Illustreret Bunkers guide til digital sikkerhed – Mobil

tEKST OG GRAFIK: SIMON B. PORSE

Udgivet den 19. december 2019

Læser du på computer? Så klik her

Den teknologi, vi omgiver os med i hverdagen, byder på uendelige muligheder.
Med få klik kan vi opsøge flere hundrede år gamle tekster, reportere direkte fra ethvert givent sted eller følge en pressekonference på den anden side af kloden. Men sammen med fordelene bringer teknologien også en række udfordringer. En af dem er spørgsmålet om digital overvågning.

Det digitale samfund gør det muligt for nationale sikkerhedstjenester, magtfulde tech-virksomheder og ondsindede hackere i højere og højere grad at følge med i vores gøren og laden.
Overvågningen er problematisk i almindelighed, men i særdeleshed for de mere kritiske aktører i samfundet; politisk opposition, menneskerettighedsforkæmpere og ikke mindst journalister.

I en journalistisk sammenhæng handler digital sikkerhed om at beskytte information fra ikke-autoriseret adgang. Det kan være det journalistiske produkt du arbejder på, den research du laver, kommunikationen med dine kilder, deres identitet og (i visse tilfælde) din egen identitet.

I takt med at journalister i højere grad benytter sig af internetplatforme og digital kommunikation, er det nødvendigt, at vi udvikler vores forståelse for det værktøj, vi benytter os af, forbedrer vores omgang med det og begynder at styrke vores sikkerhed allerede i dag.

Derfor vil vi i denne guide give dig et indblik i nogle af de datasikkerhedsudfordringer du til daglig kan møde, samt præsentere en række enkle redskaber til at forbedre din digitale sikkerhed.

Forestil dig, at du åbner din e-mail indbakke, og du har modtaget en mail fra en anonym afsender. Vedkommende tilbyder at dele en række dokumenter med informationer af enorm international betydning. Kilden beder om beskyttelse og en høj grad af sikkerhed.
Du er godt nok superbruger i Microsoft Office, men du har ingen erfaring med krypteret kommunikation. Selv om kilden sender dig en guide, virker projektet uoverskueligt og inden længe lægger du sagen på hylden. Historien er sikkert ikke så vigtig alligevel.

Det var sådan det skete for Glenn Greenwald, journalist for The Guardian, da han i 2012 blev kontaktet af en anonym kilde. Der skulle gå seks måneder inden han, på opfordring fra sin kollega Laura Poitras, besluttede sig for at møde kilden personligt, på et hotelværelse i Hong Kong: den 29-årige NSA-agent Edward Snowden. (Læs historien her.)

Snowdens afsløringer om den amerikanske sikkerhedstjeneste NSAs massive overvågning af verdenssamfundet var en af de største historier i 2013, og var med til at tydeliggøre nogle af de udfordringer det højteknologiske informationssamfund byder på.

Historien om kontakten mellem Greenwald og Snowden er desuden et fint eksempel på behovet for sikker omgang med vores færden på det digitale plan.

Som journalister har vi en professionel forpligtelse i at beskytte vores kilder, især når det gælder udveksling af følsom eller potentielt inkriminerende information. Derfor er krypteret kommunikation uvurderligt, særligt i arbejdet med kritisk eller undersøgende journalistik.

 END-TO-END KRYPTERING

End-to-end kryptering (E2E) fungerer ved, at en besked gøres ulæselig før den afsendes, og først gøres læselig igen, når den ankommer til den tiltænkte modtager.
Det betyder i princippet, at ingen tredje person kan “lytte med”, hverken nationale efterretningstjenester eller udviklerne af kommunikationsplatformen.

(Screenshot fra Snowdens guide til GPG-kryptering – den meget lidt brugervenlige video kan ses her)

I tilfældet Snowden-Greenwald gjaldt det brugen af GPG-kryptering, en krypteringsform, der stadig er et standardelement i den digitale værktøjskasse.
Alligevel bliver den af nogle datasikkerhedseksperter udskældt for sin manglende brugervenlighed.

Siden 2013 er end-to-end-krypteret kommunikation blevet langt mere tilgængeligt for almindelige brugere. En række virksomheder har udviklet programmer, der gør det muligt at kommunikere sikkert. En af disse er chat-appen Signal.

 SIGNAL

‘Signal’ er en gratis og open-source smartphone-app, der tilbyder end-to-end krypteret kommunikation med gruppechats, online opkald, fildeling og endda brug af GIFs. Brugeren kan desuden indstille beskeder til at ‘selvdestruere’ efter en given tidsbegrænsning.
Signal fungerer på samme måde som Messenger eller WhatsApp, men er tilknyttet dit telefonnummer, istedet for din Facebook-profil.
Appen tager få minutter at installere og sætte op, og kan findes på Google Play Store for Android-devices og App Store for Apple-devices.

Guide til installation og brug af Signal findes her til iPhone og her til Android

Når man surfer på nettet, efterlader man spor, ens færdsel registreres. Selvom det foregår usynligt, kan man se det ske. Du har måske selv oplevet det.
Du har i løbet af ugen kigget på den nye krimi fra Jussi Adler Olsen og tjekket priserne hos din internetforhandler.
En dag begynder bogen at dukke op som en reklame på din Facebook-væg.

Det der er i spil her, er det, digitale sikkerhedseksperter kalder for ‘browser fingerprinting’.

