Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzau: ”Du skal være djævlens advokat”

Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzau: ”Du skal være djævlens advokat”

Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzau: ”Du skal være djævlens advokat”

Bertil Fruelund fra Ritzaus Bureau har dækket et utal af pressemøder den seneste tid. For ham er det en disciplin først at finde på spørgsmålene, når han står på stedet, men målet er altid det samme: Han skal finde hullerne.

Skribent: Mads Oxlund Petersen
Illustration: Amanda Nygaard Frisk

Udgivet den 29. oktober 2020

Bertil Fruelund springer op på cyklen og suser ned mod Eigtveds Pakhus. Det er endnu et COVID 19-pressemøde, han er på vej til. Han skal ned for at stille kritiske og opklarende spørgsmål til regeringens coronastrategi på vegne af befolkningen. Cykelturen går gennem København og ender ved den brostensbelagte indgang til Centraladministrationens møde-og konferencelokale, hvor en hel del af COVID 19-pressemøderne har udspillet sig.

På redaktionen fik man på kort tid koordineret sig frem til, hvem der skulle afsted, da nyheden om pressemøde tikkede ind. Den seneste tid har der været mere end almindeligt mange pressemøder, og selvom Bertil Fruelund er vant til at skulle dække en del, er han ikke vant til at dække dem en gang om ugen.

Journalisten er læserens repræsentant

Når Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzaus Bureau, er han vant til at skulle gribe mikrofonen og skyde spørgsmål fra hoften. Alligevel er han journalist og ikke cowboy. For ham er det mere reglen end undtagelsen, at spørgsmålene til et pressemøde først sidder der, når man er mødt op, og mikrofonen bliver tændt:

”Det er jo lidt en disciplin som nyhedsjournalist at kunne finde på nogle spørgsmål ret hurtigt: Hvor kan man mærke, at det knirker lidt? Hvad giver mening for almindelige mennesker i det, de siger? Nogle gange bliver man indkaldt med 20 minutters varsel, og så har man ikke tid til andet end at gribe en kuglepen og en blok.”

Som ung journaliststuderende landede Bertil Fruelund i en praktikplads som finansjournalist, et emne som han efter eget udsagt ikke vidste noget om, den dag han startede. Dengang var det et spørgsmål om at få stoffet ind under neglene, og Bertil fik efterhånden ”skrevet sig ind” på området og opbygget sin erfaring. I dag har han både fået læst og skrevet sig ind på de emner, han dækker, men han savner alligevel at være grøn på nogle flere områder:

”Til tider gik det bedre i starten, fordi man nok formidlede stoffet bedre på læsernes vegne. Det, man ikke selv forstår, er tit det, læseren heller ikke forstår. Og på mange måder er man jo læserens repræsentant.”

Bertil Fruelund fremhæver især én vigtig ting som redskab til at stille de afgørende spørgsmål på et pressemøde:

”Du må ikke gå og tænke, at du lyder dum, eller at der findes mennesker, der ved mere om det end dig selv, for det er der helt sikkert. Men man må jo spørge på læsernes vegne, og forhåbentligt ved du bare lidt mere om det end dem.”

 

Går hårdt til magten

Når Bertil Fruelund efter sin cykeltur gennem de Københavnske gader har sat sig i stolen med blokken i hånden, er drømmescenariet at have al tiden til spørgsmål for sig selv, men som journalist på et pressemøde må man dele tiden med de øvrige journalister. Selvom nogle medier bliver prioriteret anderledes end andre, påvirker det ikke forholdet mellem journalisterne:

”Der er en god tone, og vi hjælper hinanden så godt, vi kan. Men det er jo altid DR og TV2, der får lov til at spørge først. Jeg prøver altid at tælle, hvor mange der kommer før mig, og hvis det er fire spørgsmål, skal jeg jo have fem gode spørgsmål.”

Som nyhedsreporter på Ritzaus Bureau er det Bertil Fruelunds fornemmeste opgave at formidle det, der sker, hurtigst muligt. Ritzau leverer nyheder til en stor del af de danske medier hver dag, og derfor er hurtighed og enkelthed to af de vigtigste parametre i Bertil Fruelunds dækning. På den måde sikrer han, at det, han skriver, kan bruges i alle medier.

