Affaldssortering på DMJX: “Vi fik det sgu ikke lige gjort”

Affaldssortering på DMJX: “Vi fik det sgu ikke lige gjort”

Affaldssortering på DMJX: “Vi fik det sgu ikke lige gjort”

For snart 15 måneder siden trådte den nye affaldsbekendtgørelse i kraft. På trods af det har affaldssorteringen på DMJX været næsten usynlig.

TEKST: OSKAR VESTERGAARD KLAUSEN
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 21. marts 2024

“Hvor skal jeg smide min pant?” siger en ny studerende i forbifarten.

Og det er et godt spørgsmål. Affaldssorteringen på DMJX er der nemlig længe blevet sat spørgsmålstegn ved. De fleste ved, at der skal affaldssorteres. Om det er derhjemme, på arbejdspladsen eller i gadebilledet, så står der skraldespande til affaldssortering.

Det er ikke noget, de studerende på DMJX i Aarhus har mærket meget til. Affaldssorteringsbølgen har nemlig ikke ramt skolen. Her er sandwichpapir, æbleskrog, pant og kompendier de sidste mange år blevet smidt det samme sted hen. Ned i den sorte sæk med restaffald.

Det skal laves om nu. Til april vil der ifølge Jørgen Johannsen, økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility på DMJX, blive sat nye sorteringsvenlige skraldespande op på skolen.

Fra sort sæk til sortering

Tilbage i efteråret begyndte både Ejendomsservice og Bygning og Facility, der er ansvarlige for affaldssorteringen på skolen, nemlig at kigge på en ny affaldssorteringsløsning.

“Der er planer om, at der skal laves omkring 13 øer med affaldssortering bestående af hver fire til fem spande,” siger Thomas Gleerup, ejendomsservicetekniker for Bygning og Facility på DMJX.

Indtil videre har affaldssorteringen på skolen ikke fokuseret på at få de studerende til at affaldssortere, men derimod har en medarbejder stået for at eftersortere affaldet. Det nye tiltag har da også været på tegnebrættet i lang tid, men er ikke blevet udført. Før nu.

Både Thomas Gleerup og Jørgen Johannsen giver udtryk for, at der ikke er en bestemt grund til, at affaldssortering blandt de studerende ikke er blevet implementeret tidligere. Det har egentlig altid været planen, at det skulle indføres, og det mest af alt skyldes dårlig planlægning og langvarige processer, at det ikke er sket før.

“Tja, vi fik det sgu ikke lige gjort for at sige det rent ud. Det blev til en proces, og så var den nemme løsning lige at sætte en medarbejder til det,” siger Jørgen Johannsen.

En usædvanlig løsning

Siden den 31. december 2022, hvor affaldsbekendtgørelsen trådte i kraft, har det været lovpligtigt for virksomheder, herunder uddannelsesinstitutioner, at sortere deres affald i ti fraktioner. På trods af det har affaldssorteringen for de studerende på DMJX været næsten ikkeeksisterende. To sorteringsskraldespande har været sat op til de studerende, men langtfra overalt på skolen har det været muligt for de studerende at sortere deres affald korrekt. Alligevel har skolen levet op til kravene for affaldssortering, fastslår Jørgen Johannsen.

Han forklarer, at som det er nu, bliver affaldet sorteret efter, at de studerende har smidt det i skraldespandene ved, at en medarbejder står og sorterer affaldet.

“Når affaldet bliver samlet sammen, så står der en ude bagved og sorterer det. På den måde bliver affaldet sorteret, så vi lever op til affaldsbekendtgørelsen,” siger han.

DMJX’s løsning på affaldssorteringen er indviklet og omkostningsfuld, men en løsning, der ifølge Jørgen Johannsen er inden for skiven, når det gælder affaldsbekendtgørelsen. Det samme mener Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, der står for at kontrollere, om virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Aarhus lever op til reglerne.

“Vi ser på, hvordan affaldssorteringen ser ud, når det kommer ud i de store containere. Hvordan sorteringen er inde i bygningen betyder i princippet ikke så meget, så længe at affaldet er sorteret korrekt, når skraldemændene henter det,” siger Kristine Slot Ravnholt Vium, sagsbehandler i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Ifølge Kristine Slot er det dog en usædvanlig løsning, som DMJX indtil videre er gået med, og generelt set vil den bedste affaldsløsning være, at affaldet bliver kildesorteret. Det vil sige, at de studerende selv sorterer affaldet, når det produceres.

“Det optimale vil være, at affaldet bliver sorteret, hvor det opstår. For eksempel bør der være en skraldespand til madaffald i en kantine og en skraldespand til papir i et printerrum,” siger hun.

De studerende skal opdrages

Tager man et kig på de to nuværende skraldespande til affaldssortering, der i dag står på skolen, er det også tydeligt at se, at de ikke bliver brugt. Typisk er skraldespandene til restaffald fyldt godt op, mens de to sorteringsvenlige skraldespande står næsten tomme. Derfor mener både Thomas Gleerup og Jørgen Johannsen, at det er essentielt, at de studerende selv tager et ansvar, når de nye skraldespande bliver sat op.

“Det er vigtigt at de studerende bliver opdraget til at bruge de affaldssorteringsskraldespande, der bliver sat til rådighed,” siger Thomas Gleerup.

Det samme budskab går igen hos Jørgen Johannsen.

“Der er simpelthen en opdragelse i, at når de nye skraldespande kommer, skal de studerende sørge for, at der bliver sorteret korrekt, og at alt ikke bare bliver smidt i den samme skraldespand, når vi får de nye,” siger han.

Han fortæller også, at når de nye skraldespande bliver sat op, vil det ske med en kampagne for at gøre opmærksom på det nye tiltag.

“Det skulle jo gerne være sådan, at de ikke bare står der til pynt, når de kommer op, men også til gavn,” siger Jørgen Johannsen.

TV Glad og de kendte danskere: “Alle mennesker har ret til at have en stemme i samfundet”

TV Glad og de kendte danskere: “Alle mennesker har ret til at have en stemme i samfundet”

TV Glad og de kendte danskere: “Alle mennesker har ret til at have en stemme i samfundet”

Ved udgangen af 2023 fandt en helt særlig samtale sted i en gammel flyverterminal i København. Et stort antal journalister, alle med forskellig grad af funktionsnedsættelse, fik lov at stille spørgsmål om alt, mens Mette Frederiksen og Thomas Helmig sad i den varme stol ad hver sin omgang forberedt på en samtale, som kunne forme sig på alle leder og kanter.

Christian Drost (t.v.) og Anders Jensby (t.h.)

TEKST: HELENA HOLM-GREGERSEN 
FOTO: KASPER SØHOLT

Udgivet den 21. marts 2024

Omringet af boligblokke, susende biler og forbipasserende mennesker, troner en bygning frem. Bag bygningens hvide betonmur, opridset af store, sorte blokbogstaver som staver ‘GLAD’, kommer man ind i en baggård, som skiller sig ud fra resten af det københavnske Nordvestkvarter. Gården er fuld af blomster, borde, bænke og glade mennesker. Inde bag hoveddøren finder man en kantine fuld af liv, propfuld af journalister og unge studerende med et smil på læben, som tilsammen skaber det fællesskab, der præger TV-stationen TV Glad.

Programserien En særlig samtale løb for første gang over sendefladen juledag 2023 på Danmarks Radio. To af de journalister, som finder deres daglige gang på TV Glad, Christian Drost og Anders Jensby, har begge medvirket i serien, både foran og bag kameraet. De to journalister har hver deres grad af funktionsnedsættelse og skaber derfor deres journalistiske produkter hos TV Glad. Christian Drost og Anders Jensby fortæller om deres oplevelser med En særlig samtale, og hvordan TV Glad og de medvirkende journalister efter programserien har været særligt eftertragtede.

“Det var spændende og sjovt at dykke ned i nogle folk, man kender lidt perifert gennem medierne. Det var en mulighed for at stille de mennesker nogle spørgsmål, som ikke gik på deres erhverv, og spørge dem om nogle ting, de ikke normalt bliver spurgt om,” siger Anders Jensby.

Samarbejde med andre redaktioner

De arbejder begge på TV Glads redaktion i København. Under skabelsen af En særlig samtale fik de to journalister dog lov til at arbejde side om side med deres kolleger fra Glads andre redaktioner i Danmark. Journalisterne udviklede sammen spørgsmål og det konkrete koncept i mindre fokusgrupper.

“Det var fedt at arbejde i grupper med nogle af de kollegaer, jeg i min dagligdag ikke får lov at arbejde sammen med,” siger Anders Jernsby,

Christian Drost mener, det var dejligt at idéudvikle sammen og få sparring.

“Det var især givende at se, hvor meget vi sammen kunne løfte i grupper,” siger han.

