En vagthund må gerne gø

En vagthund må gerne gø

En vagthund må gerne gø

tekst: simon b. porse
illustration:  amanda frisk

Udgivet den 20. maj 2021

Min mus svæver over ‘slet’-knappen. Jeg er rådvild, i tvivl og fornemmer en følelse af usikkerhed i kroppen.

Det er fjollet, siger jeg til mig selv. Hundredvis af mennesker skriver langt dummere ting på nettet hver dag, uden at det har de store konsekvenser.

Måske skulle jeg bare gøre det. Få det ud af verden. På den anden side: Internettet glemmer aldrig. Nogen har med sikkerhed gemt et screenshot, så der er ingen pointe i at gemme sig. Jeg er bundet af bevismaterialet. Et spor, jeg selv har skrevet. En lort, jeg selv har lagt. Og når jeg alligevel skal leve med lugten, så kan jeg lige så godt få luftet ud.

Sidste efterår skrev jeg en opdatering på Twitter. Jeg var på studietur i København, og vi skulle besøge Christiansborg. Vores vært og rundviser skulle vise sig at være folketingsmedlem for Nye Borgerlige Lars Boje Mathiesen. Vi var flere, der utilfredst rullede med øjnene, husker jeg, men som den klassens klovn jeg er, tænkte jeg, at det kunne jeg nok godt få en vits ud af.

Jeg tænkte mig om. Ganske kort. “Dobbelt meget en MF’er,” skrev jeg på Twitter. MF’er for Medlem af Folketinget og for motherfucker. Ikke hammersjovt, men det var det bedste jeg lige kunne finde på. Jeg trykkede ‘send’.

Jeg synes egentlig, at min vits var ret uskyldig, men det må have rørt ved noget i folk, for de næste timer, ja faktisk de næste dage, skulle mit kommentarspor vise sig at blive rødglødende.

Presserådgivere, journalister og journaliststuderende, blandt andre – Twitter er jo trods alt et intranet – haglede ned på mig. Vulgær var jeg, infantil, ræverød. Skamme mig, skulle jeg.

For journalister må ikke give udtryk for at have et politisk standpunkt, lod man mig forstå. Det er det, man har partskilderne til. Medmindre man er redaktør, og man netop sidder og brygger på en leder til morgendagens avis, så skal man lægge holdningerne på hylden og være artig.

Eller hvad?

Når man siger, at journalister kan og skal være fuldkommen ‘neutrale’, ‘objektive’ og tage sit udgangspunkt i ‘a view from nowhere’, så taler man ud fra omnibuspressens idealer. De er bare lidt støvede, når man ser på det danske mediebillede.

Berlingske kalder sig for ‘Danmarks borgerlige avis’, Information er ‘ungdomsoprørets avis’ og Politiken bedriver ‘kampagnejournalistik’ om de danske børn i Syrien. Det afholder ikke deres ansatte fra at være dygtige journalister, der på ganske rigtig og professionel vis forholder sig kritisk til deres omgivelser og til sig selv.

Vi har alle sammen holdninger, udgangspunkter og bias, som har indflydelse på den måde, vi arbejder, vinkler og framer. Måske skulle vi tale om det, i stedet for at tie det ihjel og pudse hinandens glorier?

“Det er bedre, at en journalist er åben omkring sine holdninger, end at man gemmer dem væk og lader dem farve det, man skriver,” sagde Lars Boje Mathiesen, da vi besøgte borgen. Flink fyr, i øvrigt.

Jeg vil gerne medgive, at hvis vi skal tale om min kommentar – og det skal vi jo, for det er vores case – så er der da et problem:   T O N E N. Bevares, det er dårlig stil, når jeg kalder andre for øgenavne, men jeg mener, er det virkelig så slemt? Har I for eksempel fulgt med i politik de sidste par år?

Politikere kæmper om pladsen, som den største strammer, de siger ‘perker’, maler muslimer som terrorister og islam som en sygdom – til gengæld høster de stemmer og opbakning. Men hvis en ung og dum journaliststuderende i et dovent ordspil kalder en folketingspolitiker noget grimt, så er man et respektløst barn, der selv beder om en shitstorm.

Det er i mine øjne en helt skør tonepolitik at acceptere og beskytte hadefulde og polariserende holdninger, så længe de er pakket flot ind i gavepapir og bånd med sløjfe. Det handler ikke om tonen, skat, men om indholdet.

Var det en dum kommentar, jeg skrev? Absolut.

Var jeg naiv i min forestilling om, at havet af brugere på medieverdenens intranet ikke ville råbe op? Måske.

Skulle jeg have grublet længere over opslaget, inden jeg trykkede ‘send’? Tjaaa, det skulle jeg nok. Om ikke andet, så havde jeg nok også fundet på en vits, der var lidt sjovere.

Når jeg bringer min historie tilbage fra glemmebogen, så svarer det til at sparke til en gammel bikube og håbe, at man ikke bliver stukket igen. Heldigvis er jeg ikke allergisk.

Hvis troværdighed og journalistisk ordentlighed handler om at holde sig ren og pæn, mens politikere på tværs af fløjene udpeger hele befolkningsgrupper som problemer og endda har magten til at sætte handling bag deres ord, så synes jeg faktisk, at det er lidt forfriskende, at nogen siger ‘fandeme nej’.

En vagthund må altså gerne gø.

På tværs af generationer: Tre journalister taler om en branche i forandring

På tværs af generationer: Tre journalister taler om en branche i forandring

På tværs af generationer: Tre journalister taler om en branche i forandring

Som journalist i det 21. århundrede kan man let glemme, at internettet ikke altid har været der. Men vi skal vi ikke meget længere tilbage end til omkring årtusindeskiftet, før internettet blev et fast arbejdsredskab hos journalister. Verden har rykket sig, og med det har journalisterne skullet det samme. Vi har talt med tre journalister i forskellige aldre om deres syn på udviklingen.

Skribent: Marcus Wehage
Foto: Margarita Ilieva

Udgivet den 20. maj 2021
Ny chefredaktør på Jyllands-Posten: “Vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne”

Ny chefredaktør på Jyllands-Posten: “Vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne”

Ny chefredaktør på Jyllands-Posten: “Vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne”

I år fylder Jyllands-Posten 150. Med en ny redaktion på Aarhus’ havnefront, en ny digital strategi og den første kvinde i chefredaktionen nogensinde, har avisen markeret et nyt kapitel i sin historie. Marchen Neel Gjertsen hedder kvinden med ansvaret for avisens digitale vækst, og hun har skyhøje ambitioner på egne, journalistikkens og Jyllands-Postens vegne.

Skribent: Julie Schønning
FOTO: Rune Øe

Udgivet den 20. maj 2021

Forfaldsfortællingen om medierne er at finde alle vegne, og hvis medierne skal overleve, kræver det en omstilling fra analogt til digitalt indhold. Og netop den digitale udvikling har Marchen Neel Gjertsen fået ansvaret for på Jyllands-Posten, der nu også har fået sin første kvinde i chefredaktionen. For hende er opgaven ‘journalistik, ledelse og fremtidssikring.’

Hvilke visioner har du for JP’s digitale fremtid?

“Jeg har en ambition om, at Jyllands-Posten skal være størst, og det gælder også det digitale. Den styrkeposition, vi har haft som printavis, skal vi tilsvarende formå at videreføre til en yngre målgruppe af digitale abonnenter.  Det er den store omstilling både redaktionelt og forretningsmæssigt, som både JP og andre avishuse står overfor. Det er ikke nemt, men visionen er, at det skal lykkes.”

Hvor store er de vækstambitioner i tal?

“Hvis vi skal være størst, vil vi jo i første omgang gerne et godt stykke over de 40.000 digitale abonnenter, som er det niveau, Berlingske tidligere har oplyst, at de har for tiden. Men de konkrete tal er kun en kortsigtet strategi, fordi det i sidste ende handler om, at vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne.

De fleste under 50 år har ikke været vant til at betale for et nyhedsmedie, og hvis du sammenlagde abonnenter for Jyllands-Posten, Berlingske, Politiken, Ekstra Bladet og Zetland, ville du stadig komme frem til en ret lille totalsum. Derfor kan målet om størrelse ikke kun ses i de nuværende abonnementstal. Danskerne forbruger rigtig meget digital journalistik, men det at få folk til at købe et abonnement er en ny ting.”

Hvilke konkrete tiltag har I planlagt for at dette skal lykkes digitalt?

“Vi er ved at udarbejde en mere detaljeret digital strategi, men meget af det forbliver forretningshemmeligheder. Helt overordnet handler det om at være top of mind hos unge mennesker. Vi kappes om deres tid og digitale opmærksomhed med andre medier, techgiganter og tøjbutikker. Hvordan sørger man for at stå stærkt der? Det er et spørgsmål om at formidle sin journalistiske vision og forklare, hvad man kan få hos os. Men indholdet er selvfølgelig det, der bærer det, og der er intet teknologisk quick-fix, der slår et brag af en god historie af banen. Derfor går de to ting hånd i hånd. Det er vigtigt, at vi laver de rigtige historier, til de rigtige mennesker, på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde. Falder vi nogle gange i fælden og laver lidt for kedelig systemjournalistik, der tager udgangspunkt i samfundsinstitutioner i stedet for at gøre journalistikken mere borgernær? Ja, det gør vi, og det gør de fleste medier. Det skal vi alle øve os på. Som journalister har vi en interesse for samfund og politik, der gør, at vi orienterer os mod rapporter, politikere og byrådsmøder, men vi skal blive ved med at øve os i at vinkle det på konsekvenserne for borgerne.”

Jeg hører dig sige, at det gode indhold er vigtigt, men jeg vil alligevel gerne prøve at spørge igen, hvad der konkret skal ske på det digitale, fordi det jo er dit hovedansvar; er det en ny hjemmeside, nyhedsbreve, podcast, digitale fortællinger?

“Der er ikke et enkelt svar, men ja til det hele. Det er en årelang omstilling. Du kan ikke koge omstillingen ned til én ting. Det er 10.000 ting, vi skal skrue på. Og vi kommer aldrig i mål med det, for om fem år er det noget andet. Hele den digitale omstilling er jo bare et led i mediernes udvikling, og der er ikke noget quick-fix.”

Hvorfor er du den rette til opgaven?

“Det er svært at svare på selv, men jeg har været på Jyllands-Posten i lang tid, jeg kender huset godt og er vant til at repræsentere vores journalistik udadtil på den politiske redaktion. Den store forståelse for Jyllands-Posten hele vejen rundt er min bedste forudsætning for at lykkes. Vi kunne også have fundet en tech-nørd, men man kan ikke adskille den digitale strategi fra den journalistiske vision. Jeg har en kæmpe kærlighed til Jyllands-Posten og et ekstremt højt ambitionsniveau for vores fremtid.”

Hvad betyder det for dig personligt at have fået stillingen som chefredaktør?

“Det betyder da meget. Jobbet er et kæmpe privilegium, og jeg ser det som en ekstremt stor opgave at lykkes med. Jeg er ikke gået ind i faget for at blive chef, men opgaven er vokset på mig. For mig er indholdet og samfundspligten det vigtigste, men det fede ved ledelse er at se, om man kan lykkes med at flytte andre med den vej, man synes, er den rigtige.”

Hvad betyder det for dig, at du er den første kvindelige chefredaktør på Jyllands-Posten nogensinde?

“Jeg ved ikke, hvad det betyder for mig, men det virker som om, at det betyder meget for andre, at jeg er den første kvinde i chefredaktionen. Og det er jeg glad for at kunne være med til at forløse. Jeg synes, det er på tide, at Jyllands-Posten får en kvindelig chefredaktør, og jeg er da glad for, at det blev mig.”

Er der nogle medier, der er lykkes bedre med at skaffe unge abonnenter, end I er?

“Ja det er der da. Vi er glade for vores abonnenter, men det skal ikke være en hemmelighed, at JP ikke har været de bedste til at skaffe unge abonnenter. Men vi skal heller ikke lave et nyt ungdomsmedie a la TV 2 ECHO. Vi kigger måske på en målgruppe fra 30-60 år. Jeg kender ikke tallene for, hvor mange der abonnerer på Zetland, men jeg vil tro, de har ramt en yngre målgruppe. Hvis man skulle lave et nyt medie i morgen, så ville man nok satse på lyd, men vi er i den situation, at vi er rigtig gode til at skrive, og vi har stadig en kæmpe printavis, som vi er rigtig stolte af, og som ikke må lide overlast. Så vi står med et ben i to historiske epoker.”

Jacob Nybroe (Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, red.) har kaldt jeres nye hovedsæde på Aarhus Havn for ‘et synligt tegn på optimisme efter en lang periode med nedgang og generel pessimisme i branchen.’ Har du haft samme pessimisme på mediernes vegne?

“Nej, det har jeg egentlig ikke, men man hører hele tiden fordommen, og mange prøver at dømme journalistikken ude. Men avisernes nyheder spreder sig jo til hele nyhedsbilledet på alle mulige platforme i større omfang end nogensinde før, og folk er faktisk villige til at bruge tid på journalistik. Under coronanedlukningen fik vi flere besøgende og flere abonnenter, end vi har gjort længe. Og vi sælger også stadig papiraviser. Vores gamle lokaler i Viby havde store, tomme trykkerihaller og tomme enkeltmandskontorer fra en tid, hvor der var flere journalister. På den måde bar de fysiske rammer præg af omstillingen, så det var godt for os at flytte ned på havnen.”

Hvordan tror du fremtiden ser ud for den danske presse, hvis vi ikke er gode til at omstille os fra analogt til digitalt indhold?

“Så ser den dyster ud. Når unge mennesker primært forholder sig til deres telefon eller deres laptops, så skal journalistikken være der. Når folk oplever, hvor nemt og intuitivt man kan navigere på Netflix eller Instagram, så skal medierne kunne matche samme sømløse digitale brugeroplevelse. Men vi er oppe imod nogle gigantiske kræfter, der har et helt andet udviklingsbudget og -tempo. Som de relativt små virksomheder vi er, bliver prøvelsen at følge med i den kvalitetsbedring, der kræves.”

Hvad betyder det for dig personligt at have fået stillingen som chefredaktør?

“Det betyder da meget. Jobbet er et kæmpe privilegium, og jeg ser det som en ekstremt stor opgave at lykkes med. Jeg er ikke gået ind i faget for at blive chef, men opgaven er vokset på mig. For mig er indholdet og samfundspligten det vigtigste, men det fede ved ledelse er at se, om man kan lykkes med at flytte andre med den vej, man synes, er den rigtige.”

Hvad betyder det for dig, at du er den første kvindelige chefredaktør på Jyllands-Posten nogensinde?

“Jeg ved ikke, hvad det betyder for mig, men det virker som om, at det betyder meget for andre, at jeg er den første kvinde i chefredaktionen. Og det er jeg glad for at kunne være med til at forløse. Jeg synes, det er på tide, at Jyllands-Posten får en kvindelig chefredaktør, og jeg er da glad for, at det blev mig.”

Er der nogle medier, der er lykkes bedre med at skaffe unge abonnenter, end I er?

