KunMors: Mediet på øen bag havet

KunMors: Mediet på øen bag havet

KunMors: Mediet på øen bag havet

Fra sit hjemmekontor i en murstensvilla i Nykøbing Mors på den smukke ø i Limfjorden, Mors, har journalist David Højmark, startet et medie om de lokale til de lokale. Han insisterer på at tage penge for noget, der i stigende grad forventes gratis. Og det fungerer.

Skribent: Kresten Andersen

Foto: Valdemar Ren

Udgivet den 23. marts 2020

David streger småirriteret sine skriblerier i notesblokken ud. Han vender sig igen mod telefonen og lytter.
”Så har vi et ærgerligt indbrud i en villa ude i Hanstholm…,” siger stemmen i den anden ende af røret. David streger endnu en gang.

Klokken er 08.05 onsdag morgen. Vi befinder os ved et skrivebord i en dagligstue i en rød murstensvilla i Nykøbing Mors. For enden af skrivebordet sidder 46-årige David Højmark. I den anden ende af røret messer en politimand monotont op fra politiets døgnrapport. Med en erfaren hastighed skribler David stikord i sin sorte notesbog.

Udover David Højmark er der tre andre med på linjen. Alle journalister med fokus på den nordvestlige del af Jylland, nærmere bestemt Thy, og i Davids tilfælde nærmere bestemt Mors.

Når man kører over den smukke Sallingsundbro, som de fleste af os kender fra halvtredskronesedlen, kører man ind på Davids journalistiske jagtmarker. Han dækker alt på Mors. Fra de stejle klinter på Nordmors til det lave landbrugsland på Sydmors. Han dækker de godt 20.000 morsingboere på den godt 360 kvadratkilometer store, naturskønne ø i Limfjorden.

Det er også grunden til, at David streger alle meddelelser ud, der kommer ind denne morgen. De omhandler nemlig Thy-regionen, ikke Mors, som David udelukkende dækker på sit nyopstartede webmedie KunMors.dk, som han lancerede i januar i år.

Et tomrum

Inden David søsatte KunMors var han sportsjournalist i 13 år på Morsø Folkeblad. Her dækkede han alt hvad der rørte sig i sportens verden på Mors, hvor håndbold er nationalsport. Det gjorde han, indtil den 142 år gamle avis sidste år lukkede, efter den  i 2013 blev opkøbt af Nordjyske. Det betød, ifølge David, at morsingboerne nu skulle kigge endnu længere i spalterne efter lokalnyhederne.

”De lokale manglede lokalstof. Når Nordjyske lukker en avis og siger, at redaktionen skal dække både Thy og Mors, så er der noget, de ikke får dækket. Morsingboerne har oplevet at dækningen er faldet,” siger David Højmark fra sin plads ved skrivebordet.

Det var i det tomrum, der blev skabt af Morsøs Folkeblads død, at David så et behov for et lokalt medie, der beskæftigede sig med Mors. Kun Mors. Her halvanden måned efter opstarten virker det til, at han har ramt plet.

”Det budget jeg sendte til banken, der skulle jeg være på 50 abonnenter ved udgangen af februar, og jeg skulle være ved 346 omkring nytår. Nu er jeg på 509… så jeg er mere end et år foran budgettet. Så jeg er meget, meget tilfreds med starten, ” siger David.

Det flotte resultat kommer i en tid hvor mange lokale medier drejer nøglen om. For at gøre bedriften endnu mere imponerende er KunMors et betalingssite. 69 kroner om måneden for de ultralokale nyheder, 49 kroner om måneden, hvis man betaler for et år. Intet gratis indhold.

Onde tunger vil kalde det en satsning at fokusere på betalingsindhold på ultralokalt stof i en verden, hvor de fleste er vant til at få verdensomspændende nyheder gratis. Men for David er netop dét filosofien.

”Jeg har besluttet mig for, at alt jeg leverer skal koste penge. Alt nyhedsstof, alt baggrund og alle portrætter. Alt jeg laver journalistisk skal man betale for. Jeg kan ikke forstå, at man bruger en masse penge på at uddanne journalister, fotografer og grafikere og så sætter man dem i arbejde og siger ”det I laver, det er sgu ingen penge værd, det forærer vi bare væk”… og så regner man med, at kunderne kommer.”

Kampen for et velfungerende lokalmedie på Mors er ikke bare netop det, men også kampen mod den tendens til gratisnyheder der har slået sig fast i branchen med internettets overtagen. En tendens der gør det svært for de små lokale medier.

