Alle præsidentens medier

Alle præsidentens medier

Alle præsidentens medier

Selvom censur har været ulovligt siden Sovjetunionens fald, er det russiske mediemarked i dag domineret af statsstyre, tilbageholdenhed og loyalitet over for præsident Putin. Illustreret Bunker giver dig et historisk indblik i det russiske medielandskab.

Skribent: victor bjerre
illustration: simon b. porse

Udgivet den 25. marts 2021

Forestil dig, at direktørerne for DR og TV2 ugentligt møder på Mette Frederiksens kontor. Her udstikker statsministeren den næste uges kurs for de to medier og fortæller, hvilke historier, der skal bringes, og hvilke, der skal lægges i graven. Det er nok ikke et scenarie, som ret mange danskere kan forestille sig, og det vil ikke alene krænke det hæderkronede armslængdeprincip, men hugge armen helt af.

Men det er virkeligheden i Rusland. Her kender man til, at direktørerne for de store TV-kanaler mødes på ugentlige koordineringsmøder, hvor det bliver gjort klart, hvilke historier der skal satses på den følgende uge. Det fortæller Matilde Kimer, der i over ti år har dækket Rusland for Danmarks Radio.

”Her bliver der ligesom udstukket nogle ideologiske retningslinjer,” fortæller hun.

Alle præsidentens medier

Selvom censur har været ulovligt siden Sovjetunionens fald, er det russiske mediemarked i dag domineret af statsstyre, tilbageholdenhed og loyalitet over for præsident Putin. Illustreret Bunker giver dig et historisk indblik i det russiske medielandskab.

Skribent: victor bjerre
illustration: simon b. porse

Udgivet den 25. marts 2021

Forestil dig, at direktørerne for DR og TV2 ugentligt møder på Mette Frederiksens kontor. Her udstikker statsministeren den næste uges kurs for de to medier og fortæller, hvilke historier, der skal bringes, og hvilke, der skal lægges i graven. Det er nok ikke et scenarie, som ret mange danskere kan forestille sig, og det vil ikke alene krænke det hæderkronede armslængdeprincip, men hugge armen helt af.

Men det er virkeligheden i Rusland. Her kender man til, at direktørerne for de store TV-kanaler mødes på ugentlige koordineringsmøder, hvor det bliver gjort klart, hvilke historier der skal satses på den følgende uge. Det fortæller Matilde Kimer, der i over ti år har dækket Rusland for Danmarks Radio.

”Her bliver der ligesom udstukket nogle ideologiske retningslinjer,” fortæller hun.

Tv-mediet er det mest populære i Rusland, og de fem største kanaler er alle enten ejet direkte af den russiske stat eller af forretningsmænd med tætte forbindelser til præsident Putin. Selvom der findes frie medier, er det et billede, der er gennemgående på det russiske mediemarked.

En statskontrolleret boble

Når seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel skal forklare det russiske medielandskab, gør han det ved at tegne en boble. Boblen repræsenterer de statskontrollerede medier. Dem er der mange af. Rundt om boblen er der en periferi af uafhængige medier. Dem er der ikke så mange af. De leverer kritisk journalistik og rapporterer om de ting, som de regeringstro ikke gør. Men ifølge Flemming Splidsboel har medierne uden for boblen ikke frit spil.

”Hvis de bliver for kritiske og kører med nogle meget sprængfarlige emner, risikerer de at blive lukket.”

De kan også komme i farezonen, hvis de bliver for store, og for mange russere interesser sig for dem, fortæller seniorforskeren.

De statskontrollerede medier kan inddeles i tre kategorier. Der er de direkte statsejede medier, så er der de medier, der er ejet af statsejede virksomheder, såsom gasmastodonten Gazprom. Til sidst er der de medier, som er ejet af rigmænd, som står på god fod med Putin. Fælles for dem alle er, at de følger den kurs, der bliver udstukket fra det russiske præsidentpalads, Kreml.

Partipresse, privatisering og Putin

I Sovjetunionens tid var pressen underlagt censur, fortæller Birgitte Beck Pristed, som er lektor i Ruslandstudier på Aarhus Universitet. Før noget kunne offentliggøres, skulle det læses igennem og godkendes af det kommunistiske censurorgan. Det ændrede sig, da Sovjetunionen kollapsede i 1991.

Partipressen blev privatiseret, mens pressefriheden og forbuddet mod censur blev skrevet ind i den russiske forfatning, der blev til under den første præsident, Boris Jeltsin. Under privatiseringen tog en lille flok rigmænd, såkaldte oligarker, magten over medierne. De oprettede store medieselskaber og blev til mediemoguler, der misbrugte medierne til at tjene deres egen politiske dagsorden.

Da Vladimir Putin den 31. december 1999 blev præsident for Rusland, er det med et stort ønske om at få styr på medierne. Det fik oligarkerne hurtigt at mærke. Birgitte Beck Pristed beskriver, hvordan der blev kørt flere store svindelsager mod de russiske rigmænd, som blev presset til at overlade deres medieselskaber i hænderne på regeringstro aktionærer.


”Her bliver der ligesom
   udstukket nogle
   ideologiske
   retningslinjer.”

 

– Matilde Kimer, ruslandskorrespondent hos DR 

”Skiftene i ejerskab er virkelig noget, der slår promte igennem i den redaktionelle profil.”

Et af medierne er tv-kanalen NTV, som i maj 2000 er den eneste landsdækkende kanal, der er uafhængig og dækker Kreml kritisk. Under et år efter at Putin er blevet præsident, bliver mediets hovedkvarter stormet af bevæbnede efterretningsagenter, og mediets ejer, Vladimir Gusinsky, bliver fængslet. Senere sælger han sin andel af medieselskabet til den statsejede mastodont Gazprom og forlader Rusland.

Svært at generalisere

Det er svært at sige noget generelt om, hvor meget den redaktionelle linje på de statsloyale medier i Rusland bliver påvirket, fortæller Matilde Kimer. Det er forskelligt fra historie til historie. Hun har oplevet, at russiske journalister skulle have godkendt deres speak på et nyhedsindslag, der omhandlede noget så harmløst som fortov til handicappede i Moskva. Generelt er medierne langt mere hierarkisk styret, end man ser det på danske medier, forklarer hun.

Ifølge Matilde Kimer kan journalisterne på de regeringstro medier i nogle tilfælde få lov til at lave kritisk journalistik, eksempelvis om sundhedsvæsenet eller lokale budgetter. Men der er ét emne, journalisterne ikke er tvivl om, at de ikke skal røre ved, fortæller Matilde Kimer.

”Du graver ikke i noget, der har med Putin at gøre, og du graver ikke i noget, der har med Putins familie at gøre.”

Den dobbeltoptrukne linje

Ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel eksisterer der en meget omfattende selvcensur på de regeringstro russiske medier. Journalisterne ved generelt hvad de må skrive om, og hvad de skal lade ligge.

Flemming Splidsboel fortæller om en samtale mellem to redaktører og journalisterne på nyhedsbureauet RBK. De to redaktører er nye og har erstattet de tidligere redaktører, der er blevet fjernet, efter at have bragt en kritisk historie om Putins datter.

