Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det

Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det

Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det
Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det

Det er vigtigt, at medier dækker historier om selvmord, så emnet kan aftabuiseres. Men det kræver overvejelser om, hvordan man dækker selvmord på den bedst mulige måde, ellers kan det føre til mere skade end gavn. Kom med ind i hovedet på to journalister, der har siddet med disse overvejelser.

Skribent: Stine Kærgaard Nissen
Illustrator: Charlotte Stentebjerg-Hansen

Udgivet den 29. oktober 2020

Spørgsmål 1.

 

Du vil gerne skrive en artikel om selvmord. Der er en klokke fra dengang, du havde Medieret og Presseetik, der ringer. Hvad var det nu, du lærte?

Du vil gerne skrive en artikel om selvmord. Der er en klokke fra dengang, du havde Medieret og Presseetik, der ringer. Hvad var det nu, du lærte?

Ulrik Holmstrup er journalist og medlem af Pressenævnet. Han understreger dog, at han ikke udtaler sig på vegne af Pressenævnet.

Ifølge ham har det altid været kutyme, at man ikke omtaler selvmord i medierne, fordi det er noget privat.

”Selvmord handler i bund og grund om privatlivets fred, som er beskrevet i et andet punkt. Men man har valgt at skrive det i et selvstændigt punkt og specifikt pege på, at det er et område, man skal være varsom med,” siger han.

Pressenævnet har de seneste 15 år haft ni sager omhandlende punktet selvmord. I seks af sagerne er der givet kritik. Disse sager har fået kritik, fordi der ikke var nogen almen interesse i at omtale selvmordet.

Spørgsmål 2.

 

Du overvejer, hvad der kan begrunde offentlig omtale af et selvmord. Hvad kommer du frem til?

Du overvejer, hvad der kan begrunde offentlig omtale af et selvmord. Hvad kommer du frem til?

Der er ikke noget entydigt svar på, hvornår offentlig omtale af selvmord kan begrundes. Her må man afveje modstående hensyn. Det er dog ikke et presseetisk problem, hvis de pårørende har indvilliget i omtalen. Og er der tale om et selvmordsforsøg, er det ligeledes ikke problematisk, hvis personen selv ønsker at stå frem.

Annette Erlangsen er seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse. Hun mener, at det generelt er vigtigt at dække selvmord, fordi det er et tabubelagt emne. Derfor skal man ikke afholde sig fra emnet som journalist, selvom det kan være udfordring.

En af de journalister, der har dækket selvmord, er Andrea Dragsdahl, der er journalist på Zetland. Hun skrev d. 28. september 2020 artiklen Færre danskere forsøger selvmord. Jeg forsøgte at finde forklaringen bag en overset succes. Hun mener, det er vigtigt at skrive om selvmord for at kunne aftabuisere emnet.

Hør Andrea Dragsdahls tanker om emnets relevans:

I februar 2020 udgav DR dokumentaren Døde pigers dagbog. Den handler om et netværk af unge piger, som deler deres erfaringer med selvskade og selvmord på det sociale medie Instagram. Bag dokumentaren stod tilrettelæggerne Maria Lyhne Høj og Laurits Nansen. De syntes, det var vigtigt, at offentligheden fik kendskab til netværket, fordi selvskaden og selvmordstankerne bredte sig i netværket.

”Der var risiko for dominoeffekter – altså at det førte til mere selvskade, når pigerne bevægede sig i det her netværk. Derfor var det vigtigt, at eksistensen af netværket kom frem, så Instagram, behandlere og pårørende kunne forholde sig til det,” siger Laurits Nansen.

Det var en svær balance, hvordan dokumentaren skulle formidle, hvad der skete i netværket, uden at den bidrog til domino-effekten.

Hør Laurits Nansen fortælle om sine overvejelser:

 ”Havde det været små klip, hvor det bare havde set lækkert ud med folk, der forsøger selvmord, så ville vi have begået præcis den samme fejl som Instagram.” 

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR 

 ”Havde det været små klip, hvor det bare havde set lækkert ud med folk, der forsøger selvmord, så ville vi have begået præcis den samme fejl som Instagram.” 

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR 

Spørgsmål 3.

 

Du føler dig usikker på, hvordan du dækker emnet selvmord på den bedst mulige måde. Hvad gør du?

Du føler dig usikker på, hvordan du dækker emnet selvmord på den bedst mulige måde. Hvad gør du?

