Har vi glemt, hvorfor fagforening er vigtigt?

Har vi glemt, hvorfor fagforening er vigtigt?

Løn og rettigheder kommer ikke af sig selv. Det kom- mer af, at vi står sammen. Det er ikke mindre vigtigt i dag. Alligevel virker det som om, at vi har glemt det.

DEBATINDLÆG AF JOHANNA MAJ VARMING, FORMAND I KAJ, MEDIE- OG JOURNALISTSTUDERENDE

Udgivet den 21. oktober 2019

I slutningen af mit 1. semester sad jeg på et tidspunkt i Kurt med en studiekammerat, der proklamerede, at det eneste, hun havde fået ud af sit medlemskab i Dansk Journalistforbund, var pressekortet.
Jeg forklarede hende selvfølgelig med det samme, at det ikke passer. At hun var aktiv i en af skolens foreninger, som får støtte af os, og at hun faktisk allerede havde været til ét af vores arrangementer.
Og i løbet af hendes studietid ville hun møde os meget mere. Hun ville kunne gå til kurser, søge om støtte til at komme på studietur i praktikken, og ikke mindst var hun sikret ordentlig løn og rettigheder, når hun skulle i praktik.
Bare for at nævne et par stykker. Og nu kigger vi endda kun på det, fagforeningen gør for de studerende.

Episoder som denne får mig til at tænke på, om vi har glemt vigtigheden af vores fagforening? For hun er ikke alene. Medlemstallet er faldende, godt nok svagt, men over en længere periode. Vi kan ikke længere fylde Frøberts til vores generalforsamlinger, og der er pludseligt langt til dengang, der var kampvalg om formandsposten.
Skal jeg stille mig selv det kritiske spørgsmål, så kan man spørge, om det er fordi, fagforeninger er mindre relevante i dag? Har vi kæmpet dét, der skulle kæmpes? Men den køber jeg ikke.
Vi er på vej ud i en branche præget af stor usikkerhed, hvor fyringsrunder og freelancearbejde venter.
Jeg har i min praktik på DR selv været vidne til den største besparelse i DR’s historie, og jeg har set, hvordan flere freelancere fylder i vagtplanen.
Og en freelancestilling er, hvad jeg og mange af mine medpraktikanter gør os forhåbninger om at kunne opnå, når vi engang er færdige med praktikken.

Som journalistpraktikant er det nemt at tage praktikløn og rettigheder om feedback for givet. Men vi behøver blot kigge på vores medstuderende på kommunikationsuddannelsen for at blive mindet om, at det langt fra er virkeligheden for alle studerende.
Kommunikatørerne skal i deres første praktik klare sig for deres SU, og selvom Danske Mediestuderende har kæmpet for, at man må få en erkendtlighed på op til 3000 kroner, hvis man er i SU-praktik, så er det desværre vores indtryk, at det er de færreste, der får det.
Det betyder ikke, at vi skal være tilfredse med, at praktiklønnen blev sat ned. Tværtimod. Men det ville måske klæde os at huske på, at løn og rettigheder ikke er noget, der er kommet af sig selv.
Så når min studieveninde dengang på 1. semester spurgte mig om, hvad hun overhovedet får ud af sin fagforening, så tænker jeg på, om vi har glemt den større fortælling?
Men jeg tænker også på, om vi som fagforening er blevet for dårlig til at fortælle den?
Og jeg tænker på, hvordan vi kan lykkes med at fortælle dig, som er medlem, hvad det er, KaJ gør for dig. 

DMJX skal have langt mere fokus på bæredygtighed

DMJX skal have langt mere fokus på bæredygtighed

I Deadline lader de sig ikke skræmme af det tunge rugbrødsstof. De forsøger at lave historier med substans og stille svære, kritiske spørgsmål. Men det er en krævende arbejdsproces. På redaktionen arbejder de hele dagen op til aftenen, hvor programmet ruller over skærmen.

DEBATINDLÆG AF MATS MAGNUSSEN OG NIKLAS LYHNE, STUDENTERREPRÆSENTANTER I DMJX, SAMT PETER ØSTERGAARD SØRENSEN OG ROGER BUCH, MEDARBEJDERREPRÆSENTANTER I DMJX
ILLUSTRATION: JOHANNE WEDEL MADSEN

Udgivet den 12. oktober 2019

Ved vandhanerne i både Aarhus og Emdrup står der engangskopper i plastik til at drikke af. Samtidig udfaser EU alt plastikbestik i 2021, og Tuborg indfører genbrugelige plastglas på festivaler. Dette er bare et enkelt men tydeligt eksempel på, at DMJX halter gevaldigt bagud, når det kommer til bæredygtigt forbrug.

