Besparelser på DMJX: Fra mystisk mail til seks fratrædelser

Besparelser på DMJX: Fra mystisk mail til seks fratrædelser

Besparelser på DMJX: Fra mystisk mail til seks fratrædelser

På et bestyrelsesmøde i december bliver det vedtaget, at skolen skal spare 3,5 millioner kroner. En intern mail bliver delt med de studerende, og direktionen varsler afskedigelser. Her er, hvad der skete, fra bestyrelsesmødet fandt sted, til besparelserne endte med, at kendte ansigter på journalistuddannelsen stopper.

Besparelser på DMJX: Fra mystisk mail til seks fratrædelser

På et bestyrelsesmøde i december bliver det vedtaget, at skolen skal spare 3,5 millioner kroner. En intern mail bliver delt med de studerende, og direktionen varsler afskedigelser. Her er, hvad der skete, fra bestyrelsesmødet fandt sted, til besparelserne endte med, at kendte ansigter på journalistuddannelsen stopper.

Skribent: Marcus wehage
ILLUSTRATION: Simon b. Porse

Udgivet den 25. marts 2021

Dag 1

En mystisk mail tikker ind i de studerendes indbakke den 15. december. Angående sparerunde på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole lyder det i emnefeltet. Mailen bliver sendt af de journaliststuderendes daværende repræsentant i skolens bestyrelse, Mats Magnussen, og er foruden ham selv underskrevet af Roger Buch og Peter Østergaard Sørensen, de to medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen. Det er det første, de studerende hører om besparelserne, 

og der skal gå lang tid, før skolen vælger at kaste lys over sagen.

Har man glemt den føromtalte mail, eller bed man ikke på det sexede emnefelt, kommer der her et hurtigt oprids af sagen.

Den 14. december er der bestyrelsesmøde på DMJX. Som altid sidder også to repræsentanter for de studerende og to repræsentanter for underviserne med til mødet. Det står klart, at der skal spares nogle penge. Direktionen foreslår at sænke skolens overskudgrad, som er den del af omsætningen, der bliver lagt til side som opsparing, fra to til en procent.

Normalt er der mere eller mindre enighed om beslutningerne, og bestyrelsen kan tale sig frem til en løsning. Men ikke i dag. Peter Østergaard Sørensen og Roger Buch mener ikke, at det er skolens opgave at spare flere penge op end højst nødvendigt. De efterspørger derfor, at man ikke opsparer noget som helst. Overskudsgraden skal sænkes til nul.

Heller ikke Mats Magnussen mener, at tiden er til besparelser.

”I en tid med stor usikkerhed blandt medarbejderne mener jeg, at skolen burde have droppet besparelserne helt i år,” siger han. Det ender med en afstemning i bestyrelsen, hvor kun Mats Magnussen og medarbejderrepræsentanterne stemmer imod besparelserne.

Dag 8

Næste gang, man kan få indblik i beslutningen, er i Journalisten den 22. december. Artiklen DMJX skal spare 3,5 millioner kroner forklarer desuden, hvordan det bliver svært at undgå fyringer.

Dag 9 

Allerede dagen efter kommer kritikken fra Markus Valentin Jakobsen, formand for KaJ, studenterorganisationen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han kalder i Journalisten beslutningen om at spare penge midt i coronakrisen fuldstændig hul i hovedet. Med Markus Valentin Jakobsen vokser koret af kritiske røster blandt de studerende.

Også selve kommunikationen i processen, mener Mats Magnussen, er kritisabel.

”Jeg synes ikke, at skolen har meldt ud, hvad det kommer til at betyde. Det er vigtigt, at direktionen også informerer om, hvad det har af konsekvenser, når man vælger at spare i den her tid.”

Direktionen må have fulgt med, for de søsætter nu et projekt i jagten på en åben debat om besparelserne. Det bliver dog først på den anden side af en god, lang juleferie.

Dag 32 

Den 15. januar modtager de studerende en ny mail under emnet Mød direktionen til en snak om aktuelle emner på DMJX. Arrangementet, der maksimalt kan rumme 500 deltagere, foregår mandag den 18. januar klokken 9-10.

