Den dumme læser spøger på Journalisthøjskolen

Den dumme læser spøger på Journalisthøjskolen

TEKST: ANDRÈ KALLEHAVE, JOURNALISTSTUDERENDE

Udgivet den 12. maj 2022

 Vi taler ned til vores læsere på Danmarks Medie -og Journalisthøjskole. Vi taler også dårligt om dem.

Det er en tendens, jeg ofte oplever i vejledningen og til feedback-runderne på journalistuddannelsen på DMJX. En tendens, som jeg på ingen måde tænker, er hensigten fra skolen eller en undervisernes side. Tværtimod. Netop derfor er den ærgerlig.

Jeg har flere gange oplevet, at vi som studerende får at vide, at vores journalistiske arbejde skal forsimples. Det skal neutraliseres i sit sprog eller udtryk, så kanterne bliver slebet til, og den ‘almindelige’ dansker kan forstå det. Vi skal måske endda skrive til, hvad der, med et lidt stygt begreb, bliver kaldt ‘laveste fællesnævner’. Eller så ‘Hr. og Fru Danmark også skal kunne forstå det hjemme ved ‘kakkelbordene’’.

Jeg forstår hensigten. Vi skal huske at have den ’almindelige’ dansker i baghovedet, så vi ikke ender med at lave journalistik for vores egen finurlige navles skyld. Det er netop en journalists pligt at gøre det utilgængelige tilgængeligt og at gøre sig forståelig. Det er den fundamentale opgave. Det er vigtigt at slå fast, at jeg ikke forsøger at underminere dette. Men i den italesættelse ligger også en stereotypisk og nedladende forestilling om den ’almindelige’ dansker.

Jeg ser en tendens til, at vejledningen eller feedbacken bliver givet gennem en karikatur på en ’almindelig’ dansker. Og det er uklart, hvad der ligger til grund bag opfattelsen af, at folk virkelig skal holdes i hånden, eller at de bliver rundforvirret af TV-indslag eller radio, hvis indholdet ikke er taget én gang til for prins Knud.

Det er journalistisk selvhøjtidelighed, hvis man antager, at man som journalist forstår indholdet, men man er nødt til at forsimple det, fordi modtageren ikke forstår det. Det er en nedladenhed, som har det med at degradere ‘almindelige’ mediebrugere til Orwell’ske får, som skal have alting skåret ud i pap på Pixi-plan. Som om disse mennesker ikke forstår sig på verden, men skal holdes i hånden af en fakkelbærende journalist.

Og igen. Det handler ikke om, at vi ikke skal værne om at gøre os forståelige, være gode, præcise formidlere og vise verden frem. Det handler om, at vi ikke må antage, at medieforbrugeren ikke kan klare komplekst stof. Dette må ikke være drivkraften for, at vi bryster os med, at vi skal formidle præcist.

På skolen bliver vi undervist i målgrupper. Det giver god mening, at vi bliver undervist i målgruppevurdering, hvilket også er noget, som medierne med garanti arbejder med. Men når vi i undervisningen laver sætninger propfyldt med kulturelle referencer, så skal det retfærdiggøres ved at vælge en Weekendavisen-kasse, hvorimod med Ekstra Bladet følger forventningen til kulørt stof med korte sætninger. Ligesom valget af Zetlands læsere som målgruppe kan retfærdiggøre en legende tone. Jeg tror i virkeligheden ikke, at disse medier arbejder med så firkantede profiler, som vi gør dem til på DMJX.

Men vi bliver implicit opfordret til at reproducere det til en karikatur, hvor en vis type menneske kun kan lide en vis type journalistik. Vi lærer at tale ind i en kassetænkning. Det betyder i værste konsekvens, at vi får skruet en verden sammen, hvor der ikke er en tro på, at en vestjysk håndværker kan gå op i klimapolitik. Eller en lastbilchauffør vil høre P1.

Verden er et nuanceret sted, men den kendsgerning kan vi ikke bruge til meget, hvis vi får kvalt alle dens facetter, fordi vi i vores journalistiske formidling ved, hvad folk vil have, og hvad de ikke vil have, baseret på en karikatur af målgrupper. Og for at koble det til min indledende pointe, så hænger det sammen med, at vi desværre kommer til unødvendigt at fordumme dem, som skal læse, se eller høre journalistikken. Det førnævnte eksempel med den vestjyske håndværker eller lastbilchaufføren bliver til stereotyper på nogen, der aldrig ville høre P1 eller læse Weekendavisen og derfor aldrig vil finde det interessant. Det er et kæmpe problem.

Det her er ikke et anklageskrift. Jeg har fået nedbarberet min andel af sætninger og naivt selvudnævnte genialiteter, fordi det var uforståeligt. Den disciplin er jeg langt fra kampdygtig i. Men problemet ligger i den måde, vi taler til vores læsere på. 

Selvfølgelig skal verden forklares og sættes i sammenhæng for læseren. Men det skal ikke formidles med hensigten om, at folk er for dumme til at forstå den. Formidlingen skal bæres af nysgerrighed og bør ikke gå på kompromis med, at vi skal forsimple vores sprog. 

Jeg vil ikke svinge mig op til at sige, at der lever en grov klasse-stereotypi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole … Men det vil jeg nok lidt alligevel.

At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen

At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen

At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen

TEKST & FOTO: Magnus Bechtold Helms, journaliststuderende

Udgivet den 12. maj 2022

Udviklingsbistanden bliver beskåret med to milliarder kroner, der skal gå til modtagelse af ukrainske flygtninge grundet Ruslands invasion i Ukraine. Hvis vi vælger at skære i støtten til andre lande, vil det have store konsekvenser for lande i Afrika og Mellemøsten. Et land som Libanon kan nedskæringen få store konsekvenser for. Landet er i dyb økonomisk krise. I sidste ende kan det gå ud over os selv her i Danmark.  

