Alvorligt eller højtideligt, køn eller individ

Alvorligt eller højtideligt, køn eller individ

Jeg synes nu ikke selv, at jeg forsvarede mig i mit svar til Josephine. Det synes jeg til gengæld, jeg er nødt til nu. For selv om du indleder med, at jeg ’ikke pr definition som sådan er med til at objektivisere kvinder’, handler meget af dit indlæg så vidt jeg kan læse om, at det gør jeg alligevel. Jeg bliver repræsentanten for den stereotype mands stereotype opfattelse af kvinder.

Dette er Lars Bjergs modsvar til debatindlægget “Tro flytter ikke Bjerg – stereotype fremstillinger er kedelige og forudsigelige”.

Skribent: Lars Bjerg, lektor på journalistuddannelsen

Udgivet den 11. december 2020

Inden jeg svarer direkte, får du lidt af min livshistorie.

Min socialrådgivermor fik Dansk Kvindesamfunds Mathildepris og ALT for damernes Gyngestolpris. Det var hende, der gik på chefarbejde om dagen og holdt foredrag eller var frivillig om aftenen, mens vores far brystede sig af, at han som køns-pioner gik hjemme og passede børn og lejlighed. I virkeligheden nøjedes han med at gå hjemme.

Hans største, og måske også hans eneste positive, bidrag til min udvikling var hans insisteren på, at man skal tage sig selv, hinanden og tilværelsen alvorligt, men aldrig højtideligt.

Han elskede at punktere oppustethed og selvhøjtidelighed; derhjemme og til møder og i læserbreve. Der kunne jokes om alt hos os. Politik, religion, børneopdragelse, kunst, sex og mad. Også, og det er altså pointen, selv om det meste af det, eller rettere alt andet end maden, samtidig blev taget alvorligt.

 Mit første job som ung socialrådgiver var på Mødrehjælpen, som dengang var en statslig institution. Jeg fik den første af mine fire døtre i 1975, og jeg var meget opsat på, at hun (og senere hendes søstre) både skulle forstå og opleve i praksis, at piger/kvinder er lige så værdifulde som drenge/mænd. Jeg blev formand for forældrerådet i børnehaven med det ene formål at ændre den meget køns-stereotype kultur, de havde.

Jeg var den første mands-journalist, der tog forældreorlov, dengang det blev en mulighed i Danmark i 1988. Min kvindelige chef sagde ganske utvetydigt, at jeg svigtede arbejdspladsen.

 Da Dansk Kvindesamfund i slut-90’erne kontaktede Journalisthøjskolen for at få en af os undervisere med i deres advisory-board, meldte jeg mig. De foretrak så en kvinde, men det var sikkert bare fordi, hun var mere kvalificeret.

 I de år, jeg var med til at udforme skolens optagelsesprøve, var jeg 100% loyalt med i forsøget på at få ligevægt mellem kønnene i optaget.

 Nå, til sagen.

 Først min brug af han i Den gode Journalist: Jeg begrunder det på side 29. Bogen er skrevet i 2009, og dengang var han fælleskøn. Selv ikke min ’feministiske’ baggrund bragte mig i tvivl om det, selv om jeg da godt kunne se det underlige i det. Der var heller ingen redaktører, korrekturlæsere, anmeldere, kolleger eller studerende, der gjorde indsigelser.

 I anledning af dit indlæg har jeg netop ringet til Dansk Sprognævn. De har ingen officiel holdning, men ja, sådan var praksis indtil for få år siden, og tjah, ligesom neger ikke længere er et neuralt ord.

 Så jeg lover at gøre noget ved det, når jeg om lidt går i gang med at revidere bogen. Men jeg begynder ikke at skrive ’hun’ i stedet. Det er da bare at erstatte en stereotyp med en anden. Ikke ligeberettigelse, bare ’buttom-up’. Seksualisering, lækker, fuckable – jeg ved virkelig ikke, om mænd er ’værre’ til det end kvinder, men det gør du åbenbart.

