Lars Vegas Nielsen er illustrator: ”Jeg vil ikke provokere bare for at provokere”

Lars Vegas Nielsen er illustrator: ”Jeg vil ikke provokere bare for at provokere”

Lars Vegas Nielsen er illustrator: ”Jeg vil ikke provokere bare for at provokere”

Illustrationens ypperste funktion er at fungere som blikfang for en artikel, men hvordan fanger man læserens opmærksomhed fra første øjekast, og hvilke overvejelser gør man sig i forhold til at overskride folks grænser? Illustreret Bunker har snakket med Lars Vegas Nielsen, der er freelance illustrator på sit tredje årti.

Lars Vegas Nielsen er illustrator: ”Jeg vil ikke provokere bare for at provokere”

Illustrationens ypperste funktion er at fungere som blikfang for en artikel, men hvordan fanger man læserens opmærksomhed fra første øjekast, og hvilke overvejelser gør man sig i forhold til at overskride folks grænser? Illustreret Bunker har snakket med Lars Vegas Nielsen, der er freelance illustrator på sit tredje årti.

Skribenter: Cecilie Guldberg Nielsen og Benjamin Bøllehuus

Illustrationer: Lars Vegas Nielsen

Udgivet den 13. november 2020

”Jeg kan godt lide, at en streg enten er lidt ulden, lidt hakket eller lidt skarp i det.”

Sådan beskriver Lars Vegas Nielsen sin egen abstrakte tegnestil. Til daglig sidder han i en lille landsby lidt syd for Nyborg og arbejder på sine illustrationer. Han kalder sig både bladtegner og illustrator, men foretrækker sidstnævnte, da det favner bredere. Foruden at have lavet illustrationer for Weekendavisens Bogtillæg i mange år, har han også illustreret billedbøger, plakater og bogforsider. 

Det er sjældent, at Lars Vegas Nielsen har fået præcise anvisninger på, hvad han skal tegne, og det er præcis sådan, han har det bedst – i frie tøjler. Når han forsøger at tegne noget, der er skabt i en anden persons hoved, stivner han. Alligevel ser han dog sig selv som håndværker, og det er vigtigt for ham at arbejde i det format, han bliver givet. Hvis der er ønsker til en tegnings indhold, så forsøger han at imødekomme dem.

”Jeg har altid selv syntes, at jeg har lavet de bedste ting, når det ikke er fuldstændig skåret ud i pap, hvad jeg skal lave. Det er vigtigt for mig, at tingene passer til det, det skal bruges til. Artiklen er det, der skal i avisen – og skal være indholdet i avisen. Jeg er både blikfang, men jeg er også en medspiller,” siger han.

Lars Vegas Nielsen har i mange år lavet illustrationer til Weekendavisens Bogtillæg. Privatfoto.

Ønsker ikke at provokere

I løbet af årene har Lars Vegas Nielsen fundet sin helt egen måde at lave illustrationer på, og den forsøger han som regel at holde sig til, for netop det er ofte grunden til, at han er blevet valgt til en bestemt opgave.

”Der er grænser for, hvor meget jeg kan gå ud over min egen stil. Nogle gange, hvis jeg gør det, kan jeg mærke, at folk enten kan blive skuffede eller overraskede,” siger han.

Især når Lars Vegas Nielsen tegner til Weekendavisen, er det vigtigt, at han holder sig inden for sine egne stilmæssige rammer, da tegningerne er en del af en bestemt sektions udtryk.

 

 

“En tegning skal enten være spændende og dragende, eller også skal den indeholde en historie eller pointe, der står skarpt.” 

– Lars Vegas Nielsen, illustrator

Der er desuden emner, som han helst ikke rører ved, da de strider mod hans moralske kompas. Det skyldes, at han ser sig selv som illustrator frem for satiriker.

“Jeg tænker mig om, hvis jeg skal lave noget om emner, der er krudt i. Jeg vil ikke provokere bare for at provokere,” siger han.