”Jeg er en af dem, der går rundt og er temmelig sur på de medier, der eksisterede dengang internettet kom frem. Jeg kan godt forstå, de ikke vidste, hvad de skulle stille op med den her nye opfindelse, men at de reagerede ved at sige ’hov, dér kommer noget internet. Vi smider bare alt vores stof gratis på det, så skal kunderne og annoncørerne nok komme’… og nu står vi her 20 år senere,” siger David.

Højre: David Højmarks dag bød blandt andet på at give interview til tre lokale skoleelever, der skulle prøve kræfter med lokaljournalistik og derfor skrev om KunMors.

Succesen kommer ikke af sig selv

David er klædt i en blå nystrøget skjorte, der ikke afslører, at KunMors drives fra journalistens egen dagligstue. Den præsentable stil kommer efter morgenens oplæsning fra døgnrapporten hurtigt til sin ret. David skal ned i byen, godt 600 meter fra redaktionen, for at aflevere nogle dokumenter til sin revisor.

”Jeg troede fra starten, at jeg skulle ordne det hele med regnskaber og så videre, men det var ved at tage livet af mig. Jeg har taget nogle forskellige kurser. Så forstår jeg det og lukker computeren, næste morgen har jeg glemt det igen,” siger David med et grin.

Revisoren, som nu er én af 12 annoncører på det lille lokalmedie, har givet David lidt mere ro til at beskæftige sig med det sjove. Journalistikken.

Det betyder dog ikke, at David ikke har nok at kaste sig over. Med arbejdsdage der strækker sig fra politiets døgnrapport kl. 8 om morgenen og, som i dag, til han er hjemme kl. 23 fra dækningen af den håndboldkamp Mors-Thy Håndbold spiller i Aalborg, hvorefter der skal skrives kampreferat.

”Jeg har opdaget, at nogle gange har jeg forsøgt at sige ’så stopper jeg kl. 20 og ser en film om aftenen’… men jeg kan virkelig ikke slippe det, så sidder jeg bare der med min telefon i stedet,” siger David. ”Jeg ved godt, at det her kan jeg ikke holde til i 2 år. Jeg arbejder fra morgen til aften. Jeg er nødt til at køre på fra starten, og så forhåbentlig til efteråret eller næste forår får jeg råd til at ansætte en… på deltid… eller bare nogle timer, så jeg kan tage en fridag en gang i mellem.”

Det nære og det lokale

Lige over for revisoren ligger Nordjyskes halvtomme Mors-redaktion. David bevæger sig luntende mod KunMors-redaktionens hjemlige rammer ad Nykøbing Mors gågade. Selvom det er midt på formiddagen, og inden corona-karantænerne for alvor standsede landet, virker her utroligt mennesketomt. Kan man virkelig opdrive nyheder på daglig basis her? Det mener David. Han skriver om alt der rører sig på øen, og der er nok at kaste sig over.

”Jeg har det princip, at jeg som udgangspunkt ikke siger nej til en historie, hvis der er nogle der ringer og siger, at de har tabt et æg på gulvet, så drøner jeg nok ikke ud og tager et billede af det. Noget må jeg sige nej til, fordi jeg ikke har tid, men hvis der ikke sker andet, så skriver jeg om det hele, sådan er det jo også på andre medier, hvor der er agurketid,” siger David.

Derudover er det en stor gevinst at skrive lokalnyheder et sted, hvor befolkningen virkelig interesserer sig for lokalsamfundet.

”Morsingboerne er opsøgende omkring, hvad der sker i lokalsamfundet. Jeg ved også, at det her koncept med lokale nyheder og abonnementsbetaling har fungeret i andre dele af landet, det findes rundt omkring. Jeg tror på, at det her er vejen frem,” siger David.

Længere nede af gågaden, forbi byens gamle kirke, stopper David en ældre herre på en cykel, ”har du noget til mig?,” spørger David. Det er en af de lokale, der ifølge David, følger med i alt og kender alle. De vender aftenens håndboldkamp, som er blevet lukket for tilskuere grundet coronavirussen. Det giver David en helt speciel rolle. Nu venter læserne hjemme i stuerne på opdateringen. Det er den nærhed, og jagten på eneret på historierne, der er benzin på det bål, der er Davids passion for lokalnyhederne.

 

”Jeg er blevet spurgt om jeg ville dække en Champions League-kamp eller landskamp, og jeg vil da gerne være på stadion og se Real Madrid, men ikke som journalist, der sidder 200 andre og skriver nøjagtigt det samme. Hvis jeg er ude og dække en serie 4-kamp, så ved jeg at alle venter på, hvad jeg skriver om det her. Det er min opgave,” siger David.