 Jeg ved, at nogle kvinder gør meget for at være alt det, og jeg ved, at nogle mænd gør meget for at være alt det. Jeg ved, at parringsdans i alle mulige former er fælles for alle os pattedyr.

 Og når der er referencer til det i min bog, er det – om end kun halvt bevidst, må jeg indrømme – fordi det er fælles erfaringer, der kan fungere som små belønninger til den trætte pligtlæser. Og, hej Far!:, kan punktere tendenser til højtidelighed hos både læser og forfatter. Til gengæld kan jeg godt se, (efter at jeg er blevet gjort opmærksom på det) at mine ’seksualiserede’ indspark er hetero-køns-biased, og det vil jeg skrue ned for i min reviderede udgave

 Men også en indsigelse: Måske er det bare fordi, du er så træt, træt & træt, men det virker nu også lidt primitivt, at du tolker det tænkte replikskifte mellem min søster og mig som en generalisering af kønsforskelle. I så fald skulle alle replikskifter i film og romaner og virkelighed om konkrete situationer være udtryk for en generalisering eller stereotypering. Men jeg kan da sagtens sige, at min nabo er nærig, uden at jeg dermed har sagt, at alle naboer er nærige.

 Endelig vil jeg lige præcisere, at det ikke er mig, der har sagt noget om sløve drenge og flittige hjælpsomme piger. For det tror jeg nok, din tekst kan få den uindviede læser til at tro. Jeg er bevidst varsom med at generalisere, og hvad kønsforskelle angår, læner min trosbekendelse sig kraftigt op ad min barndoms amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther Kings mantra: ”Racismen er først udryddet, når vi ikke længere ser hinanden som repræsentanter for en race, men bare som mennesker”, sagde han.

Jeg siger: Sexismen (altså i ordets oprindelige betydning ’diskrimination på grund af køn’, helt parallelt til racisme) er først udryddet, når vi holder op med at tillægge køn anden betydning end noget med sex og forplantning. I alle andre sammenhænge bør køn ikke være en forskel, der gør en forskel.

”For øvrigt mener jeg” – som en af senatorene i antikkens Rom afsluttede alle sine taler, uanset emnet, men fortsættelsen her er min – at selvhøjtidelighed er den største risiko for den i øvrigt legitime identitetspolitiske bevægelse.

Tro flytter ikke Bjerg – stereotype fremstillinger er kedelige og forudsigelige

Tro flytter ikke Bjerg – stereotype fremstillinger er kedelige og forudsigelige

Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan retfærdiggøre stereotypiske fremstillinger i pensum, og jeg må sige, at jeg er begyndt at blive træt, og jeg keder mig.

Skribent: Kassandra Thylstrup, journaliststuderende på DMJX

Udgivet den 10. december 2020

Kære Lars Bjerg

Det kommer sgu bag på mig, at du ikke forstår præmissen i Josephines indlæg i Illustreret Bunker. Ærligt. Jeg forstår godt, du går i forsvar, og jeg synes heller ikke, at du per definition er som sådan med til at objektivisere kvinder.

MEN det taler ind i en uendelighed af, at kvinder bliver seksualiseret. Gjort til nogle, som skal være lækre. Uden at have et præcist tal, vil jeg gerne turde påstå, at det sker i højere grad for kvinder end mænd.

Da jeg åbnede Journalistikkens Grundtrin af Solveig Schmidt og Mette Mørk, jublede jeg over, at de havde valgt at prøve noget nyt. De argumenterer i øvrigt for det over en række sider i bogen, der starter omtrent på side 47. Italesættelsen af præcis, hvorfor de bruger hun, kommer på side 53. Selv tak.

Og så åbnede jeg din bog. Som den unge, spæde nye studerende, der skulle træde ind i den store, nye og fagre verden, hvor jeg kunne tage mig en uddannelse. Blive til noget her i livet udover bare at være nogen. Med mit naive blik på verden omkring mig, åbnede jeg din bog, fordi størstedelen af vores pensum bestod af dine bøger. Jeg blev ikke krænket, da jeg studsede over din italesættelse af din brug af han. Jeg blev bare så umådeligt træt i krop og sind, at jeg næsten havde lyst til at gå op og lægge mig.

