Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

TEKST: KAROLINE HÜCHE BENTZEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK 

Udgivet den 21. marts 2024

En af de sidste trædesten før mødet med mediebranchen er faget Medieudvikling og Praktik red. MUP, som står først på skemaet, når man starter på 4. semester. Udover at blive mødt af praktikkoordinator Røskva Würtz bliver man gennem forskellige aktører fra mediebranchen introduceret til den virkelighed, der venter os rundt om hjørnet. Der er kun ét problem: Hvor er kvinderne?

’Bedre kønsbalance i mediebranchen’

Før vi startede på faget, fik vi tilsendt et overordnet program, hvor der var en liste over hvilke oplægsholdere, vi kunne forvente. Ti mænd – og én kvinde (som blev syg). Jeg havde netop læst om det treårige DMJX-innovationsprojekt: ’Bedre kønsbalance i mediebranchen’, og jeg fandt det helt ærligt paradoksalt sideløbende at afvikle et fag med en så testosterontung gæsteliste.

Innovationsprojektet fik i sin tid en bevilling på 1,6 millioner kroner fra Nordisk Ministerråd og sluttede i udgangen af 2023. Projektet skulle ”rykke ved uligheden mellem kønnene i og på tværs af Nordens mediehuse” og havde til hensigt at skabe forandring og udvikling. Projektet peger blandt andet på, at blot hver tredje topleder i mediebranchen er en kvinde.

Men hvorfor starter DMJX ikke med at granske sig selv? Ubalancen er lige så relevant at se på i undervisningsregi, som den er i mediebranchen. Det er svært helt at tro på projektets oplysningsværdi og gennemslagskraft, hvis ikke skolen selv tilstræber at opnå den balance, de savner. Og for mig er balance også at have en skærpet opmærksomhed på, hvem man som uddannelsesinstitution inviterer som gæsteundervisere.

Røskva-effekten

Jeg spidser ører, når Røskva fortæller om sin tid på Weekendavisen. Hvis hun kunne komme i praktik på et landsdækkende dagblad, så kan jeg måske også. Jeg føler mig spejlet i mit køn, og det har jeg, og andre kvinder, brug for. Det betyder noget at se sit køn repræsenteret – især i et undervisningsfag som skal klæde én på til praktik.

I pauserne stimler mine medstuderende sammen om Røskva, og udover at hun har samme beroligende effekt som en betablokker før en eksamen, kan jeg mærke, at også jeg længes efter at snakke med hende. Ikke fordi hun skal fortælle mig, at jeg nok skal få en praktikplads, men for at høre, hvordan hun som kvinde har oplevet den branche, der kigger mig i øjnene.

Mænd med ekspertviden og ledertitler

Projektet viser, at det også halter, når det kommer til kønsbalance i det journalistiske indhold. Her er det ikke udelukkende den velkendte udfordring med, at det er de samme hvide mænd, der bliver brugt som eksperter i mediebranchen, men også brugen af almindelige kilder. Og hertil kommer mit råd: Hvis I reelt ønsker at komme kønsubalancen til livs, så start hos jer selv.

Start med at invitere kvindelige mellemledere fra mediebranchen på visit, næste gang I afvikler MUP. Og husk også de kvindelige eksperter, så vi ser, at de findes. Og mon ikke det får den umiddelbare effekt, at én af os ringer dem op, næste gang vi vil vide noget om deres ekspertise. Eller at unge, kvindelige journaliststuderende spejler sig i kvinden med ledertitel og tænker, der er plads til hende i mediebranchen.

***

Svar fra Røskva Würtz

Som koordinator og tovholder på Medieudvikling og praktik (MUP) er det mig, der har ansvaret for sammensætningen af programmet. I denne installation af MUP var der tre kvindelige undervisere/oplægsholdere, som ikke kunne deltage, samt en fjerde, som måtte melde fra undervejs i forløbet. Skribenten har dog tilsyneladende glemt de seks kvindelige praktikanter/dimittender, vi fik besøg af på forløbet, ligesom hverken skribenten eller de øvrige 93 MUP-deltagere har efterspurgt flere feminine inputs undervejs. Det til trods for, at jeg åbent har inviteret til, at man kunne foreslå ønskede oplægsholdere. De eneste ønsker var mænd. Forløbet er i øvrigt ikke færdigafviklet, da vi stadig mangler både praktiksøgning og praktikforberedelse, og her vil de studerende møde flere kvindelige branchegæster til blandt andet debat om MeToo i mediebranchen.

Det er ærgerligt, at der konkluderes på den tilfældighed, at der var flere mænd end kvinder på et enkelt forløb, og at der ikke føres skyggen af belæg for, at det skulle være udtryk for nogen generel praksis på DMJX.

Jeg ser frem til at gå i dialog om dette emne uden for spalterne.

Brevkassen med Astrid Fischer

Brevkassen med Astrid Fischer

Brevkassen med Astrid Fischer

Med vinder af Cavlingprisen anno 2023, Astrid Fischer. Hun afdækkede sammen med kollegaerne Laura Marie Sørensen og Jonas Deiborg kræftsagen på Aarhus Universitetshospital. Til daglig arbejder hun på DR Nyheders undersøgende redaktion og har tidligere været nomineret til tre Cavlingpriser. For psykiaters fejlbehandling i 2013, svigt i tilsyn af læger i 2015 og meningitissagen i 2017. Illustreret Bunker har stillet hende ti spørgsmål om undersøgende journalistik, dækningen af kræftskandalen, og hvad fremtiden bringer for den garvede journalist.