Jeg var selv i påskeferien i Libanon. Her så jeg overdimensionerede tavler med valgplakater for den militære politiske organisation Hizbollah pryder de fleste gadehjørner i Bekaa-dalen. Det er snart valg. Den ujævne vej afbrydes flere gange af militære checkpoints. Ude på markerne ved siden af vejen ser man interimistiske telte bygget af presenninger og bildæk. Min fætter, der arbejder i Libanon, fortæller, at der bor syriske flygtninge her, og for blot få måneder siden var der metervis af sne netop her. Køreturen, og det senere besøg vi havde i byen Balbek, var et reality-check af de helt store. Især når man kommer fra påskens snaps og sild hjemme i Danmark.

Bekaa-dalen er en region i Libanon, som grænser op til det krigshærgede Syrien. Ligesom i resten af Libanon rammer den økonomiske krise hårdt her. Det går især ud over syriske flygtninge og den fattige del af libaneserne. Derfor er nødhjælpsorganisationer i nærområderne enormt vigtige for lokalbefolkningen.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) skrev en kronik til Kristelig Dagblad om netop dette tilbage i januar. Her fortalte han om sine oplevelser under et besøg i Bekaa-dalen. I kronikken understregede han vigtigheden af at skabe bedre fremtidsmuligheder i nærområderne med hjælp fra udviklingsbistand. Han udtrykte samtidig en forståelse for, at befolkningen i Bekaa-dalen drømmer om at komme til Europa. 

Den 16. marts i år blev den såkaldte særlov for ukrainske flygtninge indført. Ifølge en artikel af journalist Marie Møller Munksgaard, publiceret på Altinget.dk, kommer det til at betyde et indhug på to milliarder kroner i udviklingsbistanden bare i år. Penge der kommer til at gå til modtagelsen af ukrainske flygtninge.

Desperate mennesker

Verdensbanken anslår i en rapport fra 2021, at den økonomiske krise i Libanon globalt set er blandt de mest alvorlige siden det 19. århundrede. Under mit ophold i landet, oplever jeg det tydeligt i hovedstaden Beirut. Byen bærer stadig præg af ødelæggelserne efter den enorme eksplosion på byens havn tilbage i 2020. Samtidig er der hver dag timelange strømafbrydelser i hele byen, der resulterer i, at folk må have generatorer eller biler stående i tomgang for at skabe strøm. Denne alvorlige situation viser med vigtigheden af den nødhjælp som udviklingsbistanden støtter. 

En af de nødhjælpsorganisationer, der er til stede i Bekaa-dalen, er Salam LADC. Over flere omgange, har danskeren Nina Storgaard Albertsen arbejdet frivilligt for dem. Hun har på allernærmeste hold set, hvordan magtesløsheden og desperationen manifesterer sig blandt lokalbefolkningen i Libanon. Hun fortæller blandt andet:

”Folk havde våben og sloges for at få den benzin, der var (…) Helt basale fødevarer steg i pris fra dag til dag, fordi de libanesiske pund hele tiden faldt i værdi.”

Under mit eget besøg i Libanon viste min fætter sit lager af mad i tøjskabet. Maden er til rådighed, hvis der pludselig opstår konflikt. I den situation vil det være godt at kunne blive i lejligheden. Netop den risiko beskrev Nina til mig sådan her:

”Man har hele tiden en følelse af, at en tændstik det forkerte sted kan antænde en konflikt.”

I et land, der tidligere har været hærget af borgerkrig, som nu står i afgrundsdyb krise, er nødhjælpsorganisationer og udviklingsbistand med til at skabe håb. For hvis fremtidsmulighederne i Libanon skal se bedre ud, end de gør nu, skal der hjælp til. Lytter man til Nina S. Albertsens beretninger, er nødhjælpsarbejdet og udviklingsbistanden vital for fremtidsmulighederne for det libanesiske folk. Uden fremtidsudsigter og håb risikerer man, at folk flygter til andre lande.

 

Forskelsbehandlingen kommer tilbage som en boomerang

Den seneste tids debat om forskelsbehandling af flygtninge, der kommer til Danmark, illustreres godt i denne sag. For selvfølgelig skal Danmark tage godt imod de ukrainske flygtninge, der kommer hertil, når der er en så forfærdelig krig i Ukraine.

Spørgsmålet er slet ikke, om Danmark skal bevillige penge til modtagelsen af ukrainske flygtninge, men nærmere hvor pengene skal komme fra. For hvis man skærer i udviklingsbistanden, risikerer det at gå ud over netop fremtidsmulighederne i lande som Libanon, hvor nødhjælpsorganisationerne er vigtige.

Og hvad sker der så? Ja, hvis der først kommer krig i Libanon, kan man kun gisne om, hvad det vil betyde for flygtningestrømme til Europa og Danmark. Sidst der var borgerkrig i Libanon, udgjorde libanesere og statsløse palæstinensere, der kom fra Libanon, en betydelig del af det samlede antal flygtninge. Hen mod borgerkrigens afslutning i årene 1985-1992, udgjorde libanesiske flygtninge ifølge Danmarks Statistiks  indvandringsrapport fra 2007 omkring 15%. 

Hvad er så bedst? At forebygge potentiel krig i lande som Libanon og samtidig hjælpe de ukrainske flygtninge. Eller kun det sidstnævnte? 