De lokale sportskampe er noget, der virkelig trækker læsere til KunMors, for som David siger:

”Når de lokale møder hinanden, det interesserer virkelig.”

Måske af samme årsag har David en portrætserie i støbeskeen. Portrætter af morsingboere til morsingboere.

”Morsingboerne elsker den slags. Man behøver ikke at være berømt eller have udrettet et eller andet men de vil gerne læse om hinanden. De vil gerne læse, hvad naboens barnebarn har bedrevet,” siger David, der er i gang med første føljeton omkring historierne bag de kælenavne mange af øens indbyggere bærer.

Morsingboerne

Jakob Rughave – 19 – Morsø HHX

”Jeg betaler ikke for nyheder. Jeg følger mere med i landsdækkende nyheder, ikke for Mors. Det her er et lille samfund, så sker der noget mærkværdigt, spreder det sig alligevel så hurtigt, at man får det at vide.”

Palle Thomsen – 52 – Entreprenør

”Jeg tror sgu, han har ramt plet med det her. Alle savner de lokale nyheder, min kollega og jeg havde faktisk tidligere i dag talt om, at jeg skulle tegne et abonnement.”

Preben Bonde – 67 – Pensionist

”Jeg synes, idéen er god. Jeg abonnerer på Nordjyske, men der er ikke nok lokalstof. Men jeg kommer nok ikke til at abonnere, jeg vil gerne have min avis på papir.”

Ikke helt alene

På vej hjem fra gåturen får David et opkald. Det er en af abonnenterne, der har bøvl med at logge ind på siden, derfor må David skrue lidt op for det luntende tempo, så han kan komme hjem foran computeren og agere IT-supporter. Det er bare en af de mange kasketter man må tage på, når man driver et nyhedsmedie fra hjemmet.

David er den eneste fuldtidsansatte på KunMors, men han får fra tid til anden en hjælpende hånd fra en journalist, to skribenter, samt en grafiker og en fotograf, alle med tilknytning til øen. Det er dog udelukkende David, der driver KunMors i det daglige, også når det kommer til IT-udfordringerne.

Det er dog ikke kun IT-udfordringerne, der kan være nyt for den efterhånden garvede journalist. Med mange års erfaring i sportsjournalistikkens verden er der nogle ganske nye udfordringer, når øen skal dækkes fra andre sider end håndbold og fodbold. Heriblandt lokalpolitikken. For det skal dækkes.

”Jeg skulle lige tilbage i den tankegang. For 13 år siden, da jeg sad på Dagbladet Holstebro, dækkede jeg byrådsmøder i Herning. Men at sidde og læse en mødedagsorden igennem om et brønddæksel, der er sprunget af. Der skal jeg lige tilbage i at tænke, hvad er vigtigt og hvad er ikke vigtigt,” siger David.

Sporten ligger David meget nært, og det er også noget, der betyder meget for en stor del af de morsingboere der abonnerer på øens nyeste medie. Men som så mange andre steder i medieverdenen skal der selvfølgelig gøres nogle prioriteringer for at tilgodese, så mange abonnenter som muligt.

”Jeg har fra starten meldt ud, at sporten vil også blive prioriteret, og jeg har fået de første henvendelser fra folk der siger ‘det er jo ikke andet end sport’ der kan jeg så sige, det er altså 2/3 der ikke er sport, men det ser voldsomt ud. Især i weekenden, hvor rigtig meget er sport,” siger David.

En uvant situation

David er tilbage ved skrivebordet i stuen, der fungerer som kontor. Han får skrevet de sidste linjer på en artikel, der skal ud til de nu 510 abonnenter, der afventer deres lokale nyheder. I et tilstødende rum i hjemmet tripper hans hund Bonga, opkaldt efter den tidligere AaB angriber Siyabonga Nomvethe, rundt. Det er ved at være tid til den daglige luftning, som også skal passes ind i dagsprogrammet.

Mens hunden tålmodigt afventer er Davids telefon, som så mange gange i løbet af dagen, på overarbejde. Aflysninger i skyggen af coronavirussen vælter ind, og det skal abonnenterne selvfølgelig holdes opdateret på.

Da coronavirussen begyndte at få konsekvenser i det nordvestjyske, kom det gule breaking-banner for første gang i brug på forsiden. Denne eftermiddag er det, som i alle andre danske medier, coronavirussen, der er begyndt at indtage spaltepladsen.

