Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med?

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med?

Som journaliststuderende kan man være sikker på at få kompetencer inden for sit fag igennem alle semestre på uddannelsen. Hvorfor gør det sig ikke gældende, når man er på udveksling?

TEKST: IDA EDELMANN RASZTAR
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Jeg sidder lige nu i Mexico City på det private universitet Tecnológico de Monterrey og tager mit 3. semester. Jeg læser journalistik og var fra studiestart klar over, at jeg gerne ville på udveksling. Det tiltalte mig så meget at lære og udvikle min journalistik i et internationalt miljø, så da jeg så den nærmest uendeligt lange liste med universiteter, som man kan ansøge om at tage 3. eller 4. semester på, var jeg positivt overrasket. Jeg valgte Mexico, da jeg gerne ville så langt væk fra den danske journalistiske tradition som muligt og forhåbentlig få et indblik i, hvordan journalistikken lever, læres og fungerer i et land, som ikke umiddelbart er bedst kendt for deres frie presse og sikkerhed for journalister.

DMJX sender studerende til Tecnológico de Monterrey, som har campusser flere forskellige steder i landet. Inden jeg tog afsted, var der på listen over udbudte fag et fotofag og flere kommunikations- og mediefag, som vakte min interesse. Jeg var også i kontakt med to studerende, som tidligere har været på udveksling her. De havde været glade for det, men forberedte mig også på, at skolestrukturen var meget anderledes og til dels meget nemmere. Og det skal jeg love for, at det er. 

Ingen af de fag, som relaterer sig direkte til journalistik, kommunikation eller medier blev oprettet, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget jeg går glip af journalistisk øvelse, mens jeg er her. I stedet tager jeg fag som indirekte relaterer sig til faget, fordi de er samfundsfaglige. Blandt andet tager jeg fag, som beskæftiger sig med filosofi og teknologi, bæredygtighed og etik og social retfærdighed i Mexico. Men er det godt nok?

Jeg ved, at jeg lærer noget helt andet, et nyt sprog for eksempel, og opnår et andet perspektiv ved at være her i en kultur, økonomi og politisk styreform på den anden side af kloden, som jeg ikke ville kunne få hjemme i Aarhus, men jeg kan ærlig talt godt blive i tvivl, om jeg går glip af for meget, når det kommer til de journalistiske teknikker; interview, research, skarpvinkling og så videre. 

Jeg laver og lærer absolut intet direkte journalistisk i øjeblikket, og det er rent ud sagt en smule demotiverende og skræmmende. Derfor mit indledende spørgsmål. 

Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med? Måske korte den uendelige liste ned? Jeg er utroligt glad for at være her i Mexico; menneskerne, maden, vejret, stemningen er helt fantastisk, men undervisningen føles som en sur, irrelevant pligt. Og det er så ærgerligt! Det kunne jeg måske have sagt mig selv. Måske er det mig, der har for høje forventninger, men noget i mig kan bare ikke lade være med at være frustreret og ærgerlig over, at undervisningen ikke har bare en lillebitte skygge af noget journalistisk eller kommunikationsagtigt over sig. 

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

”Det udkommer på Mediajungle” – Pfff

”Det udkommer på Mediajungle” – Pfff

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

”Det udkommer på Mediajungle” – Pfff

Respekten for Mediajungle er så lav, at vi studerende end ikke regner det for noget.

TEKST: JEPPE PESCHARDT ASSENHOLT
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

”Hej, du taler med Jeppe Peschardt Assenholt, journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, jeg ringer til dig, fordi…”

Sådan plejer jeg at indlede mine opkald til kilder, og jeg forestiller mig ikke, at det er meget anderledes, fra hvad resten af de studerende på DMJX gør – med undtagelse af navnet. 

Og typisk plejer det modsatte svar at være, især hvis det er en politiker eller anden profileret figur, at de ikke gider svare på noget til en skoleopgave. 

Sker det hver gang? Nej, men jeg har fået mit voksenskældud for ikke at ringe til en ungdomspolitiker, i stedet for at spilde vedkommendes tid. 

Og man kan jo egentligt godt forstå vedkommende. Hvilken interesse har de i at hjælpe en sølle journaliststuderende, der blot skal imponere en underviser og måske maksimum fem engagerede elever i en klasse? Ikke en ret stor interesse. De er politikere. De lever af at tale og udtrykke deres holdninger, så deres kunder, vælgerne, kan stemme dem ind igen. Hårdt sagt, men det passer. 

Derfor er der heller ikke meget incitament for dem til at udtale sig til en skoleopgave, du skal have et 400 tegns langt link på, og hvis offentlighed først gælder, når den er godkendt, og det glemte man lige, for den refleksionsrapport skulle også laves. 

Det pudsige er, at når jeg, via mine to studiejobs ved siden af skolen, ringer og siger: ”Hej, du taler med Jeppe Peschardt Assenholt, journalist på Feltet.dk eller Dagligvarehandlen.dk. Jeg ringer, fordi…”, så er responsen en helt anden. 

Ja, kort sagt: ”Det udkommer på Mediajungle”, er ikke en særlig god salgstale. Og det er som om, at vi ikke engang selv tror på den. Ofte oplever jeg, at snakken mellem de studerende går på, at man bruger Mediajungle som argument for at få en kilde til at udtale sig: ”Ja, bare rolig. Der er ingen, der læser det derinde”. Altså ud fra et princip om, at artiklen ikke ægte bliver offentliggjort, som vi jo ellers får skudt i skoene, at alt vores indhold skal. Ergo – offentlighedsprincippet er bluf. 

Og når vores egen opfattelse af vores udgivelsessite, Mediajungle, synker så lavt, så er det, jeg mener, at vi har et problem. Hvem er det, vi laver opgaverne for? Os selv, ja, men når vi rammer arbejdsmarkedet, så er der lige pludselig massevis, der læser det, vi laver og har en holdning til det. Hvorfor ikke blive gearet til det nu?

Måske er jeg bare en privilegeret 22-årig, der kan blære sig med, jeg har to studiejobs og derfor ikke gider lave noget, der ikke er en ægte modtager til, eller også rammer jeg hovedet på sømmet. Det vil jeg lade være op til dig som læser at vurdere, men summen af min udråb er: Der er ikke nogen med respekt for sig selv, der kan sige, at Mediajungle er et særligt offentligt medie, og der er ej heller nogen, der kan bilde mig ind, at de ser Mediajungle som et særligt seriøst bud på et medie. 

Motivationen for at lave kvalitetsindhold for mit eget vedkommende falder i hvert fald kun i takt med at færre af produktionerne, vi laver, bliver offentlige. Ja, end ikke et live radioprogram, vi lavede, blev publiceret til offentligt skue. Det samme gjorde sig gældende for vores live nyhedsudsendelse. Vi er på tredje semester. Hvorfor må vi ikke lave noget med en lille smule selvrespekt?

Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi som skole opper os lidt. Mediebilledet ændrer sig – det ved vi alle – så var det ikke også på tide, at vi som skole gjorde det? Det synes jeg. 

Gør Mediajungle til et ægte medie, hvor en ansat kan stå for at publicere og sortere i de tonsvis af journalistiske produkter, vi laver her på skolen. Lad os stå lidt ved det, vi laver. Det er da om noget en evne, man skal kunne besidde som journalist. 

Ja, man kan tilmed også oprette redaktionsassistentstillinger, så elever på skolen kan snuse til det redaktionelle arbejde. Jo, der er foreninger, hvor man kan skrive, men det i sig selv er vel et tegn på, at de studerende gerne vil ud med deres historier. 

Og dem, der hellere vil ud med det på den fjerneste hjemmeside i Kongeriget Danmark, de kan bare gøre det. Ingen tvang her, men come on!

Vi skal tage vores arbejde seriøst, men udgivelsen halter mere, end Johnson gør på sit højre ben. 

Lad os lave journalistik for andre end os selv, og lad os få banket lidt selvtillid og ikke mindst selvrespekt tilbage i ”det udkommer på Mediajungle”.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Udveksling: Et system, hvor du skal tro mere på dig selv end DMJX

Udveksling: Et system, hvor du skal tro mere på dig selv end DMJX

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Udveksling: Et system, hvor du skal tro mere på dig selv end DMJX

Dyb frustration. En “Palle alene i verden”-følelse. Jeg må indrømme, at det var en hård start. Jeg vil uden tvivl anbefale udveksling, men det kræver overskud, og beder du om hjælp, er det ikke sikkert, at du kan få det. Det fik jeg i hvert fald ikke.

TEKST: LÆRKE KOBBERUP
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Hongkong, Sydney, Beirut. Mulighederne var, og er, næsten endeløse. Jeg sad på kanten af sædet, da jeg på første semester fik introduktion til udveksling. Jeg havde aldrig været i tvivl om, at jeg gerne ville til udlandet, og nu når jeg så alle mulighederne, kunne jeg næsten ikke vente.  

“Vi vil så gerne have flere af jer afsted.” 

Jeg husker Røskvas indtrængende bøn om, at vi ikke skulle lade os stresse, men søge hvis vi var det mindste interesserede. Det kunne godt være hårdt samtidig med 2. semester, men skolen ville hjælpe. Hvor der er vilje, er der en vej. Jeg lod mig nemt overbevise, og fortrøstningsfuldt gik jeg i gang med processen. 

Mange mails blev sendt frem og tilbage mellem mig og udvekslingskontoret. Mange ting, jeg ikke kunne finde. Mange ting, jeg ikke forstod. Min optimisme begyndte at skrumpe. Måske ville det ikke være så nemt det her alligevel.

“Ja, det, kan jeg da godt se, er svært at forstå. Det ved jeg ikke” 

Sådan lød kommentaren igen og igen fra skolen. Jeg bookede ofte møder, hvor jeg kom med mine spørgsmål. Frustreret endte jeg ofte med selv at måtte fremvise, hvor jeg havde fundet mine informationer. Min tiltro forsvandt en smule, hver gang jeg måtte forklare min rådgiver om det system, jeg egentlig var kommet for at få rådgivning om.

Jeg kan godt se, at der er mange skoler og universiteter, man som koordinater skal holde styr på, og jeg forventer heller ikke, at al viden om universitet i Tel Aviv kan findes i studievejledningen på DMJX. 

Kaosset meldte sig allerede, da jeg forsøgte at skabe mig et overblik over eventuelle fag i Tel Aviv. Jeg brugte lang tid på at finde frem til hvilke fag, jeg egentlig kunne søge. Det hjalp DMJX ikke med. Jeg måtte selv skabe overblik over visum og nåede at betale lægeerklæring, inden jeg fandt ud af, at dette slet ikke var en nødvendighed. 

Ansøgning i flere runder. Stipendie-søgning. Visum-søgen. Det meste foregik også samtidig med mit første-års projekt. Uden den forventede rådgivning greb det hurtigt om sig med forberedelserne til denne udenlandsrejse.

Alt dette var frustrerende, men bægeret flød over, da der var et par uger til, at jeg skulle afsted. Jeg havde stadig ikke hørt om mit Erasmus stipendium. Et Erasmus Stipendium er et stipendium, man kan få til lande i EU og enkelte andre lande. Ansøgningen og udbetalingen af dette stipendium kører igennem skolen. Jeg havde sendt papirerne for et godt stykke tid siden, men havde intet hørt eller fået udbetalt.  

Jeg sendte en mail til udvekslingskontoret for at høre, hvordan det skred frem, og hvornår jeg skulle forvente at få stipendiet udbetalt. Det var her, jeg fik at vide, at der var blevet skiftet koordinator, så mine papirer var ikke lige blevet sendt af sted endnu. Heldigvis fik jeg pengene udbetalt, men hvad var der sket, hvis jeg ikke havde fulgt op på det?

Det er usikkert at skulle tage ud i verden og studere. Man flytter en hel hverdag og slipper næsten al kontakt med det, man har herhjemme. Man er pludselig alene. Jeg flyttede til Tel Aviv, en meget dyr by at bo i. Mit værelse alene kostede 7000 kroner om måneden. Penge fyldte meget i mit hoved, derfor var det meget vigtigt for mig, at der var styr på mine stipendier.