Universiteterne løber også fra os lige nu, hvor SDU udråber sig til ’Danmarks første bæredygtige universitet’, der vil leve op til FN’s 17 verdensmål.
Københavns Universitet har haft en bæredygtighedsstrategi.

Universitet besluttede sidste år at indføre en tilsvarende. Med deres bestyrelsesformand Connie Hedegaard i spidsen er de nu i gang med at vedtage en meget ambitiøs plan for hele universitetet. Heldigvis kan vi glæde os over, at vores rektorat har fokus på bæredygtighed og blandt andet medtænker det i arbejdet med det nye campus og i udviklingen af DMJX’ strategi fra 2021-2024. Det konkrete arbejde med bæredygtighed kræver input fra alle på DMJX.

Vi håber derfor, at der kan blive samlet en arbejdsgruppe af studerende og ansatte, der kan komme med erfaringer og synspunkter til arbejdet med bæredygtighed. Det kan tage lang tid, viser erfaringen fra Aarhus Universitet, hvis vi skal finde frem til en fælles målsætning ud fra reelle beregninger, så vi ikke famler i blinde. Det vil være dumt og dyrt, hvis vi ikke forsøger at gøre det bedste fra start af. Drivkraften skal uanset hvad komme fra studerende og ansatte, hvis det skal lykkes at få en mere bæredygtig skole både socialt og miljømæssigt.

Vi har ikke svarene for, hvordan strategien skal se ud, men vi håber, at der kan indkaldes til et møde snarest muligt, så vi kan begynde arbejdet.

Modsvar til Lars Bjergs debatindlæg

Modsvar til Lars Bjergs debatindlæg

Dette er debatredaktørens modsvar til denne udgaves indlæg fra Lars Bjerg om interviewet med Abdel Aziz Mahmoud i Illustreret Bunker.

Af Alexander Kokkedal, debatredaktør

Udgivet den 11. oktober 2019

Lars Bjerg fik sit debatindlæg bragt i denne udgave af Illustreret Bunker, et indlæg med udgangspunkt i skribent Julie Tilsteds interview med Abdel Aziz Mahmoud i juniudgaven af vores avis. Da Bjerg sendte sit indlæg, gav jeg ham på lige fod med alle vores andre debattører en skriftlig feedback. 
For hans vedkommende gik feedbacken på, at han efter min vurdering havde fejlfortolket Abdels pointer.

Nu har vi alle ret til at fortolke og have hver vores mening. Det er ikke en debatredaktørs opgave at ændre på det. Men jeg vil gerne kvalificere skribenters fortolkninger, hvis de efter min mening ignorerer relevant kontekst eller argumenter, der taler deres fortolkninger imod.

Bjerg ville desværre ikke tage stilling til feedbacken. ”Du er til gengæld i din fulde ret til at vælge ikke at bringe indlægget.Det bliver jeg ikke engang fornærmet over,” skrev han til mig. Som det eneste gav jeg teksten en rubrik og fik underrubrik fra Bjerg. 
I stedet bringer vi Bjergs indlæg med vores modsvar. Jeg har været i kontakt med Julie og Abdel. Ingen af dem ønsker at være afsender for et modsvar, men gav mig pointer at gå videre med.

Fortolkning af artiklen
Bjerg skønner, som jeg forstår teksten, at Abdel taler for, at journalister må give udtryk for ikke-faglige holdninger i journalistik. Jeg mener ikke, at der er belæg for den påstand. Det er heller ikke det, Abdel selv mener, han sagde, eller som Julie kunne forstå på ham. 

Abdel nævner i artiklen eksemplet på værterne i Aftenshowet, som ikke udfordrer en gæsts påstand om ikke at have brændt Koranen af. Her vælger værterne at være neutrale ved at tillægge alle holdninger samme vægt i stedet for at indtage den objektive ”holdning”, at der findes en sandhed at afdække. Senere i sit indlæg kritiserer Bjerg Abdels opfattelse af, at holdninger hører hjemme i journalistik, hvis de er korrekte. Dog har Bjerg taget dette ud af en kontekst. Af samme sætning i artiklen fremgår, at holdninger også skal være ’saglige’ og ’faglige.’ Blot at tage ordet ’korrekte’ med giver indtryk af, at Abdel efterspørger politisk korrekthed i journalistik. Hvilket nok ikke er det indtryk, de fleste læsere får, hvis man tager alle ordene med.

Kritik er legitimt
Dybest set er Bjerg og Abdel enige, for de mener det samme og taler bare forbi hinanden. Der findes en sandhed derude, som det er journalistens opgave at afdække. Journalisten skal ikke frygte at virke partisk ved at sige, hvad der kan bevises uden tvivl er sandt. Det er helt reelt af Bjerg at rette kritik mod Illustreret Bunker, hvis formidlingen for ham virkede uklar.

Det er meget let som redaktion at indtage en Kejserens nye klæder-holdning om, at det er læseren, der er dum, hvis de ikke forstår en artikel, som den er ment. 
Men formidler bærer ansvar for fortolkning. I hvert fald når læseren oprigtigt prøver at forstå en tekst. Så ansvar for uklarheder bærer vi gerne. Teksten kunne være entydig. Redaktionen erkender også, at artiklen burde have nævnt, hvem Abdel mener, der glemmer at fortælle journalister, at de må have holdninger.

Den del af Bjergs indlæg, der afhængigt af fortolkning er brodden af hans kritik, tager vi på os. For vi kan alle blive bedre, og ingen er hævet over kritik. Hverken Illustreret Bunker, Abdel Aziz Mahmoud eller DMJX’ videnskabelige eller andet personale.

Tidligere chefredaktør: Journalister skal vide meget mere om økonomi

Tidligere chefredaktør: Journalister skal vide meget mere om økonomi

Almindelige mennesker forstår ikke, hvad økonomi handler om, og journalister er for dårligt klædt på til at formidle det. Folk bliver til passive iagttagere af, hvordan deres egne penge bliver forvaltet, og det skader demokratiet, mener forfatter og tidligere chefredaktør på Dagbladet Information, Jørgen Steen Nielsen.

Skribent: Rasmus Schultz

Udgivet den 09. juli 2019

Samfundsøkonomien er blevet så uforståelig for almindelige danskere, at de ikke kan være med til at træffe beslutninger om den. Samtidigt står mange journalister som passive mikrofonholdere, fordi de heller ikke forstår, hvad økonomiske vismænd eller ministre taler om. Det er et demokratisk problem, mener Jørgen Steen Nielsen, forfatter og forhenværende chefredaktør på Dagbladet Information.

”Det, der tit går galt i dialogen mellem økonomer og almindelige mennesker, er, at de har hvert sit sprog. Økonomer prøver efter bedste evne og bedste vilje at forklare nogle ting, men i et sprog som mange mennesker ikke forstår,” siger Jørgen Steen Nielsen.

Her er det journalistikkens opgave at stille sig midt imellem og forsøge at forstå og formidle økonomernes budskaber videre på et letforståeligt hverdagssprog. Det stiller store krav til journalisterne. Krav som ikke altid bliver tilfredsstillende indfriet.

”Generelt karakteriserer det ikke journalistikken, at vi har en grundforståelse af økonomiske mekanismer og sammenhænge,” siger Jørgen Steen Nielsen.

30 portrætter og et lynkursus

Jørgen Steen Nielsen har sammen med to andre journalister fra Dagbladet Information, Sebastian Gjerding og Nikola Nedeljkovic Gøttsche, skrevet bogen ”Først lærer vi økonomerne at kende … så tager vi økonomien tilbage”.

Bogen består af 30 portrætter af økonomer lige fra den økonomiske videnskabs fødsel og frem til nutidens toneangivende økonomer. Læseren bliver guidet fra klassiske tænkere som Adam Smith og Karl Marx videre over Keynes’ idéer om statslig indblanding i markedet til Thomas Pikettys tanker om ulighed i vores egen tid.

Teksterne blev udgivet som en del af en længere serie i Information i efteråret 2018 ved navn ”Vi tager økonomien tilbage”. Det er dele af denne serie, der nu er udgivet som bog

Et demokratisk problem

Projektet handler først og fremmest om, at vi skal genlære, hvad økonomi handler om. Det gælder både almindelige mennesker og journalister.

For udover at journalister går glip af en masse spændende problemstillinger og historier, så er der et dybere problem i deres manglende forståelse for økonomi.

”Vi skal forstå og have mod på at kaste os ind i den økonomiske substans. Ellers kan vi ikke formidle diskussioner omkring, hvad der er den rette økonomiske politik, som det ellers hører sig til i et demokrati,” siger han.

Mange journalister er nemlig ikke i stand til at tage kampen op med fagøkonomer og andre højtuddannede beslutningstagere på området. Langt hen ad vejen får disse frit løb til at beslutte, hvordan vores fælles pengekasse skal forvaltes, uden at journalister stiller kritiske spørgsmål, eller folket siger til eller fra.

Og så er det, at de økonomiske beslutninger er i fare for at bevæge sig for langt væk fra folkets ønsker.

”Det er det, vi blandt andet ser i Frankrig med de gule veste, hvor uligheden er blevet for stor. Desuden presser en økonomi som vores planeten på en lang række faktorer, hvilket munder ud i stadig alvorligere klimaproblemer,” siger han.

Uddannelserne skal blive bedre

Ifølge Jørgen Steen Nielsen er journalisternes manglende forståelse for økonomi et problem, som de journalistiske uddannelser skal være med til at løse. Det er hans indtryk, at de i øjeblikket ikke gør nok for at klæde nye journalister på til at forstå både nationaløkonomi og virksomhedsøkonomi. Noget der ellers er en del af den almene journalistiske dannelse.

”Fordi økonomi er blevet så indviklet, og økonomiske transaktioner er så vigtige for samfundets gang, er det afgørende, at vi som journalister forstår de her ting. Vi skal være i stand til ikke bare at holde mikrofoner, men også spørge kritisk til økonomiske ministre og den økonomiske fagkundskab,” siger han.

Jørgen Steen Nielsen ser gerne, at den økonomiske grundforståelse blandt nye journalister for fremtiden blev bedre, så de kan være med til at løfte en fagets essentielle byrder, som er at sætte sig ind i komplicerede ting, så befolkningen ikke behøver at gøre det.

En journalistisk opgave

Det er også derfor, at det ifølge Jørgen Steen Nielsen giver god mening, at det er journalister og ikke økonomer, der skal skrive en bog som denne, og som skal lære mennesker om økonomi. I princippet er der nemlig ikke meget, som journalister ikke kan. Det kommer alt sammen an på, hvor meget de har sat sig ind i substansen.

”Det ligger et ansvar på journalistikken for at være med til at formidle dagens økonomiske problemstillinger. Det skal gøres på en måde, som gør folk i stand til at være aktører omkring, hvordan vi forvalter samfundsøkonomien, frem for at være lammede iagttagere af noget, de ikke forstår,” siger han.

Uddannelserne skal blive bedre

Ifølge Jørgen Steen Nielsen er journalisternes manglende forståelse for økonomi et problem, som de journalistiske uddannelser skal være med til at løse. Det er hans indtryk, at de i øjeblikket ikke gør nok for at klæde nye journalister på til at forstå både nationaløkonomi og virksomhedsøkonomi. Noget der ellers er en del af den almene journalistiske dannelse.

”Fordi økonomi er blevet så indviklet, og økonomiske transaktioner er så vigtige for samfundets gang, er det afgørende, at vi som journalister forstår de her ting. Vi skal være i stand til ikke bare at holde mikrofoner, men også spørge kritisk til økonomiske ministre og den økonomiske fagkundskab,” siger han.

Jørgen Steen Nielsen ser gerne, at den økonomiske grundforståelse blandt nye journalister for fremtiden blev bedre, så de kan være med til at løfte en fagets essentielle byrder, som er at sætte sig ind i komplicerede ting, så befolkningen ikke behøver at gøre det.

En journalistisk opgave

Det er også derfor, at det ifølge Jørgen Steen Nielsen giver god mening, at det er journalister og ikke økonomer, der skal skrive en bog som denne, og som skal lære mennesker om økonomi. I princippet er der nemlig ikke meget, som journalister ikke kan. Det kommer alt sammen an på, hvor meget de har sat sig ind i substansen.

”Det ligger et ansvar på journalistikken for at være med til at formidle dagens økonomiske problemstillinger. Det skal gøres på en måde, som gør folk i stand til at være aktører omkring, hvordan vi forvalter samfundsøkonomien, frem for at være lammede iagttagere af noget, de ikke forstår,” siger han.

Hvorfor tænke i alternative nyhedskriterier?

Hvorfor tænke i alternative nyhedskriterier?

Det kan være svært at være vagthund i forhold til EU. For det er ikke alle historier fra Bruxelles, der interesserer danske læsere. Når medierne skal dække det snarlige europaparlamentsvalg, må de dykke ned i den journalistiske værktøjskasse. Her er identifikation nøglen.

Skribent: Alexander Kokkedal

Udgivet den 20. maj 2019

Væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet og konflikt, forkortet VISA-K, er de nyhedskriterier, man fra 2. semester på DMJX’ uddannelse i journalistik begynder at arbejde intensivt med. Kriterierne er udtryk for den journalistik, der sælger, og skal ikke forveksles med grundpiller til den “gode” journalistik, altså den der tjener oplysende eller demokratiske formål.

Sideløbende med VISA-K er der talrige andre tænkelige nyhedskriterier, mange af hvilke kom frem i lyset med en artikelserie, Journalisten kørte i januar. I serien og talrige andre steder titter folk fra mediebranchen frem med deres egne holdninger til, hvad der giver en historie nyhedsværdi.

FINT, mytedræber og perspektiv

Som sagt beskæftigede Journalisten sig tidligere på året med nyhedskriterier i flere artikler. Alternativer til VISA-K var der mange af. Tidligere udviklingschef hos Jysk Fynske Medier Gerd Maria May Hertz gav sit bud på nyhedskriterier i form af FINT, der står for fællesskab, inspiration, nuancer og tillid.

Det fremgår desværre ikke tydeligt af artiklen, hvad Hertz mener med kriterierne, altså fx om formålet med kriteriet tillid er at dække eller skabe tillid og i så fald til hvem, hvorfor og hvordan. Formålet med FINT er dog at skabe et løsningernes rum. Altså et dannende formål modsat VISA-Ks kommercielle.

I en anden artikel fremhæves relevans, konstruktivitet, og hvis noget vigtigt bliver fremstillet forkert. Den sidste var Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard inde på, og hun omtalte den slags nyheder som mytedræbere. Igen lader den kommercielle tænkning til at være fraværende i de foreslåede kriterier.

Endelig var TV 2’s nyhedschef Jacob Kwon på banen i en artikel om TV 2’s satsning på at bruge perspektiv som nyhedskriterie, hvor samme historie præsenteres fra flere vinkler. Kriteriet adskiller sig nok ikke væsentligt fra nuancer i Hertz’ FINT.

Væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet og konflikt, forkortet VISA-K, er de nyhedskriterier, man fra 2. semester på DMJX’ uddannelse i journalistik begynder at arbejde intensivt med. Kriterierne er udtryk for den journalistik, der sælger, og skal ikke forveksles med grundpiller til den “gode” journalistik, altså den der tjener oplysende eller demokratiske formål.

Sideløbende med VISA-K er der talrige andre tænkelige nyhedskriterier, mange af hvilke kom frem i lyset med en artikelserie, Journalisten kørte i januar. I serien og talrige andre steder titter folk fra mediebranchen frem med deres egne holdninger til, hvad der giver en historie nyhedsværdi.

FINT, mytedræber og perspektiv

Som sagt beskæftigede Journalisten sig tidligere på året med nyhedskriterier i flere artikler. Alternativer til VISA-K var der mange af. Tidligere udviklingschef hos Jysk Fynske Medier Gerd Maria May Hertz gav sit bud på nyhedskriterier i form af FINT, der står for fællesskab, inspiration, nuancer og tillid.

Det fremgår desværre ikke tydeligt af artiklen, hvad Hertz mener med kriterierne, altså fx om formålet med kriteriet tillid er at dække eller skabe tillid og i så fald til hvem, hvorfor og hvordan. Formålet med FINT er dog at skabe et løsningernes rum. Altså et dannende formål modsat VISA-Ks kommercielle.

I en anden artikel fremhæves relevans, konstruktivitet, og hvis noget vigtigt bliver fremstillet forkert. Den sidste var Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard inde på, og hun omtalte den slags nyheder som mytedræbere. Igen lader den kommercielle tænkning til at være fraværende i de foreslåede kriterier.

Endelig var TV 2’s nyhedschef Jacob Kwon på banen i en artikel om TV 2’s satsning på at bruge perspektiv som nyhedskriterie, hvor samme historie præsenteres fra flere vinkler. Kriteriet adskiller sig nok ikke væsentligt fra nuancer i Hertz’ FINT.

Eliter, konstruktive kriterier og ROLDO

Af andre nyhedskriterier kan nævnes elitecentrering, der var blandt de nyhedskriterier, forskerne Johan Galtung og Mari Holmboe Ruge i 1965 fandt frem til i deres deskriptive studie af mediedækning. De sondrede mellem hhv. elitenationer og elitefolk. USA er fx typisk mere interessant end Myanmar. En minister er typisk mere interessant end en lokalpolitiker.

Journalist Line Weldingh skrev et speciale om konstruktive nyheder i regi af Constructive Institute på Aarhus Universitet, hvor hun skitserer nye nyhedskriterier, fx at historien fortæller om fremskridt eller er løsnings- eller fremtidsorienteret.

I 2017 slog TV 2 Østjylland en artikel op på Medium om deres forsøg på at kortlægge de kriterier, de bedst muligt kan nå østjyderne med. De fandt frem til nyhedskriterierne relevant, originalt, løsningsorienteret (igen), delbart og overraskende.

Holder kriterierne i virkeligheden?

Godt. Vi har efterhånden slået fast, at der er rigtig mange alternativer til VISA-K. Spørgsmålet bliver så, hvor meget mening det egentlig giver at tænke i andre nyhedskriterier.

Som sagt afspejler VISA-K, hvad folk rent faktisk gider læse, også selv hvis de siger noget andet. Læsere vil ofte skrive, at der bør være flere konstruktive nyheder.

I marts skrev en DMJX-studerende på min årgang fx en klumme til Politiken om, at hun gerne vil være fri for konflikt og i stedet have konstruktive nyheder. Klummen fik fire enige kommentarer fra folk, der gerne så “hestevæddeløb” og sensation ad vejen i journalistikken. Men det er jo BT, folk som dem deler på Facebook. Det er jo clickbaitquizzer, kendistrivia og historier om mord og voldtægt, de reagerer stærkest på.

At begynde at udvælge historier ud fra andet end VISA-K bliver derfor at skyde sig selv i foden med et oversavet jagtgevær, når det kommer til at levere noget, der efterspørges bredt.

Og hvis man ikke kan ramme det brede publikum, men i stedet får fat i nicher, hvad er så logikken i at omlægge sine arbejdsgange ud fra en ambition om at tjene højere formål som konstruktivitet? Ingen kan sige sig fri fra at finde glæde VISA-K-nyheder engang imellem. Det er bare et vilkår. Derfor virker mediers afstandtagen over for kriterierne omsonst.



Flere med anden etnisk baggrund i Skandinaviens journaliststande er en fordel

Flere med anden etnisk baggrund i Skandinaviens journaliststande er en fordel

Kildenetværk i lukkede miljøer og evnen til at afdække de historier, der går andres næse forbi, er blandt fordelene ved at have etniske journalister med i Nordens redaktioner.

DEBATINDLÆG AF ALEXANDER KOKKEDAL, 2. SEMESTER PÅ JOURNALISTUDDANELSEN

Udgivet den 16. marts 2019

Göteborg vågnede 30. oktober 1998 op til chok og sorg. Natten forinden havde fire knægte sat ild til et diskotek, hvor ca. 375 unge festede. 63 af dem døde. Motivet var tilsyneladende hævn over, at én af knægtene blev nægtet adgang til festen.

For de svenske medier gav episoden unikke udfordringer, dels at medierne ikke var vante til at rapportere om katastrofer på hjemmefronten, dels problemer med kildekritik og –netværk.

 

Medierne manglede kontakt til nærmiljøet

”Vi var i choktilstand og vidste ikke, hvor vi skulle henvende os for at få information,” lyder refleksionen fra en svensk radiogruppe på forløbet. Den smule information, medierne fik fra blandt andet politi og redningsfolk, varierede fra kilde til kilde, og medierne turde derfor ikke tage det for gode varer.

At finde lokale kilder var også et problem, for af dem, der deltog i festen, var en stor del af anden etnisk herkomst end svensk og færdedes i ghettolignende miljøer. Segregerede som de var, lød der i en udredning fra svenske Kulturdepartementet en teori om, at gruppen af borgere var skeptiske over for svenske medier og så disse som myndighedernes megafoner.

En konstruktiv kontakt mellem medier og kilder blev da heller ikke en realitet. Dækningen af tragedien drog kritik for at “etnificere” branden, da ofrenes ophav kom til at fylde meget i nyhedsindslag, men blev også rost for at gøre opmærksom på eksistensen af små, segregerede indvandrermiljøer i Sverige.

 

Du ved ikke, hvad du går glip af

Hvis de svenske medier havde haft journalister med baggrund i de berørte minoritetsmiljøer, som kunne forbigå den skepsis, de etniske mindretal tilsyneladende havde, ville dækningen af diskoteksbranden i Göteborg så have forløbet anderledes?

I Norge har der gennem flere år været opmærksomhed på at få flere journalister med anden etnisk baggrund. I 2008 viste en undersøgelse foretaget af Stiftelsen for en Kritisk og Undersøkende Presse, at tre ud af fire norske journalister mente, de havde begrænset kontaktflade i indvandrerkredse.

På baggrund af tallene udtalte Elin Floberghagen, daværende formand for Norsk Journalistlag, at konsekvensen ved den manglende kontaktflade kan være, at historier og nuancer ikke kommer frem. “Ved man ikke, hvad der foregår i et miljø, ved man heller ikke, hvad man ikke afdækker,” som hun sagde.

Det norske public service-medie NRK har siden 2008 ydet en aktiv indsats for at få flere journalister med anden etnisk baggrund. Dette gennem projektet NRK FleRe, hvor der hvert år udvælges fem stipendiater med flerkulturel baggrund til ti måneders oplæring i journalistik hos NRK. NRK vil, at mindst hver tredje nyansatte i fast stilling hos mediet er flerkulturel.

 

Journalisthøjskolens forsøg på at få flere etniske journalister

Tager vi nu hjem til Danmark, ser vi, at der også her har været fokus på at få flere journalister fra indvandrermiljøer.

I 2003 kørte et forløb på Danmarks Journalisthøjskole, som det hed dengang, hvor op til 16 elever med anden etnisk baggrund end dansk kunne søge optagelse på en toårig diplomuddannelse i journalistik for etniske minoriteter.

Forløbet fortsatte ikke grundet mangel på midler, og DMJX har ikke siden forsøgt sig med lignende projekter. Trods vi stadig har lang vej til en repræsentation af journalister med anden etnisk baggrund, der svarer til deres andel af befolkningen.

Af en undersøgelse foretaget i 2010 af Dansk Journalistforbund af deres medlemmer fremgår, at kun 1,5 procent af forbundets journalister og kommunikationskonsulenter var indvandrere eller efterkommere i første og andet led. På det tidspunkt var 10,6 procent af befolkningen indvandrere eller efterkommere.

 

Dig der flygter over et hegn

“Dig som laver dine egne planer. Kender reglerne – for at bryde dem. Som ser tingene i et andet lys og har for travlt til at være punktlig,” lyder salgstalen i en famøs DMJX-reklame fra 2017, som alle journalister på 1. semester stifter bekendtskab med.

Speaken ledsages af dramatiske billeder af demonstranters optøjer, en knægts flugt over et hegn fra vagtfolk med lommelygter, og så en masse dækbilleder af kreative typer.

Videoen fik heftig kritik, bl.a. fordi den virkede ekskluderende på folk, der ikke så sig selv repræsenteret i videoen, og at den ifølge kritikken hyldede værdier som slaphed og gøgl.

Men med videoen viste DMJX, at de ledte efter andre typer end de traditionelt akademiske. Underdogs, varyler og kreative fik at vide, at dem var der også plads til på DMJX’ uddannelser.

 

I branchen er der brug for alle

Grundet shitstormen vil DMJX nok være forsigtige med at søsætte lignende kommunikation inden for den nære fremtid, men hvis vi gerne vil høste de fordele for nyhedsdækningen, som flere journalister med anden etnisk baggrund fører med sig, er det måske netop den slags videoer, vi skal have flere af.

Videoer formidler, at uanset hvem du er, uanset om du har levet regelret eller været på den forkerte side af loven i en periode, og uanset dine omstændigheder i øvrigt, er du velkommen som journalist – og der er brug for dig. Men selvfølgelig kunne vi også bare lade potentialet gå uudnyttet hen og med Floberghagens ord ikke vide, hvad vi ikke dækker.