Jeg tror på, at regeringen ikke ønsker at pisse i bukserne for at holde varmen. Derfor bør de bestræbe sig på at finde to milliarder et andet sted end i udviklingsbistanden. For Libanon står ikke alene om at have hårdt brug for den danske udviklingsbistand. Libanons naboer Syrien, Jordan og Israel har civile, der har hårdt brug for hjælp fra organisationer, som er støttet af den danske udviklingsbistand. 

 

Karakterkrav på DMJX skaber ikke længere bekymring

Karakterkrav på DMJX skaber ikke længere bekymring

Karakterkrav på DMJX skaber ikke længere bekymring

Efter sommerferien rammer karaktererne for alvor Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Ledelsen og undervisere maner dog til ro efter flere måneders planlægning og en større omstrukturering af fjerde semester på journalistuddannelsen.

TEKST: ikran abdiaziz
ILLUSTRATION: katrine å. edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

Nervøsiteten melder sig hos Sofie Palsgaard-Jensen, da hun første gang hører om karakterkravet. Hun går på første semester på journalistuddannelsen og frygter, at flere karakterer vil påvirke hendes selvtillid. Her tænker hun især tilbage på sin eksamen i faget ‘Journalistikken i Samfundet’.

“Man dømmer sig selv virkelig meget for den karakter, man får. Så hvis man eksempelvis får et fire-tal, så tænker man, at man blot er middelmådig,” siger Sofie Palsgaard-Jensen. 

Bekymringerne blandt studerende, ledelsen og undervisere på DMJX var også mange, da det sidste år blev annonceret, at man efter sommerferien skulle indføre karaktere på alle undervisningsforløb. Nu er tonen blandt skolens undervisere og ledelse dog en anden. 

”Jeg tror, at lige om lidt er der ingen studerende, som bekymrer sig om karakterkravet længere

 

– Henrik Berggren, Uddannelseschef for journalistuddannelsen, DMJX 

Han uddyber, at karaktererne ikke vil have en betydning for ens fremtidige praktikplads. Dertil har skolen fastsat, at man i bedømmelsen både vægter produktet og processen. 

Sofie Palsgaard-Jensen er enig i, at karaktere kan være nyttige. Hun understreger dog, at de bør gives i sammenhæng med grundig feedback. Feedbacken vil fortsat være en integreret del af undervisningen, ifølge underviser Andreas Scharnberg. Både den feedback eleverne giver hinanden, men også den man får af sin underviser. 

“Det nytter ikke at sige: ‘her er din karakter, farvel og tak’. Der skal ligge en forklaring bag. Den enkelte skal have lov til at spørge, så man forstår sin karakter,” siger Andreas Scharnberg.

Ro i maven

Lektor Mette Mørk, som underviser i journalistisk metode, har efter flere måneders planlægning også fået ‘ro i maven’. Hun har ellers tidligere udtalt, at hun frygtede at karakterkravet ville fjerne studerendes lyst til at eksperimentere. 

“Jeg synes, det hjælper, at vi er begyndt at arbejde meget konkret med indførelsen af karakterer. For nu får jeg muligheden for at give en præcis tilbagemelding på det, eleverne har lavet,” forklarer Mette Mørk. 

Hun uddyber, at de studerende ikke alene vil blive bedømt på deres journalistiske produkt. Karakteren vil også afspejle den studerendes evne til at turde eksperimentere og deres kreativitet.

Mette Mørk mener, at der fortsat er plads til, at eleverne kan ramme ved siden af undervejs på semestret. For karaktererne minimeres. På første semester gives der en enkelt karakter for semesterprojektet, på andet semester er det for PUJ og førsteårsprøven, og det gør man for at mindske elevernes frygt for at fejle. Mette Mørk gør sig især umage på at minde sine elever på første semester om dette.

“Det er vigtigt, man tør fejle, for ellers bliver man ikke en dygtig journalist,” siger Mette Mørk.

Sofie Palsgaard-Jensens nervøsitet falmer, da hun bliver opmærksom på, at der kun skal gives karakter for de afsluttende opgaver på semestrene.

“Jeg kan godt mærke, jeg får lidt ro i maven nu,” siger hun.

Underviser på journalistuddannelsen Jesper Gaardskjær mener dog fortsat, at karakterkravet er ærgerligt. Tiden uden karakterkravet har været sund for de studerende.

 

Det er ærgerligt for de studerende, som er blevet målt og vejet hele livet med karakterer,” siger Jesper Gaardskjær.

Mindre innovation og mere forretning

Karakterkravet har også medført en større omstrukturering af fjerde semester på journalistuddannelsen. 

Faget ‘Innovation X’ fjernes helt fra skemaet og udskiftes med et fag, som er lettere at give karakterer for. Farvellet til innovationsscenen skyldes også en årrække med dårlige evalueringer ifølge Henrik Berggren. 

“Ud fra evalueringerne oplever jeg, at folk hellere ville lave noget andet. Derfor laver vi noget, som retter sig bedre imod praktikken, og som vi samtidig kan give en karakter for,” siger Henrik Berggren.  

Faget, som erstatter ‘Innovation X’, kommer til at ligne ‘Journalistikken i Samfundet’. Det skal handle om aktuel medieudvikling, organisationer, forretningsmodeller og om brugen af data. 

“Det kommer både til at handle om udviklingstendenser i mediebranchen, men også hvordan det er at være praktikant eller ansat i branchen,” siger Henrik Berggren.

Det fordeles ud over tre uger, før man reelt skal i gang med praktiksøgningen i april. Forløbet afsluttes med en opgave, som har samme format som journalistikken i samfundet. Det får man en uge til, efter matchdag, hvorefter man får den endelige karakter for praktikforløbet.

“Man vil få en uge til at samle alt det, man har lært undervejs. Der er frit emnevalg, for at man kan få lov til at målrette det sin kommende praktikplads,” siger Henrik Berggren.

