”Hvis der pludselig begynder at gå flygtninge på motorvejen, kan man ikke sige, at det lige må vente”

Foto: Kasper Heden Andersen

Der blev ikke diskuteret politik ved middagsbordet i Mark Thorsens familie, da han voksede op, men alligevel er han endt som Inger Støjbergs tætteste rådgiver. Den 34-årige spindoktor sætter ord på sin barndom og sit forhold til Ronald Reagan.

Af Mads Thorup Thomsen

Mark Thorsen har ansvaret for Inger Støjbergs kommunikation. Når han har brug for at koble fra, så spiller han FIFA på sin PlayStation. Han griner nærmest lidt genert, da han fortæller det, som om han skammer sig en smule over det.

”Jeg ved godt, at man som 34-årig mand ikke skal sige offentligt, at man spiller PlayStation. Men det er svært at tænke, når man spiller, og det der med engang imellem at tømme hovedet kan være meget sjovt,” siger han.

Og Mark Thorsen har nok at tænke på. Hans job er at rådgive integrationsminister Inger Støjberg og tage sig af hendes pressekontakt. Hans officielle titel er Inger Støjbergs ”særlige rådgiver,” det, der også går under navnet spindoktor. Et navn han i øvrigt ikke har noget imod.

En lidt nørdet outsider

Det stod ikke skrevet noget sted, at Mark Thorsen skulle ende med at arbejde indenfor politik. I hans barndomshjem blev der ikke diskuteret politik ved middagsbordet, og det var generelt ikke et emne, der fyldte meget i hans familie. Af den grund har han heller aldrig vidst, hvad hans forældre stemte.

Som han siger: ”Jeg er nok lidt en outsider i familien. Der er ingen andre end mig, der er blevet bidt af politik.”

Hans mor havde plejebørn, og hans far var lastbilchauffør, så da han blev færdig med sin kandidat i statskundskab ved Københavns Universitet, blev han den første i familien med en akademisk uddannelse.

I sin folkeskole stak han ud fra de andre elever. Han husker selv, at han var en lidt nørdet dreng, der syntes historie- og religionsundervisningen var noget mere interessant, end de andre elever syntes. Første gang han tænkte, at han var lidt anderledes end klassekammeraterne var, da deres historielærer i tredje klasse viste en TV-udsendelse med journalisten Piet Van Deurs.

”Jeg udbryder begejstret: ’næh, det er jo Piet Van Deurs!’ Og så kan jeg godt se, at de andre børn sidder og kigger lidt forundret på mig og tænker, hvorfor fanden sidder han derhjemme og ser de her programmer med en mand, der går rundt og piller ved flintesten,” siger Mark Thorsen.

Udover en særlig interesse for historie, begyndte Mark Thorsen også tidligt at følge med i medierne, og han kunne som niårig bruge timer foran fjernsynet på at læse nyheder på tekst-tv. ”Det er måske ikke alle, der synes, at det er helt normalt,” konstaterer Mark Thorsen grinende.

Partiets mand

Det er ikke tilfældigt, at Mark Thorsen endte med at arbejde for en minister fra Venstre. Han fortæller stolt: ”Jeg har stemt venstre til alle valg, jeg nogensinde har haft mulighed for.”

Hans politiske ståsted blev opdaget af en af hans undervisere på statskundskab, der var sekretariatschef i Venstre. Det førte til et job som studentermedhjælper i Venstre, hvor han endte med at arbejde for Inger Støjberg, der var partiets familie- og forbrugerordfører. Da hun blev minister i 2009, fulgte han med som hendes rådgiver.

Han har kendt Inger Støjberg længere tid, end de fleste andre spindoktorer har kendt deres chef. Han mener dog ikke nødvendigvis, at de er tættere, end andre med samme job er.

”Når man er minister og rådgiver, er der absolut fortrolighed imellem en. Man skal kunne være ærlige over for hinanden. Inger er tit det første menneske, jeg kommunikerer med om morgenen, og det sidste jeg kommunikerer med om aftenen,” siger Mark Thorsen, der bor i København med sin kæreste.

Som et symbol på deres nære forhold drikker Mark Thorsen i løbet af vores samtale det meste af en halvliters Coca Cola Zero, en sodavand Inger Støjberg som bekendt også drikker. Han forsikrer mig dog for, at det ikke har noget med ministeren at gøre.

”Vi deler bare den last. Jeg synes, det er en glimrende måde at få lidt glæde ind i hverdagen ved lige at tage en cola,” siger han.

Ronald Reagans selskab

Mark Thorsens tidlige interesse for politik har ført til en fascination af et amerikansk, politisk ikon. Sammen med blandt andre venstrepolitikeren Søren Pind har han stiftet Det Danske Ronald Reagan Selskab, en forening, der hylder den afdøde amerikanske præsident.

”Det lyder jo flot at have et Ronald Reagan selskab, men vi mødes bare engang om året på hans fødselsdag, og taler om hvor god han var,” siger Mark Thorsen.

Han kan heller ikke afvise, at der engang imellem ryger en Reagan reference med, når han skriver taler for integrationsministeren.

Flere gange i løbet af interviewet tjekker Mark Thorsen sin mobil, og det første han siger, da vi er færdige, er: ”Jeg ringer lige til Inger.” Det er en uundgåelig del af jobbet, at man altid står til rådighed, fortæller han og fortsætter:

”Man holder fri på en måde, hvor man ikke slukker sin telefon. For hvis der lige pludselig begynder at gå flygtninge på motorvejen, så kan man jo ikke sige, at det lige må vente.”

Be the first to comment on "”Hvis der pludselig begynder at gå flygtninge på motorvejen, kan man ikke sige, at det lige må vente”"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*