Til gengæld laver han karikaturtegninger. Et glimrende eksempel på sådan en er hans illustration til Weekendavisens anmeldelse af Bob Woodwards bog ”Fear”, hvori Donald Trump skildres som en kaotisk mand, der kan finde på hvad som helst.

“Jeg lod hans orange udtryk og hans lyse hår arbejde sammen med, at der nærmest var flammer i ham,” siger Lars Vegas Nielsen. “Essensen i artiklen var kaosset, og det forsøgte jeg at afspejle ved at bruge Trump som en del af det større billede.”

Tv: Job. Bringes i den kommende bog ”Bibelfortællinger for børn” af forfatter Sara Nørholm.
Th: Donald Trump. Bragt i Weekendavisen.

Tegner efter kontekst

Når Lars Vegas Nielsen tegner, arbejder han ofte med en form for collager. Her kan han manipulere med forskellige elementer af en illustration på computeren.

“Jeg tegner mine elementer i hånden og scanner dem ind,” siger han. “Så kan jeg sidde og rykke rundt på dem, forstørre og formindske dem og lave alle mulige ting som et puslespil.”

Det er netop collage-udtrykket, som han fremhæver ved sine egne illustrationer. Derudover kan han godt lide et lidt dystert udtryk og knækkede jordfarver – aldrig i helt rene farver som prangende rød, gul eller blå.

Lars Vegas Nielsens tegninger er forskellige, alt efter i hvilken sammenhæng de skal bruges. Når han arbejder med illustrationer til bøger, bruger han mere tid på at gå ind i de helt fine detaljer. Når han arbejder med illustrationer til Weekendavisen, forsøger han omvendt at bruge færre virkemidler. Det er vigtigt for ham, at avistegningerne ikke bliver kaotiske, så de, der ser dem, kan genkende den skrevne historie.

“En tegning skal enten være spændende og dragende, eller også skal den indeholde en historie eller pointe, der står skarpt,” siger han.

”Jeg kan godt lide, at en streg enten er lidt ulden, lidt hakket eller lidt skarp i det.”

Sådan beskriver Lars Vegas Nielsen sin egen abstrakte tegnestil. Til daglig sidder han i en lille landsby lidt syd for Nyborg og arbejder på sine illustrationer. Han kalder sig både bladtegner og illustrator, men foretrækker sidstnævnte, da det favner bredere. Foruden at have lavet illustrationer for Weekendavisens Bogtillæg i mange år, har han også illustreret billedbøger, plakater og bogforsider. 

Det er sjældent, at Lars Vegas Nielsen har fået præcise anvisninger på, hvad han skal tegne, og det er præcis sådan, han har det bedst – i frie tøjler. Når han forsøger at tegne noget, der er skabt i en anden persons hoved, stivner han. Alligevel ser han dog sig selv som håndværker, og det er vigtigt for ham at arbejde i det format, han bliver givet. Hvis der er ønsker til en tegnings indhold, så forsøger han at imødekomme dem.

”Jeg har altid selv syntes, at jeg har lavet de bedste ting, når det ikke er fuldstændig skåret ud i pap, hvad jeg skal lave. Det er vigtigt for mig, at tingene passer til det, det skal bruges til. Artiklen er det, der skal i avisen – og skal være indholdet i avisen. Jeg er både blikfang, men jeg er også en medspiller,” siger han.

Lars Vegas Nielsen har i mange år lavet illustrationer til Weekendavisens Bogtillæg. Privatfoto.

Ønsker ikke at provokere

I løbet af årene har Lars Vegas Nielsen fundet sin helt egen måde at lave illustrationer på, og den forsøger han som regel at holde sig til, for netop det er ofte grunden til, at han er blevet valgt til en bestemt opgave.

”Der er grænser for, hvor meget jeg kan gå ud over min egen stil. Nogle gange, hvis jeg gør det, kan jeg mærke, at folk enten kan blive skuffede eller overraskede,” siger han.

