordan vi danner os både i medgang og modgang,” siger hun.

Det synspunkt bakker Ib Bondebjerg op.

“Årgang 0 er for dokumentargenren, hvad Matador er for fiktionen. Vi bliver ved med at se det, fordi vi elsker at spejle os selv og vores egen familie i andre,” siger han.

Men det er ikke bare den umiddelbare genkendelse, der vækker vores interesse. Fordi programmet rummer så mange forskellige mennesker, tilfører det vores liv nogle ekstra begivenheder, som vi kan forholde os til, selvom vi ikke nødvendigvis oplever dem.

“Programmet tilfredsstiller den såkaldte gadespejlseffekt.  Det betyder, at når vi føler, vi kender de medvirkende ud og ind, fordi vi ser dem på skærmen igen og igen, får vi et bredere liv, end det, vi nu en gang selv kan leve, ved at gennemgå deres oplevelser med dem.”

Seerne kan fortsætte med at spejle sig i familierne og deres liv i to sæsoner endnu. Anne Hjort og de øvrige tilrettelæggere holder nemlig fast ved, at programmet skal slutte som planlagt i 2019.

“Jeg synes, det er vigtigt, at det slutter. Det skal ikke fortsætte i det uendelige, både af hensyn til de medvirkende selv, men også af hensyn til projektet, for at sikre kvaliteten. Det giver jo også vores liv en kvalitet, at det slutter på et tidspunkt.”

Be the first to comment on "Dokumentarforsker: Årgang 0 er for dokumentarismen, hvad Matador er for fiktionen"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*