Kunsten at balancere mellem den gode historie og kildernes sikkerhed

Kunsten at balancere mellem den gode historie og kildernes sikkerhed

Kunsten at balancere mellem den gode historie og kildernes sikkerhed

Kunsten at balancere mellem den gode historie og kildernes sikkerhed

Peter Engel er producer på dokumentarfilmen Muldvarpen. Han hyrede sikkerhedsfirmaer og bodyguards og havde ansvaret for hovedpersonerne, da de gik undercover for at afsløre ulovlig trekantshandel i Nordkorea.

Skribent: Bolette Elsøe
Foto: Joakim H. Vocke og Jonas Berlin / Piraya Film I And Wingman Media

Udgivet den 10. december 2020

Skribent: Bolette Elsøe

Foto: Joakim H. Vocke og Jonas Berlin / Piraya Film I And Wingman Media

Udgivet den 10. december 2020

Dokumentaren minder om en højdramatisk James Bond-film. Hemmelige møder i mørke kældre, skjult overvågning, kataloger med ødelæggende våben og eksklusive hoteller i verdens metropoler. For Peter Engel blev det en del af hverdagen, da han blev kastet ud i et atypisk producerjob på Mads Brüggers dokumentarfilm Muldvarpen.

Normalt består Peter Engels opgaver af alt det praktiske. Fra sin trygge kontorstol i København skal han finde investorer, kontakte filminstitutter, optage lån, koordinere kamerafolk, finde locations og sælge filmens rettigheder. Overordnet er Peter Engels job at have overblikket over produktionens plan og budget.

“Det er en del af at være producer at kunne holde hovedet koldt. Uanset om jeg sidder herhjemme og skal finde investorer, eller når jeg er ude,” fortæller han.   

En ny arbejdsdag

Muldvarpen var en anderledes affære. Her skulle Peter Engel med ud i marken, hvilket medførte rejser til Barcelona, Jordan, Uganda og Beijing. Han tog praktiske beslutninger om optagelserne, skjult kamera, hoteller, rejsetilladelser og flybilletter, og hvor dokumentarens hovedpersoner skulle mødes med våbenhandlere og andre kriminelle typer.

På rejserne var Peter Engel øverstbefalende, når der skulle tages hurtige beslutninger. I udlandet var han nemlig Mads Brüggers forlængede arm, da instruktøren ikke selv kunne rejse med rundt i verden på grund af faren for, at Nordkoreanerne ville genkende ham fra hans satiriske dokumentar om landet, Det Røde Kapel fra 2009.

Sammen med Mads Brügger havde Peter Engel ansvaret for hovedpersonernes sikkerhed. Det var vigtigt for dem, at hovedpersonerne Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup, som spiller Mr. James i dokumentaren, vidste, hvad de gik ind til. Derfor blev de løbende briefet om situationen og forløbets risici. Selvom dokumentaristerne var oppe at køre over muligheden for at undersøge det hemmelighedsfulde autoritære regime, var det hovedpersonernes egen lyst til at forsætte, der drev projektet videre mod afsløringer.

“Det kan virke lidt dobbeltmoralsk, at vi siger, at vi rigtig gerne vil have, at de filmer til vores film, men de skal også vide, at det er deres helt egen beslutning,” siger Peter Engel.

Han virker både afslappet og afklaret om de risici, Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup blev kastet ud i. 

“Det lyder måske som om, det var meget eksplosivt, men det var det egentlig ikke. I de fleste tilfælde var det forholdsvis udramatisk. Vi rejste et sted hen, boede på et fedt hotel og havde nogle mødeaftaler, som i en større sammenhæng endte med at være eksplosive,” siger Peter Engel.

Dokumentaren minder om en højdramatisk James Bond-film. Hemmelige møder i mørke kældre, skjult overvågning, kataloger med ødelæggende våben og eksklusive hoteller i verdens metropoler. For Peter Engel blev det en del af hverdagen, da han blev kastet ud i et atypisk producerjob på Mads Brüggers dokumentarfilm Muldvarpen.

Normalt består Peter Engels opgaver af alt det praktiske. Fra sin trygge kontorstol i København skal han finde investorer, kontakte filminstitutter, optage lån, koordinere kamerafolk, finde locations og sælge filmens rettigheder. Overordnet er Peter Engels job at have overblikket over produktionens plan og budget.

“Det er en del af at være producer at kunne holde hovedet koldt. Uanset om jeg sidder herhjemme og skal finde investorer, eller når jeg er ude,” fortæller han.   

En ny arbejdsdag

Muldvarpen var en anderledes affære. Her skulle Peter Engel med ud i marken, hvilket medførte rejser til Barcelona, Jordan, Uganda og Beijing. Han tog praktiske beslutninger om optagelserne, skjult kamera, hoteller, rejsetilladelser og flybilletter, og hvor dokumentarens hovedpersoner skulle mødes med våbenhandlere og andre kriminelle typer. 

På rejserne var Peter Engel øverstbefalende, når der skulle tages hurtige beslutninger. I udlandet var han nemlig Mads Brüggers forlængede arm, da instruktøren ikke selv kunne rejse med rundt i verden på grund af faren for, at Nordkoreanerne ville genkende ham fra hans satiriske dokumentar om landet, Det Røde Kapel fra 2009.

Sammen med Mads Brügger havde Peter Engel ansvaret for hovedpersonernes sikkerhed. Det var vigtigt for dem, at hovedpersonerne Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup, som spiller Mr. James i dokumentaren, vidste, hvad de gik ind til. Derfor blev de løbende briefet om situationen og forløbets risici. Selvom dokumentaristerne var oppe at køre over muligheden for at undersøge det hemmelighedsfulde autoritære regime, var det hovedpersonernes egen lyst til at forsætte, der drev projektet videre mod afsløringer.

“Det kan virke lidt dobbeltmoralsk, at vi siger, at vi rigtig gerne vil have, at de filmer til vores film, men de skal også vide, at det er deres helt egen beslutning,” siger Peter Engel.

Han virker både afslappet og afklaret om de risici, Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup blev kastet ud i.

“Det lyder måske som om, det var meget eksplosivt, men det var det egentlig ikke. I de fleste tilfælde var det forholdsvis udramatisk. Vi rejste et sted hen, boede på et fedt hotel og havde nogle mødeaftaler, som i en større sammenhæng endte med at være eksplosive,” siger Peter Engel.

Drevet af den gode historie

Ulrich Larsen blev næsten afsløret, da han til et møde blev undersøgt med en mikrofondetekter. Som man ser i dokumentaren, var det hans hurtige reaktion og en elektronisk bilnøgle, der blev hans redning. Men episoden kunne ligeså godt have endt helt anderledes. Selvom Peter Engel havde ansvaret for Ulrich Larsens sikkerhed, var det ikke overvejelser om farerne ved projektet, der tyngede. Tilbagelænet i stolen med et afdæmpet smil fortæller Peter Engel om, hvad der drev ham til at producere en dokumentar, der potentielt satte hovedpersonerne i fare.