FINGERPRINTING

Når man loader en internetside, udveksles en række informationer automatisk.
Med de indsamlede informationer kan siden analysere browseren, for at finde ud af en række faktorer
, eks.hvilket styresystem man bruger, hvilket sprog ens browser er sat til, hvilken tidszone man befinder sig i, hvilke andre sider man har besøgt, og meget mere. På baggrund af den information kan siden i de fleste tilfælde opbygge en unik profil, et såkaldt ‘fingerprint’, som kan bruges til at identificere en person.

(Er din browser unik og identificerbar? Test den her eller her!)

Ved hjælp af ‘cookies’ og ‘trackers’, spores din internettrafik på tværs af hjemmesider. Information om din færdsel og dine vaner på internettet er naturligvis interessant for annoncører, der eks. vil sælge dig den nyeste krimi af Jussi Adler Olsen.

 ‘Fingerprinting’ og ‘tracking’ er meget præcise metoder til at identificere og følge internetbrugere. De bruges på mange hjemmesider, og er generelt set svære at omgå. Alligevel er det muligt delvist at modvirke det.

Browserudvidelse: PRIVACY BADGER

Browserudvidelsen ‘Privacy Badger’ er lavet som et værn imod ‘tracking’ og ‘fingerprinting’.
Imens du surfer samler den information om de forskellige ‘cookies’ og ‘trackers’ du møder, og finder frem til hvilke, der forfølger dig. På den baggrund udvikler den en personlig sikkerhedsstrategi, der blokerer de mest relevante ‘cookies’ og ‘trackers’.

Find Firefox-udvidelsen her eller Chrome-udvidelsen her

Når man besøger en hjemmeside, sender en mail, eller på anden måde danner forbindelse til en anden server, afslører man desuden sin IP-adresse. IP-adressen er det mærkat, der bruges til at identificere enhver netværksenhed.
Ved hjælp af IP-adressen kan din færden på internettet spores direkte tilbage til dig.

Et af de stærkeste værktøjer imod ‘fingerprinting’, og IP-tracking, er at benytte sig af ‘Tor-browser’.

Internet-browser: TOR BROWSER

Tor Browser er en internetbrowser særligt udviklet til at anonymisere sin internettrafik.

Når man surfer på en almindelig browser (Firefox, Chrome, Safari, m.v.), bevæger datastrømmen sig direkte mellem din browser og den hjemmeside du besøger. På den måde kan din internetudbyder, hjemmesidens administratorer, eller andre personer på samme netværk som dig følge med i din internettrafik.

Benytter du dig af Tor-browseren, forbindes du ikke direkte med den hjemmeside du besøger. I stedet sendes du først igennem en række servere på Tor-netværket. Her er datastrømmen mellem hvert led krypteret, så ingen udefrakommende kan følge med.
De flere lag gør det muligt ikke alene at omgå tracking, men også at omgå eventuel statslig blokering af internettet (som vi kender det fra eks. Kina.)

Tor-browseren kan downloades her)

I januar 2019 blev en liste med over 773 millioner emails og tilhørende adgangskoder udbredt på et populært hacker-forum. Selv om samlingen af lækkede informationer er rekordstort, er lignende datalæk intet usædvanligt. Store samlinger af hackede adgangskoder knyttet til mailkonti deles flere gange årligt på nettet. 

(Er din email eller adgangskode blevet offentliggjort på nettet? Tjek her eller her!) 

Vi bruger adgangskoder hele tiden, på flere forskellige platforme. Email, sociale medier, netbank… JustEat. Med så mange konti kan man være tilbøjelig til at bruge de samme adgangskoder igen og igen. Men som det ovenstående eksempel viser, betyder det en relevant sikkerhedsrisiko.
Når først din email-adresse og din adgangskode er endt i hænderne på hackere, kan alle dine internetkonti være kompromitteret, hvis du bruger den samme adgangskode.

Hvis man skal have forskellige, stærke og unikke kodeord til hver enkel brugerkonto, kan man nemt ende med at snuble over sin egen hukommelse (eller mangel på samme.)
Et af de bedste muligheder i den forbindelse, er at benytte sig af en såkaldt password-manager.

Password-manager: KEEPASSXC

KeePassXC er en password-manager, der gør det muligt at gemme brugernavne og adgangskoder i en lokal, krypteret database, beskyttet af en ‘master’-adgangskode.
Programmet indeholder en kode-generator, der kan lave stærke, unikke og tilfældigt genererede adgangskoder.
Download programmet (til macOS, Windows eller Linux)
her, og følg henvisningerne her.

Ved hjælp af programmer som KeePassXC, behøver du ikke selv kunne huske dine kodeord. Det gør programmet for dig. Som nævnt ovenfor vil alle dine adgangskoder være krypteret og låst med en selvvalgt ‘master’-adgangskode. Denne hovednøgle vil give fri adgang til alle de adgangskode du har gemt. Derfor er det vigtigt, at dit ‘master’-password er unikt og ikke mindst stærkt.

Når hjemmesider opfordrer til at bruge stærke adgangskoder, lægger de typisk vægt på variation i de tegn man bruger. I stedet for at skulle bakse med Store Bogstaver, små bogstaver, tal OG specialtegn i en kombination, du aldrig helt kan huske, kan du i stedet benytte dig af den såkaldte Diceware-teknik.