En enkelt gang til undervisning blev det også italesat i en henkastet bemærkning, at drengene, de sløve drenge, skulle tage fat i nogle af de flittige piger, så de kunne nå fristen for en opgave, og nej, jeg er ikke krænket, men jeg er ramt af kedsomhed. Og så er jeg træt. Igen. Jeg tror, jeg går op og lægger mig. Det er også en kedelig stereotyp af, at drengene er de sløve hoveder, og kvinderne er de flittige. Videre. Jeg keder mig.

Jeg keder mig. Kom nu. I underviser os i stereotypiske fremstillinger. I underviser os i, hvordan sproget har magt.

Jeg er ked af, at jeg må fortælle dig det, Lars, men du har magt. Du er underviser. Du er med til at forme en del af den kommende generation af journalister. Dine skrevne ord har magt. Når du understreger din brug af ordet han, så er du med. Du er med til at oprette den kedelige stereotyp af kvinder. I underviser os i at vende tingene på hovedet.

Se det fra andre perspektiver. Den stereotypiske fremstilling af kvinder hører ingen steder hjemme på en uddannelsesinstitution i 2020. Den må du tage tilbage til Kefir-festen i 80’erne. Ellers må du tage den hjemme i stuen sammen med vennerne.

Hvornår har de af jer, der straks går i forsvar og er af den gamle skole, tænkt jer at kigge indad?

Jeg er træt. Jeg keder mig. Jeg vil udfordres på et lige grundlag, og det gør jeg ikke, når det konstant hives frem, hvordan kvinder skal være. At vi skal være flittige i skolen og ovenikøbet også være fuckable. Jeg forstår godt dit eksempel i din bog, men fordi du har magt qua din stilling på DMJX, så bliver det ikke bare noget sjovt mellem venner. Kom med noget nyt, der er sjovt som ikke skal karakterisere et helt køn i undervisningshenseende.

Gitte Luk kunne have skrevet nøjagtig det samme, og jeg ville være lige så træt, så du skal ikke føle dig truffet, blot fordi du er mand. Det er ikke en hetz mod dig. Det er en hetz mod en kultur, som jeg tror, vi er en stor del, der er trætte af. Både mænd og kvinder. Vi vil især ikke mødes med den på den institution, der skal uddanne os til dygtige journalister, som forhåbentligt også er med til at danne os lidt på vejen. Medmindre vi skal give Knud Romer ret i, at man har taget dannelsen ud af uddannelsen – så er vi da først på røven.

Jeg har hørt fra flere og har selv oplevet at sidde til undervisning. Byde ind. Få et anerkendende nik og måske efterfulgt af et ”nå ja, jo.”, og så gudhjælpemig, om der så ikke er en af mine mandlige medstuderende, der siger præcist det samme, men løber med den store anerkendelse.

Det er ikke din skyld, men prøv nu at reflektere over, hvad Josephine skriver, og hvad jeg skriver, og hvad der sker alle vegne lige nu. Jeg er træt. Jeg keder mig.

”…at hun ligner en dum gås.” er endnu en kedelig stereotypisk fremstilling af, at kvinder skal hade hinanden. Nej, vi skal ikke hade hinanden, Lars. Din søster skal ikke hade den anden kvinde i dit tænkte eksempel.

Jeg er træt. Jeg er videre, og jeg keder mig. Slut. Prut. Finale, du.

Åh, du savnede Bunker

Åh, du savnede Bunker

Hvad skal der til for at savne asbest, regn inden døre, klamme toiletter og stinkende auditorier? Svaret er 130 mio. kroner og et projekt, der på mest forargende vis er uforløst på Helsingforsgade.

Skribent: Sami Kleit, journaliststuderende på DMJX

Udgivet den 10. december 2020

En af de ting, jeg husker tydeligst fra min studiestart i februar 2019, er min underviser, der på anden- eller tredjedagen bad os reflektere over det faktum, at vi tager – ikke får – os en uddannelse. Som om det at være kommet igennem det nåleøje, optagelsesprøven er, ikke var nok, så fik vi da i hvert fald nu mejslet i sten, hvor særligt et sted, vi var kommet hen, og hvor privilegerede vi var.

