Arbejdsdag fra 07:09 til 00:15 – og glad for det

Arbejdsdag fra 07:09 til 00:15 – og glad for det

Arbejdsdag fra 07:09 til 00:15 – og glad for det

Chefredaktør for Jyllands Posten, Marchen Neel Gjertsen, er 33 minutter forsinket. Et møde trak ud. Lobbyen på hotel Atlantica i Aarhus tilbyder udsigt til DOKK1 og en rolig atmosfære. En arbejdsdag uden tidsbegrænsning og med glohed indbakke er standarden for hende. Men det kan kun lade sig gøre, fordi en god mand derhjemme hjælper hende med alt det rundt om.

Tekst og foto: Rikke Mathiasen

Udgivet den 07. oktober 2021

Uret viser 19:20, og Marchen Neel Gjertsen har ikke fået aftensmad endnu. Hun sidder på sit hotelværelse og sender mails afsted. Receptionisterne på Atlantica kender hende, så der er ikke brug for ind- og udtjek, og regningen bliver automatisk sendt til Jyllands Posten. I kufferten har hun sit rejsesjippetorv.

Det handler om at bruge mindst mulig energi på simple beslutninger. Journalistikken er det vigtigste. Så det er der Marchen Neel Gjertsen, lægger de fleste af sine kræfter. Ikke i aftensmaden. Derfor går turen altid til Streetfood mexicanske hjørne, hvor Marchen ved nøjagtigt hvilken salat, hun skal bestille.

For Marchen Neel Gjertsen har jobbet som journalist altid været førsteprioritet. Og det falder hende helt naturligt.

Arbejdet genoptages gerne, når datteren Solvej på 5 år er lagt i seng hjemme i København.

Dengang hendes mand arbejdede som kulturjournalist, kunne det være svært at få hverdagen til at gå op, når de var to forældre med presserende deadlines.

I dag har hendes mand skiftet erhverv til kommunikationschef for et ejendomsselskab.

 

 

Pendlerlivsstilen mellem hovedstaden og Aarhus kan kun lade sig gøre, fordi der er klare rammer for arbejdsfordelingen på hjemmefronten.

”Det er svært at få alting gjort, hvis man mister timerne mellem 16:00 og 20:00.”

I dag blev den første mail sendt afsted kl. 07:09.

Den sidste blev sendt 00:15.

Jeppe Villadsen skiftede mediebranchen ud med italiensk gelato

Jeppe Villadsen skiftede mediebranchen ud med italiensk gelato

Jeppe Villadsen skiftede mediebranchen ud med gelato

Efter flere år med arbejdspres og mangel på anerkendelse valgte Jeppe Villadsen at trække sig fra medieverdenen og åbne en italiensk isbod. Selvom den nye hverdag indebærer lange arbejdsdage, fortryder den tidligere Afrika-korrespondent ikke sin beslutning.

TEKST OG FOTO : MATILDE KROGSGAARD

Udgivet den 07. oktober 2021

Duften af citrus fylder næseborene, så snart man træder ind i Isoteket. På hylderne står eksotiske frugter og krydderier klar i den lille isbar på Østerbro. Ejeren af stedet er en tidligere journalist med speciale i Afrika og gelato. Og nu også i sjus-is. En tilbagevendende fredagstradition, hvor Isoteket fremstiller en ny og festlig kugle til vaflen. I dag står den på stout-øl fra den lokale brygger blandet op med en mørk chokolade.

Med ét brydes aromaerne og citrusduften af et friskt vindpust, og en smilende mand med lettere vindblæst hår træder ind i det 49 kvadratmeter lille lokale. Med et par hurtige skridt er han omme bag disken for lige at tjekke op på medarbejderen i forretningen, inden han høfligt hilser på, nu klar til at fortælle sin historie.

En historie om en mand, der efter en lang og succesfuld karriere som freelancejournalist, redaktør og korrespondent fik nok af mediebranchen og af den manglende anerkendelse og derfor begyndte at lave is. Med ét mål: den skulle være verdens bedste. For Jeppe Villadsen, som den tidligere journalist hedder, går ikke ind i et projekt uden at sigte mod det bedste. Heller ikke når han skifter karriere.

Der er ikke mange, der kaster sig ud i ting, som Jeppe Villadsen gør det. Han kastede sig ud i journalistikken, mens han stadig læste på sociologistudiet. Fløj til Afrika trods en succesfuld karriere hjemme i Danmark. Tog hjem, fik børn og blev journalist på Euroman. Mistede glæden ved mediebranchen og kastede sig på ny ud i ukendt farvand:  italiensk gelato. 

For Jeppe er en stolt mand, og til sidst var han blevet tilpas træt og frustreret over mediebranchen. Så åbnede han computeren, satte sig ned og begyndte at scrolle. Ned gennem Facebook-opslag fra mediemennesker og journalister. Ned gennem opslag om amatør-kunstnere og nyåbnede støbeovnspizzeriaer. Ned over en international facebook-gruppe kaldet: Whats your plan B?