Adgangskoder: DICEWARE

Diceware er en teknik til at udvikle tilfældigt genererede adgangskoder, der udover at være stærke, også er nemme at huske. Det eneste du har brug for, er en håndfuld terninger, en computer, og noget at skrive med.
Udgangspunktet for Diceware-teknikken, er en lang liste med ord, der hver især er tilknyttet en talkombination. Eksempelvis er ordet ‘deadline’ tilknyttet tallet ‘16433’, og ‘guldregn’ tilknyttet ‘26351’. (Diceware ordlistenfindes her på dansk eller her på engelsk.)

Systemet fungerer således:

  1. Slå fem terninger (eller én terning fem gange).
  2. Noter tallene.
  3. Find talkombinationen i ordlisten.
  4. Noter det korresponderende ord.
  5. Gentag fem gange.

De fem ord du har slået dig frem til er dit nye kodeord. Skriv evt. koden ned på et stykke papir, behold sedlen, indtil du har lært koden udenad, og destruér så sedlen.
Husk, det er hovednøglen til alle dine adgangskoder.

For at tydeliggøre hvordan sådan et kodeord kan se ud, følger et eksempel herunder.

Ikke alene er et kodeord udviklet med denne teknik relativt nemt at huske, det er også stærkt.

Diceware ordlisten indeholder 7776 forskellige ord. Det vil sige, at en fem ord lang adgangskode er én af i alt 7776 x 7776 x 7776 x 7776 x 7776 forskellige kombinationer. Det er rundt regnet 2,8 x 10^19, altså 28.000.000.000.000.000.000. Med så mange muligheder vil det være uhyre tidskrævende, selv for PET, at bryde din kryptering. Også selvom de ved, at du bruger Diceware.

OBS! En adgangskode kan være nok så stærk, men hvis ikke du låser dit udstyr, er den ligegyldig. Så når du forlader din computer, så husk at logge ud. Også når du bare lige skal hente en kop kaffe.

KORT NOTITS OM ‘FACE UNLOCK’

Flere nyere telefoner tilbyder funktionen Face Unlock, hvor din telefon kan låses op vha. dit ansigt. Selvom det virker smart, har det i flere tilfælde vist at være usikkert. En række videoer på internettet har vist, hvordan Face Unlock funktionen kan snydes med et billede af ejerens ansigt. Printet, eller på en anden telefons skærm. Læs mere om det her eller her, eller se det ske her eller her. Helt ærligt, bare lad være.

I midt oktober 2019 blev 6 russiske forskellige journalister ofre for en række politirazziaer indenfor 48 timer af hinanden. Her beslaglagde russisk politi computere, telefoner, dokumenter og bankkort tilhørende journalisterne. Nogle af dem var kendt for bl.a. at have dækket nationale anti-korruptionssager.

Sikker omgang med kommunikation, webtrafik og stærke adgangskoder kan gøre underværker, men hvis din computer eller smartphone ender i hænderne på de forkerte, kan tiden være spildt.

Hvis andre får adgang til dine enheder, er det relativt nemt at læse eller kopiere filerne på din harddisk, inklusiv kontakter, beskeder, opkaldslister, mails, dokumenter og billeder. Det kan både umuliggøre din fortsatte research i en sag, eller afsløre dine kilder. Med mindre du har taget de fornødne forholdsregler. Her gælder det kryptering af dine filer.
Heldigvis er det relativt enkelt.

Det er især enkelt, når det gælder kryptering af smartphones eller tablets.
Hvis du har en iPhone (3GS eller nyere) eller en iPad, og enheden er beskyttet af en adgangskode, er dine filer allerede krypteret. Android-enheder er ikke som udgangspunkt krypteret, men det er ganske enkelt at kryptere den, ved at gå ind i ‘Settings > Security > Encrypt phone’. Processen tager omkring en time, og telefonen skal være fuldt opladet og sat til laderen.

 Det er også muligt at kryptere hele din computers harddisk.
Her er der igen gode nyheder til brugere af Apple-enheder. Nyere MacBooks har programmet FileVault installeret, der gør Full-Disk Encryption let som en leg.
På en Windows-computer er det lidt mere kompliceret, men ikke som sådan svært. Her kan man benytte sig af programmet Veracrypt.

Kryptering: VERACRYPT

VeraCrypt er et krypteringsprogram, der gør det muligt at kryptere filer eller hele mapper.
Med VeraCrypt kan man også kryptere hele sin harddisk, og gøre alle dine filer utilgængelige for enhver, der ikke kender din adgangskode. (Inklusiv dig selv, hvis du glemmer din kode!)

Installationsfilen findes her og guide til installation og brug findes her.

Både med VeraCrypt og med FileVault er det vigtigt at danne en Recovery Key, så du kan få adgang til dine filer, hvis harddisken eller boot-programmet på en eller anden måde beskadiges. Gendannelses-nøglen kan du gemme på et eksternt drev (eks. en USB-nøgle) eller brænde som en CD.

 OBS! Husk (naturligvis) at benytte stærke adgangskoder, når du krypterer din harddisk.

Ovenfor har vi præsenteret en række relativt nemme værktøjer, man kan benytte sig af for at styrke sin daglige digitale sikkerhed. Det er til gengæld vigtigt at pointere, at denne guide kun ridser overfladen. Det er nødvendigt, at vi til stadighed lærer mere om informationssikkerhed i en teknologisk verden, der konstant udvikler sig.

For at lære mere om digital sikkerhed fra et journalistisk udgangspunkt anbefaler vi bogen ‘Cryptoguide for Journalister: Håndbog i Digitalt Selvforsvar’ af Freja Wedenborg, journalist, foredragsholder og gæsteunderviser i digital kildebeskyttelse.