De to synes begge, at arbejdsmetoden i fokusgrupperne udvidede deres muligheder for at stille de spørgsmål, som graver dybere end som så. I grupperne fandt de sammen frem til informationer, som interviewpersonerne førhen havde udtalt sig om. De fandt så på nye vinkler og helt ubesvarede spørgsmål. Anders Jensby fortæller, at han i den proces gravede sig frem til Thomas Helmigs forhenværende alkoholproblemer og fik lov at stille skarpt på det.

“Jeg stillede ham spørgsmålet: ‘Hvad gik der gennem hovedet på dig, da du stod foran døren til dit første AA-møde’. Det var fedt at kunne få lov at gå i dybden med noget, vi sammen havde researchet os frem til,” siger Anders Jensby.

Glad behandler kilderne som alle andre

TV Glad er grundlagt i 1999. På TV-stationens hjemmeside kan man læse om det, der gør TV-stationen helt særlig. Nemlig at de er verdens første lokal-TV-station drevet af mennesker med funktionsnedsættelse. Med flere redaktioner over hele Danmark favner TV Glad bredt, og programserien En særlig samtale har fået TV-Glad til at nå ud til den brede befolkning i bedste sendetid på DR. Programmet er sendt over to afsnit, først med Thomas Helmig som interviewperson og dernæst Mette Frederiksen.

At interviewe to så kendte danskere var en uprøvet størrelse for TV-stationen. Journalisterne gik derfor til samtalen med lige dele spænding og nervøsitet i maven, fortæller Christian Drost. Samtalerne fandt sted i Kastrup Lufthavns gamle Vilhelm Lauritzen-terminal. Ved hjælp af terminalens smukke, arkitektoniske opbygning og naturlige lysindfald var scenen for samtalerne sat.

Terminalen var proppet med Glad-journalister fra hele landet klar til at tage imod hovedpersonerne Thomas Helmig og Mette Frederiksen. De blev i hvert sit program sat i midten af en stor cirkel af stole, som stille og roligt blev udfyldt af de fremmødte journalister.

“Jeg var nervøs inden interviewet. Thomas Helmig er jo kendt, men jeg behandlede ham som alle andre gæster i et program”, siger Christian Drost.

Både han og Anders Jensby fortæller, hvordan nervøsiteten hurtigt forsvandt i takt med interviewets gang. Journalisterne gjorde brug af egne oplevelser og fortællinger om personlige og ofte følsomme emner, som skabte et bånd mellem dem selv og interviewpersonerne.

“Jeg spurgte ind til Thomas Helmigs fars stilling som overlæge. Jeg blev en smule rørt, da vi snakkede videre om hans fars stilling som hjertelæge, fordi jeg selv har været hjertebarn. Det var en meget rørende måde at lave interview på,” siger Christian Drost.

Efter en rundbarbering af råmaterialet fra programmets klippere endte det med, at den del, hvor Christian Drost fortæller Thomas Helmig om sin fortid som hjertebarn, blev skåret fra. Begejstringen og følelserne for fællesskab fra hovedpersonen Thomas Helmig var dog umulige at pille ud. Da han skulle tage afsked med journalisterne, rejste musikeren sig op fra sin stol.

“Jeg havde regnet med, at det ville blive skideinteressant og skidesjovt og spændende, men det oversteg faktisk mine forventninger. Jeg synes, det har været det fedeste selskab overhovedet,” siger han. 

Om den særlige forbindelse skabt mellem parterne i interviewene i En særlig samtale, fortæller ekstern programredaktør på DR, Lasse Bjørch.

“Formatet ved En særlig samtale rammer bredt. Programmet har fået rigtig mange mennesker til at sidde med og mærke en nærværende og inderlig samtale med nogle mennesker, vi ellers ikke ser i den kontekst”. 

To vidt forskellige kontraster

De to programmer ligner hinanden i opsætning, men skiller sig ud på indhold og hovedperson.

“Interviewpersonerne er eksklusive og reserverede stjerner, som fascinerer danskerne på hver deres måde”, fortæller Lasse Bjørch.

Det var også tydeligt for Christian Drost og Anders Jensby, da de sad over for dem.

“Mette og Thomas var to vidt forskellige kontraster. Thomas Helmig er meget folkelig og nede på jorden, hvor Mette Frederiksen jo er landets statsminister og medietrænet på en helt anden måde. Vi fik heller ikke lige så meget tid med Mette, da hendes tidsplan ikke tillod det. Derfor blev det sværere at snakke i dybden med hende, end det gjorde med Thomas,” siger Anders Jensby.