Det første møde med mediebranchen

Første gang Jeppe Villadsen tænkte, at han skulle lave et karriereskift, var efter en fødselsdag i slutningen af 90’erne. Jeppe var på dette tidspunkt ved at færdiggøre sin bachelor i sociologi, da han over en brunch faldt i snak med en kvinde, der spurgte ind til hans drømme. Men hvad skulle han svare? Nok noget med ministerier og det offentlige. 

”Så kigger hun bare på mig og spørger: Er det ikke lidt tidligt at have så lave ambitioner for sig selv?” siger Jeppe.

I 2001 sad Jeppe derfor på Informations hektiske gange, for kvindens spørgsmål havde sat sig i ham. Inden da havde han færdiggjort sin bachelor i sociologi og taget en overbygning i journalistik på Roskilde Universitet. Og nu havde han scoret en eftertragtet praktikplads på Information, for han drømte om en verden langt fra det offentlige.

På Information var det lærerigt, men hårdt. Jeppe fik lov til at lave alt det samme som de fastansatte journalister – bare mere. Meget mere. 

”I min praktiktid på Information var der et enormt dagligt pres – et pres som jeg efterfølgende har gjort alt for at undgå.”

Han husker ikke Information som en varm arbejdsplads, men det skyldtes måske også hans egen måde at være på, for det passer Jeppe godt at have sit eget og gøre tingene på sine præmisser i stedet for at være underlagt en redaktør og stramme deadlines. 

Jeppe brændte ikke for stramme deadlines og nyheder. Han ville sætte et aftryk med sin journalistik. Det, syntes han ikke, var muligt, hvis han blev i dagbladenes verden.

Turen går til Afrika 

Med få kroner på lommen og en drøm om at skulle lave dybdegående journalistik valgte Jeppe derfor i 2008 at rejse til Nairobi med sin kæreste. Her fik han hurtigt skrevet en række dybdegående artikler om aids, og i starten føltes det faktisk som om, at hans journalistisk blev anerkendt. Men stille og roligt aftog følelsen. For livet som freelancer i Afrika var hårdt, og der fulgte ikke mange penge med. Hans artikler blev solgt som styksalg til en umådeligt dårligt sats.

Så sammen med sin kæreste rejste han hjem til København. Han fortsatte dog med at lave journalistik fra Afrika, nu pendlede han bare til og fra kontinentet. Men da Jeppes mindste søn kom til verden, og medierne fortsatte med at betale mindre for hans artikler, blev det for meget for den stolte journalist.

”Jeg blev nødt til at genopfinde mig selv.”

En aften sad han i Nairobi med computerens lys i ansigtet, netop kommet tilbage fra en 10-dages-reportage rundt i Sydafrika. Selvom han havde skrevet vigtige artikler om alt fra slumsafari til massevoldtægter af unge lesbiske kvinder, tænkte han alligevel: ‘hvad laver jeg her?’. Han skrev en ansøgning til et barselsvikariat på Euroman. Et job, som skulle føre ham væk fra det hårde freelanceliv og henimod den stabilitet, som han var blevet klar til.

”Det var noget nær alle skrivende journalister i Danmark, der søgte jobbet. Så får jeg det. Før alle andre. Jeg tænkte bare: ’Nu har verden endelig set, hvor fantastisk jeg er,” tilføjer han med et smil på læben. 

Jobbet skulle dog vise sig ikke at være så fantastisk, som Jeppe havde forestillet sig.

Vendepunktet

I Isoteket banker Jeppe pludselig benet op i det ustabile cafébord og kaffen, der står på det, ryster en smule. 

”Jeg har nok altid følt, i min journalistiske karriere, at anerkendelse har været en mangelvare, og tiden på Euroman var ingen undtagelse. Som tiden gik fik jeg en følelse af at blive marginaliseret,” siger han. 

Måske var det på grund af den midlertidige stilling som barselsvikar. I hvert fald mener han, at han lavede mere end de fastansatte journalister – præcis som da han var på Information.

Om aftenerne talte han ned til sidste arbejdsdag. Jeppes kone var højgravid med hans anden søn, og når han sad i sin lejlighed på Nansensgade, håbede han inderligt, at hans kone snart ville gå i fødsel. Så han tidligere end planlagt kunne stoppe på Euroman. Det var en af de aftener, at en SMS fik displayet på Jeppes telefon til at lyse op.

Ulrikke Moustgaard, en tidligere kollega, havde sendt et link til en Facebookgruppe under navnet: Whats your plan B? En amerikansk gruppe for tidligere og nuværende mediefolk, der skrev om deres liv efter journalistikken. 

Pudsigt, tænkte Jeppe. Det var længe siden, at han havde snakket med den tidligere kollega. Tænker hun, at han har brug for en plan B? En smule forundret åbnede han alligevel sin computer, trykkede på linket og begyndte at scrolle. Ned gennem Facebook-opslag fra mediemennesker og journalister indtil han faldt over et opslag, som var skrevet af gruppens stifter. En tidligere journalist, som havde droppet at være fotograf og startet sit eget stenovnspizzeria. Hans løn var siden fordoblet og blodtrykket halveret.

Fra istid til ismager

Et halvt år senere sad Jeppe i et klasselokale i Bologna. Han var netop startet på Carpigiani Gelato Universitetet for at lære at lave is. Et universitetet oprettet af en italiensk ismaskinefabrikant, der tilbyder over 500 kurser i madvidenskab. 

”Det var ligesom at starte på journalistuddannelsen. Undervisning fra morgen til aften – jeg elskede det,” siger Jeppe, mens han bærer den ene store sukkerpose efter den anden ind i is-forretningen på Østerbro. Han tjekker lige, at alt spiller, inden vi kan bevæge os videre mod hans anden isbar ved søerne.

På en ferie i Rom gik det op for Jeppe, at han havde en plan b. Da han smagte en perfekt cremet gelato – noget, han ikke kunne få i København, vidste han det: han ville starte en isforretning om sommeren og skrive bøger om vinteren. Det var slut med journalistik, i hvert fald rugbrødsartiklerne.

”Jeg havde en tro på, at jeg kunne lave verdens bedste is. Samtidigt var jeg frustreret over, at jeg ikke kunne lave ting af varighed i mit arbejde. Som det at skrive bøger. Det ville jeg aldrig få råd til, hvis jeg blev ved med at være freelancer.”

Romanen eksisterer kun i form af ufærdige noter, men is-virksomheden, den går fortræffeligt. Men det har ikke været nemt, og det er det stadig ikke. Jeppe har nemlig haft galoperende stress det sidste halve år. Det er ikke lige sådan at håndtere medarbejdere – til gengæld er han forundret over, hvor hurtigt han lærte at lave is.

”Jeg troede, at jeg ville kunne flygte fra alt stressen i mediebranchen ved at blive ismager, men der må jeg være ærlig og sige, at jeg ikke er blevet bedre til at håndtere arbejdspresset,” siger han.

Aldrig mere journalistik?

Jeppe er ved at hjælpe sin medarbejder i isforretningen ved søerne med at skovle is op af disken og uddelegere smagsprøver. På trods af den bidende efterårskulde er her mange mennesker. Jeppe er stolt af sit isimperium, men hans løn er ikke fordoblet og blodtrykket langtfra halveret. Og der sidder stadig en snert af journalist i ham.

 ”Jeg var rigtig hurtig til at få en is-identitet, men jeg er ikke ikke-journalist. Det kan man nok aldrig blive, når man først har været i gamet,” siger han.

Han er glad for sit valg. For endelig har han opnået det, som han ikke kunne få som praktikant på Information, som skribent på Euroman, som Afrika-korrespondent og som freelancer. Anerkendelse. På trods af, at han – efter eget udsagn – var en “ret god journalist”, så har han også en erkendelse.

”Jeg føler, at jeg som ismager har sat et større aftryk, end jeg nogensinde har gjort som journalist.”

Radio24Loud? “Praktikanter på Radio Loud kan i vidt omfang forvente at komme til at arbejde for Radio24Syv”

Radio24Loud? “Praktikanter på Radio Loud kan i vidt omfang forvente at komme til at arbejde for Radio24Syv”

RADIO24LOUD?

Radio Loud skal i fremtiden tiltrække journalistpraktikanter ved at imitere det hedengangne Radio24Syv. I hvert fald hvis det står til Simon Andersen, der for nyligt er tiltrådt som chefredaktør på det omstridte medie.

TEKST: JOHANNE LERHARD
FOTO: NICHLAS ARTURO POLLIER

Udgivet den 07. oktober 2021

Hvis dine praktikdrømme blev lagt i graven, da Radio24Syv i 2019 måtte se sig slået i kampen om den nye DAB-kanal, kan du måske begynde at grave dem op igen.

Det fortæller Radio Louds nytiltrådte chefredaktør – og tidligere nyhedschef på netop Radio24Syv – Simon Andersen. Han vil som led i en plan om at tiltrække landets dygtigste journalister og praktikanter genoplive kulturen og journalistikken fra sin tidligere arbejdsplads på Radio Louds redaktioner i Svendborg og København.

 

“Praktikanter på Radio Loud kan i vidt omfang forvente at komme til at arbejde på Radio24Syv. Vi skal være en magnet for de modige, grænsebrydende og tossede. Her skal der være plads til både de blå skjorter og mænd i dametøj.”

Ambitionen er at gøre Radio Loud, der lige nu har fire journalistpraktikanter, til Danmarks sjoveste “medielegeplads,” inden året er omme. Det indebærer, at Simon Andersen vil give journalistpraktikanter mulighed for at blive en del af et komplet brud med taleradioens tidligere stil.

 “Det er helt tydeligt, at der har været en legitim kritik af Loud. Vi har ikke leveret et produkt, der var godt nok, men brugt to år på groft sagt bare at kopiere Ritzau-telegrammer. Det er der jo ikke ret meget journalistik i,” siger han. 

Derfor skal der ikke længere være begrænsninger for journalistikken på Radio Loud. Heller ikke for praktikanter, der ifølge den nye chefredaktør i fremtiden vil få højt til loftet, uanset om de vil lave lydeksperimenter i natradioen eller en reportage fra Grønland.

 Det er med andre ord ikke ret meget af det hidtidige Radio Loud, der får lov at overleve den nye chefredaktørs journalistiske kniv. Planen er, at radioen, hvis lyttertal i Gallups seneste måling fra september stadig var for lave til at måle, skal blive medieverdens nye enfant terrible.

 

“Dansk journalistik mangler en reporter, der stiller det spørgsmål på et pressemøde, som alle er nervøse for at sige højt. Jeg vil gerne have, at den journalist kommer fra Radio Loud. Og det kan altså også være en praktikant.”

Spørgsmålet er, om den nye chefredaktørs plan om at skabe en af landets mest attraktive mediearbejdspladser er realistisk på et medie, der siden begyndelsen har været i strid modvind.

 60 millioner kroners publicservicemigirøven   

Kritikken har udover de manglende lyttere drejet sig om en række sager, hvor Radio Loud eksempelvis ikke har levet op til deres public service-forpligtelse, har afvist at lønne unge værter og fået ansatte på kanalen til at skrive gode anmeldelser af deres kollegers programmer på iTunes. 

 Som konsekvens af kritikken måtte radioen sidste år gøre en krisepsykolog tilgængelig for de ansatte, som udtrykte bekymring for deres mentale helbred. Det fortalte programchef på Radio Loud, Kim Pihl-Vester, til Jyllands-Posten i april.

 En af de stærkeste vinde i stormen er Silas Mikkelsen, der ved siden af sit studie på Københavns Universitet i halvandet år har udgivet satire om Radio Loud på Twitter og Instagram under aliasset “loudmigirøven”.

 Han mener dog ikke, at han kan være med til konkret at påvirke arbejdsmiljøet på Radio Loud. Overfor et medie, der årligt modtager mere end 60 millioner skattekroner, burde en internetprofil ikke alene blive det bristende punkt, mener han.

“Jeg tror primært, at Radio Loud selv kan gøres ansvarlige for den dårlige omtale. Det er selvfølgelig mig, der fremsætter kritikken, men det gør jeg kun, fordi den er legitim.”

Med henholdsvis 3500 og 7000 følgere på Twitter og Instagram fortæller Silas Mikkelsen desuden, at hans profiler nu er vokset til en størrelse, der afholder ham fra at lave personbåren satire om ukendte værter og journalister på Radio Loud.

 Derfor har han også positive forventninger til mediets nye chefredaktør, Simon Andersen, selvom de to allerede har været i karambolage på Twitter. 

 “Det er mit indtryk, at den nye ledelse på Radio Loud ikke har tænkt sig at skubbe de ansatte så meget foran sig som den forhenværende. Det bliver godt, at der for første gang sidder en chefredaktør, som alle ikke synes, er en total joke,” siger Silas Mikkelsen.

De studerende gider ikke Loud. Groft sagt.

Spørger man journalistpraktikant Josephine Romby, der studerer journalistik og Computer Science på Roskilde Universitet, oplever hun som nyansat ikke, at redaktionen er særligt påvirket af kritikken længere. Men ifølge hende er det også et spørgsmål om, hvorvidt kritikken er berettiget.

“Det er min opfattelse, at den storm, der har været mod Radio Loud, har handlet om, at Radio24syv skulle lukke. Ikke vores indhold. Når jeg for eksempel følger med på internet-profiler, der anklager os for at lave dårlig journalistik, er jeg ikke enig,” siger hun.

 Siden august har hun arbejdet på Radio Louds aktualitetsprogram, Feedet, hvor hun finder kilder, forbereder nyhedsindslag og arbejder på større nyheder. Indtil videre lever arbejdspladsen op til hendes forventninger.

“Jeg tror ikke, at man som praktikant skal være bekymret for, om man får foden ind det forkerte sted, fordi man starter sin karriere på Radio Loud. Det er også en del af læringen at være på et medie i forandring, der forsøger at udvikle sig.”

Den nytiltrådte chefredaktør, Simon Andersen, oplever også, at de ansatte ser lyst på fremtiden for radiokanalen, som flere kritikere ellers længe har villet give dødsstødet.

  “Lige nu er der mere spænding i luften end nervøsitet. Holdet herinde vil gerne vende denne her skude sammen,” siger han. 

 Han tilføjer dog, at en praktikantstilling på Radio Loud stadig kræver, at man nogle gange slår koldt vand i blodet. Hvis man er for bekymret for sit journalistiske ry ved at starte på et udskældt medie, skal man groft sagt finde et andet sted at være, mener Simon Andersen.

 I en spørgerunde blandt 23 journaliststuderende på fjerde semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, svarer 19 respondenter, at de ikke vil søge praktik på radioen. En enkelt planlægger at søge praktik på Radio Loud, mens to endnu ikke har taget stilling.

Én skriver i sit svar, at mediet på den ene side har fået et virkelig dårligt ry og haft en række møgsager i sin levetid. På den anden side, skriver respondenten, er det et nystartet medie, hvor man som praktikant måske kan få mulighed for at påvirke visionerne og arbejdsgangene mere end andre steder.

 Den holdning afspejler Simon Andersens planer for journalistpraktikanter på Radio Loud.

 “Hvis unge mennesker ikke tør at være på en arbejdsplads, der står midt i en brydningstid, så er de ikke særligt modige. Som journalistpraktikant har man jo alle muligheder for at bevise, at kritikerne tager fejl om Radio Loud. Hvis alle går og siger, at det er dårlig journalistik, så kom da ind og lav noget god journalistik,” siger han.

Fra Lou(d)punkt til vendepunkt?

Den tidligere administrerende direktør på Radio24syv, Jørgen Ramskov, er positivt indstillet over for at se grundtankerne fra sin tidligere taleradio genopstå på Radio Loud-redaktionen. 

Han oplevede grundlæggende, at Radio24syv var en fantastisk arbejdsplads for den modige journalistik. Det skabte en kultur, som vil klæde alle danske medier, mener han.

“Hvis man vil genskabe den arbejdskultur hos Radio Loud, kan jeg ikke se andet at sige end hurra. Man kan selvfølgelig aldrig lave det samme, men man kan lave noget, der ligner. Det er en smuk tanke.”

Ud fra sin mangeårige erfaring i den danske medieverden mener han, at det altid er en unik mulighed at kunne være med til at forme et medie fra bunden. Derfor tror han også, at Radio Loud har gode forudsætninger for at blive til en interessant arbejdsplads.

 Flere tidligere Radio24Syv-profiler er allerede blevet headhuntet af Radio Loud, og senest har Simon Andersen ansat jurist og tidligere Radio24syv-journalist Nima Zamani som vært på et nyt programformat. Men hvorvidt planerne om at gøre Radio Loud til Radio24syv vil lykkes, vil kun tiden vise. 

 Simon Andersen udtrykker selv sine ambitioner enkelt.

 “Radio24syv startede og var en fiasko det første år, men blev en succes. Radio Loud startede og var en fiasko det første år, men bliver en succes. Så større er forskellen sådan set ikke,” siger han.

 Hvorvidt Radio24syv bliver genfødt på Radio Loud, bekymrer ikke Silas Mikkelsen fra loudmigirøven-profilerne.

 “Jeg er ikke så kritisk overfor de planer, de har nu. Jeg fokuserer mest på, om de lever op til deres public service-forpligtelse,” siger han.

Radio- og TV-nævnet skal i løbet af efteråret offentliggøre dets umiddelbare vurdering i forhold til, om Radio Loud har levet op til de oprindelige løfter.

DMJX indfører karakterer på alle fag og forløb fra næste år

DMJX indfører karakterer på alle fag og forløb fra næste år

DMJX indfører karakterer på alle fag og forløb fra næste år

Fra efteråret 2022 implementerer Danmarks Medie- og Journalisthøjskole karakterer på alle fag på samtlige uddannelser. Det gør man på baggrund af et krav fra Uddannelsesministeriet, som skolen siden 2010 ikke har levet op til. De Studerendes Råd er ærgerlige over ændringen, mens uddannelseschef Henrik Berggren mener, at karakterer kan give motivation til at gøre en ekstra indsats.

TEKST: Julie Schønning
illustration: Louise rix

Udgivet den 07. oktober 2021

Albert Beenfeldt manglede hverken motivation eller engagement, da han startede på første semester i vinter. Hans underviser på Journalistisk Metode 1 kaldte klasseværelset en legeplads med plads til at begå fejl. Og da Albert Beenfeldt fandt ud af, at hans produktioner blev bedømt med mundtlig feedback frem for tal, gav det ham modet til at eksperimentere med genrerne.

Det bliver dog en anden virkelighed for Albert Beenfeldt og hans medstuderende, når de vender tilbage efter sommerferien i 2022. Der kan de nemlig se frem til at få karakterer for alle deres fag og forløb – herunder Journalistisk Metode, Innovation X og praktikforløbet.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er blevet opmærksom på, at de ikke har levet op til Uddannelsesbekendtgørelsen siden 2010. Den stiller krav til, at alle fag og forløb bedømmes med en karakter, og det gælder således for alle professionsbacheloruddannelser, at man ikke må vurdere elever med bestået/ikke bestået. Fremover skal alle fag på DMJX’s uddannelser derfor bedømmes med en individuel karakter, og dette implementeres på skolen fra efteråret 2022.

Det ærgrer formand for De Studerendes Råd, Sidsel Skallebæk Nielsen, der frygter faglige såvel som personlige konsekvenser for de studerende.

“Det begrænser de studerendes muligheder for at være kreative ude i felten. Og det kan betyde, at de går mere op i karaktererne i stedet for at prøve en masse af,” siger hun.

Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistik, understreger, at kravet er en begrænsning for skolen, men ser alligevel positivt på den nye bedømmelsesmetode.

“Jeg tror, vi kan få noget godt ud af det. Det må gerne være tydeligt, hvem der har leveret noget rigtig godt. Det bliver mere tydeligt, når nogen får 12, og nogen får 02, end når alle er bestået,” siger han.

Lysten til at springe rammerne

På sit første semester blev Albert Beenfeldt opfordret til at lægge perfekthedskulturen på hylden og turde eksperimentere. Han mener, at karakterer er stik imod skolens pædagogik.

“Alt det smider man groft sagt på gulvet,” siger han.

Mette Mørk, som underviser på første semester, forstår Albert Beenfeldts bekymring. Hun anerkender, at vi ikke kommer uden om karaktererne, men hun er “fandme træt af det” og håber ikke, det fjerner de studerendes lyst til at eksperimentere.

“På første semester er mange kommet fra det gymnasiemiljø, hvor man nærmest får karakterer hver gang, man går ud og ind ad døren. Det tager noget tid at lære dem, at de godt må slå nogle skæve, og det får de ikke hug for. Og når vi skal til at give karakterer, er det vigtigt for mig, at vi stadig får det rum, hvor folk tør slå nogle skæve og prøve noget af,” siger hun.

Henrik Berggren mener heller ikke, at det må gå ud over de studerendes kreativitet. Derfor er det vigtigt, at kreativitet bliver skrevet ind som et bedømmelseskriterie, så karaktererne ikke fjerner lysten til at springe rammerne. 

Motivation eller karakterræs

Selvom Mette Mørk er ked af at indføre karakterer på Journalistisk Metode, oplever hun hvert semester, at en håndfuld studerende efterspørger en mere konkret indikation af, hvor de står fagligt. Det er en problematik, ledelsen er bekendt med, fortæller Henrik Berggren. Han mener, at karakterer for nogle kan give en tryghed og for andre kan være en motivation til at gøre en ekstra indsats

Ifølge formanden for DSR giver karakterer unægteligt et øget præstationspres, og Sidsel Skallebæk Nielsen understreger, at karakterer ikke er gavnlige for de studerende og deres udarbejdelse af opgaverne. Mette Mørk er ligeledes bekymret for, at hver opgave bliver en præstation frem for en læring. Derfor håber hun, at underviserens ressourcer til karakterbedømmelse ikke går fra den mundtlige feedback, som udvikler de studerende.

“Vi skal gøre det på en måde, hvor det giver mest mulig mening og mindst mulig karakterræs,” siger hun.

Henrik Berggren anerkender, at stress kan være en fare ved karakterer, men han frygter endnu ikke, at det hele går op i karakterræs.

“Vi er langt fra en kultur, hvor alt handler om karakterer. Nogle gange er kulturen, at alt over 02 er spildt arbejde, hvilket jo er en katastrofe, hvis man er ambitiøs,” siger han. 

En begavet løsning

Albert Beenfeldt mener, at hans fag på alle parametre er mindre målbare, end de fag man for eksempel har i gymnasiet. Undervisningen på DMJX er nemlig mere proces- end produktorienteret. Arbejdsindsatsen står ikke altid mål med produktet, fordi man nogle gange får kilderne serveret, mens man andre gange har fået en god idé og haft en god proces, og så hopper erfaringskilden fra. 

“Hvis din kilde ringer dagen inden deadline og trækker sine citater tilbage, så får du jo en dårlig karakter, men det er ikke noget, man kan gardere sig imod,” siger Albert Beenfeldt.

Mette Mørk er enig i, at karakterer på sin vis er imod skolens pædagogik.

“Fra dag ét siger vi jo til de studerende, at vi har fokus på proces, og så er det svært, hvis det er produktet, man skal bedømme. Derfor må vi finde en måde, hvor vi kigger på begge dele, siger hun.

Bedømmelsen af praktikforløbet på fjerde semester er en udfordring i sig selv. DMJX har søgt dispensation hos Uddannelsesstyrelsen til at bedømme praktikforløbet med bestået/ikke bestået, men har fået afslag. Praktikforløbet er derfor stadig en udfordring, som Henrik Berggren arbejder sammen med et udvalg på at finde den mest begavede løsning på. 

Men uanset hvordan vi vender og drejer den, kommer vi ikke uden om karaktererne. På Journalistisk Metode-fagene, der strækker sig fra første til fjerde semester på journalistuddannelsen, er der flere potentielle måder at implementere karaktererne på. Processen er i sin spæde begyndelse, men Henrik Berggren ser lige nu flere mulige scenarier. Den letteste løsning ser han som at give en karakter for den afsluttende opgave på hvert forløb. Udfordringen ved det er, at den sidste opgave ikke altid afspejler den studerendes standpunkt. Alternativt kan man lade en lang række parametre indgå i karakteren: en multiple choice test i pensum og karakterer for de øvrige produktioner i faget. Det er til gengæld en svær afvejning, for hvis man giver karakterer hele tiden, kommer der et stort fokus på det. Derfor håber Henrik Berggren, at skolen ender et sted midt imellem.

“Vi skal have nogle klare bedømmelseskriterier, for når man får en karakter, har man også ret til at klage. Og de studerendes retssikkerhed er det vigtigste,” siger Henrik Berggren, der har planer om at åbne op for en dialog med de studerende om, hvordan karaktererne bedst implementeres på DMJX.

Den Uafhængige og Frihedsbrevet siger nej til staten – men er de mere frie uden mediestøtten?

Den Uafhængige og Frihedsbrevet siger nej til staten – men er de mere frie uden mediestøtten?

Den Uafhængige og Frihedsbrevet siger nej til staten, men er de mere frie uden mediestøtte?

De to nye medier Den Uafhængige og Frihedsbrevet vil lave magtkritisk journalistik, og derfor siger de nej til mediestøtte. Eksperter stiller sig tvivlsomme over for argumentet om, at fravalget skulle gøre de to medier mere frie.

Tekst: MATHIAS BACH OG LAURIDS SANDBORG

illustration: Nicoline Odgaard

Udgivet den 07. oktober 2021

Kanalchef Mads Brügger var yderst utilfreds, da det i oktober 2019 blev officielt, at Radio Loud vandt DAB-udbuddet for næsen af Radio24syv. Folketinget fik verbale lussinger af Mads Brügger, der mente, at lukningen skyldtes, at kræfter på Christiansborg ikke brød sig om indholdet på kanalen. Statens penge var blodet i Radio24syvs årer, og da støtten forsvandt, måtte taleradioen lade livet.

“I fremtiden vil jeg nok kraftigt overveje, om jeg skal arbejde for et statsejet medie igen, for det har været enormt skræmmende,” lød det fra Mads Brügger på Twitter.

I tomrummet efter Radio24syv er to nye medier opstået. Netradioen Den Uafhængige med den tidligere 24syv-vært Asger Juhl i spidsen kom til verden i februar 2020, og Grundlovsdag 2021 gik Mads Brügger i luften med mediet Frihedsbrevet.

Flere ord går igen, når de to nye medier beskriver sig selv, men en ting er særligt markant: De siger aktivt nej til mediestøtten. Den Uafhængige og Frihedsbrevet vil være kritiske over for magthaverne og fremhæver det derfor som en kvalitet, at de ikke er afhængige af statens penge. 

Eksperter påpeger, at de to medier formelt set bliver mere uafhængige ved at frasige sig mediestøtten, men at den egentlige forskel er minimal. For uanset hvad skal der penge til at finansiere journalistik. 

Frihed eller branding?

Hos Frihedsbrevet fremstår uafhængigheden fra staten som en central del af mediets eksistensberettigelse.

Der er brug for og plads til et journalistisk medie, der er komplet frakoblet staten, som siger nej til mediestøtte, og som gør en dyd ud af at være så frit og uafhængigt som muligt,” udtalte Mads Brügger til Ritzau, da Frihedsbrevet gik i luften.

Det er dog begrænset, hvor meget journalistisk frihed fravalget af mediestøtte reelt giver. Det mener lektor i medieøkonomi og mediepolitik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Aske Kammer, som påpeger, at der ikke findes eksempler på indhold, som mediestøttede medier ikke kan bringe – heller ikke magtkritisk journalistik.

“Man skal se deres frasigelse af mediestøtten som del af en positionering i markedet. Det ligger også i navnene Den Uafhængige og Frihedsbrevet,” siger han.

Eva Mayerhöffer, der er lektor ved Roskilde Universitets afdeling for Journalistik og Demokrati, har en lignende pointe.

 “Mediestøtten betyder ikke, at staten har noget at sige om det konkrete journalistiske indhold. Adskillelsen ligger snarere i, hvordan Den Uafhængige og Frihedsbrevet brander sig og ikke i selve indholdet,” siger hun. 

Hvorfor mediestøtte?

Mediestøtte er en pengepulje hos Kulturministeriet som medier kan søge. Langt størstedelen af de etablerede medier får mediestøtte.

Ifølge Eva Mayerhöffer er en central del af idéen bag mediestøttesystemmet at støtte den frie presse, så medierne ikke bliver afhængige af eksterne interesser i deres daglige arbejde.

Medier skal imødekomme en række publicistiske krav for at få del i mediestøtten. Eksempelvis skal mediet dække stofområder som samfund og kultur.

Lullet i søvn

Chefredaktør på Den Uafhængige, Asger Juhl, anerkender, at de, der modtager mediestøtte, ikke er bange for at være magtkritiske. Men fravalget af mediestøtten handler for ham om at tvinge sig selv til konstant at være på dupperne og relevant for sine lyttere.

 Man bliver lullet i søvn af for mange penge fra det offentlige, og de, der modtager mediestøtte, kommer til at blive ligegyldige og irrelevante. Vi mener, at det giver liv og drivkraft hele tiden at skulle være skarpe,” siger Asger Juhl. 

Han mener, at det afspejler sig i, at Den Uafhængige er den eneste radio i landet, som laver kritiske interviews.

 Asger Juhl ser lukningen af Radio24syv som et eksempel på, hvorfor det kan være problematisk at være økonomisk afhængig af staten.

 “Der er jo hele miseren om Radio24syv, som politikerne ikke kunne lide. Der er også en angst inde hos DR for, at man ikke må fejle, fordi man hele tiden er i skudlinjen fra politikere,” siger Asger Juhl.

 De to nye mediers indhold og positionering er ikke blevet overset af mediebrugerne. Den Uafhængige overhalede for nyligt P1 Morgen på antallet af podcast-lyttere, mens omkring 10.000 har skrevet sig op til Frihedsbrevets gratis nyhedsbrev. 


Illusionen om uafhængighed

Det er et grundlæggende journalistisk ideal, at pressen skal være uafhængig. At man ikke er i lommen på nogen. Men fuldstændig uafhængighed i pressen er umulig at opnå, da man altid vil være afhængig af at skulle tilfredsstille dem, der betaler, påpeger Eva Mayerhöffer. 

 “Den totalt uafhængige presse er en illusion. Hvis man er afhængig af brugerdonationer eller reklameindtægter, underlægger man sig også begrænsninger,” siger hun og refererer til, at medierne altid vil være afhængige af de penge, de har i ryggen – uanset om de kommer fra investorer eller brugere.

 Den Uafhængige lever af brugerdonationer. De får ikke penge fra private investorer og er derfor afhængige af, at deres lyttere er så tilfredse med deres indhold, at de får lyst til at betale. Det er der endnu ikke nok, der gør, og Den Uafhængige overlever kun, fordi der bliver lagt mange frivillige timer i taleradioen.

 Asger Juhl lægger ikke skjul på, at Den Uafhængige er et idealistisk projekt, og at økonomien er en udfordring. Han vil dog ikke afvise, at hans medie kan blive nødt til at tage imod penge fra private investorer i fremtiden.

 “Om vi har en økonomisk holdbar model nu, ved jeg ikke, men hvis mine medarbejdere begynder at søge væk, tror jeg, vi vil overveje alternativ finansiering,” siger Asger Juhl og fortsætter. “Vi er kritiske overfor politikerne, magthaverne og myndighederne i Danmark, så derfor er staten det værste sted at få penge fra. Jeg vil hellere have penge fra Toms Chokolade.”

 Chefredaktøren hos Den Uafhængige anerkender, at han giver køb på noget af sin uafhængighed, hvis hans radio ender med tage private investorer ind. Derfor vil han i første omgang gøre alt for at holde mediet i live udelukkende af medlemmerne. 

Staten ud, private ind

 Private penge udgør en væsentlig del af økonomien hos Frihedsbrevet, hvis slogan er “kun i lommen på dig”. Flere borgerlige personligheder, heriblandt den tidligere formand for tænketanken Cepos Bjørn Høi Jensen, har kastet penge efter Mads Brüggers nye medie. 

 Formelt set er der mindre afhængighed af staten i en konstellation som Frihedsbrevets, mener Aske Kammer. Tilgangen af private investorer medfører dog samtidig et nyt afhængighedsforhold.

 “Pengene kommer jo til gengæld fra en kreds af private investorer, og der kan man jo stille spørgsmålet: Hvordan forholder Frihedsbrevet sig til de investorer, i modsætning til hvis det var staten,” siger Aske Kammer.

 En potentiel faldgrube ved at være afhængig af private midler er, at investorerne kan trække deres støtte, hvis de er utilfredse med mediets indhold. Noget, der ikke er ukendt  i dansk presse. I 1999 bragte Berlingske en kritisk historie om Riffelsyndikatet, der omhandlede Mærsks forbindelser til den tyske hær under anden verdenskrig. Efterfølgende solgte Mærsk sine aktier i Berlingske.

 “Investorer og markedskræfterne kan bestemt have indvirkning ved at sanktionere eller straffe mediet for den journalistik, der bliver lavet,” siger Aske Kammer, der understreger at han ikke udtaler sig konkret om Frihedsbrevet.

 Mads Brügger er ikke vendt tilbage på Illustreret Bunkers henvendelser, men i Frihedsbrevets udgivererklæring lover ejerne, at Frihedsbrevets journalistik aldrig vil være forpligtet af deres private interesser. 

 “Det kan godt være, at vi er trådt sammen for at finansiere journalistik, men vi er ikke trådt sammen for at købe journalistik. Den forskel er altafgørende, og den står vi derfor vagt om,” skriver de. 

 Aske Kammer fremhæver, at netop kritiske historier om et privatejet medies investorer kan ses som lakmusprøven for disse mediers egentlige uafhængighed. 

 

En uafhængig fremtid?

 Aske Kammer tvivler på, om et medie, der hverken har mediestøtte eller private penge i ryggen, kan blive økonomisk bæredygtigt i Danmark.

 “Det er svært at leve udelukkende af brugerbetaling. Danmark er et lille sprogområde, hvor det er svært at skalere antallet af betalende brugere op. Så uden en eller anden støtte – enten fra staten eller investorer – er det svært,” siger han. 

 Idealet om at holde sit medie i live udelukkende af medlemmerne er et langt og sejt træk, som flere medier har knækket halsen på, uddyber Aske Kammer. Der er derfor noget, der tyder på, at danske medier bliver nødt til at vælge mellem at stikke snablen i statskassen eller i private investorers bankkonti.

 Asger Juhl fastholder dog sin optimisme omkring at skabe en radio, der kun er holdt i live af medlemmerne. Han tror på, at kvalitet og original, kritisk journalistik vil bane vejen. 

 “Jeg tror på det, fordi de andre radioer er for kedelige og for ukritiske. Det er den vurdering, jeg laver på baggrund af min erfaring som journalist. De andre holder ikke. Det er os, der holder. Og hvis vi gør det, så tror jeg, at folk vælger os. Så må vi se, om det er mig eller eksperten, der får ret,” siger han.