Den skal selvfølgelig også dækkes, så abonnenterne der læser KunMors får noget for de penge de betaler, og der skal hele tiden noget på hjemmesiden, når man kæmper en brav kamp mod gratisnyheder. Selvom KunMors har fået en flyvende start bliver det, som David selv påpeger, spændende de næsten måneder om der er tale om reel interesse fra morsingboerne eller om det blot er spændende fordi det er nyt. David er dog positiv:

”Jeg tillader mig, at bilde mig selv ind, at det jeg laver, er penge værd.”

”Vi er mere en bevægelse, end vi er en avis”

”Vi er mere en bevægelse, end vi er en avis”

”Vi er mere en bevægelse, end vi er en avis”

Det er snart 75 år siden, en gruppe aktive modstandsfolk etablerede Dagbladet Information i Store Kongensgade i København. Men oprøret er ikke slut. Væbnet med illustrationer understreger Jesse Jacob Møller Lindkvist hver dag Informations identitet.

Skribent: Jeppe Schropp

Foto: Jonathan Damslund

Udgivet den 08. marts 2020

Forsiden er delt i to: sort/hvid.

Dagens forsidehistorie er to udlægninger af en families tvangsudsendelse. Pludselig, men med dyb overvejelse, har Information valgt side i den ellers nøgterne gengivelse af de to parters udlægninger.

På den sorte side står politiets forklaring, på den hvide er familiens.

Den store diskussion på redaktionen gik på, om Informations identitetsmarkør, prikken over i’et, skulle være hvid.

Hvis den var hvid, ville Information klart og tydeligt tage den tvangsudsendte families side, men ved at beholde den røde farve bevarede de trods alt en afstand.

Bannerfører for det frie ord

Jesse Jacob Møller Lindkvist har i nu 13 år været ansat på Informations redaktion i Store Kongensgade. Titlen er Art Director. 

Søger man på Art Director på Wikipedia, får man følgende definition: ”En AD’er er med til at udvikle og synliggøre et præcist defineret budskab i en kampagne.” Det afføder to spørgsmål. Hvad er Informations budskab? Og hvad er det for en kampagne, de fører?

Information hviler stadig på sin arv fra modstandsbevægelsen. Dagbladet var illegalt indtil 1945, da den tyske besættelsesmagt blev tvunget ud af landet. I avisens begyndelse var der et klart budskab: at være bannerfører for det frie ord. Og det bryster han og resten af Information sig også af i dag.

”Vores tegninger og grafik skal matche det frie ord og det, der står i avisen. Det skal være lige så klogt og aktivistisk, og det skal have det samme præg som vores ord, for at det går op i en højere enhed. Der må ikke være disharmoni mellem de ting,” siger han.

For at få avisens design og visuelle udtryk til at hænge sammen med artiklerne, kronikkerne og lederne, involveres alle. Redaktører, journalister og grafikere vender og drejer forslag, indtil det hele falder i hak. 

“Det er et samarbejde med fotografer, grafikere og redaktører. Og der er diskussioner undervejs, som er pissevigtige. Alle har en ide om, hvordan vi skal fremstå derude, og det er noget, vi har lært hen ad vejen. Og så løfter vi hinanden i fællesskab,” siger han.

Informations tema om kunstterapi

“Seriegrafik, et citat, et bærende billede, illustration, infografik eller en stor rubrik er alt sammen indgange til en historie.

Så det er vigtigt, at vi får så mange elementer ind som overhovedet muligt. Det handler om at fastholde læserne.”

Koncept og konsekvens

Da Storbritannien den 31. januar definitivt vinkede farvel til de nu 27 lande i EU, blev Informations forside forvandlet til Union Jack i spraymaling. Og da Tour de France-rytterne cyklede op ad Col du Tourmalet i sommers blev forsiden dækket af bjergtrøjens ikoniske prikker, selvfølgelig med Informations signatur i toppen.

Hver dag udformer Jesse sammen med resten af den grafiske afdeling illustrationer. Det bliver til op imod 1.000 styks om året. Og som han selv stålfast og målrettet siger, så skal det sidde i skabet hver eneste dag, og det er uden undtagelser.

”Vi vil få den her avis til at se godt ud hver eneste dag,” siger han.

Og den ser godt ud, hvis konceptet holder. Og hvis konceptet er konsekvent. Designerne og illustratorerne arbejder derfor ofte i samme grafiske univers. Farverne skal være klare og iøjnefaldende, linjerne skal være rene. De skal vække læserens opmærksomhed, og endnu vigtigere er det, at de overrasker læseren. For indholdet er klogt, siger han, og det skal det visuelle leve op til.

