Digitalt detektivarbejde: Hvordan frit tilgængelig information afslørede ulovlig våbenhandel

Digitalt detektivarbejde: Hvordan frit tilgængelig information afslørede ulovlig våbenhandel

Digitalt detektivarbejde: Hvordan frit tilgængelig information afslørede ulovlig våbenhandel

Internettet giver adgang til et uudtømmeligt lager af information, der med den rette tilgang kan være uvurderlig for undersøgende journalister. Her får du historien om, hvordan danske journalister benyttede sociale medier, Google Earth og smarte Google-søgninger i deres prisvindende afsløring af et muligt brud på EU-lovgivning.

Digitalt detektivarbejde: Hvordan frit tilgængelig information afslørede ulovlig våbenhandel

Internettet giver adgang til et uudtømmeligt lager af information, der med den rette tilgang kan være uvurderlig for undersøgende journalister. Her får du historien om, hvordan danske journalister benyttede sociale medier, Google Earth og smarte Google-søgninger i deres prisvindende afsløring af et muligt brud på EU-lovgivning.

Skribent: TOBIAS BUNDOLO & VICTOR BJERRE
ILLUSTRATION: NIKOLINE RYTTERGAARD

Udgivet den 20. maj 2021

Seks kampklædte soldater træder ud på den gyngende gummibåd, mens den bliver sænket ned i vandet fra Bayunah-korvetten, et franskbygget krigsskib. Maskingeværerne hviler i hænderne. Kort efter skyder gummibåden gennem bølgerne i Bab el-Mandeb-strædet ud for Yemens kyst med kurs mod et fragtskib. De bevæbnede, sortklædte specialstyrker vader over fragtskibet mod besætningen, der opgivende rækker armene i vejret.

Alt dette kan ses i en emiratisk TV-reportage fra den 16. oktober, 2015. Fem år efter og tusindvis af kilometer væk, i et redaktionslokale i København, graver et hold af journalister klippet frem under en ugelang workshop, hvor de undersøger dansk våbeneksport med netmediet Danwatch i spidsen. Under hele workshoppen har holdet arbejdet med såkaldte OSINT-metoder, hvor man benytter sig af åbne databaser på internettet som led i undersøgende journalistik.

Klippet kan virke ubetydeligt i sig selv, men det er en helt afgørende brik i det puslespil, journalisterne er i gang med at samle. Bayunah-korvetten sejler nemlig ikke kun rundt med soldater og maskingevær. Ombord er også en helt særlig radar, der er produceret af det aarhusianske våbenfirma Terma. Og det er netop denne radar, som de danske journalister har blikket rettet mod.

Krigsskibene er en del af de Forenede Arabiske Emiraters flådeblokade af Yemen. Ifølge eksperter bryder blokaden muligvis menneskerettighederne, fordi den afskærer lokalbefolkningen fra at få nødhjælp.

Hvis det kan bevises, at krigsskibene med de danske radarer er til stede i krigszonen, betyder det, at Terma har overtrådt EU-lovgivning ved at give materiel støtte til Emiraternes ulovlige krigshandlinger. Det er en god historie og en meget konkret opgave for et hold ambitiøse undersøgende journalister.

Men hvordan beviser man det?

Dansk virksomhed på radaren

Charlotte Aagaard, der er undersøgende journalist, er med under efterforskningen oppe under loftet på Nørregade 18. Det er her, det undersøgende netmedie Danwatch holder til. Allerede inden efterforskningen begyndte, havde hun og kollegerne besluttet, at de ville undersøge krigen i Yemen. De ville stille skarpt på Saudi Arabien og de Forenede Arabiske Emirater, der menes at stå bag menneskerettighedskrænkelser i regionen.

Første skridt er at undersøge, hvad Danmark eksporterer af militærudstyr og til hvem. I en række rapporter finder de hurtigt ud af, at Terma har solgt radarsystemer til de Bayunah-krigsskibe, som Emiraterne havde bestilt. Det virker lovende.

“Det er heldigvis sådan, at forsvarsvirksomheder ofte praler ret meget, når de har fået en ny ordre,” siger Charlotte Aagaard.

Ved hjælp af en smart søgning på Termas hjemmeside finder journalisterne en årsrapport, der bekræfter, at de har solgt radarerne til Emiraterne.

Lær hvordan: Fokusér din Google-søgning

Google-søgning er et dagligt redskab for de fleste af os, men med et par helt enkle søgefunktioner kan man få endnu skarpere søgeresultater.

Eksempelvis:
Hvis du ønsker at søge på en bestemt hjemmeside, indtaster du ‘site:’ i søgefeltet, efterfulgt af adressen. Efterfølgende kan du så skrive et søgeord, som du ønsker at finde på hjemmesiden.

Eksempelvis vil søgningen ‘site:imdb.com Sherlock Holmes’ vise alle hits på imdb.com, der nævner Sherlock Holmes.

Du kan gøre din søgning endnu mere specifik ved at desuden at søge efter dato. Hvis du tilføjer ‘after:’ eller ‘before:’ til din søgning efterfulgt af en dato, vil du ekskludere alle hits, der falder uden feltet.

Søgningen ‘site:imdb.com Sherlock Holmes before:2020-04-03’ vil finde alle hits på imdb.com med Sherlock Holmes fra før den 3. april 2020.

Nu kan du selv prøve dig frem:

Jeg vil gerne vide noget om Frank Jensen, før han blev borgmester. Hvilken historie er den første, der kommer frem, hvis man søger efter resultater fra dr.dk, før han blev borgmester i 2010?

  • Frank Jensen stiger i graderne i Socialdemokratiet
  • Kampvalg mellem Jensen og Thorning-Schmidt
  • Frank Jensen færdig i Folketinget 

Næste skridt er at dokumentere, at Bayunah-korvetterne rent faktisk befinder sig i krigszonen omkring Yemen. Her står de overfor en udfordring.

“Vi kunne jo ikke bare tage derned. Der er krig, så man kan ikke få visum. Vi ville i øvrigt nok heller aldrig få mulighed for at rende rundt på militærbaser i Yemen for at se på skibe,” siger Charlotte Aagaard.

Så hvordan kan man være til stede og se sig omkring i Yemen – uden at forlade kontoret?

 

OSINT på skoleskemaet

En af ildsjælene bag OSINT’s udbredelse i Danmark er Daniel Oxholm, der er visuel efterforsker. Med en baggrund i kunsten har han specialiseret sig i open source-metoder. Daniel Oxholm har sammen med Center for Undersøgende Journalistik taget initiativ til det studenterdrevne open source-netværk NOIR. Her deler danske open source-entusiaster deres tips og erfaringer. De var blandt andet med til at arrangere workshoppen hos Danwatch.

“Det, man skal lære, er i virkeligheden logikken, mere end det er metoderne,” siger Daniel Oxholm. Mange af værktøjerne er nemlig kun relevante kortvarigt. For eksempel ændrede Facebook sidste år deres algoritmer. Den ændring gjorde, at alt det, man før kunne filtrere og tilgå med open source-teknikker, ikke længere var muligt.

“Man skal lære at holde sig opdateret på, hvad der sker i open source-verdenen,” siger han.

Daniel Oxholm håber, at OSINT kommer på skoleskemaet på landets journalistuddannelser. For hvis metoderne først bliver præsenteret for journalisterne ude på de travle redaktioner, kan det være svært at finde roen til at dykke ned i værktøjskassen og den tankegang, der ligger bag.

