Er der en voksen til stede? Når de ansatte fester med i Kurt Strandbar

Er der en voksen til stede? Når de ansatte fester med i Kurt Strandbar

Er der en voksen til stede? Når de ansatte fester med i Kurt Strandbar

Kan ansatte og studerende feste på lige vilkår, sove branderten ud og mødes igen om mandagen uden blikke og hvisken i krogene? Illustreret Bunker forsøger at finde svar. 

TEKST: Iben Marie Ryberg
Illustration: Katrine Åsleff Edvardsen 

Udgivet den 30. marts 2023

Rykker den acceptable promillegrænse i Kurt Strandbar sig afhængigt af, om man er studerende eller ansat? Når man til et punkt, hvor det bliver for pinligt eller ligefrem grænseoverskridende, hvis de ansatte går fra en enkelt øl ved langbordene til at tylle englefisser i baren?

Det lød muligvis som outtroen til hvert afsnit af 90’er julekalenderen ”The Julekalender”. 

Her får spørgsmål også lov at hænge i luften og afsluttes af opfordringen: 

Følg med i morgen. 

Det kan passende blive det samme for denne artikel. Svarene kan kun findes ved at læse til ende og derefter bruge en kendt folkeskoleklassiker: Spørg dig selv. 

 

I Kurt Strandbar er vi alle lige og frie 

Undervisere og ansatte i fredagsbaren har været mere eller mindre forventeligt inventar, siden DMJX hed Journalisthøjskolen og lå på Oluf Palmes Allé.  

”Det har været en del af kulturen på DMJX. Nogle af vores ansatte vil jo senere hen møde nogle af de studerende på et kollegialt plan. Man har før i tiden set hinanden som kommende kollegaer,” siger Trine Lundgaard, HR-konsulent på DMJX. 

Det udsagn forårsager imidlertid løftede øjenbryn hos Anton Dahl Andersen, medlem af De Studerendes Råd: 

”Vi skal være kollegaer på et tidspunkt med tryk på ’på et tidspunkt’. Det er i hvert fald ikke imens, vi går her,” siger han. 

Så hvad er det for et miljø og alkoholkultur, de studerende og ansatte møder, når de som måske kommende kollegaer gæster Kurt Strandbar? 

Ifølge Katrine Rahbek, formand i Kurt Strandbar, adskiller den sig ikke fra andre steder. Hun mener generelt heller ikke, at der er problemer med fulde ansatte i fredagsbaren. 

Selv kan hun mindes at have set to ansatte, som var ”godt berusede”. 

Om det siger Jens Grund, prorektor på DMJX: 

”Det synes jeg ikke er heldigt. Man skal ikke være blind for, at der er et asymmetrisk magtforhold.”

 

Adfærdskodeks for både studerende og ansatte

For at starte et andet sted: I kølvandet på Sofie Lindes brandtale om MeToo, blev der i 2020 lavet et adfærdskodeks for både ansatte og studerende på DMJX. 

Det ligger frit tilgængeligt på Itslearnings startside og hedder ”Kodeks for god adfærd på DMJX”. 

Det er udarbejdet af skolens ledelse, studievejledningen, KaJ og andre studenterforeninger. 

I dokumentet står der blandt andet, at ”DMJX ønsker at være en rummelig og mangfoldig uddannelsesinstitution og arbejdsplads med plads til alle typer af studerende og ansatte, som frit kan ytre sig i et miljø, hvor alle udviser gensidig respekt.” 

Kodekset gælder både til hverdag og fest, og skal der være fest, så lad der være fest.

DMJX har ikke nogen nedskreven alkoholpolitik – I hvert fald ikke i festregi. 

De ansatte må, af hensyn til skolens omdømme og forholdet til de studerende, ikke drikke alkohol i arbejdstiden. Med mindre, der er tale om receptioner eller andre festlige lejligheder.

Til gengæld er fredags-øl tilladt efter kl. 14, og de må gerne indtages i fredagsbaren.

”De ansatte har jo en autoritet overfor de studerende. Vi har en tillid til, at de opfører sig forsvarligt. Gå ned, få en øl eller to og så gå hjem,” siger Trine Lundgaard.  

“Jeg tænkte, hvis jeg var ham, ville jeg gerne stoppes. Man kan blive revet med og lige pludselig er klokken ti. Så kan det være meget rart, at der lige kommer en og siger ‘nu er det nu’.”

– Anton Dahl Andersen, journaliststuderende og medlem af de Studerendes Råd 

En øl og så hjem – eller hvad?

Anton Dahl Andersen kan i hvert fald komme med et konkret eksempel på, at der blev drukket mere end en øl. En aften i Kurt Strandbar oplevede han en ansat være så fuld, at han følte, han var nødt til at påtale det for vedkommende. 

Det var, ifølge Anton Dahl Andersen, senere, end han ville kalde okay for en ansat. Der havde ikke umiddelbart været nogen tegn på, at den ansatte var ubehagelig, men ifølge Anton Dahl Andersen virkede det som om, folk snakkede om det i krogene: 

”Jeg tænkte, hvis jeg var ham, ville jeg gerne stoppes. Man kan blive revet med og lige pludselig er klokken ti. Så kan det være meget rart, at der lige kommer en og siger ’nu er det nu,’” siger han. 