 Det er ikke Pressenævnets opgave at vurdere, hvordan journalister dækker selvmord på den bedst mulige måde.

Men det kan være en god ide som journalist at spørge eksperter i selvmord til råds, når man dækker emnet. Både Andrea Dragsdahl og Laurits Nansen spurgte eksperter til råds og brugte eksperter til at se deres arbejde igennem inden udgivelsen.

Det er ikke Pressenævnets opgave at vurdere, hvordan journalister dækker selvmord på den bedst mulige måde.

Men det kan være en god ide som journalist at spørge eksperter i selvmord til råds, når man dækker emnet. Både Andrea Dragsdahl og Laurits Nansen spurgte eksperter til råds og brugte eksperter til at se deres arbejde igennem inden udgivelsen.

Hør, hvad Andrea Dragsdahl fik ud af at spørge eksperter til råds i arbejdet med artiklen:

”Der var en masse ting, jeg ikke havde tænkt over, som eksperterne lagde mærke til.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

”Der var en masse ting, jeg ikke havde tænkt over, som eksperterne lagde mærke til.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

Eksperternes vejledning tager udgangspunkt i WHO’s guidelines til, hvordan medier kan dække selvmord på en ansvarlig måde.

Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse, fortæller, at der findes evidens for, at hvis man følger disse retningslinjer og dækker selvmord på den rigtige måde, kan det føre til et fald i selvmord og selvmordsforsøg. Det kaldes Papageno-effekten.

Papageno-effekten…

… stammer fra Mozarts opera Tryllefløjten, hvor Papageno bliver selvmordstruet, da han mister sit livs kærlighed. Men tre ånder griber ind og viser ham, at selvmord ikke er en udvej. Papageno-effekten er et udtryk for, at den rigtige omtale af selvmord kan føre til et fald i selvmord.

Det er et modsvar til Werther-effekten, som kommer fra Goethes Den Unge Werthers lidelser. I bogen dør hovedpersonen ved selvmord. Dens udgivelse startede en bølge af selvmord i Tyskland og resten af Europa, hvor unge mænd identificerede sig med Werther og kopierede hans selvmordshandling.

Kilde: https://selvmordsforskning.dk/viden/presse/papageno-prisen/ og https://selvmordsforskning.dk/aktuelt-werther-effekten/

Papageno-effekten…

… stammer fra Mozarts opera Tryllefløjten, hvor Papageno bliver selvmordstruet, da han mister sit livs kærlighed. Men tre ånder griber ind og viser ham, at selvmord ikke er en udvej. Papageno-effekten er et udtryk for, at den rigtige omtale af selvmord kan føre til et fald i selvmord.

Det er et modsvar til Werther-effekten, som kommer fra Goethes Den Unge Werthers lidelser. I bogen dør hovedpersonen ved selvmord. Dens udgivelse startede en bølge af selvmord i Tyskland og resten af Europa, hvor unge mænd identificerede sig med Werther og kopierede hans selvmordshandling.

Kilde: https://selvmordsforskning.dk/viden/presse/papageno-prisen/ og https://selvmordsforskning.dk/aktuelt-werther-effekten/

Spørgsmål 4.

 

Du vil gerne have ansigt på de personer, som har haft selvmord inde på livet. Hvordan gør du det?

Du vil gerne have ansigt på de personer, som har haft selvmord inde på livet. Hvordan gør du det?

En af anbefalingerne fra WHO er at bringe historier om, hvordan man kan takle selvmordstanker. Annette Erlangsen fortæller, at det kan være gavnligt, hvis man bringer positive personlige beretninger om folk, der har haft selvmord inde på livet.

”Det er ikke farligt at bringe historier om nogen, der har det svært. Man kan gøre noget godt ved at fortælle om, hvordan en person er kommet ud af sine selvmordstanker.”

– Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse

”Det er ikke farligt at bringe historier om nogen, der har det svært. Man kan gøre noget godt ved at fortælle om, hvordan en person er kommet ud af sine selvmordstanker.”

– Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse

Andrea Dragsdahl valgte i sin artikel at bruge erfaringskilden Emma, som har forsøgt selvmord, men som nu har fået det bedre.

Hør Andrea Dragsdahl fortælle, hvorfor hun valgte Emma som kilde:

Annette Erlangsen fortæller dog, at det kan være skadeligt, hvis personer, som er døde ved selvmord, fremstilles som rollemodeller. Det kunne være, hvis en kendt person dør ved selvmord, og det glorificeres i medierne som en heltegerning.

I DR-dokumentaren medvirker tre piger fra netværket. De er nøje udvalgt, fordi de er reflekterede over netværkets konsekvenser, så det, der foregår i netværket, ikke fremstår forbilledligt. I stedet bruges kilderne til at advare om netværket.

Hør Laurits Nansen fortælle, hvilke tanker der lå bag kildevalget:

”Det var vigtigt for os, at der var nogle piger, der var i stand til at reflektere over det, de havde været igennem.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

”Det var vigtigt for os, at der var nogle piger, der var i stand til at reflektere over det, de havde været igennem.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

Spørgsmål 5.

 

Hvordan forholder du dig til, at din kilde kan være ekstra sårbar?

Hvordan forholder du dig til, at din kilde kan være ekstra sårbar?

Når man bruger sårbare mennesker som kilder, bør man sikre sig, at de har en kontaktperson, som de kan gå til eller ved, hvor de kan hente hjælp, mener Annette Erlangsen.

”Det anbefales, at hvis en person er selvmordstruet, så skal man ikke give slip på dem, før en anden har taget over. Det kan jo også gælde for journalister,” siger hun.

Andrea Dragsdahl brugte eksperter til at give råd og vejledning om, hvordan man interviewer sårbare mennesker.

Hør hvilke råd, Andrea Dragsdahl fik fra eksperter:

”Det er vigtigt, at man som journalist ikke bare tænker, at man er god til sit arbejde.”

– Andrea Dragsdahl, journalist på Zetland

”Det er vigtigt, at man som journalist ikke bare tænker, at man er god til sit arbejde.”

– Andrea Dragsdahl, journalist på Zetland

Hør, hvilke overvejelser Laurits Nansen har gjort sig om at tage ansvar for kilderne, der medvirker i Døde pigers dagbog:

Spørgsmål 6.

 

Da du taler med din erfaringskilde, fortæller personen dig detaljeret om sit selvmordsforsøg. Viderebringer du det i artiklen?

Da du taler med din erfaringskilde, fortæller personen dig detaljeret om sit selvmordsforsøg. Viderebringer du det i artiklen?

En anden af WHO’s retningslinjer er, at man ikke skal nævne metoder til selvmord. At beskrive selvmordsmetoder kan ifølge Annette Erlangsen være direkte skadeligt.

”Beskrivelser af metoder er en dårlig ide. Vi har evidens for, at når en konkret metode beskrives, kan det føre til en stigning i selvmordsforsøg med den samme metode,” siger hun.

 Derfor beskriver Andrea Dragsdahl i sin artikel ikke metoder, som kan give folk ideer til selvmord.

”Min kilde, Emma, har forsøgt selvmord mange gange, så jeg spurgte hende hvordan og hvornår. Det skrev jeg ikke ind. Jeg skrev, at hun har forsøgt selvmord, men ikke hvordan,” siger hun.

I Døde pigers dagbog fandt de det nødvendigt til en vis grad at videreformidle metoder til selvmord, fordi det blandt andet var metoder til selvmord, der blev delt i netværket, og som dokumentaren søgte at afdække. Men detaljer videreformidles ikke.

Hør Laurits Nansen give et eksempel på, hvordan han undgik at videreformidle detaljer:

”Vi ved, hvad det er for en væske, vedkommende har drukket. Det bliver ikke fortalt.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

”Vi ved, hvad det er for en væske, vedkommende har drukket. Det bliver ikke fortalt.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

I Pressenævnet kan der være tilfælde, hvor detaljeringsgraden i omtalen af et selvmord kritiseres. Men igen er det af hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred.

”Vi kan godt gå ind og sige: ’Det var relevant at omtale selvmordet, men detaljeringsgraden kunne have været mindre.’ Man behøver ikke at gå i detaljer med forskellige makabre ting, for der er vi ude over den almene interesse,” siger Ulrik Holmstrup.

Spørgsmål 7.

 

Hvordan forholder du dig til de pårørende til en person, som er død ved selvmord?

Hvordan forholder du dig til de pårørende til en person, som er død ved selvmord?

WHO peger på, at man bør udvise forsigtighed og ekstra opmærksomhed i interviews med pårørende til en, som er død ved selvmord. Efterladte efter selvmord har større sandsynlighed for selv at udvise selvmordsadfærd. De udgør derfor også en sårbar gruppe.

