Findes der situationer, hvor du vil sige ”nej tak” til at lave en bestemt historie?

Findes der situationer, hvor du vil sige ”nej tak” til at lave en bestemt historie?

Findes der situationer, hvor du vil sige ”nej tak” til at lave en bestemt historie?

Det har Illustreret Bunker spurgt nogle af de journaliststuderende på DMJX om.

Spørgsmålet stammer fra en undren over, om vi som journalister nogle gange selv er dem, der begrænser vores egen journalistiske frihed. 

Vores journalistiske frihed – og begrænsning af den – er bygget op af mange ting. Nogle gange er det ting udenfor os selv, der afgør det. Grundloven sikrer vores ytringsfrihed. Straffeloven sikrer, at vi ikke må udsættes for vold, selv når vi skriver noget kritisk.     

Mens chefredaktørerne, medienævnet, og alle embedsmændene der uddeler aktindsigt kan sætte en stopper for vores journalistiske udfoldelser. Og sådan er der så meget. Men nogle gange er det noget inden i os selv, der gør arbejdet for dem. Vores dømmekraft, samvittighed, fornemmelser eller mere eller mindre irrationelle frygt kan komme i vejen. Hvis vi siger ”nej” eller ”stop” eller ”den må en anden vist hellere tage” så er der en risiko for, at den historie aldrig kommer ud i verden. Og om det så er for det gode eller onde, så er det i hvert fald en del af vores rettigheder. At vi kan afvise at tage en historie.

Svaret er ikke lige til, men her får du nogle bud på spørgsmålet fra dine medstuderende.

Victor Hallum 2. semester

Jeg tror simpelthen ikke, at der er noget, jeg ikke vil skrive om. Selv hvis det virker ligegyldigt som eksempelvis historier om kendtes privatliv. Det, synes jeg selv, er spændende at læse om, og så vil jeg egentlig gerne skrive om det, for så tænker jeg, at der er andre, der også kunne synes, at det var spændende at læse om. På den måde handler det jo også om, at hvis bare jeg tror på, at det sælger, så ville jeg gerne lave historier om det. Samtidig synes jeg også, at det er er min pligt at sige ja til at lave alle slags historier. Så om det er historier, der kan virke ligegyldige, eller om det er historier, der kan bringe mig i fare, så ville jeg lave historien. Jeg synes især, at det er vigtigt, at folk ikke siger nej til opgaver, fordi det er farligt, for så ville vi forsømme vores journalistiske pligt.

Sofie Bech Rasmussen, 2. semester

Hvis det handler om et barn, som har gjort noget forfærdeligt, så ville jeg måske ikke tage historien, fordi jeg synes, at man normalt skal være ret påpasselig, når det omhandler børn. Men det handler generelt set også for mig om, om det egentligt er væsentligt for mig at komme ud med den historie, eller om det er irrelevant. Hvis det er noget, som befolkningen skal have at vide, så ville jeg gøre det hele uanset hvad. Og det kan jeg jo sagtens sidde og sige nu, men jeg kan simpelthen ikke komme på nogle emner eller situationer, hvor jeg helt sikkert ville sige nej. 

 

Esben Vestergaard, 3. semester

Hvis historien ville gå ud over mig selv eller min karriere i sidste ende, så er jeg sikker på, at jeg ville holde igen. Eksempelvis hvis jeg skulle skrive en historie, der var lige på grænsen i forhold til troværdighed, og jeg ikke havde helt styr på mine kilder, så tror jeg, at jeg ville lade være med at publicere den. Det kunne også være noget sikkerhedsmæssigt. En Taliban-historie eller noget andet voldsomt. Jeg ville lade være, hvis jeg var bange for, at nogen ville komme efter mig. Så af sikkerhedsmæssige årsager ville jeg nok ikke dække nogle betændte miljøer. Eksempelvis hvis jeg fik et tip om noget, der omhandlede en rockerbande, så ville jeg nok sende den videre til naboen. 

 

Simon Sandvad, 3. semester

Der er nogle emner, hvor jeg ville træde varsomt eller helt gå udenom. Jeg tænker på sådan noget som historier om børn, der lider eller har været udsat for mishandling eller vold eller noget lignende. Det ville jeg holde mig fra, fordi det er et meget følsomt emne. Jeg ville nok helt undgå at dække det. 

Hvis barnet er blevet voksen og selv vil fortælle om det, så er det helt fint. Men jeg ville undvære situationer, hvor barnet stadig er barn. Også selvom der var alt samtykke og så videre, så ville jeg holde mig fra det.

Rosa Kirstine Larsen og Sofie Vendelbo Pedersen, 1. semester

Rosa: Hvis historien krævede, at jeg skulle tale med nogle typer, som var meget nærgående, eksempelvis sådan noget som en alkoholiker, så ville jeg være bange for, at jeg kunne få overskredet mine egne grænser, og der ville jeg nok passe på. Især nu her hvor jeg kun går på 1. semester, så ville det ikke være noget, jeg ville gå i gang med. Jeg tror, jeg ville føle, at jeg skulle være mere erfaren og bedre til at sige fra, end jeg er nu. Men det håber jeg kommer med uddannelse. 

