Illustreret Bunker byder velkommen til de nye DMJX’ere

Fulde af forskellige forventninger indtager de splinternye studerende Journalisthøjskolen.

Så kom dagen endelig. 111 nye journaliststuderende og 16 fotojournaliststuderende blev lukket ind i Bunkeren. Bag betonmurerne stod rusværterne klar med kram, kaffe og kreative navneskilte. Illustreret Bunker var med, og vi snakkede med fem studerende om, hvilke tanker de har gjort sig om studiestarten.

Tekst af Karen Haaning og Trine Marie Vestergaard

Foto af Karen Haaning

Maria, journalistik, 21 år
Holstebro

Hvad har du glædet dig til ved at starte på studiet?

Det er altid spændende at møde nye mennesker, så jeg glæder mig meget til at møde de andre på holdet. Derudover glæder jeg mig til at se lærerne og opleve, hvordan hverdagen på Journalisthøjskolen er.

Er der noget, du er nervøs for?

Jeg var lidt nervøs for Dagen-før-dagen, men det gik rigtig godt. Jeg havde frygtet, at vi ikke kunne finde på noget at snakke om, men det var slet ikke noget problem. Folk var vildt søde.

Hvorfor Journalisthøjskolen i Aarhus?

Først og fremmest fordi jeg godt kan lide at skrive. Derudover elsker jeg at udfordre de synspunkter, mennesker har, og se, om de rent faktisk holder stik.

Hvad har du hørt om Journalisthøjskolen?

Jeg har hørt, at der skulle være et rigtig godt sammenhold, og at det er en skole med et højt fagligt niveau. Det er kun godt, så jeg forhåbentligt bliver en god journalist i sidste ende.

Jonas, journalistik, 21 år
Virum

Hvad har du glædet dig til ved at starte på studiet?

Rusforløbet er kørt helt op i Startskuddet, så det glæder jeg mig til. Jeg tror virkelig, den første tid bliver fed.  

Er der noget, du er nervøs for?

Jeg flyttede til Aarhus i fredags, så det hele er nyt. Det gør mig lidt nervøs. Jeg har kun været i byen én gang før, og det var til optagelsesprøven.

Hvorfor Journalisthøjskolen i Aarhus?

Fordi den har det bedste ry. Jeg har hørt, at den har en mere praktisk tilgang end de to andre journalistuddannelser, og at der også er mulighed for at lave TV og radio. Det kan jeg godt lide.

Katinka, fotojournalistik, 21 år
København

Hvad har du glædet dig til ved at starte på studiet?

En masse. Jeg glæder mig til at gå i skole, blive klogere og lære en masse nye mennesker at kende. Det er ikke så meget rusforløbet, jeg ser frem til, men i stedet at have nogle gode samtaler.

Hvorfor Journalisthøjskolen i Aarhus?

Jeg gik på en fotoskole i København, hvor jeg arbejdede med billeder hver dag. Det ville jeg gerne blive ved med, og det havde jeg mulighed for her på Journalisthøjskolen.

Hvad har du hørt om Journalisthøjskolen?

At det er fedt, at der er så meget undervisning. Jeg er vildt glad for at starte her i stedet for på universitetet, hvor du ofte kun har få timer på skolen. Men jeg har også hørt, at undervisningen er meget firkantet for fotojournalisterne, det er jeg lidt spændt på.

Frederik, fotojournalistik, 24 år
Aalborg

Hvad har du glædet dig til ved at starte på studiet?

At møde en masse nye mennesker og bare komme i gang. Jeg har været på standby, så jeg har virkelig set frem til at starte.

Er der noget, du er nervøs for?
Det er altid lidt spændende, når man skal møde nye mennesker. Men det var godt at få sat ansigter og navne på folk til dagen-før-dagen arrangementet i går.

Hvad har du hørt om Journalisthøjskolen?

Jeg har hørt rigtig meget om rusforløbet – at det er den bedste tid i ens liv. Jeg ved ikke, om det kommer til at leve op til det, men jeg håber da.

Christian, journalistik, 23 år
Ringkøbing

Hvad har du glædet dig til ved at starte på studiet?

Jeg trænger til at komme i gang efter en lang ferie. Jeg er spændt på at møde de andre og glæder mig meget til rusforløbet.

Hvorfor Journalisthøjskolen i Aarhus?

Det er den eneste af journalistuddannelserne, jeg har overvejet at starte på. Jeg har boet i Aarhus i to år og vil meget gerne blive boende i byen.

Hvad har du hørt noget om Journalisthøjskolen?

Ikke så meget. Jeg har ikke hørt andet end det, jeg selv har læst om, hvordan det er at være her. Jeg har hørt, at det er meget spændende og interesserede mennesker, der går her, så det bliver lidt spændende at se.

3 Kommentarer på "Illustreret Bunker byder velkommen til de nye DMJX’ere"

  1. Daniel Holmberg Jepsen | sep 5, 2017 ved 09:44 |

    Jeg har hørt rygter om, at der også er begyndt 53 nye kommunikationsstuderende i går – kan IllBunker be- eller afkræfte det?

  2. Peter Grummesgaard Lindegren | sep 6, 2017 ved 12:05 |

    Det er blot et ondsindet rygte, Daniel.

    Så vidt vides findes der slet ikke kommunikationsstuderende på DMJX.

  3. Solveig Schmidt | sep 21, 2017 ved 13:48 |

    Hej Daniel, det varer lige et par måneder, før de nye journaliststuderende lærer om research, men når de kommer så langt, vil de finde ud af, at der ikke kun er Kommunikationsstuderende (velkommen også til jer!), men Mundus-studerende, internationale studerende, cand.public.’er og andet godtfolk. Da journalistuddannelsens områdechef bød velkommen til de nye på journalistuddannelsen fortalte han om alle dem, man møder på gangene. Det er sikkert et spørgsmål om, at du bare skal være lidt tålmodig 🙂

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*