Robotter ændrer mediebranchen: Dataforståelse og specialisering kan blive journalistens virkelighed

af Signe Duedahl Nørgaard | dec 2, 2021 | UDE

Robotter ændrer mediebranchen: Dataforståelse og specialisering kan blive journalistens virkelighed

Robotjournalistik vinder frem i mediebranchen. Hvis journaliststuderende skal være klar på udviklingen, kan det være nødvendigt med dataforståelse, specialisering og etiske overvejelser.

TEKST: Anne JUHL BURGAARD
FOTO: LOUISE RIX

Udgivet den 02. december 2021

Robotter, automatisering og dataforståelse. Det lyder som endnu en science fiction-film. Det er noget af det, journaliststuderende vil møde, når de træder ud i fremtidens mediebranche. I dag bruger nogle redaktioner allerede den såkaldte robotjournalistik, men udviklingen er stadig på fremmarch.

Der findes programmer på computeren, der kan erstatte menneskelig arbejdskraft og selv producere simpel journalistik eller være en hjælpende hånd. På Ritzau spytter deres ene robot 300-400 historier ud dagligt. Et tempo, hvor ingen mennesker kan følge med.

”Teknologien kommer til at ændre måden, journalister arbejder på. Alle faser i den journalistiske værdikæde vil blive forandret af automatiseringen. Fra du får en idé til research, produkt, design til du distribuerer det og skal have feedback på det,” siger Andreas Marckmann Andreassen. Han har som fellow undersøgt robotjournalistik ved Syddansk Universitet og er chefredaktør på mediet Markedsføring.

Teknologien forandrer journalistikken

Andreas Marckmann peger på idéfasen. Med de teknologiske fremskridt vil det være muligt for en journalist at møde ind om morgenen, tænde sin computer og få præsenteret nogle historier, som en algoritme har fundet frem til.

Journalisterne kan så vælge, hvilke historier de vil arbejde videre på. Når artiklen skal produceres, vil algoritmen kunne skrive den første nyhed – inden journalisten går i gang med den opfølgende artikel. Journalisten kan få den hjælp fra algoritmen, når historien bygger på struktureret data, der er et kodesprog stillet op på en måde, så computeren kan læse og forstå det.

Robotterne kan skrive de hurtige og forholdsvist nemme artikler, der primært bygger på fakta. Men de kan ikke skrive et følsomt interview eller en dybdegående historie, forklarer Andreas Marckmann og bruger et eksempel om fodboldartikler.

”En algoritme kan sagtens sætte struktureret data sammen – som hvem der scorede, hvem der blev skiftet ud, og hvornår de blev det. Der kan man lave nogle relativt avancerede skabeloner, der giver en okay læseoplevelse. Men algoritmen kan ikke skrive en indlevende reportage fra stadion, som fortæller, hvordan trænerens verden faldt sammen, da der blev fløjtet til straffespark i overtid,” siger han.

Søren Pedersen er dataudvikler på Ekstra Bladet. Han ser ind i en fremtid, hvor teknologien vil forandre journalistikken. Det sker ved, at journalisterne kan få nogle hjælpemidler til at skrive artiklerne hurtigere, samtidig med at algoritmerne kan hjælpe journalisten med at finde meget tidskrævende data frem.

”Først vil journalisterne begynde at få nogle værktøjer, der hjælper dem til at skrive deres artikel. Det er både fascinerende og skræmmende, at du vil få hjælp til at skrive af en kompliceret teknologi, som kigger på, hvad milliarder af andre har skrevet,” siger Søren Pedersen.

I denne artikel kan du finde svar på disse spørgsmål.

“Der er ikke nogen fremtid for let journalistik. Den dør inden for fem år. Altså sådan noget med at skrive vejrudsigt og en simpel sportsreportage.”

– Søren Pedersen, dataudvikler på Ekstra Bladet.

Hvad skal studerende kunne?

Udviklingen medfører, at flere med en teknisk baggrund flytter ind på redaktionerne. Derfor skal journalister hverken kunne kode eller programmere, understreger Andreas Marckmann. Men journalister skal have en grundlæggende dataforståelse, mener han. Det kan være et vidt begreb, men det indebærer at kunne forstå, hvad kodning er, hvordan computere fungerer og grundlæggende logikker på internettet.

”Studerende bør opsøge viden og spørge deres undervisere, om automatisering kan være en del af det forløb, man sidder og laver. Det kunne være relevant i et forløb om fortællende eller undersøgende journalistik. Det behøver ikke at være begrænset til et datajournalistisk forløb,” siger Andreas Marckmann.

Andreas Marckmann mener, at dataforståelse bør være en del af en journalistuddannelse i dag, da det ifølge ham kommer til at ændre arbejdslivet for alle journalister.