TEKST:  Astrid Fischer
illustration: lotte skjødt nielsen 

Udgivet den 21. marts 2024

Hvad skal der til for at blive en god undersøgende journalist?

Jeg tror, der er mange veje til det.  For mig er vejen gået gennem nyhedsjournalistik på Radioavisen via udlandsreporter, siden fagmedarbejder og indimellem vært på P1 Orientering til det gradvis mere undersøgende. Det er godt at få det journalistiske håndværk ind under neglene, tænker jeg.  Stædighed er ret afgørende, når man skal jagte svarene lidt længere end de fleste. Og så kommer man langt med nysgerrighed og ægte interesse for det, man graver sig ned i. Resten er hårdt arbejde og systematik, når man skal kortlægge både en konkret sag og den kontekst, den udspiller sig i.   

Hvordan har du sikret troværdigheden hos dine kilder i forbindelse med dine undersøgelser?

Vi får mange henvendelser, og nogen kontakter os fortroligt, men sjældent anonymt (altså hvor vi ikke ved, hvem de er). Henvendelserne kan sættes os på sporet af en vigtig historie, men vi bringer den først, når vi har dokumenteret og efterprøvet den. Om vi vælger at forfølge et spor, bygger ofte på en fornemmelse af, om henvendelsen virker troværdig, ekspempelvis kan der jo følge nogle dokumenter med. Vi ser også på kildens motivation og egen interesse. Og før vi for alvor graver os ned i en sag, skal vi også vurdere, om der kan gemme sig en principiel og væsentlig sag. Det er vigtigt, fordi vi udkommer bredt på alle DR’s platforme.

Har du oplevet nogen modstand eller pres fra hospitalet eller andre involverede parter under din dækning af denne historie, og hvordan har du håndteret det?

Dokumenter, vi fik gennem aktindsigt, var et vigtigt fundament for dækningen. På et tidspunkt lukkede Region Midtjylland stort set ned for at give mere aktindsigt til DR med den begrundelse, at vi havde søgt for mange gange. Jeg indklagede sagen for Ankestyrelsen, som klart underkendte regionen. Der var flere gange, hvor jeg indbragte regionens afslag på aktindsigt, og næsten hver gang gav Ankestyrelsen besked om, at regionen skulle ændre sin afgørelse.

Det er et stort arbejde at klage, men det var helt sikkert besværet værd. Også helt principielt – det skal ikke være for let bare at give afslag på aktindsigt.

Hvad har været den mest udfordrende del af at afdække og rapportere om denne kræftskandale, både journalistisk og personligt?

Det var et utrolig intenst forløb, som vi ikke var helt forberedt på – og ingen nok kunne være forberedt på –, da vi bragte det første indslag.  Det var virkelig en snebold, der blev til en lavine, og det var indimellem svært at følge med.  Vi skulle jo have overblik over fakta, bringe vores egne afsløringer og dække de politiske initiativer, der hele tiden blev taget. Mange kolleger blev involveret i dækningen til DR’s mange platforme, hvilket var helt fantastisk, men også indimellem næsten uoverskueligt at holde styr på. Vi skulle jo sikre, at alt, der udkom, var helt i orden.  Samtidig fortsatte vi med at indsamle nye oplysninger om sagen på Aarhus Universitetshospital og mere bredt. Og det væltede ind med henvendelser fra patienter og mange andre, der havde rigtig gode input og tip. Det betød, at der var mange andre ting, jeg måtte sætte til side i en periode.

Hvordan mener du, at din dækning af sagen har påvirket offentlighedens opfattelse af hospitaler? Og frygtede I på noget tidspunkt at tilliden til resten af sygevæsenet ville falde så drastisk, at det ville gå udover alvorligt syge patienter?

Det er et svært spørgsmål, for vi skal jo lægge sandheden frem, selvom den er ubehagelig og måske kan svække folks tillid til sundhedsvæsenet generelt. Samtidig er dækningen med til at skabe forandring, som jo netop er til gavn for de alvorligt syge patienter. Vores dækning førte til, at regionerne blev forpligtet til at indberette alle overskridelser af kræftventetider. Der kom fokus på at informere kræftpatienter ordentligt om deres rettigheder og gøre mere for at behandle dem til tiden. Jeg tænker, at det er myndighedernes reaktion, der er afgørende for folks tillid, og den er vi ikke herre over. Men i det her tilfælde blev der sat rigtig mange ting i gang.

Det, vi selv forsøgte at gøre, var at være så konkrete som mulige i dækningen, så den netop ikke handlede om ’sundhedsvæsenet generelt’. Vi fremlagde meget dokumentation i vores artikler. Vi bestræbte os også på at være fair og give god taletid til de kritiserede parter. 

Er der aspekter af historien, som du mener ikke er blevet tilstrækkeligt belyst, og som fortjener mere opmærksomhed?