Jeg følte mig også privilegeret, og den følelse levede i bedste velgående i den tid, jeg havde min daglige gang på Olof Palmes Allé. End ikke en betonbunker kan sige sig fri fra slitage, men ved netop denne bunker kunne jeg hver morgen træde ind ad dørene og krydse den vandrehal, mine idoler årtier forinden havde krydset. Jeg kunne læse dagblade og gamle amerikanske bøger om journalistik på biblioteket, og jeg kunne drikke øl i Kurt Strandbar, hvis vægge var prydet af førnævnte idoler.

Ikke bare pressehistorisk var Bunkeren noget for sig. Bygningen fra 1973 var et sjældent eksemplar på brutalismen inden for dansk arkitektur.

En bygning, der både historisk såvel som fysisk i sin konstruktion var stærk og solid, men som man valgte at skrotte, da vedligeholdelsen blev for stor en mundfuld.

Frederik Aagaard Zeuthen kunne i sidste udgave af nærværende avis berette, hvordan udgifterne til den nye skole beløber sig til 130 millioner kroner (!!!). Resultat? Man har formålet at  bygge sig til mindre plads at arbejde på, ligesom de studerende heller ikke har vundet mere plads til deres arbejde, og Genlüd må tage til takke med et dårligt udstyret radiostudie.

Hvis man så håbede på at kune trække sig tilbage på et bibliotek, kan man godt tro om. Bøgerne blev i foråret smidt i en container, nu borte for altid, og aviser er der intet spor af (har trykte medier en fremtid? DMJX har vist svaret på det).

Nej, der er i sandhed langt mellem den gamle, historiske Bunker og den nye spånplade(?)-beklædte og aldeles uinspirerende skole. Det er i det hele taget svært at få øje på, hvad godt der er kommet ud af de 130 millioner, eller hvad visionen har været.

Man har givet afkald på en masse og fået intet til gengæld. Men så er det jo godt, at Pipilotti Rist har været forbi med sit patchwork-gardin og discokugle, og at vi nu kan bade i farvet lys. Eller noget.

(Ex)changing times – studying abroad during Corona

(Ex)changing times – studying abroad during Corona

Laptop? Check. Notebook? Check. Face mask and hand sanitizer? Check. Our schoolbag checklist has changed significantly over the last year. Not only our schoolbags, but our whole educational experience. Regular classes, internships, and perhaps most affected: Exchange programs.

Skribent: Mona El Ghadouini, udveklingsstuderende på DMJX

Udgivet den 10. december 2020

Does a study abroad even make sense in times of COVID-19? It would be hypocritical of me to say “no” given that I am at DMJX as an exchange student from Germany. But it does not mean I cannot be critical about it.

Travel because of COVID-19 barely exists anymore, most exchanges have been cancelled. And yet there are ones that do take place – like between Germany and Denmark.

What can you gain from an exchange, even now? New experiences, for one, whether they are positive or negative. Experiences shape us, and we have them in abundance on exchange in a foreign country. There is a reason many of us go abroad for a year after graduation: We look to find ourselves, and in a way, we do it through what we experience.

This makes an exchange semester so valuable – whether COVID-19 exists or not. We have the opportunity to gain new friends and establish an international network. And after months of restrictions and lockdown at home, there is nothing more refreshing for your mental health than a change of scenery.

But none of this is safely guaranteed: the country or city could go into lockdown, for who knows how long. What if instead of bar nights with friends we are suddenly faced with the solitude of our dorm room? What if we don’t get to meet any locals in person, only through our computer screens and Zoom classes? Regular fears of going on exchange, like “Will I be able to afford it?”, are suddenly drowned out by fears stemming from COVID-19. “What happens if I get sick? What happens if my family gets sick and I can’t get back to them?” are questions we’ve never had to ask ourselves before going abroad before.