 Andre kilder til videre undersøgelse:

– EFF’s Surveillance Self-Defense: Tips, Tools and How-tos for Safer Online Communications

– ICJ – Infosec for journalists: (downloader automatisk)

Kan man være journalist og politisk aktiv?

Kan man være journalist og politisk aktiv?

Kan man være journalist og politisk aktiv?

Politisk engagement kostede i 2018 en ny praktikant pladsen på Herning Folkeblad. Kort efter gjorde Journalisten med hjælp fra en advokat det dog klart, at man ikke kan fyre ansatte på grund af politisk tilhørsforhold. Men selv efter den sag er det stadig noget der fylder meget på DMJX, når de journaliststuderende skal søge praktikpladser.

Journaliststuderende Mads Hvid (tv.) er fortsat aktivt medlem i Konservativ Ungdom, mens Sami Kleit (th.) valgte at melde sig ud Liberal Alliances Ungdom et par måneder før studiestarten på Journalisthøjskolen. Foto: Emil Agerskov.

Skribent: OLIVIA HØJ FÄlling

Udgivet den 02. maj 2019

I august 2018 blev en journalistpraktikant opsagt fra Herning Folkeblad, fordi hun var medlem af DSU. Pia Færing, Praktik- og Karrierevejleder på DMJX, mener dog, at sagen blev glemt, lige så hurtigt som den kom frem, fordi det politiske tilhørsforhold er noget, de studerende har overvejet grundigt inden praktiksøgningen overhovedet går i gang.

Blandt de journaliststuderende på DMJX er det ofte oppe til overvejelse, hvorvidt man skal oplyse om partipolitisk medlemskab, når man sidder med sit CV og ansøgning under praktiksøgningen, mener Pia Færing. Hos Pia hersker der ingen tvivl. De journaliststuderende skal skrive det på.

”Jeg synes, man skal skrive det på, for det viser, at du er engageret i og nysgerrig på dine omgivelser, og det skal man være som journalist,” siger Pia Færing og tilføjer:

”Det er ikke diskvalificerende, hvis du har været aktiv i politik, men det kan i de fleste tilfælde være negativt, hvis du stadig er medlem.”

Hun mener, at der er en udbredt konsensus i journalistkredse om, at man ikke er medlem af noget parti eller andet, som på nogen måde kan beklikke ens troværdighed, fordi man skal være uafhængig.

Ingen finger at sætte på troværdigheden

Mads Hvid, der i februar er startet på første semester, har dog valgt at forblive medlem af Konservativ Ungdom. Han er nemlig sikker på, at hans fremtidige arbejdsgiver vil stole på, at han er i stand til at være professionel. 

“Når jeg skal ud og have en praktikplads, håber jeg da, at praktikstederne vil have tiltro til både min faglighed, og til at jeg kan skille politik og professionel journalistik ad,” siger Mads Hvid.

For Sami Kleit, der også lige er startet på første semester, var hans medlemskab af Liberal Alliances Ungdom noget, han havde gjort sig mange overvejelser om. Han meldte sig ud af ungdomspartiet, nogle måneder før han startede på DMJX’ journalistuddannelse.

”For mig handler det om, hvordan man bliver set som journalist, fordi man har et ansvar for at formidle noget troværdigt og objektivt, og så må der bare ikke være noget, hvor man kan sætte en finger på objektiviteten,” siger han.

Professionel journalist før personligt engagement

For Pia Færing handler diskussionen om, hvorvidt man er i stand til at lægge sin politiske skoling fra sig til fordel for at være en professionel journalist.

”Hvis du har været politisk aktiv i fem år, så har du en vis skoling i og en erfaring med at være politisk. Men man har kun to års skolegang i at være journalist. Så kan det være svært at vide, hvem der kommer frem; den professionelle journalist eller den personligt engagerede,” siger hun.

Det argument kan Mads Hvid godt forstå. Men for ham handler alt i ungdomspolitik ikke om partipolitik.

“Det kan godt være, at det er skoling i partipolitik i en eller anden grad. Men ungdomspolitik er også en skoling i samfundet,” siger Mads Hvid og tilføjer:

“Jeg var nok ikke kommet igennem optagelsesprøven på DMJX, hvis jeg ikke havde været aktiv i ungdomspolitik.”

Men Sami Kleit, der har meldt sig ud af Liberal Alliances Ungdom, er enig med Pia Færing. Han mener, at man begrænser sine muligheder, hvis man er medlem af et parti. Men han mener dog også ligesom Pia Færing, at det kan gavne en, at man har været medlem inden sin tid som journalist.

”Jeg synes ikke, der findes gode argumenter for at være politisk aktiv, når man skal søge praktik. Man skal være politisk interesseret. Det er vigtigt, at den professionelle journalistiske side kan hamle op med den personlige,” siger Pia Færing.

Partiernes medier giver debatten flere vinkler

Partiernes medier giver debatten flere vinkler

Partiernes medier giver debatten flere vinkler

Partimedier som ditoverblik.dk kan gøre debatten op til det kommende folketingsvalg mere demokratisk. Men de skal ses som et supplement til de traditionelle medier, hvis der fortsat skal bygges bro mellem forskellige befolkningsgrupper.

Illustration: Asta Aaholm.