Episoden er bekræftet af to andre studerende. 

Anton Dahl Andersen fortalte ikke nogen om episoden efterfølgende. Han syntes ikke, det var alvorligt nok. Han vidste på det tidspunkt heller ikke, at andre havde haft lignende oplevelser. 

Derudover har han været nervøs for reaktionerne: 

”Jeg har haft ondt i maven over det. Hvad nu, hvis jeg bliver anklaget for at være fuld af løgn?” siger han. 

Det er, ifølge prorektor Jens Grund, i sidste ende de ansatte og ledelsens ansvar, at fredagsbarens miljø er trygt for alle: 

”Det er de voksnes ansvar. Det burde ikke være nødvendigt, at en studerende siger til en ansat, at de skal gå hjem.” 

I juni 2022 sendte Jens Grund og rektor Julie Sommerlund en mail ud til de ansatte, hvor der blandt andet stod: 

”Hos os på DMJX opfordrer vi på mange måder til socialt samvær mellem ansatte og studerende, fordi vi ved, det har en positiv effekt på studiemiljøet. Derfor må vi udvise stor omhu for at undgå situationer, som de studerende kan opleve som ubehageligt eller uønskede. Vi skal være særligt opmærksomme på fredagsbarer, julefrokoster osv., hvor der er alkohol involveret, da vi både af egne og andres erfaringer ved, at det især er i denne slags situationer, uønsket seksuel opmærksomhed finder sted.” 

Katrine Rahbek oplyser, at hverken hun eller den resterende bestyrelse i Kurt Strandbar er blevet kontaktet af studerende, der har haft dårlige oplevelser med DMJX-ansatte i fredagsbaren. 

I KaJ, Dansk Journalistforbunds studenterorganisation, opfordrer tidligere formand Markus Valentin til, at man kommer til dem, hvis man har oplevet noget ubehageligt eller mærkeligt i fredagsbaren. Han forsikrer også om, at fredagsbaren skal være et trygt miljø for alle studerende. 

Markus Valentin peger på, at der er en forskel på, om man er studerende eller ansat i fredagsbaren, men man kan ikke sætte lighedstegn mellem det og et generelt problem med upassende opførsel fra de ansatte:  

”Der er en autoritativ forskel mellem eleverne og de ansatte. Med det sagt, går vi jo ikke rundt og tror, at de alle sammen er potentielle krænkere, som på ingen måde må være i nærheden af os, når der er alkohol,” siger han. 

En enkelt episode behøver ikke betyde, at alle de ansatte skal sanktioneres i samme ombæring: 

”Hvis der er en, der har været problematisk, og vi hjælper med at føre sagen videre, betyder det ikke nødvendigvis, at alle ansatte skal nægtes adgang til Kurt,” siger han.

Skal de nægtes adgangs til fredagsbaren? Det bliver de i hvert fald ikke andre steder. 

 

Ingen regler for ansatte

I en rundspørge blandt aarhusianske fredagsbarer, foretaget af Illustreret Bunker, svarer kun 2 ud af 22, at de ansatte holder sig helt væk fra fredagsbaren, fordi ingen synes, det er en god idé, at de er der. 

De resterende 20 steder svarer, at undervisere og andre ansatte er mere end velkomne, men at det sker meget sjældent. Når det sker, drikker de et par øl og går hjem af sig selv. Det har derfor ikke været nødvendigt at indføre regler. 

Det forventer man som udgangspunkt også på DMJX, mener Trine Lundgaard:

”Hvis jeg hørte om ansatte, der drak sig en kæp i øret og på nogen måde optrådte uhensigtsmæssigt, ville vi selvfølgelig tage hånd om det,” siger Trine Lundgaard. 

Som det er nu, er det under alle omstændigheder ikke muligt for studerende at indberette anonymt gennem en whistleblowerordning. Det er af juridiske årsager kun muligt for de ansatte. 

Har man oplevet noget, skal det gå gennem studenterforeningerne, en underviser, studievejledningen eller HR.

Anton Dahl Andersen, medlem af DSR, understreger, at han ikke nødvendigvis synes, fredagsbaren kun skal være for de studerende. Det er dog, ifølge ham, en gråzone i forhold til, hvordan de ansatte deltager: 

”At de står og spiller bordtennis med en fadøl, I couldn’t care less. Men det gør en forskel, hvis de står inde i Kurt kl. 23.30, efter de har drukket rigtig mange englefisser,” siger han. 

Du er nu nået til vejs ende på denne artikel, forhåbentligt klogere end før. 

Så: Er det skægt eller skandaløst, når de ansatte deltager i fredagsbaren?

Spørg dig selv.

Illustreret Bunkers mail: illbunker@dmjx.dk er åben for inputs og meninger om emnet.