Fransk inspireret format

En særlig samtale finder sin forgænger hos det franske magasin Le Papotin, der ligesom TV Glad drives af journalister med funktionsnedsættelse. I den franske programserie Les rencontres du Papotin har stjerner fra store dele af det franske kulturliv ligeledes delt personlige tragedier og triumfer.

Med den franske pendant i tankerne indgik produktionsselskabet Strong Production et tredelt samarbejde med TV Glad og DR, som sammen skabte En særlig samtale.

“Programmet blev bedre, end vi kunne have håbet på. Den inderlighed og det nærvær, som blev fremkaldt i interviewene af TV Glads sindssygt dygtige rapportere, oversteg alle vores forventninger,” siger Lasse Bjørch.

En særlig fremtid

De to programmer har vist sig at være ekstremt populære og har skabt stor omtale efterfølgende. Programmets præmis har altså vundet indpas hjemme i stuerne, og DR’s Lasse Bjørch kan da også love, det ikke var det sidste, vi så til serien på DR. Der er op til flere En særlig samtale-interviews undervejs, forventet klar til udgivelse i 2024.

    På TV-Glad vil man efter succesen med En særlig samtale se frem til at deltage igen.

    “Jeg synes, En særlig samtale var et genialt program at få lov at være med til at lave,” siger Christian Drost.

Anders Jensby supplerer.

“Vi har været med til at udbrede nogle dele af hovedpersonerne til danskerne, som ingen har kendt til før. Det er det, der har gjort programmet så særligt,” siger han.

21-årige Camilla er del af en bekymrende udvikling: “Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele”

21-årige Camilla er del af en bekymrende udvikling: “Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele”

21-årige Camilla er del af en bekymrende udvikling: “Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele”

Efter flere år med tunge tanker bliver Camilla Struve Bach Jensen i sit sabbatår ramt af angst og depression. Ifølge tal fra ny rapport går det den gale vej for danskernes mentale sundhed. Især de unge kvinders.

Tekst: AMALIE WESSEL-TOLVIG & SIGNE EGEBÆK STENKILDE
Illustration: MIE STÆRK

Udgivet den 21. marts 2024

Hun har været i Paris i syv måneder, da det for alvor går op for hende. Når hun vågner om morgenen, har hun hjertebanken, som om hun er i en flugttilstand. Hun kan bruge flere timer på at forberede sig på at skulle ud ad døren og på arbejde. Tanken om at se andre mennesker gør hende nervøs.

Camilla Struve Bach Jensen har sabbatår. Hun bor i en studielejlighed og arbejder som au pair hos en familie i den franske hovedstad.

En dag, da Camilla Struve Bach Jensen er på vej mod den parisiske undergrundsbane, er det, som om hun ikke kan høre, hvad der sker omkring hende. En fornemmelse af at hun befinder sig i en anden verden. Hun kan mærke, at der er noget helt galt.

”Jeg kan huske, at jeg føler, at alle kigger mærkeligt på mig, så jeg kigger ned i jorden og forsøger bare at nå hen til metrostationen. Jeg kan mærke, at jeg har svært ved at trække vejret, og det var også en følelse af ikke rigtig at være til stede,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen om episoden.

Hun bliver i tvivl, om hun kan blive i Paris i de 10 måneder, som er planen.

”Hvis jeg ikke engang kan gå en lille tur fra lejligheden og hen til metroen, er det ikke sikkert, at jeg kan fortsætte med at være her. Men jeg blev ved med at sige til mig selv, at det nok skal gå.”

Hver tredje unge kvinde mistrives
Camilla Struve Bach Jensen er langt fra alene om de følelser, hun oplever i Paris.

Hos unge kvinder i alderen 16-24 år er det hver tredje, der scorer lavt, hvad angår mental sundhed. Det viser nye tal fra rapporten Danskernes sundhed 2023, som er udgivet af Sundhedsstyrelsen.

Rapporten er baseret på en undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed. Den er sat i gang som en opfølgning på de sundhedsprofiler, der udkommer hvert fjerde år. Midtvejsopfølgningen skyldes en formodning om, at resultaterne i Den Nationale Sundhedsprofil 2021 kunne være påvirket af corona-nedlukning.

Den nye undersøgelse bekræfter billedet fra 2021.

Foran kameraet, bagved tankerne
Camilla Struve Bach Jensen går i 7. klasse, da hun oplever et større fokus på udseende. Det bliver mere normalt at stå foran et kamera sammen med veninderne, og Camilla begynder at frygte, når de skal se billederne igennem.

Det kan sidde i hende i flere dage efter. Følelsen af at se anderledes ud. Hvordan det falder de andre så naturligt, imens hun har svært ved at genkende sig selv på billederne.

En følelse af ikke at være god nok har plantet sig i Camilla Struve Bach Jensen, og det er den, der fik lov at vokse sig så stor, at den flere år senere kommer til at ændre, hvordan hun er, når hun er sammen med andre mennesker.

Hvor Camilla Struve Bach Jensen tidligere har været udadvendt og haft let ved at få andre til at grine, begynder hun nu at trække sig.

“Jeg følte, at det hele ændrede sig, fordi jeg ikke kunne lide, hvad jeg så i spejlet. Det var svært at ignorere det og få min personlighed frem. Der er mange oplevelser, jeg er gået glip af, fordi jeg ikke følte, jeg så pæn nok ud,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen.

På TikTok støder Camilla Struve Bach Jensen på videoer om tips og tricks til at forbedre sit udseende eller få den bedste start på morgenen. Selvom hun kan se det positive i at ville være den bedste udgave af sig selv, kan hun ikke undgå at føle sig presset af videoerne.

“Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele. Altså, oveni de andre pligter og overvejelser, jeg havde i hverdagen.”

Præstationsfrie rum
Hos organisationen GirlTalk er de i berøring med unge i alderen 12-24 år. De oplever, at gruppen er udfordret af en gennemgående følelse af utilstrækkelighed. Det fortæller GirlTalks direktør, Anna Bjerre.

“De fortæller om en hverdag, hvor de ikke slår til, og hvor de føler sig triste eller kede af det,” fortæller Anna Bjerre.

For hende er det derfor heller ikke overraskende, at tallene for unge kvinders mistrivsel ser ud, som de gør.

Anna Bjerre peger på, at indsatsen for at ændre den negative udvikling blandt andet skal ligge i fællesskaber og etablering af præstationsfrie rum.

“Det er vigtigt, at vi er med til at præge de fællesskaber, som pigerne indgår i, så vi kan hjælpe dem med at tage noget af forventningspresset af, og det er jo ikke noget, man kan gøre alene ved at tale om det.”

Fra Paris til Aalborg
Efter de ti måneder i Paris tog Camilla Struve Bach Jensen tilbage til sit hjem i Vejgaard lidt uden for Aalborg. Her havde hun planer om at finde et job, tjene penge, tilbringe tid med sine veninder og efter et stykke tid vende tilbage til Paris for at bo der et år mere.

Men i stedet bliver hun liggende i sengen hjemme på sit værelse uden overskud til at se sine veninder.

”Min mor prøvede at få mig til lægen, for hun vidste godt, at jeg ikke havde det optimalt, men jeg var overbevist om, at det ikke ville hjælpe,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen om tiden efter sin hjemkomst.

Der går to måneder, inden Camilla Struve Bach Jensen vælger at være ærlig over for en af sine veninder. De taler i telefon sammen, og hun får fortalt, hvordan hun egentlig har det.

“Hun sagde, at jeg skal huske at lytte til mig selv. Jeg har det med at stille store krav til mig selv. Jeg skal huske at finde ud af, hvad jeg vil her i verden og ikke gå efter, hvad alle andre vil,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen.

Dagen efter telefonsamtalen tager hun til lægen.

Bekymrende udvikling og beskyttende omstændigheder
Hos Sundhedsstyrelsen er det ikke så meget de nye tal, som det er udviklingen i den mentale sundhed hen over årene, der vægter i en vurdering af situationen på området. Det fortæller Jens Kristoffersen, der er chefkonsulent ved Forebyggelse og Ulighed i Sundhedsstyrelsen.

“Når vi kigger på de her tal, er vi bestemt bekymrede for, at flere og flere børn og unge vurderer, at de ikke har det godt mentalt. Men det dækker jo nok også over en ret bred vifte af problemer,” fortæller Jens Kristoffersen

Han peger på, at man, hvad angår kost, motion, tobak og alkohol, har et ret godt billede af, hvad risikoadfærden er, og dermed også hvordan risikoen kan reduceres.

“Samme opskrift har vi ikke på det mentale sundhedsområde,” fortæller Jens Kristoffersen.

Omvendt kender man til en række beskyttende omstændigheder. Her nævner Jens Kristoffersen tryghed, tillid til sine omgivelser, læring og udvikling, fællesskaber og at vi kan få tidlig hjælp, når vi har brug for det.

Det går bedre
Hos lægen finder Camilla Struve Bach Jensen ud af, at hun efter flere år med svære tanker har udviklet angst og fået en depression. Noget, der skal behandles med både medicin og samtaler hos en psykolog.

“Jeg har snakket med min psykolog om, at jeg skal finde ud af, hvilke værdier jeg egentlig sætter højt i livet i stedet for alt det, der fylder så meget, men ikke gør mig noget godt.”

I takt med at Camilla Struve Bach Jensen får det bedre og finder mere overskud, er det hendes ønske at komme ind i nye fællesskaber, hvor hun kan få en oplevelse af at bidrage med noget positivt. I mellemtiden fokuserer hun på de små glæder i hverdagen.

“Jeg glæder mig til at stå op, drikke en kop kaffe og gå en tur med min hund. Det er vildt, at jeg gør det nu. I forhold til for et halvt år siden hvor jeg knap kunne komme op af sengen.”

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

TEKST: KAROLINE HÜCHE BENTZEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK 

Udgivet den 21. marts 2024

En af de sidste trædesten før mødet med mediebranchen er faget Medieudvikling og Praktik red. MUP, som står først på skemaet, når man starter på 4. semester. Udover at blive mødt af praktikkoordinator Røskva Würtz bliver man gennem forskellige aktører fra mediebranchen introduceret til den virkelighed, der venter os rundt om hjørnet. Der er kun ét problem: Hvor er kvinderne?

’Bedre kønsbalance i mediebranchen’

Før vi startede på faget, fik vi tilsendt et overordnet program, hvor der var en liste over hvilke oplægsholdere, vi kunne forvente. Ti mænd – og én kvinde (som blev syg). Jeg havde netop læst om det treårige DMJX-innovationsprojekt: ’Bedre kønsbalance i mediebranchen’, og jeg fandt det helt ærligt paradoksalt sideløbende at afvikle et fag med en så testosterontung gæsteliste.

Innovationsprojektet fik i sin tid en bevilling på 1,6 millioner kroner fra Nordisk Ministerråd og sluttede i udgangen af 2023. Projektet skulle ”rykke ved uligheden mellem kønnene i og på tværs af Nordens mediehuse” og havde til hensigt at skabe forandring og udvikling. Projektet peger blandt andet på, at blot hver tredje topleder i mediebranchen er en kvinde.

Men hvorfor starter DMJX ikke med at granske sig selv? Ubalancen er lige så relevant at se på i undervisningsregi, som den er i mediebranchen. Det er svært helt at tro på projektets oplysningsværdi og gennemslagskraft, hvis ikke skolen selv tilstræber at opnå den balance, de savner. Og for mig er balance også at have en skærpet opmærksomhed på, hvem man som uddannelsesinstitution inviterer som gæsteundervisere.

Røskva-effekten

Jeg spidser ører, når Røskva fortæller om sin tid på Weekendavisen. Hvis hun kunne komme i praktik på et landsdækkende dagblad, så kan jeg måske også. Jeg føler mig spejlet i mit køn, og det har jeg, og andre kvinder, brug for. Det betyder noget at se sit køn repræsenteret – især i et undervisningsfag som skal klæde én på til praktik.

I pauserne stimler mine medstuderende sammen om Røskva, og udover at hun har samme beroligende effekt som en betablokker før en eksamen, kan jeg mærke, at også jeg længes efter at snakke med hende. Ikke fordi hun skal fortælle mig, at jeg nok skal få en praktikplads, men for at høre, hvordan hun som kvinde har oplevet den branche, der kigger mig i øjnene.

Mænd med ekspertviden og ledertitler

Projektet viser, at det også halter, når det kommer til kønsbalance i det journalistiske indhold. Her er det ikke udelukkende den velkendte udfordring med, at det er de samme hvide mænd, der bliver brugt som eksperter i mediebranchen, men også brugen af almindelige kilder. Og hertil kommer mit råd: Hvis I reelt ønsker at komme kønsubalancen til livs, så start hos jer selv.

Start med at invitere kvindelige mellemledere fra mediebranchen på visit, næste gang I afvikler MUP. Og husk også de kvindelige eksperter, så vi ser, at de findes. Og mon ikke det får den umiddelbare effekt, at én af os ringer dem op, næste gang vi vil vide noget om deres ekspertise. Eller at unge, kvindelige journaliststuderende spejler sig i kvinden med ledertitel og tænker, der er plads til hende i mediebranchen.

***

Svar fra Røskva Würtz

Som koordinator og tovholder på Medieudvikling og praktik (MUP) er det mig, der har ansvaret for sammensætningen af programmet. I denne installation af MUP var der tre kvindelige undervisere/oplægsholdere, som ikke kunne deltage, samt en fjerde, som måtte melde fra undervejs i forløbet. Skribenten har dog tilsyneladende glemt de seks kvindelige praktikanter/dimittender, vi fik besøg af på forløbet, ligesom hverken skribenten eller de øvrige 93 MUP-deltagere har efterspurgt flere feminine inputs undervejs. Det til trods for, at jeg åbent har inviteret til, at man kunne foreslå ønskede oplægsholdere. De eneste ønsker var mænd. Forløbet er i øvrigt ikke færdigafviklet, da vi stadig mangler både praktiksøgning og praktikforberedelse, og her vil de studerende møde flere kvindelige branchegæster til blandt andet debat om MeToo i mediebranchen.

Det er ærgerligt, at der konkluderes på den tilfældighed, at der var flere mænd end kvinder på et enkelt forløb, og at der ikke føres skyggen af belæg for, at det skulle være udtryk for nogen generel praksis på DMJX.

Jeg ser frem til at gå i dialog om dette emne uden for spalterne.

Unge i Aarhus står i kø til studenterpræster: Et frirum uden journal og sygeliggørelse

Unge i Aarhus står i kø til studenterpræster: Et frirum uden journal og sygeliggørelse

Unge i Aarhus står i kø til studenterpræster: Et frirum uden journal og sygeliggørelse

Flere unge på uddannelsesinstitutionerne Aarhus Universitet og VIA står i kø for at snakke med en studenterpræst. Det er et aktivt valg, men for nogle er det også en nødløsning.

TEKST: JENS BANG & MARCUS MATHIAS FRANCK
FOTO: KASPER BONDE KRUPSDAHL

Udgivet den 21. marts 2024

Jens Munk sidder på sit hjemmekontor i sin mørkebrune, læderbetrukne lænestol. Der er en stoisk ro over ham. Bag ham tårner bogreolen op fra gulv til loft. En plakat af Søren Kierkegaard i blå nuancer kigger ud i rummet. Det er et rum, der emmer af store tanker og store tænkere. Et rum med plads til eftertænksomhed. Og netop tanker er det, der fylder rummet, når studerende kommer til Jens Munk for at dele dem med ham. Fælles for dem er, at de kommer med ønsket om at få hjælp.

Jens Munk er studenterpræst på Aarhus Universitet (AU) og har haft over 15.000 professionelle samtaler. Ifølge Jens Munk er studenterpræsternes spidskompetence den åbne dialog i øjenhøjde. Hos dem er der ingen journalføring, medicin eller sygeliggørelse. Her gælder det hjælp til selvhjælp.

“De personer, der kommer ind, har problemet og også selv løsningen. Det vigtigste er, at man som præst ikke stiller sig i vejen for den proces, der er inde i det menneske, du sidder sammen med,” fortæller Jens Munk. 

Ifølge Folkekirken.dk er der ansat cirka 25 studenterpræster fordelt på landets store uddannelsesinstitutioner. Deres opgave er blandt andet at have samtaler med de studerende, der har behov for en at snakke med. I Aarhus er studenterpræsterne tilknyttet AU og VIA. Studenterpræsterne i Aarhus oplever en stor efterspørgsel med en ventetid på tre til fire uger for en samtale.

Et bevidst tilvalg eller en sidste udvej

Jens Munk fortæller, at der kommer en del studerende i desperation til studenterpræsterne. Lange ventetider til psykologhjælp gør, at de ser studenterpræsterne som den sidste udvej. De fortæller det uden omsvøb, når de møder ham.

“Så siger de, ‘jeg kommer ikke, fordi du er præst. Jeg kommer, fordi jeg er fuldstændig desperat og ikke har kunnet finde andre’,” fortæller Jens Munk.

De seneste tal fra Dansk Psykolog Forening viser, at ventetiden på psykologhjælp på den gratis ordning for 18-24-årige med angst og depression lyder på knap 27 uger. Netop ventetiderne er en faktor for mange unge, der opsøger studenterpræsterne.

Det gælder dog ikke alle de studerende. En af dem, der har prøvet at gå til en studenterpræst, er 27-årige Laura Printzlau Elkrog. Hun arbejder i dag som administrativ medarbejder hos Aarhus Universitets studenterpræster, hvor hun tiltrådte i august 2023. Men allerede i december 2019, på tredje semester af sin bachelor i uddannelsesvidenskab, stifter hun bekendtskab med studenterpræsterne.

Laura Printzlau Elkrog er ikke religiøs, og hun har tidligere søgt andre veje. 

“Jeg har ting, jeg har brugt år på at snakke med psykologer om, men uden at komme til bunds. Så jeg havde brug for at snakke med nogen, der var anderledes,” siger Laura Printzlau Elkrog.

Her viste studenterpræsterne at være det alternativ, der fungerede for hende. Hun fortæller, at det også har nogle lavpraktiske fordele. 

“Som studerende er der jo et stort aspekt i, at det er gratis. De skriver heller ikke journal, og det var vigtigt for mig, da det betød, at jeg stadig kunne tegne en sygeforsikring,” fortæller Laura Printzlau Elkrog.

For Laura Printzlau Elkrog og andre studerende, kan det være en velbegrundet overvejelse. Læser man på betingelserne for at kunne oprette sig som medlem hos Sygeforsikring Danmark, må man ikke være henvist, forvente at skulle eller have været i behandling hos en psykolog inden for de seneste 12 måneder.

Foruden den gruppe af unge, der kommer som en sidste udvej, fortæller Jens Munk, at det for mange af de studerende er en frigørelse at vende tilværelsen med en studenterpræst. Her er snakken i øjenhøjde, og man er ikke en del af behandlingssystemet. Og religionen fylder ikke meget. Jens Munk fortæller, at det kun er cirka to ud af ti, der opsøger studenterpræsterne af religiøse årsager.

Perfektionstrangen sniger sig ind på de unge

For Laura Printzlau Elkrog startede vejen mod studenterpræsterne med fornemmelsen af ikke at føle sig hjemme på universitetet. Her blev hun del af et miljø, der var præget af konkurrence.

“For mine medstuderende handlede det meget om at svare bedst muligt på det, vores underviser gerne ville høre. Sådan var ikke for mig,” siger Laura Printzlau Elkrog.

Det store fokus på præstation krøb langsomt ind på Laura Printzlau Elkrog og førte til, at hun henvendte sig til studenterpræsterne til en snak om livet på universitetet.

For Laura Printzlau Elkrog blev snakken med en studenterpræst en succes. Hun fortsatte med at komme der fast i to og et halvt år for at dele sine tanker.

“Vi har nærmest snakket om alt i mit liv,” siger Laura Printzlau Elkrog. 

Ifølge Jens Munk er det forskelligt, hvad de unge ønsker hjælp til. Alligevel er der tre gennemgående temaer, der fylder hos de unge. Det er sorg og tab, etiske og religiøse problemstillinger som utroskab og eksamenssnyd og det, Jens Munk kalder for ’Perfektionstrang’.

“Det er meget sjældent, man møder mennesker, som ikke ønsker at være bedre, end de er. I virkeligheden er du ikke god nok, men det behøver du heller ikke at være. Det har vi svært ved at acceptere,” siger Jens Munk.

Det er især perfektionstrang, der fylder hos flere unge. En undersøgelse lavet af Psykiatrifonden viser, at 56 procent af de unge mellem 16 og 24 år er enige eller meget enige i, at de kun er gode nok, når de har succes på næsten alle områder af livet. Denne tendens går igen i samtalerne hos Jens Munk. Det overrasker ham ofte, hvor meget de unge mennesker kan vurdere sig selv forkert.

“Der kommer nogle gange unge, smukke og intelligente mennesker ind. Når jeg så spørger, hvad de vil have hjælp til, så vil de gerne snakke om, hvor grimme og dumme de er,” fortæller Jens Munk.

Jens Munk ser en tendens til, at nogle unge er mere optagede af deres præstationer på uddannelsen end selve det fag, de beskæftiger sig med. Han kalder dem racerbiler. De ræser rundt og sammenligner sig selv med andre i higen efter anerkendelse.

“Men det er godt at lære at være uperfekt, for det kommer du til at være i rigtig mange timer i dit liv,” siger Jens Munk.

Han fortæller, at der særligt er ét spørgsmål, der går igen hos de studerende: ’Kan du hjælpe mig?’. Til det svarer Jens Munk:

“‘Det ved jeg ikke’. Og så tager vi den derfra”