Skribent: Lasse Skovgaard

Udgivet den 8. april 2019

De partimedier, der er dukket op af mulden de senere år, kan ligefrem være med til at gøre debatten op til det kommende folketingsvalg mere demokratisk.

De traditionelle brede massemedier vil betyde stadig mindre for politikerne og deres partier, fordi der er mange andre kanaler, hvor de kan kommunikere mere direkte med deres vælgere – både på de sociale medier, men også gennem deres egne redaktionelle medier. Det vurderer ph.d. i mediesociologi, journalist og forfatter Søren Schultz Jørgensen.

”Debatten vil være mere spredt og mere mangfoldig, men på ingen måde mindre demokratisk. Tværtimod,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Et af de redaktionelle medier er nyhedssitet ditoverblik.dk, der blev etableret i august 2018 og udgives af Dansk Folkeparti. Redaktionen, der ifølge ansvarshavende redaktør Steen Trolle arbejder uafhængigt af partiet, dækker emner og vinkler med interesse for den borgerligt-nationale debat i Danmark.

”Formålet er at fortælle de historier, vi synes, bliver underdækket i den øvrige presse. Og så er det jo et nyhedssite, som Dansk Folkeparti står bag, og derfor handler det selvfølgelig også om at beskrive noget af partiets politik. Eksempelvis rejste Dansk Folkeparti i sidste uge seks forslag til folketingsbeslutninger i Folketinget, og jeg tror, jeg har set et eller to af dem omtalt i andre medier,” siger Steen Trolle.

Partimedier er en uundgåelig udvikling

I løbet af de senere år har flere partier etableret deres egne medier. Udover Dansk Folkeparti har Alternativet oprettet det tværmedielle Altivisten og Enhedslisten podcasten Listen. Derudover har Netavisen Pio været i vælten for at være mere afhængig af Socialdemokratiet, end hvad der fremgår af mediets hjemmeside. Men et mediebillede, hvor medierne har en tæt tilknytning til politiske partier, er ingen ny opfindelse.

Efter Junigrundloven blev underskrevet i 1849, og Danmark overgik fra enevælde til et repræsentativt folkestyre, opstod politiske partier i slutningen af 1800-tallet og senere aviser med partipolitisk tilknytning.

Pressesystemet med en egentlig partipresse fortsatte frem til mellemkrigstiden, hvorefter omnibuspressen opstod.

Partipressen blev også kaldt firbladssystemet, da de store byer hver havde fire blade, der svarede til de fire største politiske partier: Venstre, Socialdemokratiet, Konservative og Radikale. Og nu er historien altså til en vis grad ved at gentage sig.

Partimedier og andre nichemedier er en uundgåelig udvikling, fordi det er svært at skabe et engagement og et marked hos medier, der er meget brede, mener Søren Schultz Jørgensen.

”Vi får medier, der knytter sig mere og mere til specifikke grupper af befolkningen. Men det er ikke det samme som at sige, at det er en ønskelig udvikling. Den betyder, at vi også får brug for medier, der bygger bro mellem de forskellige befolkningsgrupper,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Bogen Den journalistiske forbindelse, der er skrevet af netop Søren Schultz Jørgensen sammen med Per Westergård, beskriver blandt andet, hvordan omnibusmediet bygger bro mellem forskellige befolkningsgrupper, og hvordan nichemediet dyrker de tætte bånd mellem mennesker med samme interesser eller baggrund. Brugerne efterspørger både objektive nyheder, og dem der har et partis synspunkt, mener Søren Schultz Jørgensen.

”Journalistikken skal leve med et dilemma. Hvis du for eksempel kun leverer bekræftelsen af borgerne, så bliver du et spejl. Omvendt, hvis du kun leverer blikket på den store verden, så kommer du til at mangle en relevans i menneskers liv,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Partimedier som et supplement

Nyheder, der har et partis synspunkt og risikoen for en ukritisk presse, er blandt kritikpunkterne mod de genopståede partimedier. Men på ditoverblik.dk, mener Steen Trolle ikke, at arbejdsprocessen er grundlæggende anderledes i forhold til hans tidligere arbejdspladser.

”Jeg arbejder stadig med den samme journalistiske metode, men det er klart, at emnevalget og de kilder, jeg trækker på, selvfølgelig er nogle andre. Da jeg var redaktør på Politikens Lokalaviser, var jeg optaget af, at vi lavede aviser, som var interessante for de mennesker, som boede i de områder, aviserne udkom i. I dag er jeg optaget af, at det jeg laver, er noget der interesserer de mennesker, som orienterer sig imod den borgerligt-nationale debat i Danmark,” siger Steen Trolle.

Nogle af de argumenter, der har været imod det, som bliver kaldt partipresse, er, at der er risiko for, at der opstår ekkokamre, og at der kun bliver præsenteret én side af en sag, og at det kan skade den demokratiske debat. Hvad siger du til det?

”Den køber jeg ikke så meget ind på. Vi opfatter det som et supplement til de medier, som folk i øvrigt orienterer sig i. Men selvfølgelig er det i særlig grad argumenter fra i og omkring Dansk Folkeparti, jeg citerer, men jeg citerer i øvrigt også de modsatte synspunkter. Derudover er vi også med til at udvikle nogle flere argumenter, som dem i og omkring Dansk Folkeparti kan bruge i den demokratiske debat. Så på den måde synes jeg egentlig, at medier som ditoverblik.dk og Netavisen Pio på en måde er med til at understøtte den demokratiske debat,” siger Steen Trolle.

