Hør mig: Min fremtid som kvinde i mediebranchen

Jeg kender ikke nogen kvinder, som ikke har oplevet seksuelt grænseoverskridende adfærd. Det er alt fra decideret voldtægt og en såkaldt ”liste-pik” til cat-calling eller et klap i røven på en bar.

Skribent: Josephine Falck Barfod

Udgivet den 29. oktober 2020

Det undrede mig, at Jakob Kwon, nyhedschef på TV2, til Journalisten den 11. september sagde, at de kvindelige TV2 medarbejdere, som har skrevet under på et støttebrev til Sofie Linde, skal erklære sig inhabile, hvis de vil berette om #metoo historier.

Han siger, at det er en del af TV2’s politik, at man skal erklære sig inhabil som journalist, hvis man skilter med sin holdning til en given sag. Her misforstår Jakob Kwon pointen med støttebrevet. Kvinderne har ikke skrevet under, fordi de deler en bestemt identitetspolitisk holdning med Sofie Linde. De har skrevet under, fordi de kender til eller selv har oplevet seksuelt grænseoverskridende adfærd i forbindelse med deres arbejde i mediebranchen.

Selvom de ikke skrev under som erfaringspersoner, men som partspersoner, er det så i virkeligheden overhovedet en sag, man kan være part i?

Det er da forhåbentlig en universel holdning, at sexchikane på arbejdspladsen ikke er i orden. Hvis det er en holdning, som ikke er given på TV2, ved jeg ærlig talt ikke, om jeg ønsker at komme i arbejde der. Desuden lader JP heller ikke deres medarbejdere, som har underskrevet brevet, arbejde med #metoo-relaterede historier.

I kender problematikken. Vi har talt om det de seneste uger. Men her kommer endnu en bekymring.

Jeg ved godt, at min position i mediebranchen ikke er lige så god, som hvis jeg havde været en mand. Det er bare et faktum. Mænd tjener meget mere og har i langt højere grad chefstillingerne. Det er en uretfærdighed, som jeg og mine kvindelige medstuderende skal navigere i, og som nok ikke ændres lige foreløbigt.

Men jeg skal åbenbart også navigere i et miljø, hvor seksuelle krænkelser gøres til et identitetspolitisk projekt i stedet for fuldstændig fordømmelse. At en chef for et af de helt store medier i Danmark ikke vælger at lægge sig fladt ned og rose sine kvindelige ansatte i stedet for at lukke munden på dem, er mig virkelig en gåde.

Og det gør mig ærlig talt bange.

Jeg har allerede oplevet sexistisk adfærd på studiet. Jeg ved, at en af mine mandlige medstuderende har en hævn-porno-video på sin telefon. Og jeg har op til flere gange oplevet grænseoverskridende, sexistiske jokes på studiet, som eksempelvis:

”Det er mega grinern, hvis man tager en pige bagfra og så hvisker en anden piges navn i øret på hende og så ser, hvor langt man kan gå”. Der sker altså en objektivisering af kvinder på studiet af nogle af vores mandlige medstuderende, og ”hvor langt man kan gå” har bestemt voldtægtskonnotationer.

I Lars Bjergs bog ”Den Gode Journalist”, en bog vi brugte i faget ‘Journalistik i samfundet’ på 1. semester, gør Lars Bjerg det klart i starten, at han vil bruge pronomenet ”han” gennem bogen, når han beskriver eksempler, der er intetkønnede. Men længere inde i bogen er han ikke bleg for at bruge kvinder i eksempler. Det sker f.eks. når han skal beskrive, hvordan individer kan tænke forskelligt om samme objekt.

Der beskriver han, at han for eksempel kan se en kvinde og tænke, at hun er lækker, mens hans søster vil tænke, at hun ligner en dum gås. Igen bliver kvinden objektiviseret. Det reproducerer en tankegang, som retfærdiggør en seksuel grænseoverskridende adfærd over for kvinder. Og det er altså en adfærd, som der allerede starter på journalistuddannelsen.

Den her går ud til mine mandlige medstuderende.

Vil I ikke nok prøve at gøre det bedre? Mange af jer vil blive chefer. Højst sandsynligt flere end os kvinder. Men vil I ikke nok love mig, at I ikke gentager, hvad der skete med #metoo i 2017? Ingen lyttede og sagen blev pakket sammen. Hvis I virkelig prøver at lytte, vil I kunne høre, at Sofie Lindes historie ikke var specielt overraskende for de fleste kvinder, for de har prøvet det, og det der var værre. Hør mig.