Den betragtning forstår Henrik Berggren, der er uddannelsesleder for journalistuddannelserne på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

”Alle de teknologier, der griber ind i den journalistiske arbejdsproces, tror jeg løbende, vi kommer til at tænke ind i uddannelsen, hvordan studerende bruger en algoritme eller kunstig intelligens i deres research,” siger han.

Blandt de bedste

Som robotredaktør på Ritzau arbejder Mads Pedersen med robotters muligheder og begrænsninger. Han har været med til at skabe en boligrobot, der skriver om danske bolighandler, og han arbejder med at lave automatiserede tekster. Det foregår sådan, at han hiver noget data gennem et computerprogram, der derefter selv producerer artikler.

Mads Petersen arbejder tæt med teknikken, og han mener, at journalister bør være fortrolige med teknologi, men han tror også, de tekniske hjælpemidler er til at finde ud af. Der er bedre steder, hvor studerende kan lægge deres kræfter.

”Som journalist skal man specialisere sig, så man er blandt de bedste til at lave noget om klimateknologi, sundhedspolitik eller børne- og ungestof på kommunalområdet. Jeg tror, man skal mærke efter på et tidspunkt. Hvad er det, jeg godt kan lide at lave? Og hvor er det, der er efterspørgsel efter noget af den slags?” siger Mads Petersen.

Det er også Søren Pedersens bedste råd til unge studerende. Teknologien vil ifølge ham gøre det vigtigere for journalister at være i stand til at skrive om mere komplicerede emner, robotter ikke kan dække.

”Der er ikke nogen fremtid for let journalistik. Den dør ud inden for fem år. Altså sådan noget med at skrive vejrudsigt og en simpel sportsreportage,” siger han.

Uddannelsesleder Henrik Berggren ser det som en fordel, hvis studerende specialiserer sig inden for et bestemt område, men han påpeger, at det i forvejen er kort tid, de studerende har på skolen. Det kræver en afvejning af, hvad der er vigtigst at lære på de to et halvt år, man er på skolen.

”Jeg kan let forestille mig, at vi kommer til at understøtte det på uddannelsen, men det er meget vigtigt, at alle får den basale journalistiske kompetence med. Det ved vi også, at mediebranchen prioriterer højt, så det efterlader ikke meget tid til specialisering,” siger Henrik Berggren.

Etik og kritik

Når teknologien rykker ind, ryger nogle af de menneskelige aspekter ud. Robotter har ikke følelser, et etisk kompas eller en journalistisk uddannelse i ryggen. Robotten ved de ting, som skaberen synes, den skal vide.

”Hvis man læner sig for meget op ad teknologien, kan man godt miste grebet og overblikket. Man kan stole så meget på, at teknologien ordner tingene, at man bliver doven og uopmærksom,” siger Mads Petersen.

Den bekymring deler Andreas Marckmann Andreassen. Han opfordrer journalister til at forholde sig kritisk til teknologien og have styr på etik og journalistiske principper.

”Teknologien kan skabe problemer og begå fejl, som da Ekstra Bladet skrev det forkerte fodboldresultat, eller Altinget kom til at skrive, at Poul Schlüter var Danmarks statsminister. Hvis teknologien fejler eller fremstår utroværdig, så er læserne ligeglade med, om det var en algoritme eller et menneske, der begik fejlen. Det går stadigvæk ud over troværdigheden,” siger han.

FORSIDEN

Ingen opskrift på kritisk journalistik. Vi gør det på hver vores måde, siger chefredaktører

af Signe Duedahl Nørgaard | dec 2, 2021 | UDE

UDE

Ingen opskrift på kritisk journalistik. Vi gør det på hver vores måde, siger chefredaktører

Mens Berlingske vil få kaffekopperne til at klirre på Slotsholmen, mener Zetland, at der skal være plads til mere dialogkaffe. Så hvad er kritisk journalistik egentlig, når det kommer til stykket? I sidste ende handler det nok om din egen mavefornemmelse.

TEKST & illustration: Rasmus THORSEN

Udgivet den 02. december 2021

Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, kaldte i oktober Zetland for “Danmarks mindst kritiske medie” i en kommentar i egen avis. I kommentaren spekulerede Tom Jensen på, om Lea Korsgaard var blevet valgt som bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, fordi Zetland ikke har afsløret magtmisbrug eller væltet ministre.

Men Tom Jensen mener, at hans kommentar er blevet misforstået.

“Min kritik var rettet mod regeringen og ikke mod Lea Korsgaard og Zetland,” siger han.

Men du kalder alligevel Zetland for Danmarks mindst kritiske medie. Så i det ligger der vel en kritik af, at de har andre kritiske idealer end Berlingske?

“Jeg har intet imod, at Zetland gør det, de gør. Det er dejligt, at der er forskellige medier i Danmark. Jeg peger på, at regeringen bruger Zetland i deres kommunikation, og det ville jeg være trist over, hvis jeg var dem.”