Især når Lars Vegas Nielsen tegner til Weekendavisen, er det vigtigt, at han holder sig inden for sine egne stilmæssige rammer, da tegningerne er en del af en bestemt sektions udtryk.

 

 

“En tegning skal enten være spændende og dragende, eller også skal den indeholde en historie eller pointe, der står skarpt.” 

– Lars Vegas Nielsen, illustrator

Der er desuden emner, som han helst ikke rører ved, da de strider mod hans moralske kompas. Det skyldes, at han ser sig selv som illustrator frem for satiriker.

“Jeg tænker mig om, hvis jeg skal lave noget om emner, der er krudt i. Jeg vil ikke provokere bare for at provokere,” siger han.

Til gengæld laver han karikaturtegninger. Et glimrende eksempel på sådan en er hans illustration til Weekendavisens anmeldelse af Bob Woodwards bog ”Fear”, hvori Donald Trump skildres som en kaotisk mand, der kan finde på hvad som helst.

“Jeg lod hans orange udtryk og hans lyse hår arbejde sammen med, at der nærmest var flammer i ham,” siger Lars Vegas Nielsen. “Essensen i artiklen var kaosset, og det forsøgte jeg at afspejle ved at bruge Trump som en del af det større billede.”

Ovenfor: Job. Bringes i den kommende bog ”Bibelfortællinger for børn” af forfatter Sara Nørholm.
Nedenfor: Donald Trump. Bragt i Weekendavisen.

Tegner efter kontekst

Når Lars Vegas Nielsen tegner, arbejder han ofte med en form for collager. Her kan han manipulere med forskellige elementer af en illustration på computeren.

“Jeg tegner mine elementer i hånden og scanner dem ind,” siger han. “Så kan jeg sidde og rykke rundt på dem, forstørre og formindske dem og lave alle mulige ting som et puslespil.”

Det er netop collage-udtrykket, som han fremhæver ved sine egne illustrationer. Derudover kan han godt lide et lidt dystert udtryk og knækkede jordfarver – aldrig i helt rene farver som prangende rød, gul eller blå.

Lars Vegas Nielsens tegninger er forskellige, alt efter i hvilken sammenhæng de skal bruges. Når han arbejder med illustrationer til bøger, bruger han mere tid på at gå ind i de helt fine detaljer. Når han arbejder med illustrationer til Weekendavisen, forsøger han omvendt at bruge færre virkemidler. Det er vigtigt for ham, at avistegningerne ikke bliver kaotiske, så de, der ser dem, kan genkende den skrevne historie.

“En tegning skal enten være spændende og dragende, eller også skal den indeholde en historie eller pointe, der står skarpt,” siger han.

Twitter og journalistik går hånd i hånd for Frederik Kulager

Twitter og journalistik går hånd i hånd for Frederik Kulager

Twitter og journalistik går hånd i hånd for Frederik Kulager

SKRIBENT: LAURA NØRKJÆR SELIGMANN
FOTO: CHRISTIAN FALCK WOLFF

Udgivet den 29. oktober 2020

 

Spionagetrussel. Datalæk. Økonomisk vinding. Umiddelbart ord, der sender tankerne mod en ny DR-satsning til bedste sendetid. I virkeligheden er det tre ord taget ud af Frederik Kulagers Twitter fra den seneste måneds tid.

Når Frederik Kulager logger på sin telefon, er der god sandsynlighed for, at han klikker på det blå fuglesymbol. Faktisk bruges helt op mod halvdelen af hans tid på telefonen på Twitter.

Tre gode grunde

For Frederik Kulager er der tre gode grunde til, hvorfor han bruger Twitter. Det handler i høj grad om hans professionelle virke:

”Jeg bruger Twitter til at dele nyheder indenfor mit område. På den måde er Twitter også mit eget lille breaking-tråds-medie.”

Frederik Kulager er journalist hos Zetland, hvor han dækker internet og teknologi. Hos Zetland opererer de ikke med nyhedsformatet, men arbejder med længere historier.

Frederik Kulager bruger også Twitter til at dele sine journalistiske historier fra Zetland.

”Den tredje ting jeg bruger Twitter til, er at skaffe kilder,” fortæller han. ”Jeg gør mig tydelig for kilder, ved at markere mig på nogle emner, som er aktuelle.”

Frederik Kulager oplever, at kilder skriver til ham med tips til historier om de aktuelle emner, som han tweeter om. 

På Twitter fødes og ender Frederik Kulagers journalistik:

”Det bliver nærmest et lukket system på den måde, at dem, der følger mig, tipper mig om en historie, som jeg deler på de sociale medier. Det betyder, at nogle nye mennesker tipper mig om noget nyt, og så deler jeg så den historie. Og så kører det som sådan en vandmølle.” 

Instagram bruges som et mere åbent forum

Men der er et filter for, hvad der bliver delt på Frederik Kulagers Twitter:

”Jeg synes, jeg har et løfte over for dem, der følger mig på Twitter. De følger mig, fordi de er interesseret i internet og teknologi, så det giver jeg dem der. Men på Instagram er der en bredere skare.”

Her deler Frederik Kulager historier fra andre dele af nyhedsverdenen, hvor dansk politik fylder en del. Det skyldes især Frederik Kulagers fortid på Politiken, hvor politik var hans mest hyppige stofområde: 

”Men jeg har jo også en forkærlighed for memes, så nogle gange laver jeg også memes derinde. Det er mere et afslappet forum for mig.”

Personen Frederik Kulager som journalistisk image

På Twitter kommer personen Frederik Kulager frem, og læserne lærer ham at kende, så han ikke længere bare er journalisten Frederik Kulager.

Han får beskeder fra læsere, som skriver, at de normalt ikke er glade for hans stofområde, men de finder hans historier interessante:

”De læser ikke teknologijournalistik. De læser Frederik Kulager-journalistik. Det er sådan, jeg forstiller mig, at nogle har det.”

Twitter har åbnet et helt nyt publikum for Frederik Kulager, som ikke normalt ville klikke ind på hans artikler. 

Derfor er den afsluttende kommentar fra Frederik Kulager til andre journalister klar og tydelig: Sociale medier er en del af godt journalistisk arbejde.

”Lad være med at tænke på sociale medier som en ekstraopgave, der ligger udenfor journalistikken. Jeg tror, at man skal se det som en fuldstændig integreret del. Både det at skabe sig et kildenetværk, kildepleje og distribution af ens journalistik og skabe mere journalistik,” siger han.

Twitter og journalistik går hånd i hånd for Frederik Kulager

Sociale medier er et journalistisk værktøj

Sociale medier er et journalistisk værktøj

Som journalist kan sociale medier bruges som en mulighed for at komme i dialog med et publikum. Tre professionelle journalister fortæller, hvordan de bruger Twitter og Instagram som en forlænget arm i deres arbejde.

Skribent: Laura Nørkjær Seligmann

Foto: Christian Falck Wolff

Udgivet den 29. oktober 2020

Man har ikke mange dage på gangene som journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole før man bliver præsenteret for strategier til sociale medier.

Der bliver forklaret om do’s and don’ts, og de nye studerende bliver sat til en omgang tilladt stalking af deres medstuderendes profiler på internettet.

Man bliver indført i korrekt journalistopførsel på de sociale medier: Professionel og uden for mange personlige detaljer. Men ser det også sådan ud i virkeligheden?

Tre journalister fra den danske mediebranche fortæller om deres vaner på de sociale medier og deler deres tanker om, hvilke muligheder sociale medier giver som professionel journalist.

 

Klik på billederne herunder og læs, hvordan tre journalister bruger de sociale medier.