Alligevel opfatter Bertil Fruelund det som sin journalistiske rolle at gå hårdt til den fremmødte magt på pressemøderne. Han husker sig selv på, at han er der på vegne af befolkningen og læserne – som en slags oversætter, som han selv siger – og den rolle har han især taget på sig under COVID 19-pressemøderne:

”Du skal være djævlens advokat over for dem, der udsender deres budskab. Selvom det måtte være det mest hjerteligt godgørende, skal du være kritisk over for det: Hvad er det, I vil have? Virker det? Hvad vil det betyde?”

Opgaven er at finde håret i suppen

Da antallet af COVID 19-pressemøder var på sit højeste i Danmark, fløj en del seere til tasterne på Facebook, fordi de mente, at journalisterne var for kritiske i en krisesituation. Samtidig udtalte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i en udgave af Journalisten, at han var ærgerlig over, at journalisterne ledte efter håret i suppen til pressemøderne. Men den sag ser Bertil Fruelund anderledes på:

”Det er jo vores opgave, for han kommer jo ikke selv til at sige, hvad der er håret i suppen. Vi skal finde hullerne, så læserne bliver opdateret på, hvad myndighederne kommer med, hvad det kan, og hvad det mangler. Så er der nogle, der mener, at spørgsmålene blev stillet for hårdt, men det har ikke noget med indholdet at gøre.”

 Og når man som journalist i et lokale fyldt med andre journalister skal forsøge at finde håret i suppen, har Bertil Fruelund ofte flere vinkler med i værktøjskassen for at kunne fange magthaverne på de mest saftige og problemfyldte emner:

”På det sidste pressemøde spurgte jeg Thorkild Fogde (Danmarks Rigspolitichef, red) om, hvordan han ville få de unge mennesker til at stoppe med at snave og drikke, når nu den katolske kirke ikke er lykkedes med det i 2000 år. Og der måtte han jo erkende, at det kunne de nok ikke.”

Maria Jencel har skabt et kvindefællesskab på de sociale medier

Maria Jencel har skabt et kvindefællesskab på de sociale medier

Maria Jencel har skabt et kvindefællesskab på de sociale medier

SKRIBENT: LAURA NØRKJÆR SELIGMANN
FOTO: Petra Kleis

Udgivet den 29. oktober 2020

Når du scroller ned ad Maria Jencels Instagram-feed ser du pink. 

”Jeg giver dig glimmer, girlpower, rigdom og kærlighed,” lyder hendes bio, og det passer ret godt til, hvad man ser.

Girlpower og kvindefællesskab er grunden til, at Maria Jencel bruger tid på Instagram. Her deler hun personlige historier om, hvordan hun oplever det at være kvinde.  

”Det, der har fået min følgerskare til at vokse sig så stor og har givet mig lyst til at dele tanker på Instagram, er det kvindefællesskab, som meget hurtigt er opstået på min profil,” fortæller den 30-årige Maria Jencel, radiovært på 5 Media’s internationale podcast.  

Hun har i skrivende stund 15.000 følgere på Instagram.

Opslaget der startede det hele

For nogle år siden delte Maria Jencel et opslag på Instagram. Her fortalte hun om, hvordan hun oplevede, at det var svært at balancere at være feminin, når maskulinitet bliver set som det mest seriøse og troværdige. 

”Jeg havde aldrig fået så stor respons før. Der blev skrevet om det i alle medierne,” siger Maria Jencel.

Hendes rolle på Instagram blev ændret:

”Nu gav det mig faktisk noget at være på Instagram. Før var det måske lidt mere ligegyldigt.”

Kvinder begyndte at skrive til hende og takke for hendes ærlighed. De kunne identificere sig med hende, og der blev skabt et kvindefællesskab over Maria Jencels profil. Et kvindefælleskab Maria Jencel kalder for vigtigt og magisk. Men at blive en rollemodel kommer også med ansvar:

”Jeg tænker rigtig meget over, hvad jeg poster, og at jeg har et ansvar overfor de her kvinder. Når jeg en sjælden gang imellem laver samarbejder, er det kun ting, der taler ind i den fortælling, jeg har, som, jeg synes, er vigtig.”

En dør blev lukket – en ny blev åbnet

Maria Jencel har valgt at dele personligt ud på sin Instagram. Hun er opmærksom på, at det kan lukke nogle døre, hvis hun i morgen vil være telegramskribent for Ritzau, men det har også givet noget ekstra til hendes journalistik:

”Jeg synes, det er helt fint at være den klassiske mikrofonholder journalist,

For alle journalister er mennesker med en fortælling, og de har altid sig selv med i historien, forklarer hun.

At have sig selv med i historien har Maria Jencel altid selv forsøgt:

”Jeg har altid bragt mig selv i spil. Også som udenrigskorrespondent. Jeg har prøvet at skrive historier, jeg kan identificere mig med.”

Den dag i dag ser Maria Jencel mere sig selv som en journalistisk profil end en klassisk journalist.

Selvom det har lukket døre, ser hun ikke tilbage med utilfredshed.

”Jeg har også dage, hvor jeg tænker, at jeg gider overhovedet ikke at være en offentlig person lige nu. Men så har jeg et eller andet på hjerte, som jeg sygt gerne vil dele, og så gør jeg det. Responsen er helt overvældende, og så føles det helt vildt rigtigt og vigtigt.”

Det personlige er essentielt – Det private er forbudt for Johannes Langkilde

Det personlige er essentielt – Det private er forbudt for Johannes Langkilde

Det personlige er essentielt for Johannes Langkilde. Det private er forbudt

SKRIBENT: LAURA NØRKJÆR SELIGMANN
FOTO: CHRISTIAN FALCK WOLFF

Udgivet den 29. oktober 2020

13 gange inden for den sidste måned omtales den amerikanske præsidentvalgkamp i tweets på den tidligere USA-korrespondent Johannes Langkildes Twitter.

Opslagene på hans Twitter-profil med opdateringer på den amerikanske valgkamp går direkte ud i stuerne til hans følgere.

Med Twitter får Johannes Langkilde nemlig mulighed for at supplere med mere end bare det, man ser på fjernsynet.

”Jeg får lov til at komplimentere det, jeg står for, og det jeg repræsenterer – som person, som journalist, som studievært,” siger Johannes Langkilde.

Søgelyset følger den, der stikker næsen frem

Johannes Langkilde har som journalist været i offentlighedens søgelys i mange år. At blive en offentlig person er noget, han var opmærksom på, da han trådte ind i sin profession. 

”Det er et vilkår, man må leve med, når man stikker snuden frem, og det har jeg også været bevidst om siden dag et,” siger han.

Derfor har han også været bevidst om, at han måtte vise noget mere af sig selv for at fremstå troværdig.

”Jeg synes, at det er helt nødvendigt at være personlig, fordi upersonlige mennesker er i sagens natur både kedelige og utroværdige. Det giver ikke folk mulighed for at vurdere det fulde menneske.”

Den direkte kommunikation skaber et tættere bånd mellem studievært og seere.

Derfor deler Johannes Langkilde også selfies, der tager seeren med ind bag det store kamera i TV Avisen og viser, hvad der sker inde bagved.

Vis dette opslag på Instagram

Hej fra TV Avisen ? #MændKanGodtMulti-taske

Et opslag delt af Johannes Langkilde (@johslangkilde) den

Personlig vs. privat

Johannes Langkilde er dog meget bevidst om, at der er nogle ting, han ikke ønsker at komme ind på. 

”Alt, hvad der hedder politisk overbevisning, er fuldstændig no-go. Jeg har aldrig gjort det, og jeg kunne aldrig finde på det.”

Selvom han også argumenterer for den enorme vigtighed i at være personlig, så er der også en grænse for, hvor nært han ønsker at gå. Her skelner Johannes Langkilde især imellem privat og personlig.

”Det private er mere et spørgsmål om at involvere folk i tanker eller noget, som kun er den inderste kerne forundt. Det er super svært at definere, og det er også svært at komme med eksempler på, for det er en vurdering fra gang til gang, men jeg har en meget veludviklet mavefornemmelse for, hvad der går, og hvad der ikke går.”

Det helt private kunne være at fortælle, at man havde skændtes med sin kone eller genfortælle, hvad Moster Erna sagde til en familiefødselsdag, forklarer Johannes Langkilde.

Udviklingen fra sladderblade til SoMe

Sociale medier er nye for mange af os, men sladder og snagen i den verden inde bagved, som vi normalt ikke ser, er en gammel dyd, forklarer Johannes Langkilde:

”Hvis vi to havde talt sammen for ti år siden, så havde det handlet om, hvordan det er at være i bladene. Men nu ringer du og spørger om de sociale medier, for det er hvad der er relevant i dag. Men det er jo to sider af samme sag. Det handler om, at der er mennesker, som følger med i dit liv via en eller anden kanal.”

Publikum har altid gerne ville ind bag skærmen og vide, hvem det er, de sidder og ser på hver aften i TV Avisen. Derfor har Johannes Langkilde også oplevet som en offentlig person og en såkaldt kendis at havne i diverse kulørte blade.

”Nu har jeg gjort det her i så mange år og har overhovedet ikke tal på, hvor mange gange jeg er havnet i de kulørte blade. Der ser man på et billede af et menneske og læser en artikel, som jo er envejs. De sociale medier har været med til at afmontere hele den der kendisaura, fordi man bliver meget mere lettilgængelig, og man kan få en dialog med folk,” siger han.

Med sociale medier får publikum lettere ved at komme ind under facaden hos Johannes Langkilde, men han får også større mulighed for at sætte ansigt på sit publikum – på hans egne præmisser.

En kort, en lang, et splittet resultat og en klagesang. Hvordan håndterede DMJX afstemningen om 18 måneders praktik?

En kort, en lang, et splittet resultat og en klagesang. Hvordan håndterede DMJX afstemningen om 18 måneders praktik?

En kort, en lang, et splittet resultat og en klagesang. Hvordan håndterede DMJX afstemningen om 18 måneders praktik?

For nyligt fik 2. og 3. semester mulighed for at stemme om en forlængelse af deres praktikperiode på journalistuddannelsen. Afstemningen har dog ifølge flere elever været en kritisabel affære. På vegne af Illustreret Bunker har jeg sat mig for at undersøge, hvorfor skolen afviklede afstemningen, som de gjorde – og om de kunne have gjort det anderledes. 

Skribent: Frederikke Elberth Møller
Illustration: Charlotte Stentebjerg-Hansen

Udgivet den 29. oktober 2020

Med opladte sind og brune knæ mødte 2. og 3. semester direkte ind fra sommerferien for at afgive en vigtig stemme: Ville de have ændret deres praktikperiode fra 12 til 18 måneder? Jeg har opsøgt ledelse, bestyrelse og elever for at få forskellige vinkler på afstemningsprocessen.

DMJX fik på kort tid eksekveret både informationsmøde og afstemning blandt de studerende, og resultatet lå klart i indbakken på efterårets første dag: 3. semester fortsætter med deres nuværende studieordning med 12 måneders praktik, mens 2. semester med nød og næppe fik et kvalificeret overtal. Derfor sætter de nu kurs mod en praktiklængde på 18 måneder.

Stemmegrænsen for at godtage praktikforlængelse var 75 procent.

Med en samlet stemmeprocent på 71 fordelt over 2. og 3. semester ville alle elever som planlagt gå i 12 måneders praktik, hvis ikke resultatet var blevet opdelt. Men var det hele tiden meningen at dele stemmerne op?

DMJX’ uddannelseschef Henrik Berggren udtaler:

”Ja, det var meningen. Eller i hvert fald at vi kunne vælge at opdele det. Vi havde to meget forskellige resultater.”

Han henviser til, at 76,7 procent fra 2. semester stemte for en forlængelse af praktikken, mens 64,9 procent på 3. semester ønskede 18 måneders praktik. Henrik Berggrens svar stritter dog lidt. Først forklarer han, at skolen kunne vælge at dele stemmerne op. Efterfølgende skifter han til, at han gik ud fra, eleverne var klar over stemmeopdelingen mellem semestrene. Men eleverne har intet fået at vide om den opdeling – hverken mundtligt eller på skrift.

 

Et oplyst valg på uoplyst grundlag

Jeg søger videre efter et entydigt svar, og det burde kunne findes i skolebestyrelsens seneste mødereferater. De ligger frit tilgængelige på DMJX’ hjemmeside, men både dagsorden, bilag og mødereferat fra 22. juni 2020 er som sunket i jorden. Det var den dag, bestyrelsen havde et møde om praktikperioden. Men alt fra den dato er væk.

Prorektor Jens Grund, som ligeledes sidder i bestyrelsen for DMJX, tager heller ikke sin telefon trods gentagne forsøg på kontakt. Jeg formulerer flere beskeder til ham i håbet om et interview, men bliver mødt af følgende:

”Kære Frederikke. Jeg er optaget.”

Danmarks Medie – og Journalisthøjskoles prorektor har ikke tid til et interview på 30 minutter, selvom han får en frist på 12 dage. Med en SMS-besked gør jeg opmærksom på, at jeg ville ønske, svaret lå i bestyrelsens mødereferat fra 22. juni, men at det er blevet slettet fra skolens hjemmeside.

Intet svar.

Som et sidste forsøg på at finde afklaring på, om 2. og 3. semesters stemmer oprindeligt skulle adskilles, kontakter jeg en person, som er mere tilgængelig end skolens rektorat. Denne person bliver daværende studenterrepræsentant, Mats Piilmann Magnussen. Han sad i skolens bestyrelse, da der blev drøftet tidligere afbrydelse af den nuværendes studieordnings 12 måneders praktikperiode, og han mener ikke, at der blev talt om opdeling af stemmeresultaterne.

”Det husker jeg ikke, at vi gjorde. Jeg vidste i hvert fald ikke, at der ville blive skelnet mellem semestrene”.

Mats sender mig ligeledes referatet fra bestyrelsesmødet, da han som tidligere bestyrelsesmedlem heldigvis har det liggende. I det står heller intet om, at 2. og 3. semesters stemmer skulle deles op. Der står i stedet følgende – som kunne tyde på det modsatte:

“Bestyrelsen besluttede (…) at søge ministeriet om afbrydelse af forsøgsordningen for Journalistik med virkning fra 2019, såfremt 25% af de studerende i den foreslåede undersøgelse ikke anser det for problematisk.”

Efter flere interviews samt gennemgang af mødereferater peger ingen pile i retning af, at opdelingen hele tiden var planlagt – det har eleverne i så fald intet hørt om. Det efterlader en undren.

Har skolen haft interesse i at få så mange som muligt i 18 måneders praktik? Svaret ligger måske begravet hos de højere magter. Men prorektor Jens Grund er 16 dage efter min sidste henvendelse ikke vendt tilbage. Ligeledes er mødereferatet fra 22. juni stadig ikkeeksisterende på DMJX’ hjemmeside.

 

Utilfredshed og uoplyste elever

Det er altså ikke umiddelbart til at finde svar på, om skolen fra start havde intention om separering af stemmerne.

Derfor dykker Illustreret Bunker i stedet ned i processen før den vigtige afstemning. Vi spoler tiden tilbage til to uger inden, eleverne fik stemmeresultaterne. I forbindelse med at DMJX overhovedet besluttede sig for at afholde en afstemning, skrev vores prorektor nemlig følgende 17. august:

”Det er vigtigt for os, at I kan afgive jeres stemme på et oplyst grundlag.”

Hvis skolen ønsker, at de studerende skal tage en beslutning på oplyst grundlag, kan det umiddelbart forekomme irrationelt at åbne afstemningen syv dage inden, uddannelseschef Henrik Berggren og praktikkoordinator Martin Vestergaard holder det famøse green-screen-informationsmøde. Hvordan kan skolens elever tage et oplyst valg uden at være blevet oplyst først?

Henrik Berggren forklarer det med, at en tidlig åbning af den virtuelle stemmeurne blev igangsat for at få højere stemmeprocent.

”Vi tvang ingen til at stemme inden informationsmødet. Vidste man ikke nok, kunne man bare stemme efter mødet. Det er ikke vanskeligt.”

Meget tyder dog på, at en stor del af DMJX’ studerende faktisk stemte, inden de blev oplyst af skolen. Illustreret Bunker igangsatte en spørgeskemaundersøgelse – som kun kan besvares én gang – hvor omkring 25 procent af eleverne på 2. og 3. semester har svaret på, hvornår i processen de har afgivet deres stemme. 55 procent af de adspurgte har svaret ”før skolens online infomøde.”

Jeg spørger studenterrepræsentant Mats Piilmann Magnussen, hvad han tænker om skolens prioritering om at åbne afstemningen før informationsmødet.

”DMJX skulle selvfølgelig have afholdt informationsmødet inden afstemningen. Det er præcis ligesom til et folketingsvalg, hvor man i en lang periode op til afstemningen informerer om, hvad det handler om. Man skulle have gjort det samme på skolen,” siger han.

Netop Mats’ formulering stemmer godt overens med, hvordan Simone Nielsen, 2. semester, har afgivet sin stemme. Hun stemte nemlig for en praktikperiode på 12 måneder inden informationsmødet, men gør opmærksom på, at hendes valg ikke var velfunderet.

”Jeg var blank på, hvad jeg ville stemme, og at skolen åbnede afstemningen først, bidrog blot mere til forvirringen. Jeg mener bestemt ikke, vi fik nok tid og information til at tage et velbegrundet valg”.

Med manglende information henviser Simone Nielsen til, at hun savnede erfaringer fra mediebranchen og praktikanter, som har prøvet en 18 måneders praktikperiode.

”Jeg vidste jo ikke, hvad jeg ville få ud af henholdsvis 12 eller 18 måneders praktik. Jeg ville gerne have hørt noget fra praktikanternes og mediebranchens egen mund. Hvad tænker de om det?,” siger hun.

Henrik Berggren lægger dog stor vægt på, at skolens online informationsmøde skulle være upartisk. Han og praktikkoordinator Martin Vestergaard ville altså ikke sælge den ene praktikmodel bedre end den anden.

Han anerkender, at skolen godt kunne have brugt flere ressourcer på at oplyse eleverne med aktører udefra, men understreger, at det ville være et stort set-up at sætte i søen. I stedet henviser han til, at tvivlsomme elever kunne have taget spaden i egen hånd.

”Vi følte, at vores infomøde var nok. Hvis eleverne manglede oplysninger, kunne de bare selv have søgt dem, så de kunne stemme på et oplyst grundlag inden informationsmødet”.

”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

Knud Brix er lige fyldt 40, han har en skilsmisse og en lang række arbejdspladser bag sig. Uden familien var han, med egne ord, blevet en krigsjunkie med hang til portvin, der, på Kirsten-Birgitsk-vis, fortalte de samme historier igen og igen. I stedet fortæller han nu, som vært på Danmarks mest populære nyhedspodcast, Genstart, en ny historie hver dag.

Skribent: Kresten Andersen

Foto: Valdemar Ren

Udgivet den 07. juli 2020

”Nu siger du til, hvis jeg snakker for meget, ik?” siger Knud Brix og stikker til fiskefrikadellerne på sin tallerken. Det er dagens ret i DR Byen.

Når han taler, er det som at tænde for et afsnit af Genstart. Det er den samme lethed, nysgerrighed og legen med ordene, som hver dag skyller ud af højtalerne hos et rekordhøjt antal danskere.

Knud Brix møder Illustreret Bunkers udsendte i frokostpausen fra arbejdet på Danmarks Radios nyhedspodcast, Genstart. Inden frokost interviewede Knud Brix Informations indlandsredaktør, Anton Geist, om Inger Støjberg og Instrukskommissionen. Efter frokost skal han indtale speaks til en udsendelse om anholdelsen af en formodet krigsforbryder fra Rwanda.

”Det er ikke nødvendigvis nyhedsdagsordenen, vi følger. Den er vi venligst fritaget fra at følge slavisk,” siger Knud Brix med en vis lettelse i stemmen.”Over tre uger skulle vi gerne have dækket de væsentligste historier. Men når Soleimani har fået en bombe i hovedet i Irak, så aner man ikke, hvad der er sket de første par dage. Man ved ikke, hvad det kan føre til og hvorfor og hvordan. Der skal vi have modet til ikke bare at køre uden at vide noget.”

Den afventende strategi lader til at virke. Med deres egne ord lover Genstart lytterne ”et unikt indblik i én aktuel historie”. Det har holdet bag Genstart gjort godt. Så godt, at podcasten har fået en fast plads i top-10 over de mest hørte podcast i Danmark, siden man for første gang i starten af marts kunne høre Knud Brix’ let tøvende, sprøde røst som vært.

”Man ville jo gerne sige, ”ej, det betyder ikke noget for mig.” Det ville være latterligt, hvis jeg påstod, at jeg ikke er glad for, at vi har fået mange lyttere. Det er vel for helvede det, der er formålet,” siger Knud Brix.

Ad omveje
Det er en snoet vej, der har ført til, at Knud Brix i dag sidder i DR’s kantine og lader de varme fiskefrikadeller blive kolde over sine velformulerede talestrømme.

Mange forbinder nok Knud Brix med sorte jakkesæt og politiske analyser fra Christiansborgs gange på TV2 News eller som hårdtslående morgennyhedsvært på det hedengangne Radio24syv. I dag er det glatbarberede reporterlook skiftet ud med et fuldskæg, en armygrøn skjorte, et par baggy bukser og en tophue med oprullet kant. En af de strikhuer, der – med fare for at fornærme både jøder og journalist – i pasform minder mest om en kalot.

Den mere eftertænksomme tilgang til journalistik, som Knud Brix nyder ved Genstart, har ikke ligefrem været dén journalistiske linje, der har været gennemgående i Knud Brix’ karriere.

”På ’News’ var mantraet ”Først. 24 timer i døgnet”. Jeg ved ikke, hvordan jeg blev lullet ind i det, som om det var det vigtigste kriterium at være først. Først hvorfor? Med hvad en eller anden ordfører har sagt? For hvem er man først? Er det for vores egne store egoer? Eller er det, hvad chefen eller lytterne synes? Det blev jeg en slave af… Men jeg var god til det.”

Næsen for den politiske journalistik førte til, at Knud Brix i over 10 år bed politikerne i haserne for Jyllands-Posten, Nyhedsavisen og TV2.

Knud Brix er vært på DR’s nyhedspodcast Genstart, som udkom første gang den 2. marts 2020.

Politik og poesi
Den amerikanske præsident Harry S. Truman skulle efter sigende have sagt ”If you want a friend in Washington, buy a dog.” En verden, hvor man skal stille spørgsmålstegn ved alt og ikke kan stole på nogen, sætter sine spor.

”Jeg blev enormt kynisk. Jeg havde lyst til at afsløre folk og trække bukserne af dem og se, hvor hårdt jeg kunne stille spørgsmålene. Nogle gange glemte jeg, hvad substansen var, eller hvad historien var. Jeg kan huske en finanslov, hvor det var så åbenlyst, at nogen havde vundet eller tabt. Da de kom ud af glasdøren, var det første, jeg spurgte om, ”hvem har vundet, hvem har tabt?” Bagefter var der en, der sagde, ”hvad er de egentlig blevet enige om?” Det vidste jeg sgu ikke rigtig. Jeg var optaget af spillet for spillets skyld.”

Som en slags modgift mod Christiansborgs ætsende miljø trak Knud Brix på en gammel kammerat i nøden, poesien.

”Det journalistiske sprog er et ganske specielt sprog, der har et formål. Poesien er det stik modsatte. Det har ikke nødvendigvis et formål. Det er skrift for lysten eller det formålsløses skyld,” siger Knud Brix.

I 2017, mens han stadig var politisk reporter på Christiansborg for TV2 News, udgav Knud Brix sin politiske digtsamling, Natfolden. Digtsamlingen gjorde noget, der sjældent er set hverken i dansk politik eller i dansk poesi. Den mixede de to verdener.

Natfolden fik en blandet modtagelse. Det blev til et enkelt hjerte i Politiken, fire stjerner i Jyllands-Posten og kritik fra flere sider for udokumenteret at blande fakta og fiktion. Knud Brix fastholder, at Natfolden er fiktion. Da han udgav Natfolden, vidste han, at den ville forsegle hans tid på Christiansborg.

”Jeg var færdig. Da jeg havde skrevet det der, så var jeg reelt færdig. Det var mere et spørgsmål om, ”bliver jeg fyret?”.Jeg vidste også godt, at når jeg først havde skubbet den båd i, så kunne jeg jo ikke blive der i 10 år. Ikke fordi jeg havde skidt så meget i egen rede, men hvis jeg siger, at du bliver et kynisk og dårligt menneske af at være i politik, så er det klart, at så kan du ikke være der 10 år mere. Så er du jo også idiot.”

Når man snakker med Knud Brix, er det tydeligt at høre, at han blev opslugt af Christiansborg. Substansen røg ud af ligningen, og det hele blev kogt ned til en bitter, uappetitlig bouillon af kynisme og magtspil. Det Knud Brix mistede i sin Christiansborg-tid, får han nu igen med Genstart.

”Det er det åbenlyse i, at det handler om lytteren og ikke mig og mit forkvaklede ego. Hvordan kan vi lave en fortælling og forklæde det som noget, så folk gider høre om krigen i Yemen. Vi fandt en ung kvinde, som sidder og forhandler fred dernede, og så fortæller vi historien gennem hende. Det er jo ikke fordi, at jeg tror folk er dumme, at de skal have det ind med ske. Det handler om, at når man bruger fortællinger, som er det stærkeste, vi har i faget, kan du slippe afsted med ret meget faktuel info. Det, synes jeg, er mega befriende.”

Radiofabrikken
De fleste mennesker i kantinen har så småt tømt tallerkenerne for fiskefrikadeller og sat bakkerne på plads for at vende tilbage til deres poster i det enorme DR-maskineri. Tilbage sidder den 40-årige Knud Brix. I dag er han væk fra det politiske spil og sidder i stedet bag mikrofonen.

Inden han blev styrmand på DR’s nye podcastflagskib, arbejdede han i to år som vært på Radio24syv Morgen. En tjans, der blev en redningsplanke fra Christiansborg.

”Da jeg kom på 24syv, var det en redning. Jeg var udbrændt som nyhedsjournalist. Det var noget helt andet at komme et sted, hvor der var nysgerrighed og højt til loftet. Det var en kreativ legeplads. Jeg har altid været misundelig på ”The Factory” i New York i 70’erne, hvor Andy Warhol holdt hof, natklub og atelier, sådan et sted, man vidste, var et fucking kreativt arnested.”

For Knud Brix var 24syv det tætteste, man kommer på Warhols legendariske legeplads i den danske mediebranche.

”Udover de skøre typer i toppen med Bertelsen og Brügger, så er det bare et sted, hvor du løber ind i Knud Romer, drikker kaffe med Master Fatman, og hvor der er en radikal præst på besøg. Hvis jeg lavede en liste over de mennesker, jeg helst ville arbejde sammen med eller møde, så var de alle samlet det sted.”

Rejsen
Afslutningen på Radio24syv blev på sidstedagen markeret med udsendelsen af radioserien ’General Butt Naked’, hvor Knud Brix besøger en liberisk krigsherre, kannibal og kristen evangelist. Rejsen blev en fortælling om Liberias ødelæggende og diabolske borgerkrig, men også en rejse ind i Knud Brix’ indre personlige tumult ovenpå en skilsmisse og den nye rolle som nyligt fraskilt familiefar.

”Ideen om at være en familie er ret grundlæggende. Så efter skilsmissen var jeg ramt af en form for granatchok og følelsesløshed og tænkte ”den klassiske metode er, at så må du dykke ned i noget, hvor du kan mærke dig selv, for så kan du finde dig selv.” De udenlandsting, jeg har lavet, har været en eskapisme. Der skulle noget ekstremt til for, at jeg kunne mærke mig selv. Man føler sig bare mere i live, ik? Det er jo paradoksalt.”

Knud Brix måtte dog hurtigt indse, at dansen mellem familieliv og at søge verdens dystre afkroge og destruktive hjørner ikke er en let dans.

”Jeg troede, at jeg skulle være freelancer og god far i en uge og rejse til Sydafrika og lave noget med en gammel storvildtjæger den anden uge. Jeg troede, jeg kunne leve et skizofrent liv, men jeg fandt ud af, at jeg ikke havde staminaen. Jeg blev underlig og sad i underbukser derhjemme.”

Det kan ikke overlades til hvem som helst
Knud Brix rejser sig fra bordet i den mennesketomme kantine. Vi bevæger os mod Genstarts redaktion, hvor Knud Brix til dagligt sidder med de kollegaer, der udgør teamet, der hver dag udsender en ny podcast.

”Vi ligger lige ved siden af Orientering og DR Dokumentar, og det er egentlig meget fedt, fordi den ene laver længerevarende formater, og den anden laver hurtigere ting. Meget af vores arbejde er jo at gå at høre, hvad er der på vej og sådan,” siger Knud Brix.

Genstart har givet Knud Brix glæden ved at arbejde. Han har genfundet substansen i historierne. Kynismen og skepticismen, som i mange år udgjorde det yderste, usynlige fernis af jakkesætsuniformen på Christiansborg, har han skrællet af.

”Det er ikke sikkert, at bageren lyver, når han siger til dig, at der ikke er flere spandauere. Den der totale gennemvævning af hele mit liv. Det tankesæt har jeg sluppet.”

Udover at finde den journalistiske formel, som Genstart har fundet, hvor substansen og den gode fortælling fremhæves, er opskriften på, hvordan man genfinder sit journalistiske selv, ifølge Knud Brix, relativt simpel.

”Det, der hjælper, er kolde bade, god litteratur og mennesker omkring dig. Og så at glemme egoet en gang i mellem.”

Selvom det lyder som et definitivt farvel til Christiansborg, understreger Knud Brix, at han er væltet tilfældigt ind i de fleste af sine karriereveje, og derfor stadig vil forholde sig åben for tilfældighedernes magt. Politik kan have en nærmest narkotisk tiltrækning, og afvænningen er ikke slut.

”Jeg er ikke tilstrækkeligt afluset, men jeg vil ikke være afvisende på et eller andet tidspunkt. For fanden, samfundsforhold er noget af det vigtigste, politik er spændende, politik er interessant… og man kan ikke overlade det til hvem som helst.”