Jeg forventede, at jeg skulle stå på egne ben, når jeg tog af sted. En oplevelse, jeg også længtes efter, men denne oplevelse startede bare tidligere i processen end forventet. Som tidligere nævnt fyldte det økonomiske meget for mig, men i Israel er også det sikkerhedsmæssige vigtigt.

Jeg har siddet til mange møder på skolen og italesat både min spænding, men også min nervøsitet ved at tage af sted. Jeg troede, at  skolen ville guide mig mere. Jeg forventede, at de ville have større overblik, end jeg oplevede, de havde. For mig var der en klar signalværdi i, at der for eksempel ikke blev meldt ud, at der var skiftet koordinator. Var det ikke vigtigt at nævne for alle os, der skulle ud i verden lige om lidt? Vi havde jo nok fundet ud af det, det gjorde vi jo, men vi er alle skrøbelige, når vi giver slip på vores hjem. Jeg ved, at jeg ikke var den eneste, der skulle på udveksling og var frustreret over dette. 

Jeg vil give skolen anerkendelse for, at de skrev til mig, da demonstrationerne begyndte at gribe om sig  i Tel Aviv. Det var dejligt at mærke, at jeg eksisterede i deres system. Selvom det ikke føltes sådan, inden jeg tog afsted.

 

Klæd os ordentligt på til klimadebatten

Klæd os ordentligt på til klimadebatten

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Klæd os ordentligt på til klimadebatten


Klimadebatten kører nemt af sporet. Derfor kræver det meget af journalisterne, som skal holde styr på begreber og eksperter. Det skal vi klædes bedre på til i undervisningen.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Store virksomheder og interesseorganisationer har altid brugt eksperter til at så tvivl om videnskabelig enighed i mediebilledet. Lige fra læger, der i 1940’erne i reklamer anbefalede at ryge cigaretter, til olieindustrien, der allerede i 1970’erne kendte til klimaforandringerne. De brugte anledningen i 1987 til at afspore klimadebatten i 30 år frem .  

Det er noget, som os journalister skal være enormt opmærksomme på – og som vi skal være i stand til at opdage. Alligevel sker de samme fejltagelser i de danske nyhedsmedier igen og igen. For hvis der er et sted, hvor debatten afspores, så er det på klimaområdet. Derfor skal vi være klædt bedre på til at holde debatten på sporet

I sommer handlede en episode af P1 Debat om de nye kostråd fra Nordisk Ministerråd, der både tager hensyn til klima, miljø og sundhed. I debatten deltog en kostvejleder, der talte imod den videnskabelige konsensus og påstod, at man ikke kan sammensætte en sund og næringsrig kost med markant mindre kød, samt at dansk landbrug er blandt de mest klimavenlige i verden.  

Problemet er, at det ikke er sandt. Og selvom folk må sige, hvad de vil i radioen, så skal journalister sikre, at det gøres klart, når usandheder og uvidenskabelige påstande fremstilles i radioen. For det store problem var, at kostvejlederen blev behandlet som en ekspertkilde, på trods af at kostvejleder er en titel, der er lige så beskyttet som “journalist”.    

Eksempler som dette får det til at virke som om, at der er uenighed blandt eksperter, når det kommer til klimaforandringerne og de ændringer, vi skal lave for at stoppe dem. 

Der kan være flere grunde til, at vi laver de fejl som journalister. Men en af grundene, tror jeg, er fordi, vi ikke bliver klædt ordentligt på til at dække klimakrisen. Dette er fordi, klimakrisen og de forandringer, vores samfund skal lave for at stoppe dem, er bundet af videnskab frem for politiske ideologier og værdier. Moder Jord er ligeglad med, om du er socialist eller liberalist. Så længe du stopper med at udlede drivhusgasser. Klimakrisen er en krise, uanset hvem du er, hvad du tror på og hvor du bor henne. Den er universel, og den kan ikke løses uden at vi bruger og forstår naturvidenskaben. Og naturvidenskab er noget, vi ikke udsættes særligt meget for på uddannelsen.. Vi er for uvidende og uforberedte.

Hertil kommer den måde, vi arbejder på som journalister. Jeg er for nylig blevet undervist i nyhedskriterierne, hvor konfliktkriteriet skinner klart igennem. Problemet ved konfliktkriteriet i forbindelse med dækningen af klimakrisen er, at der altid skal være en modstander – men faktum er, at der er så bred videnskabelig konsensus, at konfliktkriteriet ikke kan dækkes uden at hive en klimabenægter ind. Og så får vi et skævvredet billede af, hvad forskningen egentlig viser. 

Hvis vi skal blive bedre til at dække klimakrisen, skal vi få klimadækning på skemaet på DMJX. Det behøver ikke være som fag – for en bedre dækning er så presserende, at det burde inkorporeres i alle fag, der er på skolen. Vi er simpelthen ikke klædt ordentligt på til at dække klimaforandringerne. Og hvis vi skal have lyst til at dække krisen, skal vi også have evnerne til det. Ellers får medieforbrugerne en misinformerende og afsporet debat.

 

  

Vi skal tale om elefanten i rummet

Vi skal tale om elefanten i rummet

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Vi skal tale om elefanten i rummet

Når der mangler praktikpladser, og branchen ikke ligefrem skriger på færdiguddannede journalister, bør vi gøre det eneste rigtige: Optage færre journaliststuderende. Samtidig kunne vi øge optaget på kommunikationsuddannelsen.

TEKST: MATHIAS OLEANDER
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Til efterårets praktiksøgning kommer der til at mangle omkring 45 pladser. Det er et faktum, der står klart nu. Derfor skal vi, selvom det er en trist situation, kigge fremad mod løsningerne – og her er der særligt én oplagt mulighed: 

Dimensionering af uddannelserne, eller sagt mere direkte: Færre journaliststuderende og flere kommunikatører.

Vi optager alt for mange journaliststuderende. Alene i år blev der optaget 224 på professionsbacheloren i journalistik på DMJX. Dertil kommer tallene fra journalistuddannelserne på SDU og RUC samt dem, der læser en cand.public på enten AU eller SDU.

Og tager vi en tur ud i mediebranchens virkelighed, har den i den seneste tid været domineret af utallige fyringsrunder – hele vejen rundt. Jeg ved det, fordi jeg allerede selv har været en del af to fyringsrunder i min praktiktid på Jyllands-Posten. Og den slags er ikke en fornøjelse at være en del af, skal jeg hilse og sige.

Derfor er det i mine øjne faktisk på grænsen til at være uansvarligt, at der fortsat optages så mange journaliststuderende hvert år. Det er, som min kollega udtrykte det, “at stikke blår i øjnene på unge mennesker”. Jeg er helt enig.

Men hvad så med at forkorte uddannelsen? Hvis vi nu går fra 18 til 12 måneders praktik? Det var i hvert fald derfor, at lederne fra RUC og SDU for nylig i en artikel i Journalisten langede ud efter DMJX. De mente, at 18 måneders praktik var hovedårsagen til manglen på pladser.

Jeg skal ikke kunne afvise, at det også er en del af problemet. Men at gå fra 18 til 12 måneder, er i så fald en meget kortsigtet strategi. Branchen skriger jo ikke ligefrem på arbejdskraft, så hvad ville det overhovedet hjælpe at uddanne os hurtigere?

Man kunne med fordel skele imod kommunikationsuddannelsen og øge optaget dér i stedet. I dag bliver mange journalister ansat som kommunikatører. Hvorfor så ikke uddanne flere til kommunikation frem for journalistik?

Tilbage til elefanten i rummet. Vi er nødt til at tale om dimensionering, selvom ordet er et “fy-ord” blandt uddannelseschefer. Det betyder “færre penge” i deres ører. Men hvad er prisen, hvis vi ikke lytter til branchen og ser virkeligheden i øjnene? Tør vi at lade være? Jeg ser i hvert fald ingen anden vej end at tage diskussionen om, at vi skal være færre journaliststuderende i fremtiden.

Hvornår er der begravelse for stridsøksen?

Hvornår er der begravelse for stridsøksen?

Hvornår er der begravelse for stridsøksen?

TEKST: Freja Schultz Tylvad , kommunikationsstuderende
ILLUSTRATION: Katrine Åsleff Edvardsen

Udgivet den 01. juni 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Kommunikation og journalistik er ikke den samme uddannelse. Så har vi det slået fast, for det er jeg udemærket godt klar over. For mig bliver det dog lidt mere uklart, hvorfor man som helt grøn første semmer skal tages om skuldrene og som en anden ‘Løvernes Konge’-analogi få at vide: 

“Alt hvad du kan se tilhører os, men de der kommunikationsstuderende derovre, dem må du aldrig gå hen til.” 

Eller det er i hvert fald, hvad jeg forestiller mig sker. Jeg læser selv kommunikation, og havde jeg ikke meldt mig ind i en forening, der består af både journalister og kommunikatører, tror jeg aldrig, jeg ville have haft grund til at snakke med dem. Det skulle da lige være efter fem fadøl og en englefisse i fredagsbaren, men på det tidspunkt er grænserne også lidt mere udviskede.

I daglig tale bliver det dog hurtigt til et dem og os – og det,  synes jeg, er synd. For selvom livet som ungt menneske i 20’erne godt kan føles lidt dramatisk til tider, så er det altså ikke et Shakespeare-stykke, og vi kommunikatører er lige så lidt Capulet’er, som journalisterne er Montague’er. Så hvorfor skal der herske en nærmest naturlig splid imellem os – som ingen rigtig kan forklare?

Hvorfor kunne vi ikke behandle hinanden som det, vi med al sandsynlighed peger på at blive: Kollegaer. Ja for undskyld mig, men jeg synes efterhånden, at man bliver tudet ørerne fulde med, at der ikke er hverken nok praktikpladser eller jobs til journalisterne, og de derfor ender, som det de frygter allermest: Kommunikatører (shock horror!). Og selvom det kan lyde fuldstændig åndssvagt for journalisterne, så åbner min uddannelse som kommunikatør som sådan også dørene for at blive journalist – i hvert fald hvis man skal tro på DMJX’ egen beskrivelse af uddannelsen. I virkeligheden er ’journalist’ jo på ingen måde en beskyttet titel, og selv folk fra SDU kunne i teorien kalde sig selv journalister – men det er måske også at strække den. Men når hverken journalisterne eller os kommunikatører kan se frem til beskyttede titler efter både skolegang og praktikpladser, burde vi så ikke støtte lidt mere op om hinanden frem for det modsatte?

Men hvordan begraver man så den stridsøkse? Man kunne jo for eksempel starte med at slå rusforløbene sammen. Efter sigende er det noget, der har været undervejs i længere tid, og alligevel snakker man om, at det nok ikke bliver lige foreløbig. Men hvorfor egentlig ikke? I forvejen er journalisterne og fotojournalisterne slået sammen, så hvad ville 50 mennesker mere gøre? 

Min egen klasse stiller sig delvist skeptisk overfor idéen. De mener, det bliver for mange mennesker, og man derfor vil have svært ved at lære sin egen klasse at kende – men det er jo netop meningen. Det er da langt bedre at lære en masse at kende fra den branche, du på et tidspunkt ender ud i, end en klasse du alligevel skal være sammen med resten af din uddannelse.

Når vi kommunikatører starter på skolen, går de eneste andre kommunikatører på syvende semester (og dem fra femte semester der ikke er på udveksling), og man kan derfor ikke få det samme sammenhold årgangene imellem, som journalisterne har mulighed for. Forsøgte man derimod at slå rusforløbene sammen, ville man ikke blot give både journalisterne og kommunikatørerne en større bekendtskabskreds, man ville uden tvivl også fordre et bedre studiemiljø mellem alle årgange og uddannelser.

Selvom det ikke blev min årgang, der fik overvundet vores shakespearske uenigheder, så håber jeg for fremtidige årgange, at der ikke er så lange udsigter til det, som det forlyder. For det ville da være rart, hvis man som kommunikatør ikke bare var en skygge på Kongesletten, også kaldet DMJX.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk