Uffe

Skribent: marcus wehage
FOTO: MARgarita ilieva

Udgivet den 20. maj 2021

Uffe Christensen er i dag 67 år og skriver for Jyllands-Posten. Han blev uddannet fra Journalisthøjskolen i 1980, og han husker det som en verden til forskel, da han blev færdiguddannet. Han har oplevet, hvordan medieverdenen og arbejdet som journalist har ændret sig gennem de sidste 40 år, på godt og ondt.

Efter nogle måneder som provinsredaktør på dagbladet Aktuelt startede han sin karriere som lokalredaktør i Billund. På det tidspunkt var man meget tættere på sine kilder, og historierne var ofte mindre ’kødfulde’. Når han tænker tilbage på den tid i dag, er det gået op for ham, hvor meget lavere overlæggeren lå for artiklerne.

 

”Jeg kan huske én bestemt historie, hvor jeg sad i fuld alvor og skrev en lidt lang note om Husmorforeningens rationelle bagedag, der i sin korthed gik ud på, at de ville anvise, hvordan man kunne bage fire brød på én gang,” siger Uffe Christensen.

 

Den slags historier kan du sjældent finde i dag. Folk brugte dengang lokalavisen til at kommunikere, men stort set alle foreninger, store som små, har egne Facebookgrupper til at komme ud med deres budskaber.

Med internettets frembrud begyndte alle de små lokalredaktioner også at dreje nøglen om. De to ting hang uløseligt sammen, og i dag er der næsten ikke nogen lokalredaktioner tilbage.

 

Research uden WWW

Internettets frembrud har været med til at gøre researchfasen en hel del lettere. Uffe Christensen forklarer, at selvom det meste research i dag kan laves hurtigere med Google, gav den dengang bogtunge research ikke journalisterne længere tid til at producere historier, man skulle bare løbe hurtigere.

 

”Hvis vi skulle researche en historie, før nettet for alvor kom til at fungere, havde vi et kæmpe bibliotek på redaktionen med to bibliotekarer. Så tog man et leksikon eller en fagbog og læste sig frem til det, man skulle. Man kunne selvfølgelig også ringe til kilder, historikere og andre eksperter, men det var en meget lang proces.”

 

De fleste myndigheder, skoler og andre offentlige institutioner har alle en officiel hjemmeside med eget arkivmateriale. Men før de blev oprettet, var det svært at finde ud af, hvor man skulle begynde at lede efter materiale. 

 

Mistillid og misinformation

Det, at folk har større mulighed for at dele deres holdninger udenom medierne, og dermed være med til at styre informationsstrømmen, betyder også, at det vrimler det med misinformation på nettet. Ifølge Uffe Christensen er der et stort sammensurium af uredigerede oplysninger. Ordet er frit for alle, og du kan sige hvad som helst. Derfor mener han også, at man skal være ekstremt kildekritisk, når man researcher online. Især fakta skal man være påpasselig med, enhver kan jo starte en privat hjemmeside. 

 

”Jeg har et princip, når jeg researcher på nettet. Hvis jeg finder en central oplysning, skal jeg læse den mindst tre steder, før jeg indarbejder den som en total sandhed,” siger Uffe.

 

’Fake News’ er også et begreb, der er kommet med internetstrømmen. Det har medført en mistillid for pressen, som de ikke altid har været påklistret. Da Uffe startede, var det sådan, at hvis det stod i avisen, så var det nok rigtigt. I hvert fald i den del af pressen, han arbejdede i.

 

”Det der EDB bliver aldrig en del af journalistikken”

Uffe Christensen så hurtigt mulighederne i internettet, da han i 2008 blev fast tilknyttet den digitale formidling. Til gengæld troede mange af hans kollegaer ikke på det. De skelede til Uffe og andre journalister, der arbejdede med internettet. De mente ikke, at det var noget for voksne at sidde med computere. Men Uffe fik jo ret.

Du kan i dag ikke finde en printavis i Danmark, der ikke også har en profil på nettet. Det er en stor udvikling, når man tænker på, at da Uffe startede som journalist, var de mest moderne redaktioners vildeste udstyr en telefax, der kunne sende de skrivemaskineskrevne artikler til trykken.

Selvom meget har ændret sig, har grundpræmissen for god journalistik og gode journalister ikke ændret sig. Så længe man er i stand til at skrive og formidle i et godt sprog, er det ifølge Uffe stadig de gamle dyder, der gælder: Stædighed, nysgerrighed og vedholdenhed. 

 

 

Maya og René

Skribent: Marcus Wehage
Video: Marcus Wehage

Udgivet den 20. maj 2021

Jeg har sat de to journalister Maya Tekeli og René Fredensborg stævne til en hyggesnak om, hvordan journalistikken har ændret sig gennem de sidste 20 år i Danmark. De er henholdsvis 41 og 19 år yngre end Uffe Christensen. Begge har gået deres gang på Journalisthøjskolen, og begge har gode historier om arbejdet som journalist.

 

I en tid, hvor journalister som Maya og René udtrykker, at vores regering er præget af en voldsom lukkethed, husker René blandt andet, hvordan han havde direkte kontakt til daværende kulturminister Per Stig Møller i 2010 og -11. En historie, som Maya ser fuldstændigt uforstående på, når nu hun ikke kan få et interview med hverken Mette Frederiksen eller nuværende kulturminister, Joy Mogensen. Og det gælder også, selv når det foregår på deres præmisser og/med blandt andet med fremsendt spørgeramme.

 

Og så kan du få lov til at overveje, om du helst ville være journalist i en tid, hvor, som Maya nævner, Facebookgrupper deler historier om høns, der bliver dræbt på stribe i Nordvest, eller en tid, hvor man skulle stå i kø til mønttelefonen på Journalisthøjskolen for at kontakte kilder, som René skulle.

Maya Tekeli og René Fredensborg mødtes over en øl for at snakke om deres oplevelser. Maya startede på DMJX i 2017, men mangler endnu at skrive sin afsluttende bachelor, mens René blev færdig fra samme sted i 2001. Video: Marcus Wehage

Journalist for 100 år siden – hvem var du?

Hvordan ser Verden ud i 1921?

Europa, nu 40 Millioner Sjæle fattigere, er revet i stykker af 1. Verdenskrig, og du havde fulgt med i Krigsreportagerne fra Rædslerne, der bliver kaldt Den første store Mediebegivenhed.  Men efter Fredsslutningen kom på Plads, bredte Haabet sig, og Økonomien buldrer nu fremad i de Europæiske Lande.

 

De sidste 10 Aar er Befolkningstallet i Danmark eksploderet fra 2,7 mio. til 3,3 mio. Teknologien har udviklet sig, og Telefonnettet er ved Indgangen til 1920erne tilgængeligt i hele Landet, så nu kan 220.000 Danskere ringe og modtage Opkald. Statsministeren hedder fra 1920 til 1924 Niels Neergaard, Venstre, og har i øvrigt arbejdet som Avisredaktør tidligere.

 

Der er altsaa en pulserende Tid med rigeligt Stof, du kan tage op. Men hvad skulle der egentlig til for, at du overhovedet fik Stilling som Journalist?

 

Hvem er Journalisten?

”Du kunne komme i Mesterlære, hvis du kunne skrive nogenlunde fejlfrit Dansk,” siger Hr. Ulrik Lehrmann, Lektor i Medievidenskab ved SDU. De Socialdemokratiske Journalister startede oftest som Typografer, for det betød, at de kunne stave. Ulrik Lehrmann mener ikke, der er overleveret særligt meget om den almindelige Journalist, der dækkede Ulykker og Kriminalsager: Altså rugbrødsjournalisten. Derimod har alle hørt om Tom Kristensen, Peter Sabroe og Herman Bang.

 

Levestandarden for Tidens Journalister ved man derfor ikke frygtelig meget om. Men Berlingske Medarbejderforening – BMF – udgav i forbindelse med Foreningens 100-aars Jubilæum i 2010 en Bog med Uddrag af Dokumenter om forholdene for Berlingskes Journalister i Perioden.

 

Fra 1919 var man efterhaanden begyndt at gøre Løn op i Timer i stedet for Linjer. I samme Aar kunne du forvente 11 Kroner for at dække et Møde i Borgerrepræsentationen. På grund af høj Inflation i Aarene efter Krigen, var den lønning ikke meget værd, hvis man sammenlignede Antallet af Arbejdstimer med andre typer Arbejde.

 

Et Medlem af BMF må nogle Aar efter – i 1925 – melde sig ud af Foreningen, fordi han simpelthen ikke havde råd til Medlemskabet: ”Jeg lider af et dybt Mismod, fordi jeg, rent ud sagt, sidder skidt i det,” skriver han. ”Det kniber her med Penge til Føden – for slet ikke at tale om penge til Klæder!”

 

Dog skal det siges, at der ikke kan siges noget Generelt om Lønforholdene i Journalistbranchen i Tiden. I øvrigt er det formentlig helt afhængigt af, hvor du er – på Landet eller i Byen. Aviserne befinder sig nemlig her i forskellige Stadier af deres Udvikling, forklarer Hr. Ulrik Lehrmann.

 

Hvis du sidder på en Provinsavis og ikke har Ambitioner om at avancere højere op i de journalistiske Luftlag, så dækker du bare lokale Ting. ”Hvis du kan referere nogenlunde Ædrueligt, så er det fint,” siger Hr. Ulrik Lehrmann. Derimod stiger kravene til den journalistiske Kvalitet hastigt hos de større Aviser.

Her kan du læse den nyeste Politiken Avis fra den 4. marts, 1921

PDF fra Politikens Forlag

Saa der er væsensforskel paa Aviserne i By og paa Land. Men hvordan ser det overordnede Mediebillede ud i 1921?

Journalist for 100 år siden – hvem var du? 3

Medierne i Tiden.

Aldrig har der været så mange Avistitler i Danmark som omkring 1. Verdenskrig, forklarer Hr. Ulrik Lehrmann. 156 forskellige Aviser udgjorde Toppen på Avisbølgen i 1920. Og ikke nok med det, stort set hver Husstand holder en Avis. Det er Massemediet, der binder Samfundet sammen.

 

På dette Tidspunkt er de fleste Aviser synligt Farvede, politisk.  

 

Den 15. Marts, 1921, er der Valg til Københavns Borgerrepræsentation. Efter at have fået stukket Politiken i Hånden af Buddrengen kan du åbne op på Side 5, hvor en Tegning af en smilende Sol pryder Sektionen ”Dag til Dag.” Her kan du læse om Gårsdagens Solskinsvejr – mon Meteorologerne oftere ramte plet? – men inden du kommer så langt, vil avisen spørge dig: ”Fruen stemmer vel paa Liste B?”

 

Med Henrik Cavlings Omlægning af Politiken i 1905 skulle Avisen pludseligt appellere bredt. Den skulle skrive om alt, hvad der rørte sig: Nyheder, Reportager, Analyser og Læserservice. Stigende Annonceindtægter op mod 1920 hos blandt andre Politiken gjorde det muligt, at Avisen ryster den redaktionelle Pose og på den måde tiltrækker flere forskellige Læsere, forklarer Dr. Isak Thorsen, ph.d. i Filmvidenskab, der har beskæftiget sig med Dansk Mediehistorie.

 

I løbet af 1920erne begynder du at rapportere fra Kulturlivet, Kunstudstillinger, Anmeldelser eller en Dag på Galopbanen. Dr. Thorsen taler om, at man oplever et Skred fra Borgere til Forbrugere.

 

Saa den bredtfavnende Avis – Omnibussen – er en del af Tidens Billede. Men at Aviserne har været i stand til at fylde Siderne ud med alskens Reportager og Nyheder, skyldes særligt een Ting.

 

De professionelle Aviser.

Telegramtjenester og Kildenetværk bidrager til, at Avisproduktionen er blevet Professionaliseret. Ritzau havde sikret de danske Aviser Telegramtjenester tilbage i 1866, så du pludselig kunne sende Nyheder Jorden rundt i løbet af 5-6 timer. Nogle kalder det ’Victorianismens internet’, forklarer Hr. Ulrik Lehrmann.

 

”Før var Journalisterne praktiske Grise, der fisede ud over Kamppladsen. Når der så kom mere styr på Strukturen, har man kunnet organisere sig bedre,” siger Lektor Hr. Ulrik Lehrmann.

 

Men Telegrammerne kom først virkelig til deres Ret under 1. Verdenskrig. Telegrammernes korte og præcise Form, der skyldes, at de er temmelig dyre at sende, smitter af på Formidlingen af Telegramnyhederne – hvis de da ikke bare bliver trykt i deres oprindelige Form. Og temmelig meget af det redaktionelle Stof i 1921 er Telegram-stof.

 

Saaledes kan man i Dagens Eksemplar af Politiken fra 4. marts, 1921, se, at Forsiden er éet stort Virvar af Telegrammer fra Verdens Brændpunkter. De bliver typisk indsendt af Avisernes Korrespondenter i Udlandet.

 

I øvrigt er Avisen jo Fysisk og ikke på Internettet – det siger sig selv. Du kan bladre igennem Artiklens sidste Sider nedenfor. Her kan du læse en helt særlig Sektion i tiden.

Mette Mørk finder ro i mosen

Mette Mørk finder ro i mosen

Med årene er hun blevet mere i tvivl. Men på den gode måde, for det er den type tvivl, der gør hende klogere. Hun mangler bare at høre, at hendes studerende også tør det.

Skribent: Simon B. Porse
Foto: Rune Øe Nielsen

Udgivet den 10. december 2020

Den tidlige eftermiddagstrafik er svær at overhøre, som vi går langs kanten af Egå Engsø nord for Risskov. Mette Mørk har hunden Bosse i snor. Det sort- og kortpelsede labradorgadekryds er snakkesalig, nysgerrig og ikke mindst ivrig – præcis som man bedst kan forvente det af en seks måneder gammel hvalp.

“Ja, han går ikke så pænt i snor endnu. Det er nok lidt som med de studerende,” siger Mette med et drilsk smil. “De bliver aldrig helt afrettede.”

Droppede optagelsesprøven

Efter hun færdiggjorde gymnasiet, flyttede Mette fra hjembyen Kolding til smilets by, Aarhus. Her arbejdede hun i en periode på grillbaren Jacobs barBQ, et af byens hotteste steder, dengang pitabrødet endnu var en eksotisk nyhed i det danske fastfood-univers.

De næste år gik med lidt af hvert, hvad angår arbejde, rejser, oplevelser, og hvad end hun ellers havde lyst til. Modsat mange unge i dag gjorde hun aldrig noget, ‘fordi det kunne betale sig’ eller ‘så godt ud på et CV.’ Hun gjorde det, fordi hun syntes, det var fedt. Og selv om hun ‘fjollede rundt i de år,’ var hun aldrig i tvivl om, hvor hun gerne ville ende.

I hjemmet i Kolding havde forældrene holdt både Jyllands-Posten og den lokale avis, og Mette lyttede ivrigt til radioavisen. Hun elskede historierne og det politiske, og journalistikken var det eneste, hun vidste, at hun sigtede mod, fortæller hun.

Alligevel forlod hun sin første optagelsesprøve tidligt i ren afmagt, kun for dagen efter at fortryde. I andet forsøg klarede hun skærene og fik efterfølgende sin daglige gang inden for de grå betonmure i den nu hedengangne bunker i Aarhus Nord.

Et helle i hjemmet

Mette synes, det er fedt, når folk er uenige i en sag, og hun blander sig gerne, fordi hun ikke vil nøjes med at være tilskuer, forklarer hun. Hun har en holdning til det meste og er ’ikke et øjeblik i tvivl om,’ at hun kan være direkte irriterende på den måde:

“Søren Skjold er god til at sige til mig en gang imellem: ‘Shhh, Mette. Nu leger vi sådan en leg, hvor du ikke må have en mening.’ Og det er meget godt, men det er også kun, når man kender hinanden godt og respekterer hinanden, at man kan sige sådan noget.”

Når man er sådan en, der blander sig og har en mening om alt, er man meget på, fortæller hun. Derfor har hun indimellem også brug for at være i helle, når hun endelig har fri:

“Jeg har det sådan, at når jeg kommer hjem, så trænger jeg nogle gange til bare at stene. Jeg har brug for de der øer.”

Et af de steder, hun finder den nødvendige ro, er i dagens spæde start, nærmere betegnet den halve time fra kvart over seks til kvart i syv, hvor hun går morgentur i mosen med hunden Bosse.

“Der er intet lys, jeg kan ikke se en skid – særligt ikke om vinteren – og jeg elsker det,” siger hun. “Det er sådan lidt zen. Her skal jeg bare gå og tænke, stene, og holde øje med, at hunden ikke æder ænder eller et eller andet.”

 

“Hvis jeg skal være lidt grov”

Mette Mørk ved godt, at mange af de studerende på skolen ser hende som ‘en af de søde’ undervisere, hvad hun nok er en smule træt af, alt taget i betragtning. For hun kan godt være skrap, hvis hun altså vil det:

“Jeg giver generelt ret lang line,” fortæller hun, “indtil jeg ikke gør det længere.”

Med et smil på læben og en snert af frustration kalder hun nutidens unge for en ‘Google-gymnasie-generation.’

“I er simpelthen stopfodret i gymnasiet med, at I helst skal markere i timerne og skal give rigtige svar, og dem kan man lynhurtigt Google sig til. Altså, tager jeg fejl?” spørger hun nærmest retorisk.

Når Mette Mørk stiller et spørgsmål ude på holdene, er hun ‘simpelthen ikke interesseret i rigtige svar’, forklarer hun. Netop i journalistikken er der ikke nogle rigtige svar:

“Jeg er mere interesseret i, at I tør sige, at I ikke er helt sikre. Hvis jeg skal være lidt grov, så gider jeg heller ikke, at man skal citere fra Journalistikkens Grundtrin, fordi man tror, det giver point, når jeg har været med til at skrive bogen.”

Da hun var yngre, var hun selv meget skråsikker og syntes, hun havde svaret på alt. Det gør man nok tit, når man er i tyverne. Men det er vigtigt at kunne sige, at man er i tvivl om noget, fortæller hun. Tvivlen tvinger nemlig en til at kigge mere nøje efter, om der kunne være andre løsninger og andre svar. På den måde er tvivlen en styrke. En styrke, som Mette med årene har taget til sig.

“Jeg tænker egentlig, at jo ældre jeg bliver, jo mere i tvivl bliver jeg også. Ikke usikker, men i tvivl. Og det er egentlig fint nok.”

Søren Boy Skjold løber for livet

Søren Boy Skjold løber for livet

Når han ikke underviser eller læser lange bøger, bruger Søren Boy Skjold gerne tiden på at dyrke idræt. Det er en interesse, en afhængighed og en måde at komme i kontakt med sig selv.

Skribent: Simon B. Porse 
Foto: Rune Øe Nielsen

Udgivet den 10. december 2020

Mågerne skriger, og morgensolen hænger lavt over horisonten, da vi møder Søren Boy Skjold på Tangkrogen til en snak og en løbetur. Han er iklædt en sort løbehue, tætsiddende lycra-bukser, en lys og tynd jakke og en blå halsedisse.

“Det tager lidt længere tid sådan at få varmet kroppen op, jo ældre man bliver,” siger han, mens han pakker sit skiftetøj sammen, låser cyklen og gør klar til at lede vejen sydpå op ad bakken mod Højbjerg.

Han har altid drømt om at løbe et maratonløb på under tre timer. De første otte gange lykkedes det dog ikke, fordi han løb alt for stærkt i starten:

“Hvis du skal være rigtig god til at løbe langt, så skal du være tålmodig og lære at løbe langsomt. Paradoksalt nok.”

Om det er en tur på cyklen, et smut i vandet eller med løbeskoene på forsøger Søren at dyrke idræt hver dag. Hvis ikke han får brugt sin krop, kan han nemt blive rastløs eller endda mildt utilpas:

“Jeg tror også, jeg er afhængig af det. Det er ikke nødvendigvis sådan, at jeg føler, jeg har spildt en dag, men hvis jeg ikke bevæger mig, så synes jeg ikke, en dag er fuldendt.”

“Det handler om at holde sig i gang”

Søren har undervist på journalistuddannelsen i omkring 15 år, og arbejdet passer ham godt.

“Jeg tror, jeg er så heldig, at jeg har et job, som jeg synes er udfordrende og samtidig interessant,” fortæller han. “Meget af det, jeg laver på mit arbejde, synes jeg jo, er sjovt og er noget, jeg gerne vil lave alligevel.”

Noget andet, der gør meget for arbejdsglæden, er forholdet til de andre ansatte. Regelmæssigt mødes Søren med fem af skolens andre undervisere for at drikke rødvin, spise ost og snakke om de bøger, de læser.

Modsat flere af sine kolleger har Søren ikke selv gået på Journalisthøjskolen. Optagelsesprøven tog han tre gange, men han fejlede hver og en. I stedet studerede han på Institut for Nordisk Sprog og Litteratur. Han elskede at læse, og på studiet kunne han fortsætte med at læse bøger til langt ud på natten. Ligesom løb har litteraturen været en klar rød tråd gennem livet og noget, der har en fast plads i hverdagen:

“Jeg tror sådan set, at det handler om at holde sig i gang – at holde både kroppen og hovedet i gang – i stedet for at lade dem forfalde.”

Her løfter Søren pegefingeren, nærmest anklagende:

“Det skal du fandeme formidle mildt det der,” siger han med et smil på læben. “Jeg ved ikke, om det kom til at lyde sådan lidt hovski-snovski.”

En menneskelig urtilstand

Løb er lidt af en enspændersportsgren, fortæller Søren. Selv hvis man er i en løbeklub, kæmper man primært med sig selv og udfordrer sine egne grænser. I en tid med fjernbetjening, fartpilot i bilen og on-demand streaming behøver man jo stort set ikke bevæge sig, mener han. Måske netop derfor er sporten en god måde at komme lidt væk fra verden.

Som en, Søren engang interviewede, sagde, skal man kunne holde ud at være i sit eget selskab og være alene med sig selv.

“Når man løber, så kommer man ud i et rum – en eller anden menneskelig urtilstand – hvor man kommer i kontakt med en side af sig selv, man måske ikke vidste, man havde,” siger Søren. “Det, synes jeg, er dybt fascinerende at mærke.”

 

Den anden side af målstregen

Da han for niende gang løb de 42,195 kilometer, som et maratonløb indebærer, ramte Søren endelig den tid på under tre timer, som han havde stræbt efter i årevis.

Her på den anden side af målstregen er han godt tilfreds, men erkender, at der nok ikke længere er plads til forbedring. Hans tider bliver nok aldrig bedre, siger han helt uden beklagelse. Alligevel er han ikke helt færdig. Det tiende maratonløb skal være hans sidste. Planen er at tage løbet sammen med sin datter, så han kan dele oplevelsen med hende:

“Det lyder så højstemt, men når man får børn, så får man noget, man gerne vil dø for. Noget, som er større end en selv. Jeg har løbet hele livet og kan enormt godt lide det, så jeg vil gerne kunne give den glæde videre.”

På den måde markerer det ikke en ende på den del af hans liv, men en forandring:

“Det er en god måde at være sammen på, at få en fælles oplevelse. Jeg vil blive ved med at dyrke sport resten af mit liv, men det er fint, at der er en anden form for mening med det.”