Ifølge WHO kan det være gavnligt for pårørende til selvmord at have nogen at kunne spejle sig i i mediebilledet. Det kan især være gavnligt, hvis mediedækningen giver indsigt i, hvordan de pårørende har taklet at miste en til selvmord.

Ulrik Holmstrup fra Pressenævnet fortæller, at omtale af selvmord ikke er et presseetisk problem, når de pårørende selv ønsker at stå frem. Det er nemlig typisk de pårørende, der klager.

”Det er vores opgave at vurdere forholdet mellem hensynet til privatlivs fred og hensynet til en eventuel offentlig interesse. Som udgangspunkt har de pårørende ret til beskyttelse af deres privatliv, men nogle omstændigheder kan gøre, at det er okay, hvis mediet har omtalt det,” siger han.

 I Døde pigers dagbog er hovedpersonen Maja Luna død ved selvmord. Samarbejdet med Maja Lunas mor var vigtigt i arbejdet med dokumentaren.

Hør Laurits Nansen fortælle om samarbejdet med Maja Lunas mor:

Spørgsmål 8.

 

Nu har du lavet din research. Er der noget, du skal være særligt opmærksom på inden offentliggørelse?

Nu har du lavet din research. Er der noget, du skal være særligt opmærksom på inden offentliggørelse?

Your score is

WHO anbefaler, at man angiver, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker, når selvmord omtales i medierne. På Livsliniens hjemmeside kan der findes et Pressekit, der ser sådan ud:

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05

Netrådgivning alle ugens dage på www.skrivdet.dk

Chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag kl. 13-17

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05

Netrådgivning alle ugens dage på www.skrivdet.dk

Chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag kl. 13-17

Hør Andrea Dragsdahls tanker om at gøre henvisningen Livslinien tydelig:

”Når du støder på opslaget i dit feed, så synes jeg, at det skal være der.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

”Når du støder på opslaget i dit feed, så synes jeg, at det skal være der.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

”Det, der er afgørende for os, er, at man husker at nævne, hvor man kan søge hjælp – uanset om man refererer til Livslinien eller andre steder. Det er vigtigt ikke at efterlade mennesker, der er berørte af problematikken, uden en reference til videre hjælp,” skriver Jeppe Kristian Toft, direktør for Livslinien, i en mail.

”Det, der er afgørende for os, er, at man husker at nævne, hvor man kan søge hjælp – uanset om man refererer til Livslinien eller andre steder. Det er vigtigt ikke at efterlade mennesker, der er berørte af problematikken, uden en reference til videre hjælp,” skriver Jeppe Kristian Toft, direktør for Livslinien, i en mail.

 Artiklen er nu færdigskrevet. Du har gjort dig dine overvejelser og er klar til at dække selvmord som journalist. Her kan du se alle anbefalingerne fra WHO om ansvarlig dækning af selvmord.

 Artiklen er nu færdigskrevet. Du har gjort dig dine overvejelser og er klar til at dække selvmord som journalist. Her kan du se alle anbefalingerne fra WHO om ansvarlig dækning af selvmord.

WHO’s korte anbefaling til ansvarlig rapportering om selvmord

Hvad bør man gøre:

  • Angiv, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker
  • Bring fakta om selvmord og selvmordsforebyggelse, uden at sprede myter
  • Bring gerne historier om, hvordan man kan takle eller mestre belastende livsomstændigheder eller selvmordstanker og hvor man kan få hjælp
  • Udvis forsigtighed, når der rapporteres om berømte personers selvmord
  • Vær særligt opmærksom og udvis omtanke, når du interviewer familie eller venner, der er efterladte efter selvmord
  • Vær opmærksom på at mediefolk selv kan blive påvirket af historier om selvmord

 Hvad bør man undlade at gøre:

  • Gør ikke historier om selvmord til ’forsidestof’ og placer ikke teksten på et fremtrædende sted. Ligeledes bør historier heller ikke bringes flere gange
  • Anvend ikke sensationelt sprogbrug eller vendinger, der normaliserer eller præsenterer selvmord som en konstruktiv løsning på problemer
  • Nævn ikke den anvendte metode
  • Nævn ikke oplysninger om steder/lokaliteter
  • Brug ikke sensationelle overskrifter
  • Benyt ikke fotografier, videooptagelser eller links til sociale medier

Kilde: https://drisp.dk/who-medieguidelines/

WHO’s korte anbefaling til ansvarlig rapportering om selvmord

Hvad bør man gøre:

  • Angiv, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker
  • Bring fakta om selvmord og selvmordsforebyggelse, uden at sprede myter
  • Bring gerne historier om, hvordan man kan takle eller mestre belastende livsomstændigheder eller selvmordstanker og hvor man kan få hjælp
  • Udvis forsigtighed, når der rapporteres om berømte personers selvmord
  • Vær særligt opmærksom og udvis omtanke, når du interviewer familie eller venner, der er efterladte efter selvmord
  • Vær opmærksom på at mediefolk selv kan blive påvirket af historier om selvmord

 Hvad bør man undlade at gøre:

  • Gør ikke historier om selvmord til ’forsidestof’ og placer ikke teksten på et fremtrædende sted. Ligeledes bør historier heller ikke bringes flere gange
  • Anvend ikke sensationelt sprogbrug eller vendinger, der normaliserer eller præsenterer selvmord som en konstruktiv løsning på problemer
  • Nævn ikke den anvendte metode
  • Nævn ikke oplysninger om steder/lokaliteter
  • Brug ikke sensationelle overskrifter
  • Benyt ikke fotografier, videooptagelser eller links til sociale medier

Kilde: https://drisp.dk/who-medieguidelines/

Journaliststuderende er ikke overraskende ens

Journaliststuderende er ikke overraskende ens

Journaliststuderende er ikke overraskende ens

Når journaliststuderende går rundt på journalisthøjskolens gange, ser de studerende overraskende ens ud. Illustreret Bunker har undersøgt, hvem de studerende er.

Skribent og grafik: Simon Stensgaard

Udgivet den 29. oktober 2020

Hvor ens er journaliststuderende egentlig? Er der overvægt af piger eller drenge? Er der virkelig så få etniske minoriteter, som det ser ud til?

I denne artikel kan du finde svar på disse spørgsmål.

Køn er det punkt, hvorpå de studerende er mest balancerede. I 2019 var der ifølge Danmarks Statistik 1944 studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Det gælder alle uddannelser – både på Helsingsforsgade i Aarhus og i Emdrup. Af dem var 812 mænd og 1132 kvinder. Det svarer til 58 procent kvinder og 42 procent mænd.

Sådan fordeler kønnene sig på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:

Det er en rimelig ny udvikling. Fra 2005 til 2014 var der en overvægt af mænd på studiet. I 2014 vendte det rundt – her var 48 procent mænd, mens 52 procent var kvinder på studiet. Året før var fordelingen omvendt – 52 procent mænd og 48 procent kvinder.

Alder

Nogle studerende har brugt mange forsøg på at komme ind, mens andre end ikke færdiggør gymnasiet. Andre kom i gang med en anden uddannelse, før de indså at journalistik var vejen frem. Alle disse ting kan have indflydelse på gennemsnitsalderen på skolen.

Sådan er de studerendes alder fordelt:

Ifølge Danmarks Statistik var 95 procent af de studerende, der gik på skolen i 2019, mellem 20 og 29 år gamle. Kigger man nærmere på denne aldersgruppe, er der en overvægt i alderen 20-24 år, hvor man finder 60 procent af de studerende. I den andenstørste gruppe, 25-29 år, finder man 35 procent af de studerende.

Kun fire studerende var under 20 år. En enkelt studerende har rundet de halvtreds.

Generelt er mændene ældre end kvinderne.

Se, hvordan de studerendes alder er i forhold til deres køn:

 

 En af dem, der ligger over gennemsnitsalderen, er 62-årige Carsten Mortensen. Han studerer på 4. semester og er i øjeblikket i gang med praktikforberedelse.

Han fortæller, at han i starten tænkte en del over, at han var alderspræsidenten. Han fik frygteligt mange spørgsmål om sin alder. Men med tiden fyldte det mindre og mindre for ham.

”Så skal man også huske på, at der altid vil være én, der er ældst,” siger han.

 

Nu føler han sig tilpas på semesteret og oplever, at han er blevet en del af flokken.

Oprindeligt er han uddannet i historie med sidefag i samfundsfag. I mellemtiden har han dog nået at arbejde på et skibsværft, som orkesterbetjent og i en skolefritidsordning.

Politisk parti

 Også de studerendes stemmer til sidste valg ligner hinanden.

Helt overordnet svinger vægten mod rød blok. 70 procent af de studerende stemte på et parti fra rød blok, mens 21 procent stemte på et parti fra blå blok. De resterende stemte enten blankt, på et andet parti eller slet ikke.

Den klare vinder blandt journaliststuderende er Radikale Venstre, som fik næsten hver fjerde af de studerendes stemme ved sidste valg. På andenpladsen kommer Enhedslisten med 17 procent, mens Venstre indtager tredjepladsen med hver tiende stemme.

En enkelt stemme gik til både Stram Kurs og Kristendemokraterne, mens Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige fik to hver.

Etnicitet 

National oprindelse er klart den største skillelinje. Det er blot to procent af de studerende, der ikke har dansk oprindelse. De er henholdsvis indvandrere og efterkommere.

Ud af de 1994 studerende er der blot 45 med anden etnisk oprindelse. 17 af disse har indvandrerbaggrund, mens de resterende 28 er efterkommere.

 

Danmarks Statistik opgør national oprindelse på denne måde:

Dansk oprindelse: En eller begge forældre er født i Danmark og har dansk statsborgerskab.

Indvandrer: Født i udlandet, og ingen af forældrene er både født i Danmark og har dansk statsborgerskab.

Efterkommer: Født i Danmark, men ingen af forældrene er født i Danmark eller har dansk statsborgerskab.

Sami Kleit går på 4. semester og er også i gang med sin praktiksøgning. Hans far er libaneser, mens han mor er dansker. Det betyder, at han tæller med i statistikken under dansk oprindelse.

Lige siden jeg startede, har jeg undret mig over, at der ikke er flere med immigrantbaggrund. Der er jo generelt et åbentsindet miljø på skolen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at man vil trives bedre her end på andre uddannelser,” siger han.

Selv er han ikke tilhænger af, at man forsøger at ramme en bestemt andel elever med anden etnisk baggrund. Han mener, at mange indvandrer og efterkommere slet ikke overvejer at blive journalister.

SÅDAN GJORDE SKRIBENTEN:

Danmarks Statistik fører statistik over de studerende på professionsbachelorerne i Danmark. Ved at hente tallene for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har Illustreret Bunker beregnet, hvor store de forskellige grupper for køn, alder og etnicitet er.

Tallene om de studerendes politiske overbevisning stammer fra et spørgeskema, som de studerende bliver bedt om at udfylde, når de starter på uddannelsen. Her skal de studerende svare på en lang række spørgsmål.

Dermed er der blandt andet mulighed for at undersøge, hvilke partier de studerende stemte på ved sidste valg.

Illusionen om forhåndsaftaler hjælper ikke de studerende

Illusionen om forhåndsaftaler hjælper ikke de studerende

Åbent hus-uge er over dig. Søvnunderskuddet har nået sit højeste. Du kan ikke indeholde mere kaffe, og dine håndflader er efterhånden kronisk svedige.

Skribent: Laura Nørkjær Seligmann

Udgivet den 29. oktober 2020

Du har været til samtale efter samtale, men der er egentlig kun ét sted, der hele tiden er i dine tanker. Du sidder endnu en gang og drømmer dig væk til hvordan det ville være at være praktikant hos drømmepraktikpladsen. Dit dagdrømmeri afbrydes hurtigt af en skarp lyd.

Drømmepraktikpladsen ringer. De vil have dig.

Men det skal være NU. Du skal sige ja til en forhåndsaftale nu. Forpustet og chokeret vågner du.

Det var bare en drøm. Selvfølgelig var det kun en drøm. For du har jo lært til praktikforberedelse på skolen, at forhåndsaftaler ikke sker. De er forbudte, så de sker selvfølgelig ikke. Men er det nu i virkeligheden sandt?

Sådan er den nuværende praksis til praktikforberedelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som jeg har mødt, synes jeg ikke er fair overfor de studerende. Forhåndsaftaler er forbudte, men virkeligheden er bare, at de stadig er der. Derfor må de også blive påtalt, så de studerende kan lære at håndtere dem. Hvordan ved jeg ikke, men at benægte deres eksistens gør ikke noget godt for nogen.

Som journaliststuderende på vej ind i praktikræset kan jeg berette, at man er villig til meget for at få sin drømmepraktikplads. Derfor tror jeg også, at det er let at blive lokket i fordærv til en forhåndsaftale.

Realiteten er jo bare, at vi journaliststuderende er nogle små, grønne fisk i det store hav, som den danske mediebranche er. Og vi vil jo bare gerne have en chance. Derfor er det nok heller ikke os, der kommer til at sætte foden ned og sige nej til forhåndsaftalen til den store mediechef.