JOHANNES LANGKILDE

Johannes Langkilde er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2004. Herefter fik han job hos TV2 Nyhederne. Først som reporter og senere som studievært. Derefter skiftede han til DR Nyhederne, hvor han i en årrække var udenrigskorrespondent i Washington DC, men er nu hjemme i Danmark igen, hvor han er vært på TV Avisen samt Det Politiske Talkshow.

MARIA JENCEL

Maria Jencel er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, hvor hun blev færdig med sin kandidat i 2017. Hun var i praktik hos DR Nyheder og blev senere Grækenlandskorrespondent samt Asien korrespondent for Berlingske. Senere vendte hun tilbage til DR som radiovært på P3. I dag er hun radiovært på 5 Media’s internationale podcast

FREDERIK KULAGER

Frederik Kulager er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2017. Han tilbragte sin praktiktid hos Politiken og fik efter endt uddannelse job hos Zetland. Her skriver han ifølge hans LinkedIn-profil om ”internettet, politiske bevægelser online og medier”.

Kåre Quist om at virke naturlig i en unaturlig situation

Kåre Quist om at virke naturlig i en unaturlig situation

Kåre Quist om at virke naturlig i en unaturlig situation

Når den populære nyhedsvært Kåre Quist trækker i arbejdstøjet, hviler en stor del af DR-redaktionens troværdighed på skuldrene af hans præstation.

Skribent: Peter Brøndsted

Foto: Rune Øe Nielsen

Udgivet den 29. oktober 2020

Med lukkede øjne og armene over kors sidder Kåre Røgind Quist i den læderbetrukne barberstol i det lille kridtfarvede lokale. Det velkendte arbejdstrikot; mørkeblå habitbukser, hvid skjorte og sorte lædersko slipper ikke for et par vildfarne dråber, da en sky af hairspray falder ned fra himlen. En Cola Zero og en halvspist trekantet sandwich står på en hylde ved siden af en sminketaske. For og bagtil kan man i de firkantede spejle følge processen, mens sminkedamen Susan børster hans mørkebrune skæg med en lille sort mascarabørste.

”Sminkerummet er normalt et fristed for mig, hvor jeg kan samle tankerne. Det er her, jeg kommer ind og får 20 minutters ro, inden vi skal videre med programmet, ” siger Kåre Quist. 

På uret i sminkerummet står viseren på 18.45. I morges, da han mødte ind kl. 10.00, skulle tophistorien have handlet om Arne og pensionsforhandlingerne på Christiansborg. For et par timer siden måtte Kåre Quist og resten af den sene nyhedsredaktion dog sadle om. Det kom nemlig frem, at den tidligere formand for Radikale Venstre, Morten Østergaard, har haft ikke blot én, men flere sager om sexisme kørende. Det er ikke unormalt, at TV Avisen bliver ændret i løbet af dagen, og de ansatte er derfor klar, hvis det skulle ske:

”Jeg synes, man kan mærke, at alle på redaktionen er indforståede med, hvilken rolle de udfylder som eksempelvis nyhedssvært, producer eller grafiker. Når vi har brug for at sætte tempoet op, kan stemningen godt blive lidt mere trykket og intens, men vi når i mål.”

Kåre Quist har været vært på TV-avisen siden 2012.

TV Avisen er som en balletkoreografi

I 2007 fik Kåre Quist sig et mindre chok, da TV Avisen pludselig ringede til ham. Det var dog ikke TV Avisen, men et nyt program, Ærlig talt, som han debuterede med på tv i 2008. Det nye program var en succes, og blot et halvt år senere fik han mulighed for at udvikle sin værtsrolle på det populære DR-program Kontant. Her blev han kendt som den kritiske og lidt kække journalist, når han konfronterede pengesvindlere og fupmagere med hårdtslående spørgsmål:

”Jeg kan godt lide kunsten i den undrende værtsrolle. Det bedste er jo, når seeren tænker: Hvorfor spørger han ikke om det? Og så spørger værten om det i samme sekund.”

Efter fem år på Kontant overtog han sin nuværende arbejdstitel som nyhedsvært på TV Avisen i 2012. Her var der en anden tone, og det betød en ny udfordring:

”De første par år på TV Avisen skal seerne lige se dig an. Passer ham den nye ind? Det er lidt samme situation som en svigersøn, der er på prøve hos svigerforældrene. I min situation var jeg bevidst om, at jeg blev nødt til at bevæge mig lidt væk fra den kække side, jeg havde haft i værtsrollen på Kontant.”

En vigtig del af Kåre Quists arbejdsdag handler om koreografi. I det store tv-studie, Studie 14, hvor aften-nyhederne sendes, er der placeret utallige klistermærker, der matcher farven på det grå gulv. De bruges, så billedbeskæringen i forhold til tv-vært og grafik sidder lige i skabet, når værten navigerer mellem indslagene under udsendelsen. Kåre Quist kalder det en mindre balletforestilling, der skal opføres:

”Jeg tror ikke, at folk har nogen idé om, hvor meget tid vi bruger på at øve. Hvis jeg placerer min fod to centimeter for langt til venstre, kommer jeg for eksempel til at blokere for noget af grafikken på skærmen bagved,” siger han og uddyber:

”Nogle tænker måske, at det bliver for opstillet til at være kritisk journalistik, men vi mister seerne, hvis udsendelsen bliver rodet. Vi skal oplyse seerne og have styr på fakta, og vi må ikke lave fejl. Det må simpelthen ikke ske.”

Ti timers arbejde overstået på 18 minutter

”Kåre så er der 3 minutter til…” lyder det fra produceren i tv-produktionen kl. 20.57. I tv-produktionen sidder fem ansatte, alle med hver deres ansvarsområde, og overvåger de 12 tv-skærme, der lyser ud i det let mørkelagte lokale.

I Studie 14 står Kåre Quist foran den 26 meter lange buede led-skærm. Over hovedet på ham hænger mindst 30 spotlys, der er hægtet fast i grå metalskinner. Langs siderne i lokalet løber bundter af ledninger, der er overtrukket med sort stof. Fire tilskuere, de sorte robotkameraer med rullehjul, står foran ham og blinker i skiftevis rødt og blåt lys.

”Fem. Fire. Tre. To. En…” Med et klik på mellemrumstasten går TV Avisens velkendte titelmelodi i gang. Kåre Quist har placeret sig i højre side af studiet med sine hvide cue cards i hænderne. Han begynder på dagens tophistorie:

”God aften og velkommen til den sene tv-avis. De radikales krise og skandale vokser…”

Mens indslaget fylder danskernes tv-skærme, bevæger Kåre Quist sig fra klistermærkerne på dansegulvet og over til sit bord i studiet. ”Så ruller vi Ringberg ind i studiet,” udsteder produceren. DR’s politiske analytiker Jens Ringberg følger trop og gør Kåre Quist selskab i studiet. Senere i udsendelsen følger nyhedshistorien om Arne og pensionsforhandlingerne. I studiet og produktionen forløber overgange mellem grafik, Kåre Quists speak og breakers mellem indslagene som en maskine. Til sidst stiller Kåre Quist om til vejret og slipper sine cue cards. På 18 minutter er ti timers arbejde overstået.

FEM KORTE OM KÅRE QUIST

Har gået på RUC og arbejdet freelance for Euroman, Berlingske og Ekstra Bladet.

Blev i 2007 ansat på DR som vært for Ærligt Talt. Startede et halvt år senere på Kontant.

Har siden 2012 været fastansat som nyhedsvært på TV Avisen. Dækker også kongehuset for DR.

Er gift med Tine Røgind Quist, der arbejder som Executive Producer på Discovery.

Parret er bosat nord for København sammen med sønnen Carl på 7 år.