Du afslutter din kommentar med at sige, at Mette Frederiksen aldrig kommer til at stå model til en kritik fra Zetland, som den hun står model til fra Christian Jensen i Politiken. Vil du uddybe, hvad du mener, hvis det ikke er kritik?

“Det er jo ikke nogen kritik. Det er en konstatering. Min konstatering er, at det ikke er Zetlands tilgang til journalistik.”

Har du set pressemødet om de slettede sms’er?

“Ja, og jeg har set de udmærkede spørgsmål, Zetlands journalist stiller, så det er jo glimrende. Men jeg er også medlem, og jeg kan konstatere, at det ikke er Zetland, der har været drivende i at lave kritisk journalistik, for eksempel under pandemien.”

”Kritisk journalistik og det konstruktive er ikke hinandens modsætninger. For mig at se er det ene en forudsætning for det andet.”

– Tom Jensen, Chefredaktør hos Berlingske

Journalister tjener samfundet

Hos Zetland på Islands Brygge ser man lidt anderledes på det. Ifølge chefredaktør, Ida Ebbensgaard, handler det at være kritisk også om andet end at agere vagthund over for magthaverne.

“Vi ønsker grundlæggende en journalistik, som både er vedkommende og rørende, og som skaber gode diskussioner. Og nogle gange laver man det ved at stille tusinde kritiske spørgsmål. Andre gange gør man det faktisk bedre ved at stille nysgerrige og åbne spørgsmål,” siger hun.

Ida Ebbensgaard mener, at der ligger en præmis bag meget kritisk journalistik, som ikke altid gør modtagerne klogere.

“Jeg tror, der er en tendens til, at man i den journalistiske og politiske verden kommer til at lukke sig om sig selv, og at man altid skyder hinanden dårlige motiver i skoene,” siger hun.

Og hun mener ikke, at alle problemer kalder på hård kritik. For hende er det ikke et problem, at forsvarsministeren har fået et lift til et partimøde i hjemmeværnets båd. En historie som Berlingske bragte stor kritik af. Til gengæld er det ifølge Ida Ebbensgaard et stort problem, at statsministeren har slettet sine sms’er i minksagen.

“Det handler ikke om, at man skal moderere sin kritik. Det handler om, at man skal forstå proportionerne i det samfund, man lever i. Der er bare nogle ting, hvor man må sige, at det er lige meget – gå ud og find nogle rigtige problemer,” siger hun.

”Vi smasker jo ikke kritikken op i en eller anden ‘chokeret’ – eller ‘raser’-rubrik.”

– Ida Ebbensgaard, Chefredaktør ved Zetland

Kritikken har et formål

Den udlægning er Tom Jensen dog ikke helt enig i. For ham at se er det velbegrundet, når Berlingske generelt forholder sig kritisk til magten.

“Vi bringer ikke kritik for kritikkens skyld, som Zetland nogle gange beskylder de øvrige medier for at gøre. Vi bedriver kritik, fordi vi vil være med til at gøre samfundet bedre. Og en del af det er at pege på, hvor det ikke fungerer. Det er det, medier er til for,” siger han.

Han mener også, at den konstruktive journalistik udspringer af den magtkritiske tilgang.

“Kritisk journalistik og det konstruktive er ikke hinandens modsætninger. For mig at se er det ene en forudsætning for det andet. Man kan ikke være konstruktiv, før man har identificeret, hvad det er for et problem, der skal løses,” siger han.

I sin kommentar i Berlingske skriver han: “Det er ikke Zetland, der får kaffekopperne til at klirre på Slotsholmen. Zetland skriver gerne rundt om, men spidder næsten aldrig. Zetlands journalistik gør ikke ondt på nogen.”

Han mener dog ikke, at det er en gylden standard for kritisk journalistik, at det skal få politikerne til at ryste på hånden. Men Berlingske har magtkritik som en journalistisk målsætning.

På Zetland er målet ifølge Ida Ebbensgaard at “kaste lys over samfundet”. Og til den opgave er kritik ikke altid den bedste metode, mener hun.

“Selvfølgelig skal man gå kritisk til magthaverne. Det er slet ikke det. Det handler bare om, at man også har andre værktøjer i kassen,” siger hun

Der er ikke én rigtig måde

Uanset hvad er der ingen af de to chefredaktører, der kan finde en opskrift på én rigtig måde at bedrive kritisk journalistik.

“Vi smasker jo ikke kritikken op i en eller anden ’chokeret’- eller ’raser’-rubrik, men hvis du læser det, vi skriver, så er der masser kritisk tænkning og kritiske spørgsmål,” siger Ida Ebbensgaard.

Ifølge Tom Jensen bør man heller ikke lade sig påvirke til at gøre tingene på én bestemt måde.

“Jeg vil advare mod, at man køber fortællingen fra Zetland om, at de andre medier gør det på den forkerte måde. Vi gør det på hver vores måde, og det, synes jeg, er en styrke i demokratiet,” siger han.

