Usikker fremtid for det nye Store Match Dag-system

Usikker fremtid for det nye Store Match Dag-system

Usikker fremtid for det nye Store Match Dag-system

Store Match Dag var om muligt endnu mere panikfyldt end nogensinde før. Det nye digitale system fejlede og kunne ikke håndtere de mange brugere på en gang. Især mediehusene var i vildrede, og stadig 60 praktikpladser står tomme.

Skribent: Mia Ginnerup Velling

Onsdag d. 7. november blev der holdt den første elektroniske Store Match Dag nogensinde, men det var ingen dans på roser. Det nye digitale system, der skulle gøre det nemmere for de studerende, blev i stedet en hæmsko. Systemet kunne ikke håndtere de mange studerende og alle mediehusene på én gang. Det betød, at mange oplevede, at deres computerskærme frøs, og at der var lange svartider fra matchsiden.

Systemet stod ikke sin prøve i 2018 og skal derfor igennem en omfattende test, inden man beslutter, om systemet skal have endnu en chance i 2019. Til foråret indkalder Pia Færing til endnu en testdag, hvor alle der skal søge praktik til foråret 2019 og diverse medier, bliver inviteret til skolen. Her vil man sørge for, at serveren er stor nok til at kunne håndtere 10.000 brugere, selvom der i realiteten kun er omkring 1000.

 

Usikker fremtid for systemet

Hvis der ikke opstår fejl i den omfattende test til foråret, så får systemet endnu en chance til den endelige praktiksøgning i 2019. Men hvis der findes fejl, trækkes systemet tilbage.

”Hvis der er det mindste galt med testen, siger vi ’time out’ og kører almindelig panikdag i 2019. Det er vigtigt, at folk har tillid til systemet, for hvis de ikke har, så begynder de at finde på alternative løsninger, og det er det, vi skal undgå. Hvis ikke tilliden er der fra alle parter, så tør vi ikke prøve igen i 2019,” siger Pia Færing.

Netop troværdigheden og tilliden til systemet er på spil, hvis det fejler igen til foråret. Et nyt system skal nemlig stå helt klar til 2020, hvor Danmarks Medie- og Journalisthøjskole flytter til Katrinebjerg og ikke længere kan huse den fysiske Store Match Dag. Heller ikke RUC og SDU har plads til at afholde matchdagen, derfor er det helt essentielt, at det står klar i 2020. På Jyllandsposten er man ærgerlige over den langsomme server, som ifølge dem bestemt ikke hjalp med at styrke tilliden til systemet.

”Vi var med til den første test af systemet og oplevede, at vi havde ansat en, som vi ikke havde søgt. Der var store huller i systemet, som blev lovet rettede. Det stolede vi på, men var da nervøse for, at det skulle gå galt igen. Det gjorde det så også, og det er meget uheldigt, at man ikke havde fået kalibreret systemet til at kunne trække os alle sammen,” siger Morten Bundgaard, der er Erhvervsredaktør ved Jyllandsposten Finans.

Selvom matchdagen i sidste uge ikke levede op til forhåbningerne, så er Pia Færing optimistisk om systemets fremtid.

”Jeg tror, vi har fundet de fejl, der kunne opstå og muligheden for at rette dem. Samtidig så tror jeg, at vi har fået advarslen ’tag ikke noget som helst for givet’, og test igen for en sikkerheds skyld. Hvis systemet viser nul fejl i testen til foråret, så har jeg tillid til det,” siger Pia Færing. 

Kaos hos Pia Færing

På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus gik Pia Færing rundt blandt de omtrent 20 elever, der havde valgt at møde op på skolen. Det nye system gør det nemlig muligt for de studerende at sidde hjemme eller endda på den anden side af jorden. Da første runde går i gang, kan serveren ikke længere følge med, og kaosset begynder at indfinde sig. Det betød, at mange studerende hverken kunne trykke ”accepter” eller ”afvis” til de tilbudte praktikpladser de havde fået, inden runden udløb.

”Stemningen var god, men det er klart, folk var nervøse og spændte. Min computerskærm fryser fast, da første runde går i gang, og jeg kommer faktisk aldrig igennem til systemet. Jeg bliver ringet op af mit praktiksted, som forklarer mig situationen. Det ender med, at de sender mig en kontrakt, som jeg så skriver under og sender tilbage,” siger Freja Marquardt, der skal være praktikant hos Berlingske.

Fejlen gav også genlyd i Lille Audi, hvor Pia Færings telefon glødede med utilfredse medier. Mange studerende ligesom Freja Marquardt blev ringet op af deres praktiksteder eller fik tilsendt kontrakter på mail udenom systemet. Mediehusene havde meget at tabe i denne praktikrunde på grund af den nye studieordning. Det gjorde, at der var meget få studerende at kæmpe om.

”De studerende tog det pænt. Det var medierne, der var rasende. De var bange for ikke at få de praktikanter, de søgte, og det var jo med god grund – for der er 60 pladser, der står tomme,” siger Pia Færing, der er praktik- og karrierevejleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

 

Manglende kommunikation

I den anden ende af røret sad medierne nervøse og frustrerede og ventede på, om de var købt eller solgt. På grund af den langsomme server blev første runde forlænget og anden runde udsat, men det var langt fra alle medier, der var klar over det. Morten Bundgaard fra Jyllandsposten Finans var en af mange, der søgte svar på de sociale medier, men Pia Færing var kun online på mediepraktik.dk.

”En af de ting, der ikke fungerede, var kommunikationen. Mange mediehuse var på Twitter og Facebook, og jeg var et helt andet sted. Det er urealistisk at skulle fange medierne på så mange forskellige platforme, og jeg ville formentlig ikke fange alle alligevel,” siger Pia Færing.

Inden næste Store Matchdag er ideen at indføre en sms-ordning, hvor alle medier får direkte besked, hvis der skulle opstå fejl. Selvom systemet er langt fra fejlfrit, så mener Morten Bundgaard, at det har potentiale.

”Jeg tror, det er mere behageligt for alle parter. De studerende har et bedre overblik over deres muligheder og har tid til at tænke sig om, inden de vælger. I forhold til tidligere praktiksøgninger har det trods alt været roligere den her gang, fordi vi har kunnet sidde hjemme. Systemet er godt tænkt, men når det så ikke virker, så bryder kaos jo hurtigt ud og den gode idé falder til jorden,” siger Morten Bundgaard.

Jyllandsposten søgte i denne praktiksøgning fire praktikanter. Da systemet begyndte at vise fejl, kontaktede de deres praktikanter og fik skrevet kontrakter udenom systemet.

 

Det nye Detektor må være alt andet end ligegyldigt

Det nye Detektor må være alt andet end ligegyldigt

Det nye Detektor må være alt andet end ligegyldigt

Camilla Stampe og Kristoffer Eriksen er nye værter på DR2’s Detektor. Sammen vil de eksperimentere og gøre det faktatjekkende program mere kritisk og gennemslagskraftigt.

Skribent: Mads Justesen

”Der er sådan en mærkelig fabriksstemning herinde,” siger Kristoffer Eriksen på vej hen til Detektors redaktionslokale.

Han går på torvet på 2. sal i DR-byen i Ørestaden. I midten af det åbne plateau er der en lille kantine. I køen står DR’s Mellemøstkorrespondent Michael S. Lund. Ved et af bordene sidder Thomas Blachman og spiser frokost for sig selv, imens Clement går hastigt forbi.

”Det lå ikke rigtig i kortene, at jeg skulle ende et sted som Detektor, da jeg gik på Journalisthøjskolen,” siger Kristoffer Eriksen, da vi har sat os ved et bord udenfor redaktionslokalet.

Klassisk journalistik interesserede ham ikke. På hans årgang var der en udpræget enighed om, at Politiken var det fineste sted, man som journalist kunne ende. Men det sagde ham ikke noget. I stedet begyndte han at lave satire, efter han blev færdiguddannet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i år 2011.

”Det var først da jeg startede på 24Syv Morgen, jeg begyndte at lave rigtig journalistik,” siger han og kigger op.

”Der kommer hun jo.”

Camilla Stampe, der er programmets anden vært, kommer gående hen imod os. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har tidligere arbejdet som journalist på Information og som debatredaktør på Politiken. Inden Detektor var hun redaktør på Clement Kjærsgaards talkshow ”Vi ses hos Clement.”

Sammen med Kristoffer Eriksen står hun nu i spidsen for DR2-programmet Detektor. DR’s journalistiske fyrtårn startede i år 2011 som radioprogram på P1 med den nuværende kanachef på P1, Thomas Buch-Andersen, som vært. Allerede samme år blev Detektor forfremmet til også at blive vist på tv. De to versioner kørte sideløbende frem til 2014, hvor radioudgaven stoppede.

 

Det sjove og det seriøse

Camilla Stampe har været ude og lave et interview til næste uges udsendelse. Det er derfor, hun kommer for sent. Hun spørger, hvad vi har snakket om indtil videre.

”Jeg har egentlig bare sagt, at jeg troede, at jeg skulle lave alt andet end seriøs journalistik. Det tror jeg er sammenfatningen af det,” siger Kristoffer Eriksen og griner.

”Der var det jo helt omvendt med mig,” siger Camilla Stampe og sætter sig ved siden af ham.

”Jeg troede kun jeg skulle lave seriøs journalistik.”

Kristoffer Eriksen spærrer øjnene op.

”Du er præcis en af dem, jeg lige har talt om. En af dem som drømte om at komme i praktik på Politiken. DU VAR PÅ POLITIKEN!”

”Ej, jeg var på Information. Men før det var jeg universitetspraktikant på Politiken.”

Kristoffer Eriksen vender sig om imod mig.

”Hun har virkelig udlevet den hede DMJX-drøm til fulde. Og alligevel er hun endt her,” siger han og banker i bordet med pegefingeren.

”Lige her ved siden af mig.”

”Er det ikke omvendt? Du fandt jo ligesom ud af, at det der satire ikke rigtig holdt i længden. Du blev sgu nød til at blive lidt seriøs,” siger hun.

”Jo, sådan kan man måske godt vende det,” svarer Kristoffer Eriksen.

”Ja, det kan man vist godt,” siger Camilla Stampe og smiler.

Kun de store historier

Trods de to nye værters forskellige tilgange til journalistikken, er de enige om, hvilke historier der skal faktatjekkes. Det skal være ugens store historier, som har været grundlag for den aktuelle politiske debat.

Som for eksempel da TV2 i et indslag fortalte historien om 11 somaliske kvinder, der angiveligt ikke kunne tale dansk. Historien blussede op i alle store medier, og selv statsministeren kommenterede på historien i forbindelse med debatten om parallelsamfund.

Historien undrede de nye Detektor-værter. Kunne det virkelig passe, at ingen af kvinderne talte dansk?
Kristoffer Eriksen tog til Voldsmose, hvor han fandt kvinderne. Det viste sig, at flere af kvinderne faktisk talte fint dansk, og at påstanden var baseret på en yderst tvivlsom håndsoprækningsmetode.

”Jeg synes, det er Detektor fornemmeste opgave at rense ud i sådan noget,” siger Kristoffer Eriksen.

Camilla Stampe nikker.

”Vi skal ind bag ved og undersøge om det, der bliver fremstillet er sandt, ”siger hun.

Mere plads til det kritiske interview

I programmet med de 11 somaliske kvinder, var det ugens eneste historie i Detektor, hvilket er en del af det nye format efter relanceringen. I modsætning til den tidligere udgave med Mette Vibe Utzon som vært, prioriterer det nye makkerpar at lave få men grundige historier. Helst kun en eller to.

Det nye format giver også mere plads til det kritiske interview, der fungerer som ’den store finale’ i hver udsendelse.

”Vi vil gerne lave flere kritiske interview. Jeg synes ikke, at der er nok formater, hvor politikere bliver taget på ordet, og hvor de skal stå til ansvar, for det de har sagt. Ellers bliver det jo bare en gratis omgang. Det vil vi gerne udfordre,” siger Camilla Stampe

Må ikke være ligegyldigt

Det nye Detektor er efter 14 udsendelser stadig i gang med at finde formlen på det perfekte program. Så hvordan programmet kommer til at se ud i fremtiden, ved det nye makkerpar endnu ikke.

”Vi eksperimenter enormt meget. Detektor må gerne være dårligt nogle gange. Det må helst være godt. Men det må aldrig være ligegyldigt. Det må ikke behandle ligegyldige emner, som folk ikke interesser sig for. Det må det bare ikke.” siger Kristoffer Eriksen

”Jeg tror, vi kommer til at lave nogle virkelig dårlige programmer undervejs. Og det er godt. Det skal vi også”, fortsætter han.

”Ja, det har jeg det så lidt svært med… Eller jo. Det er jo rigtig nok,” siger Camilla Stampe, inden de to værter forlader bordet i kantinen. Et program skal laves, og fakta skal tjekkes.

Krig, skønhed og visuel perfektion – Årets Pressefoto

Krig, skønhed og visuel perfektion – Årets Pressefoto

Krig, skønhed og visuel perfektion – Årets Pressefoto

Kåringen er ovre, og vinderne er fundet ved Årets Pressefoto 2017. Oplev eller genoplev pressefotografernes årlige festdag, som blev afholdt den 2. marts 2018 i Den Sorte Diamant.

Skribent: Søs Emily Andersen

Der grines og klappes i Den Sorte Diamant i København, da en berørt Rasmus Flindt Pedersen træder op på podiet i Dronningesalen. Han har lige vundet Årets Pressefoto for sit billede af en afkræftet, ældre kvinde i krigsramte Mosul. Juryen kalder billedet rent og ikonisk.

”Hold da helt op. Der tog I sgu røven på mig,” siger Rasmus.

Publikum klapper højere, og der går ikke længe før den ene blitz efter den anden foreviger øjeblikket, hvor Rasmus får både en buket og en statuette i hånden. Han kysser statuetten og forlader kort tid efter scenen.

En to timer lang prisoverrækkelse er overstået, men udstillingen skal først lige til at begynde.

Ordfattige og ydmyge vindere

Nogle timer forinden er det sneklædte overtøj blevet lagt i garderoben, og mediefolk fra nær og fjern bevæger sig langsomt tættere på salen, hvor Årets Pressefoto skal afholdes. Lyset bliver dæmpet klokken 13:08, og de ellers før opstemte stemmer bliver lavere og lavere.

Femten minutter senere er den første prismodtager allerede blevet kåret. Stine Tidsvilde har vundet Årets Nyhedsbillede, Danmark, for sit billede af en sorgende mor til en skuddræbt ung mand. ”Fuck, tak,” er de første ord, der flyver ud af munden på hende ved podiet. Hun vifter lidt med sin buket og fortæller, at hun godt ved, hvor den skal sendes hen; nemlig til kvinden på billedet, som hun derefter takker.

Senere på eftermiddagen bliver Mathias Svold og Ulrik Hasemann kaldt op på scenen. De har vundet Årets Reportage, Danmark, for ”Kystland,” som var deres afsluttende bachelorprojekt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

”Vi håber, at de, der ser vores billeder, vil reflektere lidt over, hvilken værdi kysten har for dem,” fortæller Mathias Svold.

I deres reportage ser man blandt andet billeder af en gudstjeneste, triumferende fodboldpiger, et bryllup og et elskende par.

Nøgen skønhed på de hvide vægge

Marie Hald er også en af dagens vindere. Hun har vundet Årets Portræt for sit billede af kropsaktivisten Helene, som ligger nøgen i noget som ligner et badekar. Juryen valgte dette billede, fordi man både er tiltrukket af skønheden, men man er også i tvivl om, hvorvidt man må kigge. For Marie Hald er det vigtigt at vise, at der findes skønhed mange steder.

”Jeg vil gerne unde den næste generation af unge piger dét. Så der er lidt større plads til at sige ’fuck det,’” siger Marie Hald og fortæller, at det særligt er et opråb til kropsidealer.

Marie griner lidt, mens hun kigger op på sit nu prisvindende billede. Der er ikke andet på udstillingsvæggen end hendes billede, som er over to mand høj.

Tredje gang er også lykkens gang

Der er en mand i salen, som langtfra er fremmed på podiet. Det er Mads Nissen. Faktisk er det anden gang, han står der til dagens arrangement. Han er lige blevet kåret til Årets Pressefotograf for tredje gang i sin karriere. For en time siden modtog han prisen for Årets Reportage, Udland.

Juryen har udvalgt Mads Nissen som årets pressefotograf, fordi han efter deres mening tager billeder som er tæt på visuelt perfekte. Hans evne til at finde poesien i de mest rå miljøer roses også til skyerne. Mads Nissen havde ikke nær så meget at sige, da han fik overrakt prisen, men både ydmygheden og glæden strålede fra podiet.

”Jeg kan slet ikke sætte ord på det,” siger han. ”Det er måske derfor, jeg tager billeder.”