Ritzau er først med det første – og det har de været i mere end 150 år

Ritzau er først med det første – og det har de været i mere end 150 år

Ritzau er først med det første – og det har de været i mere end 150 år

Ritzau er et medie, man måske ikke lige lægger så meget mærke til i dagligdagen. Men de er en hjørnesten for de danske mediers nyhedsdækning. Hver dag leverer de flere hundrede nyheder til de danske medier.

Skribent: Christoffer Panduro

Udgivet den 06. juli 2020

Der er stille på redaktionen. Det er Grundlovsdag, og derfor er der kun nogle få nyhedsjournalister på arbejde på Ritzaus hovedredaktion på Store Kongensgade i indre København. Normalt er der langt flere på arbejde på redaktionen, hvor de arbejder på at skrive de korte nyhedstelegrammer, som Ritzau har gjort til sit varemærke.

Ritzau leverer nyheder til 170 medier i Danmark. De leverer omkring 130.000 nyheder i løbet af et år og skriver om alt fra udland og politik til sundhed og forbrug.

En normal dag på redaktionen hos Ritzau starter kl. 5.30, hvor den første nyhedsredaktør møder ind. Her starter vedkommende med at snakke med Ritzaus redaktion i Sydney. Ritzau har en redaktion i Sydney, så de ikke behøver at have folk til at arbejde om natten.

Sydney-redaktionens primære opgave er at holde øje med, hvad der foregår i de lande, der ikke ligger i samme tidszone som Danmark, samtidig med at de holder øje med, om der skulle ske noget i løbet af natten i Danmark, som de så kan rapportere til morgenholdet på redaktionen i Store Kongensgade.

”Det er en kæmpe fordel for os, at vi har nyheder klar om morgenen, for det er en af de ting, der bliver efterspurgt hos medierne, når de møder ind om morgenen,” forklarer Søren Funch, der er nyhedschef hos Ritzau.

Efterhånden som morgenen skrider frem, møder de andre medarbejdere ind på redaktionen, hvor de holder et større redaktionsmøde kl. 11.00. På redaktionsmødet koordinerer de de ting, de skal lave i løbet af dagen.

”Vi holder i princippet redaktionsmøde hele tiden. Vi er jo bemandet hele døgnet, så det vigtige er bare, at der hele tiden bliver koordineret mellem redaktionerne,” forklarer Søren Funch.

”Vi har folk ude i marken, vi har syv mand på Christiansborg. Derudover overvåger vi mails, pressemeddelelser, Twitter og den slags, og så abonnerer vi på en lang række udenlandske nyhedsbureauer,” siger Søren Funch.

På den måde danner Ritzau sit overblik over, hvad der sker, og hvilke nyheder der skal skrives, og hvordan der skal følges op.

 Nyhederne bliver sendt ud til de andre mediers redaktioner, hvor de, alt efter hvilket abonnement de har, modtager Ritzaus nyheder. Her er der en lang række nyhedsprodukter, der strækker sig fra de korte nyheder på 2000 anslag til længere analytiske artikler.

RITZAUS HISTORIE

Ritzaus Bureau blev grundlagt i 1866 af Erik Nicolai Ritzau. På dette tidspunkt havde det længe været på tale hos flere af de store dagblade i København at oprette et telegrambureau i landet. De fik nemlig alle telegrammer fra korrespondenter i Hamborg, hvilket var meget omkostningsfuldt for dem.

Ritzau får hurtigt mange abonnenter. Foruden de københavnske dagblade bliver også Københavns Børs, Kongehuset, flere ministerier samt en lang række af de danske dagblade uden for København kunder hos bureauet.

I 1883 får Ritzau sin første telefon, en direkte forbindelse til Rigsdagen (det daværende Folketinget), og få år efter, da telefonlinjen åbner til Odense, åbner Ritzau deres første filial uden for København i Odense.

I 1903 dør Erik Nicolai Ritzau af tyfus efter at have stået i spidsen for bureauet i 37 år. Ikke lang tid efter overtager hans søn, Lauritz Ritzau, bureauet, som han kommer til at stå i spidsen for i adskillige år og først forlader i 1958.

I 1906 får Ritzau Bornholms Tidende som kunde, og de er nu leverandører af nyhedstelegrammer til alle landets dagblade. Desuden er de på dette tidspunkt også leverandører af telegrammer til en lang række virksomheder og handelshuse.

I 1920 bliver Presserådet dannet, som var et organ, der skulle give de danske dagblade indsigt i Ritzaus drift. Det skulle sikre, at medierne kunne være med til at udvikle Ritzau og have kontrol over, hvad de producerede.

I 1947 overgår ejerskabet af Ritzau til de danske medier efter at have været i familien Ritzaus varetægt i 81 år. Det var allerede en tanke, som Erik Nicolai Ritzau havde, at bureauet skulle overgå til medierne, da han mente, at det ville være en stor fordel for pressen selv at være med til at bestemme over, hvordan Ritzau skulle udvikles.

I dag er en lang række af de danske medier med i ejerkredsen omkring Ritzau, så på den måde er de ikke kun kunder hos Ritzau, men også ejere af nyhedsbureauet. Ritzau har stadig den redaktionelle frihed, men arbejder tæt sammen med kunderne.

For lille et land til flere nyhedsbureauer
Allerede fra starten havde Ritzau konkurrenter, og i 1888 oprettes Nordisk Telegrambureau som konkurrent til Ritzau. Det når imidlertid kun at eksistere i fire år, inden de må dreje nøglen om. 

Det seneste forsøg på at lave en konkurrent til Ritzau var, da Berlingske Media i 2011 oprettede nyhedstjenesten BNB. Tanken bag var, at man ville producere sine nyheder i eget hus. 

Søren Funch forklarer lukningen af BNB med, at Danmark er for lille et land til at have konkurrerende nyhedsbureauer. 

”I al sin enkelthed handler det om, at fællesskab er en fordel. I Danmark er det en fordel at have ét nyhedsbureau, som man ejer sammen. Så kan det varetage de basisfunktioner, som medierne skal have klaret, med hensyn til at overvåge, hvad der sker i samfundet,” forklarer han og fortsætter:

”Det er for vanskeligt for de enkelte medier at have nok medarbejdere til at dække hele nyhedsstrømmen, og så er det en fordel at have Ritzau til at lave den slags. Så kan man køre videre med historierne derfra.”

Han forklarer dog, at konkurrencen fra Berlingskes nyhedsbureau har været med til at gøre Ritzau bedre, så det kan være godt for Ritzau at have konkurrenter. 

BNB lukkede igen i 2015, hvorefter Berlingske Media igen blev kunde hos Ritzau, og Ritzau overtog de medarbejdere, der før havde arbejdet for BNB. 

Det vigtigste er troværdigheden
”Det afgørende for Ritzau er, at medierne kan stole på det, vi leverer,” forklarer Søren Funch. 

Det er meget vigtigt for Ritzau, at deres kunder ved, hvad de laver. De har en plankalender, som deres kunder kan følge, så de altid ved præcis, hvornår hvilke nyheder kommer. 

På kalenderen kan der for eksempel stå, at Ritzau vil tage ud og dække Statsministerens pressemøde, og så fremgår det, hvornår nyheden vil blive bragt, og i hvilket format og omfang.

På den måde ved kunderne altid, hvad Ritzau vil komme til at levere i løbet af dagen og ugen. På Ritzau har de også en løbende dialog med de andre medier, så de ved, hvad de har behov for, og hvad de efterspørger. 

Søren Funch forklarer, at han kan mærke en øget brug af Ritzaus historier.

”I takt med digitaliseringen bliver vi brugt mere og mere,” siger han og uddyber:

”I gamle dage var der begrænset plads i en avis, men nu hvor de fleste nyheder ligger på nettet, er der i princippet ubegrænset plads, og det har medført, at vi bliver brugt mere, end vi har været før.”

På trods af den digitale udvikling er opgaverne hos Ritzau de samme, som de altid har været.

”Det er klart, at vores metoder har ændret sig i tidens løb i takt med den teknologiske udvikling, men den grundlæggende opgave har ikke ændret sig. Kernen af vores arbejde er stadig at lave nyheder,” forklarer Søren Funch.

Patient 0: Da TV2 News blev Danmarks centrum for tidens største nyhed

Patient 0: Da TV2 News blev Danmarks centrum for tidens største nyhed

Patient 0: Da TV2 News blev Danmarks centrum for tidens største nyhed

COVID-19 vendte op og ned på hverdagen for TV2 News-redaktør Jakob Ramlyng og resten af redaktionen. Hør, hvordan han og chefredaktør Ulla Pors tacklede forløbet.

Tekst: Peter Brøndsted

Foto: Walther Bølge

Udgivet den 21. juni 2020

Klokken var lidt over 24.00 natten til torsdag den 27. februar. Jakob Ramlyng, der til daglig er redaktør på TV2 News, sad derhjemme ved familien i Roskilde og ventede på en vigtig besked. Han havde fået lovning på, at testresultatet ville komme inden midnat. Det gjorde det ikke, og nu holdt det ham vågen.

”Ventetiden var en underlig form for limbo. Jeg havde jo fortalt min chef, at jeg var blevet testet, så det var ikke kun min familie og mig, der ventede, der var også flere på arbejdet, som sad og ventede,” siger han.

Blandt de ventende var chefredaktør på TV2 News, Ulla Pors. Hun var begyndt at blive bekymret, da beskeden ikke dukkede op inden midnat:

”Da klokken slog 24.00, og vi stadigvæk ikke havde fået noget svar, fik jeg en sms-besked om, at testresultatet var blevet udsat, men at det ikke nødvendigvis var noget tegn på, at Jakob Ramlyng var smittet. Jeg må indrømme, at jeg alligevel selv tolkede det som et dårligt signal, og derfor sov jeg heller ikke særligt godt,” siger Ulla Pors.

Derhjemme i Roskilde sad den søvnløse Jakob Ramlyng og blev mere rastløs, som timerne gik. Blot en uge før havde han sammen med familien været på vinterferie i Italien. Han havde også arbejdet og rapporteret hjem til Danmark om, hvordan region efter region i Norditalien lukkede ned grundet COVID-19. Da de kom hjem, havde hans kone følt sig lidt syg, men hun var testet negativ for COVID-19. Han havde haft det fint. Nu sad han selv og ventede på, at hans egen test ville være negativ, så han kunne komme tilbage på arbejde. Omkring kl. 02.30 var der endelig svar. Testresultat for COVID-19: Positiv.

En svær og surrealistisk situation at være patient 0
Det positive testresultat satte flere mekanismer i gang. Først og fremmest skulle Jakob Ramlyng selv tage nye forholdsregler til sin familie. De blev nødt til at aflyse hans søns fødselsdag, og Jakob skulle gå i karantæne. Senere skulle hans familie også i karantæne. Situationen var helt ny, og derfor siger han også, at det var svært at være patient i en tid, hvor mange ting blev opdaget undervejs:

”Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og de andre institutter havde jo haft forskellige planer i skuffen, men nu skulle det lige pludselig konkretiseres, og det var ret intenst at stå midt i. Min egen opfattelse var, for at sige det mildt, at de var på meget dybt vand,” siger han.

Midt i dette kaos var der et andet aspekt af situationen: TV2 stod med en meget stor nyhed, da de jo havde den første og eneste kilde i Danmark. Spørgsmålet var, om de ville bruge ham. Jakob Ramlyng syntes ikke selv, at det gav mening at holde det hemmeligt og valgte derfor at stå frem. Den første dag udtalte han sig kun til TV2. Dagen efter var han i TV Avisen på DR og begyndte at udtale sig til andre medier, senere også på TV4 i Sverige. Normalt sidder han selv og bestemmer, hvor længe folk skal være på, eller skærer interviews fra, hvis der dukker noget andet op. Nu var det omvendt. Rent fagligt syntes han, at det var en spændende proces at stå på den anden side af kameraet, men også lidt surrealistisk:

”Nu prøvede jeg selv at være på tv både i meget kort tid og i meget lang tid. Det var mærkeligt kun at være på i halvandet minut. Andre gange var jeg på i sytten minutter, hvor man til sidst tænker, at nu kan de ikke have mere at spørge om, og så bliver de ved, ” siger han og præciserer, at det ikke var spørgsmålenes karakter, der gjorde det underligt, men tiden.

En mediestorm uden lige
For Jakob Ramlyng blev rollerne byttet rundt på et øjeblik. Med historien fulgte en enorm interesse og en mediestorm uden lige. Så stor, at en af TV2’s kommunikationsmedarbejdere blev sat til at tage sig af alle henvendelser til Jakob Ramlyng, for at undgå at han blev overvældet. Generelt synes Jakob, at folk har været dygtige, men han har også lagt mærke til fejl, der blev trykt i pressen:

”Der var nogle ting, som blev ved med at være forkert. Det var lidt irriterende, for jeg kunne jo ikke være mediemonitor på alt, der blev trykt. Det fik mig til at tænke over, hvordan andre, der ikke har samme adgang til at komme i kontakt med medierne og rette fejl, må have det,” siger han.

Ulla Pors fortæller, at det har været Jakob Ramlyngs ønske at stille op i medierne, også på trods af konsekvenserne:

”Mange gange har jeg da forsøgt at trække lidt i den modsatte retning, så han kunne få en pause fra det hele. Jeg var jo meget bevidst om, at i det sekund, man lukker døren op, gør man også sig selv og sin familie sårbar,” siger hun.

Jakob Ramlyng siger selv, at han flere gange har måttet holde tungen lige i munden under interviews for ikke at ryge ud på dybt vand:

”Mange gange blev jeg spurgt om lægefaglige ting, som jeg jo ikke kan svare på. Der var det enormt vigtigt, at man husker at deklarere sig selv. Altså at forklare, hvordan man selv har oplevet det, uden at fremstå som en corona-ekspert. ”

Skal man lukke ned for News-redaktionen på Teglholmen?
Da TV2-redaktionen fik at vide, at Jakob Ramlyng var testet positiv, blev 16 andre TV2-medarbejdere også sendt i karantæne, dog uden at vide om de var smittet. På TV2 begyndte man samtidig at tage stilling til, hvad man skulle gøre med News-redaktionen på Teglholmen. Ulla Pors fortæller, at en af hovedprioriteterne var at finde ud af, hvorvidt man skulle lukke Teglholmen ned:

”Vi havde på forhånd forberedt os på, hvis han var smittet, at vi havde en mulighed for at flytte til Odense. Vi havde et helt hold, der ikke havde været på arbejde, mens han var, som kunne køre til Odense og producere nyheder,” siger Ulla Pors.

I samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed blev TV2 enige om ikke at lukke ned for redaktionen på Teglholmen. Senere skulle det også vise sig, at ingen af de 16 hjemsendte var smittet, blandt andet fordi Jakob Ramlyng havde været meget opmærksom på forholdsregler for smitte, inden han blev erklæret smittet.

Ulla Pors fortæller, at det har været hårdt at leve med den uvidenhed, der har eksisteret, siden Jakob Ramlyng blev smittet, og hun ønsker ikke, at nogen skal opleve en lignende situation. De har ikke vidst, hvor alvorlig Jakobs helbred eller hans familie ville blive ramt og de har ikke vidst, om andre TV2-medarbejdere var smittet. Spørgsmålet om, hvorvidt Teglholmen skulle lukkes ned, har hængt som en evig regnvejrssky over produktionsholdet siden dag ét. Som et lille lys midt i kaosset stod det dog ret tidligt klart for Ulla Pors, at myndighederne ville få svært ved at holde noget hemmeligt, når patient 0 var en redaktør fra TV2 News:

”På et tidspunkt midt om natten sad vi og kiggede på hinanden og sagde: Hold da ferie, er myndighederne overhovedet klar over, hvor svært det bliver for dem. Vi kommer jo til at vide alt, hvad der foregår, og hvordan de griber det an,” siger hun.

Adspurgt, om hun har prøvet noget lignende før, svarer hun:

 ”Jeg har været chef i 22 år, så jeg har stået i mange vilde situationer før, men jeg tror aldrig, at jeg har prøvet noget lignende. Det er jo begyndelsen på den værste krise i Danmark siden 2. Verdenskrig,” siger Ulla Pors.

Lokale medier i Zimbabwe, Filippinerne og Egypten viser, hvor vigtig journalistik er

Lokale medier i Zimbabwe, Filippinerne og Egypten viser, hvor vigtig journalistik er

Lokale medier i Zimbabwe, Filippinerne og Egypten viser, hvor vigtig journalistik er

Danske journalister og medier kan lære noget om, hvor vigtig journalistikken er, og hvor den er vigtig, hvis de kigger mod lokale medier rundt omkring i verden. Det mener direktør i International Media Support, Jesper Højberg.

Skribent: Jeppe Schropp

Udgivet den 13. juni 2020

Pludselig bølgede coronakrisen hen over de danske medier, og kampen om at nå først til fadet var sat i gang. I al dens hast har krisen for alvor sat journalistfaget på prøve. For hvilke informationer kan vi stole på? Hvilke informationer baseres de politiske beslutningerne på? Og hvilke myndigheder skal vi lytte til? Det er ikke fremmede spørgsmål, men krisen har vist, hvor vigtigt det er at stille dem.

Og måske glemmer vi nogle gange at forholde os til disse spørgsmål. De steder i verden, hvor adgangen til informationer ikke er givet, står journalister over for spørgsmålene hver eneste dag. I de lande, hvor man som hovedregel ikke tager myndighedernes informationer for gode varer, kom det da heller ikke som nogen stor overraskelse, da corona viste sig værre, end man først havde troet.

Men kan danske journalister lære noget af lokaljournalister i Jordan, Afghanistan og Myanmar? Og interesserer journaliststanden i Danmark sig i det hele taget nok for faget rundt omkring i verden?

Ifølge Jesper Højberg, som er direktør i International Media Support (IMS), kan danske journalister og medier lære noget om journalistikkens betydning af deres kollegaer rundt omkring i verden – og ovenikøbet drage nytte af at arbejde sammen med dem.

Retten til at rapportere
Da IMS blev etableret for snart 20 år siden, var det som en modreaktion på konflikterne i Rwanda og på Balkan, hvor medierne blev brugt til at opildne til krig. Organisationen skulle arbejde for at fremme princippet om, at befolkningens beslutninger skal hvile på et faktuelt grundlag. Og her er det journalisternes rolle at formidle korrekte informationer.

Udfordringen var, at regeringer i Egypten, Zimbabwe og Filippinerne, bare for at nævne nogle eksempler, til stadighed forsøgte at kontrollere strømmen af (mis)informationer og fysisk lagde bånd på journalisterne.

Opgaven og udfordringen er den samme i dag. Journalister risikerer stadig fængsling, og nogle søger endda eksil i andre lande, men små, uafhængige og ofte lokale medier skyder fortsat op og kæmper for at formidle de informationer, som befolkningen behøver.

Ifølge Jesper Højberg bliver det især tydeligt i krisesituationer, hvor vigtig journalistik er, og at folk i stigende grad efterspørger informationer, som de kan stole på.

”Det ses endnu mere tydeligt i en krise, fordi befolkningen ønsker information og begynder derfor også i højere grad at stille spørgsmål ved det røgslør, som regeringer lægger ud over deres manglende evne til at levere den service, som befolkningen har ret til og behov for,” siger han.

I lande som Tunesien og Filippinerne har flere medier faktisk oplevet en massiv fremgang i deres læser- og lyttertal i løbet af de sidste par måneder.

I andre lande har det dog haft store konsekvenser, og under coronakrisen har der været flere eksempler på journalister, som er blevet fængslet som konsekvens af deres dækning af krisen.

I Zimbabwe blev fem lokale journalister anholdt i april, mens de forsøgte at rapportere om nedlukningen i det land i Afrika, som har slået hårdest ned på journalister under coronakrisen, ifølge Reporters Without Borders.

Men det er især de små lokale medier, der er vigtige for befolkningen, uanset om der er krise eller ej, mener Jesper Højberg.

”Nogle af de journalister, vi arbejder med, er lige så meget engagerede medborgere, som de er journalister. Det er, fordi der er mere på spil, og i og med at man er engageret medborger, ser man også konsekvenserne af de politiske handlinger,” siger han.

Journalistikkens almengyldighed
IMS forsøger på forskellige måder at styrke de lokale medier. Organisationen har ansatte i Mellemøsten, Afrika og Asien, som arbejder regionalt, og som aktivt hjælper medierne gennem journalistisk uddannelse, medieudvikling, og så har de en hotline, som gør, at advokater kan rykke ud, når det brænder på.

Danske journalister kan også udstationeres. Nogle hjælper journalister i konfliktområder, andre laver journalistik med tilknytning til et lokalt medie.

”De journalister, som har gjort det, har fået en øjenåbner på mange måder. De har dels lært noget om samfundsforholdene i landene, men de har også skærpet deres egen forståelse af, hvor vigtig journalistikken er. Det viser, hvor vigtigt det er, at man tager faget alvorligt i alle dets dimensioner,” siger Jesper Højberg.

Derfor appellerer Jesper Højberg til, at flere danske journalister og medier orienterer sig mod deres kollegaer rundt omkring i verden. Han mener ikke nødvendigvis, at man skal udstationeres, men at man ved at rette blikket mod faget i andre dele af verden kan kvalificere sin egen journalistik.

Det kan måske synes svært at sammenligne danske og zimbabwiske journalister, men Jesper Højbergs mener alligevel, at kollegaer i det sydlige Afrika eller Mellemøsten kan fortælle noget om fagets natur.

”Det handler om at forstå væsentligheden af journalistikken, for nogle af de problematikker, vi har i yderområderne i Danmark, kræver journalistisk dækning, ligesom krisen i Zimbabwe kræver det,” siger han.

En del af appellen går nemlig på, at ligesom lokale journalister er afgørende i de lande, hvor IMS arbejder, er de det i Danmark.

”Hvis man har en journalist, som tager fat i problemstillinger, der er relevante for lokalbefolkningen, vil man kunne finde nogle meget interessante historier. Og jeg tror, at den perspektivering, du får, når du kommer ud i verden, kan bruges herhjemme.”

Perspektivering er, ifølge Jesper Højberg, at journalistik er vigtig for alle – alle steder. Derfor ærgrer han sig, når nichemedier og lokalaviser må lukke ned på Djursland, i Nordsjælland eller i Nordjylland. Det betyder i sidste ende, at nogle områder af Danmark slet ikke dækkes journalistisk. Men hvis ansvar er det så at holde liv i lokaljournalistikken?

Jesper Højberg mener, at det starter hos journalisterne og de journaliststuderende.

“Der, hvor vi arbejder, vil mange journalister faktisk hellere være på det lokale medie, fordi de kan se, at de kan få indflydelse der. Og så bliver man nødt til at forstå, at det er virkelig vigtigt, om der er nogen, der dækker lokalpolitikken i for eksempel Holstebro eller Nordjylland,” siger han.

Fordel at samarbejde med lokale medier
I øjeblikket arbejder IMS for at styrke forholdet mellem medier i Vesteuropa og medier i blandt andet Afrika og Mellemøsten. Ved hjælp af en digital platform kan vesteuropæiske medier få adgang til lokale historier og kildenetværk fra lande, som ellers er uden for rækkevidde.

På den måde kan lokale mediers historier blive et væsentligt bidrag til den internationale journalistik.

”Når nu man ikke kan rejse, er det endnu mere vigtigt, at de kontakter, vi har, er interessante for vesteuropæiske medier, og vi prøver at skabe en kontakt mellem vesteuropæiske og danske medier og medier ude i verden. Og så viser det sig faktisk, at man får nogle bedre historier ud af det, hvis man opbygger en tillid til et medie i for eksempel Zimbabwe,” siger Jesper Højberg.

Antallet af korrespondenter er da også styrtdykket i løbet af de seneste de seneste 20 år. I 2015 kunne Journalisten fortælle, at der blot var tre danske korrespondenter til at dække Afrika.

Vi bliver derfor, ifølge Jesper Højberg, i stigende grad afhængige af at kunne få oplysninger fra lokale medier. Men det kræver, at der skabes forhold, som sikrer, at journalisterne kan indsamle informationer uden at risikere forfølgelse og fængsling. Det kan dels sikres ved hjælp af IMS’ arbejde og dels af de vesteuropæiske medier.

”Det kan hjælpe journalisterne ude i verden, men det kan også hjælpe vesteuropæiske journalister. Det giver grundlæggende ammunition til en forståelse af os som en del af verden, og at Danmark altid har engageret sig i den internationale verden,” siger han.

 

Alle billeder er tilsendt af IMS. Fotograf: Reza Mohabbati Faryab