Da de skal forklare grænsen for, hvad man må skrive om, sammenligner de det med dobbeltoptrukne linjer i trafikken. Hvis man kører over dem en gang, får man en advarsel. Hvis man gør det flere gange, mister man kørekortet. Da journalisterne spørger, hvor den grænse går, lyder svaret, at det skal de selv vurdere.

Selvcensuren spillede også en stor rolle under konflikten mellem Ukraine og Rusland i 2014, siger Flemming Splidsboel.

I februar 2014 invaderede ukendte paramilitære styrker, i pressen kaldet de ‘små grønne mænd’, den ukrainske halvø Krim. Selvcensuren på de regeringstro medier betød ifølge Flemming Splidsboel, at Putin kunne fastholde løgnen, om at tropperne ikke havde russiske pas, helt frem til april.

De uafhængige medier havde allerede skrevet, at de ‘små grønne mænd’ var russiske tropper, men det var først, efter præsident Putin gik ud på stats-tv og bekræftede det, at de regeringstro medier skrev om det.  

“Så vidste alle medierne, at nu var der grønt lys til at skrive om det,” fortæller Flemming Splidsboel.

Politisk dagsorden

I Rusland findes der ikke en public service-lovgivning, som vi har i Danmark. Der stilles ikke krav om saglighed og upartiskhed, som der gør til for eksempel DR.

Når hun er ude og dække en sag, møder Matilde Kimer de russiske journalister, der er ansat på de regeringstro medier. De ser ikke noget mærkeligt i at møde op med en dagsorden og forventer også, at hun møder op med en politisk mission. Hun fortæller, at journalisterne, udover at informere, ofte ser det som deres rolle at beskytte staten og nationen. At de ser sig selv mere som aktive deltagere end observatører. At de har et budskab, som de forsøger at ‘sælge’.

”Det vil man nok ikke høre Kim Bildsøe sige,” tilføjer ruslandkorrespondenten med et grin.

Tv-mediet er det mest populære i Rusland, og de fem største kanaler er alle enten ejet direkte af den russiske stat eller af forretningsmænd med tætte forbindelser til præsident Putin. Selvom der findes frie medier, er det et billede, der er gennemgående på det russiske mediemarked.

En statskontrolleret boble

Når seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel skal forklare det russiske medielandskab, gør han det ved at tegne en boble. Boblen repræsenterer de statskontrollerede medier. Dem er der mange af. Rundt om boblen er der en periferi af uafhængige medier. Dem er der ikke så mange af. De leverer kritisk journalistik og rapporterer om de ting, som de uafhængige ikke gør. Men ifølge Flemming Splidsboel har medierne uden for boblen ikke frit spil.

”Hvis de bliver for kritiske og kører med nogle meget sprængfarlige emner, risikerer de at blive lukket.”

De kan også komme i farezonen, hvis de bliver for store, og for mange russere interesser sig for dem, fortæller seniorforskeren.

De statskontrollerede medier kan inddeles i tre kategorier. Der er de direkte statsejede medier, så er der de medier, der er ejet af statsejede virksomheder, såsom gasmastodonten Gazprom. Til sidst er der de medier, som er ejet af rigmænd, som står på god fod med Putin. Fælles for dem alle er, at de følger den kurs, der bliver udstukket fra det russiske præsidentpalads, Kreml.

Partipresse, privatisering og Putin

I Sovjetunionens tid var pressen underlagt censur, fortæller Birgitte Beck Pristed, som er lektor i Ruslandstudier på Aarhus Universitet. Før noget kunne offentliggøres, skulle det læses igennem og godkendes af det kommunistiske censurorgan. Det ændrede sig, da Sovjetunionen kollapsede i 1991.


”Her bliver der ligesom
   udstukket nogle
   ideologiske
   retningslinjer.”

 

– Matilde Kimer, ruslandskorrespondent hos DR 

Partipressen blev privatiseret, mens pressefriheden og forbuddet mod censur blev skrevet ind i den russiske forfatning, der blev til under den første præsident, Boris Jeltsin. Under privatiseringen tog en lille flok rigmænd, såkaldte oligarker, magten over medierne. De oprettede store medieselskaber og blev til mediemoguler, der misbrugte medierne til at tjene deres egen politiske dagsorden.

Da Vladimir Putin den 31. december 1999 blev præsident for Rusland, er det med et stort ønske om at få styr på medierne. Det fik oligarkerne hurtigt at mærke. Birgitte Beck Pristed beskriver, hvordan der blev kørt flere store svindelsager mod de russiske rigmænd, som blev presset til at overlade deres medieselskaber i hænderne på regeringstro aktionærer.

”Skiftene i ejerskab er virkelig noget, der slår promte igennem i den redaktionelle profil.”

Et af medierne er tv-kanalen NTV, som i maj 2000 er den eneste landsdækkende kanal, der er uafhængig og dækker Kreml kritisk. Under et år efter at Putin er blevet præsident, bliver mediets hovedkvarter stormet af bevæbnede efterretningsagenter, og mediets ejer, Vladimir Gusinsky, bliver fængslet. Senere sælger han sin andel af medieselskabet til den statsejede mastodont Gazprom og forlader Rusland.

Svært at generalisere

Det er svært at sige noget generelt om, hvor meget den redaktionelle linje på de statsloyale medier i Rusland bliver påvirket, fortæller Matilde Kimer. Det er forskelligt fra historie til historie. Hun har oplevet, at russiske journalister skulle have godkendt deres speak på et nyhedsindslag, der omhandlede noget så harmløst som fortov til handicappede i Moskva. Generelt er medierne langt mere hierarkisk styret, end man ser det på danske medier, forklarer hun.

Ifølge Matilde Kimer kan journalisterne på de regeringstro medier i nogle tilfælde få lov til at lave kritisk journalistik, eksempelvis om sundhedsvæsenet eller lokale budgetter. Men der er ét emne, journalisterne ikke er tvivl om, at de ikke skal røre ved, fortæller Matilde Kimer.

”Du graver ikke i noget, der har med Putin at gøre, og du graver ikke i noget, der har med Putins familie at gøre.”

Den dobbeltoptrukne linje

Ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel eksisterer der en meget omfattende selvcensur på de regeringstro russiske medier. Journalisterne ved generelt hvad de må skrive om, og hvad de skal lade ligge.

Flemming Splidsboel fortæller om en samtale mellem to redaktører og journalisterne på nyhedsbureauet RBK. De to redaktører er nye og har erstattet de tidligere redaktører, der er blevet fjernet, efter at have bragt en kritisk historie om Putins datter.

Da de skal forklare grænsen for, hvad man må skrive om, sammenligner de det med dobbeltoptrukne linjer i trafikken. Hvis man kører over dem en gang, får man en advarsel. Hvis man gør det flere gange, mister man kørekortet. Da journalisterne spørger, hvor den grænse går, lyder svaret, at det skal de selv vurdere.

Selvcensuren spillede også en stor rolle under konflikten mellem Ukraine og Rusland i 2014, siger Flemming Splidsboel.

I februar 2014 invaderede ukendte paramilitære styrker, i pressen kaldet de ‘små grønne mænd’, den ukrainske halvø Krim. Selvcensuren på de regeringstro medier betød ifølge Flemming Splidsboel, at Putin kunne fastholde løgnen, om at tropperne ikke havde russiske pas, helt frem til april.

