Fra kuglepen og blok til kostumer og replikker: Snart skal journalisterne på scenen

Fra kuglepen og blok til kostumer og replikker: Snart skal journalisterne på scenen

Fra kuglepen og blok til kostumer og replikker: Snart skal journalisterne på scenen

DMJX’s nye forening, Revyen, er ikke lig så mange andre foreninger på skolen. Revyen skal være et mødested for alle og bygge broer på tværs af semestre og uddannelser. Den store ambition er, at den skal fortsætte, når initiativtagerne ikke længere går på skolen. Foreningen er dog stærkt udfordret af corona, hvilket gør det usikkert, om Revyen overhovedet bliver til noget.

Skribent og foto: Kevin Doherty

Udgivet den 10. december 2020

Du har måske hørt det i krogene på skolen. Du aner måske slet ikke noget om det. Eller måske er du udmærket klar over, at foreningslivet på skolen har fået et nyt friskt pust. Der er nemlig en helt ny forening på DMJX, Revyen.

Idéen startede egentlig, som mange idéer nu gør. Med alkohol i blodet. Signe Bertram, der nu går på 3. semester på journalistuddannelsen, luftede idéen til en holdfest tilbage på 2. semester. Signe Bertram, Laura Nissen og Bonna Haagen Pedersen, der alle tre læser journalistik på 3. semester, sidder i bestyrelsen i foreningen. De er tre ildsjæle, der håber, at Revyen kan cementere sin plads som en fast del af de mange foreninger på skolen. Revyen møder dog udfordringer på vejen.

Fra invishows til revy

Ildsjælene bag revyen har hver især nogle kvaliteter og færdigheder, som de bidrager med, når revyen skal planlægges og udføres. Signe Bertram er formand for foreningen, Laura Nissen skal stå for teaterspillet på scenen, og Bonna Haagen Pedersen får ansvaret for rekvisitter og kostumer.

Signe Bertram har tidligere læst økonomi og arbejdet med opstillingen af en revy. Samme tradition vil hun skabe på DMJX. Men selvom hun er initiativtageren bag foreningen, har hun ikke selv tidligere prøvet kræfter med teater eller musik.

”Min plan var, at jeg gerne ville starte det og lave alt det kedelige arbejde og få sat rammerne, men jeg ville have nogle andre, der kunne stå for selve det at sætte forestillingen op, for det har jeg ikke talent for. Jeg synes bare, det kunne være sjovt,” siger Signe Bertram.

 Her kommer Laura Nissen ind i billedet. Hun har spillet teater og har kendskab til, hvordan det fungerer på en scene. Men på trods af, hun har ansvaret for teaterspillet, er hun tydelig om, at alle skal være med til at skabe forestillingen.

”Det skal være et fælles projekt. Selvfølgelig skal der være nogen bagved, der kan styre en forestilling, men jeg har ikke på noget tidspunkt haft en idé til en forestilling, jeg bare skulle have ført ud i livet,” siger Laura Nissen.

De tre kvinder lagde allerede tidligt i deres tid på skolen mærke til, at folk på stedet kan mere end bare at skrive artikler og ringe til kilder.

”Vi så med invishows, at alle havde mega gode idéer,” siger Signe Bertram.

Bonna Haagen Pedersen var heller ikke i tvivl om, at folk havde mere at byde på end journalistik.

”Det virkede som om, at der var rigtig meget uforløst talent på skolen. Folk kan så mange forskellige ting, så hvorfor ikke en revy?” siger Bonna Haagen Pedersen.

En forening for alle

Der er mange foreninger på DMJX, men kun et par stykker, der ikke bunder i noget fagligt relevant som radio eller TV. Kurt Strandbar og rusværterne er de bedste eksempler, men for at være en del af disse, kræver det at klare optagelsesprøverne. For Signe Bertram, Laura Nissen og Bonna Haagen Pedersen har det været vigtigt at lave en forening, som alle kan være en del af.

”Det har været en nøgleting for os, at det er åbent for alle. Også for folk, der ikke har lyst til at stå på en scene eller ikke kan spille musik. Hvis du bare har lyst til at bidrage med noget tid og energi i projektet, er du velkommen,” siger Laura Nissen.

Og foreningen skal favne bredt på tværs af uddannelserne, der findes på skolen.

”Det skal være en forening, der ikke kun går på tværs af semestrene, men også på tværs af uddannelserne, altså journalistik, kommunikation og fotojournalistik,” siger Signe Bertram.

 Med Kurt Strandbar lukket på ubestemt tid og ingen fælles fester på skolen, er der ikke mange muligheder for at møde nye personer udover dem på ens eget semester. De tre kvinder håber, at Revyen kan bygge broer på tværs af semestre og uddannelser på DMJX. 

”Mit drømmescenarie er helt sikkert, at det kan være et møderum for alle. Det er bare svært at møde nogen fra et andet semester. Man går bare ikke over til folk og siger, ’hey, skal vi lige drikke en øl?’, hvis man ikke kender folk. Man skal have noget at mødes om,” siger Laura Nissen.

 Corona spiller hovedrollen på scenen

Corona har lammet alle større begivenheder, og Revyen er ingen undtagelse. Forsamlingsforbuddet på ti personer satte en stopper for, at alle interesserede i Revyen kunne mødes og planlægge. Alligevel er der dog plads til at håbe. Stakladen er allerede reserveret seks dage i slutningen af marts, og de tre kvinder krydser fingre for, at forsamlingsforbuddet bliver løftet, så man kan begynde med øvningen. Det er nemlig på scenen, at forsamlingsforbuddet driller.

”Problemet ligger hos de medvirkende i Revyen. Fordi vi ikke er en professionel produktion, vil scenen ikke blive vores arbejdsplads. Derfor er forsamlingsforbuddet på ti personer gældende,” siger Signe Bertram. 

Det er også meget usikkert, om der overhovedet vil blive en revy. Forsamlingsforbuddet kan ændres flere gange inden marts, men hvis det ligger på ti personer i marts, ser det sort ud.