Selvom praktikforløbet bedømmes med en karakter, understreger Henrik Berggren, at det ikke får en betydning for, hvor man ender i praktik henne.

“Ingen praktikpladser kommer til at efterspørge dine karakter, det vil være præcis som nu,” forklarer Henrik Berggren.

 

Findes der situationer, hvor du vil sige ”nej tak” til at lave en bestemt historie?

Findes der situationer, hvor du vil sige ”nej tak” til at lave en bestemt historie?

Findes der situationer, hvor du vil sige ”nej tak” til at lave en bestemt historie?

Det har Illustreret Bunker spurgt nogle af de journaliststuderende på DMJX om.

Spørgsmålet stammer fra en undren over, om vi som journalister nogle gange selv er dem, der begrænser vores egen journalistiske frihed. 

Vores journalistiske frihed – og begrænsning af den – er bygget op af mange ting. Nogle gange er det ting udenfor os selv, der afgør det. Grundloven sikrer vores ytringsfrihed. Straffeloven sikrer, at vi ikke må udsættes for vold, selv når vi skriver noget kritisk.     

Mens chefredaktørerne, medienævnet, og alle embedsmændene der uddeler aktindsigt kan sætte en stopper for vores journalistiske udfoldelser. Og sådan er der så meget. Men nogle gange er det noget inden i os selv, der gør arbejdet for dem. Vores dømmekraft, samvittighed, fornemmelser eller mere eller mindre irrationelle frygt kan komme i vejen. Hvis vi siger ”nej” eller ”stop” eller ”den må en anden vist hellere tage” så er der en risiko for, at den historie aldrig kommer ud i verden. Og om det så er for det gode eller onde, så er det i hvert fald en del af vores rettigheder. At vi kan afvise at tage en historie.

Svaret er ikke lige til, men her får du nogle bud på spørgsmålet fra dine medstuderende.

Victor Hallum 2. semester

Jeg tror simpelthen ikke, at der er noget, jeg ikke vil skrive om. Selv hvis det virker ligegyldigt som eksempelvis historier om kendtes privatliv. Det, synes jeg selv, er spændende at læse om, og så vil jeg egentlig gerne skrive om det, for så tænker jeg, at der er andre, der også kunne synes, at det var spændende at læse om. På den måde handler det jo også om, at hvis bare jeg tror på, at det sælger, så ville jeg gerne lave historier om det. Samtidig synes jeg også, at det er er min pligt at sige ja til at lave alle slags historier. Så om det er historier, der kan virke ligegyldige, eller om det er historier, der kan bringe mig i fare, så ville jeg lave historien. Jeg synes især, at det er vigtigt, at folk ikke siger nej til opgaver, fordi det er farligt, for så ville vi forsømme vores journalistiske pligt.

Sofie Bech Rasmussen, 2. semester

Hvis det handler om et barn, som har gjort noget forfærdeligt, så ville jeg måske ikke tage historien, fordi jeg synes, at man normalt skal være ret påpasselig, når det omhandler børn. Men det handler generelt set også for mig om, om det egentligt er væsentligt for mig at komme ud med den historie, eller om det er irrelevant. Hvis det er noget, som befolkningen skal have at vide, så ville jeg gøre det hele uanset hvad. Og det kan jeg jo sagtens sidde og sige nu, men jeg kan simpelthen ikke komme på nogle emner eller situationer, hvor jeg helt sikkert ville sige nej. 

 

Esben Vestergaard, 3. semester

Hvis historien ville gå ud over mig selv eller min karriere i sidste ende, så er jeg sikker på, at jeg ville holde igen. Eksempelvis hvis jeg skulle skrive en historie, der var lige på grænsen i forhold til troværdighed, og jeg ikke havde helt styr på mine kilder, så tror jeg, at jeg ville lade være med at publicere den. Det kunne også være noget sikkerhedsmæssigt. En Taliban-historie eller noget andet voldsomt. Jeg ville lade være, hvis jeg var bange for, at nogen ville komme efter mig. Så af sikkerhedsmæssige årsager ville jeg nok ikke dække nogle betændte miljøer. Eksempelvis hvis jeg fik et tip om noget, der omhandlede en rockerbande, så ville jeg nok sende den videre til naboen. 

 

Simon Sandvad, 3. semester

Der er nogle emner, hvor jeg ville træde varsomt eller helt gå udenom. Jeg tænker på sådan noget som historier om børn, der lider eller har været udsat for mishandling eller vold eller noget lignende. Det ville jeg holde mig fra, fordi det er et meget følsomt emne. Jeg ville nok helt undgå at dække det. 

Hvis barnet er blevet voksen og selv vil fortælle om det, så er det helt fint. Men jeg ville undvære situationer, hvor barnet stadig er barn. Også selvom der var alt samtykke og så videre, så ville jeg holde mig fra det.

Rosa Kirstine Larsen og Sofie Vendelbo Pedersen, 1. semester

Rosa: Hvis historien krævede, at jeg skulle tale med nogle typer, som var meget nærgående, eksempelvis sådan noget som en alkoholiker, så ville jeg være bange for, at jeg kunne få overskredet mine egne grænser, og der ville jeg nok passe på. Især nu her hvor jeg kun går på 1. semester, så ville det ikke være noget, jeg ville gå i gang med. Jeg tror, jeg ville føle, at jeg skulle være mere erfaren og bedre til at sige fra, end jeg er nu. Men det håber jeg kommer med uddannelse. 