Vi har for nylig samlet op på sagen i en mini-podcastserie i et nyt format på DR, Genstart Dox, og i arbejdet med den blev det ret klart for os, at der er nogle spørgsmål, der ikke er blevet klart belyst. Det er spørgsmål om, hvad der skete med de advarsler om lange ventetider på kræftbehandlingen på AUH, som gik ind i Region Midtjylland fra læger og fra hospitalsledelse. Oplysninger, der gik ind i direktionen.  Hvorfor blev der ikke handlet på dem, og hvem vidste præcis hvad hvornår? Det lovede regionen ville blive undersøgt, men flere eksperter, patienter og pårørende konkluderede, at de ikke havde fået de lovede svar.

Om vi nogensinde får svarene, ved jeg ikke. Vi slipper ikke helt sagen, og der er også stadig en politiefterforskning af sagen i gang samt en undersøgelse, som Rigsrevisionen forestår.

Hvad har du lært undervejs i denne undersøgelse, der kan være nyttig for andre journalister?

Helt konkret var jeg glad for at erfare, at man faktisk kan få aktindsigt i interne dokumenter. Det blev fundamentet for dækningen. Vi skulle klart have de oplysninger i aktindsigt, som vi fik. Og vi skulle måske også have haft mere end det, vi fik. Men jeg har tidligere oplevet, at der bliver givet nærmest blankt afslag på aktindsigt i interne dokumenter. Som udgangspunkt er der ikke en ret til aktindsigt i interne dokumenter. Der er klare undtagelser, men det er jo myndighederne, der laver vurderingen af, om de dokumenter, de har, falder inden for undtagelserne.

Jeg arbejdede med at formulere præcise aktindsigtsansøgninger og med konsekvent at klage videre til Ankestyrelsen, når jeg fik afslag.

Den anden lære af sagen er ikke ny for mig: det nytter at blive ved, så længe der er noget at komme efter og ikke stoppe, når myndighederne har spillet ud med den første genopretningsplan eller redegørelse.

Hvordan har du forsøgt at balancere mellem rapportering af vigtige nyheder og samtidig respektere privatlivet og følsomheden omkring kræftpatienter og deres pårørende?

Det var heldigvis patienter, der gerne ville medvirke med en stærk motivation for at gøre en forskel for andre. Vi respekterede deres grænser, hvis der for eksempel var situationer fra optagelserne, de ikke ønskede, vi brugte.  Det skulle fremstå værdigt. Det er også generelt et mantra for os, at folk ikke optræder som ’ofre’, men som handlende mennesker. Og det var de jo. Det var nogle stærke mennesker, trods den krise, de var i.  Og de leverede med deres udsagn vigtig dokumentation om, hvad der præcis var foregået – og modsagde forklaringer fra regionen – så de på den måde ikke bare var cases.

Hvad gør, at denne historie modtager en Cavling? Og hvad betyder det personligt for dig at vinde?

Dybest set var det jo bare vildt, at den historie fandtes – og stadig svært at forstå. At der var patienter med fremskreden kræft, der ventede alt for længe på livsvigtig behandling, og at det gik under radaren så længe. En af mine kolleger har kaldt sagen en ’10-års-hændelse’, og det, synes jeg, er meget rigtigt. 

Vi lykkedes med at rulle historien ud på en måde, som var en slags syntese af de metoder, vi har opbygget på den undersøgende redaktion gennem adskillige år. Og derfor betyder prisen for mig også en slags ’krone på værket’, selvom værket ikke er slut endnu.

Hvad er næste skridt? Kommer vi til at se dig blive ved at undersøge sundhedssektoren, nu hvor du endelig vandt en Cavling? Eller vil du prøve noget nyt?

Jeg og min kollega, Jonas Deiborg, var netop gået i gang med optagelser til en anden historie, da kræftsagen kom flyvende. Den arbejder vi nu videre på med et års forsinkelse. Den udspiller sig også på sundhedsområdet, men er af en helt anden karakter. Jeg har ikke noget imod at prøve noget nyt, men jeg har mange års erfaring med sundhedsstof, og det er nok bare lettest at ’se’ historier inden for et hjemmevant område.

Som journalistpraktikant bliver Asbjørn kastet ud på dybt vand – med redningsvest

Som journalistpraktikant bliver Asbjørn kastet ud på dybt vand – med redningsvest

Som journalistpraktikant bliver Asbjørn kastet ud på dybt vand – med redningsvest

Det Nordjyske Mediehus prioriterer at give sine journalistpraktikanter ansvar. Det oplever praktikanten Asbjørn Mogstad, som har fået frie tøjler til at skabe et podcast-projekt.

TEKST: IBEN MEJLHEDE
FOTO: ANDERS LINDSTRØM

Udgivet den 07. december 2023

Et par minutter før start er Asbjørn Løvendahl Mogstad på vej ind i radiostudiet. Termometeret viser 25 grader og er resultatet af en bygningsfejl i radiostudiet, der giver problemer med udluftningen. Hele mediehuset er nybygget, og under opbygningen af radiostudiet opstod der en konstruktionsfejl, der har medført problemer med nedkølingen af studierne. Indtil bygningsfejlen bliver rettet, fungerer ventilationen i radiostudiet derfor ikke.

Klokken slår seks, og radioprogrammet går live. Efter musiknummeret “In Your Eyes” af The Weeknd, tager Asbjørns medvært Claus Høyer ordet. Debatten handler om influenceres brug af sponsoreret indhold på sociale medier.