Ida Ebbensgaard mener også, at det er positivt, at der er forskel på medier. Og i sidste ende lander begge chefredaktører på noget, der lyder i retning af, at man skal lytte til sin egen mavefornemmelse som journalist.

“Hold fast i, hvilken journalistik du selv vil lave. Man bliver lynhurtigt socialiseret til at gøre tingene på en bestemt måde. Lad være med at indstille radaren efter, hvad praksis siger,” siger Ida Ebbensgaard.

“Jeg synes, man skal gå efter det, man kan mærke i maven, der driver én. Jeg synes, det er en nobel målsætning som journalist at beskrive samfundet og demokratiet og være med til at sikre, at det er lige så godt eller bedre i morgen,” siger Tom Jensen.

FORSIDEN

Fanget i honningfælden: Ivrige praktikanter arbejder ulønnet over

af Signe Duedahl Nørgaard | okt 7, 2021 | TEMA

Fanget i honningfælden: Ivrige praktikanter arbejder ulønnet over

En ny undersøgelse fra Illustreret Bunker viser, at mange journalistpraktikanter er styret af et indre pres. Det er på trods af, at de beskriver deres arbejdsforhold som gode. Presset fører til, at en tredjedel af praktikanterne ugentligt arbejder over. En stor del af dem uden betaling.

tEKST: benedikte støjberg pedersen og amalie thorlund jepsen
Illustration: nikoline ryttergaard

Udgivet den 07. oktober 2021

Alberte Ravn Skoglund, praktikant hos Ekstra Bladet på sjette måned, har sat dagens punktum. Nu står hun overfor et valg: Skal hun sende en mail til ledelsen, om at hun igen har arbejdet over? Alberte lukker computeren. Mailen sender hun ikke. Kollegaerne er ellers gode til at prikke hende på skulderen. Husk at indberette dine ekstra timer, siger de.

Så hvorfor arbejder Alberte alligevel gratis?

”Det er ofte, jeg ikke sender en mail, fordi jeg synes, at der er en stemning blandt praktikanterne om, at man ikke melder overarbejdet ind. På den måde viser man, at man gerne vil arbejde over,” fortæller Alberte Ravn Skoglund.

I den anden ende af landet reflekterer Anne Poulsen over sin opstart som praktikant på Jyllands Posten.

”Den første måned arbejdede jeg videre hjemme, fordi jeg ikke kunne lade arbejdet ligge. Jeg havde tanken: ‘Hvis jeg nu lige får snakket med ham kilden, inden jeg møder på arbejde, så kan jeg gå direkte i gang med at skrive’,” siger Anne Poulsen

Hun oplever at arbejdstid og fritid smelter sammen. Ansvaret placerer Anne Poulsen hos sig selv.

“Det er min egen fejl, for der er ikke nogen, som har bedt mig om at arbejde over,” siger hun.

Steen Rosenbak, chefredaktør på Jyllands Posten, ser ikke en generel tendens til et for højt indre arbejdspres blandt praktikanterne.

“Ambitiøse mennesker vil ofte lægge et betydeligt pres på sig selv, og hvis man er praktikant på Jyllands Posten, er man i udgangspunktet ambitiøs med sin journalistik. Men jeg vil ikke sige, at det er en generel oplevelse, at vores praktikanters indre arbejdspres er for højt – det er meget forskelligt fra person til person,” siger Steen Rosenbak.

Honningfælden

Anne Poulsen og Alberte Ravn Skoglund er ikke alene med deres hang til gratis overarbejde. En praktikant undersøgelse fra Illustreret Bunker med fokus på arbejdspres- og vaner, viser at omtrent 40 procent af praktikanternes overarbejde er frivilligt og ulønnet.

Helt konkret arbejder hver tredje adspurgte praktikant tre timer eller derover ekstra om ugen. Spørger man dem, hvorfor de bliver siddende på kontorstolen, peger de ikke på et ledelsesmæssigt pres.

Den primære grund til overarbejdet er derimod, at praktikanterne finder det sjovt og spændende, dernæst at de gerne vil indhente arbejdsmængden. Kun 10 procent af de adspurgte mener, at de arbejder for meget.

Ifølge journalisternes fagforening, Dansk Journalistforbund, skal man være varsom med at lade arbejdsglæden presse én ud over kanten.

”Det indre pres kan være godt, men jeg plejer også at kalde det honningfælden – når arbejdet er så spændende, og vi er så engageret i vores arbejde, at vi glemmer at passe på os selv,” siger Tom Hansen, arbejdsmiljøkonsulent ved Dansk Journalistforbund.

Arbejdsglæden skinner igennem i undersøgelsens konklusionerne. Over halvdelen af de adspurgte mener ikke, at de arbejder for meget, og 88 procent sagde, at de ville være trygge ved at gå til deres chef, hvis de følte, de arbejdede for meget. Kradser man i den pæne overflade, dukker der alligevel problematikker frem. En tredjedel af praktikanterne kan krydse flere væsentlige stresssymptomer af på listen. Her er nogle af højdespringerne søvnløshed, indre uro og hjertebanken.

