DMJX’er har fået den første e-sportspraktikplads nogensinde

Alexander Søgaard Brisling fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har fået den første praktikplads, der udelukkende dækker e-sport. Han mener, det skal dækkes som en rigtig sport, fordi det er en rigtig sport. Derfor vil han fremover skabe flere nuancer i historierne om sportsgrenen.

Tekst af Solveig Helles Eriksen
Foto af Sophie Plougheld Voisin

Den første februar kan 24-årige Alexander Søgaard Brisling træde ind på e-sportsredaktionen på TV3 Sport. Han er den første praktikant, der kommer til at have sin daglige gang på redaktionen i et helt år. Op til Panikdag oprettede TV3 Sport den første praktikplads nogensinde indenfor e-sport. Og på dagen var det Alexander, der er journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der takkede ja til pladsen.

”Det er fedt, at jeg kan hoppe med på vognen nu, hvor e-sport er på vej op. Dækningen af det er stadig så meget i opstartsfasen, at jeg kan være med til at sætte mit præg på den,” siger Alexander.

”E-sport skal dækkes som en rigtig sport”
”Vi var på udkig efter en, der brænder for historierne om e-sport. En, der kan folde historierne ud, så de er interessante for alle vores kunder,” siger Rune Knudsen, der er redaktionschef hos MTG Sport. Det er den organisation, TV3 Sport formelt hører under.

Alexander har selv en idé om, hvorfor valget faldt på ham.

”Jeg tror, de kan mærke, at jeg brænder meget for det, og at jeg tager det meget seriøst,” siger han.

Under sin samtale med TV3 Sport lagde Alexander blandt andet vægt på, hvad han synes, der fungerer i dækningen af e-sport, og hvad der kan gøres bedre. Ifølge ham fokuserer dækningen af e-sport i Danmark tit på to ting: At en dansk spiller har vundet noget, eller at spillerne tjener mange penge. Det er ikke nuanceret nok, for e-sport er fuld af historier.

”E-sport mangler at blive dækket som om, det er en rigtig sport, for det synes jeg, det er. Jeg vil gerne komme nogle andre vinkler på tingene end de klassiske og typiske, som danskerne bare lige hurtigt kan relatere til. Der er for eksempel mange intriger, og der er folk, der bliver udelukket fra sporten på grund af aftalt spil. Det hører vi aldrig om i Danmark,” siger han.

I sin praktikperiode kommer Alexander til at lave indslag til tv-stream og arbejde med sociale medier. MTG Sport laver produkter for den store e-sportsvirksomhed ESL, og det er disse, Alexander skal være med til at producere indhold til. Han vil blandt andet dække ESL Pro League, som er e-sportens svar på Champions League samt de internationale nyhedsmagasiner World of Esports og Esports Weekly.

Efterspørgsel på e-sportspraktikplads
Det er blandt andet den voksende efterspørgsmål på indhold om e-sport, der har fået TV3 Sport til at oprette praktikpladsen. Rune Knudsen var med til at træffe beslutningen om det.

”Vi har oplevet en del praktiksøgende, der har vist interesse for en ren e-sportspraktikplads. Det fik os til at kigge på, om det kunne lade sig gøre,” siger han.

Tidligere har nogle praktikanter på TV3 Sport været i praktik i et par måneder på stationens e-sportsredaktion for så at rykke videre til en ny redaktion. Denne gang mente MTG Sport dog, at deres dækning af e-sport havde okset sig stor nok til, at de kunne tilbyde en praktikant en ordentlig uddannelse på e-sportsredaktionen.

Redaktionen består af 10-12 fastansatte, der kun dækker e-sport.

”Vores dækning bliver ikke anderledes af, at vi får en fast praktikant. Men unge mennesker som Alexander kommer jo med et andet syn på tingene, og det kan skubbe os i nye retninger,” siger Rune Knudsen.

Alexander har opbygget en stor viden om sporten, fordi han selv spiller meget og følger med på den professionelle scene. Derfor var et år på e-sportsredaktionen en drømmeplads.

”Alt det, jeg skal lære i praktikken, får jeg lov at lære gennem min største fritidsinteresse. Jeg tror ikke, jeg kan forestille mig noget, der er federe,” siger han.

Be the first to comment on "DMJX’er har fået den første e-sportspraktikplads nogensinde"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*