På den grafiske afdelings kontor hviler en sværvægter sig på en reol. Bauhaus står der på bogen. Den tyske skoles rene linjer og klare formsprog er integreret i Jesses stil og kommer ofte til udtryk i avisen, for eksempel når der skal bygges et grafisk univers op omkring en artikelserie, og som han selv udtrykker det ”vi er ikke til pynt og parfume”.  

Det lader til, at konceptet holder. SNDS (Society for Newsdesign Scandinavia, red.) har i hvert fald af flere omgange honoreret avisen med et væld af priser. I 2017 blev det til 13 priser for deres printdesign. Men da snakken falder på prisuddelingerne, stepper Jesse hurtigt videre til næste emne.

Information er også et forlag. Huset afholder skrivekurser og arrangementer, og ja, så sælger de merchandise, for så rød er prikken over i’et heller ikke.

”Det starter som et journalistisk projekt, som vi pakker ind i et grafisk design og giver en identitet. Så bliver det lige pludselig til en bog, og så bliver det til nogle arrangementer. Så bliver det solgt inde i butikken, og så kommer der lige pludselig et citat på en mulepose. Projekterne har et konstant flow,” siger han.

Den grafiske afdeling arbejder altså seriegrafisk. Det vil sige, at når avisen laver en serie om klima, Indien eller kunst som helbredelse, så skal de artikler, som bliver skrevet, pakkes ind i et grafisk univers. Så når seriens artikel nr. 20 bringes, skal læseren ud fra grafikken kunne forbinde den med den første artikel i serien. Hvis der skrives en bog med afsæt i artikelserien, skal den følge seriens grafiske spor. Læseren skal på den måde kunne genkende Information alene ud fra det grafiske design.

Det er det, Jesse kalder avisens visuelle identitet.

Arven fra 1945

Der er byggerod på redaktionen. Med hurtige bevægelser åbner Jesse en papkasse, lukker den igen og åbner en ny. ”Hmm, hvor er den?,” spørger han sig selv. Første udgave af Dagbladet Information gemmer sig på det kontor, som i øjeblikket huser avisens historie i en hær af papkasser.

Jesse bladrer i en udgave af Information fra 1950’erne. Til venstre for Informations logo står ”uafhængig af partipolitik” skrevet i kursiv, til højre står der ”uafhængig af økonomiske interesser”. I dag står det skrevet på bagsiden af avisen med store bogstaver.

– Den første forside af Information fra 1945.

Informations historie og værdier vækker genklang i redaktionen på Store Kongensgade, hvor avisen har ligget, siden grundlæggerne stormede den nazistiske avis Fædrelandet og overtog trykpressen på befrielsesaftenen den 4. maj 1945.  

De aktivistiske gener træder af og til frem i illustrationerne. For eksempel når Jesses kollega Sofie Holm Larsen pakker weekendens avis ind i agitprop-stil med tydelige nik til sovjetisk propaganda. Jesse fortæller, at det er et greb, som de har brugt flere gange før, fordi de ved, at det passer ind i deres profil og deres visuelle identitet.

”Den russiske konstruktivisme har et præg af aktivisme. Selv på de gamle revolutionære sportsplakater kan man mærke en intensitet i aktivismen. Så det er noget, vi vender tilbage til, fordi det har det der propagandasprog. Propaganda er genialt! Der er både følelse, politik, grafik og farver,” siger han.

Oprøret lever i illustrationerne. Når Jesse laver en illustration på tegning, med spraymaling eller bruger billeder af skulpturer, træffer han en nøje afstemt beslutning. Men det er en beslutning, som også skal kunne virke overraskende, for at læserne vil kunne mærke avisens nerve. Informations arv skal give ekko. 

”Vi er en nicheavis. Folk skal nok holde ved. De vil stadig læse Information, fordi vi ligger, hvor vi ligger. De andre kan variere mere op og ned, hvis de er mere folkelige,” siger han.

Og måske er det derfor, avisens identitet optager Jesse så meget. Det er genetisk, og så er det, fordi de vil levere, hver gang de sætter en streg på papiret. 

”Vi har en vision, og vi brænder for det her – det er hjerteblod” siger han.

Informations tema om drab

Alle illustrationer og avisopslag er tilsendt og bragt med tilladelse fra Jesse Jacob Møller Lindkvist og Information.

Jesses illustrationer og arbejde kan findes her