Journalistpraktikant debuterer som romanforfatter

Rasmus Lundberg har villet være forfatter, siden han var helt lille. I en alder af 24 år er den drøm gået i opfyldelse med debutromanen 'Lad mig være'. Foto: Michael Nørgaard

Journaliststuderende Rasmus Lundberg har med sin debutroman ’Lad mig være’ taget den studerendes arbejdsmoral til helt nye højder. Bogen udkommer, mens han er i praktik hos Fyens Stiftstidende, og med sin reflekterende tankestrøm, og scener der kommer helt tæt på, stiller han høje krav til ungdomslitteraturen og dens læsere.

Af Simone Nilsson

Foto af Michael Nørgaard 

Vi dumper direkte ned ved siden af den deprimerede gymnasieelev Tobias, der er ved at købe smertestillende piller. Han kan kun købe én pakke ad gangen, men med en 7-eleven på hvert gadehjørne kan han hurtigt få samlet en ordentlig stak. Desuden sælger de også pølsehorn i 7-eleven, som både kan kamuflere købet af dødelige mængder håndmedicin og samtidig stille éns sultne trang til pølser med ketchup.

I Rasmus Lundbergs debutroman ’Lad mig være’ sættes den unge hovedpersons desperation på spidsen med både ædru, fulde og skæve tanker om alt fra piger til venner, mad og forfatterskab. Når hovedpersonen er skæv, er bogen det også, og læseren skal holde tungen lige i munden, når teksten flyder ud som en psykedelisk tågestorm i en film.

Som studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har Rasmus Lundberg arbejdet på sin første roman, og redefineret hvad man som journaliststuderende kan nå, hvis man dropper et par byture. Den 26. april landede hans første udgivelse som forfatter, alt imens han passer praktikken på Fyens Stiftstidende.

Det handler om liv og død

Hovedpersonens brændende ønske om at blive forfatter frister læseren til at spørge, om han og forfatteren er én og samme person. Til dét svarer Rasmus Lundberg, at bogen absolut ikke er et selvportræt. Handlingen i bogen er ikke erindringer fra Rasmus Lundbergs liv, men nogle af de tanker, hovedpersonen gør sig, vil han godt vedkende sig.

”Især når det kommer til hashrygning, hvor han [hovedpersonen] hele tiden prøver at forudse sine træk, så han ikke kommer til at træde forkert og kommer på kant med de andre drenge. Det kan jeg meget godt genkende,” siger Rasmus Lundberg.

I bogen forsøger Tobias at tackle sin ensomhed og længsel efter at høre til, for han har meget svært ved at finde venner. Dét, siger Rasmus Lundberg, er dybest set forskellen på ham og Tobias.

”Jeg kunne godt have dedikeret bogen til mine venner, for jeg har haft rigtig gode venner, og er dermed ikke endt som ham i bogen,” siger han.

Rasmus Lundberg fremhæver netop temaet om, hvordan de valg, vi tager, og de mennesker, vi møder, kan have en enorm effekt på udfaldet af resten af livet. Én af hans tanker bag bogen er at skrive en historie, hvor de tanker, der styrer vores handlinger, tages seriøst.

”Det kan jo handle om liv og død,” siger han. ”Hashrygning og forfattertanker kan betyde enormt meget, når man er ung, og man prøver at lægge kimen til hele ens liv.”

Øl, hidsig motivation og små løgne

Én af de ting fra Rasmus Lundberg selv, der smitter af på hans hovedperson, er trangen til at skrive. I bogen tyer Tobias til hidsigt at forme sine tanker til historier, når han er ude på et følelsesmæssigt skråplan. Rasmus Lundberg selv har altid gerne villet være forfatter. Vejen dertil var han meget i tvivl om, men han endte på journaliststudiet efter ”lige knap” at have bestået optagelsesprøven, som han selv beskriver det.

På selve studiet blev opskriften på en succesfuld studerende og forfatter at klemme skriveriet ned på alle tilgængelige halve timer og engang imellem lyve lidt for vennerne, når de spurgte, om han havde tid til at tage med i byen.

”Men det var lidt noget pis, for jeg boede tæt på baren Shen Mao, og så kunne de se på lyset i min lejlighed, at jeg jo ikke var gået i seng,” griner Rasmus Lundberg.

Han understreger, at det ikke var tit, han tog den udvej. Når han gjorde det, var det fordi, det virkede mærkeligt at skulle undskylde sig med, at man altså lige skulle blive hjemme for at skrive.

”Men nogle gange fortalte jeg også sandheden,” forsikrer han.

Hans råd til andre aspirerende forfattere eller studerende med samme ambitioner er, at man bare skal komme i gang. ”Bare sæt dig ned i, ja, raseri, og skriv noget. Skriv det helt ud. Skriv 20 sider i stedet for at skrive tre,” siger han.

Som forfatter kan man sparke døren ind

Rasmus Lundbergs rejse fra journalistikken og ind i litteraturen er langt fra den første af slagsen. Med sin roman træder han ind i en klub, der i forvejen huser folk som Martin Kongstad, Frank Esmann og Pernille Boelskov. Litteraturen er ifølge Rasmus Lundberg et sted, hvor man kan udfolde sig lidt mere. Han forklarer, hvordan man som journalist kan ophobe et lager af følelser og viden, som man på et tidspunkt er nødt til at komme af med:

”Der er bare noget potentiale i nogle historier, som du ikke kan skrive ud med ren samvittighed i journalistikken,” siger han. ”Der er enormt mange følelser og erfaringer til stede, når man har med mennesker at gøre, men du må ikke rigtig sparke døren ind og sige ’Det er SÅDAN her, det er,’ eller ’Det er DET her, jeg føler, når jeg sidder overfor personen. Det må man gerne i litteraturen.”

Den største forskel på de to skriveformer er læsernes forventninger til produktet, ifølge Lundberg.

”Det er bare præmissen, der er anderledes. Folk åbner en bog, og så ved de, at nu dykker vi ned i én mands fantasi. Hvorimod i journalistikken skal du sgu bare kunne diske op med det, folk vil have og forventer. Der skal simpelthen bare leveres på de journalistiske parametre.”

 Lallende ungdomslitteratur

Da han selv befandt sig mellem ungdommens akavede udfordringer, fandt Rasmus Lundberg aldrig en bog, han følte, han kunne have brug for at læse. Han manglede intensitet, der kunne bevæge sig ud over de sædvanlige handlingsforløb, om akavet dreng der møder sejere dreng, kærestesorger og umulige forældre.

”Det bliver tit lidt lallende med kærestebreve eller mor og far der slår,” siger Rasmus Lundberg om den typiske ungdomslitteratur.

Han har derfor skrevet en ungdomsroman, der efter egen forklaring er mere tanker og følelser end handling.

Inspirationen har Rasmus Lundberg fundet i gymnasietiden, hvor han blev introduceret for den franske filosof Albert Camus, der gennem sine værker vendte knytnæven mod livets absurditet og menneskets hykleri.

”Jeg tænkte: ’Hvorfor fanden ikke skrive noget i den der hidsige og lidt eksistentielle stil til unge mennesker? Hvorfor ikke hæve niveauet lidt?” siger Rasmus Lundberg, der mener, at unge mennesker tit bliver undervurderet i litteraturen.

 Den dvælende ungdom på film

Rasmus Lundberg foreslår noget, han kalder den ’dvælende’ kultur, som kontrast til den overfladiske ’lalle-litteratur.’

Han giver filmen ”I blodet” som eksempel. Den er et dansk ungdomsdrama fra 2016, der med ord som ’stemning’, ’følelser’ og ’poesi’ blev rost af anmelderne for sin gribende eksistentielle måde at portrættere en rastløs ungdom på.

Filmen solgte færre end 6.000 billetter i biograferne, hvor eksempelvis ’Flaskepost fra P’ solgte næsten 690.000 billetter samme år. Rasmus Lundberg så gerne, at film og bøger i stil med ’I blodet’ blev mere udbredt, så det blev mere populært at lade det handle om tanker og refleksion i stedet for konkrete handlinger.

Hans interesse for filmuniverset kommer til udtryk i hans bog gennem kontinuerlige referencer til film og filmmetoder. Kærlighedsfilm er hovedpersonens referenceramme for, hvordan han forventes at opføre sig overfor en pige. Når naturen i bogen raser og matcher hans indre uro med ydre kaos, kommenterer hovedpersonen i bedste metastil selvbevidst på det symbolske overtræk og sammenligner sit liv med en lidt for symbolsk film.

De mange genre-referencer illustrerer forfatterens filmlængsel, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at Rasmus Lundberg har en forkærlighed for filmmanuskripter og filmanmeldelser.

”Det gad jeg sgu godt,” siger han ved tanken om at være filmanmelder. Men først skal der skrives flere bøger, og Rasmus Lundberg lover også at skrive om dem, der for længst har overstået den tåkrummende bumsetid. Nu skal det handle om voksne mennesker.

Journalistikken har allerede inspireret ham til tre nye bøger. ’Lad mig være’ er første værk fra forfatteren Rasmus Lundberg, men han er langt fra færdig endnu.

1 Kommentar på "Journalistpraktikant debuterer som romanforfatter"

  1. Fantastisk bog af en prægtig ung mand. Dejlig artikel , som beskriver bog og forfatter godt

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*