Dog tror jeg, at selv når jeg har erfaring, så er der ting, jeg ikke ville kunne tage. Eksempelvis hvis det handler om noget, der kommer lidt for tæt på ting, jeg selv har oplevet, hvor man kan blive forblændet af sin egen oplevelse. Hvis en historie skulle omhandle noget, der er sårbart for mig selv, så ville det være en anden form for journalistik, jeg skulle lave. Så ville jeg hellere bruge mig selv og min egen historie gennem formidlingen. Jeg er bange for, at jeg vil have svært ved at forholde mig til kildernes version, og ikke dykke ind i min egen oplevelse af emnet. 

Sofie: Jeg er meget enig. Lige nu sidder vi jo med ”Når livet gør ondt”, og hvis det er nogle sygdomme, der ligger én nært, så ville jeg heller ikke gå ind i det i frygt for, at jeg ville blive for påvirket selv. Det er svært at sidde overfor et menneske, der har det svært, og så sidder du selv og har  svært ved at holde tårerne tilbage og bliver for overvældet. Så det ville også være et sted, hvor jeg ville sige ”nej, det skal jeg ikke”. Jeg føler mig også lidt for ny i det her fag til at skulle sidde og være ansvarlig nok til at tale med en person, der har det meget svært.

Rosa: Vi snakkede også om i går, da vi havde ideudvikling, at vi heller ikke er der endnu, hvor man kan sidde sammen med nogen, der har det meget dårligt og stille kritiske spørgsmål. 

Vi har død som emne, og vi talte om de her personer som lige har fået at vide, at de snart skal dø af en eller anden sygdom. Dem ville jeg heller ikke føle mig parat til at sidde og stille spørgsmål om alt muligt. Jeg er ikke parat til at sidde over for nogle personer, der er så følsomt påvirket.

Sofie: Jeg tror, at når vi engang er færdiguddannet, så har vi en lidt større værktøjskasse,  og flere interview og flere erfaringer så vi bedre kan sætte en facade på og sige: ”nu er jeg på arbejde” og på den måde få det mere på afstand. For lige nu har jeg ret svært ved at skille tingene ad, og jeg føler mig ikke særlig professionel.

 

Rosa: Jeg tror også, at man vil blive bedre til at skille tingene ad. Så på den måde kommer der måske et tidspunkt, hvor jeg ikke ville sige nej til de ting, som jeg ville lige nu.

 

At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen

At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen

At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen

TEKST & FOTO: Magnus Bechtold Helms, journaliststuderende

Udgivet den 12. maj 2022

Udviklingsbistanden bliver beskåret med to milliarder kroner, der skal gå til modtagelse af ukrainske flygtninge grundet Ruslands invasion i Ukraine. Hvis vi vælger at skære i støtten til andre lande, vil det have store konsekvenser for lande i Afrika og Mellemøsten. Et land som Libanon kan nedskæringen få store konsekvenser for. Landet er i dyb økonomisk krise. I sidste ende kan det gå ud over os selv her i Danmark.  

Jeg var selv i påskeferien i Libanon. Her så jeg overdimensionerede tavler med valgplakater for den militære politiske organisation Hizbollah pryder de fleste gadehjørner i Bekaa-dalen. Det er snart valg. Den ujævne vej afbrydes flere gange af militære checkpoints. Ude på markerne ved siden af vejen ser man interimistiske telte bygget af presenninger og bildæk. Min fætter, der arbejder i Libanon, fortæller, at der bor syriske flygtninge her, og for blot få måneder siden var der metervis af sne netop her. Køreturen, og det senere besøg vi havde i byen Balbek, var et reality-check af de helt store. Især når man kommer fra påskens snaps og sild hjemme i Danmark.

Bekaa-dalen er en region i Libanon, som grænser op til det krigshærgede Syrien. Ligesom i resten af Libanon rammer den økonomiske krise hårdt her. Det går især ud over syriske flygtninge og den fattige del af libaneserne. Derfor er nødhjælpsorganisationer i nærområderne enormt vigtige for lokalbefolkningen.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) skrev en kronik til Kristelig Dagblad om netop dette tilbage i januar. Her fortalte han om sine oplevelser under et besøg i Bekaa-dalen. I kronikken understregede han vigtigheden af at skabe bedre fremtidsmuligheder i nærområderne med hjælp fra udviklingsbistand. Han udtrykte samtidig en forståelse for, at befolkningen i Bekaa-dalen drømmer om at komme til Europa. 

Den 16. marts i år blev den såkaldte særlov for ukrainske flygtninge indført. Ifølge en artikel af journalist Marie Møller Munksgaard, publiceret på Altinget.dk, kommer det til at betyde et indhug på to milliarder kroner i udviklingsbistanden bare i år. Penge der kommer til at gå til modtagelsen af ukrainske flygtninge.

