Illusionen om forhåndsaftaler hjælper ikke de studerende

Illusionen om forhåndsaftaler hjælper ikke de studerende

Åbent hus-uge er over dig. Søvnunderskuddet har nået sit højeste. Du kan ikke indeholde mere kaffe, og dine håndflader er efterhånden kronisk svedige.

Skribent: Laura Nørkjær Seligmann

Udgivet den 29. oktober 2020

Du har været til samtale efter samtale, men der er egentlig kun ét sted, der hele tiden er i dine tanker. Du sidder endnu en gang og drømmer dig væk til hvordan det ville være at være praktikant hos drømmepraktikpladsen. Dit dagdrømmeri afbrydes hurtigt af en skarp lyd.

Drømmepraktikpladsen ringer. De vil have dig.

Men det skal være NU. Du skal sige ja til en forhåndsaftale nu. Forpustet og chokeret vågner du.

Det var bare en drøm. Selvfølgelig var det kun en drøm. For du har jo lært til praktikforberedelse på skolen, at forhåndsaftaler ikke sker. De er forbudte, så de sker selvfølgelig ikke. Men er det nu i virkeligheden sandt?

Sådan er den nuværende praksis til praktikforberedelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som jeg har mødt, synes jeg ikke er fair overfor de studerende. Forhåndsaftaler er forbudte, men virkeligheden er bare, at de stadig er der. Derfor må de også blive påtalt, så de studerende kan lære at håndtere dem. Hvordan ved jeg ikke, men at benægte deres eksistens gør ikke noget godt for nogen.

Som journaliststuderende på vej ind i praktikræset kan jeg berette, at man er villig til meget for at få sin drømmepraktikplads. Derfor tror jeg også, at det er let at blive lokket i fordærv til en forhåndsaftale.

Realiteten er jo bare, at vi journaliststuderende er nogle små, grønne fisk i det store hav, som den danske mediebranche er. Og vi vil jo bare gerne have en chance. Derfor er det nok heller ikke os, der kommer til at sætte foden ned og sige nej til forhåndsaftalen til den store mediechef.

Vi får at vide, at forhåndsaftaler finder sted. Får vi tilbudt en, skal vi sige nej. Derfor er vores eneste mulighed for at forberede os på forhåndsaftalen at snakke med studerende på højere årgange end os selv, men de ved næppe mere end os. De har bare erfaringen af at blive konfronteret med den. Vi kan indstille os på det samme.

Det er bare ikke nok. Forbered de studerende på at håndtere forhåndsaftalerne. Ellers vil det bare forsætte, som det er nu.

Hør mig: Min fremtid som kvinde i mediebranchen

Hør mig: Min fremtid som kvinde i mediebranchen

Jeg kender ikke nogen kvinder, som ikke har oplevet seksuelt grænseoverskridende adfærd. Det er alt fra decideret voldtægt og en såkaldt ”liste-pik” til cat-calling eller et klap i røven på en bar.

Skribent: Josephine Falck Barfod

Udgivet den 29. oktober 2020

Det undrede mig, at Jakob Kwon, nyhedschef på TV2, til Journalisten den 11. september sagde, at de kvindelige TV2 medarbejdere, som har skrevet under på et støttebrev til Sofie Linde, skal erklære sig inhabile, hvis de vil berette om #metoo historier.

Han siger, at det er en del af TV2’s politik, at man skal erklære sig inhabil som journalist, hvis man skilter med sin holdning til en given sag. Her misforstår Jakob Kwon pointen med støttebrevet. Kvinderne har ikke skrevet under, fordi de deler en bestemt identitetspolitisk holdning med Sofie Linde. De har skrevet under, fordi de kender til eller selv har oplevet seksuelt grænseoverskridende adfærd i forbindelse med deres arbejde i mediebranchen.

Selvom de ikke skrev under som erfaringspersoner, men som partspersoner, er det så i virkeligheden overhovedet en sag, man kan være part i?

Det er da forhåbentlig en universel holdning, at sexchikane på arbejdspladsen ikke er i orden. Hvis det er en holdning, som ikke er given på TV2, ved jeg ærlig talt ikke, om jeg ønsker at komme i arbejde der. Desuden lader JP heller ikke deres medarbejdere, som har underskrevet brevet, arbejde med #metoo-relaterede historier.

I kender problematikken. Vi har talt om det de seneste uger. Men her kommer endnu en bekymring.

Jeg ved godt, at min position i mediebranchen ikke er lige så god, som hvis jeg havde været en mand. Det er bare et faktum. Mænd tjener meget mere og har i langt højere grad chefstillingerne. Det er en uretfærdighed, som jeg og mine kvindelige medstuderende skal navigere i, og som nok ikke ændres lige foreløbigt.

Men jeg skal åbenbart også navigere i et miljø, hvor seksuelle krænkelser gøres til et identitetspolitisk projekt i stedet for fuldstændig fordømmelse. At en chef for et af de helt store medier i Danmark ikke vælger at lægge sig fladt ned og rose sine kvindelige ansatte i stedet for at lukke munden på dem, er mig virkelig en gåde.

Og det gør mig ærlig talt bange.

Jeg har allerede oplevet sexistisk adfærd på studiet. Jeg ved, at en af mine mandlige medstuderende har en hævn-porno-video på sin telefon. Og jeg har op til flere gange oplevet grænseoverskridende, sexistiske jokes på studiet, som eksempelvis:

”Det er mega grinern, hvis man tager en pige bagfra og så hvisker en anden piges navn i øret på hende og så ser, hvor langt man kan gå”. Der sker altså en objektivisering af kvinder på studiet af nogle af vores mandlige medstuderende, og ”hvor langt man kan gå” har bestemt voldtægtskonnotationer.

I Lars Bjergs bog ”Den Gode Journalist”, en bog vi brugte i faget ‘Journalistik i samfundet’ på 1. semester, gør Lars Bjerg det klart i starten, at han vil bruge pronomenet ”han” gennem bogen, når han beskriver eksempler, der er intetkønnede. Men længere inde i bogen er han ikke bleg for at bruge kvinder i eksempler. Det sker f.eks. når han skal beskrive, hvordan individer kan tænke forskelligt om samme objekt.

Der beskriver han, at han for eksempel kan se en kvinde og tænke, at hun er lækker, mens hans søster vil tænke, at hun ligner en dum gås. Igen bliver kvinden objektiviseret. Det reproducerer en tankegang, som retfærdiggør en seksuel grænseoverskridende adfærd over for kvinder. Og det er altså en adfærd, som der allerede starter på journalistuddannelsen.

Den her går ud til mine mandlige medstuderende.

Vil I ikke nok prøve at gøre det bedre? Mange af jer vil blive chefer. Højst sandsynligt flere end os kvinder. Men vil I ikke nok love mig, at I ikke gentager, hvad der skete med #metoo i 2017? Ingen lyttede og sagen blev pakket sammen. Hvis I virkelig prøver at lytte, vil I kunne høre, at Sofie Lindes historie ikke var specielt overraskende for de fleste kvinder, for de har prøvet det, og det der var værre. Hør mig.

Lars Bjergs modsvar til debatindlægget “Hør mig: Min fremtid som kvinde i mediebranchen”

Lars Bjergs modsvar til debatindlægget “Hør mig: Min fremtid som kvinde i mediebranchen”

Skribent: Lars Bjerg

Udgivet den 29. oktober 2020

Det kommer sgu bag på mig at blive dømt som ”reproducent af en tankegang, som retfærdiggør en sexuel grænseoverskridende adfærd over for kvinder” på journalistuddannelsen. Jeg synes bare, jeg gav et eksempel på, hvordan vi mennesker m/k kan have forskellige synsvinkler på samme sag eller person.

Jo, jeg kan godt som mand synes, at en bestemt kvinde er lækker. Men jeg har da også meget mere end en gang hørt kvinder snakke om, at en bestemt mand er lækker. Eller ulækker for den sags skyld. Dum, sej, sjov, rar, tyk. Jeg kender ingen, der ikke af og til ’objektiviserer’ deres medmennesker, som Josephine kalder det.

Men at dét skulle være den sikre vej mod upassende opførsel og overgreb er temmelig absurd. Og at jeg med to linjer i en bog skulle kunne lede unge mandlige journaliststuderende til at glemme al deres gode opdragelse er – utroligt.

Har vi glemt, hvorfor fagforening er vigtigt?

Har vi glemt, hvorfor fagforening er vigtigt?

Løn og rettigheder kommer ikke af sig selv. Det kom- mer af, at vi står sammen. Det er ikke mindre vigtigt i dag. Alligevel virker det som om, at vi har glemt det.

DEBATINDLÆG AF JOHANNA MAJ VARMING, FORMAND I KAJ, MEDIE- OG JOURNALISTSTUDERENDE

Udgivet den 21. oktober 2019

I slutningen af mit 1. semester sad jeg på et tidspunkt i Kurt med en studiekammerat, der proklamerede, at det eneste, hun havde fået ud af sit medlemskab i Dansk Journalistforbund, var pressekortet.
Jeg forklarede hende selvfølgelig med det samme, at det ikke passer. At hun var aktiv i en af skolens foreninger, som får støtte af os, og at hun faktisk allerede havde været til ét af vores arrangementer.
Og i løbet af hendes studietid ville hun møde os meget mere. Hun ville kunne gå til kurser, søge om støtte til at komme på studietur i praktikken, og ikke mindst var hun sikret ordentlig løn og rettigheder, når hun skulle i praktik.
Bare for at nævne et par stykker. Og nu kigger vi endda kun på det, fagforeningen gør for de studerende.

Episoder som denne får mig til at tænke på, om vi har glemt vigtigheden af vores fagforening? For hun er ikke alene. Medlemstallet er faldende, godt nok svagt, men over en længere periode. Vi kan ikke længere fylde Frøberts til vores generalforsamlinger, og der er pludseligt langt til dengang, der var kampvalg om formandsposten.
Skal jeg stille mig selv det kritiske spørgsmål, så kan man spørge, om det er fordi, fagforeninger er mindre relevante i dag? Har vi kæmpet dét, der skulle kæmpes? Men den køber jeg ikke.
Vi er på vej ud i en branche præget af stor usikkerhed, hvor fyringsrunder og freelancearbejde venter.
Jeg har i min praktik på DR selv været vidne til den største besparelse i DR’s historie, og jeg har set, hvordan flere freelancere fylder i vagtplanen.
Og en freelancestilling er, hvad jeg og mange af mine medpraktikanter gør os forhåbninger om at kunne opnå, når vi engang er færdige med praktikken.

Som journalistpraktikant er det nemt at tage praktikløn og rettigheder om feedback for givet. Men vi behøver blot kigge på vores medstuderende på kommunikationsuddannelsen for at blive mindet om, at det langt fra er virkeligheden for alle studerende.
Kommunikatørerne skal i deres første praktik klare sig for deres SU, og selvom Danske Mediestuderende har kæmpet for, at man må få en erkendtlighed på op til 3000 kroner, hvis man er i SU-praktik, så er det desværre vores indtryk, at det er de færreste, der får det.
Det betyder ikke, at vi skal være tilfredse med, at praktiklønnen blev sat ned. Tværtimod. Men det ville måske klæde os at huske på, at løn og rettigheder ikke er noget, der er kommet af sig selv.
Så når min studieveninde dengang på 1. semester spurgte mig om, hvad hun overhovedet får ud af sin fagforening, så tænker jeg på, om vi har glemt den større fortælling?
Men jeg tænker også på, om vi som fagforening er blevet for dårlig til at fortælle den?
Og jeg tænker på, hvordan vi kan lykkes med at fortælle dig, som er medlem, hvad det er, KaJ gør for dig. 

DMJX skal have langt mere fokus på bæredygtighed

DMJX skal have langt mere fokus på bæredygtighed

I Deadline lader de sig ikke skræmme af det tunge rugbrødsstof. De forsøger at lave historier med substans og stille svære, kritiske spørgsmål. Men det er en krævende arbejdsproces. På redaktionen arbejder de hele dagen op til aftenen, hvor programmet ruller over skærmen.

DEBATINDLÆG AF MATS MAGNUSSEN OG NIKLAS LYHNE, STUDENTERREPRÆSENTANTER I DMJX, SAMT PETER ØSTERGAARD SØRENSEN OG ROGER BUCH, MEDARBEJDERREPRÆSENTANTER I DMJX
ILLUSTRATION: JOHANNE WEDEL MADSEN

Udgivet den 12. oktober 2019

Ved vandhanerne i både Aarhus og Emdrup står der engangskopper i plastik til at drikke af. Samtidig udfaser EU alt plastikbestik i 2021, og Tuborg indfører genbrugelige plastglas på festivaler. Dette er bare et enkelt men tydeligt eksempel på, at DMJX halter gevaldigt bagud, når det kommer til bæredygtigt forbrug.

Universiteterne løber også fra os lige nu, hvor SDU udråber sig til ’Danmarks første bæredygtige universitet’, der vil leve op til FN’s 17 verdensmål.
Københavns Universitet har haft en bæredygtighedsstrategi.

Universitet besluttede sidste år at indføre en tilsvarende. Med deres bestyrelsesformand Connie Hedegaard i spidsen er de nu i gang med at vedtage en meget ambitiøs plan for hele universitetet. Heldigvis kan vi glæde os over, at vores rektorat har fokus på bæredygtighed og blandt andet medtænker det i arbejdet med det nye campus og i udviklingen af DMJX’ strategi fra 2021-2024. Det konkrete arbejde med bæredygtighed kræver input fra alle på DMJX.

Vi håber derfor, at der kan blive samlet en arbejdsgruppe af studerende og ansatte, der kan komme med erfaringer og synspunkter til arbejdet med bæredygtighed. Det kan tage lang tid, viser erfaringen fra Aarhus Universitet, hvis vi skal finde frem til en fælles målsætning ud fra reelle beregninger, så vi ikke famler i blinde. Det vil være dumt og dyrt, hvis vi ikke forsøger at gøre det bedste fra start af. Drivkraften skal uanset hvad komme fra studerende og ansatte, hvis det skal lykkes at få en mere bæredygtig skole både socialt og miljømæssigt.

Vi har ikke svarene for, hvordan strategien skal se ud, men vi håber, at der kan indkaldes til et møde snarest muligt, så vi kan begynde arbejdet.

Modsvar til Lars Bjergs debatindlæg

Modsvar til Lars Bjergs debatindlæg

Dette er debatredaktørens modsvar til denne udgaves indlæg fra Lars Bjerg om interviewet med Abdel Aziz Mahmoud i Illustreret Bunker.

Af Alexander Kokkedal, debatredaktør

Udgivet den 11. oktober 2019

Lars Bjerg fik sit debatindlæg bragt i denne udgave af Illustreret Bunker, et indlæg med udgangspunkt i skribent Julie Tilsteds interview med Abdel Aziz Mahmoud i juniudgaven af vores avis. Da Bjerg sendte sit indlæg, gav jeg ham på lige fod med alle vores andre debattører en skriftlig feedback. 
For hans vedkommende gik feedbacken på, at han efter min vurdering havde fejlfortolket Abdels pointer.

Nu har vi alle ret til at fortolke og have hver vores mening. Det er ikke en debatredaktørs opgave at ændre på det. Men jeg vil gerne kvalificere skribenters fortolkninger, hvis de efter min mening ignorerer relevant kontekst eller argumenter, der taler deres fortolkninger imod.

Bjerg ville desværre ikke tage stilling til feedbacken. ”Du er til gengæld i din fulde ret til at vælge ikke at bringe indlægget.Det bliver jeg ikke engang fornærmet over,” skrev han til mig. Som det eneste gav jeg teksten en rubrik og fik underrubrik fra Bjerg. 
I stedet bringer vi Bjergs indlæg med vores modsvar. Jeg har været i kontakt med Julie og Abdel. Ingen af dem ønsker at være afsender for et modsvar, men gav mig pointer at gå videre med.

Fortolkning af artiklen
Bjerg skønner, som jeg forstår teksten, at Abdel taler for, at journalister må give udtryk for ikke-faglige holdninger i journalistik. Jeg mener ikke, at der er belæg for den påstand. Det er heller ikke det, Abdel selv mener, han sagde, eller som Julie kunne forstå på ham. 

Abdel nævner i artiklen eksemplet på værterne i Aftenshowet, som ikke udfordrer en gæsts påstand om ikke at have brændt Koranen af. Her vælger værterne at være neutrale ved at tillægge alle holdninger samme vægt i stedet for at indtage den objektive ”holdning”, at der findes en sandhed at afdække. Senere i sit indlæg kritiserer Bjerg Abdels opfattelse af, at holdninger hører hjemme i journalistik, hvis de er korrekte. Dog har Bjerg taget dette ud af en kontekst. Af samme sætning i artiklen fremgår, at holdninger også skal være ’saglige’ og ’faglige.’ Blot at tage ordet ’korrekte’ med giver indtryk af, at Abdel efterspørger politisk korrekthed i journalistik. Hvilket nok ikke er det indtryk, de fleste læsere får, hvis man tager alle ordene med.

Kritik er legitimt
Dybest set er Bjerg og Abdel enige, for de mener det samme og taler bare forbi hinanden. Der findes en sandhed derude, som det er journalistens opgave at afdække. Journalisten skal ikke frygte at virke partisk ved at sige, hvad der kan bevises uden tvivl er sandt. Det er helt reelt af Bjerg at rette kritik mod Illustreret Bunker, hvis formidlingen for ham virkede uklar.

Det er meget let som redaktion at indtage en Kejserens nye klæder-holdning om, at det er læseren, der er dum, hvis de ikke forstår en artikel, som den er ment. 
Men formidler bærer ansvar for fortolkning. I hvert fald når læseren oprigtigt prøver at forstå en tekst. Så ansvar for uklarheder bærer vi gerne. Teksten kunne være entydig. Redaktionen erkender også, at artiklen burde have nævnt, hvem Abdel mener, der glemmer at fortælle journalister, at de må have holdninger.

Den del af Bjergs indlæg, der afhængigt af fortolkning er brodden af hans kritik, tager vi på os. For vi kan alle blive bedre, og ingen er hævet over kritik. Hverken Illustreret Bunker, Abdel Aziz Mahmoud eller DMJX’ videnskabelige eller andet personale.