At virke naturlig i en unaturlig situation

Med til jobbeskrivelsen som nyhedsvært følger forventningen om neutralitet. Som Kåre Quist selv forklarer det, må han ikke ”mene noget om noget som helst”. Det betyder, at han overvejer meget, hvornår der er behov for hans mening:

”Jeg har ikke et særligt behov for at være den store meningsdanner, for det kan hurtigt skabe en masse postyr i medierne. Så når jeg endelig siger min mening, er det som regel i et meget lukket forum,” siger han.

Ligeledes er han bevidst om, at det grundige og professionelle arbejde, der laves af resten af produktionen på DR Nyheder, lynhurtigt mister sin troværdighed, hvis værten virker ukomfortabel i studiet. Derfor mener han også, at den største udfordring som tv-vært er at lære at føle sig tilpas i studiet:

”Det handler jo om, at man skal virke helt naturlig i en af de mest unaturlige situationer, der findes.” 

Værtsrollen har han dog efterhånden fundet sig helt til rette i:

”Jeg var ude at spise brunch med Stéphanie Surrugue. Det var uden for arbejdstiden, men jeg ved jo godt, at folk kender mig fra tv. Da jeg skulle op til buffeten, spottede hun med det samme, at jeg gik og smilede og nikkede til folk, selvom der ikke var nogen, der henvendte sig til mig.”

Et smil breder sig fra kind til kind. Han ryster lidt på hovedet, som om han nærmest griner lidt af sig selv:

”Det havde jeg slet ikke tænkt over, at jeg gør. Det er jo lidt skørt, at værtsrollen efterhånden ligger så underbevidst i mig, at jeg skal have andre til at påpege det.”

Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzau: ”Du skal være djævlens advokat”

Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzau: ”Du skal være djævlens advokat”

Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzau: ”Du skal være djævlens advokat”

Bertil Fruelund fra Ritzaus Bureau har dækket et utal af pressemøder den seneste tid. For ham er det en disciplin først at finde på spørgsmålene, når han står på stedet, men målet er altid det samme: Han skal finde hullerne.

Skribent: Mads Oxlund Petersen
Illustration: Amanda Nygaard Frisk

Udgivet den 29. oktober 2020

Bertil Fruelund springer op på cyklen og suser ned mod Eigtveds Pakhus. Det er endnu et COVID 19-pressemøde, han er på vej til. Han skal ned for at stille kritiske og opklarende spørgsmål til regeringens coronastrategi på vegne af befolkningen. Cykelturen går gennem København og ender ved den brostensbelagte indgang til Centraladministrationens møde-og konferencelokale, hvor en hel del af COVID 19-pressemøderne har udspillet sig.

På redaktionen fik man på kort tid koordineret sig frem til, hvem der skulle afsted, da nyheden om pressemøde tikkede ind. Den seneste tid har der været mere end almindeligt mange pressemøder, og selvom Bertil Fruelund er vant til at skulle dække en del, er han ikke vant til at dække dem en gang om ugen.

Journalisten er læserens repræsentant

Når Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzaus Bureau, er han vant til at skulle gribe mikrofonen og skyde spørgsmål fra hoften. Alligevel er han journalist og ikke cowboy. For ham er det mere reglen end undtagelsen, at spørgsmålene til et pressemøde først sidder der, når man er mødt op, og mikrofonen bliver tændt:

”Det er jo lidt en disciplin som nyhedsjournalist at kunne finde på nogle spørgsmål ret hurtigt: Hvor kan man mærke, at det knirker lidt? Hvad giver mening for almindelige mennesker i det, de siger? Nogle gange bliver man indkaldt med 20 minutters varsel, og så har man ikke tid til andet end at gribe en kuglepen og en blok.”