“På sociale medier møder man et flæng af forskellige influencere, hvor de reklamerer for sponsoreret indhold. Nogle gange kan man måske være lidt i tvivl, om det er reklame eller skjult reklame,” siger Claus Høyer.     

Asbjørn svarer:

“Ja, man kender godt det gode gamle begreb fake laugh. Det er, når man kan høre, at folk griner på en måde, hvor de tydeligvis ikke synes, at det er sjovt. Når influencere siger, at de elsker et produkt, fordi det har ændret deres liv, men alligevel ligner én, der er ved at falde i søvn. Så tænker man, er det virkelig din ærlige holdning? Eller er du bare ude på at tage mig ved næsen?”

Det er ikke uvant, at Asbjørns stemme er i radioen, for han er radiovært på Det Nordjyske Mediehus. Her har han været i praktik siden februar. Han laver blandt andet et radioprogram sammen med Claus Høyer.       

Det er et satirisk indspark til ANR, en forkortelse af Aalborg NærRadio. Programmet er et af de steder, hvor Asbjørn oplever at have ansvaret tæt inde på kroppen.

Bag mikrofonen
Radio er ikke det eneste, som Asbjørn laver. Han har en varieret hverdag med morgenradio onsdag, torsdag og fredag, mens han sidder med et podcast-projekt mandag og tirsdag. Et podcast-projekt, han ikke kan løfte sløret for, men selv har fået ideen til.

“Her kan jeg godt mærke, at jeg har fået rigtig meget ansvar. Jeg føler en positiv paranoia over, hvor stort et projekt det faktisk er, jeg har fået lov til at lave. Det har også været en lang proces. Jeg startede med en uges pitch af ideen, hvor jeg også læste relevant litteratur om blandt andet fortælleteknik. Derefter lavede jeg en uges research, og først efter det havde jeg fingrene i at skulle formidle og lave interviews,” siger han. 

Podcastprojektet startede i september og varer indtil januar næste år. Her tager Asbjørn rundt i Danmark for at indhente data og viden blandt andet gennem interviews.     

Selvom han ikke må sige så meget om projektet, kan han fortælle, at præmissen selvfølgelig skal godkendes, men at det er ham selv, der får lov til at sætte rammerne for podcasten. Det er også igennem det her projekt, at Asbjørn oplever at have mest ansvar som praktikant, da han står for meget af forløbet selv. Det oplevede han eksempelvis, da en kilde anbefalede ham at tage til Sjælland og interviewe to mennesker, som han fandt relevante for historien.

“Så jeg spurgte, om jeg kunne tage til Sjælland, og det var fint. Selvfølgelig har vi en dialog om det, men jeg får lov til at komme med ideerne,” siger Asbjørn.

Egen drivkraft
Asbjørn ville gerne have meget ansvar, og da han startede hos Det Nordjyske Mediehus, måtte han også bevise, at han var dygtig nok til at få det. Her skulle mediehuset lægge en plan for hans rolle, og derfor startede Asbjørn heller ikke med at have så meget ansvar, som han har nu.

“Da jeg startede på Det Nordjyske Mediehus, kiggede de på, hvordan jeg udviste evnen til at løfte de opgaver, jeg blev stillet. De skulle lige teste mig af og føle mig på tænderne. Hvad er en passende sværhedsgrad for ham? Hvad er et passende pres at putte på ham? Det er nemlig en vigtig balancegang. Jeg skal ikke have for kedelige opgaver, men heller ikke for meget ansvar, ” siger Asbjørn.

Tilbage i radiostudiet har temperaturen sneget sig op på 27,2 grader. Musikken fra radioen spiller højt. Tre elever fra niende klasse er i skolepraktik, og de har fået til opgave at finde en nyhed på TikTok, som de skal fortælle om i radioudsendelsen.

Netop værtsrollen, som Asbjørn nu har i radioen, er noget, han specifikt har ønsket. En rolle, som udvikler ham som praktikant, og hvor han igen kan mærke, han får ansvar.

“Man skal aflevere nogle læringsplaner i løbet af sin praktiktid. Der har jeg formuleret, at jeg gerne vil have erfaring med værtskab, hvilket jeg får rig mulighed for med min morgenværtsrolle. Derudover vil jeg gerne brygge videre på min glæde ved fortællende journalistik,” siger Asbjørn.

Dagene som praktikant er ikke ens, og inden der er gået for længe, stikker et nyt hoved ind i radiostudiet, nemlig Carsten Nymann. Han er redaktionschef for radio og lyd og har på grund af sin stilling løbende samtaler med Asbjørn.

Dybt vand og redningsveste
Samtalerne handler om at finde ud af, hvordan Asbjørns tid som praktikant skal fungere. Selvom der både er retningslinjer fra praktikstederne og en uddannelsesplan fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole om forløbet, fokuserer Carsten Nymann meget på, at der skal være plads til den enkelte praktikant. Netop derfor har Asbjørn også fået meget ansvar, fordi han er i slutningen af sit praktikforløb og derfor kan løfte lidt større opgaver.

Graden af ansvar afhænger af, hvor meget praktikanten har mod på, selvom det ifølge Carsten Nymann ikke kun handler om praktikantens lyst, men selvfølgelig også læringsplanen.

