Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan retfærdiggøre stereotypiske fremstillinger i pensum, og jeg må sige, at jeg er begyndt at blive træt, og jeg keder mig.

Kære Lars Bjerg

Det kommer sgu bag på mig, at du ikke forstår præmissen i Josephines indlæg i Illustreret Bunker. Ærligt. Jeg forstår godt, du går i forsvar, og jeg synes heller ikke, at du per definition er som sådan med til at objektivisere kvinder.

MEN det taler ind i en uendelighed af, at kvinder bliver seksualiseret. Gjort til nogle, som skal være lækre. Uden at have et præcist tal, vil jeg gerne turde påstå, at det sker i højere grad for kvinder end mænd.

Da jeg åbnede Journalistikkens Grundtrin af Solveig Schmidt og Mette Mørk, jublede jeg over, at de havde valgt at prøve noget nyt. De argumenterer i øvrigt for det over en række sider i bogen, der starter omtrent på side 47. Italesættelsen af præcis, hvorfor de bruger hun, kommer på side 53. Selv tak.

Og så åbnede jeg din bog. Som den unge, spæde nye studerende, der skulle træde ind i den store, nye og fagre verden, hvor jeg kunne tage mig en uddannelse. Blive til noget her i livet udover bare at være nogen. Med mit naive blik på verden omkring mig, åbnede jeg din bog, fordi størstedelen af vores pensum bestod af dine bøger. Jeg blev ikke krænket, da jeg studsede over din italesættelse af din brug af han. Jeg blev bare så umådeligt træt i krop og sind, at jeg næsten havde lyst til at gå op og lægge mig.

En enkelt gang til undervisning blev det også italesat i en henkastet bemærkning, at drengene, de sløve drenge, skulle tage fat i nogle af de flittige piger, så de kunne nå fristen for en opgave, og nej, jeg er ikke krænket, men jeg er ramt af kedsomhed. Og så er jeg træt. Igen. Jeg tror, jeg går op og lægger mig. Det er også en kedelig stereotyp af, at drengene er de sløve hoveder, og kvinderne er de flittige. Videre. Jeg keder mig.

Jeg keder mig. Kom nu. I underviser os i stereotypiske fremstillinger. I underviser os i, hvordan sproget har magt.

Jeg er ked af, at jeg må fortælle dig det, Lars, men du har magt. Du er underviser. Du er med til at forme en del af den kommende generation af journalister. Dine skrevne ord har magt. Når du understreger din brug af ordet han, så er du med. Du er med til at oprette den kedelige stereotyp af kvinder. I underviser os i at vende tingene på hovedet.

Se det fra andre perspektiver. Den stereotypiske fremstilling af kvinder hører ingen steder hjemme på en uddannelsesinstitution i 2020. Den må du tage tilbage til Kefir-festen i 80’erne. Ellers må du tage den hjemme i stuen sammen med vennerne.

Hvornår har de af jer, der straks går i forsvar og er af den gamle skole, tænkt jer at kigge indad?

Jeg er træt. Jeg keder mig. Jeg vil udfordres på et lige grundlag, og det gør jeg ikke, når det konstant hives frem, hvordan kvinder skal være. At vi skal være flittige i skolen og ovenikøbet også være fuckable. Jeg forstår godt dit eksempel i din bog, men fordi du har magt qua din stilling på DMJX, så bliver det ikke bare noget sjovt mellem venner. Kom med noget nyt, der er sjovt som ikke skal karakterisere et helt køn i undervisningshenseende.

Gitte Luk kunne have skrevet nøjagtig det samme, og jeg ville være lige så træt, så du skal ikke føle dig truffet, blot fordi du er mand. Det er ikke en hetz mod dig. Det er en hetz mod en kultur, som jeg tror, vi er en stor del, der er trætte af. Både mænd og kvinder. Vi vil især ikke mødes med den på den institution, der skal uddanne os til dygtige journalister, som forhåbentligt også er med til at danne os lidt på vejen. Medmindre vi skal give Knud Romer ret i, at man har taget dannelsen ud af uddannelsen – så er vi da først på røven.

Jeg har hørt fra flere og har selv oplevet at sidde til undervisning. Byde ind. Få et anerkendende nik og måske efterfulgt af et ”nå ja, jo.”, og så gudhjælpemig, om der så ikke er en af mine mandlige medstuderende, der siger præcist det samme, men løber med den store anerkendelse.

Det er ikke din skyld, men prøv nu at reflektere over, hvad Josephine skriver, og hvad jeg skriver, og hvad der sker alle vegne lige nu. Jeg er træt. Jeg keder mig.

”…at hun ligner en dum gås.” er endnu en kedelig stereotypisk fremstilling af, at kvinder skal hade hinanden. Nej, vi skal ikke hade hinanden, Lars. Din søster skal ikke hade den anden kvinde i dit tænkte eksempel.

Jeg er træt. Jeg er videre, og jeg keder mig. Slut. Prut. Finale, du.

Hvad skal der til for at savne asbest, regn inden døre, klamme toiletter og stinkende auditorier? Svaret er 130 mio. kroner og et projekt, der på mest forargende vis er uforløst på Helsingforsgade.

En af de ting, jeg husker tydeligst fra min studiestart i februar 2019, er min underviser, der på anden- eller tredjedagen bad os reflektere over det faktum, at vi tager – ikke får – os en uddannelse. Som om det at være kommet igennem det nåleøje, optagelsesprøven er, ikke var nok, så fik vi da i hvert fald nu mejslet i sten, hvor særligt et sted, vi var kommet hen, og hvor privilegerede vi var.

Jeg følte mig også privilegeret, og den følelse levede i bedste velgående i den tid, jeg havde min daglige gang på Olof Palmes Allé. End ikke en betonbunker kan sige sig fri fra slitage, men ved netop denne bunker kunne jeg hver morgen træde ind ad dørene og krydse den vandrehal, mine idoler årtier forinden havde krydset. Jeg kunne læse dagblade og gamle amerikanske bøger om journalistik på biblioteket, og jeg kunne drikke øl i Kurt Strandbar, hvis vægge var prydet af førnævnte idoler.

Ikke bare pressehistorisk var Bunkeren noget for sig. Bygningen fra 1973 var et sjældent eksemplar på brutalismen inden for dansk arkitektur.

En bygning, der både historisk såvel som fysisk i sin konstruktion var stærk og solid, men som man valgte at skrotte, da vedligeholdelsen blev for stor en mundfuld.

Frederik Aagaard Zeuthen kunne i sidste udgave af nærværende avis berette, hvordan udgifterne til den nye skole beløber sig til 130 millioner kroner (!!!). Resultat? Man har formålet at  bygge sig til mindre plads at arbejde på, ligesom de studerende heller ikke har vundet mere plads til deres arbejde, og Genlüd må tage til takke med et dårligt udstyret radiostudie.

Hvis man så håbede på at kune trække sig tilbage på et bibliotek, kan man godt tro om. Bøgerne blev i foråret smidt i en container, nu borte for altid, og aviser er der intet spor af (har trykte medier en fremtid? DMJX har vist svaret på det).

Nej, der er i sandhed langt mellem den gamle, historiske Bunker og den nye spånplade(?)-beklædte og aldeles uinspirerende skole. Det er i det hele taget svært at få øje på, hvad godt der er kommet ud af de 130 millioner, eller hvad visionen har været.

Man har givet afkald på en masse og fået intet til gengæld. Men så er det jo godt, at Pipilotti Rist har været forbi med sit patchwork-gardin og discokugle, og at vi nu kan bade i farvet lys. Eller noget.

Laptop? Check. Notebook? Check. Face mask and hand sanitizer? Check. Our schoolbag checklist has changed significantly over the last year. Not only our schoolbags, but our whole educational experience. Regular classes, internships, and perhaps most affected: Exchange programs.

Does a study abroad even make sense in times of COVID-19? It would be hypocritical of me to say “no” given that I am at DMJX as an exchange student from Germany. But it does not mean I cannot be critical about it.

Travel because of COVID-19 barely exists anymore, most exchanges have been cancelled. And yet there are ones that do take place – like between Germany and Denmark.

What can you gain from an exchange, even now? New experiences, for one, whether they are positive or negative. Experiences shape us, and we have them in abundance on exchange in a foreign country. There is a reason many of us go abroad for a year after graduation: We look to find ourselves, and in a way, we do it through what we experience.

This makes an exchange semester so valuable – whether COVID-19 exists or not. We have the opportunity to gain new friends and establish an international network. And after months of restrictions and lockdown at home, there is nothing more refreshing for your mental health than a change of scenery.

But none of this is safely guaranteed: the country or city could go into lockdown, for who knows how long. What if instead of bar nights with friends we are suddenly faced with the solitude of our dorm room? What if we don’t get to meet any locals in person, only through our computer screens and Zoom classes? Regular fears of going on exchange, like “Will I be able to afford it?”, are suddenly drowned out by fears stemming from COVID-19. “What happens if I get sick? What happens if my family gets sick and I can’t get back to them?” are questions we’ve never had to ask ourselves before going abroad before.

As someone who is on exchange right now, I had those fears. I still have them. But the upsides outweigh the downsides for me. Yes – I am far away from home. Yes – the possibility of COVID-19 worsening is always lurking around the corner. But I made close friends here, I could attend class in person, I was able to dive into a whole new culture even though many big events and happenings could not take place.  

In times of COVID-19 it is important to realise that it does not take extravaganza to make an exchange into an experience. If you plan properly, you can take care of the fears and worries regarding COVID-19.

Work with what you have when you are on your exchange and it will become a memorable experience that will shape you for years to come even if you have to wear a face mask and keep 1,5 metres distance from everyone.

COVID-19 does not stop you from making new friends if you follow the rules. COVID-19 does not stop you from learning the language of your host country, if you want to.

COVID-19 does not stop you from learning and studying in a different school, from being taught in a different approach. At this point it is not enough anymore to say “When COVID is over”. We have been with the pandemic for nearly a year and we learned to work with it, around it, and make the best of it. A year – for many of us that is a third of our whole studies. A third many of us have found to be frustrating. Do not let frustration hinder you. Use the opportunities you have, make your decisions carefully, but make them. Why should that be limited to what we do at home? Why shouldn’t it extend to the once-in-a-lifetime opportunity of studying abroad?

Whether there is a global pandemic happening or not, an exchange is and will always be an experience. What kind of experience it will be is entirely up to you. Exchanges shape you – but you also shape them.