Vi får at vide, at forhåndsaftaler finder sted. Får vi tilbudt en, skal vi sige nej. Derfor er vores eneste mulighed for at forberede os på forhåndsaftalen at snakke med studerende på højere årgange end os selv, men de ved næppe mere end os. De har bare erfaringen af at blive konfronteret med den. Vi kan indstille os på det samme.

Det er bare ikke nok. Forbered de studerende på at håndtere forhåndsaftalerne. Ellers vil det bare forsætte, som det er nu.

Lars Bjergs modsvar til debatindlægget “Hør mig: Min fremtid som kvinde i mediebranchen”

Lars Bjergs modsvar til debatindlægget “Hør mig: Min fremtid som kvinde i mediebranchen”

Illustreret Bunker beklager, at modsvaret fra Lars Bjerg ikke blev medtaget i den trykte udgave af avisen. Dette var en fejl og er blevet taget til efterretning.

Skribent: Lars Bjerg

Udgivet den 29. oktober 2020

Det kommer sgu bag på mig at blive dømt som ”reproducent af en tankegang, som retfærdiggør en sexuel grænseoverskridende adfærd over for kvinder” på journalistuddannelsen. Jeg synes bare, jeg gav et eksempel på, hvordan vi mennesker m/k kan have forskellige synsvinkler på samme sag eller person.

Jo, jeg kan godt som mand synes, at en bestemt kvinde er lækker. Men jeg har da også meget mere end en gang hørt kvinder snakke om, at en bestemt mand er lækker. Eller ulækker for den sags skyld. Dum, sej, sjov, rar, tyk. Jeg kender ingen, der ikke af og til ’objektiviserer’ deres medmennesker, som Josephine kalder det.

Men at dét skulle være den sikre vej mod upassende opførsel og overgreb er temmelig absurd. Og at jeg med to linjer i en bog skulle kunne lede unge mandlige journaliststuderende til at glemme al deres gode opdragelse er – utroligt.

Den frie presse holdes i et jerngreb i Hviderusland

Den frie presse holdes i et jerngreb i Hviderusland

Den frie presse holdes i et jerngreb i Hviderusland

Siden præsidentvalget i Hviderusland den 9. august har regimet i landet slået hårdt ned på journalister og demonstranter. Berlingskes fotograf Asger Ladefoged er en af dem, der oplevede urolighederne på egen krop.

Skribent: Christoffer Panduro
Illustrationer: Veronika Skov Snedker

Udgivet den 29. oktober 2020

På en bakketop lidt uden for Minsk lægger en lille gruppe mennesker blomster. De holder en mindehøjtidelighed for den demonstrant, der blev det første offer under protesterne mod Hvideruslands præsident, Alexander Lukashenko.

Til stede ved mindehøjtideligheden er Berlingskes fotograf Asger Ladefoged. Fra en position ikke langt derfra står han og en række andre fotografer og tager billeder af situationen. Men det, der skulle have været en fredelig mindehøjtidelighed, bliver pludselig afbrudt af det hviderussiske politi, der angriber de tilstedeværende pressefolk.

”Det var egentlig meget fredeligt, men pludselig kommer der et par varevogne med hviderussiske betjente, der holder ind til siden for at fange nogle demonstranter,” forklarer Asger Ladefoged.

Fotograferne begynder at tage billeder af optøjerne, hvilket betjentene opdager, og herefter løber de efter pressefolkene – og Asger er en af dem, de får fat i.

På Twitter kunne man dagen efter se en video af Asger Ladefoged, der bliver skubbet og sparket af det hviderussiske politi, samtidig med at de konfiskerer SD-kortet til hans kamera.

Foto: Uladz Hrydzin / RFERL

Europas sidste diktatur

Hviderusland bliver i daglig tale kaldt Europas sidste diktatur. I forbindelse med valget til præsidentposten den 9. august i år har der været omfattende protester i landet, hvor demonstranterne har krævet både demokratiske reformer og præsident Lukashenkos afgang.

Hviderusland bliver af mange set som et af de mest korrupte lande i Europa, og flere påpeger også, at pressefriheden i landet er ikke eksisterende.

En lang række internationale menneskerettighedsorganisationer har igennem adskillige år kritiseret Hviderusland for deres undertrykkelse af borgere og journalister. I deres seneste rapport understreger Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, Hvideruslands manglende presse- og ytringsfrihed.

Situationen ændrede sig fra time til time

Episoden på bakketoppen fandt sted to dage efter valget i Hviderusland. På det tidspunkt havde tilstanden i landet allerede udviklet sig drastisk, og mange mediefolk fra hele verden havde på det tidspunkt oplevet styrets hårdhændede metoder.

”Der har været flere historier, om hvordan myndighederne er dukket op på journalisters hoteller og har sendt dem hjem. Derudover er lokale journalister blevet gennemtævet af myndighederne,” fortæller Asger Ladefoged om dagene efter præsidentvalget.

Op til valget var det et mere roligt billede, der tegnede sig i landet. Her kunne journalisterne bevæge sig mere frit rundt i landet, men i takt med at demonstrationerne tog til, blev der skruet op for brutaliteten fra styrets side.

”Situationen udviklede sig løbende. Somme tider var det helt fint, men de dage, hvor det var mest tilspidset, forventede vi det værste,” fortæller Asger Ladefoged.

 ”Som journalist er man enormt afhængig af internettet i sådan nogle situationer. Både så man kan følge med i sikkerhedssituationen, men også noget så lavpraktisk som at downloade et kort over byen bliver pludselig umuligt.”

Asger forklarer, hvordan situationen ændrede sig time for time, og at uvisheden gjorde, at han frygtede, at myndighederne kunne komme hvert øjeblik, det skulle være. Der florerede en masse historier og rygter blandt journalisterne i landet om de ting, de kunne blive udsat for fra regimets side.

Måtte skjule sit kamera i en pose

I Hviderusland oplevede Asger Ladefoged også, hvor svært det var at bevæge sig rundt som fotograf. Selvom han havde sin presseakkreditering og en selvlysende gul vest med ordene ”PRESS” skrevet med store bogstaver hen over brystet, mærkede han ikke den store respekt fra myndighedernes side.

”Man kunne ikke regne med, at myndighederne havde samme respekt for pressen, som i andre lande. De var fuldstændig ligeglade med, at jeg havde en presseakkreditering,” siger han.

Han forklarer yderligere, at det var enormt svært at arbejde som journalist i landet, da det var meget begrænset, hvor man måtte gå, og hvad de måtte tage billeder af.

Især som fotograf oplevede han, hvor svært det var at arbejde, når man ikke måtte tage billeder og hele tiden skulle skjule, at man er fra pressen.

 ”Som skrivende journalist kan man være lidt mere anonym og betragte tingene på afstand. Jeg står med to kameraer og skal meget tæt på, når der sker noget,” forklarer han og fortsætter.

”Jeg gik med en pose, så jeg hurtigt kunne skjule kameraet og ligne en, der bare var ude for at købe ind.”

Den skjulte og den direkte trussel

Asger Ladefoged har rejst som fotograf flere steder i verden – også steder, hvor folk fra pressen er ekstra udsat. Han har blandt andet rejst i Syrien og Tyrkiet for at dække kampene mod Islamisk Stat, hvor risikoen især var faren for at blive kidnappet.

”Man er enormt opmærksom hele tiden. Er der en, der lige kigger lidt for længe på dig, imens han taler i telefon? Hvem holder i den der bil? Sådan nogle tanker kører hele tiden rundt i hovedet,” forklarer han om de faresignaler, man som journalist i et krigsområde konstant kigger efter.

Det samme gennemlevede han i Hviderusland grundet den uvished, der var over for styret. Her skulle han foruden de skjulte trusler også forholde sig til militæret, som skød og dræbte folk på åben gade.

Han oplevede at blive tilbageholdt og hevet ind i en bil sammen med en række demonstranter for så at blive løsladt med det samme, fordi politiet ”ikke rigtigt vidste, hvad de skulle gøre med en person i pressevest,” som han forklarer det. 

Ifølge Asger Ladefoged var der flere situationer, hvor politiet ikke vidste, hvad de skulle gøre med folk, og at det, de gjorde, i mange tilfælde var vilkårligt, eftersom landet aldrig har oplevet demonstrationer af den størrelse og den type, som de oplever nu.

Omvendt har der også været andre episoder, hvor han oplevede, at politiet gik målrettet efter journalisterne.

”Der har tidspunkter, hvor politiet er gået mere specifikt efter journalister, så jeg er sikker på, at det også har været en bevidst strategi fra styrets side,” forklarer han.

”I Hviderusland kan man ikke stole på myndighederne.”

På nuværende tidspunkt er der ingen journalister, der kan få presseakkreditering til Hviderusland. Alle informationer fra landet kommer gennem styrets officielle kanaler.