 ”Så er afvejningen, hvor mange timer vi vil investere i det her, hvis vi ikke har en reel formodning om, at det bliver muligt at spille. Og det er bare en virkelig svær overvejelse,” siger Signe Bertram. 

 En anden udfordring ved at starte en revy på DMJX er også, at man ikke når at være med så mange semestre, før man skal i praktik. For de tre kvinder er foråret 2021 den sidste mulighed, de har, for at gøre drømmen til virkelighed. Deres ambition er, at nogen vil overtage, når de skal i praktik.

”Det kunne være fedt, hvis det er en forening, der får lov til at eksistere i mere end ét semester. Problemet er jo, at vi skal i praktik, og på grund af corona kunne vi ikke spille det her semester. Marts vil være den eneste mulighed for, at vi får lov til at røre ved noget, der hedder revy. Derfor kunne det være nice, hvis der var nogle andre, der kunne komme med på holdet nu og tage den videre, når der forhåbentlig ikke er en global pandemi,” siger Bonna Haagen Pedersen.

 Bestyrelsen afventer lige nu, om der sker ændringer i forsamlingsforbuddet, så personer, der er interesserede, kan mødes. Ellers kan de være nødsaget til at afholde møderne på zoom. Én ting er dog sikker. De er klar og spændte på at løfte DMJX’s første revy fra idé til virkelighed. 

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre”

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre”

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre”

På Constructive Institute har de en mission om at ændre den globale nyhedskultur på fem år. I et interview med grundlægger og CEO, Ulrik Haagerup, prøver vi at forstå, hvorfor missionen er vigtig, og hvordan de vil få den til at lykkes.

Tekst: Signe Duedahl Nørgaard
Foto: Frederik Danielsen

Udgivet den 10. december 2020

Den 15. og 16. december bringer Constructive Institute journalister, redaktører og studerende fra hele verden sammen. Det gør de ved at invitere til offentlig samtale med konferencen 24 Hours for the Future of Journalism. Selvom konferencen ikke er den første af sin slags, er den et forsøg på at gøre noget nyt. Et forsøg på at redde en rusten kultur, der stadig dominerer branchen.

Det starter med samtalen

Da vi en tirsdag formiddag besøger Ulrik Haagerup på instituttets adresse ved Aarhus Universitet, står det hurtigt klart: Her har de forstået, hvad samtalen kan. Vi sidder i instituttets loungestue, da interviewet går i gang. Kaffen, brygget på en espressomaskine for viderekomne, kombineret med levende lys i et sofalandskab, er ikke kun et forsøg på at skabe et hyggeligt rum. Det er også et forsøg på at skabe et rum for den vigtige samtale. Der går heller ikke mange minutter, før interviewsituationen er blevet vendt om og begynder at ligne lige netop dét. Haagerup tager spørgsmålene i egen hånd, da han beder mig forklare, hvad de fem nyhedskriterier går ud på. En efter en remser jeg dem op: Aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt. Som journaliststuderende kan jeg dem udenad, og ifølge Haagerup er det et problem.

”Det at være kritisk er det vigtigste middel for journalistik, men det er ikke målet,” lyder budskabet fra instituttets grundlægger.

Læser man den første videnskabelige artikel om journalistik, som Haagerup har gjort, fremgår det, at de fem nyhedskriterier blev defineret for at advare imod, hvad en sådan vinkling af verden ville medføre. Alligevel er journaliststuderendes første møde med de fem kriterier ikke et møde, hvor de introduceres som advarsler. De introduceres som standarder:

”Som journaliststuderende bliver du trænet i at finde en konflikt. Hver gang en person siger noget i det offentlige rum, går dine tanker på, hvem der mener det modsatte og kan rette en kritik.”

Haagerup holder en kort pause. Samler sine hænder i en hurtig bevægelse, venstre mod højre. Det efterlader et smæld, og han fortsætter:

”For så har man en konfrontation… Og det skal man åbenbart?”

Hver gang en konflikt eller sensation udspiller sig i samfundet, banker vi til den i nyhedsbilledet. Ifølge Haagerup har det store konsekvenser:

”Så tror folk, at der er massevoldtægter, skyderier og terror hele tiden.”

Han understreger, at konflikthistorierne ikke kun resulterer i, at befolkningen bliver bange. De får også et forskruet billede af virkeligheden.

Den 15. og 16. december bringer Constructive Institute journalister, redaktører og studerende fra hele verden sammen. Det gør de ved at invitere til offentlig samtale med konferencen 24 Hours for the Future of Journalism. Selvom konferencen ikke er den første af sin slags, er den et forsøg på at gøre noget nyt. Et forsøg på at redde en rusten kultur, der stadig dominerer branchen.

Det starter med samtalen

Da vi en tirsdag formiddag besøger Ulrik Haagerup på instituttets adresse ved Aarhus Universitet, står det hurtigt klart: Her har de forstået, hvad samtalen kan. Vi sidder i instituttets loungestue, da interviewet går i gang. Kaffen, brygget på en espressomaskine for viderekomne, kombineret med levende lys i et sofalandskab, er ikke kun et forsøg på at skabe et hyggeligt rum. Det er også et forsøg på at skabe et rum for den vigtige samtale. Der går heller ikke mange minutter, før interviewsituationen er blevet vendt om og begynder at ligne lige netop dét. Haagerup tager spørgsmålene i egen hånd, da han beder mig forklare, hvad de fem nyhedskriterier går ud på. En efter en remser jeg dem op: Aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt. Som journaliststuderende kan jeg dem udenad, og ifølge Haagerup er det et problem.

”Det at være kritisk er det vigtigste middel for journalistik, men det er ikke målet,” lyder budskabet fra instituttets grundlægger.

Læser man den første videnskabelige artikel om journalistik, som Haagerup har gjort, fremgår det, at de fem nyhedskriterier blev defineret for at advare imod, hvad en sådan vinkling af verden ville medføre. Alligevel er journaliststuderendes første møde med de fem kriterier ikke et møde, hvor de introduceres som advarsler. De introduceres som standarder:

”Som journaliststuderende bliver du trænet i at finde en konflikt. Hver gang en person siger noget i det offentlige rum, går dine tanker på, hvem der mener det modsatte og kan rette en kritik.”

