Debatten løber løbsk på de sociale medier: ”Smut hjem i din jordhule”

Debatten løber løbsk på de sociale medier: ”Smut hjem i din jordhule”

Debatten løber løbsk på de sociale medier: ”Smut hjem i din jordhule”

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder
afholder knap halvdelen sig fra at
deltage i debatten. Men hvem bærer
ansvaret, og hvordan kommer man
den grove tone til livs?

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder afholder knap halvdelen sig fra at
deltage i debatten. Men hvem bærer
ansvaret, og hvordan kommer man
den grove tone til livs?

Skribent: Caroline Dybdal
ILLUSTRATION: VERONIKA SKOV SNEDKER

Udgivet den 25. marts 2021

”Din type er ikke født med meget mellem ørene.” Ari Bndyan læser hovedrystende den ene kommentar efter den anden. Det er personangreb.

Han er frisør og aktiv deltager i kommentarsporene på Facebook. Han har deltaget i en debat på Facebook om den voksende coronasmitte i Vollsmose. Selv bor han i Sæby, så egentlig kan han være ligeglad, men han følte et behov for at beskytte beboerne.

Hans kommentar skaber reaktioner fra de andre Facebook-brugere. Den første reaktion får hurtigt selskab af de næste. Smut hjem i din jordhule’ og ‘Du er sgu da mere end dum at høre på’.

Det er ikke nyt for Ari, at han bliver udsat for en grov tone, når han blander sig i debatten på Facebook. For det meste rører den grove tone ham ikke, men særligt de racistiske kommentarer rammer ham.

”Når jeg bliver ked af det, så bliver jeg vred. Jeg bliver deprimeret af det.”

Debatten løber løbsk på de sociale medier: ”Smut hjem i din jordhule”

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder afholder knap halvdelen sig fra at deltage i debatten. Men hvem bærer ansvaret, og hvordan kommer man den grove tone til livs?

Skribent: Caroline Dybdal
ILLUSTRATION: VERONIKA SKOV SNEDKER

Udgivet den 25. marts 2021

”Din type er ikke født med meget mellem ørene.”

Ari Bndyan læser hovedrystende den ene kommentar efter den anden. Det er personangreb. 

Han er frisør og aktiv deltager i kommentarsporene på Facebook. Han har deltaget i en debat på Facebook om den voksende coronasmitte i Vollsmose. Selv bor han i Sæby, så egentlig kan han være ligeglad, men han følte et behov for at beskytte beboerne.

Det er ikke nyt for Ari, at han bliver udsat for en grov tone, når han blander sig i debatten på Facebook.
For det meste rører den grove tone ham ikke, men særligt de racistiske kommentarer rammer ham.

”Når jeg bliver ked af det, så bliver jeg vred. Jeg bliver deprimeret af det.”

Med Facebook hører der ansvar

Ari Bndyan er ikke alene. Eksperter vurderer, at debatten bliver tiltagende grovere. Det har haft den konsekvens, at 48% af danskerne ifølge en undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder nu afholder sig fra at deltage i debatten på sociale medier.

Ifølge Maia Kahlke Lorentzen har medierne et ansvar for samtalen online. Hun er social medie moderator, selvstændig konsulent, og en del af Cybernauterne, der er et netværk af eksperter i digital udvikling.

Hun fortæller, at medierne er begyndt at henvende sig mere direkte til brugerne på sociale medier for at få flere klik, for eksempel ved at spørge ‘hvad synes du?’ Det kan mobilisere rigtig rasende og ubehagelige følelser hos brugerne, som resulterer i en hård tone.

Netop brugen af Facebook for at skabe trafik, er noget Nadia Nikolajeva efterspørger handling på. Hun er ekspert i sociale medier og har startet netværket Ansvar for Feedet, der skaber en platform, hvor medier kan rådgive hinanden omkring debatten.

”På Facebook deler de ting for at få en masse klik. Jeg synes, at hvis de vil have den opmærksomhed, så hører der noget ansvar med.”

Fy-ord og dialog

Både Jyllands-Posten og Jysk-Fynske medier er begyndt at bruge et moderationsværktøj for at komme den grove tone til livs. Anders Hjelmer Paulsen, redaktør for sociale medier og digitale værktøjer hos JyskFynske Medier, fortæller, at de manuelt har indtastet over tusind såkaldte fy-ord, som ifølge ham ikke kan bruges på nogen fornuftig måde.

Ordene bliver automatisk skjult fra Jysk Fynske Mediers mere end 100 Facebook-sider.

Nadia Nikolajeva er digital rådgiver og underviser i sociale medier. Hun synes, at værktøjet er smart, men det har også sine begrænsninger. Det resulterer eksempelvis i, at kommentarer, der bekæmper den grove tone, bliver fjernet, hvis de bruger fy-ordene som eksempler.

Hun mener, at moderationen er et minimumskrav til medierne. Selvfølgelig skal kommentarer slettes, men det er ikke det, der giver højt på karakterskalaen.

”Hvis jeg virkelig skal sætte det på spidsen, så synes jeg, at det er uambitiøst for den demokratiske samtale, når det eneste redskab, man bruger, er at slette de dårlige ting. Plej debattonen med alt, hvad det indebærer.”

Hun uddyber, at man ikke bare kan nøjes med at slette de dårlige kommentarer. Man skal fremhæve de gode kommentarer og være tydelig omkring dem, man sletter. Man skal gå i dialog med brugerne.

Læs Nadia Nikolajevas guide til moderering af debatten online

“Har du lyst til at være med til at tage ansvar for feedet? Så overvej, om du skal arbejde efter de fem grundprincipper her. På den måde kan flere medier og organisationer arbejde efter samme standard.

  • Regler: Formuler synlige og klare regler for debatten og giv adgang til at klage over indlæg.
  • Formål: Vurder, hvilke historier, der egner sig til debat, og hvilket formål debatten tjener.
  • Filter: Benyt programmer og filtre, der kan lette moderationen.
  • Deltagelse: Overvej, om journalister og redaktører skal tage del i debatten for at holde den på sporet og berige den med fakta.
  • Ressourcer: Sørg for at styrke moderationen, når emnet er særligt engagerende debatstof. Hav ikke flere debattråde, end redaktionen har ressourcer til at følge og moderere.”

Kilde:  ”Sådan får du en bedre debat online”, Journalisten.dk

Medierne handler forskelligt

Journalistikken har ændret sig i forhold til deres nye rolle på de sociale medier. Det er en ret ny underopgave, der kommer ind i mediebilledet, når medierne skal til at moderere debatten, fortæller Nadia Nikolajeva. Man er nødt til at erkende, at det er noget, man skal have styr på. Det er en opgave, der er kommet for at blive.

Derfor er det også for medierne en ny verden at navigere i, hvilket fører til forskellige løsninger. Størstedelen modererer debatten, så de opfylder minimumskravet, som Nadia Nikolajeva beskriver det. Men både hos Jyllands-Posten og Jysk Fynske Medier forsøger man at gå skridtet længere.

På Jysk Fynske Medier har de indført en ret kontant holdning til de gengangere, der ofte kommer med hadefulde ytringer på deres sociale medier. De bliver udelukket.

Hvis man først er udelukket fra at debattere i et af kommentarsporene hos Jysk Fynske Mediers mange lokalavisers Facebook-sider, skal man kontakte den pågældende chefredaktør. Han eller hun må dernæst bestemme, om personen kan deltage i debatten igen.

Nadia Nikolajeva er positiv over for Jysk Fynske Mediers tiltag. Hun glæder sig over chefredaktørernes deltagelse i opgaven på de sociale medier, da hun ofte oplever, at de blander sig langt udenom.

Hos Jyllands-Posten er det en prioritet at kunne gennemlæse alle kommentarer. Mathias Danielsen fortæller, at han oplever, at man kan styre debatten ved at være over den fra start.

”Hvis det er en grov kommentar, så er min teori, at andre bliver mere tilbøjelige til også at kommentere groft. Så ser man lige pludselig et kommentarspor løbe løbsk,” siger han.

Det er en oplevelse Nadia Nikolajeva genkender fra sine erfaringer i Ansvar for Feedet. De første 20 minutter er fuldstændig afgørende. At få lagt en plan, det er ifølge hende hele hemmeligheden.

Vær tydelig om moderationen

Nadia Nikolajeva har gode erfaringer med dialogen direkte med brugerne, og hun fremhæver vigtigheden i, at medierne er tydelige omkring moderationen.

Medierne er blevet en broget flok, fortæller hun. Nogle tager ansvaret meget seriøst, mens andre lader kommentarfelterne passe sig selv.

”Det positive, synes jeg, er, at medierne virkelig er ved at vågne op i forhold til den her opgave, og at de begynder at få nogle ambitioner på det her område.”

Tilbage i Sæby fortsætter Ari Bndyan med at deltage i debatten. Han er begyndt at invitere de groveste debattører på dialogkaffe og en klipning i sin frisørsalon i Sæby. Det er hans måde at gøre op med ”Facebook-soldaterne” på, som han kalder dem. På hjemmefronten er han dog ene om at deltage i debatten. Hans kone kan ikke forstå lysten.

”Min kone er faktisk vred på mig. Hun er vred over, at jeg gider at bruge min tid på Facebook. På ligegyldige mennesker.”

Vær tydelig om moderationen

Nadia Nikolajeva har gode erfaringer med dialogen direkte med brugerne, og hun fremhæver vigtigheden i, at medierne er tydelige omkring moderationen.

Medierne er blevet en broget flok, fortæller hun. Nogle tager ansvaret meget seriøst, mens andre lader kommentarfelterne passe sig selv.

”Det positive, synes jeg, er, at medierne virkelig er ved at vågne op i forhold til den her opgave, og at de begynder at få nogle ambitioner på det her område.”

Tilbage i Sæby fortsætter Ari Bndyan med at deltage i debatten. Han er begyndt at invitere de groveste debattører på dialogkaffe og en klipning i sin frisørsalon i Sæby. Det er hans måde at gøre op med ‘Facebook-soldaterne’ på, som han kalder dem. På hjemmefronten er han dog alene om at deltage i debatten. Hans kone kan ikke forstå lysten.

”Min kone er faktisk vred på mig. Hun er vred over, at jeg gider at bruge min tid på Facebook. På ligegyldige mennesker.

Kvindehad i kommentarsporet: ”Mandlige journalister bliver kaldt skarpe. Kvindelige journalister bliver kaldt hysteriske”

Kvindehad i kommentarsporet: ”Mandlige journalister bliver kaldt skarpe. Kvindelige journalister bliver kaldt hysteriske”

Kvindehad i kommentarsporet: ”Mandlige journalister bliver kaldt skarpe. Kvindelige journalister bliver kaldt hysteriske”

Kvindelige journalister er i højere grad end deres mandlige kolleger udsat for digitale hadbeskeder, mener Cecilie Beck og Iben Maria Zeuthen. Kønsforsker Christian Groes advarer om, at det kan medføre selvcensur.

Skribent: johanne lerhard
FOTO: esther kofoed sørensen

Udgivet den 25. marts 2021

I et hjørne af Cecilie Becks lyse taglejlighed hænger et lille portræt fra hendes tidlige dage som journalist. Hun har vind i sit dengang lange hår og ser ind i kameraet med samme stålfaste blik, hun har haft som studievært på TV2 siden 2004. Allerede dengang måtte hun leve med at blive kaldt ‘møgkælling’ af nogle seere.

“Mandlige journalister bliver kaldt skarpe. Kvindelige journalister bliver kaldt hysteriske. Der er ingen tvivl om, at der bliver brugt et andet sprog, når kvindelige journalister bliver kritiseret for deres arbejde,” siger Cecilie Beck.

Når hun tænker tilbage på sin lange karriere, er hun ikke i tvivl. Den har adskilt sig fra hendes mandlige kollegers. Hun oplever, at seere bliver provokerede alene af hendes køn og giver udtryk for det online. Det sker typisk, når hun har lavet et særligt kritisk interview. 

Kvindelige journalister gør sig selv mindre synlige

Cecilie Beck ikke er alene om sine erfaringer. En global undersøgelse lavet i samarbejde mellem UNESCO og International Center for Journalists viste sidste år, at 73 procent af kvindelige journalister har været udsat for online vold fra læsere, seere og lyttere.

Som konsekvens har 38 procent gjort sig selv og deres arbejde mindre synligt. Undersøgelsen viser desuden, at de hadefulde kommentarer ofte er direkte koblet til køn. 

Da Aftenshowets Mette Bluhme Rieck i januar interviewede Jes Dorph-Petersen om to krænkelsessager, der for nyligt fik ham fyret fra TV2, blev hun også kastet ud i en shitstorm med sit køn som orkanens øje. 

Mens Mette Bluhme Rieck blev kaldt ord som ‘pigebarn’, ‘hystade’ og ‘smatso’ af seere, der mente, at hun havde været både for kritisk og for subjektiv, fulgte Cecilie Beck med. På grund af sine egne erfaringer med sexisme havde hun brug for at reagere.

Kritik mod kvinder er kønnet

Cecilie Beck delte et opslag på Instagram, der sammenlignede de kønnede skældsord med den ros, Go’Aften Live’s Abdel Aziz Mahmoud modtog efter sit kritiske interview med TV2’s indholdsredaktør, Lotte Lindegaard, om Jes Dorph-Petersens fyring. Han blev blandt andet kaldt ‘modig’ og ‘genial’.

“Når journalister stiller kritiske spørgsmål, handler det ikke om, hvad vi selv synes. Det handler om, at vi udøver et fag. Det havde jeg behov for at gøre opmærksom på,” siger Cecilie Beck.

Kønsforsker og lektor på Roskilde Universitet Christian Groes mener, at et kritisk interview med den folkekære Jes Dorph-Petersen havde kastet enhver journalist ud i en shitstorm. Men han peger også på, at Mette Bluhme Riecks køn fik kritikken til at accelerere.

 

Kritik mod kvinder er kønnet

Cecilie Beck delte et opslag på Instagram, der sammenlignede de kønnede skældsord med den ros, Go’Aften Live’s Abdel Aziz Mahmoud modtog efter sit kritiske interview med TV2’s indholdsredaktør, Lotte Lindegaard, om Jes Dorph-Petersens fyring. Han blev blandt andet kaldt ‘modig’ og ‘genial’.

“Når journalister stiller kritiske spørgsmål, handler det ikke om, hvad vi selv synes. Det handler om, at vi udøver et fag. Det havde jeg behov for at gøre opmærksom på,” siger Cecilie Beck.

Kønsforsker og lektor på Roskilde Universitet Christian Groes mener, at et kritisk interview med den folkekære Jes Dorph-Petersen havde kastet enhver journalist ud i en shitstorm. Men han peger også på, at Mette Bluhme Riecks køn fik kritikken til at accelerere.

“Debatten om køn er lige nu et sted, hvor Mette Bluhme Rieck som kvinde blev gjort til repræsentant for en #metoo-bevægelse. Det gør hende mere sårbar over for beskyldninger om, at hendes køn påvirkede, hvordan hun håndterede interviewet,” siger Christian Groes.

Online sexisme truer ytringsfriheden

Ligesom Cecilie Beck oplever radiovært og skribent Iben Maria Zeuthen også, at hendes køn spiller en uønsket hovedrolle, når hun modtager kritik i kommentarfeltet. Men hun tøver lidt, når hun skal tale om sine egne oplevelser med sexisme.

“Man skal passe på med at begrunde kritik udelukkende med køn, men det er bare svært at få lov til at være fagperson som kvindelig journalist. Jeg tør ikke altid dele mine personlige oplevelser med sexisme, fordi jeg som kvindelig journalist risikerer at blive angrebet for noget, der har med mine følelser og ikke min faglighed at gøre,” siger Iben Maria Zeuthen.

Alligevel bruger hun også aktivt sin Instagram til at belyse sexisme i mediebranchen. Blandt andet poster hun skærmbilleder af de reaktioner, hun får fra Ekstra Bladets læsere, hvor hun skriver klummer, netop for at dokumentere had mod kvinder.

I kommentarfeltet bliver hun blandt andet kaldt ‘tøjte’ og opfordret til at ‘droppe sit 1970’er-pis, fordi verden allerede tilhører kvinder’.

Ifølge Iben Maria Zeuthen påvirker de fleste af kommentarerne hende ikke, fordi hun efter mange år som journalist har lært at holde en professionel distance til personangreb i hendes professionelle virke. Når hun bliver ved med at sætte fokus på online sexisme, er det altså ikke et personligt forsvar. Det er et spørgsmål om ytringsfrihed.

“Der er unge kvinder, som fortæller mig, at de skriver mindre frit, fordi de frygter den nedværdigende, truende tone, der er over for kvindelige journalister på sociale medier,” siger Iben Maria Zeuthen.

Christian Groes tror også, at der som konsekvens af tonen over for kvindelige journalister kan opstå en øget grad af selvcensur.

 

I kommentarfeltet bliver hun blandt andet kaldt ‘tøjte’ og opfordret til at ‘droppe sit 1970’er-pis, fordi verden allerede tilhører kvinder’.

Ifølge Iben Maria Zeuthen påvirker de fleste af kommentarerne hende ikke, fordi hun efter mange år som journalist har lært at holde en professionel distance til personangreb i hendes professionelle virke. Når hun bliver ved med at sætte fokus på online sexisme, er det altså ikke et personligt forsvar. Det er et spørgsmål om ytringsfrihed.

“Der er unge kvinder, som fortæller mig, at de skriver mindre frit, fordi de frygter den nedværdigende, truende tone, der er over for kvindelige journalister på sociale medier,” siger Iben Maria Zeuthen.

Christian Groes tror også, at der som konsekvens af tonen over for kvindelige journalister kan opstå en øget grad af selvcensur.

“Hvis de følelsesmæssige konsekvenser er for store, risikerer vi at lukke munden på kritiske journalister,” siger han.

En kamp for journalistisk frihed

Christian Groes peger på, at solidaritet mellem journalister er afgørende, hvis kvinder fortsat skal kunne gøre deres arbejde ordentligt uden at sætte deres mentale helbred på spil.

Af den grund mener han, at det har været overraskende at se, hvor få mandlige journalister, der offentligt støttede Mette Bluhme Rieck efter interviewet med Jes Dorph-Petersen:

“Det skaber et indtryk af, at vi står i en kønskamp frem for en kamp for journalistisk frihed. Det er vigtigt, at andre journalister udviser solidaritet over for dem, der tør stille de farlige spørgsmål og risikerer at få nogle tæsk,”

Journalister bør dog ikke stå alene med ansvaret for at beskytte deres kvindelige kolleger mod online chikane og sexisme, mener både Cecilie Beck og Iben Maria Zeuthen. De er enige om, at det også er mediehusenes ansvar.

“Det går jo ikke, hvis kun mænd laver kritiske interviews for at undgå sexisme. For så bliver kvinder diskvalificeret alene på baggrund af køn. Derfor er det vigtigt, at medierne tager ansvar for at beskytte kvindelige journalister i en udsat position,” siger Cecilie Beck.

”Der er unge kvinder, som fortæller mig, at de skriver mindre frit, fordi de frygter den nedværdigende, truende tone, der er over for kvindelige journalister på sociale medier.”

– Iben Maria Zeuthen, journalist

 

Af den grund mener han, at det har været overraskende at se, hvor få mandlige journalister, der offentligt støttede Mette Bluhme Rieck efter interviewet med Jes Dorph-Petersen:

“Det skaber et indtryk af, at vi står i en kønskamp frem for en kamp for journalistisk frihed. Det er vigtigt, at andre journalister udviser solidaritet over for dem, der tør stille de farlige spørgsmål og risikerer at få nogle tæsk,”

Journalister bør dog ikke stå alene med ansvaret for at beskytte deres kvindelige kolleger mod online chikane og sexisme, mener både Cecilie Beck og Iben Maria Zeuthen. De er enige om, at det også er mediehusenes ansvar.

“Det går jo ikke, hvis kun mænd laver kritiske interviews for at undgå sexisme. For så bliver kvinder diskvalificeret alene på baggrund af køn. Derfor er det vigtigt, at medierne tager ansvar for at beskytte kvindelige journalister i en udsat position,” siger Cecilie Beck.

”Der er unge kvinder, som fortæller mig, at de skriver mindre frit, fordi de frygter den nedværdigende, truende tone, der er over for kvindelige journalister på sociale medier.”

– Iben Maria Zeuthen, journalist

 

Hun forklarer, at TV2 har været gode til at tage hånd om problemet. For eksempel politianmelder de personer, når tonen i kommentarsporet bliver for hård.

Til et møde med den daværende ligestillingsminister Mogens Jensen tilbage i november foreslog Iben Maria Zeuthen, at der blev udviklet et ligestillingsmærke til medierne for, hvor aktivt de arbejder på at beskytte journalister mod online diskrimination. Hun mener nemlig, at medierne har brug for nogle tydeligere retningslinjer.

“Så ved man også som journaliststuderende, hvilken arbejdsplads, man kommer ud til.  For det bør jo ikke være en del af jobbeskrivelsen at skulle håndtere online diskrimination,” siger Iben Maria Zeuthen. 

Der er endnu ikke kommet noget konkret ud af mødet med den daværende ligestillingsminister, hvor flere kvindelige journalister deltog.

Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt: “Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris”

Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt: “Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris”

Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt: “Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris”

Mennesker med psykiske sygdomme portrætteres ofte som farlige eller skøre i de danske medier. Hvordan undgår man at falde i samme grøft? Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt giver sit besyv.

Skribent: Julie Schønning & Astrid Simone Kjær
FOTO: kim frost

Udgivet den 25. marts 2021

I herskabslejlighedens lyse stue står et arbejdsbord. Det var her Anders Legarth Schmidt sad til den virtuelle Cavlingprisuddeling, da hans navn blev råbt op.

På bordet står nu en lille bronzestatuette. Henrik Cavling ligner en karikatur på en journalist med trenchcoat og bowlerhat. Men journalisten, der har modtaget denne fornemme pris, har ikke bowlerhat på. Han er klædt i jeans og t-shirt og byder på kaffe i sit hjem på Østerbro i København. Cavlingprisen vandt han for sin reportageserie fra en lukket psykiatrisk afdeling:

”Jeg har altid været interesseret i det, der foregår inde i vores allesammens hoveder. Mere end det, man kan se, røre og lugte. Det hænger sammen med, at der var psykisk sygdom i min egen familie, da jeg var barn.” 

Derfor har Anders Legarth Schmidt dækket området for Politiken i mere end 15 år. Sidste år brugte han 40 timer på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit i Glostrup, der endte ud i reportageserien ‘Forbandet Ungdom’. Gennem otte kapitler beskrives livet som patient og personale på en afdeling, der sjældent åbner dørene for pressen. Det vigtigste for ham er at skabe opmærksomhed omkring emnet: 

“Jeg synes, det er super vigtigt at tale og skrive åbent om psykisk sygdom. Tingene vokser sig større og værre, hvis man går med dem alene.” 


Ny fortælling om psykiatrien
 

Men emnet får ikke altid den rigtige form for opmærksomhed. Dramatiske overskrifter er med til at male et billede af mennesker med mentale udfordringer som farlige eller skøre. Eksempler som ‘Knivstikker var psykisk syg’, ‘Professor: Naivt at raskmelde psykisk syge’ og ‘Psykisk syg går amok’. Selvom mediedækningen af psykisk sygdom har udviklet sig til det bedre, er mere end hver tredje artikel fortsat præget af et forenklet billede. Det viser en analyse af mediedækningen i 2019 foretaget af Infomedia. 

Infomedias analyse er lavet på vegne af ‘EN AF OS’. Det er en organisation, som blandt andet er støttet af Social- og Sundhedsstyrelsen, hvis formål er at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark. 

“Der er sket en forbedring i de danske mediers portrættering af psykisk sygdom,” mener konstitueret projektleder for ‘EN AF OS’, Anja Kare Vedelsby. 

Ifølge Anja Kare Vedelsby kan medierne medvirke til at fremme inklusion og bekæmpe diskrimination forbundet med mental sygdom. Det afgørende er måden, der skrives om emnet. 

“Medierne kan være med til at bekræfte folks fordomme om personer med psykiske lidelser, hvis journalister ikke nuancerer, at man ikke er sygdommen, men et menneske med en sygdom,” uddyber projektlederen. 

Medierne kan også være med til at skabe et mindre fordomsfuldt syn på det at have mentale udfordringer ved at vise en alsidig skildring af personen. 

Anders Legarth Schmidt mener ligeledes, at samfundet skal være bedre til at rumme mennesker med mentale vanskeligheder, blandt andet så man ikke skal frygte personlige og karrieremæssige konsekvenser ved at stille sig offentligt frem:

“Vores samfund er på mange måder u-rummeligt. Men jo længere tid der går, hvor psykisk syge mennesker er underrepræsenterede i medierne – desto længere tid går der, før det ikke føles skamfuldt at have en psykisk sygdom.”

De “sårbare” kilder

En anden problematik forbundet med at skrive en historie med psykisk sårbare kilder er, at det kan være vanskeligt at afgøre, om kilden kan overskue konsekvenserne af sin medvirken. Det er et hensyn, der også fremhæves i pressenævnets vejledning om god presseskik.

‘EN AF OS’ arbejder blandt andet med at vejlede journalister og medier, der arbejder med psykisk sårbare kilder. Anja Kare Vedelsby anbefaler, at man sikrer en grundig briefing forud for et interview, og at man taler med kilden om vedkommendes motivation for og eventuelle konsekvenser ved at medvirke. Desuden råder hun til, at man spørger kilden, om man må tale med en pårørende eller en behandler, for at få en professionel mening om kildens medvirken:

“Når folk står frem med noget, der er så personligt som ens psykiske lidelse, er det vigtigt, at  man tager sig god tid.”

 

 

Endelig er det vigtigt, at kilden får mulighed for at godkende artiklen før publicering.

I forbindelse med reportageserien ‘Forbandet Ungdom’ fik Anders Legarth Schmidt blåstempling fra forældre og læger udover kilderne selv forud for alle interviews. Han anerkender dog, at man principielt aldrig kan vide, om en kilde fortryder sin deltagelse.

Alligevel mener han, at journalister skal strække sig langt for at give plads til mennesker, der er anderledes i medierne. Derfor må man sommetider løbe en risiko med kildevalg for at være med til at skabe en udvikling i samfundet:

“Hvis man vil helgardere sig mod den risiko, kommer man til at holde psykisk syge mennesker i mørket for altid.”

For at kunne tegne et oprigtigt portræt af en sårbar kilde er det vigtigt at turde stille de svære spørgsmål. Når Anders Legarth Schmidt interviewede de unge mennesker på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit, havde han ikke forberedt en masse spørgsmål. Ved at gå nænsomt frem afsøgte han grænsen for, hvad han kunne spørge om. Han har erfaret, at blokeringerne ofte ligger i ham selv og ikke i kilden, og hvis man ikke tør stikke dybt nok, bliver det et misforstået hensyn til kilden:

“Hvis jeg stopper med at spørge for tidligt, så bidrager jeg jo til den stigmatisering ved ikke at komme tæt nok på og ved ikke at forstå godt nok, hvem de er.”

Nogle hyldes, andre kritiseres

I samme måned som Anders Legarth Schmidt vinder Cavlingprisen, kritiseres DR3’s dokumentarserie “Fie” på forskellige medier.  Dokumentarserien følger blogger og influencer Fie Laursen, det første år efter at hun har forsøgt at tage sit eget liv, hvor hun netop er udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Dokumentaren viser influencerlivets bagside og undersøger, hvad der driver Fie Laursen og hendes digitale karriere. 

Begge historier er baseret på personer med mentale udfordringer, men hvor Anders Legarth Schmidt hyldes for sin artikelserie, bliver DR3’s dokumentar mødt af hård kritik. Fie Laursen lider af sygdommene PTSD og borderline og døjer med angst. 

Anja Kare Vedelsby fra ‘EN AF OS’ ser på baggrund af dokumentarens første afsnit nogle problematikker i at serien er blevet lavet. 

“Serien er med til at vise, hvor skidt hun har det. Men den viser også, at hun hungrer efter anerkendelse. Jeg tænker, at det ville være bedre for hende ikke at eksponere sig så meget, fordi hun risikerer at få for meget negativ opmærksomhed, som gør så ondt,” siger Anja Kare Vedelsby. 

Det er ikke kun Anja Kare Vedelsby, som frygter, at serien fodrer Fie Laursens behov for opmærksomhed. I mediebilledet går kritikken af dokumentarserien desuden på, at Fie Laursen ikke havde tilladt DR’s portrættering, hvis hun var rask. Og at DR overser de negative konsekvenser ved at filme hende i en sårbar periode af sit liv. 

Tilbage i lejligheden på Østerbro mener Anders Legarth Schmidt, at kritikken er uretfærdig, og at det er forkert at gøre sig til dommer over Fie Laursens motivation for at deltage, når man ikke kender til den. Fie Laursen har, ifølge Anders Legarth Schmidt, fået en urimelig behandling i medierne. Han synes, dokumentaren fortæller mange interessante ting om, hvad det vil sige at være psykisk sårbar: 

“Hun er jo i virkeligheden også en pioneer, som er med til at afstigmatisere, hvad det vil sige at være psykisk syg.”


Grænserne rykkes
 

Med reportageserien ‘Forbandet Ungdom’ er Anders Legarth Schmidt med til at rykke grænserne for, hvem vi kan interviewe, og hvordan vi kan dække psykiatrien. Det mener

‘EN AF OS’.

“‘Forbandet Ungdom’ fremmer åbenhed og nedbryder fordomme omkring, hvordan det er at være indlagt på psykiatrisk afdeling som ung. Det giver udenforstående en empatisk forståelse af, hvordan det kan være at være patient,” siger Anja Kare Vedelsby fra ’EN AF OS’.

I dag står Cavlingprisen på skrivebordet hjemme ved Anders Legarth Schmidt. Det er en anerkendelse af hans arbejde som journalist, men for ham repræsenterer den mere end en påskønnelse af sit professionelle virke: 

“Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris, fordi deri ligger en anerkendelse af, at det som journalist er vigtigt at beskæftige sig med området og kaste lys over mennesker, der lever med psykisk sygdom.”

Forskeren og journalisten: Samarbejdet om at forstå virkeligheden

Forskeren og journalisten: Samarbejdet om at forstå virkeligheden

Forskeren og journalisten: Samarbejdet om at forstå virkeligheden

I den ideelle verden er forskning og journalistik to sider af samme sag, men i praksis opstår forskellene. Illustreret Bunker har talt med en forsker og en videnskabsjournalist for at høre, hvordan de selv opfatter deres samarbejde.

Skribent: Mads Oxlund Petersen
Illustration: silje qvist

Udgivet den 25. marts 2021

Bo Karl Christensen undskylder hurtigt for at være for langhåret i sit svar. Han er videnskabsjournalist med en uddannelse i filosofi og analytisk journalistik. Han er blevet bedt om at sætte ord på, hvordan man bedst kan beskrive forholdet mellem den journalistiske og den videnskabelige verden.

”Der er ikke noget entydigt svar på, hvilke verdener journalister og forskere kommer fra. Min holdning er, at vi journalister altid skal stræbe efter den bedste og mest objektive beskrivelse af virkeligheden – og det er jo fuldstændig det samme, som videnskaben forsøger.”

Når videnskabsjournalistik er et emne, der er værd at tage op, er det, fordi forskning og journalistik ofte beskrives som to uforenelige verdener. De fleste journalister kommer fra den pulserende nyhedsverden, hvor alting skal gå stærkt, mens forskerne kommer fra fordybelsens verden med fokus på detaljen og markant længere ”deadlines”.

Bo Karl Christensen undskylder hurtigt for at være for langhåret i sit svar. Han er videnskabsjournalist med en uddannelse i filosofi og analytisk journalistik. Han er blevet bedt om at sætte ord på, hvordan man bedst kan beskrive forholdet mellem den journalistiske og den videnskabelige verden.

”Der er ikke noget entydigt svar på, hvilke verdener journalister og forskere kommer fra. Min holdning er, at vi journalister altid skal stræbe efter den bedste og mest objektive beskrivelse af virkeligheden – og det er jo fuldstændig det samme, som videnskaben forsøger.”

Når videnskabsjournalistik er et emne, der er værd at tage op, er det, fordi forskning og journalistik ofte beskrives som to uforenelige verdener. De fleste journalister kommer fra den pulserende nyhedsverden, hvor alting skal gå stærkt, mens forskerne kommer fra fordybelsens verden med fokus på detaljen og markant længere “deadlines”.

Derfor er Bo Karl Christensen blevet sat i stævne for at give et indblik i sit samarbejde med alle de forskere og eksperter, som udgør en uundværlig ingrediens i enhver form for videnskabsjournalistik. Han har tidligere skrevet for Videnskab.dk og arbejder nu for Medicinske Tidsskrifter, som står bag en lang række sundhedsfaglige medier.

Og spørger man ham, burde der ideelt set slet ikke være nogen forskel på videnskab og journalistik, fordi de faglige arbejdsmetoder er skåret over samme læst.

”Der er for eksempel en stærk forbindelse mellem journalistik og filosofi, selvom få mennesker tror det. Filosofi handler i høj grad om at stille spørgsmål, tvivle og være kritisk – og det er jo nøjagtig det samme i journalistik, hvor man stiller kritiske spørgsmål, undersøger og ikke bare tager ting for gode varer.”

Fra ideal til praksis

Journalistikken er som udgangspunkt på samme mission som videnskaben, mener Bo Karl Christensen, fordi den forsøger at give os alle sammen den bedst mulige beskrivelse af virkeligheden. Men i praksis oplever han, at forskere kan sidde med en oplevelse af, at journalister har lavet fejl i formidlingen af deres forskning, og det kan mærkes, når han snakker med dem.

“Forskerne siger det jo ikke til mig direkte, men indirekte kan jeg godt fornemme, at de nogle gange er skeptiske over for journalister. Når de så hører, at man kan tale med dem om tingene og kan stille dem kritiske spørgsmål, som forskerne selv synes, er svære at svare på – så får de respekt for én.”

Derfor er Bo Karl Christensen blevet sat i stævne for at give et indblik i sit samarbejde med alle de forskere og eksperter, som udgør en uundværlig ingrediens i enhver form for videnskabsjournalistik. Han har tidligere skrevet for Videnskab.dk og arbejder nu for Medicinske Tidsskrifter, som står bag en lang række sundhedsfaglige medier.

Og spørger man ham, burde der ideelt set slet ikke være nogen forskel på videnskab og journalistik, fordi de faglige arbejdsmetoder er skåret over samme læst.

”Der er for eksempel en stærk forbindelse mellem journalistik og filosofi, selvom få mennesker tror det. Filosofi handler i høj grad om at stille spørgsmål, tvivle og være kritisk – og det er jo nøjagtig det samme i journalistik, hvor man stiller kritiske spørgsmål, undersøger og ikke bare tager ting for gode varer.”

Fra ideal til praksis

Journalistikken er som udgangspunkt på samme mission som videnskaben, mener Bo Karl Christensen, fordi den forsøger at give os alle sammen den bedst mulige beskrivelse af virkeligheden. Men i praksis oplever han, at forskere kan sidde med en oplevelse af, at journalister har lavet fejl i formidlingen af deres forskning, og det kan mærkes, når han snakker med dem.

”Forskerne siger det jo ikke til mig direkte, men indirekte kan jeg godt fornemme, at de nogle gange er skeptiske over for journalister. Når de så hører, at man kan tale med dem om tingene og kan stille dem kritiske spørgsmål, som forskerne selv synes, er svære at svare på – så får de respekt for én.”

I praksis oplever Bo Karl Christensen også, at journalister nogle gange render ind i faldgruber i arbejdet med forskning. Ifølge ham er der en række ting, som journalister er tilbøjelige til at overse.

”Jeg kalder det for falsk balance, som beskriver et fænomen, hvor journalisten vægter to forskere og påstande lige højt i deres arbejde, selvom den ene forsker er kontroversiel og påstanden ringere dokumenteret. Det er ikke oplysende for demokratiet og kan i stedet skabe mistro til behandlinger, vacciner og sundhedsvæsenet generelt.”

Ifølge ham er det typiske problem ved den slags journalistik, at de studier, der er enighed om i videnskaben, får lige så stor betydning i formidlingen som de alternative påstande gør – såsom at HPV-vaccinen giver alvorlige bivirkninger.

I praksis oplever Bo Karl Christensen også, at journalister nogle gange render ind i faldgruber i arbejdet med forskning. Ifølge ham er der en række ting, som journalister er tilbøjelige til at overse.

”Jeg kalder det for falsk balance, som beskriver et fænomen, hvor journalisten vægter to forskere og påstande lige højt i deres arbejde, selvom den ene forsker er kontroversiel og påstanden ringere dokumenteret. Det er ikke oplysende for demokratiet og kan i stedet skabe mistro til behandlinger, vacciner og sundhedsvæsenet generelt.”

Ifølge ham er det typiske problem ved den slags journalistik, at de studier, der er enighed om i videnskaben, får lige så stor betydning i formidlingen som de alternative påstande gør – såsom at HPV-vaccinen giver alvorlige bivirkninger.

 

Forskeren i røret

Én af de forskere, som ofte har samarbejdet med journalister, er Professor og Centerleder Jørgen Brandt fra Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet.

Efter eget udsagn har han været i medierne omkring 200 gange, og han har derfor oplevet videnskabsjournalistikken fra den anden ende af telefonrøret. Ligesom Bo Karl Christensen oplever han et fællesskab mellem forskeren og journalisten, men også en klar forskel i praksis.

”Forskeren er interesseret i at skrive om sin forskning med alle forudsætninger og detaljer, men det er ikke altid sådan, man formidler videnskab i medierne. Og derfor er forskning og journalistik to meget forskellige måder at formidle på,” siger han.

Som forsker har Jørgen Brandt både haft gode og dårlige oplevelser med journalister, når de skal formidle hans forskning, og for ham kan samarbejdet falde ud på to måder.

Forskeren i røret

Én af de forskere, som ofte har samarbejdet med journalister, er Professor og Centerleder Jørgen Brandt fra Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet.

Efter eget udsagn har han været i medierne omkring 200 gange, og han har derfor oplevet videnskabsjournalistikken fra den anden ende af telefonrøret. Ligesom Bo Karl Christensen oplever han et fællesskab mellem forskeren og journalisten, men også en klar forskel i praksis.

”Forskeren er interesseret i at skrive om sin forskning med alle forudsætninger og detaljer, men det er ikke altid sådan, man formidler videnskab i medierne. Og derfor er forskning og journalistik to meget forskellige måder at formidle på,” siger han.

Som forsker har Jørgen Brandt både haft gode og dårlige oplevelser med journalister, når de skal formidle hans forskning, og for ham kan samarbejdet falde ud på to måder.

”De dygtigste videnskabsjournalister kan både formidle tingene, så jeg som forsker er tilfreds, samtidig med at læserne forstår resultaterne. Men hvis der er en politisk vinkling på forskningen, vil jeg være meget mere forsigtig med, hvad jeg siger. Jeg oplever nogle gange, at der kommer en vinkel på overskriften, som vi i virkeligheden ikke kan stå indenfor som forskere,” fortæller Jørgen Brandt.

Alligevel er han ikke i tvivl om, at samarbejdet om videnskabsjournalistikken er uundværligt for samfundet, fordi det giver perspektiv på tingene – og han har et helt konkret eksempel:

”De dygtigste videnskabsjournalister kan både formidle tingene, så jeg som forsker er tilfreds, samtidig med at læserne forstår resultaterne. Men hvis der er en politisk vinkling på forskningen, vil jeg være meget mere forsigtig med, hvad jeg siger. Jeg oplever nogle gange, at der kommer en vinkel på overskriften, som vi i virkeligheden ikke kan stå indenfor som forskere,” fortæller Jørgen Brandt.

”Når man i klimadebatten udkommer med et resultat om, hvor meget Grønland smelter, vil journalistikken typisk ikke gå ind og se på, om vi kan tro på, at det smelter så og så meget, men mere se på det større billede og betydningen for andre ting”.

Både Jørgen Brandt og Bo Karl Christensen er enige om, at forskningen og journalistikken er uundværlige for hinanden, når det kommer til videnskabsjournalistik – og samtidig er der et større formål med at formidle forskning.

”Vores forskning skal være tilgængelig for offentligheden i et demokratisk samfund, så derfor er det vigtigt, at den almene befolkning får leveret den viden. Og uden journalister ville det være svært,” siger Jørgen Brandt.

Alligevel er han ikke i tvivl om, at samarbejdet om videnskabsjournalistikken er uundværligt for samfundet, fordi det giver perspektiv på tingene – og han har et helt konkret eksempel:

”Når man i klimadebatten udkommer med et resultat om, hvor meget Grønland smelter, vil journalistikken typisk ikke gå ind og se på, om vi kan tro på, at det smelter så og så meget, men mere se på det større billede og betydningen for andre ting”.

Både Jørgen Brandt og Bo Karl Christensen er enige om, at forskningen og journalistikken er uundværlige for hinanden, når det kommer til videnskabsjournalistik – og samtidig er der et større formål med at formidle forskning.

”Vores forskning skal være tilgængelig for offentligheden i et demokratisk samfund, så derfor er det vigtigt, at den almene befolkning får leveret den viden. Og uden journalister ville det være svært,” siger Jørgen Brandt.

Kunsten at balancere mellem den gode historie og kildernes sikkerhed

Kunsten at balancere mellem den gode historie og kildernes sikkerhed

Kunsten at balancere mellem den gode historie og kildernes sikkerhed

Kunsten at balancere mellem den gode historie og kildernes sikkerhed

Peter Engel er producer på dokumentarfilmen Muldvarpen. Han hyrede sikkerhedsfirmaer og bodyguards og havde ansvaret for hovedpersonerne, da de gik undercover for at afsløre ulovlig trekantshandel i Nordkorea.

Skribent: Bolette Elsøe
Foto: Joakim H. Vocke og Jonas Berlin / Piraya Film I And Wingman Media

Udgivet den 10. december 2020

Skribent: Bolette Elsøe

Foto: Joakim H. Vocke og Jonas Berlin / Piraya Film I And Wingman Media

Udgivet den 10. december 2020

Dokumentaren minder om en højdramatisk James Bond-film. Hemmelige møder i mørke kældre, skjult overvågning, kataloger med ødelæggende våben og eksklusive hoteller i verdens metropoler. For Peter Engel blev det en del af hverdagen, da han blev kastet ud i et atypisk producerjob på Mads Brüggers dokumentarfilm Muldvarpen.

Normalt består Peter Engels opgaver af alt det praktiske. Fra sin trygge kontorstol i København skal han finde investorer, kontakte filminstitutter, optage lån, koordinere kamerafolk, finde locations og sælge filmens rettigheder. Overordnet er Peter Engels job at have overblikket over produktionens plan og budget.

“Det er en del af at være producer at kunne holde hovedet koldt. Uanset om jeg sidder herhjemme og skal finde investorer, eller når jeg er ude,” fortæller han.   

En ny arbejdsdag

Muldvarpen var en anderledes affære. Her skulle Peter Engel med ud i marken, hvilket medførte rejser til Barcelona, Jordan, Uganda og Beijing. Han tog praktiske beslutninger om optagelserne, skjult kamera, hoteller, rejsetilladelser og flybilletter, og hvor dokumentarens hovedpersoner skulle mødes med våbenhandlere og andre kriminelle typer.

På rejserne var Peter Engel øverstbefalende, når der skulle tages hurtige beslutninger. I udlandet var han nemlig Mads Brüggers forlængede arm, da instruktøren ikke selv kunne rejse med rundt i verden på grund af faren for, at Nordkoreanerne ville genkende ham fra hans satiriske dokumentar om landet, Det Røde Kapel fra 2009.

Sammen med Mads Brügger havde Peter Engel ansvaret for hovedpersonernes sikkerhed. Det var vigtigt for dem, at hovedpersonerne Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup, som spiller Mr. James i dokumentaren, vidste, hvad de gik ind til. Derfor blev de løbende briefet om situationen og forløbets risici. Selvom dokumentaristerne var oppe at køre over muligheden for at undersøge det hemmelighedsfulde autoritære regime, var det hovedpersonernes egen lyst til at forsætte, der drev projektet videre mod afsløringer.

“Det kan virke lidt dobbeltmoralsk, at vi siger, at vi rigtig gerne vil have, at de filmer til vores film, men de skal også vide, at det er deres helt egen beslutning,” siger Peter Engel.

Han virker både afslappet og afklaret om de risici, Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup blev kastet ud i. 

“Det lyder måske som om, det var meget eksplosivt, men det var det egentlig ikke. I de fleste tilfælde var det forholdsvis udramatisk. Vi rejste et sted hen, boede på et fedt hotel og havde nogle mødeaftaler, som i en større sammenhæng endte med at være eksplosive,” siger Peter Engel.

Dokumentaren minder om en højdramatisk James Bond-film. Hemmelige møder i mørke kældre, skjult overvågning, kataloger med ødelæggende våben og eksklusive hoteller i verdens metropoler. For Peter Engel blev det en del af hverdagen, da han blev kastet ud i et atypisk producerjob på Mads Brüggers dokumentarfilm Muldvarpen.

Normalt består Peter Engels opgaver af alt det praktiske. Fra sin trygge kontorstol i København skal han finde investorer, kontakte filminstitutter, optage lån, koordinere kamerafolk, finde locations og sælge filmens rettigheder. Overordnet er Peter Engels job at have overblikket over produktionens plan og budget.

“Det er en del af at være producer at kunne holde hovedet koldt. Uanset om jeg sidder herhjemme og skal finde investorer, eller når jeg er ude,” fortæller han.   

En ny arbejdsdag

Muldvarpen var en anderledes affære. Her skulle Peter Engel med ud i marken, hvilket medførte rejser til Barcelona, Jordan, Uganda og Beijing. Han tog praktiske beslutninger om optagelserne, skjult kamera, hoteller, rejsetilladelser og flybilletter, og hvor dokumentarens hovedpersoner skulle mødes med våbenhandlere og andre kriminelle typer. 

På rejserne var Peter Engel øverstbefalende, når der skulle tages hurtige beslutninger. I udlandet var han nemlig Mads Brüggers forlængede arm, da instruktøren ikke selv kunne rejse med rundt i verden på grund af faren for, at Nordkoreanerne ville genkende ham fra hans satiriske dokumentar om landet, Det Røde Kapel fra 2009.

Sammen med Mads Brügger havde Peter Engel ansvaret for hovedpersonernes sikkerhed. Det var vigtigt for dem, at hovedpersonerne Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup, som spiller Mr. James i dokumentaren, vidste, hvad de gik ind til. Derfor blev de løbende briefet om situationen og forløbets risici. Selvom dokumentaristerne var oppe at køre over muligheden for at undersøge det hemmelighedsfulde autoritære regime, var det hovedpersonernes egen lyst til at forsætte, der drev projektet videre mod afsløringer.

“Det kan virke lidt dobbeltmoralsk, at vi siger, at vi rigtig gerne vil have, at de filmer til vores film, men de skal også vide, at det er deres helt egen beslutning,” siger Peter Engel.

Han virker både afslappet og afklaret om de risici, Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup blev kastet ud i.

“Det lyder måske som om, det var meget eksplosivt, men det var det egentlig ikke. I de fleste tilfælde var det forholdsvis udramatisk. Vi rejste et sted hen, boede på et fedt hotel og havde nogle mødeaftaler, som i en større sammenhæng endte med at være eksplosive,” siger Peter Engel.

Drevet af den gode historie

Ulrich Larsen blev næsten afsløret, da han til et møde blev undersøgt med en mikrofondetekter. Som man ser i dokumentaren, var det hans hurtige reaktion og en elektronisk bilnøgle, der blev hans redning. Men episoden kunne ligeså godt have endt helt anderledes. Selvom Peter Engel havde ansvaret for Ulrich Larsens sikkerhed, var det ikke overvejelser om farerne ved projektet, der tyngede. Tilbagelænet i stolen med et afdæmpet smil fortæller Peter Engel om, hvad der drev ham til at producere en dokumentar, der potentielt satte hovedpersonerne i fare.

“Det var skide spændende og sjovt. Og vildt, at det kunne lade sig gøre. Da vi først fandt ud af, at der var en god historie, så blev jeg grebet af det,” siger Peter Engel, men tilføjer, at de efterfølgende tilføjede flere sikkerhedsforanstaltninger for at undgå lignende episoder.

Følelserne gemt bagest

Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrups tur til Nordkorea gjorde alligevel indtryk på Peter Engel, da han ikke kunne rejse med og derfor ikke havde mulighed for at sørge for sikkerheden.

”I de ti dage, de var afsted, kunne vi intet gøre. De forsvandt ind i et sort hul, og vi mistede al kommunikation med dem. Det var meget mærkeligt, fordi jeg selvfølgelig ikke kunne eller ville frasige mig ansvaret, når de medvirkede i en film, som jeg producerede. Der var jeg da lidt bekymret,” fortæller Peter Engel.   

Efter Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup var i Nordkorea blev den amerikanske studerende Otto Wambier fængslet og tortureret for at stjæle en propagandaplakat. Efterfølgende blev han udleveret til USA, men døde efter et par dage af sine kvæstelser. Peter Engel fortæller, at hovedpersonerne ikke havde fået lov til at tage til Nordkorea, hvis episoden med Otto Wambier var sket tidligere:

“Hvis vi havde kendt til, hvad der skete, så var filmen ikke blevet til noget. I det perspektiv er det meget uhyggeligt. Det er en ubehagelig tanke, at det kunne være sket for dem.”

CIA-kursus, sikkerhedsfolk og risikovurderinger

Udover briefing og samtaler om processen og risici, var Ulrich Larsen og produktionsholdet på et kursus i USA hos den tidligere operative chef i CIA, ”Max”.

Mads Brügger og Peter Engel hyrede også sikkerhedsfolk i de forskellige lande. De stod for at have exit-ruter klar, hvis holdet skulle komme i problemer. Sikkerhedsfolkene opholdt sig på hotelværelser ved siden af Ulrich Larsens og Jim Latrache-Qvortrups hæsblæsende møder. Herfra kunne de følge med på overvågningen og træde ind, hvis der opstod konflikter. Enkelte steder behøvede sikkerhedsfolkene ikke at gemme sig, da det passede fint ind i rollen, at en forretningsmand og milliardær som Mr. James havde personlige bodyguards.

Som løbende strategi benyttede dokumentaristerne sig af flere sikkerhedsfirmaer, der lavede risikovurderinger over de forskellige scenarier. Firmaerne rådgav dem i hvilke beslutninger der var sikrest i forhold til at købe flybilletter, hvilke betalingskort de skulle benytte, og hvordan de skulle rejse ud og ind af lande.

Peter Engel fortæller, hvordan han rejste til Beijing, for at Jim Latrache-Qvortrup kunne mødes med våbenhandleren. Jim Latrache-Qvortrup og Peter Engel fløj ind i Kina hver for sig. Herfra tog Peter Engel en taxa til et hotel. Gik ind i receptionen. Ventede et par minutter og gik derefter hen til sit bookede værelse. Præcis som man kender det fra actionfilmene.

”Vi synes selv, at vi var mega spionagtige,” siger Peter Engel med et stort smil.       

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre”

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre”

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre”

På Constructive Institute har de en mission om at ændre den globale nyhedskultur på fem år. I et interview med grundlægger og CEO, Ulrik Haagerup, prøver vi at forstå, hvorfor missionen er vigtig, og hvordan de vil få den til at lykkes.

Tekst: Signe Duedahl Nørgaard
Foto: Frederik Danielsen

Udgivet den 10. december 2020

Den 15. og 16. december bringer Constructive Institute journalister, redaktører og studerende fra hele verden sammen. Det gør de ved at invitere til offentlig samtale med konferencen 24 Hours for the Future of Journalism. Selvom konferencen ikke er den første af sin slags, er den et forsøg på at gøre noget nyt. Et forsøg på at redde en rusten kultur, der stadig dominerer branchen.

Det starter med samtalen

Da vi en tirsdag formiddag besøger Ulrik Haagerup på instituttets adresse ved Aarhus Universitet, står det hurtigt klart: Her har de forstået, hvad samtalen kan. Vi sidder i instituttets loungestue, da interviewet går i gang. Kaffen, brygget på en espressomaskine for viderekomne, kombineret med levende lys i et sofalandskab, er ikke kun et forsøg på at skabe et hyggeligt rum. Det er også et forsøg på at skabe et rum for den vigtige samtale. Der går heller ikke mange minutter, før interviewsituationen er blevet vendt om og begynder at ligne lige netop dét. Haagerup tager spørgsmålene i egen hånd, da han beder mig forklare, hvad de fem nyhedskriterier går ud på. En efter en remser jeg dem op: Aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt. Som journaliststuderende kan jeg dem udenad, og ifølge Haagerup er det et problem.

”Det at være kritisk er det vigtigste middel for journalistik, men det er ikke målet,” lyder budskabet fra instituttets grundlægger.

Læser man den første videnskabelige artikel om journalistik, som Haagerup har gjort, fremgår det, at de fem nyhedskriterier blev defineret for at advare imod, hvad en sådan vinkling af verden ville medføre. Alligevel er journaliststuderendes første møde med de fem kriterier ikke et møde, hvor de introduceres som advarsler. De introduceres som standarder:

”Som journaliststuderende bliver du trænet i at finde en konflikt. Hver gang en person siger noget i det offentlige rum, går dine tanker på, hvem der mener det modsatte og kan rette en kritik.”

Haagerup holder en kort pause. Samler sine hænder i en hurtig bevægelse, venstre mod højre. Det efterlader et smæld, og han fortsætter:

”For så har man en konfrontation… Og det skal man åbenbart?”

Hver gang en konflikt eller sensation udspiller sig i samfundet, banker vi til den i nyhedsbilledet. Ifølge Haagerup har det store konsekvenser:

”Så tror folk, at der er massevoldtægter, skyderier og terror hele tiden.”

Han understreger, at konflikthistorierne ikke kun resulterer i, at befolkningen bliver bange. De får også et forskruet billede af virkeligheden.

Den 15. og 16. december bringer Constructive Institute journalister, redaktører og studerende fra hele verden sammen. Det gør de ved at invitere til offentlig samtale med konferencen 24 Hours for the Future of Journalism. Selvom konferencen ikke er den første af sin slags, er den et forsøg på at gøre noget nyt. Et forsøg på at redde en rusten kultur, der stadig dominerer branchen.

Det starter med samtalen

Da vi en tirsdag formiddag besøger Ulrik Haagerup på instituttets adresse ved Aarhus Universitet, står det hurtigt klart: Her har de forstået, hvad samtalen kan. Vi sidder i instituttets loungestue, da interviewet går i gang. Kaffen, brygget på en espressomaskine for viderekomne, kombineret med levende lys i et sofalandskab, er ikke kun et forsøg på at skabe et hyggeligt rum. Det er også et forsøg på at skabe et rum for den vigtige samtale. Der går heller ikke mange minutter, før interviewsituationen er blevet vendt om og begynder at ligne lige netop dét. Haagerup tager spørgsmålene i egen hånd, da han beder mig forklare, hvad de fem nyhedskriterier går ud på. En efter en remser jeg dem op: Aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt. Som journaliststuderende kan jeg dem udenad, og ifølge Haagerup er det et problem.

”Det at være kritisk er det vigtigste middel for journalistik, men det er ikke målet,” lyder budskabet fra instituttets grundlægger.

Læser man den første videnskabelige artikel om journalistik, som Haagerup har gjort, fremgår det, at de fem nyhedskriterier blev defineret for at advare imod, hvad en sådan vinkling af verden ville medføre. Alligevel er journaliststuderendes første møde med de fem kriterier ikke et møde, hvor de introduceres som advarsler. De introduceres som standarder:

”Som journaliststuderende bliver du trænet i at finde en konflikt. Hver gang en person siger noget i det offentlige rum, går dine tanker på, hvem der mener det modsatte og kan rette en kritik.”

Haagerup holder en kort pause. Samler sine hænder i en hurtig bevægelse, venstre mod højre. Det efterlader et smæld, og han fortsætter:

”For så har man en konfrontation… Og det skal man åbenbart?”

Hver gang en konflikt eller sensation udspiller sig i samfundet, banker vi til den i nyhedsbilledet. Ifølge Haagerup har det store konsekvenser:

”Så tror folk, at der er massevoldtægter, skyderier og terror hele tiden.”

Han understreger, at konflikthistorierne ikke kun resulterer i, at befolkningen bliver bange. De får også et forskruet billede af virkeligheden.

”Jeg opfandt ordet konstruktiv, for så kunne vi snakke om kvalitetsjournalistik i stedet for bare at sige, at vi skal lave bedre journalistik. For det kan man jo altid sige. Problemet er bare, at vi ikke altid er konstruktive. Vi river ned og maler himlen sort,” fortæller Ulrik Haagerup om tankerne bag begrebet konstruktiv journalistik.

”Jeg opfandt ordet konstruktiv, for så kunne vi snakke om kvalitetsjournalistik i stedet for bare at sige, at vi skal lave bedre journalistik. For det kan man jo altid sige. Problemet er bare, at vi ikke altid er konstruktive. Vi river ned og maler himlen sort,” fortæller Ulrik Haagerup om tankerne bag begrebet konstruktiv journalistik.

En rusten værktøjskasse

Clickbait, faldne læsertal, illoyale annoncører, nyhedsørkener, Rasmus Paludan og et polariseret mediebillede i USA. Ifølge Haagerup er det konsekvenserne af en journalistisk værktøjskasse, der trods rustne redskaber stadig tages i brug. Vi ser det i nyhedsbilledet, i lokalavisen og massemedierne. I kampen om at fastholde læsernes opmærksomhed, giver vi dem flere historier, hurtigere historier og lidt mere breaking-gult.

”Der vokser støj,” som Haagerup pointerer:

”Det gider folk ikke. Det orker de ikke. I stedet flygter de ind i Netflix-serier, PlayStation-spil og bageopskrifter på Facebook.”

Han læner sig tilbage i den gråbeklædte lænestol. Selvom positionen er afslappet, er budskabet det ikke. Ifølge Haagerup er det nemlig livsfarligt, når det bliver ’socialt acceptabelt at vende journalistikken ryggen.’ Det er det ikke kun for journalistikken – også for samfundet:

”Vores opgave er at give borgerne et retvisende billede af verden med henblik på at gøre dem i stand til selv at kunne tage stilling. Vores opgave er at give dem et billede af den verden, som de ikke selv er en del af. For hvis du ikke ved noget om de andre, er du ligeglad. Hvis du er ligeglad med de andre, er der til sidst ikke noget samfund.”

 

”Det her er så stort og voldsomt, at vi ikke kan ændre det alene. Der er behov for, at vi får en samtale om det, et fælles sprog, en fælles viden, en fælles erkendelse.”

 

– Ulrik Haagerup, grundlægger og CEO ved Constructive Institute

 

Nyhedskriterierne er fortid

I stedet for at skarpvinkle og koncentrere sig om konflikten, skal journalistikken også kunne noget andet. Deraf kommer begrebet konstruktiv journalistik.

Det dækker over en nyhedskultur, hvor det ikke længere er de velkendte nyhedskriterier, der sætter standarden. Det er mindre skarpvinkling og flere nuancer. Det er løsningsorienteret journalistik, og det er et forsøg på at fremme en offentlig samtale og ’bruge vores kuglepen til andet end et spyd.’

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre,” lyder det fra Haagerup.

Det var netop derfor, han kom på at bruge ordet konstruktiv. For at gøre det muligt at italesætte de problemer, der er ved den etablerede nyhedskultur og skabe et rum, hvor fokus var på at skabe noget nyt, der var bedre:

”Jeg opfandt ordet konstruktiv, for så kunne vi snakke om kvalitetsjournalistik i stedet for bare at sige, at vi skal lave bedre journalistik. For det kan man jo altid sige. Problemet er bare, at vi ikke altid er konstruktive. Vi river ned og maler himlen sort.”

Konstruktiv journalistik handler om at bygge oven på det, der allerede er fortalt. Ulrik Haagerup forklarer, at i stedet for at springe videre til det næste dramatiske skal man prøve at blive i det, der netop har udspillet sig:

”Når du fortæller, at der var nogle unge i Gellerup, der kastede sten efter en ambulance, skal du stadig fortælle det, men du skal også fortælle, at trygheden generelt er blevet langt bedre, og i øvrigt er det fem måneder siden, at det skete sidst, og i øvrigt er det de samme fire unge.”

TV2 Fyn har fundet formlen

I takt med at undersøgelser viser, at folk er mere tilbøjelige til at læse konstruktive nyheder til ende, har TV2 Fyn besluttet sig for at være Danmarks mest konstruktive mediehus.

”De har konstateret, at de har stigende troværdighedstal, stigende seertal, stigende brugertal på deres sociale platforme og på nettet,” lyder det fra Haagerup, som understreger, at det har de fået samtidig med, at de også har skruet ned for de konfliktfyldte og sensationsprægede historier.

At konstruktiv journalistik ikke kan betale sig, er ifølge Ulrik Haagerup en påstand, der ikke holder stik, snarere tværtimod:

”Det er en myte, som vi også har bygget op om os selv: At den eneste måde at lave salgbar journalistik på er, når det er konfliktfyldt, sensationelt og voldsomt. Det betyder ikke, at den slags journalistik ikke også virker. Vi klikker stadig på de historier, der virker voldsomme og konfliktfyldte.”

Vi kan ikke ændre det alene

Der findes ikke en mirakelkur på at ændre den globale nyhedskultur, fastslår Haagerup. Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden – og det er i hvert fald ikke noget, man gør på egen hånd:

”Det her er så stort og voldsomt, at vi ikke kan ændre det alene. Der er behov for, at vi får en samtale om det, et fælles sprog, en fælles viden, en fælles erkendelse.”

Når man vil sprede et vigtigt budskab og rådgive om, hvordan man kan forbedre journalistikken, kræver det midler. Alligevel er det et bevidst valg, at Constructive Institute ikke har en målsætning om at tjene penge:

”Her på stedet har vi sagt, at vi ikke vil være et konsulentfirma, for hvis man er et konsulentfirma, taler man kun for de rige – og mediebranchen har i øvrigt ikke nogen penge.”

I stedet er instituttet finansieret af fonde, der ligesom Haagerup tror på, at hvis man skal styrke det demokratiske samfund, skal man styrke journalistikken. At være finansieret af filantropi belønner sig tilsyneladende: I stedet for at være ejet af nogen, er de uafhængige. De er ikke en del af en branche, institution, virksomhed eller koncern. De er derimod ’frit svævende i luften,’ som Haagerup kalder det.

Som et forsøg på at holde samtalen ved lige uden for instituttets gule murer, udvælges der hvert år et hold rollemodeller for den konstruktive journalistik. På instituttet kalder de dem fellows. Holdet består af journalister og redaktører fra ind- og udland. Kendetegnene er, at de er nogle af de dygtigste af deres slags.

”Hvordan dækker vi terror, integration og sundhedsteknologi på en ny og konstruktiv måde,” fremhæver Haagerup og understreger, at det er alle de store spørgsmål, der tager tid at forstå, som en fellow har til opgave at blive klogere på.   

Dedikation er derfor nøgleordet for udvælgelsen. For ikke alene skal de kunne sætte ti måneder af til at generere ny viden. De skal heller ikke have andre projekter eller arbejde ved siden af, som de bruger tid på.

”Efter de ti måneder på instituttet kommer de tilbage sprængfyldt af idéer, sprængfyldt af tro på journalistik og sprængfyldt af nye redskaber til at lave journalistik med,” lyder det fra Haagerup.

Og det er netop det, der er tanken bag deres fellows: At de efter et ti måneders forløb på Constructive Institute kan vende tilbage på arbejdspladsen og dele ud af den viden og erfaring, som de har fået med derfra – og for alvor ændre på den globale nyhedskultur.

Ansvaret er dit og mit

Da vi en time senere sidder tilbage i det sofalandskab, hvor det hele begyndte med samtalen, presserer et sidste spørgsmål: Hvis ansvar er det, at jeg som journaliststuderende bliver en del af den konstruktive bølge?

Foroverbøjet i den betrukne lænestol svarer Haagerup klart, kort og kontant.

”Det er dit”, siger han uden at trække en mine. Han henviser til konferencen 24 Hours for the Future of Journalism:

”Du kan jo starte der.”