Det er her blandt mange andre spændende emner, at skolen vil fortælle om den økonomiske situation på DMJX. Det eneste, de studerende skal gøre, er at koble sig op til en lynhurtig internetforbindelse og sidde klar klokken 9. Deltagelse sker efter først til mølle-princippet.

Mandag morgen kan direktionen ånde lettet op. Der var plads til alle, som ønskede at være med. Omkring 60 personer loggede på det digitale møde. 

Dag 85 

Selvom direktionen modtager kritik fra de studerende, bliver deres samarbejdsevner rost af skolens medarbejdere.

”Jeg synes faktisk, at ledelsen har lyttet rigtig meget til os medarbejdere. Der er jo ingen af os, der synes, at det her er fedt,” siger tillidsrepræsentant Mette Mørk.

Fredag den 5. marts falder den endelige plan for besparelserne på plads. Gennem debat og kompromiser mellem ledelse og medarbejdere lander aftalen ifølge Mette Mørk et fornuftigt sted.

”Det vigtigste for os medarbejdere var, at både ledelse og medarbejdere skulle bidrage til besparelserne.” Som resultat af besparelserne tilbyder seks medarbejdere at fratræde frivilligt, og alle får deres ønske opfyldt.

Gitte Luk, Lars Bjerg, Lone Krogsholm, Henrik Laier, Anders Lange og Christina Hansen Falkenberg vil ved årets udgang ikke længere være at finde på DMJX.

På nær Christina Hansen Falkenberg fra studieadministrationen er alle de fratrædende undervisere, fire fra journalistlinjen og en fra kommunikationslinjen. Det er dermed journalistuddannelsen, der bringer det største offer, når den mister nogle legender.

Hvor mange af deres stillinger der skal genbesættes, ved skolen stadig ikke, men der kan godt forventes nyt blod i Aarhus-afdelingen. De seks medarbejdere stopper løbende i år, og får derfor alle mulighed for at færdiggøre diverse projekter på en ordentlig måde.

For de studerende betyder besparelserne, at al print fremover bliver betalt af egen lomme.

Om hvorfor de studerende ikke fik en mail om besparelsen og dens konsekvenser, ligesom underviserne fik, er Trine Nielsens svar enkelt.

”Det var fordi, de andre (Roger Buch, Peter Østergaard Sørensen og Mats Magnussen red.) var hurtigere end os.”

Skolen forebygger krænkende handlinger med et kodeks, som meget få har læst

Skolen forebygger krænkende handlinger med et kodeks, som meget få har læst

Skolen forebygger krænkende handlinger med et kodeks, som meget få har læst

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har opdateret sit kodeks for god adfærd. Det indebærer, at der er kommet klarere retningslinjer for håndtering af seksuelle krænkelser. Ringer det ikke en klokke? Så bare rolig – du er ikke den eneste.

Skribent: Stine Kærgaard nissen
Illustration: NIkoline ryttergaard

Udgivet den 25. marts 2021

En kold februardag i Zoom-undervisningens tegn tikker en mail ind. Nyt fælles kodeks for god adfærd på DMJX står der i emnefeltet. Jeg har en fornemmelse af, at det dækker over noget sexisme-relateret.

Ganske rigtigt. Da jeg åbner mailen, står der, at skolen som følge af sager med seksuelle krænkelser i offentligheden har opdateret sit kodeks for god adfærd. Nu er der udarbejdet konkrete retningslinjer for, hvordan skolen håndterer krænkende adfærd som mobning og seksuel chikane.

Vigtigt, tænker jeg og vil gerne se nærmere på kodekset. Jeg klikker på linket i mailen, der fører mig til ItsLearning, hvor jeg kan læse den samme besked som i mailen. Jeg genlæser ordene.

I finder DMJX’ Kodeks for god adfærd i menuen i højre side – under DMJX Links.

Jeg kigger i højre side. Intet kodeks. Jeg klikker på Startside. Kigger i højre side. Intet kodeks. Og dér mister jeg interessen for kodekset, taster bogstaverne ’in’ i mit søgefelt og opsluges i stedet af Instagrams mere brugervenlige univers.