“Det var skide spændende og sjovt. Og vildt, at det kunne lade sig gøre. Da vi først fandt ud af, at der var en god historie, så blev jeg grebet af det,” siger Peter Engel, men tilføjer, at de efterfølgende tilføjede flere sikkerhedsforanstaltninger for at undgå lignende episoder.

Følelserne gemt bagest

Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrups tur til Nordkorea gjorde alligevel indtryk på Peter Engel, da han ikke kunne rejse med og derfor ikke havde mulighed for at sørge for sikkerheden.

”I de ti dage, de var afsted, kunne vi intet gøre. De forsvandt ind i et sort hul, og vi mistede al kommunikation med dem. Det var meget mærkeligt, fordi jeg selvfølgelig ikke kunne eller ville frasige mig ansvaret, når de medvirkede i en film, som jeg producerede. Der var jeg da lidt bekymret,” fortæller Peter Engel.   

Efter Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup var i Nordkorea blev den amerikanske studerende Otto Wambier fængslet og tortureret for at stjæle en propagandaplakat. Efterfølgende blev han udleveret til USA, men døde efter et par dage af sine kvæstelser. Peter Engel fortæller, at hovedpersonerne ikke havde fået lov til at tage til Nordkorea, hvis episoden med Otto Wambier var sket tidligere:

“Hvis vi havde kendt til, hvad der skete, så var filmen ikke blevet til noget. I det perspektiv er det meget uhyggeligt. Det er en ubehagelig tanke, at det kunne være sket for dem.”

CIA-kursus, sikkerhedsfolk og risikovurderinger

Udover briefing og samtaler om processen og risici, var Ulrich Larsen og produktionsholdet på et kursus i USA hos den tidligere operative chef i CIA, ”Max”.

Mads Brügger og Peter Engel hyrede også sikkerhedsfolk i de forskellige lande. De stod for at have exit-ruter klar, hvis holdet skulle komme i problemer. Sikkerhedsfolkene opholdt sig på hotelværelser ved siden af Ulrich Larsens og Jim Latrache-Qvortrups hæsblæsende møder. Herfra kunne de følge med på overvågningen og træde ind, hvis der opstod konflikter. Enkelte steder behøvede sikkerhedsfolkene ikke at gemme sig, da det passede fint ind i rollen, at en forretningsmand og milliardær som Mr. James havde personlige bodyguards.

Som løbende strategi benyttede dokumentaristerne sig af flere sikkerhedsfirmaer, der lavede risikovurderinger over de forskellige scenarier. Firmaerne rådgav dem i hvilke beslutninger der var sikrest i forhold til at købe flybilletter, hvilke betalingskort de skulle benytte, og hvordan de skulle rejse ud og ind af lande.

Peter Engel fortæller, hvordan han rejste til Beijing, for at Jim Latrache-Qvortrup kunne mødes med våbenhandleren. Jim Latrache-Qvortrup og Peter Engel fløj ind i Kina hver for sig. Herfra tog Peter Engel en taxa til et hotel. Gik ind i receptionen. Ventede et par minutter og gik derefter hen til sit bookede værelse. Præcis som man kender det fra actionfilmene.

”Vi synes selv, at vi var mega spionagtige,” siger Peter Engel med et stort smil.       

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre”

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre”

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre”

På Constructive Institute har de en mission om at ændre den globale nyhedskultur på fem år. I et interview med grundlægger og CEO, Ulrik Haagerup, prøver vi at forstå, hvorfor missionen er vigtig, og hvordan de vil få den til at lykkes.

Tekst: Signe Duedahl Nørgaard
Foto: Frederik Danielsen

Udgivet den 10. december 2020

Den 15. og 16. december bringer Constructive Institute journalister, redaktører og studerende fra hele verden sammen. Det gør de ved at invitere til offentlig samtale med konferencen 24 Hours for the Future of Journalism. Selvom konferencen ikke er den første af sin slags, er den et forsøg på at gøre noget nyt. Et forsøg på at redde en rusten kultur, der stadig dominerer branchen.

Det starter med samtalen

Da vi en tirsdag formiddag besøger Ulrik Haagerup på instituttets adresse ved Aarhus Universitet, står det hurtigt klart: Her har de forstået, hvad samtalen kan. Vi sidder i instituttets loungestue, da interviewet går i gang. Kaffen, brygget på en espressomaskine for viderekomne, kombineret med levende lys i et sofalandskab, er ikke kun et forsøg på at skabe et hyggeligt rum. Det er også et forsøg på at skabe et rum for den vigtige samtale. Der går heller ikke mange minutter, før interviewsituationen er blevet vendt om og begynder at ligne lige netop dét. Haagerup tager spørgsmålene i egen hånd, da han beder mig forklare, hvad de fem nyhedskriterier går ud på. En efter en remser jeg dem op: Aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt. Som journaliststuderende kan jeg dem udenad, og ifølge Haagerup er det et problem.

”Det at være kritisk er det vigtigste middel for journalistik, men det er ikke målet,” lyder budskabet fra instituttets grundlægger.

Læser man den første videnskabelige artikel om journalistik, som Haagerup har gjort, fremgår det, at de fem nyhedskriterier blev defineret for at advare imod, hvad en sådan vinkling af verden ville medføre. Alligevel er journaliststuderendes første møde med de fem kriterier ikke et møde, hvor de introduceres som advarsler. De introduceres som standarder:

”Som journaliststuderende bliver du trænet i at finde en konflikt. Hver gang en person siger noget i det offentlige rum, går dine tanker på, hvem der mener det modsatte og kan rette en kritik.”

Haagerup holder en kort pause. Samler sine hænder i en hurtig bevægelse, venstre mod højre. Det efterlader et smæld, og han fortsætter:

”For så har man en konfrontation… Og det skal man åbenbart?”

Hver gang en konflikt eller sensation udspiller sig i samfundet, banker vi til den i nyhedsbilledet. Ifølge Haagerup har det store konsekvenser:

”Så tror folk, at der er massevoldtægter, skyderier og terror hele tiden.”

Han understreger, at konflikthistorierne ikke kun resulterer i, at befolkningen bliver bange. De får også et forskruet billede af virkeligheden.

Den 15. og 16. december bringer Constructive Institute journalister, redaktører og studerende fra hele verden sammen. Det gør de ved at invitere til offentlig samtale med konferencen 24 Hours for the Future of Journalism. Selvom konferencen ikke er den første af sin slags, er den et forsøg på at gøre noget nyt. Et forsøg på at redde en rusten kultur, der stadig dominerer branchen.