De uafhængige medier havde allerede skrevet, at de ‘små grønne mænd’ var russiske tropper, men det var først, efter præsident Putin gik ud på stats-tv og bekræftede det, at de regeringstro medier skrev om det.  

“Så vidste alle medierne, at nu var der grønt lys til at skrive om det,” fortæller Flemming Splidsboel.

Politisk dagsorden

I Rusland findes der ikke en public service-lovgivning, som vi har i Danmark. Der stilles ikke krav om saglighed og upartiskhed, som der gør til for eksempel DR.

Når hun er ude og dække en sag, møder Matilde Kimer de russiske journalister, der er ansat på de regeringstro medier. De ser ikke noget mærkeligt i at møde op med en dagsorden og forventer også, at hun møder op med en politisk mission. Hun fortæller, at journalisterne, udover at informere, ofte ser det som deres rolle at beskytte staten og nationen. At de ser sig selv mere som aktive deltagere end observatører. At de har et budskab, som de forsøger at ‘sælge’.

”Det vil man nok ikke høre Kim Bildsøe sige,” tilføjer ruslandkorrespondenten med et grin.

Journalist for 100 år siden – hvem var du?

Journalist for 100 år siden – hvem var du?

Journalist for 100 år siden – hvem var du?

Når denne sætning slutter, vil dit urs viser have drejet utallige runder i den gale retning og spolet tiden 100 år tilbage, og du vil fra nu af ikke kende til corona, ikke kende til take-away, ikke kende til internet, ikke til computere, ikke til journalisthøjskoler, ikke til diktafoner og ikke til fjernsyn.

Velkommen til 1921.

Skribent: tobias bundolo

Udgivet den 25. marts 2021

Marion Harris - I Ain't Got Nobody

Inden du går i gang, kan du her høre den mest populære sang fra marts 1921

Retssagen.

Du har ageret Reporter fra Retssalen de sidste Dage, som du fik til Opgave af Redaktionen på Raadhuspladsen. Det er Torsdag den 3. Marts, 1921, og Læserne er spændte på at slå op på Side 8 i Morgendagens Politiken og følge Sagens endeligt: Dommen over Englemagersken, Dagmar Overbye.

 

Du dækker nu Retssagens sidste Timer.

 

Hun havde tilstået Mordene på flere end 20 Spædbørn. Flere af dem blev myrdet, mens hun var i en Narkorus.. Først blev de kvalt og så kastet i Kakkelovnen, hvor de Kødløse Knogler senere blev fundet. Spædbørnene havde Dagmar Overbye modtaget fra desperate Mødre, der havde bedrevet uægteskabelige Bekendtskaber. For hvert Barn, hun modtog, fik hun 400 Kroner, svarende til en Aarsløn.

 

Du ser nærmere på Hovedpersonen og noterer i dit Hæfte

Saadan skriver du i Avisen den følgende Dag.

 

Dommerne var Fastlaaste i deres Dom. I Avisen illustrerer Tryk af Tegninger, hvordan de tilhørende Masser gør Oprør i Frustration over Forbrydelsen.

Billedet af Dagmar Overbye fra hendes Anholdelse er et af de faa, der findes af hende. Foto: Politimuseet

Dømt til Døden: Oplæst uden i Øjeblikket at vise noget Tegn på Bevægelse, skriver du i en Billedtekst.

 

Dommen skulle senere blive omstødt og ændret til livsvarigt Fængsel, men i 1921 læser man måske Reportagen med bankende Hjerte, og du bliver som Journalist Læsernes Adgang til en frygtelig og fantastisk Verden.

 

Men hvad er det så for en Verden, du skal skrive om?

Carsten Werge forlader kommentatorboksen: ”Jeg skal som menneske hele tiden udfordres. Og det her er nærmest den ultimative udfordring”

Carsten Werge forlader kommentatorboksen: ”Jeg skal som menneske hele tiden udfordres. Og det her er nærmest den ultimative udfordring”

Carsten Werge forlader kommentatorboksen: ”Jeg skal som menneske hele tiden udfordres. Og det her er nærmest den ultimative udfordring”

Carsten Werge har levet den drøm, han som ung dreng fantaserede om, men valgte for nylig at sige stop. Nu skal titlen ikke længere være fodboldkommentator, men redaktør. Den ultimative udfordring, som han selv formulerer det. Med andre ord – han kunne ikke sige nej.

 Foto: NENT Group/Lars E. Andreasen

Skribent: tobias Winter

Udgivet den 25. marts 2021

Solen står højt over Hvidovre Havn og bader den grønne kyst i skarpe stråler. Det var ved disse åbne naturområder ned til vandet, at Carsten Werge gik en lang tur inden sin sidste arbejdsdag som fodboldkommentator og reflekterede over, hvad det er, han nu siger farvel til. Efter 23 års tro tjeneste hos TV3 besluttede han i februar at sige op. Han nåede at kommentere over 3000 fodboldkampe, fik status som legende og var soundtracket til utallige minder hos unge såvel som gamle, inden det var slut. Nu skal han noget nyt. Han skal være fodboldredaktør på TV 2.

”Det er egentlig virkelig enkelt. Jeg kunne ikke sige nej. Det er noget, jeg ikke har prøvet før, så jeg skal bevise, at jeg også kan det. Jeg kan have nok så meget i kæften, men det betyder ikke, at det også er sådan i den virkelige verden.”

Carsten Werge har altid været glad, når der skete noget. Han elskede de uforudsigelige øjeblikke i kommentatorboksen. Når posen for alvor blev rystet, og det utænkelige opstod. Når det stille stadion blev til et inferno af larm og uro. Af samme årsag er det måske også derfor, det er slut nu. Fordi posen skal rystes.

Mindernes lydside

Selvom Carsten Werges tilværelse som fodboldkommentator er slut, har hans professionelle karriere langt fra nået enden. Selvom omgivelserne og jobbeskrivelsen ændrer sig, er der nogle ting, den erfarne sportsjournalist aldrig vil ændre ved sig selv.

”Når man er 62, skal man sgu ikke på kursus,” siger Carsten Werge i den kække og flabede tone, fodboldseere landet over har været vant til de seneste mange år, når han kategorisk afskriver muligheden for, at han nogensinde skal på lederkursus.

Han skal stadig være sin egen. Som han altid har været. Fra første gang han satte sig i sædet med udsynet til fodboldkampen som sin arbejdsplads, har det været et erklæret mål at holde fast i sig selv. Han skulle ikke være den næste Svend Gehrs – han skulle være den første Carsten Werge. Og det blev han.

Men han blev ikke bare en kommentator. Han blev meget mere end det. En fortæller. En, der kunne tale, når andre tav. En, der kunne tie, når virkelighedens billeder var fyldestgørende. Han gjorde det med humor og nærvær. Han var lydbilledet, da drømmene bristede, og minderne blev skabt. Han udviklede kunsten at fortælle i nuet.

Det er alt det, Carsten Werge nu tager afsked med. Men hvorfor sige farvel til den drøm, han som ung knægt løb rundt med? Til det famøse ’Gøg og Gokke’-agtige makkerpar med Per Frimann? Til det afhængighedsskabende adrenalinkick på stadion? Til de store øjeblikke?

”Fordi jeg som menneske hele tiden skal udfordres. Og det her er nærmest den ultimative udfordring,” siger han.