Desperate mennesker

Verdensbanken anslår i en rapport fra 2021, at den økonomiske krise i Libanon globalt set er blandt de mest alvorlige siden det 19. århundrede. Under mit ophold i landet, oplever jeg det tydeligt i hovedstaden Beirut. Byen bærer stadig præg af ødelæggelserne efter den enorme eksplosion på byens havn tilbage i 2020. Samtidig er der hver dag timelange strømafbrydelser i hele byen, der resulterer i, at folk må have generatorer eller biler stående i tomgang for at skabe strøm. Denne alvorlige situation viser med vigtigheden af den nødhjælp som udviklingsbistanden støtter. 

En af de nødhjælpsorganisationer, der er til stede i Bekaa-dalen, er Salam LADC. Over flere omgange, har danskeren Nina Storgaard Albertsen arbejdet frivilligt for dem. Hun har på allernærmeste hold set, hvordan magtesløsheden og desperationen manifesterer sig blandt lokalbefolkningen i Libanon. Hun fortæller blandt andet:

”Folk havde våben og sloges for at få den benzin, der var (…) Helt basale fødevarer steg i pris fra dag til dag, fordi de libanesiske pund hele tiden faldt i værdi.”

Under mit eget besøg i Libanon viste min fætter sit lager af mad i tøjskabet. Maden er til rådighed, hvis der pludselig opstår konflikt. I den situation vil det være godt at kunne blive i lejligheden. Netop den risiko beskrev Nina til mig sådan her:

”Man har hele tiden en følelse af, at en tændstik det forkerte sted kan antænde en konflikt.”

I et land, der tidligere har været hærget af borgerkrig, som nu står i afgrundsdyb krise, er nødhjælpsorganisationer og udviklingsbistand med til at skabe håb. For hvis fremtidsmulighederne i Libanon skal se bedre ud, end de gør nu, skal der hjælp til. Lytter man til Nina S. Albertsens beretninger, er nødhjælpsarbejdet og udviklingsbistanden vital for fremtidsmulighederne for det libanesiske folk. Uden fremtidsudsigter og håb risikerer man, at folk flygter til andre lande.

 

Forskelsbehandlingen kommer tilbage som en boomerang

Den seneste tids debat om forskelsbehandling af flygtninge, der kommer til Danmark, illustreres godt i denne sag. For selvfølgelig skal Danmark tage godt imod de ukrainske flygtninge, der kommer hertil, når der er en så forfærdelig krig i Ukraine.

Spørgsmålet er slet ikke, om Danmark skal bevillige penge til modtagelsen af ukrainske flygtninge, men nærmere hvor pengene skal komme fra. For hvis man skærer i udviklingsbistanden, risikerer det at gå ud over netop fremtidsmulighederne i lande som Libanon, hvor nødhjælpsorganisationerne er vigtige.

Og hvad sker der så? Ja, hvis der først kommer krig i Libanon, kan man kun gisne om, hvad det vil betyde for flygtningestrømme til Europa og Danmark. Sidst der var borgerkrig i Libanon, udgjorde libanesere og statsløse palæstinensere, der kom fra Libanon, en betydelig del af det samlede antal flygtninge. Hen mod borgerkrigens afslutning i årene 1985-1992, udgjorde libanesiske flygtninge ifølge Danmarks Statistiks  indvandringsrapport fra 2007 omkring 15%. 

Hvad er så bedst? At forebygge potentiel krig i lande som Libanon og samtidig hjælpe de ukrainske flygtninge. Eller kun det sidstnævnte? 

Jeg tror på, at regeringen ikke ønsker at pisse i bukserne for at holde varmen. Derfor bør de bestræbe sig på at finde to milliarder et andet sted end i udviklingsbistanden. For Libanon står ikke alene om at have hårdt brug for den danske udviklingsbistand. Libanons naboer Syrien, Jordan og Israel har civile, der har hårdt brug for hjælp fra organisationer, som er støttet af den danske udviklingsbistand. 

 

Har du nyheder kan du få, er du niche må du gå

Har du nyheder kan du få, er du niche må du gå

Har du nyheder, må du få - er du niche, må du gå

Et nyt medieforlig skal til sommer forhandles på plads. Her håber både medier og interesseorganisation på en fornyelse af mediestøtten, så den giver bedre plads til de nye medier.

TEKST: karoline noer
ILLUSTRATION: axel hammerbo

Udgivet den 12. maj 2022

Enten er vi ikke nok nyhedsmedie  eller for meget et kulturmagasin. Vi er for snævre, eller også er vores egenfinansiering ikke stor nok”, lyder det fra redaktionschef hos Atlas, Alexander Rich Henningsen. Mediestøtten uddeles hvert år af medienævnet, som er sammensat af syv medlemmer udvalgt af Slots- og Kulturstyrelsen. Herunder er det hovedsageligt innovationsstøtten, som søges af nyere medier, heriblandt Atlas 

Efter fire års afviste ansøgninger har Atlas kun én enkelt gang været heldig at komme igennem nåleøjet og modtog i en kort periode innovationsstøtten – men det var lige indtil, gulvtæppet blev revet væk under dem.