“Selvfølgelig tilpasser vi efter lyst såvel som evne, “ siger Carsten Nymann.

Han understreger vigtigheden i, at praktikanterne har ansvar, men samtidig må mediehuset ikke være afhængige af dem:

“Vi må aldrig være afhængige af praktikanterne, når det handler om at udkomme. Det er den store forskel på de faste journalister og en praktikant. Praktikanten skal være ekstra og altid kun ekstra,” siger Carsten Nymann.

Han reflekterer over vigtigheden i at blive udfordret, og at man netop som Asbjørn har fået meget ansvar. Det, mener han, skal til, for at praktikanterne kan udvikle sig og blive gode journalister, der griber knoglen.

“Min helt grundlæggende tanke er, at det er virkelig afgørende, at praktikanterne kommer ud af huset. De skal kastes ud på dybt vand, så længe de har fået redningsvesten med fra praktikstedet,” siger Carsten Nymann.

28,3 graders ansvar
Sammen med Asbjørns ansvar har temperaturen aldrig været så høj. Med hjælp fra skolepraktikanterne er den nået op på 28,3 grader. Studiet er fyldt med kaffekopper og efter fire timers sendetid, står én ting klart efter i dag: Det handler i høj grad om at omfavne ansvaret.

“Når man kommer ud som praktikant, får man typisk nogle forløb, som praktikstedet har planlagt. Det handler om at få det bedste ud af det og virkelig tage imod den læring, man får. Du skal selv tage ansvar for at komme ud og få prøvet nogle grænser af. Det er der nogen, som slår sig på, men det er også det, man lærer mest af,” siger Carsten Nymann.

Asbjørn er også enig i, at det handler om selv at tage ansvar, og at man som praktikant skal sørge for at være idérig.

“Det bedste råd, som jeg kan give, er uden tvivl, at vi som praktikanter skal være idérige. Man skal hurtigst muligt komme op i gear med idéudviklingen. På den måde viser du engagement, og at du brænder for noget. Derefter skal dørene nok åbne sig. Desuden skal man huske, at man godt må stille krav til sit praktiksted for at få en god sparring,“ siger Asbjørn.

Byggesjusk på DMJX: Svigtende loftplader og rindende vand i klasseværelset

Byggesjusk på DMJX: Svigtende loftplader og rindende vand i klasseværelset

Byggesjusk på DMJX: Svigtende loftplader og rindende vand i klasseværelset

Tirsdag den 3. oktober 2023 udviklede sig markant anderledes, end de studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole havde regnet med. Et voldsomt regnvejr blev for meget for den tre år gamle bygning og satte en stopper for dagens undervisning. På trods af skolens korte levetid er det dog den ikke første gang, der er problemer med bygningens konstruktion.

TEKST: VICTOR ØRGAARD ANDERSEN
ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 07. december 2023

Vandet løber ned ad væggene, og både elever og lærere løber rundt imellem hinanden i forsøget på at redde kunst og elektronik fra de silende vandmasser. Vandet står ind igennem døre og lofter og spreder sig efterhånden på skolen. Værst står det dog til på skolens tag, hvor op mod 25 centimeter vand har samlet sig og ganske hurtigt er på vej ned igennem bygningen. Trods de ansattes kamp mod det voldsomme regnvejr træffer rektor og prorektor dog i sidste ende beslutningen om at evakuere elever og medarbejdere i frygten for, at nogen skal komme til skade.

”Min første tanke, det var panik”

Thomas Grandjean Gleerup, Ejendomsservicetekniker for Bygning og Facility på DMJX, var til stede på dagen og var en af de bærende kræfter, der forsøgte at inddæmme de mange liter vand. Sammen med sine kollegaer fra bygningsservice blev han tidligt på dagen hentet af en underviser, der havde set vand trænge igennem loftet. Men da Thomas Grandjean Gleerup kom frem, væltede det ned.

”Min første tanke, det var panik. Jeg skulle lige samle mig og få et fuldt overblik over situationen. Jeg drønede rundt på de forskellige etager for at se, hvor det kom fra, og hvad der var vigtigst at stoppe først,” siger Thomas Grandjean Gleerup.

Efter at være kommet sig efter sin første forskrækkelse startede det egentlige arbejde for Thomas Grandjean Gleerup og resten af bygningsservice. Vandet stod ind alle steder, da skolens kloakering og afløb ikke kunne håndtere de store vandmasser. Specielt ved ovenlysvinduerne på første sal stod det slemt til. Her måtte der bores huller under vinduerne, så vandet kunne ledes væk. Thomas Grandjean Gleerup estimerer, at op mod 100 liter vand fandt vej ind den 3. oktober.

I mellemtiden havde skolens ledelse dog taget konsekvensen af den umiddelbare katastrofe og sendte samtlige elever og ansatte hjem, i frygten for at nogen skulle komme til skade.

”Rektor Julie Sommerlund og prorektor Jens Grund tog sammen beslutningen om at sende studerende og ansatte hjem. Vi vidste jo ikke, om der var elektriske installationer, der ville komme vand i, og om man kunne få stød. Folk kunne også glide på gulvene og komme til skade. På trods af den pressede situation blev folk sendt hjem i god ro og orden,” siger Thomas Grandjean Gleestrup. 