En atypisk redaktør

Det er unægteligt en kæmpe udfordring, Carsten Werge har sagt ja til. TV 2 har i mange år ligget stille på fodboldfronten. De har manglet de nødvendige rettigheder til de attraktive kampe og ligaer, og det har betydet, at seerne er strømmet til rivaliserende kanaler.

Målet er, at kanalen igen skal være ’hele Danmarks hjemmebane’, når herrelandsholdets kampe skal vises på dens sendeflader. TV 2 har nemlig tegnet en seksårig rettighedsaftale med det europæiske fodboldforbund, UEFA, der løber fra 2022 til 2028. Det er i denne rolle, Carsten Werge er hevet ind. Som talentudvikleren, der skal få TV 2 tilbage til fordums styrke.

”Jeg kommer til at være anføreren på holdet. Det har jeg sagt til TV 2. Jeg er ham, der kommer til at sætte konstellationerne og finde ud af, hvilke programmer vi laver. Men den største udfordring er, at vi skal få taget landsholdet til os. Vi skal brande, at TV 2 har fodbold igen.”

Det er en atypisk rolle for ham, men det er utvivlsomt også en atypisk redaktør, TV2 har erhvervet sig. Og det lægger Carsten Werge heller ikke skjul på. Han skal stadig være ’den frække dreng i klassen’. Det er muligt at lede med den nødvendige hårdhed og samtidig have et drillende glimt i øjet, mener han.

Man kan allerede fra det første sekund, Carsten Werge åbner munden og fortæller om sit nye job, mærke, at den 1. april og første arbejdsdag hos TV 2 ikke kan komme hurtigt nok. Det stråler ud af ham. En iver efter at komme i gang, et behov for at blive udfordret og en drøm om at bygge noget nyt og spændende op.

”Jeg skal være med til at lægge de første sten, og så må vi se, hvor højt huset kan blive.”

Og det kan blive højt. Rigtig højt, mener han. For det er et utrolig dygtigt hold, TV 2 har skrabet sammen, siger Carsten Werge om sine kommende kollegaer. De besidder en utrolig viden om fodboldens verden, de taktiske facetter på banen og forbindelsen de to imellem.

Morgendagens stemmer

Men det er måske også netop i deres kvaliteter, at problemet ligger. De er knivskarpe, analyserende og professionelle, men de mangler det, Carsten Werge hele sin karriere har vægtet i sin kommentering. En umiddelbarhed. Tydeliggørelsen af, at det er et menneske, der formidler. Med alt, hvad det indebærer. En, der udstrålede indlevelse – ikke analyser. Noget, han savner hos kommentatorerne nu til dags.

”Læn jer nu tilbage og nyd kampen. Vær en begejstret mand, der ser fodbold,” lyder hans opfordring.

De skal turde vise mere af sig selv, for de kan utrolig meget, siger han. De skal ikke være bange for at blive kastet for løverne. Som kommentator skal man smide alle hæmninger, gemme sin blufærdighed væk og være klar på, at man den ene weekend bliver beskyldt for at være Brøndbyfan, den næste for at være FCK-fan. Man skal kunne tage imod tæsk, for man får tæsk. Sådan er det.

”Hvis man sidder og er bange for, at folk derude går helt bananas, skal man ikke lave det. Jo mere markant man tør være i sine udmeldinger, des større er øretæverne. Det er her, jeg mener, at man skal turde tage stilling.”

Kommentatorgerningen handler ifølge Carsten Werge om musikalitet og rytme, timing og indlevelse. Det er ikke en analyse, men en formidling. Kommentatorer skal være betagede og nyde forestillingen. Noget, han skal fremme hos stemmerne til morgendagens fodboldkampe. Han skal være deres talentudvikler.

Det bliver en stor udfordring, siger han. Sportsjournalister er generelt blevet for pæne. De skal være ambitiøse og kaste det fodboldanalytiske skjold, de gemmer sig bag, væk.

”Hvis jeg var ung journalist i dag og ville frem, vil jeg prøve at differentiere mig fra mængden. Så det ikke bliver så pænt. Og have store nosser.”

Jeg bliver kun et øjeblik

Det er allerede besluttet, at der skal stå ’jeg bliver kun et øjeblik’ på Carsten Werges gravsten, fortæller han. En sætning, han altid sagde, når han trådte ind ad døren og besøgte sin mor. Han skulle hurtigt videre. Ud og se verden. Derfor er det måske ikke så overraskende, at rejsen nu tager ham videre. Den samme rejse, der har taget ham fra en ung knægt, der kommenterede sin egen fodboldleg på drengeværelset, til en voksen mand, der har levet den drøm, det unge selv ikke engang kunne have forestillet sig. Og ultimativt til i dag, hvor det er slut – hvor kommentatorgerningen og de rundt regnet 100 årlige rejsedage er ovre.

”Min kone siger, at nu kan vi ligefrem invitere gæster,” joker han.

Der er en ro omkring Carsten Werge. En smittende afslappethed. Han virker fuldstændig afklaret omkring fremtiden – spændt, men afklaret. Opsigelsen var hård, for han sagde farvel til et job, han havde haft i 23 år. Han fortæller, hvordan han blev rørt – tudbrøllede, tilføjer han. Men det varede kun et øjeblik, for endnu en gang skulle han videre ud i verden.

Publicistisk parforhold

Publicistisk parforhold

Publicistisk parforhold

Den seneste tid er forholdet mellem Facebook og nyhedsmedierne gået i hårdknude. Kritiske røster anklager det sociale medie for at udnytte journalistikkens indhold, men virkeligheden er som så ofte mere nuanceret. Måske er der brug for parterapi?

Skribent: Lukas Nørgaard Bødiker og Sara Stougaard
FOTO: louise rix

Udgivet den 25. marts 2021
Publicistisk parforhold

Den seneste tid er forholdet mellem Facebook og nyhedsmedierne gået i hårdknude. Kritiske røster anklager det sociale medie for at udnytte journalistikkens indhold, men virkeligheden er som så ofte mere nuanceret. Måske er der brug for parterapi?

Skribent: Lukas Nørgaard Bødiker og Sara Stougaard
FOTO: louise rix

Udgivet den 25. marts 2021

Videoer af søde, pjuskede hundehvalpe, kontroversielle udmeldinger om indvandrere eller #MeToo, frækt blikfang og du-gætter-aldrig-hvad-der-så-skete-rubrikker. Kampen om vores opmærksomhed på internettet er benhård, og medierne har måttet lære at navigere i et landskab, hvor de ofte kun har få sekunder til at fange vores opmærksomhed.

Samtidig er forholdet mellem medierne og Facebook gået fra sød online-flirt til bindende journalistisk ægteskab, og skilsmisse ligger ikke i kortene. Heller ikke på Radio4, hvor Mikkel Andersen er SoMe-ansvarlig.

“Vi kunne godt leve uden Facebook, men jeg vil mene, at det ville forringe indholdet. Vi kan stadig lave god radio og podcast, men den direkte forbindelse til lytterne bliver tabt,” siger han.

Den direkte forbindelse er vigtig for Radio4, når de eksempelvis slår et debatoplæg op på Facebook, for at kanalens lyttere kan stille spørgsmål og komme med inputs til programmerne. Som for nylig, hvor statsminister Mette Frederiksen skulle i Radio4 Morgen, og brugerne på radiokanalens facebookside kunne stille spørgsmål til hende. Uden Facebook havde det været svært at facilitere.