Kulturstyrelsen fratog Atlas støtten, da de ikke mente, at pengene blev brugt som planlagt. Dette skriver Journalisten, hvor det fremgår, at Atlas ikke brugte pengene på et advisory board, markedsføringstiltag og ansættelser, hvilket ellers var en del af ansøgningen fra Atlas i første omgang. Men dette er Alexander Rich Henningsen uforstående overfor.

”Hele meningen med innovationspengene er jo, at man må prøve sig frem. Men det synes jeg ikke, vi har fået lov til.”

Atlas brugte pengene til at oprette et abonnementsystem, som er en krævende økonomisk udfordring at få etableret. 

Atlas retter hovedsageligt deres kritik af mediestøtten mod fordelingen af midler til medierne. Spørger man Alexander Rich Henningsen, foregår der en forskelsbehandling, når medier såsom Føljeton og Ekko modtager mediestøtte, og Atlas ikke selv gør. Filmmagasinet Ekko skriver hovedsageligt journalistik om film, og i den sammenhæng påpeger Alexander Rich Henningsen paradokset i, at Atlas får som afslagsbegrundelse at være for nichepræget, i den form, at de ikke laver nok nyheder eller dækker nok politiske emner

Lappeløsninger til fremtidens medier 

I forbindelse med det nuværende medieforlig vedtog Kulturstyrelsen i 2019 at omlægge mediestøtten, så mulighederne til traditionelle medier og nyere digitale medier fordeles mere ligeligt. Et forsøg på at være mere tidssvarende. En ændring, der ifølge Alexander Rich Henningsen kun kan ses som en lappeløsning. Hertil fremhæver han Zetland som eksempel.

    ”På trods af ændringerne ses der stadig en enorm forskel i fordelingen mellem digitale og skriftlige medier. Zetland er i gang med at stjæle Informations brugere, og alligevel får Zetland knap 3 mio. i støtte, mens Information skovler 26 mio. ind.”

    Ifølge Alexander Rich Henningsen skaber denne fordeling stiafhængighed, og det er den skævvridning, som han særligt håber, at det nye medieforlig kan imødekomme.

”Et krav, som at medier skal udkomme fem gange ugentligt, fastholder dagbladene i en gammeldags måde at lave journalistik på 

 

– Alexander Rich Henningsen, chefredaktør, Atlas

Umulige krav at leve op til

Chefredaktør ved ungdomsmediet Sein, Mathias Busk genkender Atlas’ kritik af mediestøtten, efter de også selv har søgt innovationspuljen – uden held. Ligesom hos Atlas er spørgsmålet om, hvad en aktuel nyhed er, altafgørende for Seins muligheder for mediestøtte. De gange de har ansøgt, har begrundelsen for afslaget nemlig lydt på samme måde: Sein leverer ikke dagsaktuelle nyheder.

”Bare fordi vi ikke skriver om minksagen eller Inger Støjberg, producerer vi stadig nyheder. Vores nyheder skrives mere som historier, men de historier kan sagtens være skelsættende nyheder for unge mennesker”, mener Mathias Busk.

Han uddyber, at Sein for et par år tilbage oprettede SEINblik, som er ugens mest aktuelle nyheder opsummeret hver søndag, for at imødekomme kravet om flere aktuelle nyheder, men da Sein udelukkende er bygget på frivillige kræfter, har det ikke været muligt at producere dagligt.

”Når det er sagt, ønsker jeg ikke, at Sein skal være ligesom Politiken og andre nyhedsmedier, da vi ikke længere ville være de unges talerør. Så dør hele idéen om Sein”, uddyber Mathias Busk.

Af samme begrundelse ønsker Mathias Busk heller ikke at oprette betalingsmur på Seins indhold for at skaffe flere midler. Han påpeger, at det ikke er alle unge på 15 år, som har råd til at betale et månedligt beløb for at kunne modtage Sein. Det er dog på nuværende tidspunkt muligt at være betalende medlem for et mindre beløb for at støtte Sein yderligere. Ifølge Mathias Busk skal mediestøtten særligt bruges på at afholde events for at skabe opmærksomhed om dem selv. Sidst Sein afholdte et større event, var i samarbejde med Politiken, hvor de skaffede 20 procent af de nuværende medlemmer.

 

Armslængdeprincippet er passé

Mathias Busk mener, at det nærmest er umuligt at skabe et nyt medie, som tikker alle boksene af, som den nuværende mediestøtte kræver. Ligesom Alexander Rich Henningsen, håber han, at dette kan ændres igennem det nye medieforlig. 

Mathias Busk uddyber, at nogle punkter i det nye medieforlig, ser positive ud for Sein, men at det hele stadig kan falde på betegnelsen af, hvad en nyhed er. Udspillet til det kommende medieforlig blev fremlagt af kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen tilbage i februar og forventes færdigforhandlet op til sommerferien.

