Anders er tilrettelægger på DR: “Det er mine ideer, der skal formidles gennem andre”

Anders Aamand holder sig bag kameraet, men hele vejen fra researchen til redigeringen er det ham, der guider historien. Tag med på en tilrettelæggers arbejdsdag.

TEKST: Kerstine Winther & Anne Sofie Laue
FOTO: Rune Øe Nielsen

Udgivet den 24. marts 2022

Anders Aamand sidder med krydsede ben og øjnene fasttømret til skærmen. Han ser introen til sæson to af Forsvundne Danskere igennem. Der er først premiere i 2023, men allerede nu er arbejdsprocessen i fuld gang. Og det er Anders, der er tovholder på det hele. 

“Det er vigtigt, at den første episode er der. Det er den, der lægger stilen for de andre programmer,” fortæller Anders Aamand. 

På en anden computer ved siden af de tre skærme, der viser klippene fra programmet, er der en chat i gang med en anden redaktion. Der bliver sendt et billede af en sortfodsgris. Anders er i gang med at planlægge en tur til Spanien. Det er ikke en ferie, men en del af jobbet som tilrettelægger, at Anders skal finde den perfekte sortfodsgris til et program, han skal lave. 

På jagt efter kilder

Når det spanske afsnit af ‘Anne og Anders i Europa’ med Anne Hjernøe og Anders Agger bliver sendt i fjernsynet, har det været lang tid undervejs. Det ved Anders Aamand bedre end de fleste. Det er ham, der komponerer og dirigerer processen fra start til slut. 

 

Først research. Anders Aamand skyder programudviklingen i gang ved at bruge mange timer på at søge efter locations og kilder, der kunne passe ind i programmets DNA og tema. Til det spanske afsnit af Anne og Anders skal han bruge danskere bosat i Spanien. Nogle med en historie. En opgave, der ikke altid er lige let at løse.

“Er de gode nok? Er de den indgang til Spanien, som vi håber på – og hvilken historie kan de være med til at fortælle?” siger han.

Som tilrettelægger er Anders Aamand ansvarlig for programmets indhold på plads. Der skal være et perfekt match mellem kilder, historie og stemning, og det tager tid. Så selvom researchfasen kan være tung og langsommelig, er Anders Aamand godt klar over vigtigheden af grundigt forarbejde. Specielt opsporingen af de rigtige kilder er vigtig. De skal bære historien og dermed programmet. 

“Kildernes personlighed betyder næsten lige så meget som den historie, de kan fortælle. Brænder de igennem? Det kigger vi meget på,” siger han.

Men ikke alle spørgsmål kan besvares foran skærmen i Danmark. Derfor boarder Anders Aamand et fly til Spanien i næste uge. For hvor kan man skaffe de ingredienser, Anne skal bruge i sine retter? Og hvor er det fedeste sted, de kan danse flamenco?

Det skal alt sammen være på plads i forvejen, for når optagelserne går i gang, får de travlt, og der er ikke tid til at mærke efter, om stemningen er den rigtige. Det skal den bare være. Og Anders bliver nødt til at være i landet for at mærke det selv. 

 

 

 

“Det er jo os, der kender historien bedst. Så er vi ikke tilfredse som tilrettelæggere, må vi stoppe kameraet og sige: “Kan du prøve at stille det her spørgsmål”, eller “kan du gøre det på den her måde i stedet”

–Ander Aamand, tilrettelægger på DR

Når kameraet ruller

Når researchen er klaret, og kilderne er på plads, er næste stop optagelserne. Det er her, værterne kommer i spil. Anders Aamand er med på settet. Hvis tingene ikke går helt efter planen, er det hans ansvar at sørge for en plan B, eller at plan A bliver fikset.

“Det er jo os, der kender historien bedst. Så er vi ikke tilfredse som tilrettelæggere, må vi stoppe kameraet og sige: Kan du prøve at stille det her spørgsmål”, eller kan du gøre det på den her måde i stedet” siger Anders Aamand. 

Under optagelserne forbliver Anders Aamand på sin sædvanlige og foretrukne plads. Bag kameraet. Han har ikke noget behov for at blive set på skærmen. Kan man engang imellem det, er det formentlig kun resultatet af en uheldig kamerabevægelse. Hvis det sker, kan man være “heldig” at se en Anders i bogstaveligste forstand kaste sig væk fra kameraet. 

Han har det nemlig godt med at være manden bag ideen, og at det er op til Anne og Anders at formidle. Det er samarbejdet mellem vært og tilrettelægger, der vægter meget, og det er en af de vigtigste dele af arbejdet for Anders Aamand.

“Værterne stoler fuldstændig på, at vi har fundet det bedste. De har tillid til os, og vi ved godt, at de kan selv. Så det er et super fint samarbejde,” siger han.

Historien skal skabes

I det skærmoplyste rum i betonbygningen hos DR i Aarhus sidder Anders Aamand fortsat foran skærmen. Ved siden af sidder klipperen Mathias. De er nået til programudviklingens sidste fase: redigeringen

“Lige nu sidder vi og designer historien sammen,” siger Anders Aamand. 

Nok sidder de sammen foran skærmene og redigerer, men rollerne er stadig forskellige. 

“Det er mig, der er teknikeren. Hvor jeg tænker meget i underholdningsværdi, er Anders bedre til at tænke publikum ind i historien,” siger Mathias. 

“Mathias er jo den kunstneriske af os to, og nogle gange kan der være noget, der bliver lidt ufortalt. Så siger jeg det,” siger Anders Aamand. 

I klipperummet skal der prioriteres i de mange timers optagelser, der er blevet lavet forud. Der skal findes lyd, der passer til billederne. Der skal skabes en historie. Det er i programudviklingens sidste faste at Anders Aamand nyder sit arbejde allermest. 

Jeg kan enormt godt lide redigeringsfasen. Her finder kreativiteten sted, og det hele løfter sig,” siger Anders Aamand. 

Det er ikke Anders Aamand, der fortæller, når man streamer et afsnit Anne og Anders. Men han kan alligevel se sig selv i fjernsynet. 

“Jeg har jo et stort say, da det er mig, der er ansvarlig for indholdet. Det er fotograferne og værterne jo også, men det er mine ideer, som skal formidles gennem andre. Så selvom jeg ikke kan ses i fjernsynet, har jeg meget at skulle have sagt på redaktionen,” siger han. 

Det er ikke kun Anders’ programmer, der har været igennem alle tre stop. Research, optagelse og redigering. Bag alle programmer, man kan se i fjernsynet eller på streamingtjenester, er der en “Anders”. At lave tv er ikke et arbejde, der kan løftes alene, og det endelige produkt vil derfor altid være skabt under samarbejde. 

“Jeg ser det ikke som mit produkt, men som vores produkt,” siger Anders Aamand.