Dog tror jeg, at selv når jeg har erfaring, så er der ting, jeg ikke ville kunne tage. Eksempelvis hvis det handler om noget, der kommer lidt for tæt på ting, jeg selv har oplevet, hvor man kan blive forblændet af sin egen oplevelse. Hvis en historie skulle omhandle noget, der er sårbart for mig selv, så ville det være en anden form for journalistik, jeg skulle lave. Så ville jeg hellere bruge mig selv og min egen historie gennem formidlingen. Jeg er bange for, at jeg vil have svært ved at forholde mig til kildernes version, og ikke dykke ind i min egen oplevelse af emnet. 

Sofie: Jeg er meget enig. Lige nu sidder vi jo med ”Når livet gør ondt”, og hvis det er nogle sygdomme, der ligger én nært, så ville jeg heller ikke gå ind i det i frygt for, at jeg ville blive for påvirket selv. Det er svært at sidde overfor et menneske, der har det svært, og så sidder du selv og har  svært ved at holde tårerne tilbage og bliver for overvældet. Så det ville også være et sted, hvor jeg ville sige ”nej, det skal jeg ikke”. Jeg føler mig også lidt for ny i det her fag til at skulle sidde og være ansvarlig nok til at tale med en person, der har det meget svært.

Rosa: Vi snakkede også om i går, da vi havde ideudvikling, at vi heller ikke er der endnu, hvor man kan sidde sammen med nogen, der har det meget dårligt og stille kritiske spørgsmål. 

Vi har død som emne, og vi talte om de her personer som lige har fået at vide, at de snart skal dø af en eller anden sygdom. Dem ville jeg heller ikke føle mig parat til at sidde og stille spørgsmål om alt muligt. Jeg er ikke parat til at sidde over for nogle personer, der er så følsomt påvirket.

Sofie: Jeg tror, at når vi engang er færdiguddannet, så har vi en lidt større værktøjskasse,  og flere interview og flere erfaringer så vi bedre kan sætte en facade på og sige: ”nu er jeg på arbejde” og på den måde få det mere på afstand. For lige nu har jeg ret svært ved at skille tingene ad, og jeg føler mig ikke særlig professionel.

 

Rosa: Jeg tror også, at man vil blive bedre til at skille tingene ad. Så på den måde kommer der måske et tidspunkt, hvor jeg ikke ville sige nej til de ting, som jeg ville lige nu.

 

Har du nyheder kan du få, er du niche må du gå

Har du nyheder kan du få, er du niche må du gå

Har du nyheder, må du få - er du niche, må du gå

Et nyt medieforlig skal til sommer forhandles på plads. Her håber både medier og interesseorganisation på en fornyelse af mediestøtten, så den giver bedre plads til de nye medier.

TEKST: karoline noer
ILLUSTRATION: axel hammerbo

Udgivet den 12. maj 2022

Enten er vi ikke nok nyhedsmedie  eller for meget et kulturmagasin. Vi er for snævre, eller også er vores egenfinansiering ikke stor nok”, lyder det fra redaktionschef hos Atlas, Alexander Rich Henningsen. Mediestøtten uddeles hvert år af medienævnet, som er sammensat af syv medlemmer udvalgt af Slots- og Kulturstyrelsen. Herunder er det hovedsageligt innovationsstøtten, som søges af nyere medier, heriblandt Atlas 

Efter fire års afviste ansøgninger har Atlas kun én enkelt gang været heldig at komme igennem nåleøjet og modtog i en kort periode innovationsstøtten – men det var lige indtil, gulvtæppet blev revet væk under dem.

Kulturstyrelsen fratog Atlas støtten, da de ikke mente, at pengene blev brugt som planlagt. Dette skriver Journalisten, hvor det fremgår, at Atlas ikke brugte pengene på et advisory board, markedsføringstiltag og ansættelser, hvilket ellers var en del af ansøgningen fra Atlas i første omgang. Men dette er Alexander Rich Henningsen uforstående overfor.

”Hele meningen med innovationspengene er jo, at man må prøve sig frem. Men det synes jeg ikke, vi har fået lov til.”

Atlas brugte pengene til at oprette et abonnementsystem, som er en krævende økonomisk udfordring at få etableret. 

Atlas retter hovedsageligt deres kritik af mediestøtten mod fordelingen af midler til medierne. Spørger man Alexander Rich Henningsen, foregår der en forskelsbehandling, når medier såsom Føljeton og Ekko modtager mediestøtte, og Atlas ikke selv gør. Filmmagasinet Ekko skriver hovedsageligt journalistik om film, og i den sammenhæng påpeger Alexander Rich Henningsen paradokset i, at Atlas får som afslagsbegrundelse at være for nichepræget, i den form, at de ikke laver nok nyheder eller dækker nok politiske emner

Lappeløsninger til fremtidens medier 

I forbindelse med det nuværende medieforlig vedtog Kulturstyrelsen i 2019 at omlægge mediestøtten, så mulighederne til traditionelle medier og nyere digitale medier fordeles mere ligeligt. Et forsøg på at være mere tidssvarende. En ændring, der ifølge Alexander Rich Henningsen kun kan ses som en lappeløsning. Hertil fremhæver han Zetland som eksempel.

    ”På trods af ændringerne ses der stadig en enorm forskel i fordelingen mellem digitale og skriftlige medier. Zetland er i gang med at stjæle Informations brugere, og alligevel får Zetland knap 3 mio. i støtte, mens Information skovler 26 mio. ind.”

    Ifølge Alexander Rich Henningsen skaber denne fordeling stiafhængighed, og det er den skævvridning, som han særligt håber, at det nye medieforlig kan imødekomme.