I forhold til debatten og et kommende folketingsvalg; vil der være noget som ditoverblik.dk ikke vil dække?

”Det har jeg umiddelbart svært ved at se. Det ligger i hvert fald i min opgave, at jeg skal kunne gå kritisk til Dansk Folkepartis politikere og bede dem om at forklare og forsvare sig. Jeg har frie hænder til at lave præcist, hvad jeg har lyst til. Så hvis jeg skønner, at der er en sag, hvor Dansk Folkeparti bliver nødt til at komme ud med en bedre forklaring, end den man har kunnet læse sig til andre steder, så kan jeg gøre det,” siger Steen Trolle.

Stadig behov for brede medier

Selvom flere partier har fået deres egne redaktionelle medier, og Søren Schultz Jørgensen vurderer, at debatten op til det kommende folketingsvalg vil blive mere spredt, så mener han, at der stadig vil være medier, der samler og dækker bredden.

”Hvis de brede medier bliver mindre og færre, så skal man som borger ud at samle information fra mange forskellige kilder. Men jeg tror ikke, vi kommer til at stå i en situation, hvor vi som almindelige nyhedsforbrugere ikke får lidt at vide om alle partierne i løbet af vores almindelige nyhedsforbrug,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Folketingsvalget er mediernes Olympiske Lege

Folketingsvalget er mediernes Olympiske Lege

Folketingsvalget er mediernes Olympiske Lege

Medierne betragter det kommende folketingsvalg som en demokratisk højtid. Det handler om at oplyse vælgerne bedst muligt, og derfor har medierne for længst udtænkt en strategi for dækningen af valget.

Illustration: Asta Aaholm. 

Skribent: Andreas Nykjær

Udgivet den 24. marts 2019

Senest d. 18. juni skal næste folketingsvalg afholdes. Derfor er der ikke lang tid til, at valgplakater vil pryde landets lygtepæle. 

Side om side med partiernes store valgapparat har medierne lagt en plan for deres valgdækning.

Illustreret Bunker har talt med nogle af de medier, der er ved at samle de redaktionelle kræfter til at dække valgkampen.

For Nordjyske Stiftstidende drejer det sig om at forklare folketingskandidaternes politik til læserne, så de kan træffe et oplyst valg i stemmeboksen. Derfor må partierne ikke få lov til at styre debatten alt for meget under valget.

”Partierne og kandidaterne har nogle emner, som de gerne vil have på dagsordenen. Det vil vi selvfølgelig gerne skildre. Men vi vil også belyse nogle emner, som de ikke vil have på dagsordenen,” siger Søren Wormslev, samfundsredaktør hos Nordjyske Stiftstidende.

 

Valget skal handle om danskerne

Det betyder blandt andet, at avisen afholder traditionelle vælgermøder. Det har de haft stor succes med ved tidligere valg. Vælgerne vil gerne møde folketingskandidaterne ansigt til ansigt, hvilket ikke kan lade sig gøre på de sociale medier.

”Folk vil gerne se kandidaterne i øjnene og ikke bare på Facebook,” siger Søren Wormslev.

Vælgermøderne er avisens måde at gøre dækningen så relevant som mulig for almindelige danskere.

Hos DR, der er landets største medie, har de planer om at gøre noget lignende. Endnu engang er formålet at få danskerne til at interessere sig for valget.

”Den politiske samtale må ikke opfattes som noget, der kun foregår mellem politikerne. Det skal handle om danskernes hverdag og fremtid. Det må ikke kun være centreret omkring Christiansborg,” siger Thomas Falbe, nyhedschef på DR. 

DR har derfor lanceret ”Uenige Sammen,” som er et nyt koncept til dette års folketingsvalg. Det går ud på, at almindelige danskere mødes og diskuterer hinandens uenigheder i en god tone. Det vil blandt andet blive arrangeret på uddannelsesinstitutioner rundt omkring i landet. Ideen er, at befolkningen bliver en del af den politiske dialog.

Medierne kæmper om de samme historier

Valget bliver en rygende travl tid for medierne. Det skaber konkurrence mellem medierne, men det er også det, der gør det sjovt, lyder det. 

”Et folketingsvalg er vores svar på De Olympiske Lege. Vores planlægning står på i flere år, og vi har dejlig travlt,” siger Thomas Falbe.

Travlheden og konkurrencen kommer for eksempel til udtryk ved, at medierne ofte jager de samme historier og kilder, fortæller Mark Ørsten, lederen af journalistuddannelsen på RUC.

Som et eksempel nævner han en sag fra valget i 2015. Under valgkampen brugte Lars Løkke Rasmussen en anekdote. Den stammede fra en virksomhedsejer, der angiveligt havde haft en ansat, der sagde sit job op, fordi han fik flere penge på kontanthjælp end ved at arbejde. Da virksomhedsejeren var en tur i Tivoli, blev han jaget af næsten samtlige danske medier, fordi de ville faktatjekke anekdoten.

”Det kan gå voldsomt for sig. Der er et pres på at komme først med en historie. Og medierne sætter meget tid af til at faktatjekke politikerne,” siger Mark Ørsten.

 

Medierne sætter alle kræfter ind

Søren Wormslev fra Nordjyske Stiftstidende ser valget som en demokratisk højtid, hvor meninger brydes. Ifølge Mark Ørsten har langt de flest medier den præcis samme opfattelse af valget.

”Journalister kan godt lide valget, fordi der sker en masse ting. Det er helt klart en demokratisk højtid,” siger Mark Ørsten.