As someone who is on exchange right now, I had those fears. I still have them. But the upsides outweigh the downsides for me. Yes – I am far away from home. Yes – the possibility of COVID-19 worsening is always lurking around the corner. But I made close friends here, I could attend class in person, I was able to dive into a whole new culture even though many big events and happenings could not take place.  

In times of COVID-19 it is important to realise that it does not take extravaganza to make an exchange into an experience. If you plan properly, you can take care of the fears and worries regarding COVID-19.

Work with what you have when you are on your exchange and it will become a memorable experience that will shape you for years to come even if you have to wear a face mask and keep 1,5 metres distance from everyone.

COVID-19 does not stop you from making new friends if you follow the rules. COVID-19 does not stop you from learning the language of your host country, if you want to.

COVID-19 does not stop you from learning and studying in a different school, from being taught in a different approach. At this point it is not enough anymore to say “When COVID is over”. We have been with the pandemic for nearly a year and we learned to work with it, around it, and make the best of it. A year – for many of us that is a third of our whole studies. A third many of us have found to be frustrating. Do not let frustration hinder you. Use the opportunities you have, make your decisions carefully, but make them. Why should that be limited to what we do at home? Why shouldn’t it extend to the once-in-a-lifetime opportunity of studying abroad?

Whether there is a global pandemic happening or not, an exchange is and will always be an experience. What kind of experience it will be is entirely up to you. Exchanges shape you – but you also shape them.

Nyt medie skal aktivere de unge i Gellerup

Nyt medie skal aktivere de unge i Gellerup

Nyt medie skal aktivere de unge i Gellerup

Det nye ungemedie Gellerup Live inviterer ungdommen indenfor. Det er et forsøg på at give danske unge, især unge med anden etnisk baggrund, en stemme i medierne.

Skribent: Peter Brøndsted
Foto: Katrine Noer

Udgivet den 10. december 2020

”Vi flyttede ind første oktober, så det hele er stadig meget nyt.”

Redaktør Inaam Nabil står i et stort kontorlokale for iværksættere i Gellerup. Deres redaktion er et lille firkantet område afgrænset af to skillevægge. Fire Ikea-borde i imiteret bambus står op ad skillevæggene. Der er sorte rullestole, sorte Ikea-reoler og ovenpå en af reolerne en enkelt potteplante. Ved siden af det seks kvadratmeter store område er et lille studie med tre kameraer og en mixerpult.

Inde i studiet snakker journalistpraktikant Sille Klinkby med tre unge fyre fra lokalområdet.

”De er ved at arbejde på en ny programserie om musikvideoer,” siger Inaam Nabil.

Det tredje og sidste medlem af redaktionen Viktor Lykke Reddersen er i øjeblikket hjemme hos sig selv, hvor han bruger en del tid med produktionen af Gellerup Live. Han er efter sigende den, der har bedst styr på lydmixing.

”Viktor har faktisk bygget vores studie. Lokalet var helt tomt, da vi kom. Så han er vores helt egen handyman,” siger Inaam.

”Vi flyttede ind første oktober, så det hele er stadig meget nyt.”

Redaktør Inaam Nabil står i et stort kontorlokale for iværksættere i Gellerup. Deres redaktion er et lille firkantet område afgrænset af to skillevægge. Fire Ikea-borde i imiteret bambus står op ad skillevæggene. Der er sorte rullestole, sorte Ikea-reoler og ovenpå en af reolerne en enkelt potteplante. Ved siden af det seks kvadratmeter store område er et lille studie med tre kameraer og en mixerpult.

Inde i studiet snakker journalistpraktikant Sille Klinkby med tre unge fyre fra lokalområdet.

”De er ved at arbejde på en ny programserie om musikvideoer,” siger Inaam Nabil.

Det tredje og sidste medlem af redaktionen Viktor Lykke Reddersen er i øjeblikket hjemme hos sig selv, hvor han bruger en del tid med produktionen af Gellerup Live. Han er efter sigende den, der har bedst styr på lydmixing.

”Viktor har faktisk bygget vores studie. Lokalet var helt tomt, da vi kom. Så han er vores helt egen handyman,” siger Inaam.

Gellerup skal også i medierne

Gellerup Live er sponsoreret af TV2 Østjylland, men den daglige gang på redaktionen styres fuldt ud af Inaam, Viktor og Sille. Projektet produceres af Frekvens Media, som Viktor ejer. Firmaet producerer film og videofilm.

På redaktionen er der friheden til at bestemme, hvilken journalistik de vil lave, så længe det aktiverer ungdommen i Gellerup og omegn. ”Brought to you by TV2 Østjylland,” kalder Inaam Nabil det.

”Vi skal forsøge at ændre, at den unge lokalbefolkning i Gellerup ikke bruger public service-medier i særlig stor grad. Jeg synes, det er vildt fedt, at TV2 Østjylland har lyst til at sponsorere et projekt, som det her,” siger hun.

Inaam Nabil er af palæstinensisk baggrund. Selvom hun ikke har mødt andre kvinder med tørklæde i branchen, tør hun alligevel ikke udnævne sig selv til den eneste kvindelige journalist med tørklæde. Hun har i mange år boet i Vollsmose og København, men i sommers flyttede hun til Gellerup for at lave Gellerup Live. 

At lægge hele sit hjerte i projektet i Gellerup kommer naturligt til Inaam Nabil. I følge hende er der nemlig mere på spil hos Gellerup Live end på mange andre lokalmedier.

”Det handler jo om, hvorvidt vi tør lytte til de mennesker, der bor herude. Tør vi som presse give mikrofonen videre til danskere af anden etnisk baggrund og lade dem tale ud i stedet for at afbryde dem,” siger hun.

De første to måneder har blandt andet budt på interviews med de lokale unge om deres holdning til statsminister Mette Frederiksen og påbegyndelsen af en portrætserie, der skal ende med 100 miniportrætter af beboerne i Gellerup.

”Portrætterne er en mulighed for, at de unge herude kan fortælle deres egne historier. Måske åbner de op for en del af sig selv, som de ikke har fortalt til nogen. Så det er en måde at hylde de personligheder, der er i området, på,” siger Inaam Nabil.

2021 kan blive slutningen

Projektet Gellerup Live er et webmedie og bruger især Facebook og Instagram til at nå ud til de unge. På stående fod har de 255 følgere på sociale medier, men målet er at komme meget længere op.

”Vi har ikke et fastsat mål, men min forhåbning er, at vi kan komme op på 2000-3000 følgere,” siger Inaam Nabil.

Indtil nu har arbejdsugerne været lange, og meget af tiden er gået med at ideudvikle på projekter. Inaam Nabil føler, det har været nemmere at holde den røde tråd i processen end normalt, fordi deres medie henvender sig til en specifik målgruppe. Samtidig mener hun, det er på høje tide, at der bliver produceret journalistik til unge i Gellerup.

”De betaler jo også penge til public service herude, og hvad har de fået ud af det indtil nu?” siger Inaam Nabil.

Den lille lokalredaktion er i første omgang sat til at løbe indtil slutningen af 2021, når der har været kommunalvalg i Aarhus. Derfor er der også et politisk program i støbeskeen, og det glæder Inaam Nabil sig til at offentliggøre.

”Vi har kontakt til nogle lokale, som altså bare er superskarpe, når det kommer til politik. Og vi ved også at de lokale i høj grad interesser sig for international politik, så det skal vi også have på programmet,” siger hun.

Når en fjer bliver til fem høns, eller en vandpibe bliver til en joint

Lidt senere ankommer det tredje medlem af Gellerup Live Viktor Lykke Reddersen i en mørk t-shirt og et par brune cargobukser. Der er stille, da han sætter sig ved et af Ikea-bordene og åbner sin laptop. En ung pige sidder i studiet og snakker med Sille. Hun hedder Sara, men er også kendt som ”pigen med de to ure på”.

Det banker på ruden ude fra vintermørket. Endnu en ung pige træder ind i redaktionen.

”Ihhh! Hej Jasmin!” råber Sara.