Public service vil have dig i et parforhold

Public service vil have dig i et parforhold

Public service vil have dig i et parforhold

TEKST: Rebecca lykke Steffin
Illustration: Katrine Åsleff edvardsen 

Udgivet den 30. marts 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Hver gang, jeg tænder for DR eller TV2, får jeg følelsen af at være Bridget Jones. I filmen af samme navn kæmper den +30-årige kvinde med både karriere og singleliv. I en bestemt scene er hun den eneste single til en parmiddag, hvor hun bliver placeret for enden af et langbord fyldt med tosomhed på begge sider. I kor udspørger parrene hende om, hvorfor hun er single, hvordan det går med hendes kærlighedsliv, og hvorfor hun ikke har fundet den eneste ene endnu.

Til det svarer hun, at under hendes tøj er hele hendes krop fyldt med skæl. Det er det eneste, der får gæsterne til at holde mund.

Ligesom langbordet i Bridget Jones er Public Service blevet din irriterende fjerne slægtning, der ikke kan stoppe med at spørge om, hvorfor du ikke har en kæreste. Og jeg kan ikke lade være med at føle, at det er blevet forkert være tilfreds med at være alene.

Der er efterhånden så mange datingprogrammer på Public Services platforme, der enten handler om parforhold, eller hvordan man kommer i dem, at man skulle tro, at det at være alene blot er en glidebane til parforholdet.

Nogle af de programmer der ruller på DR er ‘Gift ved første blik’, ‘Matchet på Mælkevejen’ og ‘Vild kærlighed’. De handler alle sammen om at finde den store kærlighed. Om det er ved at sætte en ring på en fremmeds finger, håbet om at finde kærligheden mellem stjernerne eller på en tømmerflåde, er det kun DR’s tilrettelæggeres fantasier, der sætter grænser.

Lige så mange programmer er der hos TV2, der også er underlagt Public Service betingelserne. Her vises ‘Landmand søger kærlighed’, ‘Kærlighed hvor kragerne vender’ og ‘Alene sammen’, der også alle sammen handler om at finde den eneste ene.

Men det er skam ikke fordi, at kærligheden ikke må blomstre henover skærmen. Der er bare ingen programmer om at være single, hvor det bare handler om, at det er okay at være alene.

 

Public service har et ansvar for at repræsentere tilfredse singler

Ifølge Public Service-kontrakten for 2022 til 2025 skal DR blandt andet have fokus på dækningen af hele Danmark, så den afspejler mangfoldigheden i de forskellige dele af landet.

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2021 38 procent af den danske, voksne befolkning, der bor alene – og det tal har været stigende siden 80’erne. Det er ikke nødvendigvis singler, for det er der ikke tal for, men det er mennesker, der vælger at bo alene.

Der er ingen programmer, der handler om singler eller solo’er, der er tilfredse med at være alene. Vi lærer på DMJX, at vi skal vise følelser og udvikling hos folk, og violinerne spiller jo, så snart det handler om kærlighed. Men det er Public Services ansvar at repræsentere den generelle befolkning og ikke belære om, hvad der er den rigtige og forkerte måde at leve på. I stedet burde de udforske, hvorfor flere vælger at bo alene.

Når man udvisker den del af befolkningen, der tilvælger at være alene og kun laver programmer, der handler om parforhold, indikerer Public Service implicit, at det ikke er nok at være alene. For Public Service er det kun i orden at være alene, hvis det er i søgen efter den store kærlighed.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

B.T. har nedlagt printavisen og fokuserer nu alle sine kræfter på digital journalistik. Chefredaktør Pernille Holbøll har lagt kursen, sat sejlene og søsat sin strategi for B.T. som et moderne, gratis tabloidmedie. Det skal skabe en bæredygtig forretning med mindre clickbait, som samtidig skal sikre at dataindsamling ikke kaprer skuden.

TEKST: Elisa Mortensen
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 30. marts 2023

I 106 år har danskere kunnet få fingrene i en B.T.-avis i landets kiosker, S-toge og supermarkeder. Men den æra er ovre. Fra 1. januar 2023 har B.T. lagt alle sine kræfter i digital journalistik, som kun kan læses og høres på mobilen. Kaptajnen for den digitale strategi hedder Pernille Holbøll. Hun blev ansvarshavende chefredaktør i maj 2022, er 41 år gammel, og blev uddannet fra DMJX i 2010. 

Da Berlingske Media annoncerede hende som ny chefredaktør i maj 2022, var det tydeligt, at ønsket om et digitalt B.T. spillede ind i valget af hende

Opgaven kræver ikke kun en journalistisk leder, som sætter en høj redaktionel standard, men også en ledelsesmæssig profil der kan udvikle og iværksætte en 100 procent digital fremtid for B.T,” lød det i pressemeddelelsen. 

Her tre måneder efter B.T. har givet printavisen dødsstødet, tager Illustreret Bunker temperaturen på, hvordan det går med den store opgave, som Pernille Holbøll fik. For hvordan skaber man en bæredygtig forretning, når produktet er gratis?

 

En ny slags chef

Pernille Holbøll ligner ikke den klassiske chefredaktør i slips og jakkesæt med en avis under armen. Hun går i sneakers, løse bukser, har nedslået hår og avisen er udskiftet med en telefon i hånden. 