Haagerup holder en kort pause. Samler sine hænder i en hurtig bevægelse, venstre mod højre. Det efterlader et smæld, og han fortsætter:

”For så har man en konfrontation… Og det skal man åbenbart?”

Hver gang en konflikt eller sensation udspiller sig i samfundet, banker vi til den i nyhedsbilledet. Ifølge Haagerup har det store konsekvenser:

”Så tror folk, at der er massevoldtægter, skyderier og terror hele tiden.”

Han understreger, at konflikthistorierne ikke kun resulterer i, at befolkningen bliver bange. De får også et forskruet billede af virkeligheden.

”Jeg opfandt ordet konstruktiv, for så kunne vi snakke om kvalitetsjournalistik i stedet for bare at sige, at vi skal lave bedre journalistik. For det kan man jo altid sige. Problemet er bare, at vi ikke altid er konstruktive. Vi river ned og maler himlen sort,” fortæller Ulrik Haagerup om tankerne bag begrebet konstruktiv journalistik.

”Jeg opfandt ordet konstruktiv, for så kunne vi snakke om kvalitetsjournalistik i stedet for bare at sige, at vi skal lave bedre journalistik. For det kan man jo altid sige. Problemet er bare, at vi ikke altid er konstruktive. Vi river ned og maler himlen sort,” fortæller Ulrik Haagerup om tankerne bag begrebet konstruktiv journalistik.

En rusten værktøjskasse

Clickbait, faldne læsertal, illoyale annoncører, nyhedsørkener, Rasmus Paludan og et polariseret mediebillede i USA. Ifølge Haagerup er det konsekvenserne af en journalistisk værktøjskasse, der trods rustne redskaber stadig tages i brug. Vi ser det i nyhedsbilledet, i lokalavisen og massemedierne. I kampen om at fastholde læsernes opmærksomhed, giver vi dem flere historier, hurtigere historier og lidt mere breaking-gult.

”Der vokser støj,” som Haagerup pointerer:

”Det gider folk ikke. Det orker de ikke. I stedet flygter de ind i Netflix-serier, PlayStation-spil og bageopskrifter på Facebook.”

Han læner sig tilbage i den gråbeklædte lænestol. Selvom positionen er afslappet, er budskabet det ikke. Ifølge Haagerup er det nemlig livsfarligt, når det bliver ’socialt acceptabelt at vende journalistikken ryggen.’ Det er det ikke kun for journalistikken – også for samfundet:

”Vores opgave er at give borgerne et retvisende billede af verden med henblik på at gøre dem i stand til selv at kunne tage stilling. Vores opgave er at give dem et billede af den verden, som de ikke selv er en del af. For hvis du ikke ved noget om de andre, er du ligeglad. Hvis du er ligeglad med de andre, er der til sidst ikke noget samfund.”

 

”Det her er så stort og voldsomt, at vi ikke kan ændre det alene. Der er behov for, at vi får en samtale om det, et fælles sprog, en fælles viden, en fælles erkendelse.”

 

– Ulrik Haagerup, grundlægger og CEO ved Constructive Institute

 

Nyhedskriterierne er fortid

I stedet for at skarpvinkle og koncentrere sig om konflikten, skal journalistikken også kunne noget andet. Deraf kommer begrebet konstruktiv journalistik.

Det dækker over en nyhedskultur, hvor det ikke længere er de velkendte nyhedskriterier, der sætter standarden. Det er mindre skarpvinkling og flere nuancer. Det er løsningsorienteret journalistik, og det er et forsøg på at fremme en offentlig samtale og ’bruge vores kuglepen til andet end et spyd.’

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre,” lyder det fra Haagerup.

Det var netop derfor, han kom på at bruge ordet konstruktiv. For at gøre det muligt at italesætte de problemer, der er ved den etablerede nyhedskultur og skabe et rum, hvor fokus var på at skabe noget nyt, der var bedre:

”Jeg opfandt ordet konstruktiv, for så kunne vi snakke om kvalitetsjournalistik i stedet for bare at sige, at vi skal lave bedre journalistik. For det kan man jo altid sige. Problemet er bare, at vi ikke altid er konstruktive. Vi river ned og maler himlen sort.”

Konstruktiv journalistik handler om at bygge oven på det, der allerede er fortalt. Ulrik Haagerup forklarer, at i stedet for at springe videre til det næste dramatiske skal man prøve at blive i det, der netop har udspillet sig:

”Når du fortæller, at der var nogle unge i Gellerup, der kastede sten efter en ambulance, skal du stadig fortælle det, men du skal også fortælle, at trygheden generelt er blevet langt bedre, og i øvrigt er det fem måneder siden, at det skete sidst, og i øvrigt er det de samme fire unge.”

TV2 Fyn har fundet formlen

I takt med at undersøgelser viser, at folk er mere tilbøjelige til at læse konstruktive nyheder til ende, har TV2 Fyn besluttet sig for at være Danmarks mest konstruktive mediehus.

”De har konstateret, at de har stigende troværdighedstal, stigende seertal, stigende brugertal på deres sociale platforme og på nettet,” lyder det fra Haagerup, som understreger, at det har de fået samtidig med, at de også har skruet ned for de konfliktfyldte og sensationsprægede historier.

At konstruktiv journalistik ikke kan betale sig, er ifølge Ulrik Haagerup en påstand, der ikke holder stik, snarere tværtimod:

”Det er en myte, som vi også har bygget op om os selv: At den eneste måde at lave salgbar journalistik på er, når det er konfliktfyldt, sensationelt og voldsomt. Det betyder ikke, at den slags journalistik ikke også virker. Vi klikker stadig på de historier, der virker voldsomme og konfliktfyldte.”

Vi kan ikke ændre det alene

Der findes ikke en mirakelkur på at ændre den globale nyhedskultur, fastslår Haagerup. Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden – og det er i hvert fald ikke noget, man gør på egen hånd:

”Det her er så stort og voldsomt, at vi ikke kan ændre det alene. Der er behov for, at vi får en samtale om det, et fælles sprog, en fælles viden, en fælles erkendelse.”

Når man vil sprede et vigtigt budskab og rådgive om, hvordan man kan forbedre journalistikken, kræver det midler. Alligevel er det et bevidst valg, at Constructive Institute ikke har en målsætning om at tjene penge:

”Her på stedet har vi sagt, at vi ikke vil være et konsulentfirma, for hvis man er et konsulentfirma, taler man kun for de rige – og mediebranchen har i øvrigt ikke nogen penge.”

I stedet er instituttet finansieret af fonde, der ligesom Haagerup tror på, at hvis man skal styrke det demokratiske samfund, skal man styrke journalistikken. At være finansieret af filantropi belønner sig tilsyneladende: I stedet for at være ejet af nogen, er de uafhængige. De er ikke en del af en branche, institution, virksomhed eller koncern. De er derimod ’frit svævende i luften,’ som Haagerup kalder det.

Som et forsøg på at holde samtalen ved lige uden for instituttets gule murer, udvælges der hvert år et hold rollemodeller for den konstruktive journalistik. På instituttet kalder de dem fellows. Holdet består af journalister og redaktører fra ind- og udland. Kendetegnene er, at de er nogle af de dygtigste af deres slags.

”Hvordan dækker vi terror, integration og sundhedsteknologi på en ny og konstruktiv måde,” fremhæver Haagerup og understreger, at det er alle de store spørgsmål, der tager tid at forstå, som en fellow har til opgave at blive klogere på.   

Dedikation er derfor nøgleordet for udvælgelsen. For ikke alene skal de kunne sætte ti måneder af til at generere ny viden. De skal heller ikke have andre projekter eller arbejde ved siden af, som de bruger tid på.

”Efter de ti måneder på instituttet kommer de tilbage sprængfyldt af idéer, sprængfyldt af tro på journalistik og sprængfyldt af nye redskaber til at lave journalistik med,” lyder det fra Haagerup.

Og det er netop det, der er tanken bag deres fellows: At de efter et ti måneders forløb på Constructive Institute kan vende tilbage på arbejdspladsen og dele ud af den viden og erfaring, som de har fået med derfra – og for alvor ændre på den globale nyhedskultur.

Ansvaret er dit og mit

Da vi en time senere sidder tilbage i det sofalandskab, hvor det hele begyndte med samtalen, presserer et sidste spørgsmål: Hvis ansvar er det, at jeg som journaliststuderende bliver en del af den konstruktive bølge?

Foroverbøjet i den betrukne lænestol svarer Haagerup klart, kort og kontant.

”Det er dit”, siger han uden at trække en mine. Han henviser til konferencen 24 Hours for the Future of Journalism:

”Du kan jo starte der.”

Kunsten at balancere mellem den gode historie og kildernes sikkerhed

Kunsten at balancere mellem den gode historie og kildernes sikkerhed

Kunsten at balancere mellem den gode historie og kildernes sikkerhed

Kunsten at balancere mellem den gode historie og kildernes sikkerhed

Peter Engel er producer på dokumentarfilmen Muldvarpen. Han hyrede sikkerhedsfirmaer og bodyguards og havde ansvaret for hovedpersonerne, da de gik undercover for at afsløre ulovlig trekantshandel i Nordkorea.

Skribent: Bolette Elsøe
Foto: Joakim H. Vocke og Jonas Berlin / Piraya Film I And Wingman Media

Udgivet den 10. december 2020

Skribent: Bolette Elsøe

Foto: Joakim H. Vocke og Jonas Berlin / Piraya Film I And Wingman Media

Udgivet den 10. december 2020

Dokumentaren minder om en højdramatisk James Bond-film. Hemmelige møder i mørke kældre, skjult overvågning, kataloger med ødelæggende våben og eksklusive hoteller i verdens metropoler. For Peter Engel blev det en del af hverdagen, da han blev kastet ud i et atypisk producerjob på Mads Brüggers dokumentarfilm Muldvarpen.

Normalt består Peter Engels opgaver af alt det praktiske. Fra sin trygge kontorstol i København skal han finde investorer, kontakte filminstitutter, optage lån, koordinere kamerafolk, finde locations og sælge filmens rettigheder. Overordnet er Peter Engels job at have overblikket over produktionens plan og budget.

“Det er en del af at være producer at kunne holde hovedet koldt. Uanset om jeg sidder herhjemme og skal finde investorer, eller når jeg er ude,” fortæller han.   

En ny arbejdsdag

Muldvarpen var en anderledes affære. Her skulle Peter Engel med ud i marken, hvilket medførte rejser til Barcelona, Jordan, Uganda og Beijing. Han tog praktiske beslutninger om optagelserne, skjult kamera, hoteller, rejsetilladelser og flybilletter, og hvor dokumentarens hovedpersoner skulle mødes med våbenhandlere og andre kriminelle typer.

På rejserne var Peter Engel øverstbefalende, når der skulle tages hurtige beslutninger. I udlandet var han nemlig Mads Brüggers forlængede arm, da instruktøren ikke selv kunne rejse med rundt i verden på grund af faren for, at Nordkoreanerne ville genkende ham fra hans satiriske dokumentar om landet, Det Røde Kapel fra 2009.

Sammen med Mads Brügger havde Peter Engel ansvaret for hovedpersonernes sikkerhed. Det var vigtigt for dem, at hovedpersonerne Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup, som spiller Mr. James i dokumentaren, vidste, hvad de gik ind til. Derfor blev de løbende briefet om situationen og forløbets risici. Selvom dokumentaristerne var oppe at køre over muligheden for at undersøge det hemmelighedsfulde autoritære regime, var det hovedpersonernes egen lyst til at forsætte, der drev projektet videre mod afsløringer.

“Det kan virke lidt dobbeltmoralsk, at vi siger, at vi rigtig gerne vil have, at de filmer til vores film, men de skal også vide, at det er deres helt egen beslutning,” siger Peter Engel.