Den nye medievirkelighed kræver nye måder at tænke på, men den er også blevet et uundværligt redskab. I februar var der så knas i kærligheden, da det kom til direkte opgør mellem Facebook og de australske nyhedsmedier. Først stillede den australske regering et lovforslag, der ville have Facebook til at betale medierne for det indhold, de publicerer på gigantens platformen. Så blokerede Facebook ellers de australske nyhedsmedier fra at poste noget som helst. Og selvom, de nu har indgået en aftale, kan man ikke sådan lige komme af med Facebook eller få betaling for sit indhold.

“Før Facebook gik man ned og købte en avis, man abonnerede på den eller tilgik den direkte på anden vis. Men nu er sociale medier blevet mediatorer for journalistisk indhold, en slags buffer-zone,” siger Miklós Sükösd, der er professor i mediesociologi på Københavns Universitet.

Facebook scorer annoncørerne

En rapport fra Oxford University og Roskilde Universitet viser, at 37% af danskerne bruger Facebook til at tilgå nyheder. For 11% er Facebook den primære nyhedskanal. Det har skabt nye vilkår for medierne, siger Aske Kammer, medieforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Medierne bliver afhængige af at ligge højt i Facebooks feed. De er mere afhængige af de sociale medier, når de skal nå deres brugere, end de har været tidligere,” siger han.

Derfor er medierne nødt til at arbejde aktivt med Facebook, når de vil publicere journalistisk indhold eller lægge op til debat. Men selvom medierne deler deres indhold på Facebook, sender platformen ingen annonceindtægter den anden vej. Det skaber problemer, ikke bare for de enkelte medier, men for hele journalistikkens grundlag, fordi annoncørerne nu reklamerer på Facebook eller Google i stedet for i avisen eller på mediets hjemmeside.

“Som jeg ser det, tjener Facebook hundrede millioner af dollars uden selv at engagere sig i indholdsproduktion. Det tager brødet ud af munden på journalister og redaktører,” siger Miklós Sükösd.

 

En krævende elsker

Selvom Facebook og mediernes forhold den seneste tid har været turbulent, så er der ikke kun ulemper ved samarbejdet.

“Sådan får vi indholdet ud at leve,” siger Mikkel Andersen fra Radio4.

Det betyder, at kanalen ikke kun bruger Facebook som reklamesøjle, men også indtænker kommunikationen på de sociale medier i deres redaktionelle arbejde.

“Video fungerer rigtig effektivt på Facebook. Det er meget drevet af følelser. Vi skal have fat i de formater og emner, hvor vi ved folk har holdninger og noget på hjerte,” siger Mikkel Andersen.

For tiden arbejder radioen på en realityserie om folk med kroniske smerter. Det fungerer godt på Facebook, fordi det skaber stærke følelser og er debatskabende. Som public service-medie har Radio4 ikke direkte som formål at trække brugere ind på deres side, men går i højere grad op i at facilitere en offentlig samtale – og her er Facebook et vigtigt værktøj.

Den opfattelse støtter Miklós Sükösd. Han understreger, at Facebook hverken kan anses som en trussel eller som et demokratisk fyrtårn.

“Det er et nyt niveau af informationssamfundet. Er Facebook godt eller dårligt for demokratiet? Man kunne stille det samme spørgsmål om for eksempel radio eller tv. Det er gennemtrængende teknologier, der både kan bruges for og imod demokratiet, så derfor skal de kontrolleres. Facebook skal tæmmes,” siger han.

Miklós Sükösd understreger, at det ikke handler om, hvorvidt en platform i sig selv er god eller ond – det handler derimod om, hvordan platformen benyttes.

 

Civilstand: Det er kompliceret

Anne-Marie Dohm er direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4. For hende er det absolut vigtigste, at der bliver skabt en god dialog mellem de digitale platforme og medierne.

“Alle parter er interesserede i at gøre Facebook til et godt sted at være. Hvis Facebook bare bliver et sted, hvor man hælder skrald ud over hinanden eller uploader kattevideoer, så bliver det et uinteressant sted at være. Også for annoncørerne,” siger hun.

Konflikten mellem Facebook og medierne er en del af et større spørgsmål om journalistikkens frihed og levebrød, og løsningen skal derfor også ses i en større skala, hvor målet er at bryde platformens magt, mener de to medieeksperter.

“Vi skal kræve, at Facebook er mere transparente omkring deres forretningsmodel og giver mere tilbage til journalistikken,” siger Miklós Sükösd.

Danmark kan dog ikke klare problematikken alene. Derfor må man se i en anden retning, mener Aske Kammer, medieforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Det er noget, der skal tages på EU-niveau. Men løsningen kommer an på, hvad det er, man gerne vil regulere. Man kunne for eksempel kigge på, om man skulle beskatte de store tech-firmaer for deres annonceomsætninger i Danmark og så bruge de penge på at oprette en slags fond for medieindhold,” siger han.

Den 16. marts kunne TV 2 skrive, at den australske medievirksomhed News Corp og Facebook er nået til enighed om en betalingsaftale, der sikrer, at Facebook vil betale mediet for det indhold, der deles på det sociale medies nye service, Facebook News. Præcis hvordan aftalen vil fungere, vides ikke endnu. Men den er alligevel en milepæl i konflikten mellem techgiganterne og medierne.

Aske Kammer mener dog ikke, at aftalen siger meget om fremtiden for de danske medier.

“Den viser, ligesom de forudgående aftaler, at Facebook er villige til at indgå aftaler, men at de stadig er i en position, hvor de i vid udstrækning selv bestemmer, hvad de går med til, og hvilke forhandlingsborde de forlader,” siger han.

Videoer af søde, pjuskede hundehvalpe, kontroversielle udmeldinger om indvandrere eller #MeToo, frækt blikfang og du-gætter-aldrig-hvad-der-så-skete-rubrikker. Kampen om vores opmærksomhed på internettet er benhård, og medierne har måttet lære at navigere i et landskab, hvor de ofte kun har få sekunder til at fange vores opmærksomhed.

Samtidig er forholdet mellem medierne og Facebook gået fra sød online-flirt til bindende journalistisk ægteskab, og skilsmisse ligger ikke i kortene. Heller ikke på Radio4, hvor Mikkel Andersen er SoMe-ansvarlig.

“Vi kunne godt leve uden Facebook, men jeg vil mene, at det ville forringe indholdet. Vi kan stadig lave god radio og podcast, men den direkte forbindelse til lytterne bliver tabt,” siger han.

Den direkte forbindelse er vigtig for Radio4, når de eksempelvis slår et debatoplæg op på Facebook, for at kanalens lyttere kan stille spørgsmål og komme med inputs til programmerne. Som for nylig, hvor statsminister Mette Frederiksen skulle i Radio4 Morgen, og brugerne på radiokanalens facebookside kunne stille spørgsmål til hende. Uden Facebook havde det været svært at facilitere.

Den nye medievirkelighed kræver nye måder at tænke på, men den er også blevet et uundværligt redskab. I februar var der så knas i kærligheden, da det kom til direkte opgør mellem Facebook og de australske nyhedsmedier. Først stillede den australske regering et lovforslag, der ville have Facebook til at betale medierne for det indhold, de publicerer på gigantens platformen. Så blokerede Facebook ellers de australske nyhedsmedier fra at poste noget som helst. Og selvom, de nu har indgået en aftale, kan man ikke sådan lige komme af med Facebook eller få betaling for sit indhold.

“Før Facebook gik man ned og købte en avis, man abonnerede på den eller tilgik den direkte på anden vis. Men nu er sociale medier blevet mediatorer for journalistisk indhold, en slags buffer-zone,” siger Miklós Sükösd, der er professor i mediesociologi på Københavns Universitet.

 

Facebook scorer annoncørerne

En rapport fra Oxford University og Roskilde Universitet viser, at 37% af danskerne bruger Facebook til at tilgå nyheder. For 11% er Facebook den primære nyhedskanal. Det har skabt nye vilkår for medierne, siger Aske Kammer, medieforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Medierne bliver afhængige af at ligge højt i Facebooks feed. De er mere afhængige af de sociale medier, når de skal nå deres brugere, end de har været tidligere,” siger han.

Derfor er medierne nødt til at arbejde aktivt med Facebook, når de vil publicere journalistisk indhold eller lægge op til debat. Men selvom medierne deler deres indhold på Facebook, sender platformen ingen annonceindtægter den anden vej. Det skaber problemer, ikke bare for de enkelte medier, men for hele journalistikkens grundlag, fordi annoncørerne nu reklamerer på Facebook eller Google i stedet for i avisen eller på mediets hjemmeside.

“Som jeg ser det, tjener Facebook hundrede millioner af dollars uden selv at engagere sig i indholdsproduktion. Det tager brødet ud af munden på journalister og redaktører,” siger Miklós Sükösd.

 

En krævende elsker

Selvom Facebook og mediernes forhold den seneste tid har været turbulent, så er der ikke kun ulemper ved samarbejdet.

“Sådan får vi indholdet ud at leve,” siger Mikkel Andersen fra Radio4.

Det betyder, at kanalen ikke kun bruger Facebook som reklamesøjle, men også indtænker kommunikationen på de sociale medier i deres redaktionelle arbejde.

“Video fungerer rigtig effektivt på Facebook. Det er meget drevet af følelser. Vi skal have fat i de formater og emner, hvor vi ved folk har holdninger og noget på hjerte,” siger Mikkel Andersen.

For tiden arbejder radioen på en realityserie om folk med kroniske smerter. Det fungerer godt på Facebook, fordi det skaber stærke følelser og er debatskabende. Som public service-medie har Radio4 ikke direkte som formål at trække brugere ind på deres side, men går i højere grad op i at facilitere en offentlig samtale – og her er Facebook et vigtigt værktøj.

Den opfattelse støtter Miklós Sükösd. Han understreger, at Facebook hverken kan anses som en trussel eller som et demokratisk fyrtårn.

“Det er et nyt niveau af informationssamfundet. Er Facebook godt eller dårligt for demokratiet? Man kunne stille det samme spørgsmål om for eksempel radio eller tv. Det er gennemtrængende teknologier, der både kan bruges for og imod demokratiet, så derfor skal de kontrolleres. Facebook skal tæmmes,” siger han.

Miklós Sükösd understreger, at det ikke handler om, hvorvidt en platform i sig selv er god eller ond – det handler derimod om, hvordan platformen benyttes.

 

Civilstand: Det er kompliceret

Anne-Marie Dohm er direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4. For hende er det absolut vigtigste, at der bliver skabt en god dialog mellem de digitale platforme og medierne.

“Alle parter er interesserede i at gøre Facebook til et godt sted at være. Hvis Facebook bare bliver et sted, hvor man hælder skrald ud over hinanden eller uploader kattevideoer, så bliver det et uinteressant sted at være. Også for annoncørerne,” siger hun.

Konflikten mellem Facebook og medierne er en del af et større spørgsmål om journalistikkens frihed og levebrød, og løsningen skal derfor også ses i en større skala, hvor målet er at bryde platformens magt, mener de to medieeksperter.

“Vi skal kræve, at Facebook er mere transparente omkring deres forretningsmodel og giver mere tilbage til journalistikken,” siger Miklós Sükösd.

Danmark kan dog ikke klare problematikken alene. Derfor må man se i en anden retning, mener Aske Kammer, medieforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Det er noget, der skal tages på EU-niveau. Men løsningen kommer an på, hvad det er, man gerne vil regulere. Man kunne for eksempel kigge på, om man skulle beskatte de store tech-firmaer for deres annonceomsætninger i Danmark og så bruge de penge på at oprette en slags fond for medieindhold,” siger han.

Den 16. marts kunne TV 2 skrive, at den australske medievirksomhed News Corp og Facebook er nået til enighed om en betalingsaftale, der sikrer, at Facebook vil betale mediet for det indhold, der deles på det sociale medies nye service, Facebook News. Præcis hvordan aftalen vil fungere, vides ikke endnu. Men den er alligevel en milepæl i konflikten mellem techgiganterne og medierne.

Aske Kammer mener dog ikke, at aftalen siger meget om fremtiden for de danske medier.

“Den viser, ligesom de forudgående aftaler, at Facebook er villige til at indgå aftaler, men at de stadig er i en position, hvor de i vid udstrækning selv bestemmer, hvad de går med til, og hvilke forhandlingsborde de forlader,” siger han.

Facebook har ikke kun haft betydning for det redaktionelle
arbejde og journalistikkens levebrød. Rundt omkring på landets redaktioner har det sociale medie givet en ny opgave:
At holde et skarpt øje med de krigeriske kommentarspor.

Det har Caroline Dybdal skrevet en artikel om.

Og vil du læse mere om, hvordan det var at være journalist 83 år før Facebook blev grundlagt?

Så tager Tobias Bundolo
dig med tilbage til 1921!

Skolen forebygger krænkende handlinger med et kodeks, som meget få har læst

Skolen forebygger krænkende handlinger med et kodeks, som meget få har læst

Skolen forebygger krænkende handlinger med et kodeks, som meget få har læst

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har opdateret sit kodeks for god adfærd. Det indebærer, at der er kommet klarere retningslinjer for håndtering af seksuelle krænkelser. Ringer det ikke en klokke? Så bare rolig – du er ikke den eneste.

Skribent: Stine Kærgaard nissen
Illustration: NIkoline ryttergaard

Udgivet den 25. marts 2021

En kold februardag i Zoom-undervisningens tegn tikker en mail ind. Nyt fælles kodeks for god adfærd på DMJX står der i emnefeltet. Jeg har en fornemmelse af, at det dækker over noget sexisme-relateret.

Ganske rigtigt. Da jeg åbner mailen, står der, at skolen som følge af sager med seksuelle krænkelser i offentligheden har opdateret sit kodeks for god adfærd. Nu er der udarbejdet konkrete retningslinjer for, hvordan skolen håndterer krænkende adfærd som mobning og seksuel chikane.

Vigtigt, tænker jeg og vil gerne se nærmere på kodekset. Jeg klikker på linket i mailen, der fører mig til ItsLearning, hvor jeg kan læse den samme besked som i mailen. Jeg genlæser ordene.

I finder DMJX’ Kodeks for god adfærd i menuen i højre side – under DMJX Links.

Jeg kigger i højre side. Intet kodeks. Jeg klikker på Startside. Kigger i højre side. Intet kodeks. Og dér mister jeg interessen for kodekset, taster bogstaverne ’in’ i mit søgefelt og opsluges i stedet af Instagrams mere brugervenlige univers.

Er jeg den eneste, der aldrig fik læst kodekset?

Det har jeg sat mig for at finde ud af. Derfor har jeg slået et spørgeskema op i diverse DMJX-grupper på Facebook. 90 studerende har svaret på spørgeskemaet på tværs af uddannelser og semestre i både Aarhus og Emdrup. Og 77 procent af de adspurgte har ikke læst kodekset.

Det er skolens direktion, der står bag det nye kodeks. Prorektor Jens Grund forklarer, at det var det øgede fokus på seksuelle krænkelser i mediebranchen efter Sofie Lindes tale ved Zulu Comedy Galla, der fik skolen til at vende blikket indad.

I efteråret 2020 lavede de danske journalistuddannelser i samarbejde med KVINFO en undersøgelse og en workshop med de studerende. Resultatet viste, at meget få af de studerende, som havde været udsat for en seksuel krænkelse i praktikken, var gået til uddannelsesstedet.

Derfor mente Jens Grund og resten af direktionen, at der var brug for en opdatering af kodekset.

Mere tydelighed

Det nye kodeks forklarer mere tydeligt, hvordan skolen forholder sig til seksuelle krænkelser. Som studerende anbefales man i kodekset at gå til en studievejleder, praktikkoordinator eller underviser, man har tillid til. Desuden er der et afsnit om, hvordan sagerne behandles.

”Jeg håber, at man vil føle sig mere tryg ved at gå til skolen, hvis man bliver udsat for noget,” siger han.

Hos KaJ, studenterorganisationen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er de enige i, at den større grad af tydelighed er positiv. Formand Markus Vallentin Jakobsen mener, at det før var et problem, at der ikke var en klar proces for, hvordan skolen håndterede sager om seksuelle krænkelser.

”Det er jo en enorm skrøbelig sag, hvis man har tanker om at skulle rapportere noget. Derfor har vi også råbt op om større gennemsigtighed. Og det er der kommet med kodekset,” siger han.

Selvom KaJ er enige i behovet for et nyt kodeks, er de dog ikke tilfredse med inddragelsen af de studerende under selve udarbejdelsen af kodekset. Skolen skulle have gjort betydeligt mere for at have en dialog med de studerende om kodekset. Sådan har KaJ udtalt i en artikel til Journalisten d. 12. marts.

Forebyggelse af sexisme

Joan Husted, studievejleder i Aarhus, har ikke oplevet et personligt behov for klarere retningslinjer i sit arbejde. Selvom hun sjældent modtager sager om seksuelle krænkelser, føler hun, at hendes håndtering og handlemuligheder sidder på rygraden. Hun er dog positiv over for det nye kodeks af en anden grund.

 

”Det giver anledning til, at vi tager en snak om, hvad der er god opførsel, og hvad vi ikke vil acceptere på vores skole.

– Joan Husted, studievejleder i Aarhus

 

Prorektor Jens Grund fremhæver også vigtigheden af kodeksets signalværdi, fordi det er med til at italesætte, at Danmarks
Medie- og Journalisthøjskole ikke vil tolerere krænkende adfærd.

Han lægger desuden vægt på, at kodekset ikke står alene. Der er sat flere initiativer i værk, og ét af dem er, at alle studerende skal deltage i en sexisme-workshop, inden de starter i praktik. Den skal forberede de studerende på, hvordan de håndterer det, hvis de udsættes for en seksuel krænkelse.

En af dem, der allerede har deltaget i sexisme-workshoppen, er Anne-Sofie Færk, der læser kommunikation på andet semester i Aarhus og skal i praktik næste semester. Inden var hun skeptisk, men blev positivt overrasket, fordi hun følte, at skolen tog ansvar for hende og hendes medstuderende.

”Jeg synes, det er rart, at skolen forbereder os på det. Man tænker, at det ikke sker for en selv, og samtidig hører man, at det sker for mange. Så det kunne jo også ske for mig,” siger hun.

Et skuffedokument?

Af de adspurgte i min spørgeskemaundersøgelse har 44 procent slet ikke hørt om kodekset.

Jeg spørger Jens Grund, hvordan kodekset skal sætte fokus på sexisme, når kun cirka halvdelen kender til det. Han svarer, at det vil tage tid. Planen er at udbrede kendskabet til kodekset ved at fortælle nye studerende om det ved studiestart. Desuden fortælles der om kodekset til sexisme-workshoppen.

 

”Det skal ud at leve noget mere. Det er ikke meningen, at det skal være et skuffedokument.

– Jens Grund, prorektor på DMJX 

 

I et fritekstfelt i spørgeskemaundersøgelsen kan de studerende skrive, hvad de mener om, at skolen har lavet et kodeks. Mange er positive, men en del efterspørger også bedre kommunikation.

Prorektor Jens Grund ville ønske, at flere havde læst kodekset. Faktisk er hans mål, at alle studerende med tiden skal have læst det. Jeg spørger ham, om man kunne have gjort mere end blot at sende en mail ud og forklarer, hvordan jeg selv opgav at finde kodekset på ItsLearning.

”Hvis vi kan gøre det lettere, er det dumt ikke at gøre det. Vi ved jo også fra branchen, at hvis der er for mange kliks derhen, så falder folk fra,” svarer han.

Han vil tage det videre til kommunikationsafdelingen, men lover ikke, at det er muligt at gøre kodekset mere tilgængeligt.

Jeg foreslår, at man kunne lægge kodekset ud på DMJX’ hjemmeside, så man kan linke direkte til det. Den mulighed har Jens Grund også tænkt på.

”Vi har faktisk lagt en del energi i det her kodeks, så det betyder også noget for os. Vi må gøre noget mere, hvis folk skal læse det,” siger han.

Har du selv været udsat for en krænkende handling – mobning eller seksuel chikane?

Så kontakt din studievejleder, praktikkoordinator eller en underviser, som du har tillid til.

I skolens kodeks for god adfærd kan du læse mere om, hvordan sager om krænkende adfærd håndteres.

Kodekset kan findes på ItsLearning under Dashboards og projektrum -> DMJX -> se i højre side under DMJX – generelt -> Kodeks for god adfærd

Mere end 200.000 danskere er på TikTok – DR er ikke

Mere end 200.000 danskere er på TikTok – DR er ikke

Mere end 200.000 danskere er på TikTok – DR er ikke

Danmarks Radios sociale medieprofiler tæller både Instagram, Facebook, Youtube og Twitter, men de er, ligesom næsten alle andre danske medier, ikke til at finde på TikTok. Vi har spurgt tre danske journalister, hvordan de bruger ‘et socialt medie på steroider’.

Skribent: Bonna Haagen pedersen
FOTO: margarita ilieva

Udgivet den 25. marts 2021

The Washington Post. BBC. La Nación. Tre medier, der primært har det til fælles, at de beskæftiger sig med journalistik. Men de har også en anden fællesnævner. De er nemlig alle tre til stede på det sociale medie TikTok.