”Det er lidt som om, der er en måde at være ansvarshavende chefredaktør på. Ofte er det mænd, forholdsvis midaldrende, som mener rigtig meget. Jeg hader at sige noget, før jeg er sikker på det. Det burde jeg måske blive bedre til,” siger hun. 

Hendes CV ligner heller ikke en typisk chefredaktørs, hvor mange typisk kommer fra stillinger som politisk reporter eller redaktør. Pernille Holbøll er nyhedsjournalist ind til benet. Det er brændpunkterne, de store begivenheder og de livsomvæltende beslutninger, der driver hende. 

 

Printavisens pris

Beslutningen om at nedlægge printavisen blev truffet på forkant med store problemer, men blev også presset af de stigende priser på papir.

”Da vi lukkede avisen, tjente den stadig penge. Vi gjorde det, så man ikke stod med en pistol for panden og blev tvunget senere,” siger hun.

Pernille Holbøll modtog breve med posten fra folk, der havde læst B.T. i 45 år og nu ikke vil gøre det længere. De vil ikke tvangsdigitaliseres, som konkurrenten Ekstra Bladet har kaldt B.T.s beslutning.

”Selvfølgelig gør det indtryk, jeg er jo ikke ligeglad,” siger hun. 

Men taget i betragtning af at det er første gang, et af de store landsdækkende medier i Danmark har nedlagt deres printavis, har overgangen til det digitale ifølge Pernille Holbøll været relativt enkel.

Selvom der i dag er flere digitale medier, står B.T. overfor nogle særlige udfordringer, da de har en lang historie. 

”Vi er ikke en start-up, vi er ikke Zetland, vi er ikke Frihedsbrevet. Vi er et gammelt medie med en stor arv. Hvordan får man vekslet den arv, samtidig med det er 100 procent digitalt?” siger Pernille Holbøll.

Den anden store udfordring er, hvordan man tjener penge på læserne, når de ikke længere kan lokkes af en fængende overskrift på avisen i kiosken. Pernille Holbøll har et svar. ”Data.”

”Vi er ikke en start-up, vi er ikke Zetland, vi er ikke Frihedsbrevet. Vi er et gammelt medie med en stor arv. Hvordan får man vekslet den arv, samtidig med det er 100 procent digitalt?”

– Pernille Holbøll, Ansvarshavende Chefredaktør på B.T.

Data er svaret

B.T. har i kølvandet på beslutningen om at nedlægge printavisen valgt at indføre en datamur på langt størstedelen af deres artikler. I stedet for at bede brugerne betale til et abonnement eller for en avis skal brugerne betale med deres data ved B.T.s nye datamur. Her skal brugeren oplyse e-mail og alder. Senere kan flere punkter som kommune og interesser komme til. Det gør dataene, som er antal sidevisninger og tid brugt på siden, mere værdifuld for annoncørerne. 

BT har over en halv milliard sidevisninger om måneden, men uden viden om brugeren kan det kun konverteres til småpenge i annoncekroner. Når brugerne er logget ind på siden, kan salgsafdelingen sælge annoncer cirka halvanden gange dyrere.

”En del af mit brændstof er det her med, at sidevisninger alene ikke er alt. Man bliver nødt til at veksle det til en bæredygtig forretning,” siger Pernille Holbøll.

Når sidevisninger er den vigtigste valuta, skaber det nemlig en skævvridning, hvor det handler mere om clicks end om brugeren, mener Pernille Holbøll. Den kurs skal vendes med den nye strategi.

Hun forklarer, at det også skal være mere tydeligt for brugeren, hvorfor artikler er relevante for dem. Mere viden om brugeren gør, at mediet kan skrue ned for den famøse clickbait. Den må gerne være der, det skal bare give mening, forklarer hun.

”At snyde brugeren eller at lave en forretning ud af at gøre rubrikkerne så russisk-roulette agtigt som overhovedet muligt, det tror jeg ikke, at der hverken er en forretning eller en journalistisk ide i. Det er noget af det, vi kan trække ud, når vores brugere logger ind,” forklarer Pernille Holbøll.

Målet er, at næsten alle brugere skal logge ind, og indtil videre er de mere end dobbelt så langt i mål med det, end de havde regnet med.

 

Redaktører er fårehyrder

Når data er hjørnestenen i forretningsmodellen, er det dog vigtigt, at man ikke lader sig forføre af de store tal og blinkende lys. Data kan sælge annoncer, men skal ikke stikke redaktionelle linjer, siger Pernille Holbøll.

”Jeg har en analogi, jeg lever efter. Det er os journalister, redaktører, publicister, udgivere, der er hyrder, dataene er fårene. Det er os, der styrer dataene. Ikke omvendt. Det er ikke fårene, der bestemmer, hvor hyrden skal gå hen,” siger hun.

Derfor er det vigtigt for Pernille Holbøll at have en klar strategi som chefredaktør og hyrde. Selvom forretningsmodellen er at tjene penge på, at folk læser B.T.s artikler, bestemmer brugernes adfærd på siden ikke alt.  

”En million fluer kan også godt tage fejl af en lort,” siger Pernille Holbøll tørt og uddyber, at det derfor er så vigtigt at have en klar retning som leder.

”Man kan godt lave noget journalistik, som man tror alle vil have, men hvis man ikke selv ved, hvad man gerne vil med det, har man jo ikke en chance,” siger hun.

 

Klare linjer og store ambitioner

Pernille Holbøll ved dog godt, hvad hun vil.

”Hvis ikke vi har en mission med B.T, og en klar tilgang til, hvad vi vil med journalistikken, nemlig at gøre den bedre og være noget for flere danskere, der hvor de er, vil det gå galt.”

Pernille Holbøll ser ikke mod nogen og drømmer ikke om, at BT skal være halvt Ekstra Bladet eller TV News. B.T. skal være B.T. 

”Det står meget tydeligt for mig, hvad vi skal, men jeg kan ikke kigge mod nogen.Vi gør det bare. Hvor nogen er lidt bekymrede for fremtiden, er jeg enormt tryg ved den. Jeg er overhovedet ikke bekymret, det falder mig fuldstændig naturligt at gøre det her uden at kende alle trinene derhen. Jeg tror, vi gør det helt rigtige for B.T. og Berlingske Media,” siger hun.

Desuden tror hun, at langt de fleste medier i Danmark og udlandet før eller siden går den digitale vej som B.T. Men det kommer nok til at tage lang tid for nogen.

DMJX Yearbook: Where are they now?

DMJX Yearbook: Where are they now?

TEKST: Marcela Diana Sánchez (Erasmus Mundus Student)

Udgivet den 30. marts 2023

Every year, DMJX attracts students from different corners of Denmark and countries from all corners of the world. Some students enter the blue and yellow auditoriums with their minds made up on where they will go after DMJX – others hope that after a few classes, they’ll have an idea of the options out there for them.

The profiles showcased below are proof that the path after graduation is not linear. These six individuals have all taken different roles and have landed positions most had never imagined or heard of before.

Mathias Løvgreen 

Photojournalism, 2013-2017

 

What are the different projects and career paths you’ve pursued?

During DMJX, I did an exchange at the Royal Academy of Art in The Hague [in the Netherlands]. That’s where I found out that visual arts were quite interesting. When I graduated from DMJX, I freelanced for newspapers and companies and started my own art company. I was this mix of freelancer and doing my own art projects. Now, I work partly as the head of the visual department at PressConnect, a communications agency, and I also have my own artistic company, where I do art installations and cultural and artistic mediation. 

 

What advice would you give to a current DMJX student about landing their dream job?

“Chances are you might follow a very different path to your dream job than you would expect. Most of the people I studied with have tried many different things afterwards. All of us work in a mix of journalism and communications, and a bit of visual arts as well. I think a very good idea is to participate in photography festivals around Europe and sign up for portfolio reviews with a lot of different people. 

 

Is there anything you would like to add?

I think it’s very important to say you have to be patient in finding your own way of working. Everyone, from my friends and my colleagues, we’ve talked about that line you cross when you find peace in finding your own way of working. 

Alondra Aguilar 

International TV journalism, Fall 2018


How was your experience at DMJX?

I have two journalistic products from DMJX that I’m proud of. I worked with two classmates on a video about euthanasia in Denmark. We interviewed this doctor who assisted people with ending their lives. It was difficult to cover but very interesting to work on. For my last project, I traveled with a classmate to Lesbos in Greece and went to the refugee camps. We didn’t know what we were getting into because we were just students with little experience. Just being there was very tough. It reminded me a lot about the situation that Mexicans and Latinos from Central America and South America go through. I never thought about that situation before until I was in these camps, or even about my immigration background. It was a very special moment in my life, personally, but also, professionally.

 

And then you returned to the U.S., how did you end up in Berlin?

I think a lot of people go through this when you leave a country you lived in for some months and then you get sad. My parents live in the Central Valley. There’s a lot of agriculture and not much to do. I was thinking a lot about my career. I started looking for master’s programs. I arrived in Berlin in September 2019 and started my master’s program at Hochschule für Medien, Kommunikation und Wirtschaft

 

And now you’re at Deutsche Welle, tell me about your role here. 

I manage the YouTube channel for the documentaries in Spanish. I have created some work for Guardians of the Truth. There’s a Turkish journalist, Can Dündar, who was forced to be in exile. He’s part of these documentaries where he interviews other people that have been through the same. I’m also a news assistant for the department of news in Spanish. I’m more into the TV programs that air in Latin America. I’m checking everything that is supposed to be in the newscast. I’m checking the inserts, images, videos and grammar issues.

Jens Renner 

Erasmus Mundus, 2017-2019

 

What is your role as a consultant and project manager for Hansen & Ersbøll Agenda?