“Ja det er der da. Vi er glade for vores abonnenter, men det skal ikke være en hemmelighed, at JP ikke har været de bedste til at skaffe unge abonnenter. Men vi skal heller ikke lave et nyt ungdomsmedie a la TV 2 ECHO. Vi kigger måske på en målgruppe fra 30-60 år. Jeg kender ikke tallene for, hvor mange der abonnerer på Zetland, men jeg vil tro, de har ramt en yngre målgruppe. Hvis man skulle lave et nyt medie i morgen, så ville man nok satse på lyd, men vi er i den situation, at vi er rigtig gode til at skrive, og vi har stadig en kæmpe printavis, som vi er rigtig stolte af, og som ikke må lide overlast. Så vi står med et ben i to historiske epoker.”

Jacob Nybroe (Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, red.) har kaldt jeres nye hovedsæde på Aarhus Havn for ‘et synligt tegn på optimisme efter en lang periode med nedgang og generel pessimisme i branchen.’ Har du haft samme pessimisme på mediernes vegne?

“Nej, det har jeg egentlig ikke, men man hører hele tiden fordommen, og mange prøver at dømme journalistikken ude. Men avisernes nyheder spreder sig jo til hele nyhedsbilledet på alle mulige platforme i større omfang end nogensinde før, og folk er faktisk villige til at bruge tid på journalistik. Under coronanedlukningen fik vi flere besøgende og flere abonnenter, end vi har gjort længe. Og vi sælger også stadig papiraviser. Vores gamle lokaler i Viby havde store, tomme trykkerihaller og tomme enkeltmandskontorer fra en tid, hvor der var flere journalister. På den måde bar de fysiske rammer præg af omstillingen, så det var godt for os at flytte ned på havnen.”

Hvordan tror du fremtiden ser ud for den danske presse, hvis vi ikke er gode til at omstille os fra analogt til digitalt indhold?

“Så ser den dyster ud. Når unge mennesker primært forholder sig til deres telefon eller deres laptops, så skal journalistikken være der. Når folk oplever, hvor nemt og intuitivt man kan navigere på Netflix eller Instagram, så skal medierne kunne matche samme sømløse digitale brugeroplevelse. Men vi er oppe imod nogle gigantiske kræfter, der har et helt andet udviklingsbudget og -tempo. Som de relativt små virksomheder vi er, bliver prøvelsen at følge med i den kvalitetsbedring, der kræves.”

Hvis medielandskabet ændrer sig, hvorfor bliver det så JP, der overlever?

“Jeg synes, Jyllands-Posten er et af de eneste medier, der håndhæver de klassiske journalistiske dyder i forhold til tilstræbt objektiv journalistik, du kan regne med. Vi adskiller news og views og forfalder ikke til at segmentere vores journalistik så meget, at det til sidst bliver en partiavis. Ovenpå diskussionen om fake news, tror jeg, der er et behov for det. Autoritetsfaldet skal modsvares af endnu grundigere journalistik. Jeg tror på, vi skal holde fast i de idealer.”

Christian Jensen om Politikens aktivistiske temperament: ”Vi skal ikke altid stræbe efter det objektive”

Christian Jensen om Politikens aktivistiske temperament: ”Vi skal ikke altid stræbe efter det objektive”

Christian Jensen om Politikens aktivistiske temperament: ”Vi skal ikke altid stræbe efter det objektive”

Politiken dækkede sagen om de danske børn i Syrien ved blandt andet at vise, hvordan de selv mener, at der skal handles. Men hvordan hænger den aktivistiske journalistik sammen med en avis, der også skildrer sig selv som sandhedssøgende. Ifølge medieforsker Peter Bro er det vigtigt, at man står frem og forklarer sine valg og handlinger.

Tekst: Maria Svehag
Illustration: Simon b. Porse

Udgivet den 20. maj 2021

Den 21. marts indtager Politikens lederspalter forsiden af avisen. Den er spækket med argumenter for, at de 19 danske børn, der sidder i en fangelejr i Syrien, skal hentes hjem. Argumenter direkte rettet mod regeringen. Bring børnene hjem. Sådan lyder overskriften formet af store, grå bogstaver.

Åbner man samme aften Politiken.dk, er det en video, der ligger øverst. Lydbilledet består af klavermusik i triste toner, der blander sig med rolige men beslutsomme stemmer. Stemmerne tilhører forskellige danske personligheder, der med faste blikke foran en sort baggrund fortæller, hvorfor netop de synes, at børnene i Syrien skal hjem. Den sidste figur, der træder frem i videoen, er Politikens egen ansvarshavende chefredaktør:

”Jeg hedder Christian Jensen. Og jeg synes også, at børnene skal hjem. Nu.”

Politiken har en mening – og de har vist den.

Men er det overhovedet meningen, at Politiken, som et af Danmarks største dagblade, skal gøre det? Er det meningen, at medier, der hævder at bestræbe sig på at søge sandheden, skal udfylde forsider på både papir- og netaviser med deres egen stillingtagen?

Spørgsmålet bunder i, hvornår journalistisk ikke længere er journalistik, men bliver til aktivisme, og om de to ting kan og skal skilles ad.

 

En flydende grænse

I hjørnekontoret med udsigt over Københavns Rådhusplads sidder Politikens chefredaktør Christian Jensen. Han forklarer, hvordan de, ligesom andre medier, har både et journalistisk temperament, hvor der bruges journalistiske metoder, og et holdningstemperament, hvor meninger udtrykkes i ledere.