På nuværende tidspunkt hviler mediestøtten på et armslængdeprincip, altså at Medienævnet ikke må vurdere kvaliteten af det journalistiske indhold. Noget Alexander Rich Henningsen mener bør ændres.

”Man er nødt til at kigge på kvalitet og indhold. En del af medienævnet bør vurdere kvaliteten, da jeg mener, at der er for mange, der får for høj mediestøtte, blot fordi de passer ind i kasserne.” Ifølge ham er hele meningen med mediestøtten netop at finde den mest værdifulde journalistik.

”Hvad er en nyhed egentlig? Jeg synes, det er en nyhed, når vi udgiver en original tekst, om noget, som ikke er udgivet før, men det er ikke en nyhed som i breaking-bjælker. Samtidig får BT mediestøtte for at lave nyheder om f.eks. at Nicklas Bendtner er kørt galt igen,” siger Alexander Rich Henningsen.

Konkret ønsker Atlas et koncernloft, hvilket betyder, at en koncern såsom JP/Politikens hus ikke blot kan oprette flere medier og på denne måde modtage ekstra støtte. Ideen med koncernloftet har Atlas udviklet i samarbejde med brancheorganisationen Nye Medier i forbindelse med deres udspil til et medieforlig. 

Og selvom Nye Mediers udspil er blevet lyttet til, som en del af Regeringens nye medieforlig, savner Alexander Rich Henningsen, at man tør ryste posen og droppe de halve løsninger. Han peger på, at puljerne kunne ændres fuldstændig, så man blot søgte i én stor pulje. På nuværende tidspunkt fordeles mediestøtten i henholdsvis fire puljer, bladpuljen, innovations-, produktions- og  sanseringsstøtten, hvoraf innovationspuljen hovedsageligt søges af nyere medier.

Brancheorganisationer kræver fornyelse 

Atlas og Sein står ikke alene med ønsket om fornyelse af mediestøtten. Tilbage i januar bragte den administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, en kronik i Berlingske. Her slog han på tromme for, at regeringen og Folketingets partier bør udfase den millionstøtte, som staten hvert år giver til veletableret medier. 

”Statsstøtte skaber afhængighed – og giver ultimativt staten indflydelse på medierne. Hvis det bekommer politikerne, kan de fjerne støtten med et pennestrøg. Den trussel gør ikke noget godt for medierne,” lød det i kronikken.

Også Danske Medier, de private mediers interesseorganisation, synger med i det kritiske kor om den store mediestøtte. De har tidligere foreslået, at den maksimale driftsstøtte til enkelte medier sænkes fra de nuværende 17,5 millioner kroner årligt til 14 millioner kroner. De argumenterer for, at det vil sikre, at flere mindre medier får en relativt større andel af puljen. 

På nuværende tidspunkt modtager både Berlingske, BT, Børsen, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Nordjyske Stiftstidende alle de 17,5 millioner kroner, mens Information og Kristeligt Dagblad tager førstepladsen med henholdsvis 25,5 og 28,9 millioner kroner. Grunden til at nogle mediers støtte er højere end den maksimale grænse skyldes, at de også modtager penge gennem produktionsstøtten. Det er en pulje af støttemidler reserveret til medier, som klager over afslag og efterfølgende får medhold. 

 

“Mediestøtten er 30 år forældet” 

Både Sein og Atlas er medlemmer af den frivillige organisation Nye Medier, som for nyligt gav deres bidrag til, hvordan et kommende medieforlig kunne se ud. 

De mener,  at fornyelsen af mediestøtten kunne komme i form af flere midler til innovationspuljen, så flere nyopstartede medier kan modtage den, og at kriterierne for at få støtten bliver nemmere at opnå. 

Derudover foreslår de, ligesom Atlas, et koncernloft og at mediestøtten fordeles platformsneutralt. 

Alle krav som ifølge forperson for Nye Medier, Anne Sofie Christensen-Dalsgaard, fastholder mediestøtten efter nogle kriterier, som passer til et mediebillede, der fandtes for 30 år siden.

”De traditionelle medier bliver prioriteret, selvom de egentlig har midler og støtte nok. Vi har i stedet brug for at udvikle de medier, som f.eks. henvender sig til den yngre målgruppe, hvis vi stadig skal have de unge til at blive oplyst.”, fortæller Anne Sofie Christensen-Dalsgaard. 

Hun uddyber, at noget af det, der spænder mest ben for nyopstartede medier, er kravet om tre fuldtidsansatte, også kaldet årsværkskravet.

”Årsværkskravet og omnibus-kriteriet er krav, som fastlåser medierne. Medier som modtager mediestøtte bliver en utrolig lukket klub, da du kun kan komme ind, hvis du i forvejen har midler nok”, tilføjer Anne Sofie Christensen-Dalsgaard. 

Ligesom Sein og Atlas påpeger hun, at Regeringens nye medieforlig peger i den rigtige retning, og at man godt kan mærke, at vinden peger i fornyelsens retning. Men ligesom Mathias Busk venter Anne Sofie Christensen-Dalsgaard med at hive armene helt i vejret endnu. 