Som et spionfly

Charlotte Aagaard og resten af holdet er på jagt. De prøver at finde synlige beviser på, at de emiratiske krigsskibe er til at finde ved Yemens kyst. Så de går på Google Earth, drejer 3D-kloden en kvart omgang mod sydøst og zoomer helt ind på Yemens kystlinje. Som et spionfly, der svæver over landskabet, rejser Charlotte Aagaard og de andre journalister langs kysten for at undersøge landets havne. Er de karakteristiske Bayunah-korvetter – med den spidse stævn, længden på 72 meter, og den let genkendelige helikopterplads bagerst på skibet – at finde nogen steder?

“Det minder lidt om en krimiundersøgelse. Man tror, at man har fundet det fældende bevis, og at det nu er morderen, vi har fat i, og så finder man ud af, at det ikke var sådan, det hang sammen alligevel,” siger Charlotte Aagaard.

Efter flere tusinde kilometers overflyvning af Yemens kyst er der endnu intet resultat. Ingen Bayunah-krigsskibe. Charlotte Aagaard og resten af holdet må udvide søgefeltet.

Endelig falder de over en støvet havneby i nabolandet Eritrea. Herfra er der kun 65 kilometers sejlads til Yemen. Her ligger et par skibe, der umiskendeligt ligner Bayunah-korvetter – den spidse stævn og den store helikopterlandingsplads. 

Lær hvordan: 'On top of the world' med Google Earth

Et andet værktøj som journalisterne benyttede sig af i arbejdet med afsløringen af Terma, var Google Earth. Her benyttede de sig af det indbyggede måleværktøj, som meget præcist kan afgøre længder.

I undersøgelsen blev det brugt til at måle fly og skibe, men da nærmest hele verden er tilgængelig via satellitbilleder i Google Earth, er mulighederne uendelige.

Det kræver kun, at du downloader Google Earth Pro, og så kan du under funktioner finde linealen og måle afstande i alt fra sømil til centimeter.

Nu skal du selv på arbejde.
Kan du finde frem til, ved at måle langs den vestlige mur, hvor lang journalisthøjskolen på Katrinebjerg er?
Er skolen 61 meter, 65 meter eller 69 meter lang?

Men billederne på Google Earth bliver slørede, når man kommer for tæt på, så det er svært at se præcis, hvordan skibet ser ud. Er det nu sikkert, at det lige præcis er en Bayunah-korvet?

Her bruger Charlotte Aagaard og journalisterne et særligt måleredskab, der ved hjælp af Google Earths pixels kan måle afstand på jordens overflade. Ret nøjagtigt endda. Krigsskibene på kortet er 71,3 til 72 meter, viser pixel-linealen. Det kan altså kun være Bayunah-korvetterne.

De danske radarer befinder sig på Emiraternes skibe i krigszonen og har gjort det siden krigens begyndelse. Ved hjælp af offentligt tilgængeligt materiale har Charlotte Aagaard og resten af holdet dokumenteret, at Termas krigsudstyr er blevet anvendt i en krigszone. Dermed har Terma bidraget til brud på menneskerettighederne.

Poleret information

Open source-undersøgelserne giver særligt god mening i vores tid, fortæller lektor Jannie Hartley Møller. Det bliver sværere og sværere at få informationer ad den officielle vej, og virksomheder er for eksempel meget varsomme med, hvad de lægger ud.

“Det hele bliver så poleret og rengjort. Det bliver sværere at finde den der hemmelige bunke dokumenter, der ligger i et gammelt arkiv et eller andet sted. Det eksisterer ikke rigtig længere,” fortæller Jannie Hartley Møller. Men netop fordi der er mange, der har interesse i at lukke de mere klassiske informationsstrømme ned, er open source-metoderne en ny måde at åbne op for informationer ad andre veje, mener hun.

Puslespillets sidste brikker

Søndag den 17. maj kan journalisterne lægge den sidste brik i puslespillet, da historien går i luften på TV2 og Danwatch. Hjemme i sofaen kan Charlotte Aagaard skænke sig selv et glas champagne og se historien køre i nyhederne hele aftenen.

“Jeg har jo været i journalistik i 100 år. Jeg vidste godt, at det var en forsidebasker,” siger hun. “For mig er det en drivkraft, når jeg føler, at jeg har fundet fast grund i en historie, og jeg føler, at jeg kommer til at bringe noget ny viden frem.”

Charlotte Aagaard fortæller, at hun i sin tid blev journalist, fordi hun ville gøre verden til et bedre sted. Nu kan hun nyde tilfredsstillelsen i, at hun med Terma-undersøgelsen har været med til, som hun siger, ’at få styr på et område, der sejler.’

Danwatch og TV2 modtog i november 2020 Foreningen for Undersøgende Journalistiks Metodepris for deres undersøgelse.
I kølvandet på afsløringerne blev Terma anmeldt til politiet, og efterforskningen kører hos Østjyllands Politi.
I oktober sidste år vedtog Folketinget en stramning af kontrollen med dansk eksport af dual use-udstyr.
Læs artikelserien ‘Krigsforbrydelser under radaren’ her.

Skal medierne modarbejde eller menneskeliggøre konspirationsteoretikere?

Skal medierne modarbejde eller menneskeliggøre konspirationsteoretikere?

Skal medierne modarbejde eller menneskeliggøre konspirationsteoretikere?

Journalistikken står overfor et dilemma i arbejdet med konspirationsteorier. Skal vi forsøge at forstå de mennesker, der ser verden radikalt anderledes end os, eller skal de forties? Vi prøver at komme svaret nærmere.

Skribent:  VICTOR HEIDE-JØRGENSEN
ILLUSTRATION: LOUISE RIX

Udgivet den 20. maj 2021

Donald Trump blev frarøvet valgsejren gennem stemmesvindel. Jordens fladhed hemmeligholdes af den videnskabelige verden. Coronapandemien er en løgn, orkestreret af globale magthavere.

Påstande om sammensværgelser, hemmelig manipulation og mørklægning af begivenheder lever i bedste velgående lige nu. Det giver nogle helt principielle udfordringer for journalistikken.

For hvordan bør journalister navigere i det hav af alternative forklaringer, der eksisterer på internettet? Og hvordan finder man balancen mellem at være både kritisk og åben overfor mennesker, hvis overbevisninger går imod normerne?

Sandheden er en kampplads

Kasper Grotle Rasmussen er lektor i Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet. Han har forsket dybdegående i konspirationsteorier, og ifølge ham er de ikke et nyt fænomen i dansk sammenhæng. De er kommet i forskellige bølger. I 1970’erne handlede det om indvandring, i 90’erne om den såkaldte ´nye verdensorden´, og i dag er pandemien i fokus.

Konspirationsteorierne har længe støjet bag kulissen, men i dag fører en voksende bevidsthed om dem også til en større offentlig modreaktion. Det kan få den stigende opbakning til konspirationsteorierne til at virke ekstra stor. 

”Der opstår en kamp om sandheden, især på sociale medier, hvor folk jo ikke ligefrem er kendt for deres høflighed,” forklarer Kasper Grotle Rasmussen.

For ham er et af grundproblemerne ved at gå i krig mod konspirationsteoretikere, at vi splittes ad som befolkning, når fronterne tegnes skarpt op. Vi glemmer deres menneskelighed. Vi glemmer, at vi måske ikke er så langt fra hinanden, som vi går rundt og tror.

”Mange opfatter konspirationsteorier som en mental brist, men det er ikke altid tilfældet. Vi har alle sammen forskellige forklaringsmodeller med forskellige funktioner, men vi har også alle sammen vores små konspirationsteorier.”

”Der opstår en kamp om sandheden, især på sociale medier, hvor folk jo ikke ligefrem er kendt for deres høflighed,” forklarer Kasper Grotle Rasmussen.

For ham er et af grundproblemerne ved at gå i krig mod konspirationsteoretikere, at vi splittes ad som befolkning, når fronterne tegnes skarpt op. Vi glemmer deres menneskelighed. Vi glemmer, at vi måske ikke er så langt fra hinanden, som vi går rundt og tror.

