”Jeg kan godt lide, at en streg enten er lidt ulden, lidt hakket eller lidt skarp i det.”

Sådan beskriver Lars Vegas Nielsen sin egen abstrakte tegnestil. Til daglig sidder han i en lille landsby lidt syd for Nyborg og arbejder på sine illustrationer. Han kalder sig både bladtegner og illustrator, men foretrækker sidstnævnte, da det favner bredere. Foruden at have lavet illustrationer for Weekendavisens Bogtillæg i mange år, har han også illustreret billedbøger, plakater og bogforsider. 

Det er sjældent, at Lars Vegas Nielsen har fået præcise anvisninger på, hvad han skal tegne, og det er præcis sådan, han har det bedst – i frie tøjler. Når han forsøger at tegne noget, der er skabt i en anden persons hoved, stivner han. Alligevel ser han dog sig selv som håndværker, og det er vigtigt for ham at arbejde i det format, han bliver givet. Hvis der er ønsker til en tegnings indhold, så forsøger han at imødekomme dem.

”Jeg har altid selv syntes, at jeg har lavet de bedste ting, når det ikke er fuldstændig skåret ud i pap, hvad jeg skal lave. Det er vigtigt for mig, at tingene passer til det, det skal bruges til. Artiklen er det, der skal i avisen – og skal være indholdet i avisen. Jeg er både blikfang, men jeg er også en medspiller,” siger han.

Lars Vegas Nielsen har i mange år lavet illustrationer til Weekendavisens Bogtillæg. Privatfoto.

Ønsker ikke at provokere

I løbet af årene har Lars Vegas Nielsen fundet sin helt egen måde at lave illustrationer på, og den forsøger han som regel at holde sig til, for netop det er ofte grunden til, at han er blevet valgt til en bestemt opgave.

”Der er grænser for, hvor meget jeg kan gå ud over min egen stil. Nogle gange, hvis jeg gør det, kan jeg mærke, at folk enten kan blive skuffede eller overraskede,” siger han.

Især når Lars Vegas Nielsen tegner til Weekendavisen, er det vigtigt, at han holder sig inden for sine egne stilmæssige rammer, da tegningerne er en del af en bestemt sektions udtryk.

Der er desuden emner, som han helst ikke rører ved, da de strider mod hans moralske kompas. Det skyldes, at han ser sig selv som illustrator frem for satiriker.

“Jeg tænker mig om, hvis jeg skal lave noget om emner, der er krudt i. Jeg vil ikke provokere bare for at provokere,” siger han.

Til gengæld laver han karikaturtegninger. Et glimrende eksempel på sådan en er hans illustration til Weekendavisens anmeldelse af Bob Woodwards bog ”Fear”, hvori Donald Trump skildres som en kaotisk mand, der kan finde på hvad som helst.

“Jeg lod hans orange udtryk og hans lyse hår arbejde sammen med, at der nærmest var flammer i ham,” siger Lars Vegas Nielsen. “Essensen i artiklen var kaosset, og det forsøgte jeg at afspejle ved at bruge Trump som en del af det større billede.”

Tegner efter kontekst

Når Lars Vegas Nielsen tegner, arbejder han ofte med en form for collager. Her kan han manipulere med forskellige elementer af en illustration på computeren.

“Jeg tegner mine elementer i hånden og scanner dem ind,” siger han. “Så kan jeg sidde og rykke rundt på dem, forstørre og formindske dem og lave alle mulige ting som et puslespil.”

Det er netop collage-udtrykket, som han fremhæver ved sine egne illustrationer. Derudover kan han godt lide et lidt dystert udtryk og knækkede jordfarver – aldrig i helt rene farver som prangende rød, gul eller blå.

Lars Vegas Nielsens tegninger er forskellige, alt efter i hvilken sammenhæng de skal bruges. Når han arbejder med illustrationer til bøger, bruger han mere tid på at gå ind i de helt fine detaljer. Når han arbejder med illustrationer til Weekendavisen, forsøger han omvendt at bruge færre virkemidler. Det er vigtigt for ham, at avistegningerne ikke bliver kaotiske, så de, der ser dem, kan genkende den skrevne historie.

“En tegning skal enten være spændende og dragende, eller også skal den indeholde en historie eller pointe, der står skarpt,” siger han.

”Jeg kan godt lide, at en streg enten er lidt ulden, lidt hakket eller lidt skarp i det.”

Sådan beskriver Lars Vegas Nielsen sin egen abstrakte tegnestil. Til daglig sidder han i en lille landsby lidt syd for Nyborg og arbejder på sine illustrationer. Han kalder sig både bladtegner og illustrator, men foretrækker sidstnævnte, da det favner bredere. Foruden at have lavet illustrationer for Weekendavisens Bogtillæg i mange år, har han også illustreret billedbøger, plakater og bogforsider. 

Det er sjældent, at Lars Vegas Nielsen har fået præcise anvisninger på, hvad han skal tegne, og det er præcis sådan, han har det bedst – i frie tøjler. Når han forsøger at tegne noget, der er skabt i en anden persons hoved, stivner han. Alligevel ser han dog sig selv som håndværker, og det er vigtigt for ham at arbejde i det format, han bliver givet. Hvis der er ønsker til en tegnings indhold, så forsøger han at imødekomme dem.

”Jeg har altid selv syntes, at jeg har lavet de bedste ting, når det ikke er fuldstændig skåret ud i pap, hvad jeg skal lave. Det er vigtigt for mig, at tingene passer til det, det skal bruges til. Artiklen er det, der skal i avisen – og skal være indholdet i avisen. Jeg er både blikfang, men jeg er også en medspiller,” siger han.

Lars Vegas Nielsen har i mange år lavet illustrationer til Weekendavisens Bogtillæg. Privatfoto.

Ønsker ikke at provokere

I løbet af årene har Lars Vegas Nielsen fundet sin helt egen måde at lave illustrationer på, og den forsøger han som regel at holde sig til, for netop det er ofte grunden til, at han er blevet valgt til en bestemt opgave.

”Der er grænser for, hvor meget jeg kan gå ud over min egen stil. Nogle gange, hvis jeg gør det, kan jeg mærke, at folk enten kan blive skuffede eller overraskede,” siger han.

Især når Lars Vegas Nielsen tegner til Weekendavisen, er det vigtigt, at han holder sig inden for sine egne stilmæssige rammer, da tegningerne er en del af en bestemt sektions udtryk.

Der er desuden emner, som han helst ikke rører ved, da de strider mod hans moralske kompas. Det skyldes, at han ser sig selv som illustrator frem for satiriker.

“Jeg tænker mig om, hvis jeg skal lave noget om emner, der er krudt i. Jeg vil ikke provokere bare for at provokere,” siger han.

Til gengæld laver han karikaturtegninger. Et glimrende eksempel på sådan en er hans illustration til Weekendavisens anmeldelse af Bob Woodwards bog ”Fear”, hvori Donald Trump skildres som en kaotisk mand, der kan finde på hvad som helst.

“Jeg lod hans orange udtryk og hans lyse hår arbejde sammen med, at der nærmest var flammer i ham,” siger Lars Vegas Nielsen. “Essensen i artiklen var kaosset, og det forsøgte jeg at afspejle ved at bruge Trump som en del af det større billede.”

Tegner efter kontekst

Når Lars Vegas Nielsen tegner, arbejder han ofte med en form for collager. Her kan han manipulere med forskellige elementer af en illustration på computeren.

“Jeg tegner mine elementer i hånden og scanner dem ind,” siger han. “Så kan jeg sidde og rykke rundt på dem, forstørre og formindske dem og lave alle mulige ting som et puslespil.”

Det er netop collage-udtrykket, som han fremhæver ved sine egne illustrationer. Derudover kan han godt lide et lidt dystert udtryk og knækkede jordfarver – aldrig i helt rene farver som prangende rød, gul eller blå.

Lars Vegas Nielsens tegninger er forskellige, alt efter i hvilken sammenhæng de skal bruges. Når han arbejder med illustrationer til bøger, bruger han mere tid på at gå ind i de helt fine detaljer. Når han arbejder med illustrationer til Weekendavisen, forsøger han omvendt at bruge færre virkemidler. Det er vigtigt for ham, at avistegningerne ikke bliver kaotiske, så de, der ser dem, kan genkende den skrevne historie.

“En tegning skal enten være spændende og dragende, eller også skal den indeholde en historie eller pointe, der står skarpt,” siger han.

Med lukkede øjne og armene over kors sidder Kåre Røgind Quist i den læderbetrukne barberstol i det lille kridtfarvede lokale. Det velkendte arbejdstrikot; mørkeblå habitbukser, hvid skjorte og sorte lædersko slipper ikke for et par vildfarne dråber, da en sky af hairspray falder ned fra himlen. En Cola Zero og en halvspist trekantet sandwich står på en hylde ved siden af en sminketaske. For og bagtil kan man i de firkantede spejle følge processen, mens sminkedamen Susan børster hans mørkebrune skæg med en lille sort mascarabørste.

”Sminkerummet er normalt et fristed for mig, hvor jeg kan samle tankerne. Det er her, jeg kommer ind og får 20 minutters ro, inden vi skal videre med programmet, ” siger Kåre Quist. 

På uret i sminkerummet står viseren på 18.45. I morges, da han mødte ind kl. 10.00, skulle tophistorien have handlet om Arne og pensionsforhandlingerne på Christiansborg. For et par timer siden måtte Kåre Quist og resten af den sene nyhedsredaktion dog sadle om. Det kom nemlig frem, at den tidligere formand for Radikale Venstre, Morten Østergaard, har haft ikke blot én, men flere sager om sexisme kørende. Det er ikke unormalt, at TV Avisen bliver ændret i løbet af dagen, og de ansatte er derfor klar, hvis det skulle ske:

”Jeg synes, man kan mærke, at alle på redaktionen er indforståede med, hvilken rolle de udfylder som eksempelvis nyhedssvært, producer eller grafiker. Når vi har brug for at sætte tempoet op, kan stemningen godt blive lidt mere trykket og intens, men vi når i mål.”

TV Avisen er som en balletkoreografi

I 2007 fik Kåre Quist sig et mindre chok, da TV Avisen pludselig ringede til ham. Det var dog ikke TV Avisen, men et nyt program, Ærlig talt, som han debuterede med på tv i 2008. Det nye program var en succes, og blot et halvt år senere fik han mulighed for at udvikle sin værtsrolle på det populære DR-program Kontant. Her blev han kendt som den kritiske og lidt kække journalist, når han konfronterede pengesvindlere og fupmagere med hårdtslående spørgsmål:

”Jeg kan godt lide kunsten i den undrende værtsrolle. Det bedste er jo, når seeren tænker: Hvorfor spørger han ikke om det? Og så spørger værten om det i samme sekund.”

Efter fem år på Kontant overtog han sin nuværende arbejdstitel som nyhedsvært på TV Avisen i 2012. Her var der en anden tone, og det betød en ny udfordring:

”De første par år på TV Avisen skal seerne lige se dig an. Passer ham den nye ind? Det er lidt samme situation som en svigersøn, der er på prøve hos svigerforældrene. I min situation var jeg bevidst om, at jeg blev nødt til at bevæge mig lidt væk fra den kække side, jeg havde haft i værtsrollen på Kontant.”

En vigtig del af Kåre Quists arbejdsdag handler om koreografi. I det store tv-studie, Studie 14, hvor aften-nyhederne sendes, er der placeret utallige klistermærker, der matcher farven på det grå gulv. De bruges, så billedbeskæringen i forhold til tv-vært og grafik sidder lige i skabet, når værten navigerer mellem indslagene under udsendelsen. Kåre Quist kalder det en mindre balletforestilling, der skal opføres:

”Jeg tror ikke, at folk har nogen idé om, hvor meget tid vi bruger på at øve. Hvis jeg placerer min fod to centimeter for langt til venstre, kommer jeg for eksempel til at blokere for noget af grafikken på skærmen bagved,” siger han og uddyber:

”Nogle tænker måske, at det bliver for opstillet til at være kritisk journalistik, men vi mister seerne, hvis udsendelsen bliver rodet. Vi skal oplyse seerne og have styr på fakta, og vi må ikke lave fejl. Det må simpelthen ikke ske.”