”Et krav, som at medier skal udkomme fem gange ugentligt, fastholder dagbladene i en gammeldags måde at lave journalistik på 

 

– Alexander Rich Henningsen, chefredaktør, Atlas

Umulige krav at leve op til

Chefredaktør ved ungdomsmediet Sein, Mathias Busk genkender Atlas’ kritik af mediestøtten, efter de også selv har søgt innovationspuljen – uden held. Ligesom hos Atlas er spørgsmålet om, hvad en aktuel nyhed er, altafgørende for Seins muligheder for mediestøtte. De gange de har ansøgt, har begrundelsen for afslaget nemlig lydt på samme måde: Sein leverer ikke dagsaktuelle nyheder.

”Bare fordi vi ikke skriver om minksagen eller Inger Støjberg, producerer vi stadig nyheder. Vores nyheder skrives mere som historier, men de historier kan sagtens være skelsættende nyheder for unge mennesker”, mener Mathias Busk.

Han uddyber, at Sein for et par år tilbage oprettede SEINblik, som er ugens mest aktuelle nyheder opsummeret hver søndag, for at imødekomme kravet om flere aktuelle nyheder, men da Sein udelukkende er bygget på frivillige kræfter, har det ikke været muligt at producere dagligt.

”Når det er sagt, ønsker jeg ikke, at Sein skal være ligesom Politiken og andre nyhedsmedier, da vi ikke længere ville være de unges talerør. Så dør hele idéen om Sein”, uddyber Mathias Busk.

Af samme begrundelse ønsker Mathias Busk heller ikke at oprette betalingsmur på Seins indhold for at skaffe flere midler. Han påpeger, at det ikke er alle unge på 15 år, som har råd til at betale et månedligt beløb for at kunne modtage Sein. Det er dog på nuværende tidspunkt muligt at være betalende medlem for et mindre beløb for at støtte Sein yderligere. Ifølge Mathias Busk skal mediestøtten særligt bruges på at afholde events for at skabe opmærksomhed om dem selv. Sidst Sein afholdte et større event, var i samarbejde med Politiken, hvor de skaffede 20 procent af de nuværende medlemmer.

 

Armslængdeprincippet er passé

Mathias Busk mener, at det nærmest er umuligt at skabe et nyt medie, som tikker alle boksene af, som den nuværende mediestøtte kræver. Ligesom Alexander Rich Henningsen, håber han, at dette kan ændres igennem det nye medieforlig. 

Mathias Busk uddyber, at nogle punkter i det nye medieforlig, ser positive ud for Sein, men at det hele stadig kan falde på betegnelsen af, hvad en nyhed er. Udspillet til det kommende medieforlig blev fremlagt af kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen tilbage i februar og forventes færdigforhandlet op til sommerferien.

På nuværende tidspunkt hviler mediestøtten på et armslængdeprincip, altså at Medienævnet ikke må vurdere kvaliteten af det journalistiske indhold. Noget Alexander Rich Henningsen mener bør ændres.

”Man er nødt til at kigge på kvalitet og indhold. En del af medienævnet bør vurdere kvaliteten, da jeg mener, at der er for mange, der får for høj mediestøtte, blot fordi de passer ind i kasserne.” Ifølge ham er hele meningen med mediestøtten netop at finde den mest værdifulde journalistik.

”Hvad er en nyhed egentlig? Jeg synes, det er en nyhed, når vi udgiver en original tekst, om noget, som ikke er udgivet før, men det er ikke en nyhed som i breaking-bjælker. Samtidig får BT mediestøtte for at lave nyheder om f.eks. at Nicklas Bendtner er kørt galt igen,” siger Alexander Rich Henningsen.

Konkret ønsker Atlas et koncernloft, hvilket betyder, at en koncern såsom JP/Politikens hus ikke blot kan oprette flere medier og på denne måde modtage ekstra støtte. Ideen med koncernloftet har Atlas udviklet i samarbejde med brancheorganisationen Nye Medier i forbindelse med deres udspil til et medieforlig. 

Og selvom Nye Mediers udspil er blevet lyttet til, som en del af Regeringens nye medieforlig, savner Alexander Rich Henningsen, at man tør ryste posen og droppe de halve løsninger. Han peger på, at puljerne kunne ændres fuldstændig, så man blot søgte i én stor pulje. På nuværende tidspunkt fordeles mediestøtten i henholdsvis fire puljer, bladpuljen, innovations-, produktions- og  sanseringsstøtten, hvoraf innovationspuljen hovedsageligt søges af nyere medier.

Brancheorganisationer kræver fornyelse 

Atlas og Sein står ikke alene med ønsket om fornyelse af mediestøtten. Tilbage i januar bragte den administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, en kronik i Berlingske. Her slog han på tromme for, at regeringen og Folketingets partier bør udfase den millionstøtte, som staten hvert år giver til veletableret medier. 

”Statsstøtte skaber afhængighed – og giver ultimativt staten indflydelse på medierne. Hvis det bekommer politikerne, kan de fjerne støtten med et pennestrøg. Den trussel gør ikke noget godt for medierne,” lød det i kronikken.

Også Danske Medier, de private mediers interesseorganisation, synger med i det kritiske kor om den store mediestøtte. De har tidligere foreslået, at den maksimale driftsstøtte til enkelte medier sænkes fra de nuværende 17,5 millioner kroner årligt til 14 millioner kroner. De argumenterer for, at det vil sikre, at flere mindre medier får en relativt større andel af puljen. 

På nuværende tidspunkt modtager både Berlingske, BT, Børsen, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Nordjyske Stiftstidende alle de 17,5 millioner kroner, mens Information og Kristeligt Dagblad tager førstepladsen med henholdsvis 25,5 og 28,9 millioner kroner. Grunden til at nogle mediers støtte er højere end den maksimale grænse skyldes, at de også modtager penge gennem produktionsstøtten. Det er en pulje af støttemidler reserveret til medier, som klager over afslag og efterfølgende får medhold. 