Frygten for at sige fra

Stresskulturen blandt journaliststuderende- og praktikanter er velbeskrevet af Dansk Journalistforbund. Så sent som i 2017 udkom en undersøgelse, som viste, at 35 procent af studerende har et højt stressniveau.

Flere respondenter beskriver i Illustreret Bunkers undersøgelse deres stresstilstand som ”deres egen skyld,” samt at de arbejder over, fordi ”alle gør det.” Andre skriver, at de ville være utrygge ved at sige fra overfor arbejdsmængden, af frygt for hvordan de vil fremstå over for arbejdsgiveren.

Denne frygt sidder også i Anne Poulsen, praktikant hos Jyllands Posten.

“Hvis det hele virkeligt brænder på, så ville jeg nok godt kunne råbe højt. Det handler mere om min evne til at sige fra, end det handler om min chef. Jeg ville måske være bange for at virke ‘lad’ eller ‘uegnet til jobbet’,” siger Anne Poulsen.

Steen Rosenbak, chefredaktør på Jyllands Posten, maner frygten til ro.

“Praktikanterne kan uden tvivl trygt gå til ledelsen og sige, at de arbejder for meget. Jeg tror, at praktikanter vil opleve, at det nytter at gøre opmærksom på arbejdspresset,” siger han.

Derudover tilføjer han, at det ledelsesmæssigt ikke er nok at forvente, at praktikanten selv gør opmærksom på, at vedkommende føler sig presset. Derfor holder Jyllands Postens fagredaktører og praktikvejledere proaktivt øje med eventuelle faresignaler.

Hvem har ansvaret?

Hver dag går Alberte Ravn Skoglund, praktikant hos Ekstra Bladet, på arbejde med fokus på at yde sit bedste, fordi man, som hun selv siger, gerne vil vise, at man var den rette at hyre.

Det er ikke et sjældent syn, at man ser hende siddende i kontorstolen en time efter hendes vagt er afsluttet. Ekstra Bladet jo er et nyhedsmedie, hvor artikler skal sendes afsted, før dagen er slut.

”Jeg ser det ikke som et problem, fordi jeg selv gerne vil lave det færdigt, og gøre et godt stykke arbejde, ” siger Alberte Ravn Skoglund. ”Men der er nogle dage, hvor det godt kan være hårdt, fordi man synes, at man har knoklet meget, og samtidig godt ved, at man ikke kan gå, før man har lavet det færdigt.”

Selvom de hos Dansk Journalistforbund ikke har en officiel holdning til overarbejde, deler deres arbejdsmiljøkonsulent, Tom Hansen, det op i to kategorier: Det overarbejde, der skyldes indre pres og ydre pres.

”Et ydre pres om at arbejde mere er ikke okay. Her er vores grundholdning, at man skal få løn for det arbejde, man laver,” siger arbejdsmiljøkonsulent Tom Hansen.

Mere vanskeligt bliver det, når det gælder det arbejde, der er drevet af engagement og lyst til læring. Tom Hansen kan godt forstå, hvis man som praktikant sidder i et arbejdsmæssigt flow og synes, at det er en god investering at blive.

Selvom han mener, at ledelsen har det store ansvar for at passe på sine ansatte, opfordrer han også praktikanterne til at mærke efter og passe på sig selv.

Anne Poulsen, praktikant hos Jyllands Posten har selv haft samme tanker.

”Man bør stoppe op og tænke: ‘Jeg er stadig under uddannelse. Måske lærer jeg ikke mere af at sidde til klokken halv ti om aftenen og arbejde på en artikel, som jeg i princippet bare kan lave færdig i morgen’,” siger hun.

Vi har forsøgt at få en kommentar fra Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Henrik Qvortrup. Men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Om undersøgelsen

Illustreret Bunker har spurgt nuværende praktikanter og personer, der indenfor max et år har afsluttet deres praktikforløb. 82 personer har svaret på undersøgelsen. Det er besvaret anonymt.

Undersøgelsen er et spørgeskema med delvist multiple-choice-spørgsmål og frie udfyldelsesfelter. Spørgeskemaet undersøgte praktikanters arbejdsmiljø; herunder arbejdsvaner, stressfaktorer og ledelseskommunikation.

Aviserne blev begravet med bunkeren – flere vil have dem tilbage i hænderne

af Signe Duedahl Nørgaard | okt 7, 2021 | INDE, NYESTE

Avisen blev begravet med Bunkeren - flere vil have dem tilbage i hænderne

Den fysiske avis måtte lade livet, da Danmarks Medie- og Journalisthøjskole flyttede til Katrinebjerg. Digitalisering og klimahensyn var dengang tungen på vægtskolen. Det har medført kritik fra de studerende, undervisere og KaJ, der gerne ser avisordningen genindført i nye klæder.

TEKST: SVEND ANDREAS WORRE SØRENSEN OG KEVIN DOHERTY
ILLUSTRATION: THIT LUND BORDING

Udgivet den 07. oktober 2021

Digitale platforme dominerer den moderne medieverden. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles nye adresse bruger studerende flittigt Infomedia, og det er efterhånden et fåtal, der husker den gamle avisordning. Her kunne man følge med i verdens gang uden at vende snuden ned i skærmen. Et ideal om en digitaliseret skole efterlod dog papiraviserne i Bunkeren, men flere studerende og undervisere stiller sig kritisk overfor beslutningen. I sommer var der rokade i ledelsen, med en ny prorektor, Helle Kryger Aggerholm blev ny prorektor. Hun åbner op for en dialog om en ny ordning, der med langt færre aviser vil kunne presses ind på den digitaliserede højskole.

Aviserne var et vigtigt undervisningsredskab

Før både corona og Katrinebjerg blev aviserne leveret gratis til foyeren på Olof Palmes Allé 11 af mediehusene selv. Herfra bragte studentermedhjælperen dem på plads i biblioteket, hvorfra alt fra lokal- til tabloidaviser kunne læses og inddrages i undervisningen. Det gjorde underviser på journalistuddannelsen Søren Boy Skjold flittigt brug af.

“Vi snakkede for eksempel om rubrikker og vinkling. Jeg skimmede aviserne og lagde dem på bordet. Så ville man se flere rubrikker for den samme historie, men vinklet forskelligt. Det blev brugt som et pædagogisk værktøj og til at følge med. Vi er jo på en journalisthøjskole,” siger Søren Boy Skjold, der gerne greb muligheden for at få de studerende på første semester væk fra skærmene.

Underviseren fremhæver også, at aviser er nemmere at fordybe sig i og i højere grad tvinger læseren til at læse artikler, man normalt ikke ville opsøge på nettet.

Selvom Berlingske Media på et tidspunkt hoppede fra, var stort set alle lokale, regionale og nationale aviser til rådighed på skolen, betalt af mediehusene selv. De ansatte på skolen kunne tage aviser til undervisning og som et personalegode inden kl. 14. Her efter blev de frigivet til de studerende. Ud på eftermiddagen blev de placeret ved udgangen, hvor man nemt kunne snuppe dagens nyheder med hjem. Biblioteket anslår, at det typisk tog studentermedhjælperen en halv time om dagen at ordne aviserne, hvilket altså var den eneste udgift forbundet med ordningen.

Det gamle rektorat under Jens Otto Kjær Hansen, og senere Jens Grund Pedersen, besluttede, at den nye skole på Katrinebjerg skulle være udbredt papirløs. Det var primært for at tilslutte sig den digitale udvikling af branchen, men også et klimahensyn for at mindske spild fra tilbageværende aviser. Skolen oplevede nemlig, at særligt de lokale og regionale aviser var uberørte, når skoledagen var omme.

Det var dog ikke alle, der var tilfredse med, at avisordningen skulle udfases. Søren Boy Skjold beskriver grundlaget for beslutningen som tyndt og fremhæver skolens ansvar overfor branchen og de kommende praktikanter.

“Jeg synes, det er gammeldags at tro, at alt bliver digitalt om nogle år, hvis man fjerner det fysiske. Diskussionen minder om, da e-bogen kom frem. Jeg mener ikke, det er os som uddannelsesinstitution, der skal være med til at understøtte, at aviserne ikke bevares,” siger han.

Bred opbakning til papiravisen

En undersøgelse blandt de journaliststuderende viser, at der er relativt stor opbakning til at genindføre en ny avisordning. Mere end 80% af de 120 svar viser, at de gerne ser skolen tilbyde en fysisk avis. Formand for Kredsen af Journaliststuderende (KaJ), Markus Valentin Jakobsen, tilslutter sig opfordringen og uddyber, at ledelsen hænger lidt i bremsen, når det handler om at give skolen personlighed.

“Det er bizart, at vi går på en medieskole, hvor der ikke er fysiske aviser. Man mærker ikke, at man er på en journalisthøjskole. Selvfølgelig har vi adgang til et fåtal af aviser digitalt, men det slår ikke at kunne læse papiraviser på skolen,” siger Markus Valentin Jakobsen, der sammen med andre tiltag ser en avisordning som et vigtigt led i at give de studerende et bedre tilhørsforhold til bygningen.

Ifølge formanden har ledelsen begrundet fraværet af de fysiske aviser med, at det koster penge at have en medarbejder til at bære dem frem og tilbage.

Det er dog ikke det økonomiske aspekt, der ifølge prorektor på DMJX, Helle Kryger Aggerholm, er det afgørende argument. Hun er også forsknings- og udviklingschef og har derfor ansvaret for biblioteket.

“Det er ikke det afgørende for mig. Vi havde nok klaret at skulle bruge en studentermedhjælper en time om dagen,” siger Helle Kryger Aggerholm, der ikke selv var med til at afskaffe avisordningen.

“Vi har fået de vilkår at drive bibliotek på et meget lille område. Derfor har vi ikke kunnet tage aviserne med, som fyldte rigtig meget. Jeg har ikke selv en kæphest om at lægge papiraviser i graven,” siger Helle Kryger Aggerholm.

Hun fremhæver, at alle landets aviser kan læses online på bibliotekets to computere, ligesom de studerende kan tilgå blandt andet Jyllands-Posten og Ekstra Bladet på egen hånd.

Mener du, at skolen bør sætte fysiske aviser til rådighed for eleverne?

Dialog om ny ordning

Trods papiravisernes generelle tilbagetog i en digitaliseret medievirkelighed er der måske håb for de papirglade medieforbrugere på DMJX.

Ifølge Markus Valentin Jakobsen har KaJ overvejet at give økonomisk støtte til, at de fysiske aviser på ny kan blive en realitet. Men det er endnu ikke blevet drøftet på et bestyrelsesmøde.

Helle Kryger Aggerholm vil dog hellere finde en løsning i samarbejde med KaJ, frem for at studenterorganisationen skal finansiere gildet, hvilket ifølge prorektoren ville være en falliterklæring fra skolen.

“Jeg vil rigtig gerne i dialog med KaJ, men jeg synes ikke, de skal finansiere det. Vi har jo vores gratisordninger, og vi kan godt lave beslutningen om,” siger hun og understreger, at hun gerne ser mere aktivitet på biblioteket, som i forvejen stort set er stuvet for bøger.

For at finde plads på det beskedne bibliotek kunne en ny ordning indeholde bare 5-10 aviser med en begrænset mængde eksemplarer for at mindske papirspild. En sådan mellemvej bakker Søren Boy Skjold op om, men underviseren pointerer, at udvalget skal afspejle hele medievirkeligheden.

“De skal vise den bredde, aviserne har. Noget lokalt, nationalt, niche og omnibus. Aviser, der på en eller anden måde favner de ting, de studerende kan komme ud i som praktikanter,” siger han.

Netop hensynet til praktikken er også afgørende i spørgsmålet om en avisordning. Det var ifølge Helle Kryger Aggerholm værdifuldt for mediehusene, at de kommende journalister kunne tilgå og orientere sig i deres papiraviser.

DMJX har ligesom alt andet været dybt påvirket af coronapandemien. Det kan være en forklaring på, at de studerende ikke har forholdt sig til en avisordning, som det kun er de studerende på fjerde semester, der reelt kender til i dag. Helle Kryger Aggerholm har i hvert fald ikke været bevidst om et savn blandt de studerende, men lægger ikke skjul på, at afskaffelsen af ordningen har medført en ophedet debat mellem undervisere og uddannelseschefer. Hvis ønsket også er der fra de studerende, er Helle Kryger Aggerholm ikke afvisende overfor de fysiske aviser.

“Så kan det være, vi skal genoverveje beslutningen. Vi skal bare have de rigtige aviser – dem, de studerende gerne vil læse, for ellers kommer vi til at smide dem ud igen,” siger hun.

For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det”

af Signe Duedahl Nørgaard | okt 7, 2021 | NYESTE, TEMA

For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det”

Tidligere TV2-journalist, Anders Langballe, peger på en kultur i mediebranchen, hvor det høje tempo er et mål i sig selv. For hvis man er travl, er man vigtig.

AF CHRISTOFFER PANDURO

Udgivet den 07. oktober 2021

“Jeg tænker: ‘Hvad fanden er det, du siger?’ Det havde jeg aldrig hørt før,” siger han.

Da tidligere TV- journalist Anders Langballe for nyligt startede i sit nye job som kommunikationschef, blev han overrasket. For første gang mente direktøren ikke, at det var en dyd at have travlt.

Tilbage i foråret udgav nu tidligere TV2-journalist, Anders Langballe, bogen Forfra, hvor han fortalte om en arbejdskultur med fuld fart på fra morgen til aften. En arbejdskultur, der til sidst resulterede i to blodpropper. Men hvorfor er travlhed – måske – en dyd i mediebranchen?

For Anders Langballe var det nærmest et mål i sig selv at have travlt.

“Det blev en identitet. Uanset, hvor jeg har været, har mange chefer brugt et begreb, som mange i mediebranchen ynder at bruge: Nu skal vi gå den ekstra mil. Nu giver vi den en ekstra skalle. Det var simpelthen bare en del af kulturen,” siger han.

”I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.”

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist

R

”I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.”

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist

Ikke den store lyst til at tage hensyn til stress

I de 17 år Anders Langballe har arbejdet som politisk journalist, har han kun oplevet, at arbejdstempoet er steget.