”Detaljerne er de afgørende for vores fag. Hvor vælger de lige at lægge snittet med årsværk, og går de med på, at vi skal have et opgør med omnibuskriteriet? Der har vi ikke fået noget konkret bud på endnu.”

Medienævnets forperson Vibeke Borberg skriver i et skriftligt svar på kritikken, at de foretager en individuel vurdering af alle ansøgere ud fra, om de opfylder betingelserne fastsat af mediestøtteloven. Dertil påpeger hun, at: 

“Det derfor kan forekomme, at nævnets bedømmelse af medier, der umiddelbart ligner hinanden i forhold til målgruppe, indhold mv. kan falde forskelligt ud”.

Hun tilføjer, at mediestøtteloven indeholder et kriterie om, at halvdelen af det redaktionelle stof, skal være nyhedsstof inden for et bredt emne. Samtidig skriver hun, at:

“Det er muligt, at nyhedsmediebegrebet har udviklet, sig siden den nuværende støtteordning blev indført, og at definition og praksis skal tages op til revision.”

 

Eksklusivt interview med Mette Frederiksen: “Det er en forandret verden, vi står i”

Eksklusivt interview med Mette Frederiksen: “Det er en forandret verden, vi står i”

Eksklusivt interview med Mette Frederiksen: “Det er en forandret verden, vi står i”

Illustreret Bunker har fået eksklusiv adgang til statsministeren til en snak om lukning af russiske statsmedier, en mulig lempelse af offentlighedsloven samt sociale mediers påvirkning af unges trivsel.

TEKST: VICTOR HEIDE-JØRGENSEN OG TOBIAS WINTER

FOTO: CHRISTIAN FALCK WOLFF

Udgivet den 04. april 2022

Mette Frederiksen besøgte mandag 28. marts tre uddannelsesinstitutioner. Først Aalborg Universitet, så Aarhus Universitet, inden turen sluttede på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor hun skulle debattere den nye udenrigspolitiske situation med de studerende. I den forbindelse har Illustreret Bunker fået lov at interviewe statsministeren. 

 Regering står sammen med resten af EU mod Ruslands invasion af Ukraine og bakker “100 procent” op om de sanktioner, EU har indført mod Rusland – det gælder også en kontroversiel beslutning om at lukke for adgangen til de to russiske statsmedier Sputnik og RT. 

“Det er et meget dilemmafyldt spørgsmål. Helt principielt skal man afstå fra at censurere medier. Det står på side ét i statsministerens lærebog – jeg er jo pressens minister,” siger Mette Frederiksen.

Beslutningen har mødt kritik fra flere medlemmer af Folketinget samt brancheorganisationer. Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, kalder det en glidebane, mens Journalistforbundets formand, Tine Johansen, siger, at “det er at bekæmpe ondt med ondt.”

“Jeg tror ikke, man kan sammenligne det. Der er ikke tale om medier i den forstand, vi taler om medier. Ondt med ondt? Man skal i hvert fald tale i et sprog, som Putin forstår. Med medier skal man altid være påpasselige,” siger statsministeren.

Brancheorganisationen Danske Medier har rejst bekymring for danske mediers mulighed for at dække krigen. Mads Brandstrup, administrerende direktør i Danske Medier, siger, at det et brud på pressefriheden, “at muligheden for indsigt i, hvordan russiske medier behandler krigen begrænses.”

Mette Frederiksen vil ikke tage stilling til udtalelsen, men fortæller, at det er vigtigt at skelne mellem propagandamaskiner og medier.

“Jeg er ikke sikker på, at der i dette tilfælde er tale om at indskrænke mediers frihed. Som jeg forstår det, er der tale om statslig propagandamaskine. Det er noget andet end medier, som vi kender det,” siger Mette Frederiksen.

 “Jeg mener ikke, at den nuværende situation i Ukraine kommer til at få betydning i forhold til den danske offentlighedslov,

-Mette Frederiksen, Statsminister

Intet klart svar til offentlighedsloven

Mens russiske medier lukkes ned for Vesten, så er der muligvis mere åbenhed i sigte for de danske mediers arbejde.

I december 2020 indgik regeringen forhandlinger med en række folketingspartier om muligheden for at lempe de stramninger, der blev tilføjet til offentlighedsloven i 2013. Stramningerne er blevet kritiseret af Dansk journalistforbund og en lang række journalister for at begrænse muligheden for at få indsigt i myndighedernes arbejde.

Mette Frederiksen fortæller, at der er et ‘før’ og et ‘efter’ i Europa i forbindelse med Ruslands invasion. Men hun kan entydigt afvise, at den opståede krig i Ukraine kommer til at få betydning for forhandlingerne om offentlighedsloven.

“Jeg mener ikke, at den nuværende situation i Ukraine kommer til at få betydning i forhold til den danske offentlighedslov,” siger hun.

Statsministeren var dog tilbageholdende med at give klart svar på, hvorvidt Socialdemokratiet selv går ind for en lempelse, der i så fald vil give borgere og journalister større indsigt i statens og kommunernes aktiviteter.

“En række partier har givet udtryk for at ønske om at få lempet offentlighedsloven, og dem sidder vi nu i forhandlinger med via Justitsministeriet. Resten er historie, fordi nu sidder vi i forhandlingslokalet,” siger Mette Frederiksen. 

Mere mistrivsel, mere sociale medier

I løbet af Mette Frederiksens debat med eleverne falder emnet på unges mistrivsel. Den er stigende.

  1. marts i år udkom den såkaldte “Nationale Sundhedsprofil” for 2021, hvor over 180.000 danskere har svaret på en række spørgsmål om deres sundhed og trivsel. Andelen af unge, der får en “lav score” på den mentale helbredsskala, er steget kraftigt siden 2017.  

Mette Frederiksen fortæller, at hun ser en sammenhæng mellem unges mistrivsel og sociale medier. 

“Når jeg tror, der er en en sammenhæng, er det fordi, at nye undersøgelser viser, at nogle teenagepiger bruger fem timer om dagen på sociale medier. Det er meget lang tid, der går fra andre – og fysiske – fællesskaber,” siger hun.

Mette Frederiksen bruger de sociale medier aktivt i sin politiske kommunikation. Det anerkender hun. Hun fortæller, at hun – det til trods – er meget bevidst om, hvordan hun bruger dem.

“Den måde jeg selv tænker på, er aldrig at bidrage til at splitte. Med de ordvalg og de betoninger, jeg bruger, forsøger jeg som udgangspunkt at samle os eller understøtte noget, der kan være til fordel for de fleste,” siger Mette Frederiksen.

Selvom statsministeren fortæller, at hun ser en sammenhæng mellem unges mistrivsel og de sociale medier, har de sociale medier også en værdi, understreger hun.

“Sociale medier kan jo meget. Både i den lille kommunikation og samfundsmæssigt. Vi skal tænke over, hvor meget vi bruger den, og hvad er det algoritmerne understøtter,” siger hun.

Mette Frederiksen fremhæver især de sociale mediers vigtige funktion i forbindelse med krigen i Ukraine, som er blevet døbt verdens første ‘TikTok-krig.’

Håb i frygten

Mette Frederiksen indledende tale på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole var præget af tungsindig tilkendegivelse af, at verdensordenen er blevet rystet af krigen i Ukraine. 

“Krigen er nu tilbage i Europa,” var hendes sobre erklæring. 

Den tidligere udenrigspolitiske rådgiver for Stats- og Udenrigsministeriet Ulrik Vestergaard udtalte Lørdag den 26. marts til Berlingske, at: “siden den 24. februar er vi gået ind i en periode, der er præget af frygt, fattigdom, usikkerhed og krig.”

Statsministeren erklærer sig enig med den vemodige prognose, men maner samtidig til håb.

“Det er en forandret verden, vi står i. Krigen er her jo, og det skaber usikkerhed, og den stigende inflation udfordrer allerede nogle borgeres økonomi. Forhåbentligt bliver den kommende periode ikke kun præget af dette, og vores opgave bliver at vende den her situation til nogle nye muligheder,” siger Mette Frederiksen.

Ifølge Statsministeren er energipolitikken et sted, hvor situationen kan vendes til nye potentialer. Den grønne omstilling kan være et initiativ, der både kan bruges aktivt i forhold til krisen i Ukraine, og det kan samtidig skabe håb på den lange bane. 

“Hvis vi fokuserer kraftigt på den grønne omstilling, kan den hjælpe os med at frigøre os fra afhængigheden af russisk gas. Det vil samtidig være håbefuldt, og det kan også skabe vækst og flere danske arbejdspladser,” Siger Mette Frederiksen.  

Trivselspenge brændt af på telefonbokse

Trivselspenge brændt af på telefonbokse

Skrevet af: Kasper fast, journaliststuderende

Udgivet den 24. marts 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Hvad kan man egentlig få for 495.605 kr.? I hvert fald ikke meget trivsel, hvis det står til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der har brændt tildelte trivselspenge af på telefonbokse. I 2021 modtog DMJX i Aarhus lige knap en halv million kroner fra Undervisnings- og Forskningsministeriet til at styrke trivslen efter corona-nedlukningerne. Fra skolens side har man kaldt dem trivselsmidler, hvilket dog klinger meget hult, da størstedelen af pengene er brugt på alt andet end trivsel.