Det starter med samtalen

Da vi en tirsdag formiddag besøger Ulrik Haagerup på instituttets adresse ved Aarhus Universitet, står det hurtigt klart: Her har de forstået, hvad samtalen kan. Vi sidder i instituttets loungestue, da interviewet går i gang. Kaffen, brygget på en espressomaskine for viderekomne, kombineret med levende lys i et sofalandskab, er ikke kun et forsøg på at skabe et hyggeligt rum. Det er også et forsøg på at skabe et rum for den vigtige samtale. Der går heller ikke mange minutter, før interviewsituationen er blevet vendt om og begynder at ligne lige netop dét. Haagerup tager spørgsmålene i egen hånd, da han beder mig forklare, hvad de fem nyhedskriterier går ud på. En efter en remser jeg dem op: Aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt. Som journaliststuderende kan jeg dem udenad, og ifølge Haagerup er det et problem.

”Det at være kritisk er det vigtigste middel for journalistik, men det er ikke målet,” lyder budskabet fra instituttets grundlægger.

Læser man den første videnskabelige artikel om journalistik, som Haagerup har gjort, fremgår det, at de fem nyhedskriterier blev defineret for at advare imod, hvad en sådan vinkling af verden ville medføre. Alligevel er journaliststuderendes første møde med de fem kriterier ikke et møde, hvor de introduceres som advarsler. De introduceres som standarder:

”Som journaliststuderende bliver du trænet i at finde en konflikt. Hver gang en person siger noget i det offentlige rum, går dine tanker på, hvem der mener det modsatte og kan rette en kritik.”

Haagerup holder en kort pause. Samler sine hænder i en hurtig bevægelse, venstre mod højre. Det efterlader et smæld, og han fortsætter:

”For så har man en konfrontation… Og det skal man åbenbart?”

Hver gang en konflikt eller sensation udspiller sig i samfundet, banker vi til den i nyhedsbilledet. Ifølge Haagerup har det store konsekvenser:

”Så tror folk, at der er massevoldtægter, skyderier og terror hele tiden.”

Han understreger, at konflikthistorierne ikke kun resulterer i, at befolkningen bliver bange. De får også et forskruet billede af virkeligheden.

”Jeg opfandt ordet konstruktiv, for så kunne vi snakke om kvalitetsjournalistik i stedet for bare at sige, at vi skal lave bedre journalistik. For det kan man jo altid sige. Problemet er bare, at vi ikke altid er konstruktive. Vi river ned og maler himlen sort,” fortæller Ulrik Haagerup om tankerne bag begrebet konstruktiv journalistik.

”Jeg opfandt ordet konstruktiv, for så kunne vi snakke om kvalitetsjournalistik i stedet for bare at sige, at vi skal lave bedre journalistik. For det kan man jo altid sige. Problemet er bare, at vi ikke altid er konstruktive. Vi river ned og maler himlen sort,” fortæller Ulrik Haagerup om tankerne bag begrebet konstruktiv journalistik.

En rusten værktøjskasse

Clickbait, faldne læsertal, illoyale annoncører, nyhedsørkener, Rasmus Paludan og et polariseret mediebillede i USA. Ifølge Haagerup er det konsekvenserne af en journalistisk værktøjskasse, der trods rustne redskaber stadig tages i brug. Vi ser det i nyhedsbilledet, i lokalavisen og massemedierne. I kampen om at fastholde læsernes opmærksomhed, giver vi dem flere historier, hurtigere historier og lidt mere breaking-gult.

”Der vokser støj,” som Haagerup pointerer:

”Det gider folk ikke. Det orker de ikke. I stedet flygter de ind i Netflix-serier, PlayStation-spil og bageopskrifter på Facebook.”

Han læner sig tilbage i den gråbeklædte lænestol. Selvom positionen er afslappet, er budskabet det ikke. Ifølge Haagerup er det nemlig livsfarligt, når det bliver ’socialt acceptabelt at vende journalistikken ryggen.’ Det er det ikke kun for journalistikken – også for samfundet:

”Vores opgave er at give borgerne et retvisende billede af verden med henblik på at gøre dem i stand til selv at kunne tage stilling. Vores opgave er at give dem et billede af den verden, som de ikke selv er en del af. For hvis du ikke ved noget om de andre, er du ligeglad. Hvis du er ligeglad med de andre, er der til sidst ikke noget samfund.”

 

”Det her er så stort og voldsomt, at vi ikke kan ændre det alene. Der er behov for, at vi får en samtale om det, et fælles sprog, en fælles viden, en fælles erkendelse.”

 

– Ulrik Haagerup, grundlægger og CEO ved Constructive Institute

 

Nyhedskriterierne er fortid

I stedet for at skarpvinkle og koncentrere sig om konflikten, skal journalistikken også kunne noget andet. Deraf kommer begrebet konstruktiv journalistik.

Det dækker over en nyhedskultur, hvor det ikke længere er de velkendte nyhedskriterier, der sætter standarden. Det er mindre skarpvinkling og flere nuancer. Det er løsningsorienteret journalistik, og det er et forsøg på at fremme en offentlig samtale og ’bruge vores kuglepen til andet end et spyd.’

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre,” lyder det fra Haagerup.

Det var netop derfor, han kom på at bruge ordet konstruktiv. For at gøre det muligt at italesætte de problemer, der er ved den etablerede nyhedskultur og skabe et rum, hvor fokus var på at skabe noget nyt, der var bedre:

”Jeg opfandt ordet konstruktiv, for så kunne vi snakke om kvalitetsjournalistik i stedet for bare at sige, at vi skal lave bedre journalistik. For det kan man jo altid sige. Problemet er bare, at vi ikke altid er konstruktive. Vi river ned og maler himlen sort.”

Konstruktiv journalistik handler om at bygge oven på det, der allerede er fortalt. Ulrik Haagerup forklarer, at i stedet for at springe videre til det næste dramatiske skal man prøve at blive i det, der netop har udspillet sig:

”Når du fortæller, at der var nogle unge i Gellerup, der kastede sten efter en ambulance, skal du stadig fortælle det, men du skal også fortælle, at trygheden generelt er blevet langt bedre, og i øvrigt er det fem måneder siden, at det skete sidst, og i øvrigt er det de samme fire unge.”

TV2 Fyn har fundet formlen

I takt med at undersøgelser viser, at folk er mere tilbøjelige til at læse konstruktive nyheder til ende, har TV2 Fyn besluttet sig for at være Danmarks mest konstruktive mediehus.

”De har konstateret, at de har stigende troværdighedstal, stigende seertal, stigende brugertal på deres sociale platforme og på nettet,” lyder det fra Haagerup, som understreger, at det har de fået samtidig med, at de også har skruet ned for de konfliktfyldte og sensationsprægede historier.

At konstruktiv journalistik ikke kan betale sig, er ifølge Ulrik Haagerup en påstand, der ikke holder stik, snarere tværtimod:

”Det er en myte, som vi også har bygget op om os selv: At den eneste måde at lave salgbar journalistik på er, når det er konfliktfyldt, sensationelt og voldsomt. Det betyder ikke, at den slags journalistik ikke også virker. Vi klikker stadig på de historier, der virker voldsomme og konfliktfyldte.”

Vi kan ikke ændre det alene

Der findes ikke en mirakelkur på at ændre den globale nyhedskultur, fastslår Haagerup. Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden – og det er i hvert fald ikke noget, man gør på egen hånd:

”Det her er så stort og voldsomt, at vi ikke kan ændre det alene. Der er behov for, at vi får en samtale om det, et fælles sprog, en fælles viden, en fælles erkendelse.”

Når man vil sprede et vigtigt budskab og rådgive om, hvordan man kan forbedre journalistikken, kræver det midler. Alligevel er det et bevidst valg, at Constructive Institute ikke har en målsætning om at tjene penge:

”Her på stedet har vi sagt, at vi ikke vil være et konsulentfirma, for hvis man er et konsulentfirma, taler man kun for de rige – og mediebranchen har i øvrigt ikke nogen penge.”

I stedet er instituttet finansieret af fonde, der ligesom Haagerup tror på, at hvis man skal styrke det demokratiske samfund, skal man styrke journalistikken. At være finansieret af filantropi belønner sig tilsyneladende: I stedet for at være ejet af nogen, er de uafhængige. De er ikke en del af en branche, institution, virksomhed eller koncern. De er derimod ’frit svævende i luften,’ som Haagerup kalder det.

Som et forsøg på at holde samtalen ved lige uden for instituttets gule murer, udvælges der hvert år et hold rollemodeller for den konstruktive journalistik. På instituttet kalder de dem fellows. Holdet består af journalister og redaktører fra ind- og udland. Kendetegnene er, at de er nogle af de dygtigste af deres slags.

”Hvordan dækker vi terror, integration og sundhedsteknologi på en ny og konstruktiv måde,” fremhæver Haagerup og understreger, at det er alle de store spørgsmål, der tager tid at forstå, som en fellow har til opgave at blive klogere på.   

Dedikation er derfor nøgleordet for udvælgelsen. For ikke alene skal de kunne sætte ti måneder af til at generere ny viden. De skal heller ikke have andre projekter eller arbejde ved siden af, som de bruger tid på.

”Efter de ti måneder på instituttet kommer de tilbage sprængfyldt af idéer, sprængfyldt af tro på journalistik og sprængfyldt af nye redskaber til at lave journalistik med,” lyder det fra Haagerup.

Og det er netop det, der er tanken bag deres fellows: At de efter et ti måneders forløb på Constructive Institute kan vende tilbage på arbejdspladsen og dele ud af den viden og erfaring, som de har fået med derfra – og for alvor ændre på den globale nyhedskultur.

Ansvaret er dit og mit

Da vi en time senere sidder tilbage i det sofalandskab, hvor det hele begyndte med samtalen, presserer et sidste spørgsmål: Hvis ansvar er det, at jeg som journaliststuderende bliver en del af den konstruktive bølge?

Foroverbøjet i den betrukne lænestol svarer Haagerup klart, kort og kontant.

”Det er dit”, siger han uden at trække en mine. Han henviser til konferencen 24 Hours for the Future of Journalism:

”Du kan jo starte der.”

Kåre Quist om at virke naturlig i en unaturlig situation

Kåre Quist om at virke naturlig i en unaturlig situation

Kåre Quist om at virke naturlig i en unaturlig situation

Når den populære nyhedsvært Kåre Quist trækker i arbejdstøjet, hviler en stor del af DR-redaktionens troværdighed på skuldrene af hans præstation.

Skribent: Peter Brøndsted

Foto: Rune Øe Nielsen

Udgivet den 29. oktober 2020

Med lukkede øjne og armene over kors sidder Kåre Røgind Quist i den læderbetrukne barberstol i det lille kridtfarvede lokale. Det velkendte arbejdstrikot; mørkeblå habitbukser, hvid skjorte og sorte lædersko slipper ikke for et par vildfarne dråber, da en sky af hairspray falder ned fra himlen. En Cola Zero og en halvspist trekantet sandwich står på en hylde ved siden af en sminketaske. For og bagtil kan man i de firkantede spejle følge processen, mens sminkedamen Susan børster hans mørkebrune skæg med en lille sort mascarabørste.

”Sminkerummet er normalt et fristed for mig, hvor jeg kan samle tankerne. Det er her, jeg kommer ind og får 20 minutters ro, inden vi skal videre med programmet, ” siger Kåre Quist. 

På uret i sminkerummet står viseren på 18.45. I morges, da han mødte ind kl. 10.00, skulle tophistorien have handlet om Arne og pensionsforhandlingerne på Christiansborg. For et par timer siden måtte Kåre Quist og resten af den sene nyhedsredaktion dog sadle om. Det kom nemlig frem, at den tidligere formand for Radikale Venstre, Morten Østergaard, har haft ikke blot én, men flere sager om sexisme kørende. Det er ikke unormalt, at TV Avisen bliver ændret i løbet af dagen, og de ansatte er derfor klar, hvis det skulle ske:

”Jeg synes, man kan mærke, at alle på redaktionen er indforståede med, hvilken rolle de udfylder som eksempelvis nyhedssvært, producer eller grafiker. Når vi har brug for at sætte tempoet op, kan stemningen godt blive lidt mere trykket og intens, men vi når i mål.”

Kåre Quist har været vært på TV-avisen siden 2012.

TV Avisen er som en balletkoreografi

I 2007 fik Kåre Quist sig et mindre chok, da TV Avisen pludselig ringede til ham. Det var dog ikke TV Avisen, men et nyt program, Ærlig talt, som han debuterede med på tv i 2008. Det nye program var en succes, og blot et halvt år senere fik han mulighed for at udvikle sin værtsrolle på det populære DR-program Kontant. Her blev han kendt som den kritiske og lidt kække journalist, når han konfronterede pengesvindlere og fupmagere med hårdtslående spørgsmål:

”Jeg kan godt lide kunsten i den undrende værtsrolle. Det bedste er jo, når seeren tænker: Hvorfor spørger han ikke om det? Og så spørger værten om det i samme sekund.”

Efter fem år på Kontant overtog han sin nuværende arbejdstitel som nyhedsvært på TV Avisen i 2012. Her var der en anden tone, og det betød en ny udfordring:

”De første par år på TV Avisen skal seerne lige se dig an. Passer ham den nye ind? Det er lidt samme situation som en svigersøn, der er på prøve hos svigerforældrene. I min situation var jeg bevidst om, at jeg blev nødt til at bevæge mig lidt væk fra den kække side, jeg havde haft i værtsrollen på Kontant.”

En vigtig del af Kåre Quists arbejdsdag handler om koreografi. I det store tv-studie, Studie 14, hvor aften-nyhederne sendes, er der placeret utallige klistermærker, der matcher farven på det grå gulv. De bruges, så billedbeskæringen i forhold til tv-vært og grafik sidder lige i skabet, når værten navigerer mellem indslagene under udsendelsen. Kåre Quist kalder det en mindre balletforestilling, der skal opføres:

”Jeg tror ikke, at folk har nogen idé om, hvor meget tid vi bruger på at øve. Hvis jeg placerer min fod to centimeter for langt til venstre, kommer jeg for eksempel til at blokere for noget af grafikken på skærmen bagved,” siger han og uddyber:

”Nogle tænker måske, at det bliver for opstillet til at være kritisk journalistik, men vi mister seerne, hvis udsendelsen bliver rodet. Vi skal oplyse seerne og have styr på fakta, og vi må ikke lave fejl. Det må simpelthen ikke ske.”

Ti timers arbejde overstået på 18 minutter

”Kåre så er der 3 minutter til…” lyder det fra produceren i tv-produktionen kl. 20.57. I tv-produktionen sidder fem ansatte, alle med hver deres ansvarsområde, og overvåger de 12 tv-skærme, der lyser ud i det let mørkelagte lokale.

I Studie 14 står Kåre Quist foran den 26 meter lange buede led-skærm. Over hovedet på ham hænger mindst 30 spotlys, der er hægtet fast i grå metalskinner. Langs siderne i lokalet løber bundter af ledninger, der er overtrukket med sort stof. Fire tilskuere, de sorte robotkameraer med rullehjul, står foran ham og blinker i skiftevis rødt og blåt lys.

”Fem. Fire. Tre. To. En…” Med et klik på mellemrumstasten går TV Avisens velkendte titelmelodi i gang. Kåre Quist har placeret sig i højre side af studiet med sine hvide cue cards i hænderne. Han begynder på dagens tophistorie:

”God aften og velkommen til den sene tv-avis. De radikales krise og skandale vokser…”

Mens indslaget fylder danskernes tv-skærme, bevæger Kåre Quist sig fra klistermærkerne på dansegulvet og over til sit bord i studiet. ”Så ruller vi Ringberg ind i studiet,” udsteder produceren. DR’s politiske analytiker Jens Ringberg følger trop og gør Kåre Quist selskab i studiet. Senere i udsendelsen følger nyhedshistorien om Arne og pensionsforhandlingerne. I studiet og produktionen forløber overgange mellem grafik, Kåre Quists speak og breakers mellem indslagene som en maskine. Til sidst stiller Kåre Quist om til vejret og slipper sine cue cards. På 18 minutter er ti timers arbejde overstået.

FEM KORTE OM KÅRE QUIST

Har gået på RUC og arbejdet freelance for Euroman, Berlingske og Ekstra Bladet.

Blev i 2007 ansat på DR som vært for Ærligt Talt. Startede et halvt år senere på Kontant.

Har siden 2012 været fastansat som nyhedsvært på TV Avisen. Dækker også kongehuset for DR.

Er gift med Tine Røgind Quist, der arbejder som Executive Producer på Discovery.

Parret er bosat nord for København sammen med sønnen Carl på 7 år.

At virke naturlig i en unaturlig situation

Med til jobbeskrivelsen som nyhedsvært følger forventningen om neutralitet. Som Kåre Quist selv forklarer det, må han ikke ”mene noget om noget som helst”. Det betyder, at han overvejer meget, hvornår der er behov for hans mening:

”Jeg har ikke et særligt behov for at være den store meningsdanner, for det kan hurtigt skabe en masse postyr i medierne. Så når jeg endelig siger min mening, er det som regel i et meget lukket forum,” siger han.

Ligeledes er han bevidst om, at det grundige og professionelle arbejde, der laves af resten af produktionen på DR Nyheder, lynhurtigt mister sin troværdighed, hvis værten virker ukomfortabel i studiet. Derfor mener han også, at den største udfordring som tv-vært er at lære at føle sig tilpas i studiet:

”Det handler jo om, at man skal virke helt naturlig i en af de mest unaturlige situationer, der findes.” 

Værtsrollen har han dog efterhånden fundet sig helt til rette i:

”Jeg var ude at spise brunch med Stéphanie Surrugue. Det var uden for arbejdstiden, men jeg ved jo godt, at folk kender mig fra tv. Da jeg skulle op til buffeten, spottede hun med det samme, at jeg gik og smilede og nikkede til folk, selvom der ikke var nogen, der henvendte sig til mig.”

Et smil breder sig fra kind til kind. Han ryster lidt på hovedet, som om han nærmest griner lidt af sig selv:

”Det havde jeg slet ikke tænkt over, at jeg gør. Det er jo lidt skørt, at værtsrollen efterhånden ligger så underbevidst i mig, at jeg skal have andre til at påpege det.”

Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzau: ”Du skal være djævlens advokat”

Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzau: ”Du skal være djævlens advokat”

Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzau: ”Du skal være djævlens advokat”

Bertil Fruelund fra Ritzaus Bureau har dækket et utal af pressemøder den seneste tid. For ham er det en disciplin først at finde på spørgsmålene, når han står på stedet, men målet er altid det samme: Han skal finde hullerne.

Skribent: Mads Oxlund Petersen
Illustration: Amanda Nygaard Frisk

Udgivet den 29. oktober 2020

Bertil Fruelund springer op på cyklen og suser ned mod Eigtveds Pakhus. Det er endnu et COVID 19-pressemøde, han er på vej til. Han skal ned for at stille kritiske og opklarende spørgsmål til regeringens coronastrategi på vegne af befolkningen. Cykelturen går gennem København og ender ved den brostensbelagte indgang til Centraladministrationens møde-og konferencelokale, hvor en hel del af COVID 19-pressemøderne har udspillet sig.

På redaktionen fik man på kort tid koordineret sig frem til, hvem der skulle afsted, da nyheden om pressemøde tikkede ind. Den seneste tid har der været mere end almindeligt mange pressemøder, og selvom Bertil Fruelund er vant til at skulle dække en del, er han ikke vant til at dække dem en gang om ugen.

Journalisten er læserens repræsentant

Når Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzaus Bureau, er han vant til at skulle gribe mikrofonen og skyde spørgsmål fra hoften. Alligevel er han journalist og ikke cowboy. For ham er det mere reglen end undtagelsen, at spørgsmålene til et pressemøde først sidder der, når man er mødt op, og mikrofonen bliver tændt:

”Det er jo lidt en disciplin som nyhedsjournalist at kunne finde på nogle spørgsmål ret hurtigt: Hvor kan man mærke, at det knirker lidt? Hvad giver mening for almindelige mennesker i det, de siger? Nogle gange bliver man indkaldt med 20 minutters varsel, og så har man ikke tid til andet end at gribe en kuglepen og en blok.”

Som ung journaliststuderende landede Bertil Fruelund i en praktikplads som finansjournalist, et emne som han efter eget udsagt ikke vidste noget om, den dag han startede. Dengang var det et spørgsmål om at få stoffet ind under neglene, og Bertil fik efterhånden ”skrevet sig ind” på området og opbygget sin erfaring. I dag har han både fået læst og skrevet sig ind på de emner, han dækker, men han savner alligevel at være grøn på nogle flere områder:

”Til tider gik det bedre i starten, fordi man nok formidlede stoffet bedre på læsernes vegne. Det, man ikke selv forstår, er tit det, læseren heller ikke forstår. Og på mange måder er man jo læserens repræsentant.”

Bertil Fruelund fremhæver især én vigtig ting som redskab til at stille de afgørende spørgsmål på et pressemøde:

”Du må ikke gå og tænke, at du lyder dum, eller at der findes mennesker, der ved mere om det end dig selv, for det er der helt sikkert. Men man må jo spørge på læsernes vegne, og forhåbentligt ved du bare lidt mere om det end dem.”

 

Går hårdt til magten

Når Bertil Fruelund efter sin cykeltur gennem de Københavnske gader har sat sig i stolen med blokken i hånden, er drømmescenariet at have al tiden til spørgsmål for sig selv, men som journalist på et pressemøde må man dele tiden med de øvrige journalister. Selvom nogle medier bliver prioriteret anderledes end andre, påvirker det ikke forholdet mellem journalisterne:

”Der er en god tone, og vi hjælper hinanden så godt, vi kan. Men det er jo altid DR og TV2, der får lov til at spørge først. Jeg prøver altid at tælle, hvor mange der kommer før mig, og hvis det er fire spørgsmål, skal jeg jo have fem gode spørgsmål.”

Som nyhedsreporter på Ritzaus Bureau er det Bertil Fruelunds fornemmeste opgave at formidle det, der sker, hurtigst muligt. Ritzau leverer nyheder til en stor del af de danske medier hver dag, og derfor er hurtighed og enkelthed to af de vigtigste parametre i Bertil Fruelunds dækning. På den måde sikrer han, at det, han skriver, kan bruges i alle medier.

Alligevel opfatter Bertil Fruelund det som sin journalistiske rolle at gå hårdt til den fremmødte magt på pressemøderne. Han husker sig selv på, at han er der på vegne af befolkningen og læserne – som en slags oversætter, som han selv siger – og den rolle har han især taget på sig under COVID 19-pressemøderne:

”Du skal være djævlens advokat over for dem, der udsender deres budskab. Selvom det måtte være det mest hjerteligt godgørende, skal du være kritisk over for det: Hvad er det, I vil have? Virker det? Hvad vil det betyde?”

Opgaven er at finde håret i suppen

Da antallet af COVID 19-pressemøder var på sit højeste i Danmark, fløj en del seere til tasterne på Facebook, fordi de mente, at journalisterne var for kritiske i en krisesituation. Samtidig udtalte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i en udgave af Journalisten, at han var ærgerlig over, at journalisterne ledte efter håret i suppen til pressemøderne. Men den sag ser Bertil Fruelund anderledes på:

”Det er jo vores opgave, for han kommer jo ikke selv til at sige, hvad der er håret i suppen. Vi skal finde hullerne, så læserne bliver opdateret på, hvad myndighederne kommer med, hvad det kan, og hvad det mangler. Så er der nogle, der mener, at spørgsmålene blev stillet for hårdt, men det har ikke noget med indholdet at gøre.”

 Og når man som journalist i et lokale fyldt med andre journalister skal forsøge at finde håret i suppen, har Bertil Fruelund ofte flere vinkler med i værktøjskassen for at kunne fange magthaverne på de mest saftige og problemfyldte emner:

”På det sidste pressemøde spurgte jeg Thorkild Fogde (Danmarks Rigspolitichef, red) om, hvordan han ville få de unge mennesker til at stoppe med at snave og drikke, når nu den katolske kirke ikke er lykkedes med det i 2000 år. Og der måtte han jo erkende, at det kunne de nok ikke.”

Ritzau er først med det første – og det har de været i mere end 150 år

Ritzau er først med det første – og det har de været i mere end 150 år

Ritzau er først med det første – og det har de været i mere end 150 år

Ritzau er et medie, man måske ikke lige lægger så meget mærke til i dagligdagen. Men de er en hjørnesten for de danske mediers nyhedsdækning. Hver dag leverer de flere hundrede nyheder til de danske medier.

Skribent: Christoffer Panduro

Udgivet den 06. juli 2020

Der er stille på redaktionen. Det er Grundlovsdag, og derfor er der kun nogle få nyhedsjournalister på arbejde på Ritzaus hovedredaktion på Store Kongensgade i indre København. Normalt er der langt flere på arbejde på redaktionen, hvor de arbejder på at skrive de korte nyhedstelegrammer, som Ritzau har gjort til sit varemærke.

Ritzau leverer nyheder til 170 medier i Danmark. De leverer omkring 130.000 nyheder i løbet af et år og skriver om alt fra udland og politik til sundhed og forbrug.

En normal dag på redaktionen hos Ritzau starter kl. 5.30, hvor den første nyhedsredaktør møder ind. Her starter vedkommende med at snakke med Ritzaus redaktion i Sydney. Ritzau har en redaktion i Sydney, så de ikke behøver at have folk til at arbejde om natten.

Sydney-redaktionens primære opgave er at holde øje med, hvad der foregår i de lande, der ikke ligger i samme tidszone som Danmark, samtidig med at de holder øje med, om der skulle ske noget i løbet af natten i Danmark, som de så kan rapportere til morgenholdet på redaktionen i Store Kongensgade.

”Det er en kæmpe fordel for os, at vi har nyheder klar om morgenen, for det er en af de ting, der bliver efterspurgt hos medierne, når de møder ind om morgenen,” forklarer Søren Funch, der er nyhedschef hos Ritzau.

Efterhånden som morgenen skrider frem, møder de andre medarbejdere ind på redaktionen, hvor de holder et større redaktionsmøde kl. 11.00. På redaktionsmødet koordinerer de de ting, de skal lave i løbet af dagen.

”Vi holder i princippet redaktionsmøde hele tiden. Vi er jo bemandet hele døgnet, så det vigtige er bare, at der hele tiden bliver koordineret mellem redaktionerne,” forklarer Søren Funch.

”Vi har folk ude i marken, vi har syv mand på Christiansborg. Derudover overvåger vi mails, pressemeddelelser, Twitter og den slags, og så abonnerer vi på en lang række udenlandske nyhedsbureauer,” siger Søren Funch.

På den måde danner Ritzau sit overblik over, hvad der sker, og hvilke nyheder der skal skrives, og hvordan der skal følges op.

 Nyhederne bliver sendt ud til de andre mediers redaktioner, hvor de, alt efter hvilket abonnement de har, modtager Ritzaus nyheder. Her er der en lang række nyhedsprodukter, der strækker sig fra de korte nyheder på 2000 anslag til længere analytiske artikler.

RITZAUS HISTORIE

Ritzaus Bureau blev grundlagt i 1866 af Erik Nicolai Ritzau. På dette tidspunkt havde det længe været på tale hos flere af de store dagblade i København at oprette et telegrambureau i landet. De fik nemlig alle telegrammer fra korrespondenter i Hamborg, hvilket var meget omkostningsfuldt for dem.

Ritzau får hurtigt mange abonnenter. Foruden de københavnske dagblade bliver også Københavns Børs, Kongehuset, flere ministerier samt en lang række af de danske dagblade uden for København kunder hos bureauet.

I 1883 får Ritzau sin første telefon, en direkte forbindelse til Rigsdagen (det daværende Folketinget), og få år efter, da telefonlinjen åbner til Odense, åbner Ritzau deres første filial uden for København i Odense.

I 1903 dør Erik Nicolai Ritzau af tyfus efter at have stået i spidsen for bureauet i 37 år. Ikke lang tid efter overtager hans søn, Lauritz Ritzau, bureauet, som han kommer til at stå i spidsen for i adskillige år og først forlader i 1958.

I 1906 får Ritzau Bornholms Tidende som kunde, og de er nu leverandører af nyhedstelegrammer til alle landets dagblade. Desuden er de på dette tidspunkt også leverandører af telegrammer til en lang række virksomheder og handelshuse.

I 1920 bliver Presserådet dannet, som var et organ, der skulle give de danske dagblade indsigt i Ritzaus drift. Det skulle sikre, at medierne kunne være med til at udvikle Ritzau og have kontrol over, hvad de producerede.

I 1947 overgår ejerskabet af Ritzau til de danske medier efter at have været i familien Ritzaus varetægt i 81 år. Det var allerede en tanke, som Erik Nicolai Ritzau havde, at bureauet skulle overgå til medierne, da han mente, at det ville være en stor fordel for pressen selv at være med til at bestemme over, hvordan Ritzau skulle udvikles.

I dag er en lang række af de danske medier med i ejerkredsen omkring Ritzau, så på den måde er de ikke kun kunder hos Ritzau, men også ejere af nyhedsbureauet. Ritzau har stadig den redaktionelle frihed, men arbejder tæt sammen med kunderne.

For lille et land til flere nyhedsbureauer
Allerede fra starten havde Ritzau konkurrenter, og i 1888 oprettes Nordisk Telegrambureau som konkurrent til Ritzau. Det når imidlertid kun at eksistere i fire år, inden de må dreje nøglen om. 

Det seneste forsøg på at lave en konkurrent til Ritzau var, da Berlingske Media i 2011 oprettede nyhedstjenesten BNB. Tanken bag var, at man ville producere sine nyheder i eget hus. 

Søren Funch forklarer lukningen af BNB med, at Danmark er for lille et land til at have konkurrerende nyhedsbureauer. 

”I al sin enkelthed handler det om, at fællesskab er en fordel. I Danmark er det en fordel at have ét nyhedsbureau, som man ejer sammen. Så kan det varetage de basisfunktioner, som medierne skal have klaret, med hensyn til at overvåge, hvad der sker i samfundet,” forklarer han og fortsætter:

”Det er for vanskeligt for de enkelte medier at have nok medarbejdere til at dække hele nyhedsstrømmen, og så er det en fordel at have Ritzau til at lave den slags. Så kan man køre videre med historierne derfra.”

Han forklarer dog, at konkurrencen fra Berlingskes nyhedsbureau har været med til at gøre Ritzau bedre, så det kan være godt for Ritzau at have konkurrenter. 

BNB lukkede igen i 2015, hvorefter Berlingske Media igen blev kunde hos Ritzau, og Ritzau overtog de medarbejdere, der før havde arbejdet for BNB. 

Det vigtigste er troværdigheden
”Det afgørende for Ritzau er, at medierne kan stole på det, vi leverer,” forklarer Søren Funch. 

Det er meget vigtigt for Ritzau, at deres kunder ved, hvad de laver. De har en plankalender, som deres kunder kan følge, så de altid ved præcis, hvornår hvilke nyheder kommer. 

På kalenderen kan der for eksempel stå, at Ritzau vil tage ud og dække Statsministerens pressemøde, og så fremgår det, hvornår nyheden vil blive bragt, og i hvilket format og omfang.

På den måde ved kunderne altid, hvad Ritzau vil komme til at levere i løbet af dagen og ugen. På Ritzau har de også en løbende dialog med de andre medier, så de ved, hvad de har behov for, og hvad de efterspørger. 

Søren Funch forklarer, at han kan mærke en øget brug af Ritzaus historier.

”I takt med digitaliseringen bliver vi brugt mere og mere,” siger han og uddyber:

”I gamle dage var der begrænset plads i en avis, men nu hvor de fleste nyheder ligger på nettet, er der i princippet ubegrænset plads, og det har medført, at vi bliver brugt mere, end vi har været før.”

På trods af den digitale udvikling er opgaverne hos Ritzau de samme, som de altid har været.

”Det er klart, at vores metoder har ændret sig i tidens løb i takt med den teknologiske udvikling, men den grundlæggende opgave har ikke ændret sig. Kernen af vores arbejde er stadig at lave nyheder,” forklarer Søren Funch.

Patient 0: Da TV2 News blev Danmarks centrum for tidens største nyhed

Patient 0: Da TV2 News blev Danmarks centrum for tidens største nyhed

Patient 0: Da TV2 News blev Danmarks centrum for tidens største nyhed

COVID-19 vendte op og ned på hverdagen for TV2 News-redaktør Jakob Ramlyng og resten af redaktionen. Hør, hvordan han og chefredaktør Ulla Pors tacklede forløbet.

Tekst: Peter Brøndsted

Foto: Walther Bølge

Udgivet den 21. juni 2020

Klokken var lidt over 24.00 natten til torsdag den 27. februar. Jakob Ramlyng, der til daglig er redaktør på TV2 News, sad derhjemme ved familien i Roskilde og ventede på en vigtig besked. Han havde fået lovning på, at testresultatet ville komme inden midnat. Det gjorde det ikke, og nu holdt det ham vågen.

”Ventetiden var en underlig form for limbo. Jeg havde jo fortalt min chef, at jeg var blevet testet, så det var ikke kun min familie og mig, der ventede, der var også flere på arbejdet, som sad og ventede,” siger han.

Blandt de ventende var chefredaktør på TV2 News, Ulla Pors. Hun var begyndt at blive bekymret, da beskeden ikke dukkede op inden midnat:

”Da klokken slog 24.00, og vi stadigvæk ikke havde fået noget svar, fik jeg en sms-besked om, at testresultatet var blevet udsat, men at det ikke nødvendigvis var noget tegn på, at Jakob Ramlyng var smittet. Jeg må indrømme, at jeg alligevel selv tolkede det som et dårligt signal, og derfor sov jeg heller ikke særligt godt,” siger Ulla Pors.

Derhjemme i Roskilde sad den søvnløse Jakob Ramlyng og blev mere rastløs, som timerne gik. Blot en uge før havde han sammen med familien været på vinterferie i Italien. Han havde også arbejdet og rapporteret hjem til Danmark om, hvordan region efter region i Norditalien lukkede ned grundet COVID-19. Da de kom hjem, havde hans kone følt sig lidt syg, men hun var testet negativ for COVID-19. Han havde haft det fint. Nu sad han selv og ventede på, at hans egen test ville være negativ, så han kunne komme tilbage på arbejde. Omkring kl. 02.30 var der endelig svar. Testresultat for COVID-19: Positiv.

En svær og surrealistisk situation at være patient 0
Det positive testresultat satte flere mekanismer i gang. Først og fremmest skulle Jakob Ramlyng selv tage nye forholdsregler til sin familie. De blev nødt til at aflyse hans søns fødselsdag, og Jakob skulle gå i karantæne. Senere skulle hans familie også i karantæne. Situationen var helt ny, og derfor siger han også, at det var svært at være patient i en tid, hvor mange ting blev opdaget undervejs:

”Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og de andre institutter havde jo haft forskellige planer i skuffen, men nu skulle det lige pludselig konkretiseres, og det var ret intenst at stå midt i. Min egen opfattelse var, for at sige det mildt, at de var på meget dybt vand,” siger han.

Midt i dette kaos var der et andet aspekt af situationen: TV2 stod med en meget stor nyhed, da de jo havde den første og eneste kilde i Danmark. Spørgsmålet var, om de ville bruge ham. Jakob Ramlyng syntes ikke selv, at det gav mening at holde det hemmeligt og valgte derfor at stå frem. Den første dag udtalte han sig kun til TV2. Dagen efter var han i TV Avisen på DR og begyndte at udtale sig til andre medier, senere også på TV4 i Sverige. Normalt sidder han selv og bestemmer, hvor længe folk skal være på, eller skærer interviews fra, hvis der dukker noget andet op. Nu var det omvendt. Rent fagligt syntes han, at det var en spændende proces at stå på den anden side af kameraet, men også lidt surrealistisk:

”Nu prøvede jeg selv at være på tv både i meget kort tid og i meget lang tid. Det var mærkeligt kun at være på i halvandet minut. Andre gange var jeg på i sytten minutter, hvor man til sidst tænker, at nu kan de ikke have mere at spørge om, og så bliver de ved, ” siger han og præciserer, at det ikke var spørgsmålenes karakter, der gjorde det underligt, men tiden.

En mediestorm uden lige
For Jakob Ramlyng blev rollerne byttet rundt på et øjeblik. Med historien fulgte en enorm interesse og en mediestorm uden lige. Så stor, at en af TV2’s kommunikationsmedarbejdere blev sat til at tage sig af alle henvendelser til Jakob Ramlyng, for at undgå at han blev overvældet. Generelt synes Jakob, at folk har været dygtige, men han har også lagt mærke til fejl, der blev trykt i pressen:

”Der var nogle ting, som blev ved med at være forkert. Det var lidt irriterende, for jeg kunne jo ikke være mediemonitor på alt, der blev trykt. Det fik mig til at tænke over, hvordan andre, der ikke har samme adgang til at komme i kontakt med medierne og rette fejl, må have det,” siger han.

Ulla Pors fortæller, at det har været Jakob Ramlyngs ønske at stille op i medierne, også på trods af konsekvenserne:

”Mange gange har jeg da forsøgt at trække lidt i den modsatte retning, så han kunne få en pause fra det hele. Jeg var jo meget bevidst om, at i det sekund, man lukker døren op, gør man også sig selv og sin familie sårbar,” siger hun.

Jakob Ramlyng siger selv, at han flere gange har måttet holde tungen lige i munden under interviews for ikke at ryge ud på dybt vand:

”Mange gange blev jeg spurgt om lægefaglige ting, som jeg jo ikke kan svare på. Der var det enormt vigtigt, at man husker at deklarere sig selv. Altså at forklare, hvordan man selv har oplevet det, uden at fremstå som en corona-ekspert. ”

Skal man lukke ned for News-redaktionen på Teglholmen?
Da TV2-redaktionen fik at vide, at Jakob Ramlyng var testet positiv, blev 16 andre TV2-medarbejdere også sendt i karantæne, dog uden at vide om de var smittet. På TV2 begyndte man samtidig at tage stilling til, hvad man skulle gøre med News-redaktionen på Teglholmen. Ulla Pors fortæller, at en af hovedprioriteterne var at finde ud af, hvorvidt man skulle lukke Teglholmen ned:

”Vi havde på forhånd forberedt os på, hvis han var smittet, at vi havde en mulighed for at flytte til Odense. Vi havde et helt hold, der ikke havde været på arbejde, mens han var, som kunne køre til Odense og producere nyheder,” siger Ulla Pors.

I samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed blev TV2 enige om ikke at lukke ned for redaktionen på Teglholmen. Senere skulle det også vise sig, at ingen af de 16 hjemsendte var smittet, blandt andet fordi Jakob Ramlyng havde været meget opmærksom på forholdsregler for smitte, inden han blev erklæret smittet.

Ulla Pors fortæller, at det har været hårdt at leve med den uvidenhed, der har eksisteret, siden Jakob Ramlyng blev smittet, og hun ønsker ikke, at nogen skal opleve en lignende situation. De har ikke vidst, hvor alvorlig Jakobs helbred eller hans familie ville blive ramt og de har ikke vidst, om andre TV2-medarbejdere var smittet. Spørgsmålet om, hvorvidt Teglholmen skulle lukkes ned, har hængt som en evig regnvejrssky over produktionsholdet siden dag ét. Som et lille lys midt i kaosset stod det dog ret tidligt klart for Ulla Pors, at myndighederne ville få svært ved at holde noget hemmeligt, når patient 0 var en redaktør fra TV2 News:

”På et tidspunkt midt om natten sad vi og kiggede på hinanden og sagde: Hold da ferie, er myndighederne overhovedet klar over, hvor svært det bliver for dem. Vi kommer jo til at vide alt, hvad der foregår, og hvordan de griber det an,” siger hun.

Adspurgt, om hun har prøvet noget lignende før, svarer hun:

 ”Jeg har været chef i 22 år, så jeg har stået i mange vilde situationer før, men jeg tror aldrig, at jeg har prøvet noget lignende. Det er jo begyndelsen på den værste krise i Danmark siden 2. Verdenskrig,” siger Ulla Pors.