Syv hurtige til Martin Krasnik

Heartland Festival 2017: Chefredaktøren fra Weekendavisen var mødt op for at moderere en samtale mellem Michael Stipe, forsanger fra REM, og Douglas Coupland, forfatter og kunster om egoet anno 2017. Illustreret Bunker fangede Martin Krasnik efterfølgende til en snak om netop det, men også om succes og utilgængelige kilder.

Tekst: Emil Gjerding Nielson

Foto: Sille Veilmark

Har du et stort ego?

Ego i sin oprindelse er ikke noget om at være stor eller lille. Ego er ens bevidste opfattelse af sig selv. Når du spørger, så ville jeg sige klart ja. Jeg har også et meget stort overjeg. Det er endnu større end mit ego. Mit superego er det største. Det er det, der kontrollerer, at man ikke gør noget forkert.

Må man anerkende sit eget arbejde som journalist?

Ja, klart. Nogle af de ting, jeg laver, er jeg meget stolt af. Andre, synes jeg ikke, er så væsentlige. Men når man laver noget, man er virkelig glad for, og man får anerkendelse, så er det vidunderligt.

Weekendavisen har lige produceret et overskud. Imens producerer mange andre ”moderne” medier røde tal på bundlinjen. Hvordan forklares succesen?

Der er mange, der bidrager til det, men jeg er helt utrolig stolt over Weekendavisen. Det er et godt eksempel på, at man kan lave noget, man selv synes er fedt og vigtigt. Og det viser sig, at der også er folk, der vil købe det og bruge tid på det. Der er jo masser af medier i branchen, som er gode, men som har det svært økonomisk. Det, tror jeg, har meget at gøre med, at vi er blevet ved med at lave det, som vi hele tiden selv har syntes, var vigtigt. Jeg tror, nogle andre medier er kommet til at lave noget, som de tror, andre gerne vil have, fordi økonomien så lidt svær ud. Weekendavisen har ikke ændret sin måde at lave journalistik på eller sin måde at sælge det på.

Hvor meget af Weekendavisens succes er din skyld?

Nærmest ingen. Jeg er lige trådt til. Så skulle det være som journalist. Der håber jeg, at jeg har bidraget med noget. Det skyldes alle, der bidrager. Der er 80 skribenter, der bidrager, så alle er med.

Kan journalister blive for store til at interviewe visse kilder?

Overhovedet ikke. I selve interviewet kan man måske komme til at gøre sig selv for stor. Der har sikkert været nogle episoder, hvor jeg er blevet lidt for glad for mine egne spørgsmål. Det bliver noget lort, har jeg erfaret. Der er masser af journalister, der er mere optaget af deres egne spørgsmål end at lytte til svarene. Det er også, fordi det er meget meget svært at lytte til, hvad andre mennesker siger og flytte et interview derefter.

Vil du nogensinde lade være med at sætte en journalist på et interview, fordi journalisten har et vist status?

I virkeligheden synes jeg, at den bedste journalistik kommer af de mennesker, der skriver og producerer det, de virkelig brænder for. Så det bedste er, når journalister selv tager ud, og jeg ikke skal sende dem nogen steder hen.

Har du oplevet at visse kilder ikke vil komme i studiet med dig eller lade sig interviewe af dig?

 Ja, meget ofte. Det sker også nu, hvor jeg ikke laver Deadline. Der er mange politikere, der ikke kommer. Også ministre. De siger bare nej. Jo tætte på magten, man kommer, jo oftere siger de nej. Men også i oppositionen. Socialdemokratiske toppolitikere siger næsten altid nej.

Be the first to comment on "Syv hurtige til Martin Krasnik"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*