Som ung journaliststuderende landede Bertil Fruelund i en praktikplads som finansjournalist, et emne som han efter eget udsagt ikke vidste noget om, den dag han startede. Dengang var det et spørgsmål om at få stoffet ind under neglene, og Bertil fik efterhånden ”skrevet sig ind” på området og opbygget sin erfaring. I dag har han både fået læst og skrevet sig ind på de emner, han dækker, men han savner alligevel at være grøn på nogle flere områder:

”Til tider gik det bedre i starten, fordi man nok formidlede stoffet bedre på læsernes vegne. Det, man ikke selv forstår, er tit det, læseren heller ikke forstår. Og på mange måder er man jo læserens repræsentant.”

Bertil Fruelund fremhæver især én vigtig ting som redskab til at stille de afgørende spørgsmål på et pressemøde:

”Du må ikke gå og tænke, at du lyder dum, eller at der findes mennesker, der ved mere om det end dig selv, for det er der helt sikkert. Men man må jo spørge på læsernes vegne, og forhåbentligt ved du bare lidt mere om det end dem.”

 

Går hårdt til magten

Når Bertil Fruelund efter sin cykeltur gennem de Københavnske gader har sat sig i stolen med blokken i hånden, er drømmescenariet at have al tiden til spørgsmål for sig selv, men som journalist på et pressemøde må man dele tiden med de øvrige journalister. Selvom nogle medier bliver prioriteret anderledes end andre, påvirker det ikke forholdet mellem journalisterne:

”Der er en god tone, og vi hjælper hinanden så godt, vi kan. Men det er jo altid DR og TV2, der får lov til at spørge først. Jeg prøver altid at tælle, hvor mange der kommer før mig, og hvis det er fire spørgsmål, skal jeg jo have fem gode spørgsmål.”

Som nyhedsreporter på Ritzaus Bureau er det Bertil Fruelunds fornemmeste opgave at formidle det, der sker, hurtigst muligt. Ritzau leverer nyheder til en stor del af de danske medier hver dag, og derfor er hurtighed og enkelthed to af de vigtigste parametre i Bertil Fruelunds dækning. På den måde sikrer han, at det, han skriver, kan bruges i alle medier.

Alligevel opfatter Bertil Fruelund det som sin journalistiske rolle at gå hårdt til den fremmødte magt på pressemøderne. Han husker sig selv på, at han er der på vegne af befolkningen og læserne – som en slags oversætter, som han selv siger – og den rolle har han især taget på sig under COVID 19-pressemøderne:

”Du skal være djævlens advokat over for dem, der udsender deres budskab. Selvom det måtte være det mest hjerteligt godgørende, skal du være kritisk over for det: Hvad er det, I vil have? Virker det? Hvad vil det betyde?”

Opgaven er at finde håret i suppen

Da antallet af COVID 19-pressemøder var på sit højeste i Danmark, fløj en del seere til tasterne på Facebook, fordi de mente, at journalisterne var for kritiske i en krisesituation. Samtidig udtalte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i en udgave af Journalisten, at han var ærgerlig over, at journalisterne ledte efter håret i suppen til pressemøderne. Men den sag ser Bertil Fruelund anderledes på:

”Det er jo vores opgave, for han kommer jo ikke selv til at sige, hvad der er håret i suppen. Vi skal finde hullerne, så læserne bliver opdateret på, hvad myndighederne kommer med, hvad det kan, og hvad det mangler. Så er der nogle, der mener, at spørgsmålene blev stillet for hårdt, men det har ikke noget med indholdet at gøre.”

 Og når man som journalist i et lokale fyldt med andre journalister skal forsøge at finde håret i suppen, har Bertil Fruelund ofte flere vinkler med i værktøjskassen for at kunne fange magthaverne på de mest saftige og problemfyldte emner:

”På det sidste pressemøde spurgte jeg Thorkild Fogde (Danmarks Rigspolitichef, red) om, hvordan han ville få de unge mennesker til at stoppe med at snave og drikke, når nu den katolske kirke ikke er lykkedes med det i 2000 år. Og der måtte han jo erkende, at det kunne de nok ikke.”