Som at stå i et brusebad

Regnvejret den 3. oktober blev også bemærket hos administrationen på DMJX. Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility på DMJX, blev kontaktet af bygningsservice, da det første vand begyndte at trænge ind i bygningen.

”Min første tanke var fuck. Udover at forsøge at begrænse skaderne vidste vi ikke, hvad vi umiddelbart skulle gøre,” siger Jørgen Johansen.

FEAS, som ejer bygningen, blev kontaktet, og da de kort efter ankom, blev de konfronteret med vandmasserne. 

På daværende tidspunkt var det ifølge Jørgen Johansen som at stå i et brusebad, og han valgte hurtigt at kontakte både rektor og prorektor, der heldigvis begge sad til møde på skolen. De tre tog i løbet af de næste fem minutter beslutningen om evakuering af hensyn til elevers og ansattes sikkerhed.

Til alles held lå årets efterårsferie kun halvanden uge efter, og her var der mulighed for at udbedre de skader, som regnen havde forårsaget, og få skolen tilbage på rette køl, inden både elever og ansatte vendte tilbage til undervisningen.

”Det var held i uheld, at det skete lige før efterårsferien. Det lokale, underviserne sidder i, var hårdt ramt, og de kunne ikke være derinde i omkring en uge. Heldigvis kunne vi jo så bruge ferien på at affugte rummet, så det var klar ugen efter,” siger Jørgen Johansen.

Reparationerne stod DMJX dog ikke alene med. Skolens udlejer, FEAS, overtog efter den 3. oktober sagen og stod efterfølgende for, at skolen igen blev fuldt ud funktionsdygtig.

”Der var måske nogle detaljer, som godt kunne have været løst bedre. Disse ting har vi så nu udbedret. Der har blandt andet været en revne mellem udspyer og tagflade, og derudover var der nogle løsninger omkring afløbet, der kunne være løst bedre,” siger Søren Østergaard, byggechef for FEAS.

 

”Min første tanke var fuck.”

– Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility

Som bygherre er det FEAS og deres rådgiveres opgave at kontrollere eventuelle fejl og mangler – en opgave, der efter Søren Østergaards eget synspunkt måske kunne være håndteret anderledes.

”Det er vanskeligt at kontrollere et byggeri 100 procent for fejl og mangler. Det er jo ikke nogen undskyldning, og det skulle måske have været gjort bedre. Bygningen er kun tre år gammel, så det burde ikke allerede være noget, der kunne ske,” siger Søren Østergaard.

En ulykke kommer sjældent alene

Episoden den 3. oktober er dog ikke enestående. Tidligere i år måtte skolen have sat et stort antal nye loftplader op, efter en faldt ned under et møde på skolen. Ingen kom til skade, men efter flere undersøgelser viste det sig, at et stort antal var sat utilstrækkeligt fast og truede med at falde ned.

”Med hensyn til loftpladerne så bygger det på en simpel håndværkerfejl. De er ikke blevet sat ordentligt op, og der er simpelthen blevet brugt en forkert metode. Vi har underrettet garantistilleren, som skal stå for at betale for, at loftpladerne bliver sat op på den korrekte måde,” siger Søren Østergaard.

Både Søren Østergaard og Jørgen Johansen giver udtryk for, at der nogle gange vil være problemer med nye bygninger, men at de selvfølgelig er kede af, at skolen har måttet stå det igennem. En del af processen er samtidig blevet besværliggjort af, at entreprenørfirmaet bag skolens konstruktion, Jørgen Friis Poulsen A/S, gik konkurs i juni 2022.

Når det er sagt, så har kontakten mellem FEAS og DMJX gennem det hele været tilfredsstillende, fordi begge parter har haft indtrykket af, at håndteringen af de forskellige sager er sket under kontrollerede forhold.

”FEAS har simpelthen taget ansvaret efterfølgende for at lave undersøgelser af bygningen og for at finde frem til, hvordan der kunne komme vand ind. Det er jo deres bygning og deres ansvar,” siger Jørgen Johansen.

Helt optimal håndtering?

De tidligere sager om skolens svigtende loftplader og episoden den 3. oktober har påvirket skolen. Undervisningen er blevet besværliggjort, og elever og ansatte har måttet indrette deres dagligdag efter skolens tilstand. Uheldene betød, at man tog klasselokaler ud af brug, og at undervisernes forberedelseslokale skulle affugtes i over en uge. Et faktum, der har været genstand for stigende irritation hos blandt andet økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility på DMJX, Jørgen Johansen.

Det er jo lidt træls for at sige det på godt jysk, for det giver jo en masse bøvl.”

Udfordringerne med bygningens beskaffenhed har især trukket store veksler hos bygningsservice, som har stået for genetableringen af de indvendige arealer. På trods af sagens karakter kan Thomas Grandjean Gleestrup dog sagtens se udover det negative, og han vælger at fokusere på de erfaringer, som de i stedet har gjort sig.

 

”Man opdager jo først sådan noget, når man for eksempel får et dobbelt skybrud. Håndteringen har efter min mening fungeret helt optimalt, og FEAS har hurtigt fået skaderne udbedret. Jeg synes, at vi har lært meget af det, og næste gang, der kommer et skybrud, så tænker jeg, at vi er bedre rustet,” siger Thomas Grandjean Gleestrup.