 

“Mediestøtten er 30 år forældet” 

Både Sein og Atlas er medlemmer af den frivillige organisation Nye Medier, som for nyligt gav deres bidrag til, hvordan et kommende medieforlig kunne se ud. 

De mener,  at fornyelsen af mediestøtten kunne komme i form af flere midler til innovationspuljen, så flere nyopstartede medier kan modtage den, og at kriterierne for at få støtten bliver nemmere at opnå. 

Derudover foreslår de, ligesom Atlas, et koncernloft og at mediestøtten fordeles platformsneutralt. 

Alle krav som ifølge forperson for Nye Medier, Anne Sofie Christensen-Dalsgaard, fastholder mediestøtten efter nogle kriterier, som passer til et mediebillede, der fandtes for 30 år siden.

”De traditionelle medier bliver prioriteret, selvom de egentlig har midler og støtte nok. Vi har i stedet brug for at udvikle de medier, som f.eks. henvender sig til den yngre målgruppe, hvis vi stadig skal have de unge til at blive oplyst.”, fortæller Anne Sofie Christensen-Dalsgaard. 

Hun uddyber, at noget af det, der spænder mest ben for nyopstartede medier, er kravet om tre fuldtidsansatte, også kaldet årsværkskravet.

”Årsværkskravet og omnibus-kriteriet er krav, som fastlåser medierne. Medier som modtager mediestøtte bliver en utrolig lukket klub, da du kun kan komme ind, hvis du i forvejen har midler nok”, tilføjer Anne Sofie Christensen-Dalsgaard. 

Ligesom Sein og Atlas påpeger hun, at Regeringens nye medieforlig peger i den rigtige retning, og at man godt kan mærke, at vinden peger i fornyelsens retning. Men ligesom Mathias Busk venter Anne Sofie Christensen-Dalsgaard med at hive armene helt i vejret endnu. 

”Detaljerne er de afgørende for vores fag. Hvor vælger de lige at lægge snittet med årsværk, og går de med på, at vi skal have et opgør med omnibuskriteriet? Der har vi ikke fået noget konkret bud på endnu.”

Medienævnets forperson Vibeke Borberg skriver i et skriftligt svar på kritikken, at de foretager en individuel vurdering af alle ansøgere ud fra, om de opfylder betingelserne fastsat af mediestøtteloven. Dertil påpeger hun, at: 

“Det derfor kan forekomme, at nævnets bedømmelse af medier, der umiddelbart ligner hinanden i forhold til målgruppe, indhold mv. kan falde forskelligt ud”.

Hun tilføjer, at mediestøtteloven indeholder et kriterie om, at halvdelen af det redaktionelle stof, skal være nyhedsstof inden for et bredt emne. Samtidig skriver hun, at:

“Det er muligt, at nyhedsmediebegrebet har udviklet, sig siden den nuværende støtteordning blev indført, og at definition og praksis skal tages op til revision.”

 

#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

Jeg var i tvivl om, hvordan jeg fik luft under vingerne på min Twitter-konto. Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvordan man bliver dygtig til Twitter. Jeg rådførte mig med en ekspert og tre kendte journalister med Twitter-succes. Læs med, hvis du vil have de samme råd, som jeg fik.

TEKST: Frederik Præstiin
ILLUSTRATION: Rasmus Thorsen

Udgivet den 12. maj 2022

Når det kommer til sociale medier, er Twitter på ingen måde det mest benyttede herhjemme. Faktisk har Twitter kun i omegnen af 500.000 danske brugere og må derfor se sig slået af medier som Facebook, Instagram og endda LinkedIn. Man skulle næsten tro, at det lyseblå ikon med fuglen Larry T Bird helt er blevet overset. 

Men det passer ikke.

For selvom Twitter ikke har fat i den unge del af befolkningen, så valfarter journalister, politikere og meningsdannere derind. Twitter er efterhånden blevet en platform, der giver et hulens godt overblik, og som giver rig mulighed for at debattere og dele sin passion.   

Selv er jeg ikke den store Twitter-konge, men jeg elsker at se med derinde. Og jeg følger netop journalister og politikere, fordi jeg synes, jeg bliver klogere og får udfordret mit verdensbillede. Men når det kommer til at tweete, Hvilket sker 6.000 gange i sekundet på globalt plan, så er jeg mere udfordret. Ikke fordi jeg ikke har noget på hjerte. Mere fordi jeg ikke ved, hvad der virker, og hvordan jargonen er.

Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvad der virker bedst på Twitter. Ifølge Twitter-ekspert Søren Pedersen, er det svært at sætte en formel på, hvordan man bedst gebærder sig på mediet. Men der findes alligevel nogle hovedregler. Dem har jeg samlet og sammenkogt til fem gode råd.

1. Knyt en personlig kommentar til de links, du deler

Længe før danskerne opdagede Twitter, var det udbredt andre steder i verden. Blandt andet i den arabiske verden. Det opdagede DR’s mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, som bruger Twitter til sit arbejde. 

”Twitter er for mig et sted, hvor jeg kan holde mig opdateret. Det er en del af mit work space, og jeg deler, hvad der falder mig for – ud fra mine interesser og mit stofområde. Det er ikke et sted, jeg går ind, når jeg holder fri,” siger hun.

På Twitter har man blot 280 tegn til rådighed i statusopdateringerne, så når du skal dele en historie, skal det gøres klart og præcist. Mange vælger at vedhæfte et link til en interessant artikel, som siger noget om en holdning eller et budskab, de vil ud med.

Men det er ikke nok blot at vedhæfte en artikel og så trykke ’tweet’.

”Opgiv tanken om bare at tweete et link til en interessant artikel. Du skal knytte din personlige kommentar til den,” siger Søren Pedersen.