Han virker både afslappet og afklaret om de risici, Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup blev kastet ud i. 

“Det lyder måske som om, det var meget eksplosivt, men det var det egentlig ikke. I de fleste tilfælde var det forholdsvis udramatisk. Vi rejste et sted hen, boede på et fedt hotel og havde nogle mødeaftaler, som i en større sammenhæng endte med at være eksplosive,” siger Peter Engel.

Dokumentaren minder om en højdramatisk James Bond-film. Hemmelige møder i mørke kældre, skjult overvågning, kataloger med ødelæggende våben og eksklusive hoteller i verdens metropoler. For Peter Engel blev det en del af hverdagen, da han blev kastet ud i et atypisk producerjob på Mads Brüggers dokumentarfilm Muldvarpen.

Normalt består Peter Engels opgaver af alt det praktiske. Fra sin trygge kontorstol i København skal han finde investorer, kontakte filminstitutter, optage lån, koordinere kamerafolk, finde locations og sælge filmens rettigheder. Overordnet er Peter Engels job at have overblikket over produktionens plan og budget.

“Det er en del af at være producer at kunne holde hovedet koldt. Uanset om jeg sidder herhjemme og skal finde investorer, eller når jeg er ude,” fortæller han.   

En ny arbejdsdag

Muldvarpen var en anderledes affære. Her skulle Peter Engel med ud i marken, hvilket medførte rejser til Barcelona, Jordan, Uganda og Beijing. Han tog praktiske beslutninger om optagelserne, skjult kamera, hoteller, rejsetilladelser og flybilletter, og hvor dokumentarens hovedpersoner skulle mødes med våbenhandlere og andre kriminelle typer. 

På rejserne var Peter Engel øverstbefalende, når der skulle tages hurtige beslutninger. I udlandet var han nemlig Mads Brüggers forlængede arm, da instruktøren ikke selv kunne rejse med rundt i verden på grund af faren for, at Nordkoreanerne ville genkende ham fra hans satiriske dokumentar om landet, Det Røde Kapel fra 2009.

Sammen med Mads Brügger havde Peter Engel ansvaret for hovedpersonernes sikkerhed. Det var vigtigt for dem, at hovedpersonerne Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup, som spiller Mr. James i dokumentaren, vidste, hvad de gik ind til. Derfor blev de løbende briefet om situationen og forløbets risici. Selvom dokumentaristerne var oppe at køre over muligheden for at undersøge det hemmelighedsfulde autoritære regime, var det hovedpersonernes egen lyst til at forsætte, der drev projektet videre mod afsløringer.

“Det kan virke lidt dobbeltmoralsk, at vi siger, at vi rigtig gerne vil have, at de filmer til vores film, men de skal også vide, at det er deres helt egen beslutning,” siger Peter Engel.

Han virker både afslappet og afklaret om de risici, Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup blev kastet ud i.

“Det lyder måske som om, det var meget eksplosivt, men det var det egentlig ikke. I de fleste tilfælde var det forholdsvis udramatisk. Vi rejste et sted hen, boede på et fedt hotel og havde nogle mødeaftaler, som i en større sammenhæng endte med at være eksplosive,” siger Peter Engel.

Drevet af den gode historie

Ulrich Larsen blev næsten afsløret, da han til et møde blev undersøgt med en mikrofondetekter. Som man ser i dokumentaren, var det hans hurtige reaktion og en elektronisk bilnøgle, der blev hans redning. Men episoden kunne ligeså godt have endt helt anderledes. Selvom Peter Engel havde ansvaret for Ulrich Larsens sikkerhed, var det ikke overvejelser om farerne ved projektet, der tyngede. Tilbagelænet i stolen med et afdæmpet smil fortæller Peter Engel om, hvad der drev ham til at producere en dokumentar, der potentielt satte hovedpersonerne i fare.

“Det var skide spændende og sjovt. Og vildt, at det kunne lade sig gøre. Da vi først fandt ud af, at der var en god historie, så blev jeg grebet af det,” siger Peter Engel, men tilføjer, at de efterfølgende tilføjede flere sikkerhedsforanstaltninger for at undgå lignende episoder.

Følelserne gemt bagest

Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrups tur til Nordkorea gjorde alligevel indtryk på Peter Engel, da han ikke kunne rejse med og derfor ikke havde mulighed for at sørge for sikkerheden.

”I de ti dage, de var afsted, kunne vi intet gøre. De forsvandt ind i et sort hul, og vi mistede al kommunikation med dem. Det var meget mærkeligt, fordi jeg selvfølgelig ikke kunne eller ville frasige mig ansvaret, når de medvirkede i en film, som jeg producerede. Der var jeg da lidt bekymret,” fortæller Peter Engel.   

Efter Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup var i Nordkorea blev den amerikanske studerende Otto Wambier fængslet og tortureret for at stjæle en propagandaplakat. Efterfølgende blev han udleveret til USA, men døde efter et par dage af sine kvæstelser. Peter Engel fortæller, at hovedpersonerne ikke havde fået lov til at tage til Nordkorea, hvis episoden med Otto Wambier var sket tidligere:

“Hvis vi havde kendt til, hvad der skete, så var filmen ikke blevet til noget. I det perspektiv er det meget uhyggeligt. Det er en ubehagelig tanke, at det kunne være sket for dem.”

CIA-kursus, sikkerhedsfolk og risikovurderinger

Udover briefing og samtaler om processen og risici, var Ulrich Larsen og produktionsholdet på et kursus i USA hos den tidligere operative chef i CIA, ”Max”.

Mads Brügger og Peter Engel hyrede også sikkerhedsfolk i de forskellige lande. De stod for at have exit-ruter klar, hvis holdet skulle komme i problemer. Sikkerhedsfolkene opholdt sig på hotelværelser ved siden af Ulrich Larsens og Jim Latrache-Qvortrups hæsblæsende møder. Herfra kunne de følge med på overvågningen og træde ind, hvis der opstod konflikter. Enkelte steder behøvede sikkerhedsfolkene ikke at gemme sig, da det passede fint ind i rollen, at en forretningsmand og milliardær som Mr. James havde personlige bodyguards.