”Mange opfatter konspirationsteorier som en mental brist, men det er ikke altid tilfældet. Vi har alle sammen forskellige forklaringsmodeller med forskellige funktioner, men vi har også alle sammen vores små konspirationsteorier.”

Kasper Grotles råd til mediernes håndtering af konspirationsteorier (fold ud)

1. Sæt tempoet ned:
Når nyhedsformidlingen går for hurtigt, ender de klassiske medier med at ligne de mere utroværdige og upålidelige websites, der florerer på sociale medier. Hvis du vil lave kvalitetsjournalistik, skal du vise det.

2. ’Prebunking’:
Prebunking vil sige, at man forsøger at forebygge mod konspirationsteorier fremfor at bekæmpe dem. Vis læserne, hvilke tricks konspirationsteoretikerne gør brug af for at overbevise andre, så de er bevidste om det, når de møder sådan en teori.

3. Forhold dig til deres bekymringer:
Konspirationsteoretikere er som regel bekymrede eller utrygge over tendenser i samfundet, og disse bekymringer er ofte reelle nok. Brug tid på at dække bekymringerne, så de føler sig hørt og ikke føler, at problemerne bliver mørklagt.

Tillid før alt

Selin Türker er journalist og har blandt andet dækket konspirationsteorier for Berlingske og nu Zetland. Hendes rejse ind i sammensværgelsernes verden startede i april 2020, da hun stødte på en konspirationsteori kaldet QAnon – en fortælling om, at verden styres af en hemmelig og satanisk pædofiliring. 

”Det var vildt, at jeg aldrig havde hørt om det, selvom det var så stor en ting. Så jeg satte mig for at skrive om det.”

Hun fandt hurtigt ud af, at konspirationsteoretikerne er en enormt mangfoldig gruppe. De spænder fra omsorgsfulde mødre til succesfulde forretningsmænd.

”Det kan være din mor eller bedste ven, der kan ryge ned i sådan et kaninhul. Når man indser det, bliver det interessant at finde ud af, hvorfor de bruger seks timer om dagen på at researche, hvorfor Joe Biden er pædofil.”

For Selin Türker blev konspirationsteoretikerne menneskeliggjort for øjnene af hende. Siden har hun forsøgt at bringe den forståelse videre i sine artikler. Hun har interviewet mange konspirationsteoretikere, og den erfaring har givet hende en særlig forståelse for, hvordan man håndterer dem som journalist.

”Når man henvender sig til mennesker, der mener, at journalister og myndigheder lyver og er en del af en større sammensværgelse, kan det være svært at etablere en form for tillid,” forklarer hun.

Men det er netop tilliden, man skal have på plads som det første.

“Jeg bruger meget tid på at tale med dem. Så forstår de, at jeg ikke er der for at gøre dem til grin.”

Selins Türkers råd til interview af konspirationsteoretikere (fold ud)

1. Vær åben og ærlig:
Du interviewer dem ikke, fordi du skal overbevise dem om, at de tager fejl. Omvendt bør du gøre det klart, at du heller ikke er der for at blive overbevist.

2. Læs op på konspirationsteorierne:
Du vil blive mødt af en masse kilder og information, som du højst sandsynligt ikke er stødt på ad klassiske veje. Sæt dig ind i det, så du ikke er helt uforstående om deres verden.

3. Få dem til at uddybe frem for at debattere:
Hvis du bliver ved med at stille spørgsmål, er de nødt til at uddybe og argumentere for deres overbevisninger, og vil nogle gange afsløre, at deres holdninger dybest set er baseret på usikre antagelser.

Når tilliden er etableret, og interviewet kan begynde, handler det om at være åben og ærlig. Selin Türker lægger ikke skjul på sit eget ståsted, men hun spilder heller ikke tiden på at duellere med dem om sandheden.

”Jeg gør det klart for dem, at jeg ikke er der for, at de skal prøve at overbevise mig, og jeg er der ikke for at overbevise dem. Jeg prøver at fortælle en historie,” siger hun.

Den kritiske del af interviewet opstår ifølge Selin Türker helt naturligt, når man lader dem uddybe deres holdninger. Det udfordrer dem på deres argumentation, og det sætter deres forklaringsramme til skue, så læserne kan danne deres egen mening.

Mere forvirring end gavn

Thomas Hedin, chefredaktør på det danske faktatjekkende medie Tjekdet, har i sine mange år som journalist arbejdet med fakta og falske informationer. Han stiller sig mere skeptisk overfor idéen om at give en platform til konspirationsteoretikerne.

”Det er klart, at det er en form for blåstempling bare at give dem taletid. Vi skal som journalister være i stand til at tage påstandene i opløbet, for ellers forvirrer vi mere, end vi gavner, og det kan aldrig være målet.”

Selin Türker mener ikke, at hun blåstempler konspirationsteoretikernes holdninger ved at tale med dem. For hende handler det om at give en stemme til en anseelig befolkningsgruppe, der føler sig overset i samfundet.

”Man skal selvfølgelig ikke være mikrofonholder for de her mennesker og deres teorier, men når så mange er begyndt at tro på de falske narrativer, er det vores job som journalister at dække det og prøve at forstå, hvad der ligger til grund for deres skepsis,” siger hun.

Kasper Grotle Rasmussen mener også, at det er vigtigt at forstå konspirationsteoretikernes bevæggrunde. For ham handler det ikke kun om at menneskeliggøre dem men også om, at deres protester kan bruges konstruktivt.

”De er en slags ventil for utilfredsheder og er med til at påpege demokratiske udfordringer i samfundet. Der ligger en legitim magtkritik i konspirationsteorier, selvom vi ikke tror på den specifikke teori,” fortæller han.

Ifølge Kasper Grotle Rasmussen bør journalister forholde sig til de bekymringer, konspirationsteorierne indeholder, for bekymringerne bunder ofte i reelle problemer omkring manglende tillid til institutionerne i vores samfund.

”Konspirationsteorier opstår ikke, når der er solskin og godt vejr. De opstår, når der er noget på spil. Når man tror, man bliver løjet for, eller tror, at ens demokratiske magt bliver taget fra en,” siger han.

Thomas Hedin mener, at samfundskritik og skepsis bør tages imod med åbne arme af medierne, men dog med visse forbehold.

”Det er ubeskrivelig vigtigt, at folk kritiserer. Det nytter bare ikke, hvis kritikken bygger på et faktuelt forkert grundlag. Hvis vi skal have en reel demokratisk samtale, bør den hvile på et faktuelt grundlag.”

Hjælp de tvivlende

Thomas Hedin mener, at størstedelen af misinformation sættes i omløb mere eller mindre bevidst og med det mål at påvirke samfundsdebatten. Ofte ved folk godt, at de taler imod den etablerede viden og opfattelse.

”Nogle folk bliver pludselig til deres egne jurister eller virologer og tror, at de kan gennemskue det hele selv,” uddyber han.

Til gengæld er der i næste led en stor gruppe af mennesker, der samler fortællingerne op og deler dem videre – uden at være bevidste om, at de består af halve eller hele usandheder. Den gruppe mennesker står på en skillelinje mellem forvrængede narrativer og det etablerede samfunds forklaringer.

Ifølge Thomas Hedin er det netop dem, medierne bør have den største loyalitet overfor, og det er den gruppe, han forsøger at nå. Man spilder nemlig sin tid, hvis man fokuserer på de mere radikale konspirationsteoretikere.

“Man kan ikke omvende de mest kritiske og dem, som tror, at hele verden er helt anderledes,” siger Thomas Hedin. “Men hvis vi kan fange de mennesker, der er i tvivl, og fjerne tvivlen hos bare 30 procent af dem, så har vi nået målet.”

Thomas Hedins råd til formidling af forskning og fakta (fold ud)

1. Forstå basal statistisk metode: 
Hvornår er en undersøgelse repræsentativ? Hvilke systematiske fejl kan der være i statistik?
Det er vigtigt at forstå den statistiske metode, så man kan være kritisk overfor undersøgelser.

2. Vær kildekritisk, også overfor eksperter: 
Tal altid med kilden til en undersøgelse og inddrag gerne andre eksperters vurderinger.
Eksperter kan nemlig også tage fejl.

3. Lær formidlingen: 
Det kan være vanskeligt at formidle forskning, så det er forståeligt og indbydende for  læseren.
Lær at mestre det videnskabelige sprog og dets begreber.

Hvilken side i debatten man tilslutter sig, handler i sidste ende om, hvad man mener, journalisternes rolle skal være. Skal de belyse holdninger og bekymringer, der nu engang findes i samfundet? Eller skal de forsøge at opkvalificere debatten og sortere de påstande fra, der ikke kan bevises faktuelt?

For Kasper Grotle Rasmussen handler det om at finde balancen mellem de to standpunkter og give plads til en fuld debat – når situationen altså tillader det.

”Hvis en meteor er på vej mod jorden, er det er måske ikke det rette tidspunkt at debattere den socialkonstruktivistiske idé om en meteor. På den anden side, så tror jeg det er væsentligt at have en fuld debat, hvis man skal have alle til at følge med, uden de føler sig talt ned til.”

Christian Jensen om Politikens aktivistiske temperament: ”Vi skal ikke altid stræbe efter det objektive”

Christian Jensen om Politikens aktivistiske temperament: ”Vi skal ikke altid stræbe efter det objektive”

Christian Jensen om Politikens aktivistiske temperament: ”Vi skal ikke altid stræbe efter det objektive”

Politiken dækkede sagen om de danske børn i Syrien ved blandt andet at vise, hvordan de selv mener, at der skal handles. Men hvordan hænger den aktivistiske journalistik sammen med en avis, der også skildrer sig selv som sandhedssøgende. Ifølge medieforsker Peter Bro er det vigtigt, at man står frem og forklarer sine valg og handlinger.

Tekst: Maria Svehag
Illustration: Simon b. Porse

Udgivet den 20. maj 2021

Den 21. marts indtager Politikens lederspalter forsiden af avisen. Den er spækket med argumenter for, at de 19 danske børn, der sidder i en fangelejr i Syrien, skal hentes hjem. Argumenter direkte rettet mod regeringen. Bring børnene hjem. Sådan lyder overskriften formet af store, grå bogstaver.

Åbner man samme aften Politiken.dk, er det en video, der ligger øverst. Lydbilledet består af klavermusik i triste toner, der blander sig med rolige men beslutsomme stemmer. Stemmerne tilhører forskellige danske personligheder, der med faste blikke foran en sort baggrund fortæller, hvorfor netop de synes, at børnene i Syrien skal hjem. Den sidste figur, der træder frem i videoen, er Politikens egen ansvarshavende chefredaktør:

”Jeg hedder Christian Jensen. Og jeg synes også, at børnene skal hjem. Nu.”

Politiken har en mening – og de har vist den.

Men er det overhovedet meningen, at Politiken, som et af Danmarks største dagblade, skal gøre det? Er det meningen, at medier, der hævder at bestræbe sig på at søge sandheden, skal udfylde forsider på både papir- og netaviser med deres egen stillingtagen?

Spørgsmålet bunder i, hvornår journalistisk ikke længere er journalistik, men bliver til aktivisme, og om de to ting kan og skal skilles ad.

 

En flydende grænse

I hjørnekontoret med udsigt over Københavns Rådhusplads sidder Politikens chefredaktør Christian Jensen. Han forklarer, hvordan de, ligesom andre medier, har både et journalistisk temperament, hvor der bruges journalistiske metoder, og et holdningstemperament, hvor meninger udtrykkes i ledere.

”Politiken har så noget ekstra. Vi har også et aktivistisk temperament,” siger Christian Jensen.

Men spørger man medieforsker ved SDU Peter Bro er skellet mellem journalistik og aktivisme ikke noget, der entydigt kan defineres. Det er en mere flydende grænse.

”Jeg skelner i stedet mellem passiv og aktiv journalistik,” siger han.

Den passive journalistik er ifølge Peter Bro den, der kun ønsker at informere og oplyse, mens den aktive journalistik på den ene eller anden måde er optaget af, hvad der sker med en sag, efter at den er fremlagt. Den aktive journalistik kan dermed have mange forskellige formål. Den kan opfordre til debat eller endnu kraftigere advokere for nogle positioner. Men så kan den også forsøge at implementere nogle ting.

”Det er det sidste, der for alvor er rendyrket aktivisme,” siger Peter Bro.

Men hver dag er der mange journalister, der er aktive, uden at de tænker over det. At man spørger en politiker, hvad hun eller han vil gøre ved et problem, er også et eksempel på, at målet er mere end blot at fremlægge information. Den type journalister er dem, Bro definerer som proaktivt neutrale. De er interesserede i at ændre noget, men de er neutrale overfor, hvordan det skal gøres.

 

En kontroversiel sag

Men hvis så mange journalister udøver aktiv journalistik, hvordan kan det så være, at flere medier har kritiseret Politiken for at lave netop den video og den forside? Ifølge Peter Bro skyldes det, at sagen om børnene i Syrien er dybt kontroversiel.

”Når man er uenige om, hvorvidt man skal gøre noget her i Danmark, er der også flere holdninger til, om Politiken overhovedet skal gå ind i den her sag,” siger han.

Der findes mange situationer, hvor man ifølge Peter Bro laver den alleryderste form for aktiv journalistik, uden at vi næsten lægger mærke til det. Diverse indsamlingsshows er eksempler på tilfælde, hvor der på aktivistisk vis bliver arbejdet for at ændre noget i samfundet. Men fordi vi alle kan være enige om, at det er godt at bekæmpe sult i fattige lande eller forske i kræftbehandling, lægger man ikke mærke til aktivismen, fordi den er så ukontroversiel, mener Peter Bro.

Det er altså ikke det, at man tager stilling i sig selv, der har skabt opmærksomheden omkring Politikens kampagne. Det er graden af politisk spænding, som den indeholder.
Men på Politiken mener man selv, at videoen med de fem forskellige stemmer fra Johanne Schmidt Nielsen til Søren Pind var et forsøg på at hive sagen ud af en partipolitisk kontekst.

”Det er et humanistisk budskab. Den skulle ikke grupperes i en bestemt politisk position,” siger Christian Jensen.

 

En del af identiteten

Historien om børnene i Syrien er ifølge Christian Jensen ikke et enestående eksempel på, at Politiken vælger at benytte nogle værktøjer, man finder ude i kanten af spektret over aktiv journalistik. De har gjort det flere gange før, og det er blevet en del af deres DNA.

”For vores læsere ville det være mere overraskende, hvis vi ikke viste vores mening,” siger han.

Læserne har ikke bare vænnet sig til deres aktivistiske position. De forventer den. Sådan har det altid været. Ifølge chefredaktøren er det i hvert fald den forandringskraft, som Henrik Cavling grundlagde avisen på i 1905.

Peter Bro mener dog, at der er sket en udvikling fra Henrik Cavling til i dag i valget af de sager, som Politiken håndterer med dette ekstra ’temperament’:

”Henrik Cavling gik ind for, at det var de mere ukontroversielle sager, fordi han var bange for at støde læsere fra sig.”

Men tiderne er selvfølgelig også nogle andre, og Christian Jensen mener, at Politiken blot udvider og bygger oven på deres egen aktivistiske tradition. For ham handler det om at give den retning og udtryk.

 

Det vigtigste er forklaringen

Ifølge Peter Bro er det aktivistiske gear ikke eksklusivt for Politiken. Den mere holdningsbaserede journalistik er et fænomen, der svinger gennem tiden som et pendul. Efter en periode med passive medier vil journalister og redaktører blive mere aktivistiske. Og bagefter vil det svinge tilbage igen, akkurat som alle andre tendenser i samfundet.

Men når vi ikke kan undgå tider, hvor meninger fylder i aviserne, må vi finde en måde, hvorpå læserne ikke forvirres eller får mistillid til medierne. Ifølge Peter Bro er det fortællingen om, hvorfor man skriver, det man gør, der er nødvendig.

”Forklaringen er vigtig, fordi der er så mange typer medier i øjeblikket, og nogle er drevet af politiske dagsordener,” siger Peter Bro.

Dermed bliver det muligt for den aktive og endda den aktivistiske journalistik at have en plads i mediebilledet, mener han. Hvis medierne stiller sig til rådighed og forklarer deres valg og fravalg, giver de brugerne mulighed for at læse hvert enkelt stykke journalistik på de præmisser, netop dét er skrevet på.

I nutidens mediebillede, hvor journalistikken svinger til den aktivistiske side, er det altså ikke længere forsøget på neutralitet, der er det eneste rigtige. Og den idé er Christian Jensen enig i:

”Det objektive skal vi heller ikke altid stræbe efter. Vi skal stræbe efter at gøre det klart for vores læsere, hvilke præmisser vi laver vores journalistik på.”

Mød TV2’s nye Asien-korrespondent: ”Det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt”

Mød TV2’s nye Asien-korrespondent: ”Det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt”

Mød TV2’s nye Asien-korrespondent: ”Det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt”

Fra denne sommer skal Christina Boutrup føre TV2’s karakteristiske korrespondent-mikrofon i verdens nye supermagt. Med base i Shanghai skal hun berette om den udvikling, der inden længe gør Kina til verdens største økonomi.

Skribent: Anton Schack
FOTO: stine schjøtler

Udgivet den 20. maj 2021

Et begejstret smil breder sig forsigtigt over læberne, inden hendes blik slår væk i et kort sekunds betænkningstid:

”Min første tanke har nok været, at det sørme var på tide. Og så skyndte jeg mig at sende en mail afsted med det samme.”

Sådan beskriver Christina Boutrup sin reaktion, da hun tilbage i februar læste, at TV2 havde i sinde at sende en fast korrespondent til Kina. Den 44-årige fynbo har de seneste år opbygget sig en anerkendt status som en af landets førende Kina-kendere.

Siden hun for 13 år siden flyttede hjem efter sit første job som Asien-korrespondent for Berlingske, har hun savnet at være tæt på udviklingen. Til sommer river hun sit liv op ved roden, når hun, sammen med sin familie, vender tilbage til Shanghai. Derfra skal hun gøre TV2’s seere klogere på landet, der har manifesteret sig som økonomisk supermagt og i stigende grad gør sig gældende på den globale magtpolitiske scene.

Korrespondent fra år ét

Christina Boutrup er uddannet erhvervsjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Knap havde hun forladt bunkeren på Olof Palmes Allé, før et særligt stofområde fandt vej til hendes skrivebord og blev en gennemgående rød tråd i hendes journalistiske arbejde.

”Der gik jo kun lige et år, fra jeg fik min eksamen, til jeg for første gang landede i Beijing og skulle arbejde som journalist i Kina,” fortæller hun.

Som nyudklækket journalist på Berlingskes nyhedsmagasin oplevede Christina Boutrup, hvordan Kina oftere og oftere løb med overskrifterne i avisens erhvervsdækning. Historier om outsourcing til det fremadstormende marked og iøjnefaldende vækstrater vakte hendes interesse og pirrede den unge journalists nysgerrighed. I en sommerferie fik hun grønt lys fra avisen til at rejse fire uger til landet for at lave en serie om danske iværksættere. Det var på den rejse, Christina Boutrup for alvor fik øjnene op for en verdensdel fyldt med historier uden mange danske journalister til at fortælle dem.

”Efter den sommer tog jeg hjem og fortalte min chef, at jeg flyttede til Kina og spurgte ham, om han kunne bruge det til noget,” fortæller hun.

Et halvt år senere var hun igen i Kina, denne gang uden returbillet, men en freelance-kontrakt, der senere blev til et fast job som Berlingskes nye Asien-korrespondent.    

På trods af de høje journalistiske ambitioner og den nyfundne begejstring for det kinesiske samfund havde Christina Boutrup ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig det scenarie, hun pludselig landede i. I hendes hoved var korrespondent ikke en titel, der kunne forenes med blot et års journalistisk erfaring. Uden hverken at kunne tale sproget eller have indgående kendskab til verdensdelen, skulle hun pludselig levere analyser og reportager om et meget komplekst samfund.

Tidsforskellen på seks timer gav den unge korrespondent muligheden for at tage alle døgnets timer i brug. Research fra morgenstunden, interviews om eftermiddagen og artikelskrivning frem til den danske deadline langt ude på natten. Derudover gik hun til sproglektioner flere gange ugentligt. 

”Hvis man skal være modig for at være korrespondent i Mellemøsten, så fandt jeg hurtigt ud af, at man først og fremmest skal være hårdtarbejdende for at rapportere fra Asien helt uden erfaring,” fortæller hun.

Tilbage til udgangspunktet 

De seneste år har Christina Boutrup gjort det til en levevej at gøre beslutningstagere klogere på Kina. Selvom hun nødigt påtager sig titlen som ekspert, har hendes 17 års indsigt og omdømme givet muligheder, der rækker langt udover den spæde start som ung korrespondent på udebane. 

”Når jeg har taget Kina-kender-rollen på mig og brugt min viden til at sige: ’Min vurdering er…’ eller ’Jeg er overbevist om, at…’ har jeg oplevet, at mange flere pludselig har lyttet med. Det har skabt en helt anden opmærksomhed,” forklarer hun. 

Fem hurtige om Christina Boutrup:

  • Uddannet på DJH i 2004 med praktikophold på Børsens erhvervsredaktion.

  • Tidligere Asien-korrespondent for Berlingske og vært for radio- og tv-programmer på Radio24syv og DR2.

  • Forfatter til flere anmelderroste bøger om Kina og flittigt benyttet foredragsholder og moderator både i Danmark og internationalt.

  • Udpeget til Dansk Konkurrenceevneråd og medlem af den tidligere regerings Kina-ekspertpanel.

  • Bosat i Kullerup, Nyborg Kommune med sin mand og parrets to døtre på henholdsvis 9 og 11 år.

Med det nye job vender hun tilbage til udgangspunktet, når hun igen skal være den, der stiller spørgsmålene. Også dem, hun på forhånd kender svaret på. Skiftet vækker en velkendt begejstring, der tilbage i tiden var en af grundene til, at hun faldt for journalistikken: 

”Som journalist er jeg jo drevet af at komme ud i virkeligheden og få nogle indtryk og udfordringer, som jeg kan omsætte til et output. Derfor glæder jeg mig til at komme ud og få jord under neglene igen og fortælle både fascinerende og skræmmende historier,” fortæller hun.

Fra Kullerup til Kina

Selvom Kina i dag er velkendt og nærmest hjemligt territorium for Christina Boutrup, bliver det alligevel en særlig omvæltning, når hun til sommer bytter den østfynske landsby Kullerup ud med Shanghais pulserende storbyliv. Siden hun sidst boede i byen, er hun blevet mor til to.

Nu er huset sat til salg og pigerne er skrevet ind på en international skole. Familien er så småt begyndt at overveje, hvilke ting der skal med til Kina, og hvad de skal skille sig af med. Selvom det er en stor beslutning at rykke teltpælene i pigernes barndomsby op, lader Christina Boutrup sig ikke bekymre:

”Kina er en indgroet del af vores familieliv. Vi har besøgt landet hvert år med pigerne, og vi synes, at det er en fantastisk mulighed for dem at opleve kulturen og lære sproget.”

De kinesiske myndigheder udsteder i øjeblikket ikke permanente arbejdsvisa til internationale journalister pga. corona-pandemien. Derfor ved familien endnu ikke, hvornår de kan rejse til Shanghai. Selv håber Christina Boutrup dog på at kunne rapportere live fra Kina, inden sommeren er ovre.

At rapportere fra det mørklagte

Når Christina Boutrup på et tidspunkt får lov til at tage afsted, vil hun som noget af det første kontakte sit netværk af lokale fixere. De skal hjælpe hende helt tæt på historierne og den befolkning, der i mange tilfælde står i skyggen af systemet. Ifølge hende er arbejdsvilkårene som korrespondent i Kina anderledes, i forhold til hvad mange af hendes kollegaer oplever i resten af verden: 

”Der er intet, der er let i Kina, og slet ikke, når man kommer med et tv-kamera. Det er svært at få folk til at stille op til interview, fordi de risikerer repressalier, men der er sindssygt mange spændende historier, der bare venter på at blive fortalt,” fortæller hun.

Hverken ytrings- eller pressefrihed er reelle rettigheder i landet, der populært set kaldes verdens største étpartistat. Derfor har den kritiske journalistik trænge kår, og de internationale korrespondenter arbejder under overvågning fra det kinesiske styre.

I praksis kommer omstændighederne bl.a. til at begrænse Christina Boutrups muligheder for at arbejde i særlige dele af landet. Hun vil eksempelvis ikke kunne rejse til Xinjiang-provinsen og dække undertrykkelsen af Uighur-folket, uden det vil få konsekvenser for hendes arbejdstilladelse.  

Adspurgt, hvorvidt det så overhovedet er muligt at snakke om journalistisk uafhængighed i Kina, påpeger Christina Boutrup, at de internationale korrespondenter ikke er underlagt samme censur som de lokale medier.

Hun afviser, at de kinesiske myndigheder får direkte indflydelse på det indhold, hun skal producere til TV2’s platforme.

Hendes erfaring er, at man som korrespondent kan arbejde forholdsvist uforstyrret, hvis ens journalistiske arbejde er nøgternt og holder sig til at beskrive de faktiske forhold i landet. Men det afhænger selvfølgelig altid af, hvor følsom historien er. Derudover kan det for en gangs skyld også være en fordel ikke at være den største spiller i branchen:

”Et dansk medie som TV2 bliver ikke opfattet som en trussel på samme måde som de store internationale medier. Derfor kan vi måske slippe afsted med lidt mere. Vi skal dog ikke tro, at myndighederne ikke holder øje med, hvad vi laver. For det gør de.”  

Som Kina-kender og analytiker har Christina Boutrup repræsenteret et nuanceret perspektiv på det kinesiske samfund. Selvom Kina er en fjern virkelighed for de fleste danskere, er hun sikker på, at TV2’s dækning bliver både nærværende og aktuel. Landets stigende globale indflydelse påvirker danskernes hverdag på daglig basis. Den indflydelse håber Christina Boutrup på at kunne flytte frem i danskernes bevidsthed ved at øge deres kendskab til verdens nye supermagt.

”På nogle områder er Kina så langt fremme, at det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt. Derfor er det også nødvendigt, at vi ikke kun orienterer os mod USA, når vi ser fremad her i Europa,” siger hun.

Flere prognoser peger på, at Kina overhaler USA som verdens største økonomi, allerede inden dette årti når til ende. Udsigten til at skulle dække et skifte i verdensordenen trækker i Christina Boutrup, og begejstringen er umulig at overse. Hun vil afsted – hellere i dag end i morgen.

“Man bliver afhængig af Kina, fordi virkeligheden igen og igen overgår selv de vildeste fantasier. Som journalist er man med til at skrive verdenshistorie hver eneste dag – lige der midt i globaliseringens epicenter.”      

Dansk journalistiks provokatør deler stadig vandene efter 30 år

Dansk journalistiks provokatør deler stadig vandene efter 30 år

Dansk journalistiks provokatør deler stadig vandene efter 30 år

I januar kunne Henrik Qvortrup fejre 30-års jubilæum i dansk journalistik. Illustreret Bunker tegner et portræt af en af Danmarks mest garvede og kontroversielle journalister, der både har haft sine op- og nedture.

Skribent: CHRISTOFFER PANDURO
ILLUSTRATION: SARA STOUGAARD

Udgivet den 20. maj 2021

(Note fra redaktøren: 19. maj 2021 blev det offentliggjort, at Henrik Qvortrup overtager pladsen som ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet. Denne artikel er skrevet i måneden op til.)

 

Henrik Qvortrup farer rundt på redaktionen.

Han har netop interviewet en kilde fra Sundhedsstyrelsen til programmet Q&Co, som er et mediemagasin på B.T., hvor han er politisk redaktør. 

“Rasmus, vi skal have ringet til Mads. NU,” råber han til sin producer.

Henrik Qvortrup skal interviewe Politikens opinionsredaktør, Mads Zacho, om en af de utallige sager i medieverdenen, som han hver uge diskuterer i sit mediemagasin. 

Han trives godt i det hektiske tempo med korte deadlines og nye opgaver hele tiden. 

“Jeg kan godt lide den hurtighed, der er i faget. Man laver en spurt, kommer ned i hastighed, for så at komme op i hastighed igen,” forklarer han. 

Henrik Qvortrup valgte blandt andet journalistfaget, fordi han her kunne møde en masse interessante mennesker, men det var også et fag, der gav mulighed for hurtigt at komme videre til den næste historie.  

 

Tamilsagen 

Henrik Qvortrups karriere startede, som enhver politisk journalist kun kan drømme om. Han var stadig journalistpraktikant, da han sad med en af de største sager i dansk journalistisk: Tamilsagen.  

Han var en del af Christiansborg-redaktionen hos Berlingske, da der kom et nyhedstelegram ind fra Ritzau med meldingen om, at den daværende justitsminister, Erik Ninn-Hansen, havde handlet ’overordentligt kritisabelt’ vedrørende håndteringen af tamilske flygtninge fra borgerkrigen i Sri Lanka. 

“Jeg kan huske, at vi sad fem personer på redaktionen og kæderøg. Der var ingen, der gad tage sagen, og så fik jeg, praktikant, den,” fortæller han. 

Efterhånden som skandalen rullede, blev det Henrik Qvortrup, der kom til at dække den for Berlingske.  

Efter Journalisthøjskolen blev han ansat på Jyllands-Posten, hvor han kom til at arbejde videre med Tamilsagen. Her var der ifølge Qvortrup heller ikke den store interesse for emnet, og derfor var det også en kamp for ham at overbevise redaktionen om, at det var vigtigt at dække det. 

Selvom det i starten var op ad bakke, endte historien med at blive en af de største og mest sagnomspundne sager i dansk journalistik.  

Henrik Qvortrup mener dog, at mediedækningen af hele oprulningen meget vel ikke ville have fået samme opmærksomhed i dag.  

“Hvis man forestiller sig, at noget lignende Tamilsagen kom frem i dag, ville der næppe være plads til de lange referater, som der var dengang,” siger han.  

Han mener dog ikke, at det er et udtryk for, at journalistikken er blevet ringere. Tværtimod mener han, at der i dag bliver bedrevet rigtig meget god journalistik. Det er bare et udtryk for, at mediebilledet har ændret sig. 

 

Mørkets fyrste 

Op gennem 1990’erne arbejdede Henrik Qvortrup for forskellige danske dagblade, inden han i 1998 landede i en af de flere kontroversielle poster, han har bestridt igennem sin karriere. 

Her blev han nemlig for alvor kendt i den politiske offentlighed, da han blev ansat som presserådgiver – eller spindoktor – for den på det tidspunkt nytiltrådte formand for Venstre, Anders Fogh Rasmussen.  

Her gjorde han sig bemærket ved at sige, at han ikke var ansat, fordi han var venstremand, men fordi han kunne hjælpe Anders Fogh Rasmussen med forholdet til pressen. 

“Der var mange, der ikke forstod, hvordan man kunne tage et job i et parti, man ikke nødvendigvis var enig med, men at man i princippet lige så godt kunne have været ansat i Socialdemokratiet. Jeg så det mere som en professionel ting, og det var der mange, der blev provokeret af.”  

Det var også for alvor med Henrik Qvortrup, at spindoktor-begrebet blev kendt i Danmark, før havde det været et begreb, de fleste forbandt med amerikansk politik.  

“Der var mange, der dengang så det som en farlig udvikling, og jeg har ikke tal på, hvor mange studiegrupper fra RUC, der kontaktede mig for at høre, hvad det havde af betydning for demokratiet.” 

På trods af at mængden af spindoktorer de efterfølgende 20 år kun er vokset eksplosivt, og partierne er blevet mere professionaliserede, mener Henrik Qvortrup alligevel, at der er for meget fokus på dem, og at man derved glemmer andre – såsom departementscheferne, der også har en enorm magt.

 

En fuckfinger til medieverdenen

I 2001 fik Henrik Qvortrup det job, der på mange måder stadig er med til at definere hans plads i dansk journalistik.

Som chefredaktør for Se og Hør var han nemlig med til at køre bladet i en hidtil uset hård retning. Kendisser kunne ikke længere få stoppet en historie, hvis de mente, at den var for hård, ligesom der med Henrik Qvortrup kom en ordning, hvor almindelige mennesker kunne få en dusør, hvis de kom med et tip til bladet. 

Det var for alvor her, han fik udviklet et image som den kyniske chefredaktør, der ville gå langt for historierne og for at udstille de kendte.

Mens han var hos Se og Hør, spekulerede han på, om han nogensinde kunne komme tilbage til den politiske journalistik.

“Folk sagde til mig, at det kunne godt være, at det blev sjovt, men at jeg for evigt ville være dømt ude af det gode politiske selskab,” forklarer han.

Men i 2009 blev han hentet til TV 2 som politisk redaktør.

“Da jeg fik tilbudt det job, var det den ultimative fuckfinger til alle dem, der havde dømt mig ude og sagt, at jeg aldrig ville få et job som politisk journalist igen.”

Han var tilbage i den position, som havde været udgangspunktet for hans journalistiske karriere, og det var igen ham, der udlagde teksten på tv-skærmen hver aften.

Men i 2014 var det slut.

 

Nedturen og genkomsten

Da den tidligere Se og Hør-journalist Ken Rasmussen i 2014 udgav bogen ‘Livet, det forbandede’, hvori han blandt andet fortalte om sin tid på ugebladet, kom det frem, at de havde brugt ulovlige metoder til at følge med i de kendte og kongeliges gøren og laden.

Det hele endte med, at Henrik Qvortrup trak sig fra jobbet på TV 2 på baggrund af afsløringerne. Det endte også med en fængselsdom i 2016.

Herefter fulgte en periode, hvor han for alvor troede, at tiden som journalist var forbi.

“Derfra stod jeg på egen hånd, for der var mildest talt ikke nogen, der hjalp mig,” forklarer han om tiden efter skandalen.

Han begyndte at skrive bøger og lave podcast, og det første spæde skridt tilbage i medieverdenen kom, da han lavede en programrække for dk4, hvor han interviewede politikere.

Desuden blev han vært på et mediemagasin på Radio24syv, blandt andet med den begrundelse, at han ikke havde nogen venner i dansk journalistik.

“Jeg skyldte i hvert fald ikke nogen noget,” svarer han kortfattet.

 

En kollektiv selvfedme

Henrik Qvortrup mener, at journalister i Danmark er gode nok til at gå kritisk til hinanden, men han mener også, at der er et alt for stort fokus på egen navle:

“Her lider vi af en kollektiv selvfedme, og jeg er jo også selv en del af det – jeg laver selv et medieprogram, men hvis jeg skal kigge på det udefra, kan jeg godt forstå dem, der siger, at så interessante er vi jo heller ikke.”

Han mener, at den politiske journalistik er blevet bedre de seneste 30 år, hvor han har været med, men det har også været nødvendigt. Med den stadigt større magtkamp, der i hans øjne foregår mellem journalister og politikere, og med det stadigt mere professionaliserede politiske system, er det nødvendigt for journalisterne at oppe sig.

Det er dog ikke noget, der har slået ham ud.

“Jeg synes, det er forrygende. Det er helt fint, at den kamp finder sted.”

Debatten løber løbsk på de sociale medier: ”Smut hjem i din jordhule”

Debatten løber løbsk på de sociale medier: ”Smut hjem i din jordhule”

Debatten løber løbsk på de sociale medier: ”Smut hjem i din jordhule”

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder
afholder knap halvdelen sig fra at
deltage i debatten. Men hvem bærer
ansvaret, og hvordan kommer man
den grove tone til livs?

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder afholder knap halvdelen sig fra at
deltage i debatten. Men hvem bærer
ansvaret, og hvordan kommer man
den grove tone til livs?

Skribent: Caroline Dybdal
ILLUSTRATION: VERONIKA SKOV SNEDKER

Udgivet den 25. marts 2021

”Din type er ikke født med meget mellem ørene.” Ari Bndyan læser hovedrystende den ene kommentar efter den anden. Det er personangreb.

Han er frisør og aktiv deltager i kommentarsporene på Facebook. Han har deltaget i en debat på Facebook om den voksende coronasmitte i Vollsmose. Selv bor han i Sæby, så egentlig kan han være ligeglad, men han følte et behov for at beskytte beboerne.

Hans kommentar skaber reaktioner fra de andre Facebook-brugere. Den første reaktion får hurtigt selskab af de næste. Smut hjem i din jordhule’ og ‘Du er sgu da mere end dum at høre på’.

Det er ikke nyt for Ari, at han bliver udsat for en grov tone, når han blander sig i debatten på Facebook. For det meste rører den grove tone ham ikke, men særligt de racistiske kommentarer rammer ham.

”Når jeg bliver ked af det, så bliver jeg vred. Jeg bliver deprimeret af det.”

Debatten løber løbsk på de sociale medier: ”Smut hjem i din jordhule”

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder afholder knap halvdelen sig fra at deltage i debatten. Men hvem bærer ansvaret, og hvordan kommer man den grove tone til livs?

Skribent: Caroline Dybdal
ILLUSTRATION: VERONIKA SKOV SNEDKER

Udgivet den 25. marts 2021

”Din type er ikke født med meget mellem ørene.”

Ari Bndyan læser hovedrystende den ene kommentar efter den anden. Det er personangreb. 

Han er frisør og aktiv deltager i kommentarsporene på Facebook. Han har deltaget i en debat på Facebook om den voksende coronasmitte i Vollsmose. Selv bor han i Sæby, så egentlig kan han være ligeglad, men han følte et behov for at beskytte beboerne.

Det er ikke nyt for Ari, at han bliver udsat for en grov tone, når han blander sig i debatten på Facebook.
For det meste rører den grove tone ham ikke, men særligt de racistiske kommentarer rammer ham.

”Når jeg bliver ked af det, så bliver jeg vred. Jeg bliver deprimeret af det.”

Med Facebook hører der ansvar

Ari Bndyan er ikke alene. Eksperter vurderer, at debatten bliver tiltagende grovere. Det har haft den konsekvens, at 48% af danskerne ifølge en undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder nu afholder sig fra at deltage i debatten på sociale medier.

Ifølge Maia Kahlke Lorentzen har medierne et ansvar for samtalen online. Hun er social medie moderator, selvstændig konsulent, og en del af Cybernauterne, der er et netværk af eksperter i digital udvikling.

Hun fortæller, at medierne er begyndt at henvende sig mere direkte til brugerne på sociale medier for at få flere klik, for eksempel ved at spørge ‘hvad synes du?’ Det kan mobilisere rigtig rasende og ubehagelige følelser hos brugerne, som resulterer i en hård tone.

Netop brugen af Facebook for at skabe trafik, er noget Nadia Nikolajeva efterspørger handling på. Hun er ekspert i sociale medier og har startet netværket Ansvar for Feedet, der skaber en platform, hvor medier kan rådgive hinanden omkring debatten.

”På Facebook deler de ting for at få en masse klik. Jeg synes, at hvis de vil have den opmærksomhed, så hører der noget ansvar med.”

Fy-ord og dialog

Både Jyllands-Posten og Jysk-Fynske medier er begyndt at bruge et moderationsværktøj for at komme den grove tone til livs. Anders Hjelmer Paulsen, redaktør for sociale medier og digitale værktøjer hos JyskFynske Medier, fortæller, at de manuelt har indtastet over tusind såkaldte fy-ord, som ifølge ham ikke kan bruges på nogen fornuftig måde.

Ordene bliver automatisk skjult fra Jysk Fynske Mediers mere end 100 Facebook-sider.

Nadia Nikolajeva er digital rådgiver og underviser i sociale medier. Hun synes, at værktøjet er smart, men det har også sine begrænsninger. Det resulterer eksempelvis i, at kommentarer, der bekæmper den grove tone, bliver fjernet, hvis de bruger fy-ordene som eksempler.

Hun mener, at moderationen er et minimumskrav til medierne. Selvfølgelig skal kommentarer slettes, men det er ikke det, der giver højt på karakterskalaen.

”Hvis jeg virkelig skal sætte det på spidsen, så synes jeg, at det er uambitiøst for den demokratiske samtale, når det eneste redskab, man bruger, er at slette de dårlige ting. Plej debattonen med alt, hvad det indebærer.”

Hun uddyber, at man ikke bare kan nøjes med at slette de dårlige kommentarer. Man skal fremhæve de gode kommentarer og være tydelig omkring dem, man sletter. Man skal gå i dialog med brugerne.

Læs Nadia Nikolajevas guide til moderering af debatten online

“Har du lyst til at være med til at tage ansvar for feedet? Så overvej, om du skal arbejde efter de fem grundprincipper her. På den måde kan flere medier og organisationer arbejde efter samme standard.

  • Regler: Formuler synlige og klare regler for debatten og giv adgang til at klage over indlæg.
  • Formål: Vurder, hvilke historier, der egner sig til debat, og hvilket formål debatten tjener.
  • Filter: Benyt programmer og filtre, der kan lette moderationen.
  • Deltagelse: Overvej, om journalister og redaktører skal tage del i debatten for at holde den på sporet og berige den med fakta.
  • Ressourcer: Sørg for at styrke moderationen, når emnet er særligt engagerende debatstof. Hav ikke flere debattråde, end redaktionen har ressourcer til at følge og moderere.”

Kilde:  ”Sådan får du en bedre debat online”, Journalisten.dk

Medierne handler forskelligt

Journalistikken har ændret sig i forhold til deres nye rolle på de sociale medier. Det er en ret ny underopgave, der kommer ind i mediebilledet, når medierne skal til at moderere debatten, fortæller Nadia Nikolajeva. Man er nødt til at erkende, at det er noget, man skal have styr på. Det er en opgave, der er kommet for at blive.

Derfor er det også for medierne en ny verden at navigere i, hvilket fører til forskellige løsninger. Størstedelen modererer debatten, så de opfylder minimumskravet, som Nadia Nikolajeva beskriver det. Men både hos Jyllands-Posten og Jysk Fynske Medier forsøger man at gå skridtet længere.

På Jysk Fynske Medier har de indført en ret kontant holdning til de gengangere, der ofte kommer med hadefulde ytringer på deres sociale medier. De bliver udelukket.

Hvis man først er udelukket fra at debattere i et af kommentarsporene hos Jysk Fynske Mediers mange lokalavisers Facebook-sider, skal man kontakte den pågældende chefredaktør. Han eller hun må dernæst bestemme, om personen kan deltage i debatten igen.

Nadia Nikolajeva er positiv over for Jysk Fynske Mediers tiltag. Hun glæder sig over chefredaktørernes deltagelse i opgaven på de sociale medier, da hun ofte oplever, at de blander sig langt udenom.

Hos Jyllands-Posten er det en prioritet at kunne gennemlæse alle kommentarer. Mathias Danielsen fortæller, at han oplever, at man kan styre debatten ved at være over den fra start.

”Hvis det er en grov kommentar, så er min teori, at andre bliver mere tilbøjelige til også at kommentere groft. Så ser man lige pludselig et kommentarspor løbe løbsk,” siger han.

Det er en oplevelse Nadia Nikolajeva genkender fra sine erfaringer i Ansvar for Feedet. De første 20 minutter er fuldstændig afgørende. At få lagt en plan, det er ifølge hende hele hemmeligheden.

Vær tydelig om moderationen

Nadia Nikolajeva har gode erfaringer med dialogen direkte med brugerne, og hun fremhæver vigtigheden i, at medierne er tydelige omkring moderationen.

Medierne er blevet en broget flok, fortæller hun. Nogle tager ansvaret meget seriøst, mens andre lader kommentarfelterne passe sig selv.

”Det positive, synes jeg, er, at medierne virkelig er ved at vågne op i forhold til den her opgave, og at de begynder at få nogle ambitioner på det her område.”

Tilbage i Sæby fortsætter Ari Bndyan med at deltage i debatten. Han er begyndt at invitere de groveste debattører på dialogkaffe og en klipning i sin frisørsalon i Sæby. Det er hans måde at gøre op med ”Facebook-soldaterne” på, som han kalder dem. På hjemmefronten er han dog ene om at deltage i debatten. Hans kone kan ikke forstå lysten.

”Min kone er faktisk vred på mig. Hun er vred over, at jeg gider at bruge min tid på Facebook. På ligegyldige mennesker.”

Vær tydelig om moderationen

Nadia Nikolajeva har gode erfaringer med dialogen direkte med brugerne, og hun fremhæver vigtigheden i, at medierne er tydelige omkring moderationen.

Medierne er blevet en broget flok, fortæller hun. Nogle tager ansvaret meget seriøst, mens andre lader kommentarfelterne passe sig selv.

”Det positive, synes jeg, er, at medierne virkelig er ved at vågne op i forhold til den her opgave, og at de begynder at få nogle ambitioner på det her område.”

Tilbage i Sæby fortsætter Ari Bndyan med at deltage i debatten. Han er begyndt at invitere de groveste debattører på dialogkaffe og en klipning i sin frisørsalon i Sæby. Det er hans måde at gøre op med ‘Facebook-soldaterne’ på, som han kalder dem. På hjemmefronten er han dog alene om at deltage i debatten. Hans kone kan ikke forstå lysten.

”Min kone er faktisk vred på mig. Hun er vred over, at jeg gider at bruge min tid på Facebook. På ligegyldige mennesker.