I take companies through a strategy course where they become more sustainable. We introduce them to EU legislation and other kinds of risks that might affect their business if they don’t adapt. I’m also project managing a campaign about greenwashing with Forbrugerrådet Tænk. We aim to help Danish consumers be much less misled by Danish companies who are trying to market all their products as being 100 percent green. The last couple of years, everything has suddenly become sustainable, and as a consumer you have no clue what’s right or wrong. That’s one thing I am very passionate about: helping companies communicate about climate change in a way that is truthful and not misleading. 

 

What are some strategies, you learned as a student that have helped you along the way? 

What helped me get where I am now is that I focused on an area I found interesting, and that is climate communications. I wrote my master’s thesis on climate communications. After that, I was lucky enough to host a radio show about climate, Udfordringen on Radio4, where I was able to get a lot of new knowledge about climate communications. 

 

What’s your advice to a student interested in sustainability? 

If you’re able to understand data and numbers, and you can communicate about that effectively, then you will be guaranteed a job anywhere. In terms of sustainability, it’s all about data. If you want to go into that field, it’s a good idea to find some interest in data, if you can. 

Søren Svenstrup 

Journalism, 2010-2014 

 

Tell me about your role at Danish Crown. 

I’m having the dialogue with both Danish media, but also media from England, Germany, Sweden, and the U.S., who are interested in writing about Danish Crown. The other half of my job is that I’m a communication manager at the company, Friland, which is Danish Crown’s organic company. 

 

What are the different roles you were in before Danish Crown?

I was an intern at ‘JydskeVestkysten’ and then I was hired as a journalist. Then, for one year, I was at Århus Stiftstidende. Then I had a change in my career. A position came up at this agriculture magazine called ‘Maskinbladet’. I was then headhunted for a position at ‘Watch Medier’ in Copenhagen. They wanted to start a new business media about the agricultural sector in Denmark – and that’s my connection to Danish Crown. When I was a journalist at Watch Medier, I wrote a lot about them. 

 

Tell me more about the internship you did while at DMJX.

At JydskeVestkysten, we had our own projects, we had our own small areas where we could find stories. It was like a small playground. The responsibility to take on certain subjects gave me more skills than I maybe would have gotten in a bigger newspaper. For me, it was good to have that kind of responsibility. 

Manon Buch

Journalism, 2016-2020

 

Let’s start with where you work at now and your position.

I work as a press consultant at ‘Danske Erhverv’,  the Danish Chamber of Commerce. I handle the press if they’re asking questions about Danish businesses. I have the green market, so that’s climate and energy, tourism, welfare and life science. We have analysts here who make analyses, and I take that and make it into something that the Danish media would be interested in.

 

Tell us about your experience before working at Danske Erhverv. 

I really wanted to write about businesses in Denmark. ‘Jyllands-Posten’ had ‘Finans’, which covers business life in Denmark and outside of Denmark. After I finished my internship, I got a job at Finans. When I was still a student at DMJX, I got a message on LinkedIn from the news editor at Watch Medier and he asked me to come in for an interview. They saw what I did at Finans and they liked my work. That was my way into Watch Medier. For three months, I was also a correspondent in New York for them. 

 

What advice would you give to students?

Be very serious about what you would like to write about. In my area, the more you know about a specific topic, the better the job you get. If you know early on what you like to write about, you can be more specific about what kind of job you want. It is hard looking for a good internship, but for me, it has opened all my jobs to where I am now. Now, I work on the other side, but I’m very thankful for being open enough to try that, too.

Laís Martins

Erasmus Mundus, 2019-2021

 

What were you doing before moving to Denmark?

I worked for Reuters in Brazil, where I’m from. In 2018, I covered the presidential elections. I was taken aback by how intense it was and I didn’t feel like I was ready. I wanted to study again so I applied for Erasmus Mundus. I got in, and for the second year of the program, I chose to go to Amsterdam because of the political communications specialization. 

 

You said you started freelancing by accident once in Denmark? 

In 2019, there was this ad by SAS, Scandinavian Airlines. It showed a series of things, Danes consider to be truly Danish, that aren’t actually. It showed how Danish society is very influenced by people who come to live there. The Danes had mixed feelings about it because they thought the ad went too far in kind of attacking Scandinavian identity. I pitched the story to Al Jazeera and they said yes. I had no idea how to write a feature in English – and then it worked. Then I just kept writing. 

 

You were doing all of this in Denmark?

No, I left Denmark in May 2020 because of the pandemic. I was in Brazil for a few months and went to Amsterdam to continue the Erasmus Mundus program. In Amsterdam, I applied for a part-time job with a Brazilian outlet, ‘Núcleo’, where I still work. It’s an outlet that specializes in tech. My stories have generated real-life impact by platforms like Meta, taking down child sexual exploitation groups. I’ve also worked with ‘Global Voices’. I like the side of research. Last year I was invited to present my research at the UNESCO World Press Day conference in Uruguay. 

 

Then you applied to the Pulitzer Center Persephone Miel Fellowship.

I had this proposal to investigate how Bolsonaro’s changes to gun legislations were having an impact on Brazilian women, and I was selected. Then I decided to come back to Brazil. I felt that I had the duty of giving back to my country. It was very rewarding to see that compared to 2018, I actually felt prepared. 