Både DR’s nyhedsredaktion og Nordjyske Stiftstidendes samfundsredaktion får tilført ekstra ressourcer under valget. Journalister fra for eksempel kultur- eller erhvervsredaktionen bliver sat til at dække valgkampen.

”Der vil ske ting under valgkampen, som vi vil dække, men som ikke er en del af vores plan på forhånd. Derfor vil der være behov for mange redaktionelle kræfter,” siger Søren Wormslev.

Han skiftede fra journalistik til politik og erfarede, at man bliver skide upopulær af at svare. Det er meget nemmere at stille spørgsmålene

Han skiftede fra journalistik til politik og erfarede, at man bliver skide upopulær af at svare. Det er meget nemmere at stille spørgsmålene

Han skiftede fra journalistik til politik og erfarede, at man bliver skide upopulær af at svare. Det er meget nemmere at stille spørgsmålene

Morten Løkkegaard tog det ultimative spring fra vagthund til magthund.Spørgsmål blev udskiftet med svar, og kritisk journalistik blev afløst af liberal europapolitik.

Han skiftede fra journalistik til politik og erfarede, at man bliver skide upopulær af at svare. Det er meget nemmere at stille spørgsmålene

Morten Løkkegaard tog det ultimative spring fra vagthund til magthund. Spørgsmål blev udskiftet med svar, og kritisk journalistik blev afløst af liberal europapolitik.

Skribent: Henriette Hejlskov
FOTOGRAF: Emil Agerskov
Grafik og layout: Nicolai Bøttkjær
LYD REDIGERING: Sophie Lier Rasmussen

Udgivet den 20. marts 2019

Som 14-årig vidste Morten Løkkegaard, at han skulle være journalist. Udover fodbold og piger interesserede han sig for samfund og politik. Og så havde han talent for at skrive.

For ham var journalistikken, det han var skabt til.

Aldrig havde han drømt om at skulle beskæftige sig med politik. Alligevel endte den journalistuddannede TV-stjerne i Europa-Parlamentet.

Fra spørgsmål til svar

Morten Løkkegaard var med til at sætte standarden for danske nyhedsværters fremtoning. Han og kollegaen Steffen Kretz gjorde det til kutyme, at nyhedsværter  i fjernsynet skulle bære italienske jakkesæt frem for striktrøjer, da de relancerede Søndagsmagasinet på Danmark Radio i 1997.

Den daværende TV-vært blev kendt for sin kritiske spørgemetode, hvor kilderne blev sat på pinebænken, når ”den løkkegaardske vridemaskine” begyndte sit maskineri. 

I dag er Morten Løkkegaard stadig iført jakkesæt, men han sidder på den anden side af bordet. Her sidder han og smågriner over, hvor nemt det var at sidde i den spørgende stol.

”Jeg har tit filosoferet over, hvorfor man bliver så skide upopulær på at svare, mens man meget nemt kan blive populær bare på at stille spørgsmålet,” siger han.

Morten Løkkegaard føler sig endnu mere udsat på grund af sin fortid som journalist. Han har ofte følt, at han skulle bevise sig selv dobbelt, da han bliver mødt med dobbelt mistro sammenlignet med andre politikere. Dels fordi journalisterne ikke vil legitimere hans skifte til den anden side. Og dels fordi de kan føle sig gennemskuet af den tidligere vridemaskine.

”Først griner de af én, så er man en forræder, og så ender det med, at de ligefrem undgår én,” siger Morten Løkkegaard og uddyber: ”Det er ubekvemt, fordi de føler sig gennemskuet. De ved jo godt, at jeg har en fornemmelse af, hvad de er efter.” 

Politiker ved et tilfælde

En sommerdag i 2008 gik Morten Løkkegaard i baghaven ved bopælen i Charlottenlund og lugede ukrudt. Pludselig ringede telefonen.

Det var en venstremand fra Aarhus, der spurgte, om Morten Løkkegaard havde lyst til at gå ind i politik og stille op til Europa-Parlamentsvalget i 2009.

”Det havde jeg overhovedet ikke. Jeg havde ingen ide om, at jeg skulle gå ind i politik. Tværtimod,” siger Morten Løkkegaard når han kigger tilbage den dag i dag.

Af samme grund blev det i første omgang et nej tak til den århusianske venstremand. Men efter fire-fem minutters overtalelse blev tallerkenen vendt.

”Pludselig hører jeg mig selv sige, at det skal jeg lave resten af mit liv. Det var ikke resultatet af en kæmpe overvejelse. Jeg tænkte intuitivt, at her var projektet, som jeg havde ledt efter,” siger Morten Løkkegaard om den tilfældige beslutning.

Morten Løkkegaard skulle høre på mange perfide bemærkninger fra sine tidligere kollegaer, da han sprang ud som politiker.

”Det blev modtaget med forfærdelse og målløshed. Folk fattede det jo ikke,” siger han.  

Politiker ved et tilfælde

En sommerdag i 2008 gik Morten Løkkegaard i baghaven ved bopælen i Charlottenlund og lugede ukrudt.

 

Pludselig ringede telefonen.


Det var en venstremand fra Aarhus, der spurgte, om Morten Løkkegaard havde lyst til at gå ind i politik og stille op til Europa-Parlamentsvalget i 2009.


”Det havde jeg overhovedet ikke. Jeg havde ingen ide om, at jeg skulle gå ind i politik. Tværtimod,” siger Morten Løkkegaard når han kigger tilbage den dag i dag.


