Journalistikken bør vride sig fri af mediestøtten

Journalistikken bør vride sig fri af mediestøtten

Mediestøtten er en trussel mod journalistikkens evne til at stille magthaverne til ansvar, og derfor bør den lægges i graven.

DEBATINDLÆG AF Andreas nykjær, 2. SEMESTER PÅ JOURNALISTUDDANELSEN

Udgivet den 5. december 2018

Man bider ikke den hånd, der fodrer en. Det udtryk er universelt, og det gælder derfor også i det journalistiske felt. Hvert år modtager især landsdækkende medier mange millioner kroner i mediestøtte. Det er for at understøtte kultur, demokrati og sikre et mangfoldigt mediemarked, lyder begrundelsen ofte. Men det er paradoksalt og ekstremt problematisk, at medierne får penge af de magthavere, som de forventes at kontrollere. Logisk hænger det ikke sammen.

Armslængdeprincippet slår revner

Nogle vil sige, at risikoen for politisk indblanding i mediernes gøren og laden er nærmest ikkeeksisterende – blandt andet fordi mediestøtten gives ud fra objektive kriterier, som sikrer et armslængdeprincip. Det er et godt argument, for i Danmark har vi generelt stærke institutioner, som ikke uden videre bukker under for politisk pres. Jeg vil dog alligevel agere pessimist og blot gøre opmærksom på, at netop armslængdeprincippet er voldsomt presset. Det kom til udtryk i den nye public service-kontrakt mellem DR og kulturministeren, hvor DR blandt andet forventes at afholde sig fra at skrive lange, dybdegående artikler på deres hjemmeside. Det er et eksempel på, at politikerne ikke er rædde for at blande sig i DR’s redaktionelle arbejde, og de private medier risikerer samme skæbne, hvis de ikke passer på. Hvis vi betragter armslængdeprincippet som en decideret institution, er det desværre begyndt at slå revner i sin før så fine overflade. Vi kan ganske enkelt ikke tage det for givet. Derfor vil det være sundt for medierne, at de udelukkende lever af deres egen troværdighed og ikke af politikernes gavmildhed. 

 

Brugerne ønsker høj troværdighed

Ifølge Kulturstyrelsen modtager eksempelvis Information og Kristeligt Dagblad henholdsvis 25 og 28 mio. kr. i mediestøtte i 2018. Information har selv sagt, at de risikerer at dreje nøglen om uden statslig støtte. Det indfanger selve kernen i problemet, for så har politikerne uhørt meget magt. Hvis de har lyst, kan de lukke landsdækkende medier, som udbyder vigtig, kritisk journalistik. Fremmer det journalisters lyst til at gå kritisk til magthaverne?

Lad os ikke være naive: Politikerne har en klar interesse i at give statsstøtte til medierne. Det giver landets journalister en tilskyndelse til at se lidt mindre kritisk på magthaverne, end de måske ellers ville have gjort. Ganske vist udgør mediestøtten kun en meget lille del af et medies samlede indtægtsgrundlag, men det holder døren på klem for, at politikerne kan øge støtten på et senere tidspunkt. Det er med andre ord en potentiel glidebane, som risikerer at true de private mediers uafhængighed i en tid, hvor journalister i forvejen lader til at have en lav troværdighed. Det kan branchen ikke være tjent med, også selvom det på kort sigt vil gøre ondt, hvis mediestøtten forsvinder.

Medierne har som bekendt besvær med at tiltrække abonnenter. Men jeg er overbevist om, at medier, der kun lever af sin egen troværdighed, vil se en positiv udvikling på bundlinjen. Min tese er, at mediebrugerne efterspørger høj troværdighed, og hvis min antagelse holder stik, kunne en afskaffelse af mediestøtten være en del af løsningen på en af journalistikkens største udfordringer.

Sender et dårligt signal

Det handler dog ikke blot om de praktiske udfordringer, der er ved at have statsstøttede medier. Der er også helt grundlæggende etiske og journalistiske principper på spil. Det sender et dårligt signal, at private medier får bevilget støtte fra politikerne. Det er et uheldigt sammenfald mellem to institutioner i samfundet, der skal holde hinanden i skak, og som har to vidt forskellige formål: Politikerne forventes at udøve magt, og medierne forventes at kontrollere, at det ikke udvikler sig til magtmisbrug. De bør derfor holdes adskilt i videst muligt omfang, og så er der ingen vej uden om, at medier på støtten hører fortiden til.

Kompetence frem for køn, tak!

Kompetence frem for køn, tak!

Hvis hensynet til køn bliver afgørende for valget af kilder, forsvinder journalistens troværdighed. 

DEBATINDLÆG AF OSKAR ZACHO

Udgivet den 2. december 2018

Illustreret Bunker har i sin november-udgave fokus på køn i journalistikken. I en artikel bliver twitterprofilen @Ligestillingsbot omtalt. En virtuel robot, der scanner danske nyhedsartikler for antallet af kvindelige kilder og konkluderer, at de optræder i blot tre ud af ti artikler.

Er det et problem? Det mener RUC-lektor Hanne Jørndrup, der i artiklen efterlyser et mediebillede, ”hvor kvinderne bedre kan genkende sig selv”. Et synspunkt, Politiken deler og derfor de sidste tre år har forsøgt at efterstræbe via en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige kilder. Resultaterne udebliver dog.

 

Modstrider journalistikkens kerne

Jeg har fin sympati for argumentet, at henholdsvis medier og kilder skal afspejle samfundet, men der hvor kæden hopper af, er selve ræsonnementet, at kvindelige kilder – i højere grad end mandlige – taler til kvinder, mens mandlige kilder nødvendigvis må henvende sig til primært mænd. Selv hvis man tager den tese for gode varer – er den i mine øjne i direkte modstrid med journalistikkens kerne – nemlig at oplyse på tværs af alder, etnicitet, demografi – og ja, du gættede rigtigt – køn. Hvordan kan vi ellers udfordre og ikke bekræfte læseren med viden, som denne ikke vidste, at han/hun (eller for den sags skyld hen) havde brug for?

 

Et mandsdomineret mediebillede?

I november-udgaven af Illustreret Bunker viser en hurtig optælling 17 kvindelige kilder og 15 mandlige kilder. Altså en dobbelt så høj kvindemargin som i resten af mediebranchen. Kigger man på Illustreret Bunkers redaktion dette efterår, tæller den i alt otte kvinder og fire mænd. Blandt skribenterne er det 10 mod 7 i kvindernes favør. Hele bunkerfamilien inklusiv illustratorer tæller 21 kvinder mod 11 mænd. Det kan være et tilfælde, ligesom det kan være et tilfælde, at forsiden er prydet af en kvinde, at betegnelsen ”forkvinde” optræder i en artikel, at fotoreportagen er et kvindefodboldhold, at de store portrætter alle er af kvinder (Lisbeth Knudsen, Tina Müller og Lea Korsgaard) eller at den ansvarshavende chefredaktør er kvinde. Hvis et mandsdomineret mediebillede er et seriøst problem, kan man forvisse sig om, at det ikke gælder for skolens avis. 

Kønspolitiske undertoner

Hvis journalister begynder at skele til køn før kompetence i kildesøgningen, åbner det for en ladeport af problemer. Det må og skal altid være en kildes etos, indsigt og viden, der kvalificerer dem til at medvirke. Hvis den første betingelse for kildevalget er køn frem for kompetence, får man måske kønsmæssig balance, men langtfra garanteret de bedste svar. Hvad langt værre er, får vinklingen en bismag af politisk agenda, tunnelsyn, fikseringsfejl og pålagt selvcensur – og hvem taber så? Ja, det gør journalistens troværdighed og i sidste ende læserens opmærksomhed.

En bøn til kantinen: Fokusér på mere vegetarisk mad

En bøn til kantinen: Fokusér på mere vegetarisk mad

Kantinen på DMJX undervurderer gang på gang efterspørgslen på vegetarisk mad. Fokus på planteprotein og besparelser kort inden lukketid er mit bedste råd.

DEBATINDLÆG AF AMANDA STENSGAARD, 2. SEMESTER PÅ JOURNALISTUDDANELSEN

Udgivet den 1. december 2018

Forelæseren var gået syv minutter over tiden. Han undskyldte gentagne gange med, at det var vigtigt at få de sidste guldkorn fremlagt, men mine tanker var for længst vandret væk fra Chi2– test og i stedet mod bunkerens energiforsynende facilitator; kantinen.

Min morgenmad havde den dag bestået af klatkager, der har nogenlunde samme næringsværdi som, ja – guldkorn. (Ikke desto mindre smager de hamrende godt, og du finder snart opskriften på Filibaba.dk). Så jeg var sulten. Meget sulten.

Få minutter senere fandt jeg mig selv trippende ved kantinedisken, der dagligt lokker med sandwich og tilhørende skiltninger af den sirligste håndskrift. Kalkun, ost og skinke, tomat og mozzarella. For en vegetar som mig gør de det nemt at vælge.

Problemet opstod bare, idet fadet med den kødfri version var tomt. Klokken tolv minutter over tolv. Febrilsk vendte jeg mig mod buffeten, som var omringet af medstuderende med nogenlunde samme frustrerede blikke som mig.

 

Tomt tærtefad men rigeligt kød

Tærtefadet var ryddet, og gryden med gulerodssuppe var tom. Ergo var vegetarerne forvist til salatbaren, der denne mandag bestod af coleslaw og et par halvtarvelige grønne salater. Ellers hed det mørbradgryde eller variation af kødpålæg.

Jeg var altså havnet på et kødmarked, som desværre fik mig til at forlade kantinen med cirka samme følelse som efter en bytur, der har skuffet fælt.

Derfor var mit humør ikke på toppen, da jeg tomhændet vendte tilbage til min makker. Han stak mig fluks en Snickersbar og et overbærende smil. Og undlod heldigvis referencen: Because you turn into a right diva everytime you get hungry. 

Jeg ved godt, at chokoladebarer bestemt ikke er at kategorisere som fyldestgørende føde. Men mit humør blev alligevel vendt til det bedre, og det har egentlig holdt ved lige siden.

 

Mere grønt og mindre madspild

Derfor skriver jeg heller ikke indlægget her med ønsket om at pege fingre eller opildne til unødig konflikt. Jeg undrer mig bare. Undrer mig over, at kantinepersonalet ikke har bedre føling med, hvad der bliver spist, og hvad der bliver gået udenom. Det er langt fra første gang, jeg oplever, at de vegetariske retter er væk, når klokken viser kvarter over tolv. Jeg tænker derfor, at det efterhånden må stå klart for dem, at studerende såvel som undervisere godt kan lide grønt. Gerne tilsat en smule protein og fedt. For mæthedens skyld. Bønner, linser, kikærter. Tofu, feta og æg. Hit me!

Og hvis det er frygten for madspild, der holder mængderne nede, så foreslår jeg helt konkret, at man skærer en procentdel af prisen på buffeten lige inden lukketid. Det kunne være 25 procent, måske 50 på en god dag. Lur mig, om ikke det ville få de fattige studerende til ”grønt-gryderne”.

Skåret ud i pap er mit budskab simpelt: Fokuser på mere vegetarisk og sæt priserne ned kort inden lukketid. På den måde undgår vi unødig madspil og får både seks stykker frugt og grønt om dagen og klaret klimasamvittigheden.

Online Panikdag: Operationen fejlede, men patienten overlevede

Online Panikdag: Operationen fejlede, men patienten overlevede

Første omgang med det online Store Match-dag system er overstået. Det var en blandet fornøjelse, men vi er nødt til at give systemet en chance mere. 

DEBATINDLÆG AF Malte bruhn, kaj

Udgivet den 30. november 2018

Meget var egentlig, som det plejede at være. Twitter rasede. Panikradio kørte for fulde gardiner. Praktikanterne fik nogle medier, og medierne fik nogle praktikanter. Folk fik sikkert også en masse bajere om aftenen. Skål og tillykke med pladsen!

Men alligevel var alting anderledes. Pia Færring bottede ikke med sit horn (!), og de praktiksøgende var ikke samlet i spænding i Vandrehallen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. De var spredt for alle vinde rundt i hele landet.

Nogle var derhjemme, nogle var på DMJX i Emdrup, nogle var på skolen i Århus, og så var der nogle, der var ude på de medier, de endte med at skrive under med.

Denne gang var der nemlig verdenspremiere på verdens første online Store Matchdag. Matching-systemet var flyttet fra virkelighedens verden og ind på internettet. Moderne! Måske var det den salomoniske løsning, der en gang for alle løste Sisyfos-problemet Panikdag?

Svaret blev et rungende nej. Problemet er ikke løst endnu. Praktiksystemet er stadig kaotisk, stressende og ubehageligt.

 

Det skal løses inden næste gang

Det nye system var langsomt og ustabilt. Afslagene fremgik ikke klart og tydeligt. Og guiden til systemet var mangelfuldt og forvirrende. Det er under al kritik, og det skal bare løses til næste gang, hvor endnu flere skal søge praktik, og hvor både ”konkurrencen” mellem de studerende og belastningen på systemet bliver endnu hårdere.

Det betyder ikke, at vi anerkender retorikken om, at denne omgang var en ’test’. Det var mennesker og ikke forsøgsrotter, vi havde med at gøre. Det må man huske.

 

Giv det en chance til

Vi mener dog i KaJ, at man er nødt til at give systemet en chance mere. På trods af alle fejlbarlighederne og (forhåbentligt) børnefejlene.

Det rummer nemlig stadig gode tanker og elementer. Primært i forhold til at noget af spillerummet flyttes fra medierne og over til de studerende, fordi man kan få lov til at vælge ud fra et lidt mere fair grundlag, end det var tilfældet i Vandrehals-modellen, hvor nogle er tvunget til at tage en meget stor beslutning på et spiltsekund.

Hovedformålet må nemlig stadig være at undgå det barbariske båthorns-system, der burde have været lagt i graven for maaaaange år siden.

Så lad os nu se, om det nye system kan fungere på sine egne præmisser. Derfor vil vi opfordre alle – både medier, skoler og studerende – til at gå konstruktivt til værks. Lad os da i det mindste prøve at få det til at fungere.

 

Medierne skal respektere spillereglerne

Det betyder også, at vi på det kraftigste opfordrer medierne til at lade være med invitere praktikanter ud til mediet under selve akten. Vent til dagen efter måske?

Det er ikke meningen, at man skal gøre det sådan, og det underminerer konceptet om de rolige, frie, lige valg, som det nye system bygger på.

Jeg forstår godt, hvorfor mange praktiksøgende tog imod invitationen. Det havde jeg også selv gjort. Sådan er gamet. Men tilbuddet fra mediet skulle aldrig være kommet, for det underminerer idéen om, at man skal vælge uden det absurde pres, vi kender fra den gamle model.

Det betyder ikke, at medierne ikke må give forhåndstilkendegivelser. Det må de gerne. De skal bare først forsegles, når man sidder og kigger ind i skærmen og håber på, at den grønne prik springer frem. Sådan må det være!

God jul.

Spørgsmål på forhånd til landets magthavere?

Spørgsmål på forhånd til landets magthavere?

Bør demokratisk valgte få spørgsmålene, forud for at du mødes med dem til interview? Nej, selvfølgelig ikke.

DEBATINDLÆG AF ALEXANDER KOKKEDAL, 1. SEMESTER PÅ JOURNALISTUDDANELSEN

Udgivet den 20. november 2018

”Som det ofte er, når man skal interviewe politikere, har vi sendt hende vores spørgsmål på forhånd.”

Sådan lød det i et Facebook-opslag d. 1. maj i gruppen med det sygt lange navn: “Tid til eftertanke: Journalisters rolle i den politiske debat”, stiftet af tre DMJX-studerende.

Her er den omtalte “hende” Pia Kjærsgaard, Folketingets formand. Opslagets forfatter er et af gruppens stiftende medlemmer, der skulle mødes med Kjærsgaard til interview om politikeres og journalisters roller i forhold til hinanden.

Interviewet kom der en rigtig fin video ud af, hvor Kjærsgaard kommenterer på det politiske spin på Christiansborg.

Men at hun skulle have spørgsmålene på forhånd, og at det bare er sådan, det ofte er, er en præmis, jeg er uenig i.

Selvfølgelig skal ikke bare Kjærsgaard, men enhver kilde forud for interviewet have at vide, hvad interviewet vil dreje sig om, så journalisten får nogle mere konkrete, acceptable og relevante svar. Men de skal ikke have spørgsmålene.

Folketingspolitikere må tolerere at svare på de spørgsmål, der kommer, når de kommer. Det er en del af Danmarks demokratiske tradition, at magthavere mødes med den kritiske presse, selvom de ikke altid kan forberede sig i detaljen, og det nogle gange gør ondt.

Da den syriske præsident Bashar al-Assad i oktober 2016 blev interviewet af TV 2’s Rasmus Tantholdt, skulle han ikke bruge spørgsmålene på forhånd. Det citeres Tantholdt i hvert fald for at have fortalt til Andreas Fugl Thøgersen i deres fælles bog ”Med åbne øjne”. Dér kan man se, det var flinkt af Assad.

Bevares, Assad havde andre krav til TV 2. Bl.a. måtte de ikke selv møde op med eget kamerahold og stå for produktion af interviewet, fortalte Tantholdt til TV 2, men de fik i sidste ende råderet over hele interviewet og måtte klippe i det.

Dermed har Assad levet op til den forventning, at man sgu møder journalister, selv hvis en Word-fil med spørgsmål i punktform ikke lander i indbakken før øjeblikket, de stilles.

Historien om Britta Nielsen er fængslende og fordummende

Historien om Britta Nielsen er fængslende og fordummende

Britta Nielsen har fyldt meget i mediernes spalter og sendetid, fordi historien er spændende, men jeg mener, vi bør passe på, at vi ikke udvander grænserne mellem underholdning og nyhedsjournalistik.

Illustration: Frederikke Træholt.

DEBATINDLÆG AF STIG DAHLGREN ATZEN

Udgivet den 16. november 2018

Som en gudfrygtig kvinde sad Britta Nielsen i den sydafrikanske retssal og lignede en, der angrede. Med benene over kors og hænderne i skødet sad hun, som når præsten varsler bøn i kirken. Flugten var slut. Det var første gang, vi havde set hende, siden sagen begyndte. Offentlighedens billede på delinkventen indtil da var fra dronningemødet, hvor hun var godt i stand, rask og venligt udseende. Ikke mere. Nu havde tilværelsens tæppebaskere banket venligheden og raskheden ud af hende. Hun var jo næsten mager.

Hele Danmarks forbryderfamilie

Historierne skriver næsten sig selv. Men det stopper jo ikke her. Nu er hun godt nok i politiets varetægt, men sagen bevæger sig videre. Som om historien om kvinden fra Socialstyrelsen, der tog røven på hele systemet, ikke var god nok. Hun har også børn. Sønnen er anklaget for hæleri, og hvem var det, der afslørede hans navn? Hans egen advokat. Døtrene syntes ikke, det var mistænkeligt, at moren, der arbejdede i det offentlige, havde råd til villaer og dyre biler. Mutter har jo altid ret. Og vi, borgerne, har allerede dømt hele banden. Vi er ikke i tvivl. Slet ikke. Britta er den største slyngel siden Stein Bagger. Sønnen er dybt kriminel. Døtrene løj os lige op i femøren. Og Hella Joof skal bestemt ikke begynde at forsvare hele Danmarks forbryderfamilie. Som forresten ikke er dømt endnu.

Grænserne bliver brogede

Lærer vi noget af alt det her? Bevares, det er da dejligt med lidt at SMS’e med mormor om. Og det er øjensynligt skide let at lave massere af fængslende journalistik på beretningen om Britta. Men hvad bidrager det egentlig med? Var der ikke også noget med, at vi skulle kvalificere offentligheden? Jeg tvivler på, at jeg på nogen måde bliver mere kvalificeret af Britta-forløbet, selvom jeg fulgte meget med. Jeg har ikke lært mere om retssystemet. Jeg har ikke lært mere om, hvilke metoder svindlere bruger. En administrator kan gøre administratorting på et IT-system. Man kan have Crocs på til et retsmøde. Dét har jeg lært. Det er i virkeligheden et usselt udbytte på de timer, jeg har investeret i Britta-sagen. Blev jeg klogere? Nej. Blev jeg underholdt? Ja. Men hvornår begynder grænserne for vores fag at blive brogede? Underholdningsjournalistik er nødvendig for faget. Det betaler for det kedelige, substansrige stof. Ved Britta-sagen kan jeg dog ikke se, hvad dækningen egentlig var; underholdning eller substans. Og jeg tvivler på, om det er sundt for faget, at man slører grænserne mellem underholdning og væsentlige nyheder.

De glemte, slipseklædte mænd

Selvfølgelig skal substansen ikke vægte det hele. Men der skal være en ligevægt. Samtidig med Britta-forløbet har der foregået en masse ting, som, jeg mener, er mere vedkommende end Brittas fodtøj. Sanjay Shah er anklaget for at stjæle fra skattekassen for mere end tolv milliarder. Hvor meget spalteplads fik hans sag kontra Brittas? Ungarns igangværende uddannelseskrig truer med at undergrave den akademiske frihed til fordel for Orbáns regering. Finanstilsynet undersøges af Den Europæiske Bankmyndighed på baggrund af Danske Bank-sagen. I mine øjne er de tre eksempler mere vedkommende end Britta-sagen. Også selvom der er tale om kedelige, slipseklædte mænd, der er sværere at fange end en ål på bunden af et havbassin. Og ikke en næsten mager svindler fra Socialstyrelsen, som åbenbart også går i Crocs.