Vi kæmper alle for at vise praktikpladserne, hvorfor de skal vælge os. Med imponerende produktioner og et flot CV. For mit vedkommende fokuseres der også på én anden ting. Der fokuseres på mig. Ikran. Andengenerationsindvandrer, sort kvinde og muslim.

Den 25. april 2020 var jeg til optagelsesprøve på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg kan ikke huske særlig meget af dagen. Men jeg husker to ting tydeligt. Nervøsiteten og den enorme lettelse. Lettelsen over, at prøven var anonym. De vidste ikke, hvem jeg var. For hvis jeg fejlede, ville de aldrig finde ud af, at det var mig. 

Her er jeg så i dag, to år efter, som praktiksøgende journaliststuderende. Nervøsiteten er tilbage, men det er anonymiteten ikke. Jeg bliver ikke længere kun vurderet på mine færdigheder. Jeg bliver vurderet på mit udseende. Mit tørklæde. Min mørke hudfarve. 

Alt det, som gør, at jeg skiller mig ud fra mine medstuderende. Og i nutidens Danmark, hvor diversitet betyder alt, kan det at være en minoritet for en kort stund forvandles til et privilegium.

Jeg har i hvert fald undret mig. Bliver det til min fordel at være en minoritet, når praktikjagten skydes i gang om ikke så længe?

Manglende diversitet blandt journaliststuderende

Vi ligner hinanden meget. Os journaliststuderende. Men når det kommer til praktikpladserne, og hjemmesiden vi har brugt måneder på, gælder det om at skille sig ud. Det kan være med den helt unikke rejse til udlandet. Et højskoleophold. Studentermedhjælper hos TV2. 

Men der skal mere til, hvis man vil imponere ansvarshavende redaktør på Journalisten, Christian Lindhardt. I årevis har han hyret praktikanter på Danmarks Radio og Politiken, og han mener, at der er behov for mere, før man skiller sig ud fra de mange hundrede praktiksøgende.

“Alle synes, at de er unikke. De kommer alle med det samme højskoleophold og den store rejse til udlandet. Og det er det. Det er lidt hårdt sat op, men der kigger jeg også efter andre ting,” siger Christian Lindhardt.

“Det kan være en sportskarriere, eller om man har lavet politisk arbejde.”

Christian Lindhardt vægter også diversitet højt. I køn. Social og etnisk baggrund. Han mener at for at være i stand til at lave god journalistik, er det vigtigt at have en mangfoldig redaktion. Det er noget, han tager i betragtning, når der skal udvælges praktikanter.

“Et menneske, som er opvokset i et parcelhus i Risskov med en kernefamilie, og én, som er opvokset i Gellerupparken, har nogle vidt forskellige erfaringer. Og jo flere forskellige erfaringer, du kan bringe i spil på et redaktionsmøde, desto bedre journalistik kan du lave,” forklarer Christian Lindhardt.

Jeg bliver nysgerrig og spørger ham, om han er villig til at gå på kompromis med fagligheden for at fremme diversiteten. Svaret kommer hurtigt: Nej.

“Jeg kan med sikkerhed og med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig ville gå på kompromis med ens basale kvalifikationer. Man skal til enhver tid være i stand til at skrive en ordentlig artikel, og vide hvad en nyhed er,” siger han.

Jeg ånder lettet op. Indeni kan jeg mærke, hvordan min frygt langsomt kvæles. Frygten for kun at blive valgt til, fordi jeg er af anden etnisk herkomst. Fordi de savner diversitet i mediebranchen.

“Det er ikke en adgangsbillet i sig selv at have en anden baggrund eller et andet køn.”

– Jacob Nybroe, ansvarshavende chefredaktør, Jyllands-Posten 

Men i håbet om, at frygten helt kan slukkes, kontakter jeg også Jacob Nybroe, ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten. Jeg håber, at han vil sige nogle af de samme ting. At jeg bliver vurderet på lige fod med mine medstuderende. At min etnicitet ikke vinder over min faglighed. Heldigvis er han enig med Christian Lindhardt. Jacob Nybroe er godt klar over, at diversiteten i mediebranchen halter, men det handler først og fremmest om ens faglige egenskaber.