Emma vil ikke overses i logistik og holdlister – nu vil DMJX se på ændringer

Emma vil ikke overses i logistik og holdlister – nu vil DMJX se på ændringer

Emma vil ikke overses i logistik og holdlister – nu vil DMJX se på ændringer

Emma Sommer ønskede et langt skriftforløb på mediespecialiseringen på tredje semester og datajournalistik til metodespecialiseringen på fjerde. Hun har ikke fået nogen af delene. Kan det passe, at man som studerende ikke har nogen reel magt over sin uddannelse? Studieadministrationen vil nu undersøge, om en ændring i studieordningen kan være løsningen.

TEKST: Emilie gammelgård jørgensen 
illustration: Lotte skjødt nielsen 

Udgivet den 07. december 2023

 ”Det er lidt som at have hænderne bundet på ryggen.”

Det var med den fornemmelse, Emma Sommer i august startede sin mediespecialisering på tredje semester – og det bliver med den fornemmelse, hun i det nye år starter sin metodespecialisering på fjerde semester. For selvom DMJX spørger de studerende, hvilke specialiseringer, de helst vil have på studiet, så er det ikke sikkert, at de får dem – og hverken på tredje eller fjerde semester har Emma fået sin ønskede specialisering. Det frustrerer hende, og det har sendt hende til studiekoordinationen og skolevejledningen med det samme spørgsmål.

 

Hvorfor kan jeg ikke styre, hvordan mit uddannelsesforløb skal være?

 

Første slag
Tilbage i foråret valgte Emma det lange skriftforløb som sin førsteprioritet til mediespecialiseringen. Hun ønskede at fordybe sig i det medie, hun vil arbejde med på sigt. Emma vidste, at hun ikke var sikret en plads på skriftholdet. DMJX forbeholder sig retten til at få holdene til at gå op, hvis der er rift om pladserne – men hun var ikke nervøs, inden holdlisterne blev offentliggjort.

”Jeg tænkte, ‘det bliver nok ikke mig’. Logisk ved man godt, at der nok er nogle, der ikke får deres førsteprioritet – men det er jo aldrig én selv, det sker for,” siger Emma Sommer. 

Derfor blev Emma overrasket, da holdlisterne kom i sommerferien. Hendes navn stod ikke på skriftholdet. Hun havde fået et langt radioforløb og et kort TV forløb, og ville ikke komme til at skrive på tredje semester. I starten forstod hun det ikke. Hun skrev til studieadministrationen for at komme på ventelisten til skrift – men det ændrede intet. Derfor begyndte hun at indstille sig på, at tredje semester ikke ville blive som håbet.

”Jeg følte mig nedslået, men det var en realitet – så jeg prøvede at ændre min indstilling. Jeg sagde til mig selv, at jeg ville få nogle andre muligheder på radio. Men lysten var der ikke,” siger hun.

Plads til en impostor?
Første dag på radioholdet bliver det tydeligt for Emma, at de fleste er der af egen fri vilje. Dagen starter med en navnerunde, hvor folk skal fortælle, hvad de lytter til. Mens de andre elever skiftes til at nævne det ene program efter det andet, bliver Emma nervøs – for hende er det tydeligt, at hun er havnet det forkerte sted.

”Jeg følte mig som en impostor. Folk havde hørt alt muligt, og man kunne mærke, at de virkelig brændte for lyd. Jeg har da hørt noget P1, men som regel lytter jeg til true crime, hvis jeg lytter til noget. Jeg følte ikke, at jeg passede ind. Så de første dage tænkte jeg bare: ‘hvad laver jeg her?’” siger Emma Sommer, der beskriver de første uger som en kamp.

”Jeg følte mig alene, og jeg sagde til mig selv, at jeg bare skulle klare mig igennem. Jeg havde ingen forventninger om, at jeg skulle lave et produkt, jeg ville være stolt af,” siger hun.

Derfra bliver det lettere. Selvom hun kæmper sig igennem forløbet, så får Emma lavet meget, hun er stolt af. Hun lærer også et medie at kende, hun langsomt bliver glad for. Spørger man Jakob Dybro Johansen, der er underviser på lydforløbet, er det normalt, at glæden skal arbejdes frem.

”Motivation går op og ned. Derfor kan det være frustrerende, hvis man går ind til et forløb med en forventning om, at alt er fedt hele vejen igennem. Tit bobler motivationen og gnisten frem undervejs, når man tager fat på arbejdet og sidder og bakser med det. Det handler tit om at kaste sig ud i det,” siger han.

Det genkender Emma ovenpå mediespecialiseringen. Den har åbnet hendes øjne for, hvordan medier kan spille sammen og endda gøre hende til en bedre journalist. 

”Jeg lukker helt ned. Det føles som et slag i ansigtet. Al motivation flyver bare ud af mig. Så jeg forlader auditoriet, og så ringer jeg til min mor. Jeg skal have det ud af systemet.”

– Emma Sommer, studerende på DMJX

Endnu en skuffelse
Da holdlisterne for metodespecialiseringen på fjerde semester offentliggøres, sidder Emma til forelæsning med resten af semestret. Rundt om hende begynder det at summe og hviske i krogene. På trods af tidligere oplevelser, er Emma ikke til at slå ud.