Som løbende strategi benyttede dokumentaristerne sig af flere sikkerhedsfirmaer, der lavede risikovurderinger over de forskellige scenarier. Firmaerne rådgav dem i hvilke beslutninger der var sikrest i forhold til at købe flybilletter, hvilke betalingskort de skulle benytte, og hvordan de skulle rejse ud og ind af lande.

Peter Engel fortæller, hvordan han rejste til Beijing, for at Jim Latrache-Qvortrup kunne mødes med våbenhandleren. Jim Latrache-Qvortrup og Peter Engel fløj ind i Kina hver for sig. Herfra tog Peter Engel en taxa til et hotel. Gik ind i receptionen. Ventede et par minutter og gik derefter hen til sit bookede værelse. Præcis som man kender det fra actionfilmene.

”Vi synes selv, at vi var mega spionagtige,” siger Peter Engel med et stort smil.       

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Danske journalister ligner hinanden. Langt de fleste er etniske danskere, bor i storbyen og er mere centrum-venstreorienterede end befolkningen. Dette kan have store konsekvenser for, hvordan medierne vælger kilder. Kildevalget har stor indflydelse på, hvem der føler sig repræsenteret i medierne. Derfor er det vigtigt, at medierne søger bredere, når det kommer til kildevalg.

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Danske journalister ligner hinanden. Langt de fleste er etniske danskere, bor i storbyen og er mere centrum-venstreorienterede end befolkningen. Dette kan have store konsekvenser for, hvordan medierne vælger kilder. Kildevalget har stor indflydelse på, hvem der føler sig repræsenteret i medierne. Derfor er det vigtigt, at medierne søger bredere, når det kommer til kildevalg.

Skribent: Frederik Aagaard Zeuthen
Illustration: Amanda Frisk

Udgivet den 10. december 2020

Den danske journaliststand er langt fra repræsentativ for den danske befolkning.

En opgørelse, Dansk Journalistforbund lavede i 2010, viser, at kun halvanden procent af danske journalister var indvandrere eller efterkommere, mens denne gruppe udgør ti procent af befolkningen.

Det er vigtigt for tilliden til medierne, at diversiteten øges, så medieverdenen bliver mere repræsentativ. Sådan lyder det i Dansk Journalistforbunds rapport Fagenes Fremtid fra 2019.

Ifølge Søren Schultz Jørgensen, ph.d., selvstændig medieforsker og tidligere projektleder på Fagenes Fremtid, er det vigtigt at rette op på denne skævhed, da den kan have store konsekvenser for, hvordan forskellige grupper bliver portrætteret i samfundet.

”Hvis alle journalister var helt objektive og ikke formet af deres baggrund, så ville det måske ikke være et problem,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Det skyldes, at alle menneskers fortid og erfaringer påvirker, hvordan man forstår nutiden. En journalists baggrund kan derfor ubevidst påvirke journalistens kildevalg. Dette kan være en forklaring på, at etniske minoriteter ofte bliver fremstillet som et problem eller en eksotisk case.

Den lave andel af journalister med minoritetsbaggrund betyder, at når journalister skal lave historier fra minoritetsmiljøer, så bliver det en historie lavet af en, der ikke kender miljøet. Derfor opstår der ifølge Søren Schultz Jørgensen nemt et ’os og dem’.

”Der er meget, meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer. Ofte hører man kun, når der sker noget dramatisk. Ikke-danske traditioner som ramadan bliver dækket som noget eksotisk og Umut Sakarya som ’tyrkeren, der laver svinekød’. På den måde bliver det svært for minoriteter at føle sig repræsenteret, hvis de som regel bliver holdt i strakt arm,” siger han.

Dette bakkes op af rapporten Dem vi taler om fra Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet. Den viser, at etniske minoriteter generelt er underrepræsenterede i medierne, og når de er i medierne, omhandler det ofte kriminalitet, religion, indvandring og integration.

Ifølge Søren Schultz Jørgensen kan dette føre til, at minoritetsgrupper mister tilliden til de danske medier og derfor fravælger dem. I stedet søger de mod medier fra deres hjemegn.

”Samtidig udvikler medierne sig i en retning mod flere små nichemedier, der er rettet mod en lille målgruppe. Dette er et problem for de mindre ressourcestærke minoriteter, da de ganske enkelt ikke kan eller vil betale for et medie, der retter sig mod lige præcis dem. Derfor ender minoriteter med ikke at have et medie, der har indhold fra Danmark,” siger han.

Ytringsfriheden gælder for alle

Fra Dansk Journalistforbunds side anerkender de, at den manglende diversitet er problematisk.

”Hvis medierne ikke afspejler samfundet, kan folk ikke spejle sig i medierne. Det gør alt andet lige medierne mindre relevante,” siger næstformand, Allan Boye Thulstrup.

Ifølge Allan Boye Thulstrup blander DJ sig nødig i redaktionelle valg, så de vil ikke konkret bestemme, hvilke kilder medierne skal bruge. Men de vil sikre, at alle kan og vil deltage i den offentlige debat.

”Ytringsfriheden gælder alle i dette land uanset baggrund. Det er lige relevant, hvad man mener om skattepolitik, uanset hvilken etnisk baggrund man har. Derfor opfordrer vi til et bredt kildevalg,” siger Allan Boye Thulstrup.

Han understreger, at DJ altid er åbne for initiativer, der kan øge diversiteten eller hjælpe på mediernes kildevalg. Derfor samarbejder DJ også med en række foreninger og organisationer, blandt andet PLURALISTERNE.

Organisationer vil gøre det nemmere for journalister

NGO’en PLURALISTERNE arbejder for at skabe en mere retvisende repræsentation i medierne og kulturlivet og synliggøre samfundets diversitet i mediernes kildevalg.

Ifølge medstifter Mette Mut Andreasen er det vigtigt, at personer fra minoritetsgrupper bliver repræsenteret i medierne, ellers bliver de ekskluderet fra den offentlige samtale.

