Fra frustration til forløsning: Vejen til praktik er lang og nervepirrende

Fra frustration til forløsning: Vejen til praktik er lang og nervepirrende

Fra frustration til forløsning: Vejen til praktik er lang og nervepirrende

For Lucas Wiingaard var praktikproccessen var både lang, nervepirrende og ensom. I dag sidder han i praktik på Jyllands-Posten, og tænker tilbage på de mange overvejelser, han havde om at finde en balance mellem kærlighed og karriere.
Fra frustration til forløsning: Vejen til praktik er lang og nervepirrende

I en undersøgelse af Illustreret Bunker svarer 69 procent af de medvirkende studerende, at de har følt et præstationspres på DMJX. Ifølge studievejleder Joan Husted er det vigtigt, at eleverne taler om presset.

tekst: Anne Juhl Burgaard
FOTO: Rune øe

Udgivet den 10. oktober 2021

Lucas Wiingaard kommer ind i entréen på Jyllands-Posten. Han har sin hverdag i en bygning, der udefra ligner en bastant betonklods, men bag den rå facade gemmer sig et stort journalistisk univers. Et par vagter holder opmærksomt øje, mens den 23-årige journalistspire bevæger sig videre ind i bygningen. Lucas har netop rundet et halvt år som praktikant på avisen. Jyllands-Posten var hans førsteprioritet, da han skulle søge en praktikplads. 

Lucas er iklædt sort tøj, bærer runde briller og har en ring i venstre øre. Med en naturlig afslappethed bevæger han sig rundt i sit andet hjem. Her bruger han omkring 45 timer om ugen. Selvom han nu går på de gange, han for et år siden blot kunne drømme sig hen til, beskriver han vejen dertil som nervepirrende og svær.

Konkurrencementalitet og speeddating

Efter sommerferien 2020 startede Lucas Wiingaard på fjerde semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Allerede fra start begyndte praktiksøgningen at spøge i baghovedet. Det store mål for semesteret. Lucas fandt ret hurtigt ud af, at han helst ville på Jyllands-Posten. Det store medie i det jyske passede godt ind i hans forestilling om  at kunne udvikle sig som journalist og samtidig  bo  med sin kæreste i Aarhus. De første tanker blussede frem, da Lucas opdagede, at der kun var fire pladser på Jyllands-Posten. Han begyndte at spekulere over, hvilke af hans klassekammerater der også søgte en praktikplads på avisen.

”Jeg begyndte at lave den der vurdering af, om de andre mon var bedre end mig,” siger Lucas.

 

 

Lucas beskriver det som en mærkelig følelse, for det var hans gode venner, som han studerede, festede og spillede fodbold sammen med. I starten mærkede han ikke konkurrencen blandt de andre, men han tænkte over det. Et spinkelt håb om at praktikstedet ville synes, at han var lidt bedre end de andre.

 Inden praktikmessen og samtalen på Jyllands-Posten spurgte Lucas de daværende praktikanter om råd til mediet. Han sendte adskillige mails afsted til medierne for at sikre sig, at han havde den rigtige dato og andre små detaljer, der forhåbentligt fik mediet til at huske hans navn. 

Det var en periode med meget på spil. Det krævede hårdt arbejde, hvis han ville have sin drømmeplads. Lucas satte sig ind i Jyllands-Postens historie, og han fulgte godt med i, hvad de skrev. Han var beredt, hvis spørgsmålet skulle falde på en sag, de for nyligt havde dækket. Men hans samtale varede kun 10 minutter.

“Jeg kunne nærmest kigge på et ur og tænke ’jeg har 10 minutter til at sælge mig selv, og hvis de synes, det er dårligt, så får jeg ikke en anden chance’,“ siger Lucas.

Til praktikmessen var det medierne, der ihærdigt prøvede at vise deres bedste sider frem. Til samtalen var det omvendt. Der sad den studerende med hjertebanken og svedige håndflader – i en form for speeddating mellem praktiksted og kandidat prøvede begge parter at finde det bedste match.

Kærlighed eller København?

At skulle finde den rette praktikplads krævede mange overvejelser for Lucas. Han skulle tænke på, om han var klar til at flytte langt væk fra sit  liv i Aarhus. Lucas flyttede fra Sjælland til Aarhus, da han tilbage i 2019 kom ind på vinterstart på Journalisthøjskolen. Men hans kæreste blev boende på Sjælland. Efter to år aftalte de, at hun ville flytte til Aarhus, så de kunne være sammen. Men Lucas var godt klar over, at de fleste store medier lå i København.

”Jeg havde det mildest talt ad helvede til. Det gjorde det endnu mere kaotisk, at min kæreste var flyttet til Aarhus. Vi var ikke flyttet sammen. Det havde vi planer om at gøre til vinter, hvis det lykkedes med praktiksøgningen ,” siger Lucas.

“Jeg havde en forestilling om, at jeg ville få praktikpladsen forholdsvist hurtigt, men den forestilling krakelerede.”

Lucas følte sig låst til at blive i Aarhus, og han udelukkede derfor mange praktiksteder i København. Hvis han valgte at flytte tilbage til Sjælland, ville han igen være langt væk fra kæresten. Det var en ubærlig tanke, og balancen mellem privatliv og karriere var svær. Han var heller ikke villig til at gå på kompromis med sin praktikplads og sin fremtidige karriere. Lucas vidste, at han helst ville have en plads på de store medier.

Besat af telefonen

En mandag morgen i slut oktober var der åbent hus og samtaler på Jyllands-Posten. Efter samtalen fornemmede Lucas, at det gik godt. Han trådte ud ad døren fra den bygning, der måske ville være hans arbejdsplads næste år.

Det blev starten på en besættelse af hans telefon, og hans øjne slap sjældent den sorte skærm. Han håbede, at Jyllands-Posten ville ringe til ham med det samme. Det havde han hørt, at de før havde gjort med tidligere praktikanter. Men der var intet opkald.

Senere på dagen var han til en samtale med Information, men der var ikke samme respons som på Jyllands-Posten. De virkede ikke lige så interesserede i ham, hvilket blot gjorde ham endnu mere ivrig efter at få det ventede opkald.

I løbet af aftenen ringede Lucas’ telefon. Det var en af hans kammerater, der havde været til samtale på Information, og det var gået godt. Lidt senere skrev en anden ven, som også havde været til samtale på Jyllands-Posten. Han var lige blevet ringet op, og det var også gået godt.

“I mellemtiden lå min telefon foran mig, og der skete bare ingenting. Jeg sad hjemme og blev panisk. Jeg syntes, at det hele var noget lort,” siger Lucas. “Jeg havde en forestilling om, at jeg ville få praktikpladsen forholdsvist hurtigt, men den forestilling krakelerede.”

 Det var en følelse, der nok mest af alt mindede om at holde foran et lyskryds og vente på, at det ville skifte til grønt – det skete bare ikke. De andre bilister fik grønt lys og susede afsted. Men Lucas stod i en venteposition. Tålmodigheden svandt , og han greb telefonen. Som at køre overfor rødt valgte han selv at tage kontakt til Jyllands-Posten.

Frustration, ensomhed – og forløsning

Telefonen blev besvaret af ham, Lucas var til samtale med. Men han kunne ikke give Lucas det svar, han ventede på. I stedet fik Lucas et andet nummer, han kunne prøve at ringe til. Lige i det øjeblik han tastede tallene, ringede det selv samme nummer. Opkaldet afslørede, at han lå godt i svinget, men også at han først ville høre mere i morgen. 

“Det sværeste var at finde en ro i, at det hele nok skulle løse sig. Det havde jeg ekstremt svært ved,” siger Lucas. 

 Det var en ensom tid. Mellem de medstuderende oplevede han en form for hemmelighedskræmmeri. Flere fortalte ikke, om de havde fået et opkald..Nogle skrev bekymret rundt til de andre, hvis de ikke selv havde hørt noget. Alle havde travlt med at finde en praktikplads. Men Lucas bebrejdede dem ikke, for han havde det selv på samme måde.