”Jeg havde bildt mig selv ind, at det slet ikke var en mulighed, at jeg heller ikke fik min førsteprioritet på fjerde semester. Jeg havde ønsket datajournalistik, og jeg var sikker på, at jeg ville få det,” siger hun.

Ikke desto mindre kan Emmas sidekammerat i gult auditorium hurtigt meddele, at Emma ikke står på holdlisten. Med det samme tjekker Emma selv – og der står det, sort på hvidt. Hun har igen ikke fået sin førsteprioritet. Hun skal efter juleferien begynde på undersøgende journalistik.

”Jeg lukker helt ned. Det føles som et slag i ansigtet. Al motivation flyver bare ud af mig. Så jeg forlader auditoriet, og så ringer jeg til min mor. Jeg skal have det ud af systemet,” siger hun.

Emma skriver sig igen på ventelisten – og så tager hun et møde med sin studievejleder for at finde ud af, hvad hun skal gøre. Selvom mødet hjælper, er meldingen nedslående: Der er intet at gøre. Her bliver Emmas erfaring fra mediespecialiseringen en hjælp. Hun beslutter at gå åbent til fjerde semester og håber på endnu en succesoplevelse med et fag, hun ikke selv har valgt. For Emma er drømmen om datajournalistik heller ikke død.

”Jeg vil prøve at se, om jeg kan opsøge nogle af metoderne fra data, så jeg får kontrol tilbage over min uddannelse.” 

Ændringer på vej
Den indstilling er vigtig, mener Mette Mørk, studiekoordinator for tredje semester. Ifølge hende vil DMJX gerne give de studerende de specialiseringer, de vil have – faktisk får folk som regel deres førsteprioritet. Kun otte personer fik i foråret ikke deres ønskede mediespecialisering. Endnu sjældnere er det, at det sker to gange. Derfor har DMJX ikke gjort noget for at forhindre det. 

”Indtil videre har holdplaceringen på tredje semester ikke været noget, studieadministrationen har taget med i deres overvejelser, når der laves holdlister til fjerde semester – mest fordi, vi ikke vidste, at der var et problem,” siger Mette Mørk. 

For Emma er det dog ikke en undskyldning, at det sker sjældent. Det burde gøre det lettere at løse problemet.

”Det kan godt være, at det sker sjældent – men for os, det sker for, fylder det alting. For mig virker det simpelt at plotte os, der ikke har fået førsteprioriteten på tredje semester, ind, så vi får det, vi helst vil have på fjerde. Det er sgu kun fair,” siger hun.

Mette Mørk forstår Emmas frustrationer, og det tyder på, at de vil afføde ændringer. Mette Mørk har nemlig været forbi studieadministrationen for at finde ud af, hvor svært det ville være at finde en løsning på problemet. Det arbejder de nu på.

”Vi er ved at undersøge, om man kan sikre, at de, der ikke fik deres førsteprioritet på tredje semester, får den på fjerde. Hvis det kan lade sig gøre, så kan det rettes ind til efteråret. Så kan man sikre, at ingen ender i samme situation som Emma,” siger Mette Mørk.

Mere lyd?
Der kan også være flere ændringer på vej, når DMJX inden så længe skal lave en ny studieordning, fortæller Mette Mørk. Skolen ønsker, på de studerendes opfordring, at introducere dem for alle tre medier i løbet af uddannelsen. Som det ser ud lige nu, er det kun muligt at arbejde med to medier i mediespecialiseringen. Det ene skal være TV. Det betyder, at de studerende slet ikke får muligheden for at arbejde med lyd, hvis ikke de vælger det. Dén opbygning vil ikke ændre sig, men der er andre muligheder.

”Den nye studieordning skal i gang efter sommerferien, og vi er ved at undersøge, om vi kan få lydmediet introduceret allerede fra første semester,” siger Mette Mørk.

Selvom der lige nu ikke ligger et format klar, hilser Jakob Dybro Johansen, der er underviser på lydforløbet  idéen velkommen. 

”Det er ikke et område, jeg har indflydelse på, men som fan af lydmediet ville det være skønt, hvis der kom mere lyd på DMJX,” siger han.

DMJX lytter – men
For Mette Mørk viser de mulige ændringer, at DMJX lytter til ris og ros fra de studerende, men det kræver, at de råber op, når tingene ikke fungerer.

”Tit er det sådan, at hvis problemet er der, og det er nemt at løse, så finder vi ud af det. Vi lytter faktisk, når I kommer til os. Derfor er det også vigtigt, at I kommer,” siger hun.

Selvom DMJX gerne vil gøre det bedre, så minder Mette Mørk om, at det ikke behøver at være jordens undergang, hvis tingene ikke altid går som forventet.

”For jer bliver alting meget eksistentielt. Nogle gange, så tænker I ‘Nå, men jeg falder sikkert død om, hvis jeg ikke får det her’. Men det gør I ikke – for så er der noget andet, man får ud af det i stedet,” siger hun.

Emma Sommer er ikke faldet død om. Hun er glad for, at skolen vil se på problemet. Hun er også bevidst om, at hendes oplevelse i det store perspektiv befinder sig på småtingsskalaen – men det ændrer ikke det store.

”På verdensplan er det Jordens mindste problem. Men for mig er det stadig enormt træls,” siger Emma Sommer.