”Politiken har så noget ekstra. Vi har også et aktivistisk temperament,” siger Christian Jensen.

Men spørger man medieforsker ved SDU Peter Bro er skellet mellem journalistik og aktivisme ikke noget, der entydigt kan defineres. Det er en mere flydende grænse.

”Jeg skelner i stedet mellem passiv og aktiv journalistik,” siger han.

Den passive journalistik er ifølge Peter Bro den, der kun ønsker at informere og oplyse, mens den aktive journalistik på den ene eller anden måde er optaget af, hvad der sker med en sag, efter at den er fremlagt. Den aktive journalistik kan dermed have mange forskellige formål. Den kan opfordre til debat eller endnu kraftigere advokere for nogle positioner. Men så kan den også forsøge at implementere nogle ting.

”Det er det sidste, der for alvor er rendyrket aktivisme,” siger Peter Bro.

Men hver dag er der mange journalister, der er aktive, uden at de tænker over det. At man spørger en politiker, hvad hun eller han vil gøre ved et problem, er også et eksempel på, at målet er mere end blot at fremlægge information. Den type journalister er dem, Bro definerer som proaktivt neutrale. De er interesserede i at ændre noget, men de er neutrale overfor, hvordan det skal gøres.

 

En kontroversiel sag

Men hvis så mange journalister udøver aktiv journalistik, hvordan kan det så være, at flere medier har kritiseret Politiken for at lave netop den video og den forside? Ifølge Peter Bro skyldes det, at sagen om børnene i Syrien er dybt kontroversiel.

”Når man er uenige om, hvorvidt man skal gøre noget her i Danmark, er der også flere holdninger til, om Politiken overhovedet skal gå ind i den her sag,” siger han.

Der findes mange situationer, hvor man ifølge Peter Bro laver den alleryderste form for aktiv journalistik, uden at vi næsten lægger mærke til det. Diverse indsamlingsshows er eksempler på tilfælde, hvor der på aktivistisk vis bliver arbejdet for at ændre noget i samfundet. Men fordi vi alle kan være enige om, at det er godt at bekæmpe sult i fattige lande eller forske i kræftbehandling, lægger man ikke mærke til aktivismen, fordi den er så ukontroversiel, mener Peter Bro.

Det er altså ikke det, at man tager stilling i sig selv, der har skabt opmærksomheden omkring Politikens kampagne. Det er graden af politisk spænding, som den indeholder.
Men på Politiken mener man selv, at videoen med de fem forskellige stemmer fra Johanne Schmidt Nielsen til Søren Pind var et forsøg på at hive sagen ud af en partipolitisk kontekst.

”Det er et humanistisk budskab. Den skulle ikke grupperes i en bestemt politisk position,” siger Christian Jensen.

 

En del af identiteten

Historien om børnene i Syrien er ifølge Christian Jensen ikke et enestående eksempel på, at Politiken vælger at benytte nogle værktøjer, man finder ude i kanten af spektret over aktiv journalistik. De har gjort det flere gange før, og det er blevet en del af deres DNA.

”For vores læsere ville det være mere overraskende, hvis vi ikke viste vores mening,” siger han.

Læserne har ikke bare vænnet sig til deres aktivistiske position. De forventer den. Sådan har det altid været. Ifølge chefredaktøren er det i hvert fald den forandringskraft, som Henrik Cavling grundlagde avisen på i 1905.

Peter Bro mener dog, at der er sket en udvikling fra Henrik Cavling til i dag i valget af de sager, som Politiken håndterer med dette ekstra ’temperament’:

”Henrik Cavling gik ind for, at det var de mere ukontroversielle sager, fordi han var bange for at støde læsere fra sig.”

Men tiderne er selvfølgelig også nogle andre, og Christian Jensen mener, at Politiken blot udvider og bygger oven på deres egen aktivistiske tradition. For ham handler det om at give den retning og udtryk.

 

Det vigtigste er forklaringen

Ifølge Peter Bro er det aktivistiske gear ikke eksklusivt for Politiken. Den mere holdningsbaserede journalistik er et fænomen, der svinger gennem tiden som et pendul. Efter en periode med passive medier vil journalister og redaktører blive mere aktivistiske. Og bagefter vil det svinge tilbage igen, akkurat som alle andre tendenser i samfundet.

Men når vi ikke kan undgå tider, hvor meninger fylder i aviserne, må vi finde en måde, hvorpå læserne ikke forvirres eller får mistillid til medierne. Ifølge Peter Bro er det fortællingen om, hvorfor man skriver, det man gør, der er nødvendig.

”Forklaringen er vigtig, fordi der er så mange typer medier i øjeblikket, og nogle er drevet af politiske dagsordener,” siger Peter Bro.

Dermed bliver det muligt for den aktive og endda den aktivistiske journalistik at have en plads i mediebilledet, mener han. Hvis medierne stiller sig til rådighed og forklarer deres valg og fravalg, giver de brugerne mulighed for at læse hvert enkelt stykke journalistik på de præmisser, netop dét er skrevet på.

I nutidens mediebillede, hvor journalistikken svinger til den aktivistiske side, er det altså ikke længere forsøget på neutralitet, der er det eneste rigtige. Og den idé er Christian Jensen enig i:

”Det objektive skal vi heller ikke altid stræbe efter. Vi skal stræbe efter at gøre det klart for vores læsere, hvilke præmisser vi laver vores journalistik på.”

