En kort, en lang, et splittet resultat og en klagesang. Hvordan håndterede DMJX afstemningen om 18 måneders praktik?

En kort, en lang, et splittet resultat og en klagesang. Hvordan håndterede DMJX afstemningen om 18 måneders praktik?

En kort, en lang, et splittet resultat og en klagesang. Hvordan håndterede DMJX afstemningen om 18 måneders praktik?

For nyligt fik 2. og 3. semester mulighed for at stemme om en forlængelse af deres praktikperiode på journalistuddannelsen. Afstemningen har dog ifølge flere elever været en kritisabel affære. På vegne af Illustreret Bunker har jeg sat mig for at undersøge, hvorfor skolen afviklede afstemningen, som de gjorde – og om de kunne have gjort det anderledes. 

Skribent: Frederikke Elberth Møller
Illustration: Charlotte Stentebjerg-Hansen

Udgivet den 29. oktober 2020

Med opladte sind og brune knæ mødte 2. og 3. semester direkte ind fra sommerferien for at afgive en vigtig stemme: Ville de have ændret deres praktikperiode fra 12 til 18 måneder? Jeg har opsøgt ledelse, bestyrelse og elever for at få forskellige vinkler på afstemningsprocessen.

DMJX fik på kort tid eksekveret både informationsmøde og afstemning blandt de studerende, og resultatet lå klart i indbakken på efterårets første dag: 3. semester fortsætter med deres nuværende studieordning med 12 måneders praktik, mens 2. semester med nød og næppe fik et kvalificeret overtal. Derfor sætter de nu kurs mod en praktiklængde på 18 måneder.

Stemmegrænsen for at godtage praktikforlængelse var 75 procent.

Med en samlet stemmeprocent på 71 fordelt over 2. og 3. semester ville alle elever som planlagt gå i 12 måneders praktik, hvis ikke resultatet var blevet opdelt. Men var det hele tiden meningen at dele stemmerne op?

DMJX’ uddannelseschef Henrik Berggren udtaler:

”Ja, det var meningen. Eller i hvert fald at vi kunne vælge at opdele det. Vi havde to meget forskellige resultater.”

Han henviser til, at 76,7 procent fra 2. semester stemte for en forlængelse af praktikken, mens 64,9 procent på 3. semester ønskede 18 måneders praktik. Henrik Berggrens svar stritter dog lidt. Først forklarer han, at skolen kunne vælge at dele stemmerne op. Efterfølgende skifter han til, at han gik ud fra, eleverne var klar over stemmeopdelingen mellem semestrene. Men eleverne har intet fået at vide om den opdeling – hverken mundtligt eller på skrift.

 

Et oplyst valg på uoplyst grundlag

Jeg søger videre efter et entydigt svar, og det burde kunne findes i skolebestyrelsens seneste mødereferater. De ligger frit tilgængelige på DMJX’ hjemmeside, men både dagsorden, bilag og mødereferat fra 22. juni 2020 er som sunket i jorden. Det var den dag, bestyrelsen havde et møde om praktikperioden. Men alt fra den dato er væk.

Prorektor Jens Grund, som ligeledes sidder i bestyrelsen for DMJX, tager heller ikke sin telefon trods gentagne forsøg på kontakt. Jeg formulerer flere beskeder til ham i håbet om et interview, men bliver mødt af følgende:

”Kære Frederikke. Jeg er optaget.”

Danmarks Medie – og Journalisthøjskoles prorektor har ikke tid til et interview på 30 minutter, selvom han får en frist på 12 dage. Med en SMS-besked gør jeg opmærksom på, at jeg ville ønske, svaret lå i bestyrelsens mødereferat fra 22. juni, men at det er blevet slettet fra skolens hjemmeside.

Intet svar.

Som et sidste forsøg på at finde afklaring på, om 2. og 3. semesters stemmer oprindeligt skulle adskilles, kontakter jeg en person, som er mere tilgængelig end skolens rektorat. Denne person bliver daværende studenterrepræsentant, Mats Piilmann Magnussen. Han sad i skolens bestyrelse, da der blev drøftet tidligere afbrydelse af den nuværendes studieordnings 12 måneders praktikperiode, og han mener ikke, at der blev talt om opdeling af stemmeresultaterne.

”Det husker jeg ikke, at vi gjorde. Jeg vidste i hvert fald ikke, at der ville blive skelnet mellem semestrene”.

Mats sender mig ligeledes referatet fra bestyrelsesmødet, da han som tidligere bestyrelsesmedlem heldigvis har det liggende. I det står heller intet om, at 2. og 3. semesters stemmer skulle deles op. Der står i stedet følgende – som kunne tyde på det modsatte:

“Bestyrelsen besluttede (…) at søge ministeriet om afbrydelse af forsøgsordningen for Journalistik med virkning fra 2019, såfremt 25% af de studerende i den foreslåede undersøgelse ikke anser det for problematisk.”

Efter flere interviews samt gennemgang af mødereferater peger ingen pile i retning af, at opdelingen hele tiden var planlagt – det har eleverne i så fald intet hørt om. Det efterlader en undren.

Har skolen haft interesse i at få så mange som muligt i 18 måneders praktik? Svaret ligger måske begravet hos de højere magter. Men prorektor Jens Grund er 16 dage efter min sidste henvendelse ikke vendt tilbage. Ligeledes er mødereferatet fra 22. juni stadig ikkeeksisterende på DMJX’ hjemmeside.

 

Utilfredshed og uoplyste elever

Det er altså ikke umiddelbart til at finde svar på, om skolen fra start havde intention om separering af stemmerne.

Derfor dykker Illustreret Bunker i stedet ned i processen før den vigtige afstemning. Vi spoler tiden tilbage til to uger inden, eleverne fik stemmeresultaterne. I forbindelse med at DMJX overhovedet besluttede sig for at afholde en afstemning, skrev vores prorektor nemlig følgende 17. august:

”Det er vigtigt for os, at I kan afgive jeres stemme på et oplyst grundlag.”

Hvis skolen ønsker, at de studerende skal tage en beslutning på oplyst grundlag, kan det umiddelbart forekomme irrationelt at åbne afstemningen syv dage inden, uddannelseschef Henrik Berggren og praktikkoordinator Martin Vestergaard holder det famøse green-screen-informationsmøde. Hvordan kan skolens elever tage et oplyst valg uden at være blevet oplyst først?

Henrik Berggren forklarer det med, at en tidlig åbning af den virtuelle stemmeurne blev igangsat for at få højere stemmeprocent.

”Vi tvang ingen til at stemme inden informationsmødet. Vidste man ikke nok, kunne man bare stemme efter mødet. Det er ikke vanskeligt.”

Meget tyder dog på, at en stor del af DMJX’ studerende faktisk stemte, inden de blev oplyst af skolen. Illustreret Bunker igangsatte en spørgeskemaundersøgelse – som kun kan besvares én gang – hvor omkring 25 procent af eleverne på 2. og 3. semester har svaret på, hvornår i processen de har afgivet deres stemme. 55 procent af de adspurgte har svaret ”før skolens online infomøde.”

Jeg spørger studenterrepræsentant Mats Piilmann Magnussen, hvad han tænker om skolens prioritering om at åbne afstemningen før informationsmødet.

”DMJX skulle selvfølgelig have afholdt informationsmødet inden afstemningen. Det er præcis ligesom til et folketingsvalg, hvor man i en lang periode op til afstemningen informerer om, hvad det handler om. Man skulle have gjort det samme på skolen,” siger han.

Netop Mats’ formulering stemmer godt overens med, hvordan Simone Nielsen, 2. semester, har afgivet sin stemme. Hun stemte nemlig for en praktikperiode på 12 måneder inden informationsmødet, men gør opmærksom på, at hendes valg ikke var velfunderet.

”Jeg var blank på, hvad jeg ville stemme, og at skolen åbnede afstemningen først, bidrog blot mere til forvirringen. Jeg mener bestemt ikke, vi fik nok tid og information til at tage et velbegrundet valg”.

Med manglende information henviser Simone Nielsen til, at hun savnede erfaringer fra mediebranchen og praktikanter, som har prøvet en 18 måneders praktikperiode.

”Jeg vidste jo ikke, hvad jeg ville få ud af henholdsvis 12 eller 18 måneders praktik. Jeg ville gerne have hørt noget fra praktikanternes og mediebranchens egen mund. Hvad tænker de om det?,” siger hun.

Henrik Berggren lægger dog stor vægt på, at skolens online informationsmøde skulle være upartisk. Han og praktikkoordinator Martin Vestergaard ville altså ikke sælge den ene praktikmodel bedre end den anden.

Han anerkender, at skolen godt kunne have brugt flere ressourcer på at oplyse eleverne med aktører udefra, men understreger, at det ville være et stort set-up at sætte i søen. I stedet henviser han til, at tvivlsomme elever kunne have taget spaden i egen hånd.

”Vi følte, at vores infomøde var nok. Hvis eleverne manglede oplysninger, kunne de bare selv have søgt dem, så de kunne stemme på et oplyst grundlag inden informationsmødet”.

Illusionen om forhåndsaftaler hjælper ikke de studerende

Illusionen om forhåndsaftaler hjælper ikke de studerende

Åbent hus-uge er over dig. Søvnunderskuddet har nået sit højeste. Du kan ikke indeholde mere kaffe, og dine håndflader er efterhånden kronisk svedige.

Skribent: Laura Nørkjær Seligmann

Udgivet den 29. oktober 2020

Du har været til samtale efter samtale, men der er egentlig kun ét sted, der hele tiden er i dine tanker. Du sidder endnu en gang og drømmer dig væk til hvordan det ville være at være praktikant hos drømmepraktikpladsen. Dit dagdrømmeri afbrydes hurtigt af en skarp lyd.

Drømmepraktikpladsen ringer. De vil have dig.

Men det skal være NU. Du skal sige ja til en forhåndsaftale nu. Forpustet og chokeret vågner du.

Det var bare en drøm. Selvfølgelig var det kun en drøm. For du har jo lært til praktikforberedelse på skolen, at forhåndsaftaler ikke sker. De er forbudte, så de sker selvfølgelig ikke. Men er det nu i virkeligheden sandt?

Sådan er den nuværende praksis til praktikforberedelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som jeg har mødt, synes jeg ikke er fair overfor de studerende. Forhåndsaftaler er forbudte, men virkeligheden er bare, at de stadig er der. Derfor må de også blive påtalt, så de studerende kan lære at håndtere dem. Hvordan ved jeg ikke, men at benægte deres eksistens gør ikke noget godt for nogen.

Som journaliststuderende på vej ind i praktikræset kan jeg berette, at man er villig til meget for at få sin drømmepraktikplads. Derfor tror jeg også, at det er let at blive lokket i fordærv til en forhåndsaftale.

Realiteten er jo bare, at vi journaliststuderende er nogle små, grønne fisk i det store hav, som den danske mediebranche er. Og vi vil jo bare gerne have en chance. Derfor er det nok heller ikke os, der kommer til at sætte foden ned og sige nej til forhåndsaftalen til den store mediechef.

Vi får at vide, at forhåndsaftaler finder sted. Får vi tilbudt en, skal vi sige nej. Derfor er vores eneste mulighed for at forberede os på forhåndsaftalen at snakke med studerende på højere årgange end os selv, men de ved næppe mere end os. De har bare erfaringen af at blive konfronteret med den. Vi kan indstille os på det samme.

Det er bare ikke nok. Forbered de studerende på at håndtere forhåndsaftalerne. Ellers vil det bare forsætte, som det er nu.

Jesper Steinmetz rapporterer fra et splittet Amerika

Jesper Steinmetz rapporterer fra et splittet Amerika

Jesper Steinmetz rapporterer fra et splittet Amerika

USA er et enormt og splittet land, og for at dække det rigtigt, må man komme ”så langt væk fra storbyerne som muligt.”

Det fortæller USA-korrespondent for TV 2, Jesper Steinmetz. Illustreret Bunker har talt med ham om det land, han har kendt i over 30 år.

Skribent: Simon B. Porse
Foto: Politikens Forlag

Udgivet den 29. oktober 2020

Vejret er vådt, gråt og efterårsagtigt. Gaderne er næsten tomme – en spøgelsesby. Det har været sådan siden marts, hvor pandemien lagde sig som en dyne henover landet.

Sådan beskriver USA-korrespondent for TV2, Jesper Steinmetz, stemningen i Washington D.C., hvor han har haft base, siden han fik posten i 2010.

“Her er ikke specielt mange mennesker. De fleste, der bor her, er white-collar workers – advokater, lobbyister, politikere – der alle arbejder hjemmefra,“ fortæller han over en online-forbindelse med Illustreret Bunker.

“Det gør det lidt ufestligt at bevæge sig rundt i byen.”

To parallelsamfund

Jesper Steinmetz stiftede først rigtigt bekendtskab med USA tilbage i 1986. Her flyttede han ind hos sin onkel og tante i den nordlige delstat Michigan, hvor han studerede på universitetet og arbejdede i en årrække.

Allerede dengang fik han blik for, hvor enormt landet er. Da han først rejste dertil, ankom han til byen Grand Rapids, Minnesota, godt og vel 750 kilometer fra det egentlige mål: Grand Rapids, Michigan. Det svarer til at lande i Bruxelles frem for i København.

I 1986 oplevede han også for første gang, hvordan amerikanere er særligt imødekommende overfor fremmede. Det oplever han også i dag – endda blandt ellers indvandrerkritiske Trump-vælgere.

“Lige så snart man siger, at man er fra Danmark, så siger de ‘iihh, vi elsker Danmark, og vi har engang været i København’ og så videre.”

Det kan virke inkonsekvent, når Trump-støtter også er særligt kritiske overfor pressen, men det viser blot den helt grundlæggende imødekommenhed, man oplever i landet, fortæller han.

“Det er langt nemmere at være den fremmede i USA, end det er i Danmark. Amerikanerne sørger for at få en med. Man bliver inviteret hjem til dem og føler sig meget velkommen.”

I sin tid som korrespondent har Jesper Steinmetz lavet historier i samtlige af landets 50 stater og kan på stående fod ikke komme i tanke om et hjørne af landet, han ikke har været i.

Ifølge ham er det vigtigt, at man husker at komme ”så langt væk fra storbyerne som muligt”, hvis man vil forstå folkestemningen – særligt i de dele af landet, der stemte på Donald Trump i 2016.

“I Washington er de jo demokrater hele bundtet, så man skal passe på ikke at stikke en finger i jorden her og tro, at det er folkestemningen, det er det bestemt ikke,” siger Jesper Steinmetz.

De seneste år er befolkningen i USA i stigende grad blevet delt i to lejre. Ifølge en undersøgelse foretaget af Pew Research Center fra juli-august i år, siger tre ud af fire vælgere, at de kun har få eller ingen venner, der støtter den modsatte kandidat end dem selv.

“Der er i virkeligheden tale om to parallelsamfund, hvor man ingen forståelse har for, hvordan the other half lever, hvad de tænker, og hvorfor de stemmer, som de gør,” fortæller Jesper Steinmetz.

Når han taler med sine venner i hovedstaden, er de oftest slemt overraskede over de historier, han fortæller om landdistrikterne.

“De er nærmest helt afkoblede fra deres eget land.”

Et ualmindeligt giftigt bud

At Jesper Steinmetz fik posten som korrespondent i USA var lidt en tilfældighed, fortæller han.

Da han i midten af 00’erne var studievært for TV2 Nyhederne, fortalte han sin chef, at han en dag gerne ville til udlandet og arbejde. Mere præcist hvor, var ikke sikkert, bare ikke i konfliktområderne.

“Det er vel USA, du tænker på?” svarede chefen, og det lød da ikke helt så tosset, husker Jesper Steinmetz. “Der tror jeg også, du ville være et ualmindelig giftigt bud,” fortsatte chefen.

Men trods komplimentet blev det kun ved snakken. Først efter Jesper Steinmetz blev tilbudt posten som vært for Go’ Aften Danmark, vendte chefen tilbage. Efter noget pres fra Jespers side lovede chefen, at når stillingen som korrespondent igen blev ledig, var den hans.

“Det er i virkeligheden den eneste gang i min karriere, jeg har spillet mine kort strategisk rigtigt.”

Da han endelig fik jobbet, blev Jesper Steinmetz dog usikker og fik ”totalt kolde fødder,” erkender han.

“Jeg ved jo slet ikke nok om alt det amerikanske,” tænkte han og overvejede at bakke ud af aftalen. De første par år lænede han sig da også meget op ad, hvad kilderne fortalte ham, og hvad han kunne læse i avisen, men som årene gik blev erfaring til evne.

“Jo længere tid jeg havde været der, og jo mere jeg havde oplevet, desto bedre kunne jeg også selv drage parallellerne – og det er en stor styrke,” siger Jesper Steinmetz.

Han mener, at så længe man har en god journalistisk grunduddannelse i værktøjskassen, kan man dække et hvilket som helst område, når først man er i gang.

“Det er bare et spørgsmål om at sætte sig ind i stoffet.”

Folkeafstemning og forsoning

I år er det tredje gang, at Jesper Steinmetz dækker et amerikansk præsidentvalg, og selvom det er en udfordring at dække, er det ‘fuldstændig fantastisk.’ Han beskriver valget som ”en cirkusforestilling med pomp og pragt, gigantiske partikonventer og hele verdens fokus rettet imod det.”

“Den store kunst er at forsøge at komme hele vejen rundt emnemæssigt, så man gør det klart for danskerne, hvad valget egentlig handler om.”

Ligesom i 2012, hvor han for første gang dækkede valget, har det i år karakter af en folkeafstemning for eller imod den siddende præsident.

“Til syvende og sidst er det, der får amerikanerne hen at stemme, tanken om man vil have fire år til med Trump, eller om man vil af med ham.”

Ligegyldigt hvem, der vinder valget, har han svært ved at se, hvordan man kan komme sig over splittelsen i landet.

“Det er jo ikke sådan, at hvis Biden vinder, så er alt bare skønt igen, og landet vil blive forenet og forsonet.”

På den anden side vil et genvalg til landets nuværende præsident heller ikke skabe ro og orden, siger Jesper Steinmetz. Hvis man synes, at de sidste fire år ‘har været helt vanvittige’, så bliver en anden periode kun mere bizar.

“Hvis Trump bliver genvalgt, så bliver det altså en spændende rollercoaster-ride.”

I 2016 mente Jesper Steinmetz, at Trump aldrig ville vinde valget. Som mange andre tog han grueligt fejl. Nu, fortæller han, er mange af de samme mennesker faktisk overbeviste om hans genvalg. Men Jesper Steinmetz er alligevel ikke i tvivl om, at demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, kommer til at vinde valget den 3. november.

“Der er virkelig meget, der skal gå galt for Biden, før han taber,” lyder det sikkert. ”Men altså… Lad os se. Jeg ville fandeme godt nok blive overrasket, hvis Trump blev genvalgt.”

Den frie presse holdes i et jerngreb i Hviderusland

Den frie presse holdes i et jerngreb i Hviderusland

Den frie presse holdes i et jerngreb i Hviderusland

Siden præsidentvalget i Hviderusland den 9. august har regimet i landet slået hårdt ned på journalister og demonstranter. Berlingskes fotograf Asger Ladefoged er en af dem, der oplevede urolighederne på egen krop.

Skribent: Christoffer Panduro
Illustrationer: Veronika Skov Snedker

Udgivet den 29. oktober 2020

På en bakketop lidt uden for Minsk lægger en lille gruppe mennesker blomster. De holder en mindehøjtidelighed for den demonstrant, der blev det første offer under protesterne mod Hvideruslands præsident, Alexander Lukashenko.

Til stede ved mindehøjtideligheden er Berlingskes fotograf Asger Ladefoged. Fra en position ikke langt derfra står han og en række andre fotografer og tager billeder af situationen. Men det, der skulle have været en fredelig mindehøjtidelighed, bliver pludselig afbrudt af det hviderussiske politi, der angriber de tilstedeværende pressefolk.

”Det var egentlig meget fredeligt, men pludselig kommer der et par varevogne med hviderussiske betjente, der holder ind til siden for at fange nogle demonstranter,” forklarer Asger Ladefoged.

Fotograferne begynder at tage billeder af optøjerne, hvilket betjentene opdager, og herefter løber de efter pressefolkene – og Asger er en af dem, de får fat i.

På Twitter kunne man dagen efter se en video af Asger Ladefoged, der bliver skubbet og sparket af det hviderussiske politi, samtidig med at de konfiskerer SD-kortet til hans kamera.

Foto: Uladz Hrydzin / RFERL

Europas sidste diktatur

Hviderusland bliver i daglig tale kaldt Europas sidste diktatur. I forbindelse med valget til præsidentposten den 9. august i år har der været omfattende protester i landet, hvor demonstranterne har krævet både demokratiske reformer og præsident Lukashenkos afgang.

Hviderusland bliver af mange set som et af de mest korrupte lande i Europa, og flere påpeger også, at pressefriheden i landet er ikke eksisterende.

En lang række internationale menneskerettighedsorganisationer har igennem adskillige år kritiseret Hviderusland for deres undertrykkelse af borgere og journalister. I deres seneste rapport understreger Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, Hvideruslands manglende presse- og ytringsfrihed.

Situationen ændrede sig fra time til time

Episoden på bakketoppen fandt sted to dage efter valget i Hviderusland. På det tidspunkt havde tilstanden i landet allerede udviklet sig drastisk, og mange mediefolk fra hele verden havde på det tidspunkt oplevet styrets hårdhændede metoder.

”Der har været flere historier, om hvordan myndighederne er dukket op på journalisters hoteller og har sendt dem hjem. Derudover er lokale journalister blevet gennemtævet af myndighederne,” fortæller Asger Ladefoged om dagene efter præsidentvalget.

Op til valget var det et mere roligt billede, der tegnede sig i landet. Her kunne journalisterne bevæge sig mere frit rundt i landet, men i takt med at demonstrationerne tog til, blev der skruet op for brutaliteten fra styrets side.

”Situationen udviklede sig løbende. Somme tider var det helt fint, men de dage, hvor det var mest tilspidset, forventede vi det værste,” fortæller Asger Ladefoged.

 ”Som journalist er man enormt afhængig af internettet i sådan nogle situationer. Både så man kan følge med i sikkerhedssituationen, men også noget så lavpraktisk som at downloade et kort over byen bliver pludselig umuligt.”

Asger forklarer, hvordan situationen ændrede sig time for time, og at uvisheden gjorde, at han frygtede, at myndighederne kunne komme hvert øjeblik, det skulle være. Der florerede en masse historier og rygter blandt journalisterne i landet om de ting, de kunne blive udsat for fra regimets side.

Måtte skjule sit kamera i en pose

I Hviderusland oplevede Asger Ladefoged også, hvor svært det var at bevæge sig rundt som fotograf. Selvom han havde sin presseakkreditering og en selvlysende gul vest med ordene ”PRESS” skrevet med store bogstaver hen over brystet, mærkede han ikke den store respekt fra myndighedernes side.

”Man kunne ikke regne med, at myndighederne havde samme respekt for pressen, som i andre lande. De var fuldstændig ligeglade med, at jeg havde en presseakkreditering,” siger han.

Han forklarer yderligere, at det var enormt svært at arbejde som journalist i landet, da det var meget begrænset, hvor man måtte gå, og hvad de måtte tage billeder af.

Især som fotograf oplevede han, hvor svært det var at arbejde, når man ikke måtte tage billeder og hele tiden skulle skjule, at man er fra pressen.

 ”Som skrivende journalist kan man være lidt mere anonym og betragte tingene på afstand. Jeg står med to kameraer og skal meget tæt på, når der sker noget,” forklarer han og fortsætter.

”Jeg gik med en pose, så jeg hurtigt kunne skjule kameraet og ligne en, der bare var ude for at købe ind.”

Den skjulte og den direkte trussel

Asger Ladefoged har rejst som fotograf flere steder i verden – også steder, hvor folk fra pressen er ekstra udsat. Han har blandt andet rejst i Syrien og Tyrkiet for at dække kampene mod Islamisk Stat, hvor risikoen især var faren for at blive kidnappet.

”Man er enormt opmærksom hele tiden. Er der en, der lige kigger lidt for længe på dig, imens han taler i telefon? Hvem holder i den der bil? Sådan nogle tanker kører hele tiden rundt i hovedet,” forklarer han om de faresignaler, man som journalist i et krigsområde konstant kigger efter.

Det samme gennemlevede han i Hviderusland grundet den uvished, der var over for styret. Her skulle han foruden de skjulte trusler også forholde sig til militæret, som skød og dræbte folk på åben gade.

Han oplevede at blive tilbageholdt og hevet ind i en bil sammen med en række demonstranter for så at blive løsladt med det samme, fordi politiet ”ikke rigtigt vidste, hvad de skulle gøre med en person i pressevest,” som han forklarer det. 

Ifølge Asger Ladefoged var der flere situationer, hvor politiet ikke vidste, hvad de skulle gøre med folk, og at det, de gjorde, i mange tilfælde var vilkårligt, eftersom landet aldrig har oplevet demonstrationer af den størrelse og den type, som de oplever nu.

Omvendt har der også været andre episoder, hvor han oplevede, at politiet gik målrettet efter journalisterne.

”Der har tidspunkter, hvor politiet er gået mere specifikt efter journalister, så jeg er sikker på, at det også har været en bevidst strategi fra styrets side,” forklarer han.

”I Hviderusland kan man ikke stole på myndighederne.”

På nuværende tidspunkt er der ingen journalister, der kan få presseakkreditering til Hviderusland. Alle informationer fra landet kommer gennem styrets officielle kanaler.

Lars Bjergs modsvar til debatindlægget “Hør mig: Min fremtid som kvinde i mediebranchen”

Lars Bjergs modsvar til debatindlægget “Hør mig: Min fremtid som kvinde i mediebranchen”

Illustreret Bunker beklager, at modsvaret fra Lars Bjerg ikke blev medtaget i den trykte udgave af avisen. Dette var en fejl og er blevet taget til efterretning.

Skribent: Lars Bjerg

Udgivet den 29. oktober 2020

Det kommer sgu bag på mig at blive dømt som ”reproducent af en tankegang, som retfærdiggør en sexuel grænseoverskridende adfærd over for kvinder” på journalistuddannelsen. Jeg synes bare, jeg gav et eksempel på, hvordan vi mennesker m/k kan have forskellige synsvinkler på samme sag eller person.

Jo, jeg kan godt som mand synes, at en bestemt kvinde er lækker. Men jeg har da også meget mere end en gang hørt kvinder snakke om, at en bestemt mand er lækker. Eller ulækker for den sags skyld. Dum, sej, sjov, rar, tyk. Jeg kender ingen, der ikke af og til ’objektiviserer’ deres medmennesker, som Josephine kalder det.

Men at dét skulle være den sikre vej mod upassende opførsel og overgreb er temmelig absurd. Og at jeg med to linjer i en bog skulle kunne lede unge mandlige journaliststuderende til at glemme al deres gode opdragelse er – utroligt.

Hør mig: Min fremtid som kvinde i mediebranchen

Hør mig: Min fremtid som kvinde i mediebranchen

Jeg kender ikke nogen kvinder, som ikke har oplevet seksuelt grænseoverskridende adfærd. Det er alt fra decideret voldtægt og en såkaldt ”liste-pik” til cat-calling eller et klap i røven på en bar.