“Det er ikke en adgangsbillet i sig selv at have en anden baggrund eller et andet køn. Du vil nok heller ikke vælges udelukkende på grund af din baggrund. Vi vil respektere dig for din faglighed, og det er det vigtigste,” siger Jacob Nybroe.  

“Hvis så fagligheden er på plads, vil vi dernæst skæve til forskelligheder i baggrund,” tilføjer Jacob Nybroe.

Minoritet i mediebranchen

Efter at have hørt branchens side, beslutter jeg mig for at tage fat i en, der selv har prøvet på egen krop, hvad det vil sige at være en minoritet i mediebranchen. Derfor tager jeg kontakt til Abdel Aziz Mahmoud, journalist og vært på GO ’aften LIVE. 

Han har gennem de seneste år set, hvordan samtaler om diversitet og repræsentation har fyldt mediernes spalter. Ifølge Abdel Aziz er det helt fair, hvis samtalerne fører til, at nogle mennesker får en forlomme til praktiksøgningen.

“Jeg havde en klar fordel, da jeg skulle søge praktik. For hvis der på en nyhedsredaktion med 70 mennesker sidder nul med minoritetsbaggrund,  skal man gøre en ekstra indsats for at få en ansat, så redaktionen afspejler samfundet bare en lille smule,” siger Abdel Aziz Mahmoud.

“Især i tider, hvor emner som flygtninge, religion og etnicitet har fyldt meget,” siger han.

Under vores telefonsamtale understreger Abdel Aziz gang på gang, at kvalifikationer er meget mere end ens faglighed. Det handler ikke kun om karakter, eller hvor godt man klarer sig i skolen. Din baggrund spiller også en rolle. Især hvis du er en minoritet.

“Som minoritet har du været ude at røre ved noget, de fleste ikke har rørt ved. Ganske enkelt gennemgået nogle ting, som kan give dig et helt andet perspektiv,” forklarer han.

Efter telefonsamtalen står jeg tilbage med en fortsat mærkelig følelse i maven. For jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal føle mig lettet over, at min etnicitet kan være en fordel, eller om jeg bør frygte det.

Og når hun tænker tilbage på sin praktiksøgen, husker hun det heller ikke som en stressende periode. Tværtimod. Hun kan huske, at de var nysgerrige på hende. Hun så anderledes ud end sine medstuderende. Der blev fokuseret på hendes baggrund. Hendes opvækst i Vollsmose.  

“Jeg oplevede at blive prikket til af tidligere praktikanter. Her fik jeg at vide, at hvis jeg søgte praktik hos dem, så ville jeg nok få pladsen. Det gav en slags ro i praktiksøgningen,” fortæller Inaam Nabil.

Hvordan mon det sætter mig, og får jeg den samme oplevelse, når jeg skal søge praktik om ikke så længe? Det er i hvert fald nogle af de tanker, som kører rundt i hovedet på mig efter min samtale med Inaam.

Ifølge Christian Lindhardt gør det tit ikke den helt store forskel, om man vælger den ene kandidat eller den anden. Så længe de grundlæggende ting er på plads.

“Hvis de helt grundlæggende ting er på plads, så er der tit ikke den helt store forskel, om man vælger den ene eller den anden. Og hvis jeg har muligheden for at vælge en med anden etnisk baggrund, så vil jeg altid gøre det,” siger han.

Andre perspektiver på verden

Min frygt er ikke helt forsvundet endnu. Men efter at have snakket med mennesker, der kunne gøre mig klogere, tror jeg, at jeg har fået en ny forståelse. 

En forståelse for, at min opvækst, min etnicitet, sågar min religion er kompetencer. Kompetencer som gør, at jeg ser tingene på en anden måde, hvilket er en klar fordel.

Jeg kan kun håbe, når der til april skal afholdes praktiksamtaler, at praktikstederne vil se mig for meget mere end en løsning på diversitetsproblemer i mediebranchen.