 

What advice would you have for an early career journalist?

Journalism is such a hard industry that the cost of it is bigger than just the financial part. You get emotionally involved with your stories; you get harassed for your stories. So, I think getting paid is the only fair solution: getting paid fairly for your work.

These interviews have been edited for length and clarity.

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

For at blive en god undersøgende journalist kræver det færdigheder, gode kilder og respekt for sit arbejde. Illustreret Bunker har sammen med to af de dygtigste gravere sammensat en guide til dig.

TEKST: lærke kobberup & Sarah Wittrup 
Illustration: Katrine Å. Edvardsen

Udgivet den 08. december 2022

Det startede med et tip om noget data, der omhandlede  “underlige” pengestrømme ind i Danske Banks estiske filialer. Sådan begyndte en af Berlingskes største historier. 

I den anden ende af byen sad der en gruppe journalister på Ekstra Bladets redaktion og undrede sig over, hvordan de danske børn i Syrien egentlig blev glemt så hurtigt. En undren, der startede et forløb fyldt med anonyme kilder og en presset regering.

Den store afsløring kan starte på mange forskellige måder. Illustreret Bunker har talt med to af de journalister, som har været med til at ryste medieverdenen.

Simon Bendtsen er nyhedschef på Berlingske Business og har tidligere arbejdet i gravergruppen samme sted. Her var han med til at dække hvidvasksagen om Danske Bank, som han desuden har vundet en Cavlingpris for. 

I januar 2017 startede han, Michael Lund og Eva Jung på den længerevarende sag. De arbejdede intensivt på den i cirka tre år, og de skriver stadig den dag i dag, men dog mere sporadisk. Da de havde udgivet et par artikler om sagen, troede de, at det var det. Men så fik de indikationer af, at der faktisk var mere at hente.

Thomas Foght er redaktionschef og undersøgende journalist for Ekstra Bladets gravergruppe og vandt tidligere i år Cavlingprisen for artikelserien om de danske børn i Syrien. Denne artikelserie skrev han sammen med sine kollegaer Jeppe Findalen, Nagieb Khaja og praktikanten Magnus Mio. Her dykkede de ned i allerede offentlig kendt viden og fandt ud af, at der lå meget mere begravet under gulvtæppet. Helt konkret resulterede dette i, at 14 danske børn blev fragtet hjem.

Med hjælp fra Simon Bendtsen og Thomas Foght har Illustreret Bunker skabt en guide på fem steps til alle de spirende graverjournalister, som befinder sig på DMJX.

1. Step: Respekter dine kilder og din magt

“Det, tror jeg, egentlig er det vigtigste. At kilderne ved, hvad de går ind til, og at de føler sig trygge og ved, at vi behandler de informationer, de deler med os. Og at vi gør alt i vores verden for at beskytte dem.”

Sådan forklarer Thomas Foght fra Ekstra Bladets gravergruppes håndteringer af kilder. Da der har været mange kilder i spil i både Thomas Foghts og Simon Bendtsens artikler, fylder kildehåndteringen rigtig meget i processen.

Også for Simon Bendtsen og Berlingske har noget af det vigtigste været en gensidig respekt mellem kilderne og en selv som journalist.

“Man vinder kildernes tillid ved at opføre sig ordentligt. Selvfølgelig skal man aldrig virke truende overfor sine kilder, men ligeså vigtigt er det, at man opfører sig ordentligt i mødet med de mennesker, man skriver om. Både dem, der kan have gjort noget galt eller dem, der er vidner til det,” siger han.

Denne gensidige respekt for hinanden og for de historier, man skriver, er også vigtig at huske på, mener Simon Bendtsen. Hvidvasksagen i Danske Bank blev hurtigt en meget omfattende sag.

“Mange af direktørerne måtte stoppe i banken. Endnu hårdere var konsekvensen for en af direktørerne i Estland, som begik selvmord (Aivar Rehe, som var mangeårig direktør i Danske Bank Estland red.). Det er selvfølgelig noget, der gør, at man får meget respekt for, at det kan have nogle voldsomme konsekvenser, når vi skriver noget,” fortæller han.

Man kan ikke med sikkerhed sige, at Aivar Rehe begik selvmord som følge af hvidvasksagen. Den estiske ugeavis Eesti Ekspres har skrevet om ham og hans selvmord, og det “skinner igennem i deres artikel, at det sandsynligvis har været den skade for hans ry og rygte, som sagen uvægerligt havde givet ham,” som var skyld i hans selvmord, skriver Magasinet rØST.

2. Step: Beskyt dine kilder

En stor del af de kilder, som både Simon Bendtsen og Thomas Foght interviewede under begge sager, skulle holdes anonyme. Det var på grund af kildernes sikkerhed.

“Der er nogle gange, vi har haft mistanke om, at der er nogen, der holder øje med os. Især efter vi begyndte at bringe nogle af de historier om de her klassificerede oplysninger. Der tror jeg da, at der var nogen, der begyndte at undersøge, hvem i hulen det er, vi taler med,” siger Thomas Foght.

Han uddyber:

“Vi skal sikre os, at kilderne aldrig nogensinde kommer i problemer, fordi de snakkede med os.”

Det prøvede de blandt andet at gøre ved at undgå at kontakte kilderne via mail og almindelige opkald.

Thomas Foght valgte at opsøge kilderne i deres private hjem for at beskytte deres identitet. Her ville han dukke op, når kilderne havde fri fra deres respektive arbejde for at snakke med dem uden for arbejdstiden, så ingen kunne overhøre deres samtaler.

En anden af hans metoder var at sende et fysisk brev til sine kilder. Udover at sikre anonymitet, er et brev heller ikke lige så voldsomt, som når en journalist dukker op på en kildes dørtærskel.

Hos gravergruppen ved Berlingske blev sikkerheden også vægtet højt. De tog helt særlige forholdsregler i brug for at beskytte deres kilder.

“Vi gav kilderne kodenavne, og i særlige omstændigheder fløj vi et sted hen for så at køre i den modsatte retning. Man kunne ikke udlede noget af, hvor vi var fløjet hen, når vi kørte et andet sted hen. Så vores kilder blev ikke kompromitterede,” siger Simon Bendtsen.

Det var enormt vigtigt for begge historier, at kilderne havde tillid til de to journalister, for ellers var det svært at få dem til at dele deres informationer. Det gjorde Simon Bendtsen ved at forsøge at efterlade så få digitale fodspor som muligt ved blandt andet at skrive alt i hånden og ikke fortælle andre, hvad de arbejdede på. Det handlede især om, at der pludselig kom meget på spil for de involverede i hvidvasksagen, da både den administrerende direktør, Thomas Borgen, og bestyrelsesformanden, Ole Andersen, blev fyret.

3. Step: Kend dit stof

At sætte sig ordentligt ind i en sag kan tage lang tid, og man skal forvente, at man kan ende med at sidde med den samme sag i lang tid. Nogle gange kan man skrive videre om den samme sag i flere år. Det var tilfældet for Simon Bendtsen og hans kollegaer:

“Vi startede med den i januar 2017. Og så skrev vi intensivt på den i to til tre år – i hele 2017 og hele 2018 – efterfølgende en bog, og nu skriver vi om konsekvenserne,” siger han.

Selvom sagen om hvidvask begyndte i 2017, fylder den stadig i dag. Simon Bendtsen er blevet en af eksperterne på emnet. Thomas Foght kender til den følelse.

“Det er jo klart, at når man dækker en sag i så lang tid, så kommer man enormt godt ind i stoffet, og man får et godt netværk og forhold til sagen,” siger Thomas Foght.

Man bliver en ekspert inden for sin sag. Ingen andre har det samme netværk eller den samme viden om emnet.

4. Step: Slå hovederne sammen

Thomas Foght skrev sin artikelserie med tre andre, og han understreger, at for ham var det vigtigt at være flere på sagen. Især når den var så stor.

“Lad os sige, at der sker noget uventet, og der er en, der holder ferie eller har en fridag. Så er der en anden på arbejde, der lige kan gribe historien,” siger han.

Han uddyber desuden, at han også mener, at det er en fordel rent strukturelt:

“Det vil være hårdt at sidde bare en eller to mand med så stor en sag i så lang tid. Når man er fire, så kan man hele tiden justere på, hvem der skal kigge på hvad, og man kan gribe flere ting. På den måde gjorde det, at vi var mere fleksible i at kunne dække sagen.”

Simon Bendtsen skrev sin artikelserie med Eva Jung og Michael Lund, som han i forvejen havde et venskabeligt forhold til:

“Det var meget tilfældigt, at det blev os tre, men i bund og grund handler det om, at man arbejder godt sammen og komplimenterer hinanden.” 

5. Step: Tavshed er en dyd

Mange ser nok hjemmets rammer og ens tætte familie som et frirum, hvor man kan lette sit hjerte. Det er ikke altid givet som graverjournalist. Adspurgt svarer Thomas Foght, at han ikke havde fortalt sin kone, hvad de arbejdede på. Det var kun de journalister, der arbejdede på artiklerne, og chefredaktørerne, som kendte til arbejdet med sagen.

Han forklarer dog yderligere, at det ikke er underligt for ham:

“Det er sådan set meget naturligt. Der er mange elementer af mit arbejde, min kone ikke kender til. Nogle gange fortæller jeg om de historier, jeg arbejder på. Andre gange gør jeg ikke, da det bare er bedre ikke at fortælle det.”

For ham giver det sjældent mening at lette sit hjerte, når det er en sag, der omhandler anonyme kilder. Så kan det være, at det er bedre at holde tæt.

For Simon Bendtsen har det varieret, hvor mange der vidste, hvad de arbejdede på.

“Der har været forskellige forløb, hvor det har været mere eller mindre hemmelighedsfuldt, hvor vi har holdt os lidt for os selv og ikke fortalt så meget om, hvad vi lavede.”

Med Thomas Foght og Simon Bendtsens gode råd med i rygsækken er du nu klar til at grave med den helt store spade.