Er jeg den eneste, der aldrig fik læst kodekset?

Det har jeg sat mig for at finde ud af. Derfor har jeg slået et spørgeskema op i diverse DMJX-grupper på Facebook. 90 studerende har svaret på spørgeskemaet på tværs af uddannelser og semestre i både Aarhus og Emdrup. Og 77 procent af de adspurgte har ikke læst kodekset.

Det er skolens direktion, der står bag det nye kodeks. Prorektor Jens Grund forklarer, at det var det øgede fokus på seksuelle krænkelser i mediebranchen efter Sofie Lindes tale ved Zulu Comedy Galla, der fik skolen til at vende blikket indad.

I efteråret 2020 lavede de danske journalistuddannelser i samarbejde med KVINFO en undersøgelse og en workshop med de studerende. Resultatet viste, at meget få af de studerende, som havde været udsat for en seksuel krænkelse i praktikken, var gået til uddannelsesstedet.

Derfor mente Jens Grund og resten af direktionen, at der var brug for en opdatering af kodekset.

Mere tydelighed

Det nye kodeks forklarer mere tydeligt, hvordan skolen forholder sig til seksuelle krænkelser. Som studerende anbefales man i kodekset at gå til en studievejleder, praktikkoordinator eller underviser, man har tillid til. Desuden er der et afsnit om, hvordan sagerne behandles.

”Jeg håber, at man vil føle sig mere tryg ved at gå til skolen, hvis man bliver udsat for noget,” siger han.

Hos KaJ, studenterorganisationen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er de enige i, at den større grad af tydelighed er positiv. Formand Markus Vallentin Jakobsen mener, at det før var et problem, at der ikke var en klar proces for, hvordan skolen håndterede sager om seksuelle krænkelser.

”Det er jo en enorm skrøbelig sag, hvis man har tanker om at skulle rapportere noget. Derfor har vi også råbt op om større gennemsigtighed. Og det er der kommet med kodekset,” siger han.

Selvom KaJ er enige i behovet for et nyt kodeks, er de dog ikke tilfredse med inddragelsen af de studerende under selve udarbejdelsen af kodekset. Skolen skulle have gjort betydeligt mere for at have en dialog med de studerende om kodekset. Sådan har KaJ udtalt i en artikel til Journalisten d. 12. marts.

Forebyggelse af sexisme

Joan Husted, studievejleder i Aarhus, har ikke oplevet et personligt behov for klarere retningslinjer i sit arbejde. Selvom hun sjældent modtager sager om seksuelle krænkelser, føler hun, at hendes håndtering og handlemuligheder sidder på rygraden. Hun er dog positiv over for det nye kodeks af en anden grund.

 

”Det giver anledning til, at vi tager en snak om, hvad der er god opførsel, og hvad vi ikke vil acceptere på vores skole.

– Joan Husted, studievejleder i Aarhus

 

Prorektor Jens Grund fremhæver også vigtigheden af kodeksets signalværdi, fordi det er med til at italesætte, at Danmarks
Medie- og Journalisthøjskole ikke vil tolerere krænkende adfærd.

Han lægger desuden vægt på, at kodekset ikke står alene. Der er sat flere initiativer i værk, og ét af dem er, at alle studerende skal deltage i en sexisme-workshop, inden de starter i praktik. Den skal forberede de studerende på, hvordan de håndterer det, hvis de udsættes for en seksuel krænkelse.

En af dem, der allerede har deltaget i sexisme-workshoppen, er Anne-Sofie Færk, der læser kommunikation på andet semester i Aarhus og skal i praktik næste semester. Inden var hun skeptisk, men blev positivt overrasket, fordi hun følte, at skolen tog ansvar for hende og hendes medstuderende.

”Jeg synes, det er rart, at skolen forbereder os på det. Man tænker, at det ikke sker for en selv, og samtidig hører man, at det sker for mange. Så det kunne jo også ske for mig,” siger hun.

Et skuffedokument?

Af de adspurgte i min spørgeskemaundersøgelse har 44 procent slet ikke hørt om kodekset.

Jeg spørger Jens Grund, hvordan kodekset skal sætte fokus på sexisme, når kun cirka halvdelen kender til det. Han svarer, at det vil tage tid. Planen er at udbrede kendskabet til kodekset ved at fortælle nye studerende om det ved studiestart. Desuden fortælles der om kodekset til sexisme-workshoppen.

 

”Det skal ud at leve noget mere. Det er ikke meningen, at det skal være et skuffedokument.

– Jens Grund, prorektor på DMJX 

 

I et fritekstfelt i spørgeskemaundersøgelsen kan de studerende skrive, hvad de mener om, at skolen har lavet et kodeks. Mange er positive, men en del efterspørger også bedre kommunikation.

Prorektor Jens Grund ville ønske, at flere havde læst kodekset. Faktisk er hans mål, at alle studerende med tiden skal have læst det. Jeg spørger ham, om man kunne have gjort mere end blot at sende en mail ud og forklarer, hvordan jeg selv opgav at finde kodekset på ItsLearning.

”Hvis vi kan gøre det lettere, er det dumt ikke at gøre det. Vi ved jo også fra branchen, at hvis der er for mange kliks derhen, så falder folk fra,” svarer han.

Han vil tage det videre til kommunikationsafdelingen, men lover ikke, at det er muligt at gøre kodekset mere tilgængeligt.

Jeg foreslår, at man kunne lægge kodekset ud på DMJX’ hjemmeside, så man kan linke direkte til det. Den mulighed har Jens Grund også tænkt på.

”Vi har faktisk lagt en del energi i det her kodeks, så det betyder også noget for os. Vi må gøre noget mere, hvis folk skal læse det,” siger han.

Har du selv været udsat for en krænkende handling – mobning eller seksuel chikane?

Så kontakt din studievejleder, praktikkoordinator eller en underviser, som du har tillid til.

I skolens kodeks for god adfærd kan du læse mere om, hvordan sager om krænkende adfærd håndteres.

Kodekset kan findes på ItsLearning under Dashboards og projektrum -> DMJX -> se i højre side under DMJX – generelt -> Kodeks for god adfærd

Alvorligt eller højtideligt, køn eller individ

Alvorligt eller højtideligt, køn eller individ

Jeg synes nu ikke selv, at jeg forsvarede mig i mit svar til Josephine. Det synes jeg til gengæld, jeg er nødt til nu. For selv om du indleder med, at jeg ’ikke pr definition som sådan er med til at objektivisere kvinder’, handler meget af dit indlæg så vidt jeg kan læse om, at det gør jeg alligevel. Jeg bliver repræsentanten for den stereotype mands stereotype opfattelse af kvinder.

Dette er Lars Bjergs modsvar til debatindlægget “Tro flytter ikke Bjerg – stereotype fremstillinger er kedelige og forudsigelige”.

Skribent: Lars Bjerg, lektor på journalistuddannelsen

Udgivet den 11. december 2020

Inden jeg svarer direkte, får du lidt af min livshistorie.

Min socialrådgivermor fik Dansk Kvindesamfunds Mathildepris og ALT for damernes Gyngestolpris. Det var hende, der gik på chefarbejde om dagen og holdt foredrag eller var frivillig om aftenen, mens vores far brystede sig af, at han som køns-pioner gik hjemme og passede børn og lejlighed. I virkeligheden nøjedes han med at gå hjemme.

Hans største, og måske også hans eneste positive, bidrag til min udvikling var hans insisteren på, at man skal tage sig selv, hinanden og tilværelsen alvorligt, men aldrig højtideligt.

Han elskede at punktere oppustethed og selvhøjtidelighed; derhjemme og til møder og i læserbreve. Der kunne jokes om alt hos os. Politik, religion, børneopdragelse, kunst, sex og mad. Også, og det er altså pointen, selv om det meste af det, eller rettere alt andet end maden, samtidig blev taget alvorligt.

 Mit første job som ung socialrådgiver var på Mødrehjælpen, som dengang var en statslig institution. Jeg fik den første af mine fire døtre i 1975, og jeg var meget opsat på, at hun (og senere hendes søstre) både skulle forstå og opleve i praksis, at piger/kvinder er lige så værdifulde som drenge/mænd. Jeg blev formand for forældrerådet i børnehaven med det ene formål at ændre den meget køns-stereotype kultur, de havde.