 ”Jeg fokuserede simpelthen for meget på, at jeg skulle finde min egen plads, til at jeg var en særlig god ven i de dage,” siger  Lucas. 

 Lucas beskriver ugen som meget presset og som svær, fordi han stod alene med det hele. Han syntes, at det adskilte sig meget fra, hvordan der plejede at være på skolen. Normalvis hjalp folk hinanden. Næste dag ringede Jyllands-Posten til Lucas og sagde, at de godt kunne være interesseret i at give ham en plads. Lucas blev ellevild. 

 ”Det var virkelig sådan et udåndings-øjeblik, hvor man sænker skuldrene og tænker, at nu falder alt på plads,” siger Lucas.

 På Store Match Dag viste et system, om praktikanterne havde fået farverne rød, gul eller grøn. Rød betød, at den studerende ikke havde fået praktikpladsen. Den gule farve fortalte, at praktikstedet stadig godt kunne være interesseret, imens den grønne farve viste, at praktikstedet gerne ville have den studerende. Lucas sad sammen med nogle venner, og alles knapper lyste grønt. Der var fundet et match. Lettelsen og en følelse af endegyldig forløsning spredte sig i rummet. De trykkede accepter på systemet, og så drak de champagne. 

 “Det var så fedt. Det var ligesom den der studenterfølelse, hvor alle giver slip og har det sjovt. Vi havde været sammen om noget, som alle synes var stressende, kaotisk og svært,” siger Lucas.

 Da lettelsen havde lagt sig, gik det op for Lucas, hvad det faktisk betød. Han skulle starte på Jyllands-Posten. En ny nervøsitet og usikkerhed opstod, for var han nu god nok?

En god landing

Lucas sidder tilbagelænet i stolen på Jyllands-Posten. Han ved godt , at nogle har haft det endnu værre end ham. Han føler sig heldig – selvom det var en hård tid. Han tager fat i sit tomme vandglas. På vej hen mod opvaskemaskinen peger han ned på sit kontor, hvor han sidder på indlandsafdelingen. En sort trappe skiller de mange etager og afdelinger fra hinanden, og i den ene side smyger en stor grøn plante sig ned gennem etagerne. Bag planten sad Lucas i starten af sin praktikperiode på JP Aarhus, der dækker lokalt. Da han bliver spurgt til, hvordan han er landet på Jyllands-Posten, svarer han prompte.

”Jeg er landet godt! Jeg har været meget glad for det.”, siger han.

Lucas kan godt lide avisens naturligt høje tempo – en rytme, han hurtigt er faldet ind i. Det giver ham selvtillid, at han godt kan følge med og levere.

 “Det går op for en, at der faktisk er rigtige mennesker, der sidder og læser det, man laver, og som har en holdning til det. Og så får man også lyst til at gøre det bedre. Hele tiden!” siger Lucas.

 Det er ikke længere kun hans mor, der læser med. Nu når hans artikler nogle gange op over 70.000 læsertal. Han oplever at få medansvar på Jyllands-Posten, hvor de forventer og tror på, at det, han laver, er godt nok til at komme i avisen. Det giver ham en betryggende følelse af, at han bidrager og lærer en masse af at være i praktik.

Den moderne skolerevy: DMJX Memes har skabt en succes på indspisthed og kærlige roasts

Den moderne skolerevy: DMJX Memes har skabt en succes på indspisthed og kærlige roasts

Den moderne skolerevy: DMJX Memes har skabt en succes på indspisthed og kærlige roasts

Et uheldigt host midt i onlineundervisningen blev starten på DMJX Memes, og siden har meme-profilen været et humoristisk spejlbillede på studielivet. Meme-ekspert peger på to grunde til de humoristiske billeders popularitet.

Den moderne skolerevy: DMJX Memes har skabt en succes på indspisthed og kærlige roasts

Et uheldigt host midt i onlineundervisningen blev starten på DMJX Memes, og siden har meme-profilen været et humoristisk spejlbillede på studielivet. Meme-ekspert peger på to grunde til de humoristiske billeders popularitet.

Skribent: MADS OXLUND PETERSEN

Udgivet den 07. oktober 2021

Simon Porse og resten af andet semester havde kun været corona-hjemsendt i ganske kort tid, da kedsomheden så småt begyndte at melde sig. Det ellers så sociale studieliv var forsvundet med et fingerknips, og der skulle gøres noget ekstraordinært for at holde humøret oppe. 

En dag midt i online-forelæsningen fik underviser Thomas Pallesen pludselig lidt frisk hasselnød galt i halsen. 

“Det er ikke corona!” forsikrede han eleverne på den anden side af skærmen.

“Hasselnødder kan bare godt give lidt kriller-hals.”

I et illustreret opslag i semestrets Facebook-gruppe døbte Simon Porse få øjeblikke senere Thomas Pallesen ‘Kriller-Halsen’. Et meme var født.

I løbet af kort tid fik Simon Porse en meme-side op at stå. Han udnævnte sig selv som chefredaktør, og de mange memes fik deres egen Instagram-profil. 

Her blev forskellige billedskabeloner sat i kontekst med livet som journaliststuderende ved blot at tilføje en relaterbar tekst. Ofte noget med refleksionsrapporter eller udfordrende kilder. I første omgang blev det amputerede sociale liv meme-sidens brændstof.

“Vi manglede en fælles ramme, hvor vi kunne sidde og småbrokke os over prisen på kaffen eller kunsten på skolen. DMJX Memes skabte et fællesskab, som vi virkelig stod og manglede,” siger Simon Porse.

”Jeg tror, at vi journalister er meget glade for at pille os selv lidt i navlen, og derfor kommer indholdet nok ofte til at handle om os selv.”

– Simon Porse

Jeg tror, at vi journalister er meget glade for at pille os selv lidt i navlen, og derfor kommer indholdet nok ofte til at handle om os selv.

– Simon Porse

Simple memes stimulerer os

Tina Thode Hougaard er sprogforsker og meme-ekspert på Aarhus Universitet. Ifølge hende har de små billeder med tilhørende tekst opnået stor popularitet, fordi de til trods for deres simple format kræver, at modtageren bruger hovedet.

“Det stimulerer os intellektuelt, at man skal kæmpe lidt for at afkode pointerne i memes. Man skal vide, hvad der foregår ude i verden, før de giver mening.” siger hun.  

Tina Thode Hougaard fremhæver også en anden væsentlig pointe, og det er, at de altid er skabt ud fra en skabelon. Faktisk sammenligner hun filosofien bag memes med dogme-begrebet fra 90’ernes filmproduktion, fordi man opstiller benspænd og begrænsninger for sig selv. 

Det gør det nemt for enhver at overføre en idé til et færdigt meme.

“Memes er frugtbar underholdning for os, fordi det er så nemt at kopiere idéer, bearbejde billeder og skræddersy en tekst,” siger hun.  

Studieliv i meme-format

Som tiden er gået, har DMJX Memes fået mere og mere opmærksomhed blandt de studerende, redaktionen er vokset og Instagram-profilen runder snart 1.600 følgere. Indholdet bliver enten produceret af profilens egne meme-smede eller af studerende på skolen med en god idé. 

På grund af sin praktik i København er Simon Porse ikke længere chefredaktør på siden, men inspirationen til indholdet bliver stadig hentet direkte fra undervisningen, afleveringsopgaverne og studietlivet – i medgang og modgang. 

“Jeg tror, det er blevet en platform, der afspejler den kultur, der er på skolen. Man tager noget, der optager de studerende, og så koger man det ned til et format, hvor folk kan grine af det,” siger han.   

Inspireret af de mange traditionelle memes har det fra starten været hensigten, at indholdet skulle være præget af satire, som kunne sætte livet på skolen lidt på spidsen.

Derfor har meme-smedene bag indholdet heller aldrig været bange for at inddrage lærerne i deres spydige, men ofte kærlige memes. Det hænger ifølge Simon Porse sammen med, at noget indhold bare er mere memeable end andet.

“Alle kender Søren Boy Skjold. Men det er de færreste, der nødvendigvis forstår et meme om dialogbaseret journalistik,” siger han. 

Samtidig ser Simon Porse en lighed mellem kravene til memes og kravene til journalistik. Folk skal enten føle sig forargede, opleve en konflikt eller blive informerede af et meme.

“Men vigtigst af alt er det nok, at man kan spejle sig i det, som memet beskriver,” siger han. 

 

Gammel vin på nye flasker

Når man i de senere år har set skoler og andre af samfundets institutioner producere deres egne memes, er det for Tina Thode Hougaard ikke et tegn på nogen ny tendens. Det er bare indpakningen, der har forandret sig.

“Memes består af en masse elementer, som vi før har set i sladderblade og skolerevyer, men på grund af de sociale medier er det blevet meget nemmere for os alle sammen at producere memes,” siger hun.  

Samtidig knytter meme-produktionen bånd mellem de studerende, ansatte eller andre modtagere, fordi humoren tilhører et bestemt fællesskab. Og så er memes en oplagt mulighed for at være sjov på en sofistikeret måde.

“Man skaber en gruppefølelse, når man kan grine af noget sammen. En enkelt skole kan lave noget indhold, som ingen andre vil kunne forstå. Man gør måske grin med nogle lærere på en særlig måde, som det kun er “os”, der forstår,” siger Tina Thode Hougaard.

Den pointe er Simon Porse enig i. Med et smil forklarer han den indspiste tendens som en form for miljøskade ved journalistfaget. 

“Jeg tror, at vi journalister er meget glade for at pille os selv lidt i navlen, og derfor kommer indholdet nok ofte til at handle om os selv,” siger han.  

 

 

Tryk på Lea

og lær at meme

med DMJX Memes.

Tryk på Lea og lær at meme med DMJX Memes

Samtidig knytter meme-produktionen bånd mellem de studerende, ansatte eller andre modtagere, fordi humoren tilhører et bestemt fællesskab. Og så er memes en oplagt mulighed for at være sjov på en sofistikeret måde.

“Man skaber en gruppefølelse, når man kan grine af noget sammen. En enkelt skole kan lave noget indhold, som ingen andre vil kunne forstå. Man gør måske grin med nogle lærere på en særlig måde, som det kun er “os”, der forstår,” siger Tina Thode Hougaard.

Den pointe er Simon Porse enig i. Med et smil forklarer han den indspiste tendens som en form for miljøskade ved journalistfaget. 

“Jeg tror, at vi journalister er meget glade for at pille os selv lidt i navlen, og derfor kommer indholdet nok ofte til at handle om os selv,” siger han.  

Kend chefen, og scor et job

Kend chefen, og scor et job

Kend chefen, og scor et job

I al hemmelighed har BT ansat over 30 nye journalister uden ét eneste jobopslag. Vi kunne ikke have gjort det anderledes, siger chefredaktøren, mens manøvren møder ærgrelse hos Danske Mediestuderende.

tekst: Jonathan Bentholm
Illustration: Anne Kiib Larsson

Udgivet den 07. oktober 2021

Efter længere tids forberedelse kunne en energisk Anders Krab-Johansen endelig løfte sløret for BT’s nye lancering.

“Den største satsning i dansk journalistik.”

Således indledte koncerndirektøren for Berlingske Media præsentationen på sin twitterprofil. Avisen har med fire nyoprettede redaktioner i København, Aarhus, Aalborg og Odense oprustet deres lokale dækning.

Begejstringen var dog svær at få øje på i tweetets kommentarspor. Særligt Anders Krab-Johansens afsluttende sætning om, at ansættelsen af de 32 nye reportere til redaktionerne var sket “i hemmelighed,” faldt flere for brystet.

“Spændende Anders. Jeg er ked af, at jeg ikke hørte om denne mulighed”, skrev én, mens et andet tweet lød:

“Betyder ‘i hemmelighed’ at I bare har ansat folk, I kender i forvejen?” Til det responderede Krab-Johansen kækt:

“Lille branche – som du ved ;)”.

Så kender BT alle i mediebranchen?

“Nej,” udbryder Michael Dyrby, chefredaktør på dagbladet. Han forklarer de mystiske ansættelser som en nødvendighed i forbindelse med lanceringen.

“Vi har helt bevidst arbejdet under radaren. Alle medier i Danmark er i stor konkurrence kommercielt. Vi ville gerne starte det her projekt op, uden alle vores konkurrenter vidste det på forhånd,” siger han. 

Michael Dyrby beskriver ansættelserne som en lang proces, hvor det har været op til de enkelte redaktører at finde de nye medarbejdere gennem deres netværk. At nogle føler sig forbigået i processen, kan chefredaktøren godt forstå. 

“Det er nu engang den model, vi har valgt i det her projekt. Men jeg er med på, at hvis man ikke har vidst noget om projektet, og hvis man ikke har været kendt af nogen, så har det været svært at blive ansat,” siger han. 

Danske Mediestuderende: Ærgerligt

Formanden for Danske Mediestuderende, Rane von Benzon, kalder BT’s beslutning for ærgerlig. Han så gerne, at BT havde været mere åbne i ansættelsesprocessen. Omvendt kan han ikke se, hvordan BT skulle have gjort det anderledes uden at afsløre projektet. 

Andre medier vil ifølge Rane von Benzon ikke gøre klogt i at gøre BT’s ansættelsesproces til normal praksis.

“Så ville de jo skyde sig selv i foden. De ville gå glip af en stor talentmasse, og så ville det bestemt være et problem,” siger han.

Han har indtryk af, at nyuddannede journalister ofte får et job gennem deres netværk fra skolen eller fra det sted, de har været i praktik. 

“En dag er der en af dine venner, der har et job på et dagblad, hvor de mangler en, og så ringer han til dig,” siger han.

Ifølge Michael Dyrby, der er chefredaktør på BT, var den alternative ansættelsesproces en bevidst strategi, da mediet gerne ville starte projektet op, ude at deres konkurrenter kendte til det.

Udfordrende proces i Aarhus

I det smarte kvarter tæt på domkirken i Aarhus sidder de syv nyansatte i et stort, hvidt lokale med bjælkeloft. Ser man bort fra de to roll-up bannere med det nye slogan “Byens Tidende” på, er det svært at få øje på, at man befinder sig på BT’s nye lokalredaktion. 

Chefen på Aarhusredaktionen hedder Kenneth Elkjær. De sidste par måneder har han brugt på at finde de rigtige folk til den nye redaktion. Han anerkender ligesom Michael Dyrby, at der måske er nogle, der føler sig forbigået. 

“Jeg kan godt se, at det havde været federe, hvis alle havde fået chance for at søge. Men det har altså været præmissen for projektet,” siger han. 

Ifølge den nye redaktionschef har det været en stor udfordring at hyre en hel redaktion i hemmelighed. 

“Nu har jeg jo ansat syv, men jeg har nok været i dialog med 20 personer på den ene eller anden måde. Vi har brugt sindssygt meget tid på det. Det havde været meget nemmere, hvis jeg havde haft en liste over 40 personer, der gerne ville have jobbet. Så havde der været samtaler, jeg ikke havde behøvet at have haft,” siger han.  

Kenneth Elkjær kan ikke konkret forklare, hvordan de nye stillinger er blevet besat. For det er sket på mange forskellige måder.  

“Nogle har jeg skrevet med på Twitter, nogle kender jeg fra København. Andre gange har det været sådan noget med at drikke kaffe med folk og spørge, hvor de er henne. Det har været en blanding af folk, jeg kender, og folk jeg har fundet frem til via mit netværk,” siger han. 

Heldigt opkald

En af de personer, der havde fundet vej til redaktionschefens netværk, var Signe Larsen, der netop er dimitteret fra DMJX. Signe lærte Kenneth Elkjær at kende under sin praktik hos TV2 Østjylland, hvor den nyudnævnte redaktionschef tidligere arbejdede.

Tankerne om hendes fremtidige jobsituation var allerede begyndt at rumstere rundt i Signes hoved i perioden omkring sidste semester.

”Jeg var da lidt nervøs. ’Hvordan skal det hele ende?’, tænkte jeg,” siger hun.

Men en dag ringede telefonen. Det var Kenneth Elkjær.

“Han ville høre, hvad jeg skulle efter min bachelor. Så fortalte han, at han var i gang med at finde ansatte til redaktionen,” siger hun.   

Tankerne om hendes fremtidige jobsituation var allerede begyndt at rumstere rundt i Signes hoved i perioden omkring sidste semester.

”Jeg var da lidt nervøs. ’Hvordan skal det hele ende?’, tænkte jeg,” siger hun.

Men en dag ringede telefonen. Det var Kenneth Elkjær.

“Han ville høre, hvad jeg skulle efter min bachelor. Så fortalte han, at han var i gang med at finde ansatte til redaktionen,” siger hun.  

”Jeg synes, det giver god mening, at chefer ansætter folk, de allerede har en idé om, hvad kan.”

– Signe Larsen, journalist på BT

”Jeg synes, det giver god mening, at chefer ansætter folk, de allerede har en idé om, hvad kan.”

– Signe Larsen, journalist på BT

Signe Larsen kalder det heldigt, at hun allerede havde et job inden hun dimitterede, men hun ser ikke ansættelsesmetoden som noget større problem. 

”Jeg synes, det giver god mening, at chefer ansætter folk, de allerede har en idé om, hvad kan,” siger hun.

Lover ingenting 

På redaktionen i Aarhus har de ikke planer om at ansætte flere foreløbigt. På spørgsmålet om hvorvidt kommende jobopslag bliver offentlige, lyder svaret, at ”det kan da godt være”. Indtil da har Kenneth Elkjær heldigvis råd parat til nyuddannede jobsøgende.

“Hvis man gerne vil lande et godt job på BT eller et andet medie, skal man give den en skalle, når man er i praktik. Man skal se det lidt som sin ambassadørpost. Måske ender man der, eller det kan være, at folk ringer for at høre, om man dur til noget,” siger han.

Heller ikke Michael Dyrby vil garantere, at kommende ansættelser kommer til at ske gennem offentlige jobopslag. Han er godt klar over, at det, særligt som nyuddannet, kan være svært at overskue mediebranchens jobjungle. Men nye journalistiske talenter skal ikke være bange for at blive overset, forsikrer chefredaktøren. 

“De fleste journalistiske chefer er interesseret i at få et fedt produkt. Så vi holder øje med andre journalister. Hvis man kan nogle særlige ting, skal man nok blive set,” siger han. “Og så hjælper det at være flittig, dygtig, energisk og begejstret. Så skal man nok nå langt.” 

Ifølge Michael Dyrby har avisen investeret et tocifret millionbeløb i satsningen. Første milepæl er ifølge chefredaktøren at nå 10.000 betalende abonnenter på et år. 

Mediebranchen stresser – men mere end andre?

Mediebranchen stresser – men mere end andre?

Mediebranchen stresser – men mere end andre?

En undersøgelse fra 2018 viser, at mere end halvdelen af de ansatte på danske medier er stressede. Det er imidlertid tvivl om, hvor ansvaret ligger, og hvordan problemet skal kommes til livs.

Tekst: Astrid simone kjær
FOTO: NIcoline odgaard sørensen

Udgivet den 07. oktober 2021

Hvor stressede er journalister? Det kan være svært at finde tal på. Det tætteste på et konkret mål er en undersøgelse fra Arbejdstilsynet foretaget i 2018, hvor 64 procent af de adspurgte medarbejdere fra mediebranchen havde svaret, at de sjældent, sommetider, ofte eller hele tiden havde følt sig stressede inden for de seneste to uger.

Undersøgelsen afsøgte, hvor mange medarbejdere der havde følt sig stresset inden for de seneste to uger i forskellige erhverv. Mediebranchen havde den 18. højeste score ud af de 74 erhverv, der blev undersøgt.

Højt, men ikke alarmerende højt

Spørger man Thomas Rønnow, underdirektør i Dansk Erhverv, lyder 64 procent højt. Dansk Erhverv varetager interesser for adskillige erhverv, herunder flere mediehuse. Dog mener han ikke, at her er tale om et ualmindeligt højt tal sammenlignet med andre erhverv. 

“Selvfølgelig har vi et problem med stress og arbejdspres. Det er der ikke nogen tvivl om. Sammenlignet med andre erhverv, mener jeg dog ikke, at her er tale om et alarmerende højt tal,” siger han.

Han hæfter sig ved, at mange andre erhverv også har en relativt høj procentandel. Derfor mener han ikke, at her er tale om et niveau, der er alarmerende. Desuden mener han, at undersøgelsen ikke tager højde for, at journalister oplever et naturligt pres i deres dagligdag i form af deres arbejde med deadlines. Et aspekt, der ifølge Thomas Rønnow, ikke kun er negativt, da nogle trives under dette pres.

Dansk Erhverv tilbyder en række værktøjer til deres medlemmer, når medlemmerne henvender sig med spørgsmål. Spørgsmål, som blandt andet drejer sig om det psykiske arbejdsmiljø. 

“Vi er sat i verden for at hjælpe virksomhederne. Det gør vi ved at rådgive virksomhederne, når de kommer med konkrete spørgsmål,” siger han.

Thomas Rønnow henviser dog til, at det er op til de enkelte virksomheder at bekæmpe stress på arbejdspladsen i henhold til arbejdsmiljøloven.

Desuden påpeger han, at de ikke oplever mange henvendelser fra medlemmer med spørgsmål vedrørende stress eller pres på arbejdspladsen. Noget, han mener blandt andet kan skyldes, at der allerede kører et trivselssamarbejde mellem Dansk Erhverv og virksomhederne, hvor medlemmerne kan få rådgivning til arbejdsmiljømæssige spørgsmål.

Lokale løsninger virker hos DR

Anette Dalsgaard, arbejdsmiljøkonsulent ved DR, anerkender, at 64 procent lyder som et højt tal. Når det kommer til DR selv, er det dog ikke hendes oplevelse, at der er et generelt problem med stress i forhold til andre arbejdspladser. 

“Jeg mener ikke, at der er et generelt problem. Der kan godt være problemer lokale steder i DR, men jeg oplever ikke, at DR som helhed ligger anderledes sammenlignet med andre virksomheder,” siger hun.

Når der opstår et problem med arbejdsmiljøet i DR, for eksempel stressrelateret, så løses det i den lokale afdeling. HR-afdelingen sidder inde med råd og vejledning til de forskellige afdelinger, men det er den enkelte afdeling, der finder en måde, de kan komme problemet til livs. En metode, som Anette støtter op om.

“Lokale løsninger er helt klart det, som virker allerbedst,” siger hun.

Overordnet set mener hun, at der gøres meget for at forebygge stress, for eksempel gennem trivselsundersøgelser og med hjælp fra arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledere. Om der bliver gjort nok på nuværende tidspunkt, har Anette Dalsgaard dog svært ved at sige noget om.

“Jeg synes vi stiller de rigtige værktøjer til rådighed, men om det er nok i det enkelte tilfælde er enormt svært at sige,” siger hun.

Afviser ikke større fokus

Thomas Rønnow har svært ved at se, hvordan de i Dansk Erhverv kan hjælpe virksomhederne med at løse problemet med stress. De stiller allerede rådgivning til rådighed som supplement til virksomhederne, der har ansvaret.

Han afviser dog ikke, at et større fokus på arbejdsrelateret stress, for eksempel i medierne, kunne medføre, at problemet alligevel blev taget op i Dansk Erhverv.

“Ja, vi ville nok tage det op. Men det er et svært emne, fordi det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed og afdeling til afdeling, hvad det er, der udløser stress,” siger han.

Spørger man Anette Dalsgaard, om der kunne gøres en større indsats, afviser hun ikke, at stress bliver et emne, som skal tages op i en større skala ved DR.

“Stress har været et problem i mange år efterhånden, og det bliver ved med at dukke op. Derfor skal vi hele tiden have en opmærksomhed omkring det,” siger hun.

Spørgsmålet er bare hvornår og på bekostning af 

“Men, hvornår er det lige tid til at sætte ekstra ind på det felt? Det er en prioritering, og der er grænser for, hvor meget en organisation kan rumme.”