Kommunalvalget er lokalmediernes fest

TV2 Østjylland havde skruet helt op for intensiteten af valgdækningen den 21. november, der både blev sendt på tv, web og sociale medier. ­Illustreret Bunker var med og fulgte arbejdet i de sidste timer op til ­afslutningen. 

Af Lærke Weensgaard Madsen

”60 procent af stemmerne er talt op i ­Favrskov Kommune. Skal vi lave en ­historie om det?” spørger en af ­de mange journalister på TV2 Østjylland. De ­foreløbige valgresultater tikker ind på ­tv-stationen og bliver hurtigt sendt videre ud til seerne.

En af de mange ledere på redaktionen ­kalder ­kommunal- og regionsvalget for de lokale mediers fest. Selvom TV2 ­Østjyllands afdeling i Skejby er forbløffende stille, ulmer en intens valgdækning under overfladen. ­Medarbejderne er mødt ind til en ­ekstra lang arbejdsdag. Langt de fleste sidder ­koncentreret foran computerne og ­producerer ­valgnyheder til enten websitet, sociale medier eller live-tv.

Udsendte reportere i kommunerne
En historie om forkert stemmeoptælling i Samsø kommune har fundet vej ind til TV2 Østjylland.

”Hvorfor er det ikke blevet sendt ud? Det vil være godt på Facebook,” bliver der ­kommenteret. Historien kommer fra ­lokalreporteren på Samsø, der i første omgang havde kasseret den. Efter en kort diskussion på redaktionen, bliver den alligevel lagt ud på Facebook.

TV2 Østjylland har i år ændret deres måde at dække valget på. I stedet for at have ­reportere på skift ude i lokalområderne, har ni reportere fået ansvar for at dække hver sin kommune.  For tre uger siden rykkede de ud af lokalerne i Skejby for at blive et kendt ­ansigt blandt de lokale borgere. Her på ­valgaftenen sender de konstant nyt indhold til ­redaktionen.

Valgdækning med iPhones
”Når reporteren har produceret noget nyt, vil jeg have det på,” lyder det fra ­afviklingen, hvor medarbejderne sidder og styrer, ­hvilke ­billeder der skal vises i ­tv-udsendelsen. Deres skærme viser ikke kun den ­nuværende ­udsendelse, men også ­optagelserne fra ­reporterne i ­kommunerne.

Det store kameraudstyr var blevet ­efterladt af ­reporterne i Skejby. I stedet er de fleste ­udstyret med en iPhone, ekstra lys og en ­mikrofon. Det er ­første gang, TV2 Østjylland bruger ­mobiloptagelser i så stort et omfang. Idéen er, at det lette udstyr både vil gøre det nemmere at producere indhold til ­forskellige platforme og være klar til at optage, når ­begivenhederne folder sig ud.

TV2 Østjylland dækker et område på ti kommuner, hvor der jævnligt bliver opdateret med de seneste nyheder fra aftenen.

Overblik på Facebook
Rubrikken til et nyt opslag på Facebook bliver diskuteret blandt journalisterne. En kvindes stemme skiller sig ud, da udtalelsen af ordene er tydeligere og langsommere end de andre. På bordet foran hende står en mikrofon og et lille kamera, som hun taler ind i. Hun er i gang med at lave en livevideo på Facebook, hvor hun fortæller brugerne om, hvordan stemmerne har fordelt sig indtil videre.

Lederen for sociale medier, Uffe ­Allici ­Pedersen, fjerner sit blik fra computeren, da han har sikret sig, at livevideoen kører, som den skal.

”I livevideoerne kan brugerne få alle de ­overordnede linjer, uden at skulle se ­udsendelsen på tv,” forklarer han.

Facebook er det primære supplement til ­tv-udsendelsen. Indholdet består enten af de nyeste opdateringer, livevideoer eller sjove ­øjeblikke, som historien om den fejlslåede stemmeoptælling på Samsø.

”Samtidig med at vi lagde videoen fra Samsø ud, sendte vi noget ekstra information med,” siger Uffe Allici Pedersen og henviser til, at de i kommentarfeltet linkede til en ­artikel om det rigtige resultat fra Samsø.

Aktivitet på Snapchat og Instagram
TV2 Østjylland er ikke kun aktiv på ­Facebook, men også på Snapchat og Instagram. Målet er at levere nyhederne hurtigt, sjovt eller til en specifik målgruppe alt efter, hvilket medie der ­bruges.

Instagram bliver brugt som en kanal for gode stemningsbilleder, der bliver ­krydret med finurlige detaljer fra selve valget, mens ­reporterne på Snapchat sigter efter en helt bestemt målgruppe.

”Vores brug af Snapchat er primært ­rettet mod de yngste brugere, der tit ikke har ­stemmeret endnu,” siger Uffe Allici Pedersen.

Her forsøger journalisterne at vække en ­interesse for lokaldemokratiet ved at sætte fokus på valget. Det gjorde en reporter blandt andet ved at lave en række snaps af sjove ­valgplakater og bagefter opfordre sine følgere til at sende deres egne valgplakater.

Live blog på websitet
En mand rejser sig fra sin computer for at ­forklare TV2 Østjyllands brug af ­livebloggen. Det er Karsten Smed, leder for web. ­Livebloggen består af en række ultrakorte ­nyheder, der vises ved siden af websitets ­øvrige nyheder. Han sammenligner det med en form for tweets kun for deres valgdækning.

”Livebloggen er enten til de små historier, der ikke kan bære en hel artikel eller til at sende de nyeste valgnyheder hurtigt ud,” siger Karsten Smed. Mens han taler, bliver han ­afbrudt af en kollega.

”Karsten, vi er tre kommuner bagud, du er nødt til at komme tilbage.”

I løbet af natten blev der sendt så meget indhold fra journalisterne ude i kommunerne, at det var begrænset med tid til snakkepauser.

Friske valgnyheder hele natten
Klokken er tæt på midnat, og der er kun få ­minutter til, at stationens live-udsendelse slutter. De sidste sekunder bliver talt ned over en højtaler, og en klapsalve bryder ud, da den mere end fire timer lange udsendelse lukkes ned. Flere begynder at pakke deres ting sammen og tage hjem, mens andre igen vender blikket tilbage mod de næste ­stemmeoptællinger.

”Så er der en ny borgmester. Det skal vi have op,” annoncerer en journalist.

Tv-udsendelsen er slut, men journalister vil fortsætte med at levere nyheder hele natten.

Be the first to comment on "Kommunalvalget er lokalmediernes fest"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*