Af samme grund blev det i første omgang et nej tak til den århusianske venstremand. Men efter fire-fem minutters overtalelse blev tallerkenen vendt.


”Pludselig hører jeg mig selv sige, at det skal jeg lave resten af mit liv. Det var ikke resultatet af en kæmpe overvejelse. Jeg tænkte intuitivt, at her var projektet, som jeg havde ledt efter,” siger Morten Løkkegaard om den tilfældige beslutning.


Morten Løkkegaard skulle høre på mange perfide bemærkninger fra sine tidligere kollegaer, da han sprang ud som politiker.


”Det blev modtaget med forfærdelse og målløshed. Folk fattede det jo ikke,” siger han.  

Modbeviste mistroiske kolleger

Nogle mente, at han trådte ind i politik for at få opmærksomhed. Andre, at han havde solgt sin sjæl til det højestbydende parti, særligt fordi der foregik mange spekulationer om Løkkegaards politiske tilhørsforhold. Gennem sit journalistiske virke havde Løkkegaards politiske ståsted været en statshemmelighed. Selv ikke hans kone vidste, hvad han stemte. Han havde gjort det til en kardinaldyd ikke at røbe, hvor han hørte hjemme i det politiske spektrum. Det var dog ikke tilfældigt, at han takkede ja til Venstre i sin tid. Da Løkkegaard gik i 1. g lokkede en af hans kammerater ham med til et aftenarrangement i Venstres Ungdom, som blev afholdt i Værløse, hvor han boede hjemme hos sine forældre. Efter den aften meldte han sig ind i partiet. Medlemskabet ophørte efter et halvt års tid, mens det politiske holdningssæt hang fast. 30 år efter kunne han vifte med sit medlemskab i VU til de mistroiske kollegaer og altså dokumentere, at han var liberal af sind.

Et holdningsmæssigt livsprojekt 

Det var ikke en nem beslutning, da Morten Løkkegaard forlod Danmarks Radio efter 15 års værnepligt. Det kostede ham søvnløse nætter og et års overvejelse, før han forlod journalistikken endegyldigt i 2005. Og allerede her skiftede han kurs mod den anden side af bordet, da han stiftede sit eget kommunikationsfirma, Løkkegaard Kommunikation. Skiftet faldt i kølvandet på en 40-års krise, hvor behovet for et selvrealiserende frihedsprojekt blomstrede hos den garvede journalist.

Særligt dette skifte blev kendetegnet for hans politiske karriere.

  ”Jeg tror aldrig, jeg var kommet direkte fra journalistik til politik. Det ville simpelthen være for voldsomt. For mig var det voldsomme spring at stige ud af Danmarks Radio og journalistikken og starte som rådgiver. Det er jo også på den anden side af bordet,” siger Morten Løkkegaard.

Med frihed følger ansvar

Efter 20 år i journalistikken havde Morten Løkkegaard et ønske om at frigøre sig økonomisk og i særdeleshed holdningsmæssigt. Han brugte de efterfølgende år på at realisere sig som holdningsmenneske, hvor han jævnligt bidrog med debatindlæg i diverse aviser.

Springet udløste en ultimativ frihed for Løkkegaard. Men med friheden fulgte et ansvar, som han behændigt havde undgået  i journalistikken.

”For mange journalister er det væsensfremmed at springe ud holdningsmæssigt. Overhovedet. De siger, de gør en dyd ud af det, når de er journalister. I virkeligheden er det også af dovenskab. Så slipper man for at forholde sig til ret meget her i tilværelsen. Især noget af det alvorlige. Jeg kan tydeligt huske det selv,” siger Morten Løkkegaard.

Han mindes, hvordan han undgik at tage stilling til de store spørgsmål, da han var journalist. Nu forholder det sig anderledes for den valgaktuelle politiker.  

”Man kan ikke tvangsfrit mene noget, når man sidder til et middagsselskab og så glemme det igen. Nu skal man stå på mål for det,” siger han.

5 korte til Løkkegaard

1. Hvad er dit yndlingsnyhedsmedie?

Til mit daglige brug er det Politico og The Guardian. I Danmark er det Weekendavisen.

2. Hvem er / var dit journalistiske forbillede?

Det er svært at svare entydigt på. Inden for hver disciplin er der jo nogle, man ser op til. Steen Bostrup var min værtsmæssige mentor, så han er et forbillede på værtssiden.

3. Hvad var dit største journalistiske scoop?

Det var Tamil-sagen. Indiskutabelt. Jo mere vi gravede ind i sagen, desto mere fandt vi ud af, at vi stod over for noget, der kunne vælte regeringer. Og det gjorde det jo så. Det var mit svendestykke, hvis man kan sige det.

4. Hvad er det bedste ved at være politiker?

Nu bliver det kliché, men det bedste ved at være politiker er, at man rykker på noget. At man er med til at vedtage nogle ting, som har betydning for mennesker.

5. Hvad er dit bedste råd til spirende journalister?

Det er dybest set at holde fast i de klassiske dyder og egen integritet. Man kan godt score nogle genveje og tage nogle kompromisser, men basalt set må man simpelthen ikke lade sig sælge. Man må ikke gøre vold på sig selv, og det man tror, at journalistikken kan bruges til. Og det er da heldigvis meget. På den lange bane får man sgu svært ved dels at få en ordentlig karriere på det og dels at skulle leve med sig selv.