Det banker på ruden igen, Viktor lukker sin laptop og går ud for at åbne døren. Han lukker en pige ind, der kommer gående med en bubble tea i hånden. Det er Rim.

Tilsammen danner pigerne Sara, Jasmin og Rim rammen om dagens udgave af 82dobbeltx. Det er en podcast, som forsøger at berøre emner, unge mennesker ikke taler om i offentligheden.

Dagens tema har Sara valgt.

”Når jeg siger bagtalekultur, hvad tænker I så?” spørger hun ud i rummet.

Det er som at trykke på en knap. Rim og Jasmin klapper næsten i hænderne.

”Jeg har nogle rigtig gode eksempler fra mit gymnasium,” siger Jasmin og fortæller, hvordan folk går og spreder falske rygter. Rim bryder ind.

”Hvis jeg går på vandpibecafe, er der altid nogle der kender mig, og så spreder historien sig fra mund til mund.”

Hun slår om sig med nogle arabiske gloser og de to andre piger nikker. Stemningen i rummet er næsten elektrisk. Selv Inaam, Sille og Viktor lader sig rive med. Så fortsætter Rim:

”Min mama har altid sagt at jeg skal passe på mit ry. En vandpibe kan hurtigt blive til en joint, når andre folk fortæller historien.”

Inaam husker pigerne på, at der skal være energi til overs til optagelserne, og forsamlingen lukker ned for briefingen og går ind i studiet. Pigerne fra 82dobbeltx og Viktor sætter sig foran kameraerne. Inaam og Sille placerer sig ved mixerpulten.

”Ser jeg godt ud fra den her vinkel?” spørger Rim og blinker til et af kameraerne.

”Du ser knaldgodt ud,” siger Inaam omme bag ved mixerpulten.

Vi siger det bare, som det er

Podcasten 82dobbeltx startede ved en workshop på Gellerup Filmværksted. Her var det Dalia El Dirawi, et af de nu i alt seks medlemmer af podcasten, der var katalysatoren.

”Vi kendte faktisk ikke Inaam. Jeg havde fået lov til at holde en podcastworkshop, så jeg inviterede fire andre piger med. I starten var det mest for sjovt,” siger hun.

I starten var der fem medlemmer af podcasten. Sara, Jasmin, Rim, Dalia og Anni. På workshoppen mødte de fem Inaam, og deraf blev en podcast om tabubelagte emner til. Mottoet for podcasten lød: Vi siger det bare, som det er.

At udgive podcasten betød, at pigerne skulle vænne sig til at eksponere sig selv, noget som kun Inaam havde erfaring med. For Dalia var det derfor en smule grænseoverskridende at skulle vise sig fra en ny side.

”Jeg gjorde helt klart nogle tanker om, hvordan folk vil reagere, når vi begynder at tale åbent om ting, som folk normalt ikke taler om i offentligheden,” siger Dalia.

De har ikke lagt sig fast på ét tabubelagt emne. Det kan variere fra, hvordan man skal reagere på racistiske bemærkninger til, hvordan det er at blive bagtalt. Pigerne kommer fra forskellige kulturer, men er alle sammen af anden etnisk baggrund, så de prøver at finde emner, der er aktuelle i hinandens kulturer.

”Vores kulturer er jo minoriteter i Danmark, så man bliver en form for gruppe, der oplever en helt anden verden. Det, vi prøver at italesætte, er konsekvensen af at være en minoritet,” siger Dalia.

Målet med podcasten er også at hjælpe med at skabe en samtale. Et sted, hvor man lærer at lytte til hinanden, når folk har noget på hjerte. Indtil videre føler Dalia, at podcasten er faldet i god jord.

”Der er ikke ret mange podcasts for folk i Gellerup, og slet ikke som vores podcast. Nogle unge mænd skrev til os, fordi de var uenige med os. Jeg synes, det er fedt, at vi på den måde får andre synsvinkler på det, vi snakker om,” siger Dalia og fortsætter: 

”Vi håber jo på sigt at få en platform, hvor de unge kan få en samtale med os igennem podcasten.”