Mød TV2’s nye Asien-korrespondent: ”Det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt”

Mød TV2’s nye Asien-korrespondent: ”Det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt”

Mød TV2’s nye Asien-korrespondent: ”Det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt”

Fra denne sommer skal Christina Boutrup føre TV2’s karakteristiske korrespondent-mikrofon i verdens nye supermagt. Med base i Shanghai skal hun berette om den udvikling, der inden længe gør Kina til verdens største økonomi.

Skribent: Anton Schack
FOTO: stine schjøtler

Udgivet den 20. maj 2021

Et begejstret smil breder sig forsigtigt over læberne, inden hendes blik slår væk i et kort sekunds betænkningstid:

”Min første tanke har nok været, at det sørme var på tide. Og så skyndte jeg mig at sende en mail afsted med det samme.”

Sådan beskriver Christina Boutrup sin reaktion, da hun tilbage i februar læste, at TV2 havde i sinde at sende en fast korrespondent til Kina. Den 44-årige fynbo har de seneste år opbygget sig en anerkendt status som en af landets førende Kina-kendere.

Siden hun for 13 år siden flyttede hjem efter sit første job som Asien-korrespondent for Berlingske, har hun savnet at være tæt på udviklingen. Til sommer river hun sit liv op ved roden, når hun, sammen med sin familie, vender tilbage til Shanghai. Derfra skal hun gøre TV2’s seere klogere på landet, der har manifesteret sig som økonomisk supermagt og i stigende grad gør sig gældende på den globale magtpolitiske scene.

Korrespondent fra år ét

Christina Boutrup er uddannet erhvervsjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Knap havde hun forladt bunkeren på Olof Palmes Allé, før et særligt stofområde fandt vej til hendes skrivebord og blev en gennemgående rød tråd i hendes journalistiske arbejde.

”Der gik jo kun lige et år, fra jeg fik min eksamen, til jeg for første gang landede i Beijing og skulle arbejde som journalist i Kina,” fortæller hun.

Som nyudklækket journalist på Berlingskes nyhedsmagasin oplevede Christina Boutrup, hvordan Kina oftere og oftere løb med overskrifterne i avisens erhvervsdækning. Historier om outsourcing til det fremadstormende marked og iøjnefaldende vækstrater vakte hendes interesse og pirrede den unge journalists nysgerrighed. I en sommerferie fik hun grønt lys fra avisen til at rejse fire uger til landet for at lave en serie om danske iværksættere. Det var på den rejse, Christina Boutrup for alvor fik øjnene op for en verdensdel fyldt med historier uden mange danske journalister til at fortælle dem.

”Efter den sommer tog jeg hjem og fortalte min chef, at jeg flyttede til Kina og spurgte ham, om han kunne bruge det til noget,” fortæller hun.

Et halvt år senere var hun igen i Kina, denne gang uden returbillet, men en freelance-kontrakt, der senere blev til et fast job som Berlingskes nye Asien-korrespondent.    

På trods af de høje journalistiske ambitioner og den nyfundne begejstring for det kinesiske samfund havde Christina Boutrup ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig det scenarie, hun pludselig landede i. I hendes hoved var korrespondent ikke en titel, der kunne forenes med blot et års journalistisk erfaring. Uden hverken at kunne tale sproget eller have indgående kendskab til verdensdelen, skulle hun pludselig levere analyser og reportager om et meget komplekst samfund.

Tidsforskellen på seks timer gav den unge korrespondent muligheden for at tage alle døgnets timer i brug. Research fra morgenstunden, interviews om eftermiddagen og artikelskrivning frem til den danske deadline langt ude på natten. Derudover gik hun til sproglektioner flere gange ugentligt. 

”Hvis man skal være modig for at være korrespondent i Mellemøsten, så fandt jeg hurtigt ud af, at man først og fremmest skal være hårdtarbejdende for at rapportere fra Asien helt uden erfaring,” fortæller hun.

Tilbage til udgangspunktet 

De seneste år har Christina Boutrup gjort det til en levevej at gøre beslutningstagere klogere på Kina. Selvom hun nødigt påtager sig titlen som ekspert, har hendes 17 års indsigt og omdømme givet muligheder, der rækker langt udover den spæde start som ung korrespondent på udebane. 

”Når jeg har taget Kina-kender-rollen på mig og brugt min viden til at sige: ’Min vurdering er…’ eller ’Jeg er overbevist om, at…’ har jeg oplevet, at mange flere pludselig har lyttet med. Det har skabt en helt anden opmærksomhed,” forklarer hun. 

Fem hurtige om Christina Boutrup:

  • Uddannet på DJH i 2004 med praktikophold på Børsens erhvervsredaktion.

  • Tidligere Asien-korrespondent for Berlingske og vært for radio- og tv-programmer på Radio24syv og DR2.

  • Forfatter til flere anmelderroste bøger om Kina og flittigt benyttet foredragsholder og moderator både i Danmark og internationalt.

  • Udpeget til Dansk Konkurrenceevneråd og medlem af den tidligere regerings Kina-ekspertpanel.

  • Bosat i Kullerup, Nyborg Kommune med sin mand og parrets to døtre på henholdsvis 9 og 11 år.

Med det nye job vender hun tilbage til udgangspunktet, når hun igen skal være den, der stiller spørgsmålene. Også dem, hun på forhånd kender svaret på. Skiftet vækker en velkendt begejstring, der tilbage i tiden var en af grundene til, at hun faldt for journalistikken: 

”Som journalist er jeg jo drevet af at komme ud i virkeligheden og få nogle indtryk og udfordringer, som jeg kan omsætte til et output. Derfor glæder jeg mig til at komme ud og få jord under neglene igen og fortælle både fascinerende og skræmmende historier,” fortæller hun.

Fra Kullerup til Kina

Selvom Kina i dag er velkendt og nærmest hjemligt territorium for Christina Boutrup, bliver det alligevel en særlig omvæltning, når hun til sommer bytter den østfynske landsby Kullerup ud med Shanghais pulserende storbyliv. Siden hun sidst boede i byen, er hun blevet mor til to.

Nu er huset sat til salg og pigerne er skrevet ind på en international skole. Familien er så småt begyndt at overveje, hvilke ting der skal med til Kina, og hvad de skal skille sig af med. Selvom det er en stor beslutning at rykke teltpælene i pigernes barndomsby op, lader Christina Boutrup sig ikke bekymre:

”Kina er en indgroet del af vores familieliv. Vi har besøgt landet hvert år med pigerne, og vi synes, at det er en fantastisk mulighed for dem at opleve kulturen og lære sproget.”

De kinesiske myndigheder udsteder i øjeblikket ikke permanente arbejdsvisa til internationale journalister pga. corona-pandemien. Derfor ved familien endnu ikke, hvornår de kan rejse til Shanghai. Selv håber Christina Boutrup dog på at kunne rapportere live fra Kina, inden sommeren er ovre.

At rapportere fra det mørklagte

Når Christina Boutrup på et tidspunkt får lov til at tage afsted, vil hun som noget af det første kontakte sit netværk af lokale fixere. De skal hjælpe hende helt tæt på historierne og den befolkning, der i mange tilfælde står i skyggen af systemet. Ifølge hende er arbejdsvilkårene som korrespondent i Kina anderledes, i forhold til hvad mange af hendes kollegaer oplever i resten af verden: 

”Der er intet, der er let i Kina, og slet ikke, når man kommer med et tv-kamera. Det er svært at få folk til at stille op til interview, fordi de risikerer repressalier, men der er sindssygt mange spændende historier, der bare venter på at blive fortalt,” fortæller hun.

Hverken ytrings- eller pressefrihed er reelle rettigheder i landet, der populært set kaldes verdens største étpartistat. Derfor har den kritiske journalistik trænge kår, og de internationale korrespondenter arbejder under overvågning fra det kinesiske styre.

I praksis kommer omstændighederne bl.a. til at begrænse Christina Boutrups muligheder for at arbejde i særlige dele af landet. Hun vil eksempelvis ikke kunne rejse til Xinjiang-provinsen og dække undertrykkelsen af Uighur-folket, uden det vil få konsekvenser for hendes arbejdstilladelse.  

Adspurgt, hvorvidt det så overhovedet er muligt at snakke om journalistisk uafhængighed i Kina, påpeger Christina Boutrup, at de internationale korrespondenter ikke er underlagt samme censur som de lokale medier.

Hun afviser, at de kinesiske myndigheder får direkte indflydelse på det indhold, hun skal producere til TV2’s platforme.

Hendes erfaring er, at man som korrespondent kan arbejde forholdsvist uforstyrret, hvis ens journalistiske arbejde er nøgternt og holder sig til at beskrive de faktiske forhold i landet. Men det afhænger selvfølgelig altid af, hvor følsom historien er. Derudover kan det for en gangs skyld også være en fordel ikke at være den største spiller i branchen:

”Et dansk medie som TV2 bliver ikke opfattet som en trussel på samme måde som de store internationale medier. Derfor kan vi måske slippe afsted med lidt mere. Vi skal dog ikke tro, at myndighederne ikke holder øje med, hvad vi laver. For det gør de.”  

Som Kina-kender og analytiker har Christina Boutrup repræsenteret et nuanceret perspektiv på det kinesiske samfund. Selvom Kina er en fjern virkelighed for de fleste danskere, er hun sikker på, at TV2’s dækning bliver både nærværende og aktuel. Landets stigende globale indflydelse påvirker danskernes hverdag på daglig basis. Den indflydelse håber Christina Boutrup på at kunne flytte frem i danskernes bevidsthed ved at øge deres kendskab til verdens nye supermagt.

”På nogle områder er Kina så langt fremme, at det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt. Derfor er det også nødvendigt, at vi ikke kun orienterer os mod USA, når vi ser fremad her i Europa,” siger hun.

Flere prognoser peger på, at Kina overhaler USA som verdens største økonomi, allerede inden dette årti når til ende. Udsigten til at skulle dække et skifte i verdensordenen trækker i Christina Boutrup, og begejstringen er umulig at overse. Hun vil afsted – hellere i dag end i morgen.

“Man bliver afhængig af Kina, fordi virkeligheden igen og igen overgår selv de vildeste fantasier. Som journalist er man med til at skrive verdenshistorie hver eneste dag – lige der midt i globaliseringens epicenter.”      

Den ukronede kommadronning forlader Katrinebjerg: ”Jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand”

Den ukronede kommadronning forlader Katrinebjerg: ”Jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand”

Den ukronede kommadronning forlader Katrinebjerg: ”Jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand”

Den ukronede kommadronning forlader Katrinebjerg: ”Jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand”

Tekst: Caroline dybdal carlsen
Foto: Esther Kofoed Sørensen

Udgivet den 20. maj 2021

De sidste 20 år har Gitte Luk været et af de første ansigter, nye studerende mødte, når de som spæde journalistaspiranter trådte ind ad skolens døre. Sådan kommer det ikke til at være fremadrettet, da hun går på pension.

Selvom Gitte Luk bytter titlen som kommadronning ud med pensionist, er det ikke et stille og roligt otium, der venter hende.

”Jeg gider ikke blive den klassiske pensionist, der bare skal spille golf. Jeg skal i øvrigt aldrig nogensinde spille golf,” siger hun.

I stedet vil hun købe et godt kamera, så hun kan tage sine egne billeder i stedet for bare at mene en masse om andres. Noget, hun har gjort en del i sine mange år som underviser på fotojournalistuddannelsen på DMJX. Heller ikke grammatikken har hun tænkt sig at slippe. Derfor fylder tankerne om at lave et lille firma allerede.

”Jeg vil meget gerne oversætte, lave noget korrekturlæsning og små kurser, for eksempel skrivekurser. Det har jeg i hvert fald en plan om,” siger Gitte Luk.

I kalenderen kommer der ikke til at stå ’golf’, men den skal nok blive fyldt op alligevel. I hendes sommerhus ved Vesterhavet, skal Gitte Luk mærke vinden i håret, læse bøger og lytte til lærkerne.

”Og så skal jeg høre en masse rockmusik live. Det trænger jeg til efter halvandet års nedlukning,” siger hun.

Det har kostet en klump i halsen

Trods de mange år på DMJX var beslutningen om at stoppe ikke svær. Mange ting lå til grund for beslutningen. Især familien har været en af de primære grunde til at gå på pension.

”Der har været flere antydninger gennem årene om, at jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand,” griner hun.

Selvom beslutningen kom let til hende, har det dog kostet en klump eller to i halsen. Da fratrædelsesaftalen skulle underskrives, stoppede Gitte Luk op ved punktet, hvor der stod, at aftalen ikke kunne fortrydes. Hun sank en ekstra gang og tvivlede på, hvad hun egentlig havde gang i. At hun endte med at underskrive, skyldes ønsket om ikke at være en af de undervisere, studerende ser som ’over sidste salgsdato’. De lærere har hun selv haft for mange af.

Nuværende og tidligere elever beskriver Gitte som engageret, inspirerende og passioneret. Hun gør dem modigere og stærkere, og det er netop det, der driver hende. Samværet med eleverne, hvor hun kan opleve deres arbejde og se deres passion.

Især klasseundervisningen, hvor hun kan lære eleverne at kende og arbejde intensivt med foto, reportage og feature. Komme helt ned i deres arbejdsprocesser og nørde med dem. Det er det, der er essensen af Gitte Luks kærlighed til sit arbejde.

 

Illustreret Bunker har inviteret nuværende og tidligere elever til at skrive en afskedshilsen til Gitte Luk for at sige ordentligt farvel og tak for nu. De kan læses her. 

 

”Jeg sætter kun komma, når jeg får penge for det”

Når nogen har villet indgå i en dialog om grammatik i en avis eller på sociale medier, har Gitte Luk altid haft et kækt svar.

”Jeg sætter kun komma, når jeg får penge for det.”

Svaret er blevet brugt mange gange. Det er et af de svar, hun primært bruger, når de ekstra opmærksomme stiller hende til ansvar.

”Jeg får en del mails fra folk, der læser aviser. Nidkære læsere, der skriver til mig og nærmest mener, at jeg er personligt ansvarlig for samtlige fejl i den danske medieverden,” siger hun.

Som med så mange andre ting lader hun sig ikke ramme af dem. Hun gider ikke gå ind i diskussioner med folk, der ikke har andet at gå op i.

På trods af det har Gitte Luk dog svært ved at holde fingrene fra den sproglige redigerings- knap. Selv i dette afskedsportræt har kommadronningen været omkring grammatikken. Det obligatoriske citattjek blev returneret med sproglige kommentarer og emsige rettelser.

Ikke en, man glemmer

Men den 1. oktober er det slut. Slut med at sætte kommaer for penge. Slut med at være ansvarlig for hele mediebranchens grammatik. Hun tror på, at skolen og de studerende sagtens kan klare sig uden hende.

”Det tror jeg, de overlever. De finder en anden, og om to år er der såmænd nok ikke nogen, der kan huske, at jeg var her,” siger hun.

Tidligere og nuværende elever er uenige. Gitte Luk er ikke en, man glemmer. Det er strømmet ind med hilsner, der beskriver det som et stort tab for DMJX at miste ’kommadronningen’. En smigret Gitte Luk efter- spurgte hurtigt at få alle hilsnerne sendt. For det er dem, der driver hende. Eleverne.