Skribent: Josephine Falck Barfod

Udgivet den 29. oktober 2020

Det undrede mig, at Jakob Kwon, nyhedschef på TV2, til Journalisten den 11. september sagde, at de kvindelige TV2 medarbejdere, som har skrevet under på et støttebrev til Sofie Linde, skal erklære sig inhabile, hvis de vil berette om #metoo historier.

Han siger, at det er en del af TV2’s politik, at man skal erklære sig inhabil som journalist, hvis man skilter med sin holdning til en given sag. Her misforstår Jakob Kwon pointen med støttebrevet. Kvinderne har ikke skrevet under, fordi de deler en bestemt identitetspolitisk holdning med Sofie Linde. De har skrevet under, fordi de kender til eller selv har oplevet seksuelt grænseoverskridende adfærd i forbindelse med deres arbejde i mediebranchen.

Selvom de ikke skrev under som erfaringspersoner, men som partspersoner, er det så i virkeligheden overhovedet en sag, man kan være part i?

Det er da forhåbentlig en universel holdning, at sexchikane på arbejdspladsen ikke er i orden. Hvis det er en holdning, som ikke er given på TV2, ved jeg ærlig talt ikke, om jeg ønsker at komme i arbejde der. Desuden lader JP heller ikke deres medarbejdere, som har underskrevet brevet, arbejde med #metoo-relaterede historier.

I kender problematikken. Vi har talt om det de seneste uger. Men her kommer endnu en bekymring.

Jeg ved godt, at min position i mediebranchen ikke er lige så god, som hvis jeg havde været en mand. Det er bare et faktum. Mænd tjener meget mere og har i langt højere grad chefstillingerne. Det er en uretfærdighed, som jeg og mine kvindelige medstuderende skal navigere i, og som nok ikke ændres lige foreløbigt.

Men jeg skal åbenbart også navigere i et miljø, hvor seksuelle krænkelser gøres til et identitetspolitisk projekt i stedet for fuldstændig fordømmelse. At en chef for et af de helt store medier i Danmark ikke vælger at lægge sig fladt ned og rose sine kvindelige ansatte i stedet for at lukke munden på dem, er mig virkelig en gåde.

Og det gør mig ærlig talt bange.

Jeg har allerede oplevet sexistisk adfærd på studiet. Jeg ved, at en af mine mandlige medstuderende har en hævn-porno-video på sin telefon. Og jeg har op til flere gange oplevet grænseoverskridende, sexistiske jokes på studiet, som eksempelvis:

”Det er mega grinern, hvis man tager en pige bagfra og så hvisker en anden piges navn i øret på hende og så ser, hvor langt man kan gå”. Der sker altså en objektivisering af kvinder på studiet af nogle af vores mandlige medstuderende, og ”hvor langt man kan gå” har bestemt voldtægtskonnotationer.

I Lars Bjergs bog ”Den Gode Journalist”, en bog vi brugte i faget ‘Journalistik i samfundet’ på 1. semester, gør Lars Bjerg det klart i starten, at han vil bruge pronomenet ”han” gennem bogen, når han beskriver eksempler, der er intetkønnede. Men længere inde i bogen er han ikke bleg for at bruge kvinder i eksempler. Det sker f.eks. når han skal beskrive, hvordan individer kan tænke forskelligt om samme objekt.

Der beskriver han, at han for eksempel kan se en kvinde og tænke, at hun er lækker, mens hans søster vil tænke, at hun ligner en dum gås. Igen bliver kvinden objektiviseret. Det reproducerer en tankegang, som retfærdiggør en seksuel grænseoverskridende adfærd over for kvinder. Og det er altså en adfærd, som der allerede starter på journalistuddannelsen.

Den her går ud til mine mandlige medstuderende.

Vil I ikke nok prøve at gøre det bedre? Mange af jer vil blive chefer. Højst sandsynligt flere end os kvinder. Men vil I ikke nok love mig, at I ikke gentager, hvad der skete med #metoo i 2017? Ingen lyttede og sagen blev pakket sammen. Hvis I virkelig prøver at lytte, vil I kunne høre, at Sofie Lindes historie ikke var specielt overraskende for de fleste kvinder, for de har prøvet det, og det der var værre. Hør mig.