”Hvis du ikke bliver repræsenteret i medierne, bliver dit liv og din situation ikke anerkendt i medierne. Dermed risikerer man, at man ikke bliver anerkendt i samfundet. Det gør det svært at deltage i den offentlige samtale og blive hørt og taget alvorligt,” siger hun.

PLURALISTERNE rådgiver medievirksomheder i, hvordan de kan øge diversiteten, og afholder workshops og samtaler med kultur- og medieorganisationer, hvor de forsøger at give medier værktøjer og metoder til at afhjælpe problemet.

Derudover oprettede de Listoteket i 2017. Det er en database med kilder fra underrepræsenterede grupper. Det skal gøre det nemmere for journalister at finde en kilde, der bryder normen. For eksempel en etnisk minoritet, der kan udtale sig om andet end kriminalitet, religion og historier om udlændinge, indvandring og integration.

Ingen snuptagsløsning

Problemet med den manglende diversitet i selve mediebranchen er dog en hård nød at knække. Det mener både PLURALISTERNE, DJ og Søren Schultz Jørgensen.

”Man skal huske, at der ikke findes en snuptagsløsning. Problemet har været i fokus længe, og der er en grund til, at det stadig er relevant, og måske mere end nogensinde. Det er bare rigtig svært at gøre noget ved,” siger medieforsker Søren Schultz Jørgensen.

En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”

En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”

En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”

Lea Korsgaard forlod sin faste stilling hos Politiken for at forfølge drømmen om at lave et medie, der går imod nyhedsstrømmen. I dag findes Zetland, hvor højskoleånden har fundet sin plads. Nu har Lea tid til at stoppe op – kort – og redefinere, hvad hendes rolle egentligt er.

En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”

Tekst: Selma Hildebrand Frederiksen
Foto: Marcus Christensen

Udgivet den 10. december 2020

Det er en sommeraften på en gård på Midtsjælland. Dagen er gået med legen Capture the Flag og højt humør afsluttet med stor festmiddag. Et band har formet sig, men forsangeren er blevet syg. Det udvikler sig til karaoke-aften, hvor tilskuerne råber til bandet, hvad de gerne vil synge. En vil gerne synge Ironic af Alanis Morissette og hopper op på scenen. Lea

Korsgaard iagttager menneskene omkring hende og bliver ramt af en pludselig følelse af lykke.

”Tænk, at de her mennesker kun lige har mødt hinanden og lige nu har det fedeste øjeblik sammen, fordi jeg turde noget på et tidspunkt. Det her ville ikke findes, hvis jeg ikke for mange år siden havde været med til at sige ’Hey, skal vi ikke lave noget andet?” siger Lea Korsgaard.

Vi møder Lea Korsgaard en solrig formiddag i november til en snak om hende og Zetland. Lea Korsgaard er 41 år, hun bor på en højskole med sin mand og sine børn, og så har hun en bachelor i journalistik fra Syddansk Universitet og en master i sociologi fra The New School i New York City. Nå ja, og så er hun medstifter og ansvarshavende chefredaktør for onlinemediet Zetland.

Zetland blev stiftet i sin nuværende form i 2016 af Hakon Mosbech, Silke Bock, Jacob Moll og Lea Korsgaard. Målet var blandt andet at nytænke

journalistikkens rolle og bryde med det informationsoverload, der findes i dagens Danmark. Zetlands vision er derfor at tage udgangspunkt i, hvad de mener, at deres læsere har brug for at vide, og ikke hvad der skete for fem minutter siden. Nyhedstrekanten findes ikke her.

”På Zetland har vi valgt det vigtigste for dig. Vi har sørget for, at du kan stole på det, og vi er transparente omkring, hvordan det er blevet til, så vi også viser, at journalistik er et produkt, der bliver til meget hurtigt – og det skal du selvfølgelig vide, når du læser det,” siger Lea Korsgaard. 

Det er en sommeraften på en gård på Midtsjælland. Dagen er gået med legen Capture the Flag og højt humør afsluttet med stor festmiddag. Et band har formet sig, men forsangeren er blevet syg. Det udvikler sig til karaoke-aften, hvor tilskuerne råber til bandet, hvad de gerne vil synge. En vil gerne synge Ironic af Alanis Morissette og hopper op på scenen. Lea

Korsgaard iagttager menneskene omkring hende og bliver ramt af en pludselig følelse af lykke.

”Tænk, at de her mennesker kun lige har mødt hinanden og lige nu har det fedeste øjeblik sammen, fordi jeg turde noget på et tidspunkt. Det her ville ikke findes, hvis jeg ikke for mange år siden havde været med til at sige ’Hey, skal vi ikke lave noget andet?” siger Lea Korsgaard.

Vi møder Lea Korsgaard en solrig formiddag i november til en snak om hende og Zetland. Lea Korsgaard er 41 år, hun bor på en højskole med sin mand og sine børn, og så har hun en bachelor i journalistik fra Syddansk Universitet og en master i sociologi fra The New School i New York City. Nå ja, og så er hun medstifter og ansvarshavende chefredaktør for onlinemediet Zetland.

Zetland blev stiftet i sin nuværende form i 2016 af Hakon Mosbech, Silke Bock, Jacob Moll og Lea Korsgaard. Målet var blandt andet at nytænke

journalistikkens rolle og bryde med det informationsoverload, der findes i dagens Danmark. Zetlands vision er derfor at tage udgangspunkt i, hvad de mener, at deres læsere har brug for at vide, og ikke hvad der skete for fem minutter siden. Nyhedstrekanten findes ikke her.

”På Zetland har vi valgt det vigtigste for dig. Vi har sørget for, at du kan stole på det, og vi er transparente omkring, hvordan det er blevet til, så vi også viser, at journalistik er et produkt, der bliver til meget hurtigt – og det skal du selvfølgelig vide, når du læser det,” siger Lea Korsgaard. 

Bruddet med den veletablerede mediebranche

En ting er at have store visioner på journalistikkens vegne. En anden ting er at føre dem ud i livet. Og det er ikke bare en beslutning, man tager hen over natten. Allerede som studerende mødtes de kommende medstiftere af Zetland og diskuterede, hvordan journalistikken skulle se ud, hvis de selv var de voksne, der kunne bestemme. Den snak fortsatte mange år endnu.

”Og så gjorde vi det, som forhåbentligt alle unge journaliststuderende gør, nemlig drak os pissestive,” siger Lea.

 Lea Korsgaard var fastansat på Politiken og kunne, som hun selv siger det, have fået en fremragende karriere der. Hun tog orlov for at flytte til New York og tage en master i sociologi. Da hun kom tilbage til Danmark, gik hun direkte på barsel. Imens fyldte tankerne om at forlade den veletablerede medievirksomhed og det velansete job. Til sidst var der kun en tanke tilbage:

“Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70.”

Efter mange års overvejelser forlod Lea sin faste stilling på Politiken. Hun måtte følge sin drøm. Og det har hun aldrig fortrudt.

 ”Selvom der er nogle, der kommer med en plan til dig og siger, ’du skal være en super god, etableret dagbladsjournalist,’ så behøver du faktisk ikke at sige ja. Du må godt sige nej. Det er der noget sindssygt frigørende ved.

– Lea Korsgaard

Hvo intet vover, intet vinder

De første spadestik til Zetland er blevet taget, og Lea er flyttet ud i en kælderlejlighed på Nørrebro. Fra 2012 fungerer Zetland som et digitalt forlag, men i 2016 bliver det relanceret som den digitale avis, vi kender i dag. Det velbetalte ”drømmejob” er definitivt blevet skiftet ud med iværksætterdrømmen. Lea bliver på mange måder ansigtet udadtil for Zetland, og den nye netavis tager størstedelen af hendes tid. I de år melder hun klart ud –kaffeaftaler findes ikke med hende. Tiden rækker kun til Zetland og familien.

”Man kan ikke adskille private-Lea og Zetland-Lea. Forstået på den måde, at jeg ikke tager en maske på, når jeg kommer på arbejde. Vi vil gerne have en kultur, hvor man er ærlig omkring, hvad man går med indeni. Og hvis man vil have sådan en kultur, så må man gå forrest som leder,” siger Lea Korsgaard.

Ambitionerne for Zetland har også været at ændre på den traditionelle hierarkiske arbejdskultur. Lea Korsgaard forklarer selv, at Zetland på mange måder er skabt ud fra en tankegang om at kombinere arbejdspladsen med højskolen. Her skal man kunne sige sin mening. Både når det kommer til det journalistiske arbejde, men også hvis man synes, at der bliver taget skæve beslutninger:

”Vi tilstræber et fladt hierarki i den forstand, at der er nogle, der bestemmer, og der er ikke et fravær af ledelse – men muligheden for at komme igennem med en idé skal aldrig afhænge af, hvor man er i hierarkiet.”

Medlemmerne inddrages på Zetland

”Hvornår er vi meningsfulde for vores medlemmer? Hvordan kan vi gøre den største forskel for dem?”

Disse spørgsmål er ifølge Lea Korsgaard udgangspunktet for alt, hvad der bliver lavet på Zetland. Mediet stræber efter at bruge medlemmerne som ressource. Både i udviklingen af teknologien og mediet, men også for de journalistiske historier. Lea forklarer, at det er i dialogen, at de store forskelle finder sted. Inspirationen fra højskolen bliver igen tydelig. Mediet skal være et samlingspunkt og ikke bestå af en masse fragmenterede enheder.

Med knap 20.000 betalende medlemmer er der noget, der tyder på, at der har været brug for et medie som Zetland. Men selvom der er overskud nu, er der stadig udfordringer forude. Både for Zetland som medie, men også for Lea Korsgaard som chefredaktør. Der er altså ikke tid til at hvile endnu.

 

”Hvis vi bare stiller os tilfredse med der, hvor vi er nu, så ville vi gå på kompromis med vores mission, som er, at vi vil påvirke samfundet,”

– Lea Korsgaard

Målet er at påvirke den offentlige samtale i endnu højere grad, end de gør nu. Zetland vil længere ud. Gerne så langt ud, at de har 40.000 betalende medlemmer. Indtil nu har fokus været på længere artikler, ofte features, og oplæsninger af disse, så medlemmet kan få sin journalistik på farten. Men der skal nytænkes hele tiden for at kunne følge med de tårnhøje ambitionerne.

Hvordan er man chefredaktør?

At Zetland har nået et punkt, hvor der er nok betalende medlemmer til, at der dannes overskud, åbner op for nye overvejelser hos Lea Korsgaard. For der er stor forskel på at være chefredaktør på en startup-virksomhed til at være chefredaktør på en redaktion med over 30 ansatte.

Nu overvejer Lea Korsgaard at gå i praktik hos de andre chefredaktører. For i virkeligheden aner hun ikke, hvad det vil sige at være chefredaktør. Det er ikke mere end et par år siden, at hun både skulle forholde sig til manglede opvasketabs og manglende millioner. Det behøver hun ikke længere.

”Gud, er jeg ved at overflødiggøre mig selv? Jeg har været så vant til, at min legitimitet herinde har bestået i at være med inde over alt. Det behøver jeg ikke længere. Så hvor stiller det mig i virksomheden?” spørger Lea Korsgaard.

 For nyligt befandt hele ledelsesgruppen sig på en Københavnsk restaurant. Målet var en intens feedbackrunde til hver enkelt ved bordet. Her lærte Lea blandt andet, at hun rører for meget ved sit hår. Og at det er pisseirriterende. Men hun lærte også, at hun er vigtig for Zetland, selvom at hun ikke behøver at være med i alle beslutninger længere. Svaret, på hvad hendes rolle som chefredaktør er nu, fandt hun ikke den aften. Til gengæld fandt hun granatæbleshots i den nærmeste kiosk, der sørgede for en talestrøm, der varede til langt ud på natten. Talestrømmen kredsede om et enkelt spørgsmål:

”Hvordan ser den meningsfulde chefredaktørrolle ud i dag?”