I en dansk kontekst kan officielle medieprofiler på TikTok tælles på én hånd. Vi Unge har en profil, de ikke har postet på siden 2018 og Medietrends.dk har en profil uden hverken indhold eller følgere. Vi har spurgt journalisterne Anna Lin, Lasse Winther og Jonas Madsen, hvordan de bruger TikTok.

 

Når børnene, hvor de er

For Anna Lin Lundsgaard, tidligere vært på Ultra Nyt og kommende vært på ‘Kender Du Typen’, er TikTok et socialt medie, som er sjovt, underholdende og kreativt. Det giver hende også en mulighed for at pleje platformen, der er en del af hendes brand som vært.

Det gør hun for eksempel ved at tage videoklips fra egne programmer, så de på TikTok kan fungere som en teaser for selvsamme. 59,1 tusinde personer følger Annas profil på TikTok.

“Jeg har lige brugt det til at lede efter medvirkende til et nyt program. Jeg har et ønske om at nå så mange forskellige børn som muligt for at lave et godt cast. Så det giver mening at bruge den platform, jeg har derinde,” siger hun.

@anna_l1n

Vil du være med i en serie på Ultra?

♬ original sound - Anna Lin

Lasse Winther, vært og videoproducer hos DR Viden, downloadede appen i marts 2020 og var i første omgang bare med på en kigger.

“Jeg gjorde nok det, som de fleste gør; bare kommer ind for at få en masse content. Men jeg blev fuldstændig blæst bagover og blev dybt afhængig.”

For ham er det vigtigt at forsøge at lave indhold, som er unikt. Det skal passe til hans kunnen og personlighed. Valget om at gå fra en kigger til selv aktivt at poste kommer fra en grundlæggende nysgerrighed for TikTok.

“Jeg tror også, jeg satte mig et mål, om at jeg kan bruge TikTok til at sprede noget viden men også at profilere mig selv, i og med at jeg som journalist og vært lever af, at folk kan lide min personlighed,” siger han.

@lassewinther

Reply to @lasseraun banansmag fra bananslik smager af en banansort, der nu er uddød. #somesciencedk #danmark #tiktokdk #danmarksradio #science

♬ Shaxicula (Toxic x Love Shack x Dragula) - DJ Cummerbund

Ligesom Anna Lin har Jonas Madsen fra DR Ultra også en bevidsthed om at være til stede der, hvor målgruppen for hans program er. Jonas er ikke hoppet med på diverse TikTok trends og danse, men uploader mest udklip fra Ultra Nyt, hvor hans personlighed får lov til at skinne igennem.

“Jeg synes jo, det er et enormt underholdende medie, og jeg får meget ud af at være derinde. Det er jo bare sociale medier på steroider. Der er fuld knald på, og det kan jeg godt lide,” siger han.

@jonasmadzen

Det er ikke altid nemt at lave Ultra Nyt 🥰✌️⭐☀️💐 Hvad glæder du dig allermest til, når skolen starter igen? #drultra #ugens #ultranyt #forypu

♬ original sound - jonasmadzen

Underholdende men informativt

TikTok er det hurtigst voksende sociale medie i verden lige nu, og hvis man tror, at det blot er et sted for dans og pranks, har man sovet i timen. Tidligere nævnte Washington Post har i skrivende stund hele 897,8 tusinde følgere på appen og er måske om nogen et bevis på, at man, modsat Lægemiddelstyrelsen, godt kan formidle information på TikTok, uden at det bliver boomer.

Lasse bruger blandt andet sin profil til at lave videnskabsindhold og ønsker ifølge sig selv at promovere en tilgang til ny viden: At det kan være både spændende, sjovt og underholdende. Og at det er helt okay at være nørdet.

Spørger man ham, hvad der gør TikTok særligt i forhold til at formidle informativt indhold, er han ikke i tvivl.

Det kan være snacksized. Det tror jeg, er det vigtigste, den platform kan. Det kan ligge sammen med en masse underholdning, og det gør jo, at det ikke nødvendigvis føles som læring. Især hvis det lykkedes mig at lave noget indhold, som både er underholdende og informativt.”

 

Jonas Madsen, som til dagligt bor og arbejder i Aarhus, har 25.6 tusinde følgere på TikTok. Foto: Margarita Ilieva

Jonas Madsen, som til dagligt bor og arbejder i Aarhus, har 25.6 tusinde følgere på TikTok. Foto: Margarita Ilieva

For Anna Lin er hendes profil en forlængelse af sit brand, og hun bruger den udelukkende til underholdning. Men hun er også bevidst om, at de fleste af dem, der kigger med, er børn, og at de kender hende fra værtsrollen. Derfor er det heller ikke alle trends og danse hun hopper på, hvis de for eksempel er for sexede.

Det er ikke et sted, hvor jeg skal være lækker. Det kan jeg være på min ‘Nære Venner’ Instagram story. For eksempel har jeg lavet en dans til Savage, hvor jeg har taget den version, hvor der kommer en pruttelyd, for at det bliver mindre sexet. Så det tænker jeg også over.”

Etiske overvejelser

TikTok har været genstand for en del kritik, som blandt andet går på måden, de indsamler, gemmer og videredistribuerer brugernes data. Set i lyset af at TikTok i høj grad henvender sig til en ung brugergruppe, har det også givet Jonas Madsen anledning til etiske overvejelser om sin tilstedeværelse på appen.

“Jeg har gjort mig etiske overvejelser om at være til stede på appen, men jeg synes også i kraft af mit arbejde, at jeg har en forpligtigelse til at forstå, hvad det er, børnene ser og laver og nogle gange se den digitale verden ud fra deres øjne.”

 

Ligesom Jonas Madsen, har Anna Lin gjort sig lignende overvejelser, og hun har tidligere lavet en Ultra-udsendelse om Tiktok og hvilke problemstillinger, det kan give, at appen er kinesisk ejet. Hun oplever nogle gange, at børn skriver til hende på TikTok: ‘Du siger, man ikke må have TikTok, og så har du det selv.

“Jeg har lavet en personlig opvejning af at være på TikTok, og det vil jeg gerne. Der er så mange, der har mine informationer, og jeg har personligt ikke ondt i maven over, at Kina også har.”

Hun vil dog aldrig opfordre nogen til at gøre det ene eller det andet. Hun pointerer, at det er utroligt vigtigt for forældre og børn at snakke om internettet, og hvor stort det er.

Jonas Madsen har en kandidat i journalistik fra Syddansk Universitet. Foto: Margarita Ilieva

Potentiale for en DR tilstedeværelse på TikTok?

Både Lasse, Anna og Jonas ser et potentiale i at være til stede på platformen, også som medie.

Illustreret Bunker har forsøgt at få en mere konkret udtalelse fra DR om deres overvejelser i forhold til at være til stede på TikTok, men det er ikke lykkedes. Chef for Børn, Unge og Nyudvikling, Malene Birkebæk siger følgende:

“DR’s tilstedeværelse på sociale medier er en vigtig brik i at levere tidssvarende public service-indhold på de platforme og enheder, som især yngre brugere foretrækker. Det er en løbende vurdering, hvilke platforme DR er til stede på. I forhold til Ultra og sociale medier giver Youtube lige nu mening i relation til målgruppen og vores strategiske indsatser, men vi holder øje med andre platforme i forhold til brugen og udviklingen af platformen.”