Panik eller match: Hvordan forbereder medierne sig til den kommende praktiksøgning?

Illustration: Emma Kjær

Inden længe står endnu et praktikforløb for døren. Men hvordan forbereder medierne sig til den kommende omgang af panik og matches, når eleverne rejser land og rige rundt for at gøre indtryk på selvsamme?

Af Fie Dandanell

Menneskemængden er tæt, og stemningen lugter mistænkeligt. Det er måske i virkeligheden lugten af sved, der dominerer – og det føles som om, der ikke er mere ilt tilbage i lokalet. Der er masser. Det bliver bare ikke udnyttet.

Alle de praktiksøgende er udstyret med hver sin mobiltelefon, hvor dækning og lydsignal bliver tjekket pinligt ofte. Alle står i tilnærmelsesvis stilhed. Alle venter på lyden af et stadionhorn, der skal sætte telefonerne i gang.

Vandrehallen på journalisthøjskolen er fyldt med studerende fra Syddansk – og Roskilde Universitet, foruden skolens egne praktiksøgende. De venter på opkald fra de medier, der gemmer sig i klasselokalerne.

Det er den dag, alle studerende bliver opdraget til at frygte som ragnarok. De nordiske guder har varslet det siden begyndelsen. Den dag som for mange er udløsningen for flere måneders forberedelse.

Panikdagen.

Elevernes officielle praktikforløb går i gang onsdag den 4. april. Det bliver skudt i gang på en messe, der i år foregår i Odense, og det vil til sidst munde ud i gråd – enten af sorg eller glæde – onsdag den 18. april.

Men hvordan har medierne forberedt sig til det kommende praktikforløb?

Åbent hus året rundt

Hos TV2/Bornholm startede forberedelsen allerede, da den sidste panikdag var overstået. Deres geografiske udfordring betyder, at de året rundt holder ’åbent hus’ for kommende praktiksøgende. De vil ikke ulejlige de praktiksøgende i åbent hus-ugen, hvis det er for besværligt, fortæller redaktionschef Peter Funch.

Det betyder, at de ikke vil være fysisk til stede – hverken til messen i Odense eller til selve Panikdagen i Aarhus. De har gode erfaringer med, at de praktiksøgende selv opsøger TV2/Bornholm, hvis de er interesseret i at arbejde hos dem.

Jyllands-Posten har derimod ikke åbent for gæster i mellemtiden. Morten Bundgaard, erhvervsredaktør og praktikansvarlig for denne omgang praktiksøgning, fortæller, at de forbereder sig internt på avisen allerede nu.

Det er et stort setup, som involverer mange mennesker, og derfor er det en logistisk udfordring, når så mange ansatte skal afholde samtaler og være til stede på panikdagen. Morten er med til at stå for hele forløbet. Men det er vigtigt for Jyllands-Posten at finde de rigtige praktikanter. Derfor skal den logistiske udfordring løses.

”Det er en af de vigtigste kilder til nyt talent. Så vi gør meget ud af det. Vi kan se, at mange af praktikanterne er fremtidige kolleger efter praktikforløbet. Så de skal selvfølgelig passe ind i huset,” fortæller han.

På Herning Folkeblad er de også altid åbne for, at man kan komme forbi til en snak med redaktionen og dens nuværende praktikanter. De holder dog stadig åbent hus, modsat TV2 Bornholm. Lene Toksvig, praktikvejleder ved Herning Folkeblad, foretrækker, at de praktiksøgende ikke har en egentlig samtale under deres besøg på redaktionen. De praktiksøgende får i stedet lov til at suge indtryk til sig og få svar på alle deres spørgsmål under afslappede omstændigheder.

”Når de praktiksøgende skal tage en beslutning om at skrive under hos os, måden aldrig være taget under det store pres, som mangel på praktikpladser lægger på eleverne,” fortæller Lene Toksvig.

Panik til panikdagen

Herning Folkeblad holder fast i ’den gamle model’ på panikdagen. De ringer først de studerende op og kalder til samtaler, når hornet lyder på dagen. Det ved Lene Toksvig godt er ved at være atypisk, men de vil gerne sikre sig, at deres praktikanter virkelig brænder for pladsen, før de siger ’ja’ til den.

På Jyllands-Posten er forløbet noget anderledes. For Morten Bundgaard er forarbejdet vigtigt. De er med til messen i Odense, men det er især ved åbent hus, de får et indtryk af de praktiksøgende.

”Vi ser på deres journalistiske arbejde, og så skal vi fornemme, om de har gå-på-mod og vilje,” fortæller Morten og uddyber, at de gerne vil skabe sig et billede af kandidaterne, så de har et indtryk, når de modtager ansøgningerne på dagen.

TV2/Bornholm har helt droppet at dukke op på journalisthøjskolen på panikdagen. De ringer deres aftaler hjem, når de skal have nye praktikanter. Det har de rigtig gode erfaringer med, forklarer Peter Funch.

Alle tre medier afviser, at de kommer til at gøre noget anderledes i denne omgang, selvom det måske er sidste gang, de skal til den traditionelle panikdag og kan få de praktiksøgende, som kan takke ja til halvandet år i praktik.

Pia Færing har slået an. Efter hornets brøl er der stille i nogle åndeløse sekunder. Så begynder det. Eller slutter det? Telefonerne ringer. Det er panik eller match.

Be the first to comment on "Panik eller match: Hvordan forbereder medierne sig til den kommende praktiksøgning?"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*