“I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé,” siger han.

Han erkender, at også han var med til at opretholde en travlhedskultur.

“Når vi har diskuteret ansættelse af unge journalister på TV2, har jeg ofte oplevet, at der ikke var den store lyst til at tage hensyn til for eksempel stress. Vi vidste, at det var nogle rigtig attraktive jobs, hvor folk nærmest ville arbejde gratis og lægge rigtig mange timer i det, fordi der altid var nogle, der stod i kø til at overtage deres job,” siger han.

Han mener dog ikke, at man kan tage tempoet helt ud af faget, da der i så fald ikke ville være meget tilbage af branchen.

“Det er en balancegang, for hvad er journalistikken, hvis der ikke er konkurrence og hurtighed? Men derfor synes jeg stadig, at branchen er forpligtet til at tage de udfordringer seriøst.”

Man kan vel heller ikke helt lukke øjnene for, at det jo også er fedt, når man er først med et eller andet?

“Bestemt. Man bliver jo høj af det. Og det er jo også en af drivkræfterne for medierne og for den enkelte journalist,” siger han. “På fjernsyn dyrker man jo også profiler. Jeg var TV2’s ansigt på dansk politik, og der dyrkede man også den enkelte journalist. Det gør man stadigvæk. Det er også med til at frembringe den konkurrence.”

Når man er travl, er man vigtig

Lad os lige skrue tiden tilbage, for hvor kommer travlhedskulturen fra? Ikke fra det antikke Grækenland. Her syntes man, at det var cool ikke at arbejde. Det havde man slaver til. På samme måde havde man i den engelsk, victorianske overklasse i 1800-tallet folk ansat til ikke at lave noget som helst.

I dag er det overklassen, der har travlt. Billedet af en chef, der bare sidder med benene oppe, eksisterer ikke. Det er vigtigt at have travlt, man kan jo ikke tillade sig andet, og den iver efter hårdt arbejde kan spores i vores kristne kulturarv. Især i den protestantiske del af verden hylder man det travle arbejdsliv. Det forklarer Anders Fogh Jensen, filosof og forfatter, der har forsket i det moderne arbejdsliv.

Faktisk skrev den tyske sociolog, Max Weber allerede i sit værk ‘Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’ fra 1904, at de protestantiske lande – som Danmark – har en anden arbejdsetik end resten af verden. I Danmark hersker dyder som flid, hårdt arbejde og disciplin. Men i 1904 havde man ikke sin person med i arbejdet. Det skal man derimod i dag.

“Der er sket en markedsgørelse af såvel det offentlige, som det personlige, så hvis man virker travl, så tror folk, at man er vigtig eller god, fordi man virker efterspurgt,” siger Anders Fogh Jensen, filosof og forfatter. “I industriarbejdet skulle man ikke have sin person med på arbejde. Nu forventes man at have sin identitet og engagement i projektet.”

Anders Fogh Jensen forklarer, at det især gør sig gældende i de fag, hvor projektarbejdet fylder meget. Det er ofte job, hvor man har mange bolde i luften, og hvor det bliver set som en kvalitet at have gang i mange forskellige ting på samme tid. Som i mediebranchen.

“Mediebranchen er samtidig underlagt den idé om, at det gælder om at komme først – og ikke alene at sige det sande. Kun det nyeste er relevant, og derfor er den meget hektisk,” siger han.

Det skyldes også, at projektfagene ofte er fag, hvor folk realiserer sig selv. Det betyder ofte, at arbejde og fritid flyder sammen, og derfor kan det være svært at skelne mellem, hvad der er hvad.

“Travhelskulturen er prestigefuld, fordi den associeres med, at man er efterspurgt.” siger Anders Fogh Jensen.

En forældet tilgang

Siden sine to blodpropper og sit exit fra mediebranchen har Anders Langballe fået nyt job som kommunikationschef i Dansk Ejendomsmæglerforening. Her oplever han en helt anden kultur. Her på arbejdspladsen, er det ikke en dyd at have travlt, sagde chefen.

“Jeg tror, at det er en dyd, der er fremherskende blandt mange ledere uden for vores branche. Det der med at piske sig selv og bevise hvor vigtig man er ved at have travlt, det var en dyd, da jeg forlod mediebranchen. Så er vi vigtige. Så er vi noget. Når man kigger ind i andre brancher, så er det en dyd ikke at have travlt, men at lave kvalitet,” siger Anders Langballe.

Han oplever at ledere i andre brancher ser det som deres opgave at sikre, at man ikke ødelægger sin egen branche ved at have for travlt.

“Jeg tror, at mediebranchen hænger fast i en old-school-opfattelse af, hvordan man laver ledelse. Det her med at gå den ekstra mil, at man er en fandens karl, hvis man her travlt, det er formentlig en forældet tilgang,” siger han.

« Gamle poster

Næste poster »