En vagthund må gerne gø

En vagthund må gerne gø

En vagthund må gerne gø

tekst: simon b. porse
illustration:  amanda frisk

Udgivet den 20. maj 2021

Min mus svæver over ‘slet’-knappen. Jeg er rådvild, i tvivl og fornemmer en følelse af usikkerhed i kroppen.

Det er fjollet, siger jeg til mig selv. Hundredvis af mennesker skriver langt dummere ting på nettet hver dag, uden at det har de store konsekvenser.

Måske skulle jeg bare gøre det. Få det ud af verden. På den anden side: Internettet glemmer aldrig. Nogen har med sikkerhed gemt et screenshot, så der er ingen pointe i at gemme sig. Jeg er bundet af bevismaterialet. Et spor, jeg selv har skrevet. En lort, jeg selv har lagt. Og når jeg alligevel skal leve med lugten, så kan jeg lige så godt få luftet ud.

Sidste efterår skrev jeg en opdatering på Twitter. Jeg var på studietur i København, og vi skulle besøge Christiansborg. Vores vært og rundviser skulle vise sig at være folketingsmedlem for Nye Borgerlige Lars Boje Mathiesen. Vi var flere, der utilfredst rullede med øjnene, husker jeg, men som den klassens klovn jeg er, tænkte jeg, at det kunne jeg nok godt få en vits ud af.

Jeg tænkte mig om. Ganske kort. “Dobbelt meget en MF’er,” skrev jeg på Twitter. MF’er for Medlem af Folketinget og for motherfucker. Ikke hammersjovt, men det var det bedste jeg lige kunne finde på. Jeg trykkede ‘send’.

Jeg synes egentlig, at min vits var ret uskyldig, men det må have rørt ved noget i folk, for de næste timer, ja faktisk de næste dage, skulle mit kommentarspor vise sig at blive rødglødende.

Presserådgivere, journalister og journaliststuderende, blandt andre – Twitter er jo trods alt et intranet – haglede ned på mig. Vulgær var jeg, infantil, ræverød. Skamme mig, skulle jeg.

For journalister må ikke give udtryk for at have et politisk standpunkt, lod man mig forstå. Det er det, man har partskilderne til. Medmindre man er redaktør, og man netop sidder og brygger på en leder til morgendagens avis, så skal man lægge holdningerne på hylden og være artig.

Eller hvad?

Når man siger, at journalister kan og skal være fuldkommen ‘neutrale’, ‘objektive’ og tage sit udgangspunkt i ‘a view from nowhere’, så taler man ud fra omnibuspressens idealer. De er bare lidt støvede, når man ser på det danske mediebillede.

Berlingske kalder sig for ‘Danmarks borgerlige avis’, Information er ‘ungdomsoprørets avis’ og Politiken bedriver ‘kampagnejournalistik’ om de danske børn i Syrien. Det afholder ikke deres ansatte fra at være dygtige journalister, der på ganske rigtig og professionel vis forholder sig kritisk til deres omgivelser og til sig selv.

Vi har alle sammen holdninger, udgangspunkter og bias, som har indflydelse på den måde, vi arbejder, vinkler og framer. Måske skulle vi tale om det, i stedet for at tie det ihjel og pudse hinandens glorier?

“Det er bedre, at en journalist er åben omkring sine holdninger, end at man gemmer dem væk og lader dem farve det, man skriver,” sagde Lars Boje Mathiesen, da vi besøgte borgen. Flink fyr, i øvrigt.

Jeg vil gerne medgive, at hvis vi skal tale om min kommentar – og det skal vi jo, for det er vores case – så er der da et problem:   T O N E N. Bevares, det er dårlig stil, når jeg kalder andre for øgenavne, men jeg mener, er det virkelig så slemt? Har I for eksempel fulgt med i politik de sidste par år?

Politikere kæmper om pladsen, som den største strammer, de siger ‘perker’, maler muslimer som terrorister og islam som en sygdom – til gengæld høster de stemmer og opbakning. Men hvis en ung og dum journaliststuderende i et dovent ordspil kalder en folketingspolitiker noget grimt, så er man et respektløst barn, der selv beder om en shitstorm.

Det er i mine øjne en helt skør tonepolitik at acceptere og beskytte hadefulde og polariserende holdninger, så længe de er pakket flot ind i gavepapir og bånd med sløjfe. Det handler ikke om tonen, skat, men om indholdet.

Var det en dum kommentar, jeg skrev? Absolut.

Var jeg naiv i min forestilling om, at havet af brugere på medieverdenens intranet ikke ville råbe op? Måske.

Skulle jeg have grublet længere over opslaget, inden jeg trykkede ‘send’? Tjaaa, det skulle jeg nok. Om ikke andet, så havde jeg nok også fundet på en vits, der var lidt sjovere.

Når jeg bringer min historie tilbage fra glemmebogen, så svarer det til at sparke til en gammel bikube og håbe, at man ikke bliver stukket igen. Heldigvis er jeg ikke allergisk.

Hvis troværdighed og journalistisk ordentlighed handler om at holde sig ren og pæn, mens politikere på tværs af fløjene udpeger hele befolkningsgrupper som problemer og endda har magten til at sætte handling bag deres ord, så synes jeg faktisk, at det er lidt forfriskende, at nogen siger ‘fandeme nej’.

En vagthund må altså gerne gø.

Din holdning er vigtig, smuk og relevant

Din holdning er vigtig, smuk og relevant

Din holdning er vigtig, smuk og relevant

tekst: Josephine Falck Barfod, debatredaktør på Illustreret Bunker
ILLUSTRATION: SILJE QVIST

Udgivet den 20. maj 2021

Nu har jeg snart gået på den her skole i to år, og jeg må bare sige, at jeg aldrig har mødt folk med lige så mange holdninger, som studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, som har gjort sig den erfaring.

Ikke desto mindre er folk simpelthen for sløve til at sende debatindlæg ind.

Hvorfor i alverden bruger I fora, der ikke er lavet til det, til at lufte jeres holdninger, men sender ikke noget ind til debatredaktionen på Illustreret Bunker?

Til undervisning, forelæsninger, i gruppechats og på Facebook er I ikke bange for at tage andre til fange, mens vi uden valg skal lægge ører til jeres svada.

På tredje semester under video-forløbet opstod pludselig en debat til en forelæsning. Det gik ud på, om det var etisk at redigere sin videoproduktion, så det kom til at passe med vinklen. Det ville have været et super godt debatindlæg.

Og efter vi skulle stemme om, hvorvidt vi skulle i praktik i 12 eller 18 måneder, brokkede folk sig i høj grad over processen og beslutningen. Men igen intet debatindlæg til Illustreret Bunker.

Hvorfor er folk ikke interesserede i at få debatterne ud i det åbne? Det er selvfølgelig nemt at have holdninger, når man kun ytrer dem i det skjulte og ikke skal stå til ansvar for dem senere hen.

– Men vi er jo journalister og skal være objektive.

Lol. Vis mig en objektiv journalist. Og læs Simon B. Porses debatindlæg om, hvorfor idéen om den objektive journalist er mere eller mindre forældet.

– Men hvad hjælper det overhovedet?

Det hjælper faktisk. Illustreret Bunker bliver læst af studerende og undervisere, og avisen sendes ud til forskellige medier.

Jeg skrev på sidste semester et debatindlæg om #metoo i mediebranchen og på DMJX. For det første førte det til, at flere studerende henvendte sig til mig og tilkendegav deres holdning til emnet. Mange synes, det var virkelig rart, at de ikke var de eneste, som havde det på den måde.

Men udover de studerende, så første debatindlægget også til, at jeg sammen med to andre kvindelige journaliststuderende blev inviteret til en snak med Özlem Cekic. Vi skulle lære at drikke dialog-kaffe. Og herefter en snak med Jacob Nybroe, chefredaktør på Jyllands-Posten, om sexisme i mediebranchen.

Så udover, at det skabte en relevant debat på DMJX, gav det mig også adgang til en chefredaktør på et af Danmarks største medier.

– Jamen vil praktikstederne ansætte en journaliststuderende med holdninger?

Mine erfaringer siger mig, at det på ingen måde er et problem. Tværtimod. Jeg har både talt med praktikkoordinator Martin Vestergaard, rektor Trine Nielsen og flere undervisere fra DMJX, som alle har udtrykt, at det ikke er et problem. Og de fleste praktiksteder sætter også pris på studerende, som ikke er bange for at ytre deres holdninger i passende settings. Desuden viser det jo bare, at du en reflekteret studerende, hvis du aktivt har kritiseret branchen eller skolen.

Jeg har fået en praktikplads på Ekstra Bladet, og jeg fik at vide til samtalen, at debatindlægget gav mig en kæmpe stjerne hos dem.  

Af en eller anden mystisk grund har det lykkedes mig at få indsamlet debatindlæg til begge aviser på dette semester. Men det har ikke været uden kamp. Da jeg søgte om at blive debatredaktør, havde jeg forestillet mig, at jeg skulle vælge og vrage mellem de bedste indlæg. Sådan er det ikke gået. Begge gange har det krævet overtalelse, overbevisning og nærmest tryglen for at kunne få noget, der kunne komme i avisen. Avisen på Københavns Universitet har en sprudlende debatsektion. Hvis de kan, så kan vi simpelthen også.

Din holdning er relevant, den er vigtig og den er smuk. Vis den til verden og tag del i den demokratiske samtale.

Hej, jeg kommer fra Journalisthøjskolen, har du lyst til at fortælle mig om din smerte?

Hej, jeg kommer fra Journalisthøjskolen, har du lyst til at fortælle mig om din smerte?

tekst: marcus wehage

Udgivet den 20. maj 2021

Jeg sidder ved et af de afsprittede borde på Katrinebjerg og har lige sat det sidste komma i opgaven ”Når livet gør ondt”. I jagten på sorg og dårligdom blev jeg selv ramt af en ordentlig portion utilpashed og sidder nu tilbage med et altoverskyggende spørgsmål: Hvor ligger meningen i at sende 120 helvedeshunde af spirende journalister ud i de jyske afkroge med færten af sørgelige menneskeskæbner?

Jeg har engang hørt, at hunde kan lugte sig frem til kræftramte. Og med den her opgave har jeg set, at det også gælder journaliststuderende hungrende efter rosende feedback.

Siden starten af første semester har vi skullet trækkes gennem det ene oplæg om etik i journalistik efter det andet. Især står et minde klart om lidt moralsk hjernegymnastik. Et tankeeksperiment, der tog udgangspunkt i en sag fra Ekstra Bladet, hvor en redaktør havde sendt en praktikant op til et par forældre, der lige havde mistet et barn i en ulykke.

Spørgsmålet lød i al sin enkelthed: Ville du gå op og ringe på døren hos familien? Resultatet af øvelsen var, at EB’s redaktør, der havde sendt praktikanten ud for at gøre netop det, blev set på med foragt. Alligevel skal vi ud og gøre netop det. Jeg vil gerne vide, hvor mange opgaver der er blevet lavet på baggrund af såkaldte engleforældre. 

Kors i røven, hvor føles det ulækkert at skulle kontakte hårdt ramte mennesker med en påtaget, falsk empati for deres tragedie, så jeg kunne få krydset den opgave af listen, og gøre mig fortjent til endnu et semester. Jeg var så harm over den her opgave, at jeg kort overvejede at referere til en anden lektie, DMJX har lært os: En journalist skal til enhver tid have retten til at sige nej til en opgave, han ikke er tryg ved. 

Normalt ville jeg sige, at min moral bliver stillet ved entreen, når jeg skal lave en historie. Men det skal være på grund af den gode historie. Der er ikke per automatik en god historie i kræftramte folk. Der er ikke nødvendigvis en god historie i forældre til døde børn. Og der er ikke partout en god historie i PTSD-ramte soldater. Man har hørt dem alle før. Hvorfor skulle vi lave den her historie?

Jeg luftede mine bekymringer flere gange, og det vage svar, jeg blev mødt med, var: ”Der er altså mange mennesker, der gerne vil dele deres historie”. Argumentet for opgaven kan vel aldrig være, at vi skal tilfredsstille de traumatiseredes medieliderlighed.

Hvis jeg skal sidde skamfuld og nervøs derhjemme og skrive til de svageste på diverse sociale medier for at grave smerte frem som en morbid trøffelgris, vil jeg virkelig gerne vide, hvorfor jeg gør det.

Ville det give mening at lade opgaven stå som inspiration til fremtidige studerende, der frivilligt ønsker at kaste sig over sorg og andre tunge emner? Bag de cirka 120 historier, I har modtaget, står 120 mennesker, der har – som opgaven dikterer – haft ondt i livet.

Hvis ikke journalisten bag har kunnet føle historien eller haft reel sympati for deres kilder, er det min mistanke, at han ikke har kunnet gøre kilden ret i sin historie. Det var min personlige anke mod opgaven. Og det synes jeg ikke er værdigt for de folk, der indvilliger i at dele deres smerte.

Corona har skabt et demokratisk underskud på DMJX

Corona har skabt et demokratisk underskud på DMJX

Siden coronakrisen hærgede DMJX tilbage i foråret, har støtten til KaJ været nærmest ikkeeksisterende. Men med sexisme, ensomhed, nye undervisningsformer og et tumultarisk praktiksøgningsforløb er der ekstra hårdt brug for studenterdemokratiet.

tekst: Markus Valentin Jakobsen, Formand KaJ
illustration: silje qvist

Udgivet den 25. marts 2021

Da skolen lukkede, stoppede de studerendes foreningsliv også. Vi kunne ikke længere mødes til en snak i Kurt Strandbar, og KaJ stod i en af sine største kriser gennem længere tid. Det er i foreningerne, at vi studerende kan mødes på kryds og tværs af semestre, af faglige kompetencer, og hvor vi kan lufte vores tanker og idéer med hinanden. Ikke mindst i KaJ, og det er i denne tid ekstra vigtigt at holde fast i.

Måske er det netop fordi, vi studerende mangler det sociale og direkte nærvær, at opbakningen til KaJ – og De Studerendes Råd – har nået et nulpunkt.

Det er ikke den første forening, der lige springer dig i hovedet som ny studerende, når pandemien buldrer afsted. Det, mener vi, er en skam. For vi har brug for dig og alle studerende netop i denne tid.

For under denne ekstraordinære nedlukning er det demokratiske og faglige fællesskab, som KaJ tilbyder, uhyre vigtigt. Der er nok at tage fat om, men få til at gøre det. Af eksempler kan nævnes MeToo 2.0. Det skal ikke løses af ledelsen alene, men i samarbejde med de studerende. I den forbindelse har KaJ prøvet at råbe ledelsen op, så vi kan starte en dialog mellem ledelse og studerende.

I samarbejde med Danske Mediestuderende og journalisterne på RUC har vi foretaget en undersøgelse, der viser, at 73 procent af praktiksøgende tilbydes forhåndsaftaler, som prøver at binde dem til et enkelt medie, før de har gransket alle deres mulige praktiksteder.

Dansk Journalistforbund opdagede i efteråret, at der er et kæmpe problem med ensomhed, depression og det, der er værre på DMJX. Derfor tog KaJ med det samme fat i studievejlederne for at komme i dialog om, hvordan vi kan være en del af løsningen, når skolen igen åbner op.

Der er ganske enkelt et KÆMPE behov for, at de studerende engagerer sig i KaJ og giver deres besyv med på emner og problematikker, der fylder i hverdagen på studiet. Vi er meget mere end en forening, der tilbyder pressekort og billige forsikringer. Vi er et stærkt fællesskab, som sikrer de studerendes rettigheder, som kæmper for de svage, og som brænder for, at ikke blot vi, men alle fremtidige studerende, får en endnu bedre tid på DMJX.

Provinsmedierne burde ansætte ‘ukonventionelle’ journalistspirer

Provinsmedierne burde ansætte ‘ukonventionelle’ journalistspirer

tekst: sara stougaard

Udgivet den 25. marts 2021

Der er ikke nok praktikansøgere til provinsmedierne, og det har der ikke været længe. Nu forsøger DMJX at lappe hullet i provinsskroget ved at gå tilbage til den tidligere studieordning med længere praktik. Om det reelt fikser problemet, bliver spændende at se. Selv tror jeg, DMJX sætter lappen på det forkerte sted, mens vil de studerende blive ved med at sive ud til de Københavnske mediehuse.

Jeg skal selv til at søge praktik snart. Det er blevet mit indtryk, at undersøgelser blandt de studerende viser, at det i høj grad er familie og venner, der trækker folk til København – ikke et hemmeligt had til alt vest for Storebælt. Det er en faktor, der virkelig er svær at gøre noget ved. Derfor frygter jeg, den nye løsning vil resultere i, at lige så mange vil søge mod København som før. De ‘bedste’ kandidater vil få pladserne og resten vil, med udsigt til et halvt års orlov som alternativ, søge provinsmedierne. På den måde får provinsen måske deres praktikanter, men de får også praktikanter, der måske i virkeligheden ikke rigtig gider hverken dem eller provinsnyhederne.

Muligvis er der en anden løsning, der lever uden for praktiksystemet på DMJX.

Jeg tvivler stærkt på, at de mange ansøgere, der forgæves tager til DMJX’ optagelsesprøve hvert forår, er ubrugelige. Mange af dem er bare uheldige. De bliver stillet et spørgsmål om placeringen af Ærø i videnstesten, de ikke lige kan huske svaret på, de glemmer et startkomma eller et nutids-r eller bukker under for presset og mister fokus, fordi Journalisthøjskolens optagelsesprøve er noget af det mest hypede og nervevragende i det danske uddannelsessystem.

Derudover kommer der også dem, der slet ikke søger ind på skolen. Dem, der føler, de er for dårlige til at sætte komma. Dem, der ikke smadrer alle deres venner i Bezzerwizzer. Dem, der ikke kommer fra en akademikerfamilie eller et mediedynasti. Og så dem, der føler, de er for unge, for gamle eller for brune til at kunne lykkedes på skolen eller i mediebranchen.

Min pointe er, at hele Danmarks fremtidige journalistik er ikke betinget af DMJX. Der er en masse dygtige fremtidige journalister derude, der måske aldrig får chancen, fordi de ikke kan sætte komma eller huske, hvor mange indbyggere, der er i Indien. Noget, de fleste mennesker heldigvis kan lære. Hvad, man derimod ikke kan læse op på, er andre vigtige kompetencer, det kræver at blive en god journalist. (Hvis du altså spørger mig, en ydmyg journaliststuderende).

Da jeg var til jobsamtale for snart en del år siden for at blive stewardesse, sagde chefen til mig, at de ikke kiggede på folks kompetencer, når de rekrutterede, men at de i stedet ledte efter gode personligheder:

Det er nemt at lære jer det, I skal vide i jobbet. Men det er rigtig svært at ændre på en dårlig attitude,” sagde hun.

Kan det samme ikke gælde for journalister? Hvis man er sindssyg god til nogle af de ting, optagelsesprøven ikke tester, som at gennemskue huller i argumentation, stille kritiske, åbne spørgsmål, samarbejde, tage imod kritik og komme på en masse spændende ideer. Er man så ikke ligeså berettiget til branchen som én, der huske geografi og nobelprisvindere og regne brøker?

Kunne man måske kombinere mediebranchens to underdogs? Mediehusene, som mange journalistuderende ikke vil have – og de ansøgere, som Journalisthøjskolen (og SDU og RUC for den sags skyld) ikke synes passer til deres uddannelser?

Mange medier har før i tiden haft lærlingeordninger, hvor medierne rekrutterede fremtidige journalister direkte. Selv udvalgt dem, ud fra de kompetencer, de vurderede vigtigst (for alle medier er jo heller ikke ’one-size fits all’), og selv oplært dem og sendt dem i marken. Mit forslag er, at man som praktikpresset medie kunne overveje at erstatte nogle af sine praktikpladser med sådan en ordning. Rekruttere mere lokalt, få nogle af de mindre åbenlyse kandidater ind i medieverdenen og sætte deres præg på dem. På den måde kan man måske også håbe, at de kommende journalister i mindre grad vil valfarte til København efter endt uddannelse, men også i højere grad vil blive i provinsen, når de er færdige. Det vil selvfølgelig koste noget for de individuelle medier. Men jeg tror, det er en investering, der på lang sigt vil give et godt afkast.

Jeg underminerer måske min egen uddannelse med den her kommentar. Men er den ikke allerede lidt undermineret af de medier, der ansætter journalister uden faglig baggrund eller med baggrund i noget helt andet, fx mange akademiske uddannelser? Jeg er stolt over at gå her og glad for alt jeg har lært på Journalisthøjskolen, men I kan simpelthen ikke bilde mig ind, at vores måde er den eneste måde at blive en god journalist. Og hvis det er, så er det i hvert fald heller ikke sundt, hverken for skolen eller for mediebranchen eller den journalistik, der skal informere vores samfund.

Hvorfor skal journaliststuderende overhovedet have samfundsøkonomi?

Hvorfor skal journaliststuderende overhovedet have samfundsøkonomi?

tekst: Poul Thøis Madsen, Lektor på DMJX. Er uddannet i samfundsøkonomi og har såmænd også en ph.d. om det indre marked og offentlige indkøb. Underviser på journalistuddannelsen på tredje semester. Rødskallet og med et markant rødt fuldskæg. Og briller, når de ikke tages af.

Har skrevet den lærebog, han underviser efter: ’Forstå de økonomiske nyheder. Økonomi for ikke-økonomer’. Samfundslitteratur. 2020. (Byline er skrevet af Poul selv).

Udgivet den 25. marts 2021

Jeg er ofte blevet spurgt om, hvorfor i alverden journalister skal have økonomi. Det minder mig om min egen skoletid, da vi altid spurgte lærerne, måske især når det kom til matematik ”Hvad skal vi lære det for?”
Jeg har altid følt mig lidt presset i defensiv af det spørgsmål – som en dårlig sælger, der ikke rigtig kan finde ud af, hvorfor han nu lige prøver på at prakke et produkt på.

Det er ikke nogen ny debat. For et par år siden var der i Illustreret Bunker en studerende, der foreslog, at økonomi ikke burde være obligatorisk, men i stedet være et valgfag. Der var mindre offentlighed om, at han efterfølgende skiftede mening. Måske kræver det en vis modenhed at forstå økonomiens storhed og betydning.

Men da det er lettere at få en anden til at sælge ens varer, spurgte jeg på et tidspunkt uddannelseschefen for journalisterne, Henrik Berggren, hvorfor økonomi er vigtig for de journaliststuderende. Hertil svarede han: “Jamen, det er jo det hele! Hvis de ikke ved noget om det, så forstår de jo ingenting. Se bare med coronaen.”

Jeg har imidlertid aldrig selv udviklet en samlet og mere systematisk argumentation for, hvorfor faget er så vigtigt – også for jer. Mærkeligt nok heller ikke i den lærebog, som alle journaliststuderende stifter bekendtskab med på et tidspunkt: ’Forstå de økonomiske nyheder’. Men jeg synes, at jeg skylder jer en ordentlig forklaring. Den følger her.

Først og fremmest er de fleste enige i, at journalister skal have en vis samfundsforståelse. Det er noget, som i høj grad efterlyses fra jeres kommende arbejdsgivere. Mange tror, at det er tilstrækkeligt, at journalister ved lidt om politik og samfundets opbygning. Men politik er økonomi, og økonomi er politik. Og økonomer og økonomi får stadigt mere at skulle have sagt om og i vores samfund. Hvilken uddannelse har formanden for klimarådet? For kommissionen for 2. generationsreformer på arbejdsmarkedet? For whatever? Journalistik er ofte magtkritik, og hvis man ikke har kompetencerne til at kritisere økonomiske prioriteringer og økonomers magt, så bliver magtkritikken let lidt overfladisk. Den kan let affejes med ’det har vi ikke råd til’, og ’vi lytter – også til økonomer’.

Det er en velkendt økonomikritik, at økonomi ikke er en eksakt videnskab. Men det er et udsagn uden bund, hvis man ikke ved, hvornår økonomerne har ret meget tøj på, og hvornår der mest er tale om holdninger. Ordentlig økonomisk journalistik forudsætter også, at journalisterne ved noget om økonomers uenigheder for at kunne udfordre dem på deres holdninger og udsagn.

Den anden grund til, at journalister skal vide noget om økonomi, satte en studerende fint ord på i en tidligere evaluering:

”Det giver rent faktisk mening at lære det her! Det virker uoverskueligt, men det giver en masse gode redskaber til at forstå den næste finanslov eller til at holde tungen lige i munden næste gang Martin Ågerup er i Deadline.”

Jeg ønsker på godt nydansk at ’empower’ jer. Gøre jer til kvalificerede medspillere i et demokrati.

For det tredje så handler økonomi i bund og grund om, hvad for et samfund vi gerne vil have. Hvor lige skal det være? Hvor lige kan det blive? Hvordan får vi råd til den grønne omstilling? Hvem vinder, og hvem taber? Hvis det ikke er centrale diskussioner for journalister, så må der være noget, jeg har misforstået. Det kan selvsagt heller ikke udelukkes.

Endelig så undervises I faktisk i alt for lidt økonomi. Jeg gør stort set intet ud af miljø, klima og økologi. Og uddannelsen mangler klart faget ’knæk et regnskab’. Det ville også være naturligt, at I havde et minimum af økonomistyring; det vil sige lidt om regnskaber, budgetter, nøgletal og den slags.

Jeg underviser journalisterne igen den 9. april 2021.

Og jeg kan kun citere ærkeenglen Umuriel: Frygt ikke!