Onlineposten er fake news i folkets tjeneste

I forbindelse med sidste måneds kommunalvalg har Radio24syv lanceret Onlineposten.dk. Mediet rapporterer falske nyheder med humoristiske undertoner i forsøget på at gøre befolkningen mere opmærksom på fake news. Men satiren kan være lige så skadelig som den ’ægte’ vare, advarer ekspert.

Tekst af Jonas Reebirk
Illustration af Emma J. Kjær

Nickelback spiller på Copenhell til næste år, dit fladskærms-tv kan give dig tarmkræft, og Anna Mee Allerslevs mand står i Paradise Papers. Alt dette er sandt, hvis du tror på, hvad du læser på Onlineposten, men det skal du ikke, hvis du spørger journalisterne bag hjemmesiden. Artiklerne er nemlig skrevet i håb om, at læserne lærer, hvornår de bliver fyldt med løgn.

 ”Vi sætter fokus på, hvor omfattende og voldsomt fake news er. Det er et forsøg på at skærpe folks kritiske sans, når de læser ting på internettet,” siger Jørgen Ramskov, administrerende direktør for Radio24syv, om formålet med Onlineposten, Danmarks nye fake news medie.

Ved selv at bringe falske nyheder forsøger Onlineposten at skabe opmærksomhed på problemet, men taktikken er langt fra idiotsikker. Professor i formel filosofi og manden bag bogen ”Fake news – når virkeligheden taber”, Vincent F. Hendricks, påpeger, at selvom de falske nyheder som udgangspunkt er skrevet i satirens navn, kan de sagtens ende med at have akkurat samme effekt som de traditionelle fake news.

”Problemet er, at hvis man ikke varedeklarerer meget kraftigt, hvad det er, man gør, kan det have den omvendte virkning end den, der var hensigten,” siger Vincent F. Hendricks.

På Onlineposten.dk findes ingen tydelig varedeklaration. Intet sted på hjemmesiden er det eksplicit udtrykt, at mediet laver sjov med læseren. Det eneste hint, som læseren kan opfange, er et lille ikon lagt under hver artikel, der forestiller et par krydsede fingre, og mediets slogan: ’Et rigtigt nyhedsmedie’.

”Det svarer jo til, hvis Politiken skrev: ’en rigtig avis’,” siger Jørgen Ramskov.

”Det er ligesom med Panodiler”
Satirisk fake news er ikke et banebrydende nyt koncept. I Danmark har vi Rokokoposten, og The Onion har både forvirret og underholdt amerikanere i mange år. Men hvad der adskiller Onlineposten fra de andre formater, er især mediets beslutning om at blande faktuelle nyheder med de falske. Herved kan man på hjemmesiden også finde ud af, hvor Coca-Colas julelastbil kommer på besøg i Danmark denne måned, for det gør den rent faktisk. Dette er med til at gøre forvirringen endnu større, og læseren er for alvor tvunget til at tage de kritiske briller på.

”Hvis vi skrev, at det vi lavede var satire, så kunne vi lige så godt lade være at lave Onlineposten. Hele øvelsen mister sin karakter, hvis vi giver folk en brugsanvisning, for så bliver læserens opmærksomhed jo ikke skærpet. Men vi har lagt nogle hints ind,” siger Jørgen Ramskov.

Ifølge Vincent F. Hendricks er det lige meget, hvor mange hints, man lægger ind på sit fake news medie. Nyhederne har stadig potentialet til at sprede sig som skadelige løgne og i værste fald ramme de etablerede medier.

”Det er ligesom med Panodiler – på trods af varedeklarationen kan det faktisk stadig blive misbrugt. Historierne kommer i omløb og bliver hvidvaskede. Man skal ikke så mange led ud, før det bliver svært at se, hvad der er hvad, og endnu sværere for afsenderen at sige, at det bare var for sjov,” siger Vincent F. Hendricks

At råbe i megafonen
Varedeklarationen kan blive hvidvasket, de små hints kan blive overset, og de satiriske falske nyheder kan komme i omløb som alt andet fake news og med tiden få indflydelse på vores offentlighed og valgkampene. Hvis man skal tro filosofiprofessoren, ser det altså sort ud for Onlineposten med hensyn til at få en positiv indflydelse på samfundet. Men Vincent F. Hendricks har et bud på, hvordan et satirisk fake news medie kan bære sig ad med at skærpe læsernes kritiske sans.

”Det, med bare at råbe i megafonen, er der så mange, der har prøvet. Det er jo nemt nok at stjæle opmærksomhed. Hvis det var mig, ville jeg holde øje med, hvor historierne rent faktisk endte, for det er jo konsekvenserne af at stjæle opmærksomhed, som vi er interesserede i,” siger Vincent F. Hendricks

Professoren foreslår, at fake news medier som Onlineposten overvåger de falske informationer, som de sender ud. Herefter skal de offentliggøre, hvilke etablerede medier informationerne har spredt sig til, hvis de for alvor vil løfte sløret for, hvor farlige og smitsomme falske nyheder er.

For Onlinepostens vedkommende ligger der dog ikke nogen stor afsløring i kortene.

”Vi kommer ikke til at sende en mail ud til alle dem, der har læst en af vores artikler. Der kommer ikke nogen forløsning, fordi kampen mod fake news er en løbende kamp om at filtrere, og det har vi sat fokus på med Onlineposten,” siger Jørgen Ramskov.

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*