2. Giv dine budskaber kant

Et andet råd er, at du bliver nødt til at give dine budskaber lidt kant for at blive set. 

”I hvert fald i en opstart hvor du skal oparbejde engagement og få flere ’venner’,” siger Søren Pedersen. 

Det betyder dog ikke, at du bare skal skrive hæmningsløst og frit fra hoften. Det er en god idé at tænke sig om, inden man lægger noget op.

”Tænk dig lige om i 30 sekunder før du trykker send. Selvom du skarpvinkler dine pointer, så sørg for at der alligevel er dækning for dine budskaber,” siger Søren Pedersen.  

Denne tilgang er chefredaktør på Frihedsbrevet Kristoffer Eriksen ikke helt tilhænger af. Han interesserer sig slet ikke for, hvad der virker på Twitter. 

”Når jeg skriver noget på Twitter, tænker jeg meget lidt. Min erfaring er, at de ting, jeg har skrevet, som jeg har tænkt mindst over, og som er allermest impulsdrevet, har haft den mest interessante effekt. Enten fordi folk er blevet meget sure på mig, eller fordi de er meget enige med mig. Det synes jeg er sjovt. Jeg interesserer mig slet ikke for, hvad der virker på Twitter, for så tror jeg, man bliver en meget forfærdelig og konstrueret person at følge,” siger han.

Her er der altså delte holdninger, i forhold til hvad der virker bedst. Jeg synes, det hele kommer an på, hvilket image du vil danne på din profil, og hvordan du ønsker at bruge den. Her vil man nemt kunne finde en god mellemvej mellem henholdsvis Søren Pedersens og Kristoffer Eriksens metoder.

3. Undgå shitstorme

Jeg oprettede min Twitterprofil tilbage i 2014, og jeg oplever, at tonen har ændret sig meget siden. Den er blevet hårdere, nærmest uforsonlig. Det er især debatterne, der vækker harme, og det kan synes håbløst, ja næsten umuligt, at holde tonen ren i kommentarsporene. Hvor Twitter ofte er blevet sammenlignet med en læringsplatform, er sproget derinde nu blevet så voldsomt, at det helt risikerer at overskygge debatternes primære formål.

”Jeg kan godt se, hvor det bliver betændt. Jeg er glad for, at jeg ikke deltager i kønsdebatten for eksempel. Det virker til at være ganske modbydeligt meget af tiden,” siger Sebastian Stanbury, journalist på Mediano. 

Ifølge ham selv, tænker han meget over, hvad han tweeter. 

”Jeg prøver at opføre mig ordentligt og ikke svine folk til. Jeg vil ikke være for negativ derinde, for så tror jeg, at jeg får negativitet igen, og det er jeg ikke interesseret i,” siger han.

Puk Damsgård deltager slet ikke i debatten på Twitter. 

”Jeg undgår at deltage i debatter, fordi det hurtigt bliver perfidt med en debat på så få tegn,” siger hun.  

Faren ved at tilkendegive sin holdning på Twitter er, at man meget nemt kan havne i en shitstorm, hvor man bliver mødt med voldsom kritik og ualmindeligt mange negative kommentarer. 

Så hvordan slipper man for disse ubehageligheder? Søren Pedersen har et ganske simpelt råd:

”Undgå at komme ind i shitstorme, hvor du bruger oceaner af tid på at overbevise folk, som alligevel aldrig bliver overbevist. Træk dig ud af de diskussioner hurtigt,” siger han.

Hermed er budskabet altså ikke, at du skal holde dig fra at debattere på Twitter. Det er trods alt en af de vigtigste og mest benyttede aktiviteter derinde. Men debattér med det forbehold, at folk hurtigt kan blive meget sure og ubehagelige. Du må gøre op med dig selv, om det er noget, du gider at bruge din tid på. Og husk så, at der også findes mange gode, indsigtsfulde debatter på Twitter.

4. Lav et positivt feed

Et af værktøjerne til at undgå sure, ubehagelige profiler er enkelt. Mute dem. Det kan i hvert fald være en begyndelse i forhold til at opnå mere positivitet på platformen.

”Mute folk, du synes er irriterende, og som ikke bidrager med noget fornuftigt. Det er en kæmpe lettelse at få et feed, man kun bliver inspireret og udfordret af, og som man ikke bliver sur af,” siger Søren Pedersen.

Når man inspirerer hinanden, er min erfaring, at debatten bliver præget herefter. Og det er trods alt dét, Twitter er kendt for, og som gør, at det adskiller sig fra de andre medier. 

”Jeg kan bedre lide debatten på Twitter. Jeg synes, jeg får flere informationer, og jeg synes, jeg får nyhederne hurtigere. Det er jo et fremragende overblik til nyheder og information,” siger Sebastian Stanbury.

5. Brug Humor

Det sidste og måske vigtigste råd er humor. For er der noget, mennesker kan samles om, så er det humor. Og på den måde undgår du at lave statiske opslag, der forsvinder i mængden.  

”Folk på Twitter elsker originale tanker, studier og data. Og ikke mindst humor,” siger Søren Pedersen.  

Det nævner Sebastian Stanbury også, da jeg spørger ham, hvad han synes, der virker på Twitter.

”Jeg tror, humor fungerer. Hvis jeg skriver en interessant betragtning om en fodboldspiller, så når det ud til en vis skare. Hvis jeg tweeter noget, folk synes er sjovt, så når det meget længere ud,” siger han.

Forhåbentligt kan disse råd være med til at give dig et skub fremad. Men det vigtigste er nok, at du er dig selv på Twitter, og at du prøver dig frem. Så vil du også automatisk finde ud af, hvad der virker bedst for dig, og hvad folk reagerer på.