Jeg var den første mands-journalist, der tog forældreorlov, dengang det blev en mulighed i Danmark i 1988. Min kvindelige chef sagde ganske utvetydigt, at jeg svigtede arbejdspladsen.

 Da Dansk Kvindesamfund i slut-90’erne kontaktede Journalisthøjskolen for at få en af os undervisere med i deres advisory-board, meldte jeg mig. De foretrak så en kvinde, men det var sikkert bare fordi, hun var mere kvalificeret.

 I de år, jeg var med til at udforme skolens optagelsesprøve, var jeg 100% loyalt med i forsøget på at få ligevægt mellem kønnene i optaget.

 Nå, til sagen.

 Først min brug af han i Den gode Journalist: Jeg begrunder det på side 29. Bogen er skrevet i 2009, og dengang var han fælleskøn. Selv ikke min ’feministiske’ baggrund bragte mig i tvivl om det, selv om jeg da godt kunne se det underlige i det. Der var heller ingen redaktører, korrekturlæsere, anmeldere, kolleger eller studerende, der gjorde indsigelser.

 I anledning af dit indlæg har jeg netop ringet til Dansk Sprognævn. De har ingen officiel holdning, men ja, sådan var praksis indtil for få år siden, og tjah, ligesom neger ikke længere er et neuralt ord.

 Så jeg lover at gøre noget ved det, når jeg om lidt går i gang med at revidere bogen. Men jeg begynder ikke at skrive ’hun’ i stedet. Det er da bare at erstatte en stereotyp med en anden. Ikke ligeberettigelse, bare ’buttom-up’. Seksualisering, lækker, fuckable – jeg ved virkelig ikke, om mænd er ’værre’ til det end kvinder, men det gør du åbenbart.

 Jeg ved, at nogle kvinder gør meget for at være alt det, og jeg ved, at nogle mænd gør meget for at være alt det. Jeg ved, at parringsdans i alle mulige former er fælles for alle os pattedyr.

 Og når der er referencer til det i min bog, er det – om end kun halvt bevidst, må jeg indrømme – fordi det er fælles erfaringer, der kan fungere som små belønninger til den trætte pligtlæser. Og, hej Far!:, kan punktere tendenser til højtidelighed hos både læser og forfatter. Til gengæld kan jeg godt se, (efter at jeg er blevet gjort opmærksom på det) at mine ’seksualiserede’ indspark er hetero-køns-biased, og det vil jeg skrue ned for i min reviderede udgave

 Men også en indsigelse: Måske er det bare fordi, du er så træt, træt & træt, men det virker nu også lidt primitivt, at du tolker det tænkte replikskifte mellem min søster og mig som en generalisering af kønsforskelle. I så fald skulle alle replikskifter i film og romaner og virkelighed om konkrete situationer være udtryk for en generalisering eller stereotypering. Men jeg kan da sagtens sige, at min nabo er nærig, uden at jeg dermed har sagt, at alle naboer er nærige.

 Endelig vil jeg lige præcisere, at det ikke er mig, der har sagt noget om sløve drenge og flittige hjælpsomme piger. For det tror jeg nok, din tekst kan få den uindviede læser til at tro. Jeg er bevidst varsom med at generalisere, og hvad kønsforskelle angår, læner min trosbekendelse sig kraftigt op ad min barndoms amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther Kings mantra: ”Racismen er først udryddet, når vi ikke længere ser hinanden som repræsentanter for en race, men bare som mennesker”, sagde han.

Jeg siger: Sexismen (altså i ordets oprindelige betydning ’diskrimination på grund af køn’, helt parallelt til racisme) er først udryddet, når vi holder op med at tillægge køn anden betydning end noget med sex og forplantning. I alle andre sammenhænge bør køn ikke være en forskel, der gør en forskel.

”For øvrigt mener jeg” – som en af senatorene i antikkens Rom afsluttede alle sine taler, uanset emnet, men fortsættelsen her er min – at selvhøjtidelighed er den største risiko for den i øvrigt legitime identitetspolitiske bevægelse.

Tro flytter ikke Bjerg – stereotype fremstillinger er kedelige og forudsigelige

Tro flytter ikke Bjerg – stereotype fremstillinger er kedelige og forudsigelige

Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan retfærdiggøre stereotypiske fremstillinger i pensum, og jeg må sige, at jeg er begyndt at blive træt, og jeg keder mig.

Skribent: Kassandra Thylstrup, journaliststuderende på DMJX

Udgivet den 10. december 2020

Kære Lars Bjerg

Det kommer sgu bag på mig, at du ikke forstår præmissen i Josephines indlæg i Illustreret Bunker. Ærligt. Jeg forstår godt, du går i forsvar, og jeg synes heller ikke, at du per definition er som sådan med til at objektivisere kvinder.

MEN det taler ind i en uendelighed af, at kvinder bliver seksualiseret. Gjort til nogle, som skal være lækre. Uden at have et præcist tal, vil jeg gerne turde påstå, at det sker i højere grad for kvinder end mænd.

Da jeg åbnede Journalistikkens Grundtrin af Solveig Schmidt og Mette Mørk, jublede jeg over, at de havde valgt at prøve noget nyt. De argumenterer i øvrigt for det over en række sider i bogen, der starter omtrent på side 47. Italesættelsen af præcis, hvorfor de bruger hun, kommer på side 53. Selv tak.

Og så åbnede jeg din bog. Som den unge, spæde nye studerende, der skulle træde ind i den store, nye og fagre verden, hvor jeg kunne tage mig en uddannelse. Blive til noget her i livet udover bare at være nogen. Med mit naive blik på verden omkring mig, åbnede jeg din bog, fordi størstedelen af vores pensum bestod af dine bøger. Jeg blev ikke krænket, da jeg studsede over din italesættelse af din brug af han. Jeg blev bare så umådeligt træt i krop og sind, at jeg næsten havde lyst til at gå op og lægge mig.

En enkelt gang til undervisning blev det også italesat i en henkastet bemærkning, at drengene, de sløve drenge, skulle tage fat i nogle af de flittige piger, så de kunne nå fristen for en opgave, og nej, jeg er ikke krænket, men jeg er ramt af kedsomhed. Og så er jeg træt. Igen. Jeg tror, jeg går op og lægger mig. Det er også en kedelig stereotyp af, at drengene er de sløve hoveder, og kvinderne er de flittige. Videre. Jeg keder mig.

Jeg keder mig. Kom nu. I underviser os i stereotypiske fremstillinger. I underviser os i, hvordan sproget har magt.

Jeg er ked af, at jeg må fortælle dig det, Lars, men du har magt. Du er underviser. Du er med til at forme en del af den kommende generation af journalister. Dine skrevne ord har magt. Når du understreger din brug af ordet han, så er du med. Du er med til at oprette den kedelige stereotyp af kvinder. I underviser os i at vende tingene på hovedet.

Se det fra andre perspektiver. Den stereotypiske fremstilling af kvinder hører ingen steder hjemme på en uddannelsesinstitution i 2020. Den må du tage tilbage til Kefir-festen i 80’erne. Ellers må du tage den hjemme i stuen sammen med vennerne.

Hvornår har de af jer, der straks går i forsvar og er af den gamle skole, tænkt jer at kigge indad?

Jeg er træt. Jeg keder mig. Jeg vil udfordres på et lige grundlag, og det gør jeg ikke, når det konstant hives frem, hvordan kvinder skal være. At vi skal være flittige i skolen og ovenikøbet også være fuckable. Jeg forstår godt dit eksempel i din bog, men fordi du har magt qua din stilling på DMJX, så bliver det ikke bare noget sjovt mellem venner. Kom med noget nyt, der er sjovt som ikke skal karakterisere et helt køn i undervisningshenseende.

Gitte Luk kunne have skrevet nøjagtig det samme, og jeg ville være lige så træt, så du skal ikke føle dig truffet, blot fordi du er mand. Det er ikke en hetz mod dig. Det er en hetz mod en kultur, som jeg tror, vi er en stor del, der er trætte af. Både mænd og kvinder. Vi vil især ikke mødes med den på den institution, der skal uddanne os til dygtige journalister, som forhåbentligt også er med til at danne os lidt på vejen. Medmindre vi skal give Knud Romer ret i, at man har taget dannelsen ud af uddannelsen – så er vi da først på røven.

Jeg har hørt fra flere og har selv oplevet at sidde til undervisning. Byde ind. Få et anerkendende nik og måske efterfulgt af et ”nå ja, jo.”, og så gudhjælpemig, om der så ikke er en af mine mandlige medstuderende, der siger præcist det samme, men løber med den store anerkendelse.

Det er ikke din skyld, men prøv nu at reflektere over, hvad Josephine skriver, og hvad jeg skriver, og hvad der sker alle vegne lige nu. Jeg er træt. Jeg keder mig.

”…at hun ligner en dum gås.” er endnu en kedelig stereotypisk fremstilling af, at kvinder skal hade hinanden. Nej, vi skal ikke hade hinanden, Lars. Din søster skal ikke hade den anden kvinde i dit tænkte eksempel.

Jeg er træt. Jeg er videre, og jeg keder mig. Slut. Prut. Finale, du.

Åh, du savnede Bunker

Åh, du savnede Bunker

Hvad skal der til for at savne asbest, regn inden døre, klamme toiletter og stinkende auditorier? Svaret er 130 mio. kroner og et projekt, der på mest forargende vis er uforløst på Helsingforsgade.

Skribent: Sami Kleit, journaliststuderende på DMJX

Udgivet den 10. december 2020

En af de ting, jeg husker tydeligst fra min studiestart i februar 2019, er min underviser, der på anden- eller tredjedagen bad os reflektere over det faktum, at vi tager – ikke får – os en uddannelse. Som om det at være kommet igennem det nåleøje, optagelsesprøven er, ikke var nok, så fik vi da i hvert fald nu mejslet i sten, hvor særligt et sted, vi var kommet hen, og hvor privilegerede vi var.

Jeg følte mig også privilegeret, og den følelse levede i bedste velgående i den tid, jeg havde min daglige gang på Olof Palmes Allé. End ikke en betonbunker kan sige sig fri fra slitage, men ved netop denne bunker kunne jeg hver morgen træde ind ad dørene og krydse den vandrehal, mine idoler årtier forinden havde krydset. Jeg kunne læse dagblade og gamle amerikanske bøger om journalistik på biblioteket, og jeg kunne drikke øl i Kurt Strandbar, hvis vægge var prydet af førnævnte idoler.

Ikke bare pressehistorisk var Bunkeren noget for sig. Bygningen fra 1973 var et sjældent eksemplar på brutalismen inden for dansk arkitektur.

En bygning, der både historisk såvel som fysisk i sin konstruktion var stærk og solid, men som man valgte at skrotte, da vedligeholdelsen blev for stor en mundfuld.

Frederik Aagaard Zeuthen kunne i sidste udgave af nærværende avis berette, hvordan udgifterne til den nye skole beløber sig til 130 millioner kroner (!!!). Resultat? Man har formålet at  bygge sig til mindre plads at arbejde på, ligesom de studerende heller ikke har vundet mere plads til deres arbejde, og Genlüd må tage til takke med et dårligt udstyret radiostudie.

Hvis man så håbede på at kune trække sig tilbage på et bibliotek, kan man godt tro om. Bøgerne blev i foråret smidt i en container, nu borte for altid, og aviser er der intet spor af (har trykte medier en fremtid? DMJX har vist svaret på det).

Nej, der er i sandhed langt mellem den gamle, historiske Bunker og den nye spånplade(?)-beklædte og aldeles uinspirerende skole. Det er i det hele taget svært at få øje på, hvad godt der er kommet ud af de 130 millioner, eller hvad visionen har været.

Man har givet afkald på en masse og fået intet til gengæld. Men så er det jo godt, at Pipilotti Rist har været forbi med sit patchwork-gardin og discokugle, og at vi nu kan bade i farvet lys. Eller noget.