I februar fik jeg aktindsigt i fordelingen af midlerne, og det var chokerende læsning. Regnskabet over trivselsmidlerne viser nemlig, at kun 19% af pengene er brugt på såkaldte ”trivselsarrangementer”. Derimod er hele 38% eller 187.468 kr. for eksempel brugt på telefonbokse. I aftaleteksten omkring midlerne står der, at institutionerne selv skal vurdere, hvordan de bedst modvirker de negative konsekvenser af Covid-19. Man må altså forstå på ledelsen i DMJX, at de mener, at det vigtigste modsvar til nedlukningernes store trivselsudfordringer er fem nye telefonbokse.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg også selv synes, at telefonboksene er en fremragende idé, så studerende kan ringe til kilder uforstyrret. Problemet er bare, at det jo ikke har noget som helst at gøre med pengenes formål. I mine øjne er det i hvert fald svært at se, hvordan en lydisoleret trækasse kan have noget som helst at gøre med de studerendes trivsel. Udefra ligner det, at ledelsen har udnyttet en mulighed for at blande deres tildelte driftsopgave omkring skolens faciliteter sammen med de ekstraordinære trivselsmidler.

Kigger man videre gennem fordelingen af trivselsmidlerne, ser man, at den tredjestørste post er ”koordinering”. Disse udgifter løber op i svimlende 84.470 kr., hvilket altså svarer til cirka to måneders fuldtidsløn. Penge, der er taget direkte fra de studerendes trivsel. Det er helt vildt, at man har brugt et så stort beløb blot på administration. Selvfølgelig koster det arbejdstid og penge både at finde på idéer og udføre dem. Jeg mener dog ikke, at der bør bruges, hvad der svarer til over 300 arbejdstimer, på at fordele de her midler, som beløbet ellers antyder. Det er en meget mærkelig brug af midler, som ledelsen har udført i dette tilfælde.

Jeg har selv været med i en ansøgning om et beløb på 25.000 fra trivselspuljen. De skulle gå til et arrangement, hvor skolens studerende kunne få gratis transport til Right to Dream Park, fordi FC Åben Modus skulle spille mod Presselandsholdet. Der var budgetteret med omkring 150 deltagere fra studiet med mulighed for udvidelse. Denne ansøgning blev efter flere beskeder, utallige dirigeringer rundt i organisationen samt måneders ventetid afvist.

 

I en besked lød begrundelsen, at både FC Åben Modus og Ulla United havde klaret sig godt under corona-nedlukningerne og fortsat står stærkt som institutioner for de studerende, der interesserer sig for fodbold og sportsligt samvær. Man mener simpelthen, at foreninger, der udelukkende baserer sig på fysisk fremmøde, har klaret sig fremragende under nedlukningerne. Et arrangement som dette ville kunne skabe fællesskab og sammenhold på tværs af uddannelser og årgange, som jo præcis er det, skolen har mistet under Covid-19. Ifølge mig tyder det endnu engang på, at midlerne aldrig har været tiltænkt trivsel fra skolens side, men derimod som et belejligt driftstilskud. 

Det er vildt ærgerligt, at skolens ledelse ikke tager problematikken omkring trivsel efter pandemien seriøst. Vi ved alle, hvor hård og svær perioden med hjemmeundervisning og manglende socialt samvær har været. Derudover viser undersøgelser fra blandt andet Danmarks Evalueringsinstitut og Uddannelses- og Forskningsministeriet, at de studerende oplevede store konsekvenser under nedlukningerne, samt at disse konsekvenser stadig ser ud til at påvirke de studerende.

 

Af den grund er det endnu mere foruroligende, at en ledelse, der endda får penge kastet efter sig for at løse en del af problemet, overhovedet ikke anerkender eller forstår sit ansvar. Det er et tegn på afstand til de studerende, der er chokerende i en uddannelsesinstitution.

Driften af vores studie er ikke bare et regnskab, der skal gå op. Det er et fællesskab, hvor vi, som studerende i alle henseender, skal være det primære fokus. Vores trivsel er omdrejningspunktet for alt andet, der foregår i vores uddannelse. Og når man underkender en mulighed for at rette op på denne, har man grundlæggende fejlet sin kerneopgave som uddannelsesinstitution.

 

 

Svar fra Henrik Berggren og Helle Winding

“Det er sørme synd for Kasper Fast, at han ikke fik chokerende og svimlende 25.000 kroner til sin fodboldkamp. Det har han været utilfreds med længe.

Skolen tager studerendes trivsel meget alvorligt og arbejder løbende på at styrke den. Fordelingen af de særlige trivselsmidler er et godt eksempel på det. Trivselsmidlerne blev fordelt i et tæt samarbejde med DSR og mange af skolens studerende, der har deltaget seriøst, aktivt, engageret og meget positivt i samarbejdet.

Mange tak for den indsats. Der har været afviklet et stort antal aktiviteter med mange deltagere, og der er indkøbt en lang række ting, som også fremadrettet kan bidrage til at styrke trivslen på skolen.

Stort set alle aktiviteter og anskaffelser var forslag og ønsker fra studerende. Det gælder blandt andet telefonboksene.

Kasper Fast havde i øvrigt ikke behøvet at søge aktindsigt, da oversigten over forbruget af midlerne hele tiden har været delt med de studerendes repræsentanter.

Venlig hilsen

Helle Winding og Henrik Berggren

(Uddannelseschefer, DMJX)”

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk