Alvorligt eller højtideligt, køn eller individ

Alvorligt eller højtideligt, køn eller individ

Jeg synes nu ikke selv, at jeg forsvarede mig i mit svar til Josephine. Det synes jeg til gengæld, jeg er nødt til nu. For selv om du indleder med, at jeg ’ikke pr definition som sådan er med til at objektivisere kvinder’, handler meget af dit indlæg så vidt jeg kan læse om, at det gør jeg alligevel. Jeg bliver repræsentanten for den stereotype mands stereotype opfattelse af kvinder.

Dette er Lars Bjergs modsvar til debatindlægget “Tro flytter ikke Bjerg – stereotype fremstillinger er kedelige og forudsigelige”.

Skribent: Lars Bjerg, lektor på journalistuddannelsen

Udgivet den 11. december 2020

Inden jeg svarer direkte, får du lidt af min livshistorie.

Min socialrådgivermor fik Dansk Kvindesamfunds Mathildepris og ALT for damernes Gyngestolpris. Det var hende, der gik på chefarbejde om dagen og holdt foredrag eller var frivillig om aftenen, mens vores far brystede sig af, at han som køns-pioner gik hjemme og passede børn og lejlighed. I virkeligheden nøjedes han med at gå hjemme.

Hans største, og måske også hans eneste positive, bidrag til min udvikling var hans insisteren på, at man skal tage sig selv, hinanden og tilværelsen alvorligt, men aldrig højtideligt.

Han elskede at punktere oppustethed og selvhøjtidelighed; derhjemme og til møder og i læserbreve. Der kunne jokes om alt hos os. Politik, religion, børneopdragelse, kunst, sex og mad. Også, og det er altså pointen, selv om det meste af det, eller rettere alt andet end maden, samtidig blev taget alvorligt.

 Mit første job som ung socialrådgiver var på Mødrehjælpen, som dengang var en statslig institution. Jeg fik den første af mine fire døtre i 1975, og jeg var meget opsat på, at hun (og senere hendes søstre) både skulle forstå og opleve i praksis, at piger/kvinder er lige så værdifulde som drenge/mænd. Jeg blev formand for forældrerådet i børnehaven med det ene formål at ændre den meget køns-stereotype kultur, de havde.

Jeg var den første mands-journalist, der tog forældreorlov, dengang det blev en mulighed i Danmark i 1988. Min kvindelige chef sagde ganske utvetydigt, at jeg svigtede arbejdspladsen.

 Da Dansk Kvindesamfund i slut-90’erne kontaktede Journalisthøjskolen for at få en af os undervisere med i deres advisory-board, meldte jeg mig. De foretrak så en kvinde, men det var sikkert bare fordi, hun var mere kvalificeret.

 I de år, jeg var med til at udforme skolens optagelsesprøve, var jeg 100% loyalt med i forsøget på at få ligevægt mellem kønnene i optaget.

 Nå, til sagen.

 Først min brug af han i Den gode Journalist: Jeg begrunder det på side 29. Bogen er skrevet i 2009, og dengang var han fælleskøn. Selv ikke min ’feministiske’ baggrund bragte mig i tvivl om det, selv om jeg da godt kunne se det underlige i det. Der var heller ingen redaktører, korrekturlæsere, anmeldere, kolleger eller studerende, der gjorde indsigelser.

 I anledning af dit indlæg har jeg netop ringet til Dansk Sprognævn. De har ingen officiel holdning, men ja, sådan var praksis indtil for få år siden, og tjah, ligesom neger ikke længere er et neuralt ord.

 Så jeg lover at gøre noget ved det, når jeg om lidt går i gang med at revidere bogen. Men jeg begynder ikke at skrive ’hun’ i stedet. Det er da bare at erstatte en stereotyp med en anden. Ikke ligeberettigelse, bare ’buttom-up’. Seksualisering, lækker, fuckable – jeg ved virkelig ikke, om mænd er ’værre’ til det end kvinder, men det gør du åbenbart.

 Jeg ved, at nogle kvinder gør meget for at være alt det, og jeg ved, at nogle mænd gør meget for at være alt det. Jeg ved, at parringsdans i alle mulige former er fælles for alle os pattedyr.

 Og når der er referencer til det i min bog, er det – om end kun halvt bevidst, må jeg indrømme – fordi det er fælles erfaringer, der kan fungere som små belønninger til den trætte pligtlæser. Og, hej Far!:, kan punktere tendenser til højtidelighed hos både læser og forfatter. Til gengæld kan jeg godt se, (efter at jeg er blevet gjort opmærksom på det) at mine ’seksualiserede’ indspark er hetero-køns-biased, og det vil jeg skrue ned for i min reviderede udgave

 Men også en indsigelse: Måske er det bare fordi, du er så træt, træt & træt, men det virker nu også lidt primitivt, at du tolker det tænkte replikskifte mellem min søster og mig som en generalisering af kønsforskelle. I så fald skulle alle replikskifter i film og romaner og virkelighed om konkrete situationer være udtryk for en generalisering eller stereotypering. Men jeg kan da sagtens sige, at min nabo er nærig, uden at jeg dermed har sagt, at alle naboer er nærige.

 Endelig vil jeg lige præcisere, at det ikke er mig, der har sagt noget om sløve drenge og flittige hjælpsomme piger. For det tror jeg nok, din tekst kan få den uindviede læser til at tro. Jeg er bevidst varsom med at generalisere, og hvad kønsforskelle angår, læner min trosbekendelse sig kraftigt op ad min barndoms amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther Kings mantra: ”Racismen er først udryddet, når vi ikke længere ser hinanden som repræsentanter for en race, men bare som mennesker”, sagde han.

Jeg siger: Sexismen (altså i ordets oprindelige betydning ’diskrimination på grund af køn’, helt parallelt til racisme) er først udryddet, når vi holder op med at tillægge køn anden betydning end noget med sex og forplantning. I alle andre sammenhænge bør køn ikke være en forskel, der gør en forskel.

”For øvrigt mener jeg” – som en af senatorene i antikkens Rom afsluttede alle sine taler, uanset emnet, men fortsættelsen her er min – at selvhøjtidelighed er den største risiko for den i øvrigt legitime identitetspolitiske bevægelse.

Tro flytter ikke Bjerg – stereotype fremstillinger er kedelige og forudsigelige

Tro flytter ikke Bjerg – stereotype fremstillinger er kedelige og forudsigelige

Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan retfærdiggøre stereotypiske fremstillinger i pensum, og jeg må sige, at jeg er begyndt at blive træt, og jeg keder mig.

Skribent: Kassandra Thylstrup, journaliststuderende på DMJX

Udgivet den 10. december 2020

Kære Lars Bjerg

Det kommer sgu bag på mig, at du ikke forstår præmissen i Josephines indlæg i Illustreret Bunker. Ærligt. Jeg forstår godt, du går i forsvar, og jeg synes heller ikke, at du per definition er som sådan med til at objektivisere kvinder.

MEN det taler ind i en uendelighed af, at kvinder bliver seksualiseret. Gjort til nogle, som skal være lækre. Uden at have et præcist tal, vil jeg gerne turde påstå, at det sker i højere grad for kvinder end mænd.

Da jeg åbnede Journalistikkens Grundtrin af Solveig Schmidt og Mette Mørk, jublede jeg over, at de havde valgt at prøve noget nyt. De argumenterer i øvrigt for det over en række sider i bogen, der starter omtrent på side 47. Italesættelsen af præcis, hvorfor de bruger hun, kommer på side 53. Selv tak.

Og så åbnede jeg din bog. Som den unge, spæde nye studerende, der skulle træde ind i den store, nye og fagre verden, hvor jeg kunne tage mig en uddannelse. Blive til noget her i livet udover bare at være nogen. Med mit naive blik på verden omkring mig, åbnede jeg din bog, fordi størstedelen af vores pensum bestod af dine bøger. Jeg blev ikke krænket, da jeg studsede over din italesættelse af din brug af han. Jeg blev bare så umådeligt træt i krop og sind, at jeg næsten havde lyst til at gå op og lægge mig.

En enkelt gang til undervisning blev det også italesat i en henkastet bemærkning, at drengene, de sløve drenge, skulle tage fat i nogle af de flittige piger, så de kunne nå fristen for en opgave, og nej, jeg er ikke krænket, men jeg er ramt af kedsomhed. Og så er jeg træt. Igen. Jeg tror, jeg går op og lægger mig. Det er også en kedelig stereotyp af, at drengene er de sløve hoveder, og kvinderne er de flittige. Videre. Jeg keder mig.

Jeg keder mig. Kom nu. I underviser os i stereotypiske fremstillinger. I underviser os i, hvordan sproget har magt.

Jeg er ked af, at jeg må fortælle dig det, Lars, men du har magt. Du er underviser. Du er med til at forme en del af den kommende generation af journalister. Dine skrevne ord har magt. Når du understreger din brug af ordet han, så er du med. Du er med til at oprette den kedelige stereotyp af kvinder. I underviser os i at vende tingene på hovedet.

Se det fra andre perspektiver. Den stereotypiske fremstilling af kvinder hører ingen steder hjemme på en uddannelsesinstitution i 2020. Den må du tage tilbage til Kefir-festen i 80’erne. Ellers må du tage den hjemme i stuen sammen med vennerne.

Hvornår har de af jer, der straks går i forsvar og er af den gamle skole, tænkt jer at kigge indad?

Jeg er træt. Jeg keder mig. Jeg vil udfordres på et lige grundlag, og det gør jeg ikke, når det konstant hives frem, hvordan kvinder skal være. At vi skal være flittige i skolen og ovenikøbet også være fuckable. Jeg forstår godt dit eksempel i din bog, men fordi du har magt qua din stilling på DMJX, så bliver det ikke bare noget sjovt mellem venner. Kom med noget nyt, der er sjovt som ikke skal karakterisere et helt køn i undervisningshenseende.

Gitte Luk kunne have skrevet nøjagtig det samme, og jeg ville være lige så træt, så du skal ikke føle dig truffet, blot fordi du er mand. Det er ikke en hetz mod dig. Det er en hetz mod en kultur, som jeg tror, vi er en stor del, der er trætte af. Både mænd og kvinder. Vi vil især ikke mødes med den på den institution, der skal uddanne os til dygtige journalister, som forhåbentligt også er med til at danne os lidt på vejen. Medmindre vi skal give Knud Romer ret i, at man har taget dannelsen ud af uddannelsen – så er vi da først på røven.

Jeg har hørt fra flere og har selv oplevet at sidde til undervisning. Byde ind. Få et anerkendende nik og måske efterfulgt af et ”nå ja, jo.”, og så gudhjælpemig, om der så ikke er en af mine mandlige medstuderende, der siger præcist det samme, men løber med den store anerkendelse.

Det er ikke din skyld, men prøv nu at reflektere over, hvad Josephine skriver, og hvad jeg skriver, og hvad der sker alle vegne lige nu. Jeg er træt. Jeg keder mig.

”…at hun ligner en dum gås.” er endnu en kedelig stereotypisk fremstilling af, at kvinder skal hade hinanden. Nej, vi skal ikke hade hinanden, Lars. Din søster skal ikke hade den anden kvinde i dit tænkte eksempel.

Jeg er træt. Jeg er videre, og jeg keder mig. Slut. Prut. Finale, du.

Åh, du savnede Bunker

Åh, du savnede Bunker

Hvad skal der til for at savne asbest, regn inden døre, klamme toiletter og stinkende auditorier? Svaret er 130 mio. kroner og et projekt, der på mest forargende vis er uforløst på Helsingforsgade.

Skribent: Sami Kleit, journaliststuderende på DMJX

Udgivet den 10. december 2020

En af de ting, jeg husker tydeligst fra min studiestart i februar 2019, er min underviser, der på anden- eller tredjedagen bad os reflektere over det faktum, at vi tager – ikke får – os en uddannelse. Som om det at være kommet igennem det nåleøje, optagelsesprøven er, ikke var nok, så fik vi da i hvert fald nu mejslet i sten, hvor særligt et sted, vi var kommet hen, og hvor privilegerede vi var.

Jeg følte mig også privilegeret, og den følelse levede i bedste velgående i den tid, jeg havde min daglige gang på Olof Palmes Allé. End ikke en betonbunker kan sige sig fri fra slitage, men ved netop denne bunker kunne jeg hver morgen træde ind ad dørene og krydse den vandrehal, mine idoler årtier forinden havde krydset. Jeg kunne læse dagblade og gamle amerikanske bøger om journalistik på biblioteket, og jeg kunne drikke øl i Kurt Strandbar, hvis vægge var prydet af førnævnte idoler.

Ikke bare pressehistorisk var Bunkeren noget for sig. Bygningen fra 1973 var et sjældent eksemplar på brutalismen inden for dansk arkitektur.

En bygning, der både historisk såvel som fysisk i sin konstruktion var stærk og solid, men som man valgte at skrotte, da vedligeholdelsen blev for stor en mundfuld.

Frederik Aagaard Zeuthen kunne i sidste udgave af nærværende avis berette, hvordan udgifterne til den nye skole beløber sig til 130 millioner kroner (!!!). Resultat? Man har formålet at  bygge sig til mindre plads at arbejde på, ligesom de studerende heller ikke har vundet mere plads til deres arbejde, og Genlüd må tage til takke med et dårligt udstyret radiostudie.

Hvis man så håbede på at kune trække sig tilbage på et bibliotek, kan man godt tro om. Bøgerne blev i foråret smidt i en container, nu borte for altid, og aviser er der intet spor af (har trykte medier en fremtid? DMJX har vist svaret på det).

Nej, der er i sandhed langt mellem den gamle, historiske Bunker og den nye spånplade(?)-beklædte og aldeles uinspirerende skole. Det er i det hele taget svært at få øje på, hvad godt der er kommet ud af de 130 millioner, eller hvad visionen har været.

Man har givet afkald på en masse og fået intet til gengæld. Men så er det jo godt, at Pipilotti Rist har været forbi med sit patchwork-gardin og discokugle, og at vi nu kan bade i farvet lys. Eller noget.

(Ex)changing times – studying abroad during Corona

(Ex)changing times – studying abroad during Corona

Laptop? Check. Notebook? Check. Face mask and hand sanitizer? Check. Our schoolbag checklist has changed significantly over the last year. Not only our schoolbags, but our whole educational experience. Regular classes, internships, and perhaps most affected: Exchange programs.

Skribent: Mona El Ghadouini, udveklingsstuderende på DMJX

Udgivet den 10. december 2020

Does a study abroad even make sense in times of COVID-19? It would be hypocritical of me to say “no” given that I am at DMJX as an exchange student from Germany. But it does not mean I cannot be critical about it.

Travel because of COVID-19 barely exists anymore, most exchanges have been cancelled. And yet there are ones that do take place – like between Germany and Denmark.

What can you gain from an exchange, even now? New experiences, for one, whether they are positive or negative. Experiences shape us, and we have them in abundance on exchange in a foreign country. There is a reason many of us go abroad for a year after graduation: We look to find ourselves, and in a way, we do it through what we experience.

This makes an exchange semester so valuable – whether COVID-19 exists or not. We have the opportunity to gain new friends and establish an international network. And after months of restrictions and lockdown at home, there is nothing more refreshing for your mental health than a change of scenery.

But none of this is safely guaranteed: the country or city could go into lockdown, for who knows how long. What if instead of bar nights with friends we are suddenly faced with the solitude of our dorm room? What if we don’t get to meet any locals in person, only through our computer screens and Zoom classes? Regular fears of going on exchange, like “Will I be able to afford it?”, are suddenly drowned out by fears stemming from COVID-19. “What happens if I get sick? What happens if my family gets sick and I can’t get back to them?” are questions we’ve never had to ask ourselves before going abroad before.

As someone who is on exchange right now, I had those fears. I still have them. But the upsides outweigh the downsides for me. Yes – I am far away from home. Yes – the possibility of COVID-19 worsening is always lurking around the corner. But I made close friends here, I could attend class in person, I was able to dive into a whole new culture even though many big events and happenings could not take place.  

In times of COVID-19 it is important to realise that it does not take extravaganza to make an exchange into an experience. If you plan properly, you can take care of the fears and worries regarding COVID-19.

Work with what you have when you are on your exchange and it will become a memorable experience that will shape you for years to come even if you have to wear a face mask and keep 1,5 metres distance from everyone.

COVID-19 does not stop you from making new friends if you follow the rules. COVID-19 does not stop you from learning the language of your host country, if you want to.

COVID-19 does not stop you from learning and studying in a different school, from being taught in a different approach. At this point it is not enough anymore to say “When COVID is over”. We have been with the pandemic for nearly a year and we learned to work with it, around it, and make the best of it. A year – for many of us that is a third of our whole studies. A third many of us have found to be frustrating. Do not let frustration hinder you. Use the opportunities you have, make your decisions carefully, but make them. Why should that be limited to what we do at home? Why shouldn’t it extend to the once-in-a-lifetime opportunity of studying abroad?

Whether there is a global pandemic happening or not, an exchange is and will always be an experience. What kind of experience it will be is entirely up to you. Exchanges shape you – but you also shape them.

Illusionen om forhåndsaftaler hjælper ikke de studerende

Illusionen om forhåndsaftaler hjælper ikke de studerende

Åbent hus-uge er over dig. Søvnunderskuddet har nået sit højeste. Du kan ikke indeholde mere kaffe, og dine håndflader er efterhånden kronisk svedige.

Skribent: Laura Nørkjær Seligmann

Udgivet den 29. oktober 2020

Du har været til samtale efter samtale, men der er egentlig kun ét sted, der hele tiden er i dine tanker. Du sidder endnu en gang og drømmer dig væk til hvordan det ville være at være praktikant hos drømmepraktikpladsen. Dit dagdrømmeri afbrydes hurtigt af en skarp lyd.

Drømmepraktikpladsen ringer. De vil have dig.

Men det skal være NU. Du skal sige ja til en forhåndsaftale nu. Forpustet og chokeret vågner du.

Det var bare en drøm. Selvfølgelig var det kun en drøm. For du har jo lært til praktikforberedelse på skolen, at forhåndsaftaler ikke sker. De er forbudte, så de sker selvfølgelig ikke. Men er det nu i virkeligheden sandt?

Sådan er den nuværende praksis til praktikforberedelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som jeg har mødt, synes jeg ikke er fair overfor de studerende. Forhåndsaftaler er forbudte, men virkeligheden er bare, at de stadig er der. Derfor må de også blive påtalt, så de studerende kan lære at håndtere dem. Hvordan ved jeg ikke, men at benægte deres eksistens gør ikke noget godt for nogen.

Som journaliststuderende på vej ind i praktikræset kan jeg berette, at man er villig til meget for at få sin drømmepraktikplads. Derfor tror jeg også, at det er let at blive lokket i fordærv til en forhåndsaftale.

Realiteten er jo bare, at vi journaliststuderende er nogle små, grønne fisk i det store hav, som den danske mediebranche er. Og vi vil jo bare gerne have en chance. Derfor er det nok heller ikke os, der kommer til at sætte foden ned og sige nej til forhåndsaftalen til den store mediechef.

Vi får at vide, at forhåndsaftaler finder sted. Får vi tilbudt en, skal vi sige nej. Derfor er vores eneste mulighed for at forberede os på forhåndsaftalen at snakke med studerende på højere årgange end os selv, men de ved næppe mere end os. De har bare erfaringen af at blive konfronteret med den. Vi kan indstille os på det samme.

Det er bare ikke nok. Forbered de studerende på at håndtere forhåndsaftalerne. Ellers vil det bare forsætte, som det er nu.

Hør mig: Min fremtid som kvinde i mediebranchen

Hør mig: Min fremtid som kvinde i mediebranchen

Jeg kender ikke nogen kvinder, som ikke har oplevet seksuelt grænseoverskridende adfærd. Det er alt fra decideret voldtægt og en såkaldt ’liste-pik’ til ’cat-calling’ eller et klap i røven på en bar.

Skribent: Josephine Falck Barfod, journaliststuderende på DMJX

Udgivet den 29. oktober 2020

Derfor undrer det mig, at Jakob Kwon, nyhedschef på TV2, til Journalisten den 11. september sagde, at de kvindelige TV2 medarbejdere, som har skrevet under på et støttebrev til Sofie Linde, skal erklære sig inhabile, hvis de vil berette om #metoo historier.

 Han siger, at det er en del af TV2’s politik, at man skal erklære sig inhabil som journalist, hvis man skilter med sin holdning til en given sag. Her misforstår Jakob Kwon pointen med støttebrevet. Kvinderne har ikke skrevet under, fordi de deler en bestemt identitetspolitisk holdning med Sofie Linde.

 De har skrevet under, fordi de kender til eller selv har oplevet seksuelt grænseoverskridende adfærd i forbindelse med deres arbejde i mediebranchen.

 Selvom de ikke skrev under som erfaringspersoner, men som partspersoner, er det så i virkeligheden overhovedet en sag, man kan være part i? Det er da forhåbentlig en universel holdning, at sexchikane på arbejdspladsen ikke er i orden.

 Hvis det er en holdning, som ikke er given på TV2, ved jeg ærlig talt ikke, om jeg ønsker at komme i arbejde der. Desuden lader Jyllands-Posten heller ikke deres medarbejdere, som har underskrevet brevet, arbejde med #metoo relaterede historier.

 I kender problematikken. Vi har talt om det de seneste uger. Men her kommer endnu en bekymring. Jeg ved godt, at min position i mediebranchen ikke er lige så god, som hvis jeg havde været en mand. Det er bare et faktum. Mænd tjener meget mere og har i langt højere grad chefstillingerne. Det er en uretfærdighed, som jeg og mine kvindelige medstuderende skal navigere i, og som nok ikke ændres lige foreløbigt.

Men jeg skal åbenbart også navigere i et miljø, hvor seksuelle krænkelser gøres til et identitetspolitisk projekt i stedet for fuldstændig fordømmelse. At en chef for et af de helt store medier i Danmark ikke vælger at lægge sig fladt ned og rose sine kvindelige ansatte i stedet for at lukke munden på dem, er mig virkelig en gåde. Og det gør mig ærlig talt bange.

Jeg har allerede oplevet sexistisk adfærd på studiet. Jeg ved, at en af mine mandlige medstuderende har en hævn-porno-video på sin telefon. Og jeg har op til flere gange oplevet grænseoverskridende, sexistiske jokes på studiet, som eksempelvis: 

”Det er mega grinern, hvis man tager en pige bagfra og så hvisker en anden piges navn i øret på hende også ser, hvor langt man kan gå”.

Der sker altså en objektivisering af kvinder på studiet af nogle af vores mandlige medstuderende, og ”hvor langt man kan gå” har bestemt voldtægtskonnotationer.

I Lars Bjergs bog Den Gode Journalist, en bog vi brugte i JIS på 1. semester, gør Lars Bjerg det klart i starten, at han vil bruge pronomenet han gennem bogen, når han beskriver eksempler, der er intetkønnede. Men han er ikke bleg for at bruge kvinder i eksempler, som når han for eksempel ser en kvinde, kan han tænke, at hun er lækker, mens hans søster vil tænke, at hun ligner en dum gås. Igen bliver kvinden objektiviseret.

Det reproducerer en tankegang, som retfærdiggør en seksuel grænseoverskridende adfærd over for kvinder. Og det er altså en adfærd, som der allerede starter på journalistuddannelsen.

Den her går ud til mine mandlige medstuderende. Vil I ikke nok prøve at gøre det bedre? Mange af jer vil blive chefer. Højst sandsynligt flere end os kvinder.

Men vil I ikke nok love mig, at I ikke gentager, hvad der skete med #metoo i 2017? Ingen lyttede og sagen blev pakket sammen. Hvis I virkelig prøver at lytte, vil I kunne høre, at Sofie Lindes historie ikke var specielt overraskende for de fleste kvinder, for de har prøvet det, og det der var værre.

Hør mig.