Inderst inde ulmer stressen

Inderst inde ulmer stressen

Inderst inde ulmer stressen

Hver femte studerende oplever en følelse af stress i hverdagen. På dette semester blev jeg en af dem.

Tekst: Silje quist
FOTO: Rasmus breum

Udgivet den 07. oktober 2021

”Jeg har ikke tid til at være syg,” udbryder jeg frustreret og grædende til min mor. Mine øjne er røde og hævede. Mest af alt ligner jeg en, der enten har fået en voldsom allergisk reaktion, eller en, der har grædt i flere timer. I skal satse jeres penge på den sidste mulighed. Sengen er blevet mit eneste tilholdssted. Mit natbord er efterhånden ikke synligt længere. Næsespray, lommetørklæder, sugetabletter og plader af panodiler – både nye og tomme – har nu overtaget. 

 For fire uger siden blev jeg ramt af sygdom. Den gode influenza, som så mange har stiftet bekendtskab med det seneste stykke tid. Jeg har derfor været bagud med alt skolearbejde. Fraværet er steget markant. Deadlines er blevet udskudt med flere uger. Og jeg kan umuligt levere det, jeg har ambitioner om. Pludselig har opgaverne hobet sig op som en flok gribbe, der bare venter på, at jeg kollapser. Og det er jeg nu. Kollapset. Stadig syg, og nu ovenikøbet stresset.

 Jeg kan mærke det i hele min krop. Mine muskler spænder, mit hjerte banker hurtigt, jeg hiver rystende efter vejret. Mest af alt mærker jeg det i mit hoved. Efter en grædetur på et par timer dunker det i takt med min puls. Alting virker så uoverskueligt. Alle opgaver smelter sammen. De er blevet til en stor masse, som jeg ikke kan overskue at begynde på.

 Det er første gang, jeg oplever en intens følelse af stress. Men meget tyder på, at jeg ikke er den eneste. En undersøgelse fra 2019 foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet viste, at næsten hver femte studerende på en videregående uddannelse oplever en følelse af stress i hverdagen. Jeg er bare endnu én i flokken.

 Hvor skal man søge hen, når man har det sådan her?

Første spadestik

Da jeg startede på Journalisthøjskolen, var studievejlederne nogle af de første mennesker, vi blev introduceret for. Mit første bud falder derfor på Joan Husted, en af skolens studievejledere.

 Smilende tager Joan imod mig. Det er som om, hun kender mig på forhånd, selvom jeg aldrig har snakket med hende før. “Vil du have en kop kaffe med?” spørger hun mig venligt. Det siger man jo ikke nej til. 

 Mens Joan henter kaffe til os, står jeg inde i hendes samtalerum. Inspirerende citater udsmykker væggen. De minder mig om den samtale, jeg skal til at have. I et kort øjeblik overvejer jeg at løbe min vej. Hvor intimiderende er det ikke lige at åbne sig så meget for en fremmed? Det ville jeg ikke engang gøre, hvis jeg var fuld i byen. Inden jeg ved af det, kommer Joan med kaffen. Den er stærk og sort. 

 Nu gør jeg det fandme. 

 Jeg lægger alle kortene på bordet. Fortæller hende alt det, som I ved og lidt mere til. Tårene presser sig på et par gange, men jeg vil helst ikke tabe ansigt foran hende, selvom rummet føles trygt. Mine hænder ryster lidt, så jeg gemmer dem forsigtigt under bordet. Hun læser mig lynhurtigt. 

 ”Jeg tænker det, der særligt har været med til at stresse dig, har været dine tanker om, hvor meget du er kommet bagud, og hvordan du overhovedet skal komme i mål. Nogle gange kan det hjælpe at sige til sig selv: ‘nu skruer jeg lige mit ambitionsniveau ned.’ Det skal ikke altid være kunst. Nogle gange skal det bare være færdigt,” fortæller Joan mig.

 Hun uddyber, at det særligt kan presse os at gå med for mange ting inde i hovedet. Man skal sørge for at få snakket med nogen om, hvordan man har det – for et delt problem er et halvt problem. Hun opfordrer til, at man enten tager kontakt til en af studievejlederne eller sin underviser. 

Du er ikke den eneste

Joan forsikrer mig om, at jeg hverken er den første eller eneste, der er blevet ramt af sygdom på et ubelejligt tidspunkt. Det er heller ikke unaturligt, at jeg er blevet presset af, at jeg har haft mindre overskud, end jeg plejer. 

”Vi taler ofte om stress som sådan et monster, men der er jo ikke noget underligt i at være stresset eller presset i nogle perioder. Så længe det ikke er over længere tid. Stress kan være mange ting og i nogle perioder helt naturligt. Det er ikke altid noget, man skal være bekymret for,” siger hun beroligende. 

Joan fortæller mig, at de studerende sjældent italesætter stress, når de er inde til samtaler hos hende. Men hun har haft mange samtaler med studerende, der oplever at miste overblikket. Her er det en god ide at lave en plan for, hvad man skal nå på hvilke tidspunkter. Er der ingen chance for, at man kan nå det hele, kan man stille sig selv spørgsmålet “Hvad er vigtigst lige nu?”

Når vi er pressede, kan det være svært at holde hovedet koldt og hjertet varmt, når man skal træffe beslutninger. Faktisk kan man have svært ved at finde vej og retning. Helst skal man holde sig fra de store beslutninger, for man tænker ikke rationelt, hvis stress først har ramt.

Joans råd til at undgå at miste overblikket

–   Sørg for at have en kalender – enten på papir eller digitalt – og få så skrevet ned, hvad der er af opgaver og deadlines, så du har et overblik.

 

  Et delt problem er et halvt problem. Del dit problem med andre, fordi det hjælper faktisk tit at få det vendt og ventileret og fortyndet og få andres perspektiv på situationen.

 

  Det sidste råd burde måske have været det første, men få noget ind i din verden, som gør dig godt eller gør dig glad. Man skal passe på med at skrotte noget, som man rent faktisk er meget lystbetonet. 

Hvorfor går det galt for studerende?

I det jeg går ud fra Joans samtalerum, har jeg en god fornemmelse i kroppen. Det er som om, jeg kan trække vejret bedre. Jeg står tilbage med følelsen af, at det slet ikke var så farligt, som jeg først troede.

Følelsen af stress er ofte forbundet med en periode af pres, hvor opgaver, forventninger og ressourcer ikke er i balance. Men er vi studerende pressede eller stressede? Bliver det et problem, at vi ikke kan skelne mellem de to ting?

Jeg beslutter mig for at kontakte Trine Wulf-Andersen for at blive klogere. Hun er lektor på Roskilde Universitet og forsker i uddannelsesmiljøer og psykosociale problemer. Det kan for eksempel være stress, angst og depression. 

“Det er vanskeligt for alle at navigere i pres og stress. Mange kommer af den grund også for sent til at tage det alvorligt, hvor stressede de er. De glemmer simpelthen at træde et skridt baglæns og se, at tingene ikke hænger sammen,” fortæller hun.

Hun nævner, at de kortvarige stressende perioder ikke er farlige for os. Det kan faktisk give os et adrenalinsus. Men bliver perioderne længere, og får man tilmed ikke plads til at hvile og restituere, kan det blive vanskeligt. Dét kan man ikke holde til. 

Et studieliv med pres fra alle kanter

I studerendes liv er der meget på spil personligt. Der er mange faktorer, der kan presse den enkelte. Det høje tempo på studiet, frivilligt arbejde, studiejobs, det sociale liv med vennerne og dét at finde sig til rette i tilværelsen. Alle de forskellige faktorer kan gå hen og stresse os, hvis de kolliderer sammen. 

“Det er ikke altid de ubehagelige ting, vi bliver stressede af. Man kan sagtens opleve et sammenfald mellem de ting, man får god energi af og så de ting, der gør os udkørte. Det kan snyde os i perioder,” siger Trine Wulf-Andersen. Jeg nikker genkendende til det. De seneste ugers tid har jeg ikke engang haft overskud til at tage i fredagsbaren.

Vi er ofte optagede af, hvordan den gode studerende skal være. De forestillinger er ikke opstået ud af det blå hos den enkelte, men de er på mange måder med til, at man får presset sig selv yderligere. Det indre pres kommer ofte til at flette sig sammen med det ydre pres, vi mærker fra studiekulturen på uddannelsesinstitutionen. 

“Vi forstår stress og trivsel som noget, der er den enkeltes ansvar. Håndteringen bliver skilt ud fra det faglige, selvom stress på mange måder fletter sig sammen med det faglige,” forklarer Trine Wulf-Andersen. 

Mit indtryk er, at vi gemmer stressen væk. Den lurer i baggrunden og rammer, når man mindst venter det. Ofte føler vi os alene med følelsen af stress. Da jeg havde mit lavpunkt, troede jeg, at jeg var den eneste, der havde det på den måde. Men det viser sig langt fra at være tilfældet. 

Rustur eller ej: Skal andet semester også afsted til Visby?

Rustur eller ej: Skal andet semester også afsted til Visby?

Rustur eller ej: Skal andet semester også afsted til Visby?

Andet semester vil til Visby. Men som de eneste på skolen kan de blot se til, mens både første og tredje semester skal afsted i efteråret. Andet semester bliver efterladt tilbage på Katrinebjerg med spørgsmålet om hvordan, hvornår – og om de overhovedet kommer afsted.

Tekst: Thit Lund Bording

Udgivet den 07. oktober 2021

Det hele handler om en weekend i Visby. Hvert semester tager de nye journaliststuderende afsted på rustur til Visby, som en del af det rusforløb, der skal være med til at skabe trivsel og fællesskab. Men siden corona lukkede det danske samfund ned i marts 2020, har rusforløbene for de nye studerende været ramt.

Her gik det værst udover de nuværende journaliststuderende på andet semester, der havde studiestart i vinteren 2021 over Zoom og havde et minimalt omfang af rusarrangementer til at ryste dem sammen og skabe trivsel. Derudover blev den ellers planlagte rustur til Visby heller ikke en realitet på grund af de mange restriktioner pålagt af regeringen.

De studerende på tredje semester havde også mange begrænsninger på deres rusforløb, men de kan trods alt se frem til deres rustur i november. Deres rustur var allerede planlagt og betalt for, da det danske samfund lukkede ned og gjorde, at resten af rusforløbet, rustur inkluderet, ikke kunne afholdes. Derfor er deres rustur kun blevet udskudt og altså ikke aflyst som andet semesters. 

Andet semester øjner muligheden for en rustur

Folketinget har bevilget midler til DMJX, der skal skabe trivsel blandt eleverne i kølvandet på coronapandemien.

Det skabte et håb hos andet semester om, at nogle af pengene kunne gå til en rustur. Konrad Cornelius Rasmussen er en af de elever, der øjnede muligheden for en rustur. Han er journaliststuderende på andet semester og har taget fat i ledelsen i håbet om at kunne tage med sit semester til Visby. 

“Vi ved, at der er nogle penge, og at skolen gerne vil arbejde med os, hvis vi tager noget ansvar selv. Det er meget på vores egne skuldre, hvis vi vil have noget, og det vil så blive engang i foråret.” 

Konrad Cornelius Rasmussen har sammen med sin medstuderende Mads Ravn valgt at være primus motor for, at andet semester kan komme på rustur. Men et konkret rustursarrangement kan uddannelseschef for journalistuddannelsen på DMJX, Henrik Berggren, dog endnu ikke love.

“Der er ret vide rammer for, hvad vi kan bruge de her penge på. Men en rustur synes jeg absolut er relevant at søge til. Jeg bliver bare nødt til at have det lille forbehold, at det vælter ind med forslag i øjeblikket, så vi skal jo prioritere på en eller anden måde,” siger han. 

En halv million til trivsel

Henrik Berggren bekræfter, at DMJX har fået bevilget 500.000 kroner af Folketinget til trivselsfremmende arrangementer. Dette er grundet coronapandemiens følger for de studerendes trivsel. Pengene er ikke øremærket til bestemte initiativer og kan derfor gå til mange forskellige arrangementer og aktiviteter på tværs af semestre og uddannelser. Den eneste betingelse er blot, at de anses som fornuftige og af trivselsfremmende karakter. 

“Vi havde et godt møde med De Studerendes Råd, hvor der kom rigtig mange gode ider på banen, og vi prioriterede så at sætte nogle ting i gang. Så det, vi skal have set på nu, er, hvor vi er henne økonomisk,” siger Henrik Berggren og fortæller, at det vælter ind med forslag. Han modtager, hvad han kalder ønskelister fra alle uddannelser på DMJX. 

“Hvad vi lige ender med at kunne prioritere, ved jeg ikke. Men det er hurtigt noget, vi kan tage stilling til.”

Selvom nyheden om trivselspengene glæder Konrad Cornelius Rasmussen, mener han, at ledelsen skulle have givet lyd fra sig tidligere. 

“At de har fået en halv million kroner kunne de måske godt have meldt til os, og at der var en mulighed, for at vi kunne komme afsted, hvis vi havde lyst,” siger han.

Selvom Henrik Berggren ikke kan love en konkret aftale om en rustur, er der derimod afsat midler til et trivselsarrangement for andet semester engang i oktober måned. Dagen vil have et fagligt indhold, men vil hovedsageligt have til formål at give semestret mulighed for at møde hinanden. 

“Vi tænker ikke som sådan, at andet semester har noget til gode, fordi rusforløbet jo har et ganske bestemt formål: at de nye studerende kommer godt i gang på uddannelsen, og det er de jo allerede,” siger Henrik Berggren. 

Han uddyber, at det, ledelsen i stedet vil gøre, er at styrke trivslen med en række allerede igangsatte initiativer. Disse arrangementer kommer til at omfatte alle semestrene – og altså ikke specifikt andet semester. 

Henrik Berggren forstår, at de studerende på andet semester gerne vil på rustur, men tilføjer, at han ikke har været bekendt med dette ønske før nu. 

“Skolen ville normalt give et tilskud til den her rustur. Det har de ikke fået, og det vil de gerne have. Det synes jeg da er fair. Der er, så vidt jeg ved, ikke nogen, der har bedt om at få pengene. Og derfor har de sådan set heller ikke fået et nej,” siger han. 

 

Rustur på eget initiativ

Hvis en aftale om rustur kommer i hus, bliver det med penge fra fonden svarende til det beløb, DMJX normalt finansierer til rusturen. Her er der tale om 350 kroner per deltager, mens resten af pengene til arrangementet vil komme gennem egenbetaling fra de studerende. Derudover vil planlægning og udførelse også være overladt til de studerende med Konrad Cornelius Rasmussen, Mads Ravn og de andre rusværter fra andet semester i spidsen. Turen vil komme til at ligge i foråret 2022. Henrik Berggren er positivt stemt overfor initiativet. 

“Det her med at lave en rustur til andet semester, hvis det er det, de studerende tænker vil være et godt trivselsfremmende initiativ, kan jeg let forestille mig ville være en aktivitet, man godt kunne bruge omkring 30-35.000 på. Det synes jeg lyder rigtig fornuftigt,” siger Henrik Berggren.

Konrad Cornelius Rasmussen og Mads Ravn har søgt om penge til at finansiere rusturen for andet semester. Ansøgningen er endnu ikke blevet behandlet.

“Vi har ikke nogen køreplan klar endnu, da det er stadig på idébasis, men det er positivt, at skolen viser velvilje til at arbejde med os og give os en chance for at stable noget på benene. Så må vi se om det kan lade sig gøre. Nu er den i hvert fald skubbet over til os.”

DMJX indfører karakterer på alle fag og forløb fra næste år

DMJX indfører karakterer på alle fag og forløb fra næste år

DMJX indfører karakterer på alle fag og forløb fra næste år

Fra efteråret 2022 implementerer Danmarks Medie- og Journalisthøjskole karakterer på alle fag på samtlige uddannelser. Det gør man på baggrund af et krav fra Uddannelsesministeriet, som skolen siden 2010 ikke har levet op til. De Studerendes Råd er ærgerlige over ændringen, mens uddannelseschef Henrik Berggren mener, at karakterer kan give motivation til at gøre en ekstra indsats.

TEKST: Julie Schønning
illustration: Louise rix

Udgivet den 07. oktober 2021

Albert Beenfeldt manglede hverken motivation eller engagement, da han startede på første semester i vinter. Hans underviser på Journalistisk Metode 1 kaldte klasseværelset en legeplads med plads til at begå fejl. Og da Albert Beenfeldt fandt ud af, at hans produktioner blev bedømt med mundtlig feedback frem for tal, gav det ham modet til at eksperimentere med genrerne.

Det bliver dog en anden virkelighed for Albert Beenfeldt og hans medstuderende, når de vender tilbage efter sommerferien i 2022. Der kan de nemlig se frem til at få karakterer for alle deres fag og forløb – herunder Journalistisk Metode, Innovation X og praktikforløbet.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er blevet opmærksom på, at de ikke har levet op til Uddannelsesbekendtgørelsen siden 2010. Den stiller krav til, at alle fag og forløb bedømmes med en karakter, og det gælder således for alle professionsbacheloruddannelser, at man ikke må vurdere elever med bestået/ikke bestået. Fremover skal alle fag på DMJX’s uddannelser derfor bedømmes med en individuel karakter, og dette implementeres på skolen fra efteråret 2022.

Det ærgrer formand for De Studerendes Råd, Sidsel Skallebæk Nielsen, der frygter faglige såvel som personlige konsekvenser for de studerende.

“Det begrænser de studerendes muligheder for at være kreative ude i felten. Og det kan betyde, at de går mere op i karaktererne i stedet for at prøve en masse af,” siger hun.

Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistik, understreger, at kravet er en begrænsning for skolen, men ser alligevel positivt på den nye bedømmelsesmetode.

“Jeg tror, vi kan få noget godt ud af det. Det må gerne være tydeligt, hvem der har leveret noget rigtig godt. Det bliver mere tydeligt, når nogen får 12, og nogen får 02, end når alle er bestået,” siger han.

Lysten til at springe rammerne

På sit første semester blev Albert Beenfeldt opfordret til at lægge perfekthedskulturen på hylden og turde eksperimentere. Han mener, at karakterer er stik imod skolens pædagogik.

“Alt det smider man groft sagt på gulvet,” siger han.

Mette Mørk, som underviser på første semester, forstår Albert Beenfeldts bekymring. Hun anerkender, at vi ikke kommer uden om karaktererne, men hun er “fandme træt af det” og håber ikke, det fjerner de studerendes lyst til at eksperimentere.

“På første semester er mange kommet fra det gymnasiemiljø, hvor man nærmest får karakterer hver gang, man går ud og ind ad døren. Det tager noget tid at lære dem, at de godt må slå nogle skæve, og det får de ikke hug for. Og når vi skal til at give karakterer, er det vigtigt for mig, at vi stadig får det rum, hvor folk tør slå nogle skæve og prøve noget af,” siger hun.

Henrik Berggren mener heller ikke, at det må gå ud over de studerendes kreativitet. Derfor er det vigtigt, at kreativitet bliver skrevet ind som et bedømmelseskriterie, så karaktererne ikke fjerner lysten til at springe rammerne. 

Motivation eller karakterræs

Selvom Mette Mørk er ked af at indføre karakterer på Journalistisk Metode, oplever hun hvert semester, at en håndfuld studerende efterspørger en mere konkret indikation af, hvor de står fagligt. Det er en problematik, ledelsen er bekendt med, fortæller Henrik Berggren. Han mener, at karakterer for nogle kan give en tryghed og for andre kan være en motivation til at gøre en ekstra indsats

Ifølge formanden for DSR giver karakterer unægteligt et øget præstationspres, og Sidsel Skallebæk Nielsen understreger, at karakterer ikke er gavnlige for de studerende og deres udarbejdelse af opgaverne. Mette Mørk er ligeledes bekymret for, at hver opgave bliver en præstation frem for en læring. Derfor håber hun, at underviserens ressourcer til karakterbedømmelse ikke går fra den mundtlige feedback, som udvikler de studerende.

“Vi skal gøre det på en måde, hvor det giver mest mulig mening og mindst mulig karakterræs,” siger hun.

Henrik Berggren anerkender, at stress kan være en fare ved karakterer, men han frygter endnu ikke, at det hele går op i karakterræs.

“Vi er langt fra en kultur, hvor alt handler om karakterer. Nogle gange er kulturen, at alt over 02 er spildt arbejde, hvilket jo er en katastrofe, hvis man er ambitiøs,” siger han. 

En begavet løsning

Albert Beenfeldt mener, at hans fag på alle parametre er mindre målbare, end de fag man for eksempel har i gymnasiet. Undervisningen på DMJX er nemlig mere proces- end produktorienteret. Arbejdsindsatsen står ikke altid mål med produktet, fordi man nogle gange får kilderne serveret, mens man andre gange har fået en god idé og haft en god proces, og så hopper erfaringskilden fra. 

“Hvis din kilde ringer dagen inden deadline og trækker sine citater tilbage, så får du jo en dårlig karakter, men det er ikke noget, man kan gardere sig imod,” siger Albert Beenfeldt.

Mette Mørk er enig i, at karakterer på sin vis er imod skolens pædagogik.

“Fra dag ét siger vi jo til de studerende, at vi har fokus på proces, og så er det svært, hvis det er produktet, man skal bedømme. Derfor må vi finde en måde, hvor vi kigger på begge dele, siger hun.

Bedømmelsen af praktikforløbet på fjerde semester er en udfordring i sig selv. DMJX har søgt dispensation hos Uddannelsesstyrelsen til at bedømme praktikforløbet med bestået/ikke bestået, men har fået afslag. Praktikforløbet er derfor stadig en udfordring, som Henrik Berggren arbejder sammen med et udvalg på at finde den mest begavede løsning på. 

Men uanset hvordan vi vender og drejer den, kommer vi ikke uden om karaktererne. På Journalistisk Metode-fagene, der strækker sig fra første til fjerde semester på journalistuddannelsen, er der flere potentielle måder at implementere karaktererne på. Processen er i sin spæde begyndelse, men Henrik Berggren ser lige nu flere mulige scenarier. Den letteste løsning ser han som at give en karakter for den afsluttende opgave på hvert forløb. Udfordringen ved det er, at den sidste opgave ikke altid afspejler den studerendes standpunkt. Alternativt kan man lade en lang række parametre indgå i karakteren: en multiple choice test i pensum og karakterer for de øvrige produktioner i faget. Det er til gengæld en svær afvejning, for hvis man giver karakterer hele tiden, kommer der et stort fokus på det. Derfor håber Henrik Berggren, at skolen ender et sted midt imellem.

“Vi skal have nogle klare bedømmelseskriterier, for når man får en karakter, har man også ret til at klage. Og de studerendes retssikkerhed er det vigtigste,” siger Henrik Berggren, der har planer om at åbne op for en dialog med de studerende om, hvordan karaktererne bedst implementeres på DMJX.

Mediebranchen stresser – men mere end andre?

Mediebranchen stresser – men mere end andre?

Mediebranchen stresser – men mere end andre?

En undersøgelse fra 2018 viser, at mere end halvdelen af de ansatte på danske medier er stressede. Det er imidlertid tvivl om, hvor ansvaret ligger, og hvordan problemet skal kommes til livs.

Tekst: Astrid simone kjær
FOTO: NIcoline odgaard sørensen

Udgivet den 07. oktober 2021

Hvor stressede er journalister? Det kan være svært at finde tal på. Det tætteste på et konkret mål er en undersøgelse fra Arbejdstilsynet foretaget i 2018, hvor 64 procent af de adspurgte medarbejdere fra mediebranchen havde svaret, at de sjældent, sommetider, ofte eller hele tiden havde følt sig stressede inden for de seneste to uger.

Undersøgelsen afsøgte, hvor mange medarbejdere der havde følt sig stresset inden for de seneste to uger i forskellige erhverv. Mediebranchen havde den 18. højeste score ud af de 74 erhverv, der blev undersøgt.

Højt, men ikke alarmerende højt

Spørger man Thomas Rønnow, underdirektør i Dansk Erhverv, lyder 64 procent højt. Dansk Erhverv varetager interesser for adskillige erhverv, herunder flere mediehuse. Dog mener han ikke, at her er tale om et ualmindeligt højt tal sammenlignet med andre erhverv. 

“Selvfølgelig har vi et problem med stress og arbejdspres. Det er der ikke nogen tvivl om. Sammenlignet med andre erhverv, mener jeg dog ikke, at her er tale om et alarmerende højt tal,” siger han.

Han hæfter sig ved, at mange andre erhverv også har en relativt høj procentandel. Derfor mener han ikke, at her er tale om et niveau, der er alarmerende. Desuden mener han, at undersøgelsen ikke tager højde for, at journalister oplever et naturligt pres i deres dagligdag i form af deres arbejde med deadlines. Et aspekt, der ifølge Thomas Rønnow, ikke kun er negativt, da nogle trives under dette pres.

Dansk Erhverv tilbyder en række værktøjer til deres medlemmer, når medlemmerne henvender sig med spørgsmål. Spørgsmål, som blandt andet drejer sig om det psykiske arbejdsmiljø. 

“Vi er sat i verden for at hjælpe virksomhederne. Det gør vi ved at rådgive virksomhederne, når de kommer med konkrete spørgsmål,” siger han.

Thomas Rønnow henviser dog til, at det er op til de enkelte virksomheder at bekæmpe stress på arbejdspladsen i henhold til arbejdsmiljøloven.

Desuden påpeger han, at de ikke oplever mange henvendelser fra medlemmer med spørgsmål vedrørende stress eller pres på arbejdspladsen. Noget, han mener blandt andet kan skyldes, at der allerede kører et trivselssamarbejde mellem Dansk Erhverv og virksomhederne, hvor medlemmerne kan få rådgivning til arbejdsmiljømæssige spørgsmål.

Lokale løsninger virker hos DR

Anette Dalsgaard, arbejdsmiljøkonsulent ved DR, anerkender, at 64 procent lyder som et højt tal. Når det kommer til DR selv, er det dog ikke hendes oplevelse, at der er et generelt problem med stress i forhold til andre arbejdspladser. 

“Jeg mener ikke, at der er et generelt problem. Der kan godt være problemer lokale steder i DR, men jeg oplever ikke, at DR som helhed ligger anderledes sammenlignet med andre virksomheder,” siger hun.

Når der opstår et problem med arbejdsmiljøet i DR, for eksempel stressrelateret, så løses det i den lokale afdeling. HR-afdelingen sidder inde med råd og vejledning til de forskellige afdelinger, men det er den enkelte afdeling, der finder en måde, de kan komme problemet til livs. En metode, som Anette støtter op om.

“Lokale løsninger er helt klart det, som virker allerbedst,” siger hun.

Overordnet set mener hun, at der gøres meget for at forebygge stress, for eksempel gennem trivselsundersøgelser og med hjælp fra arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledere. Om der bliver gjort nok på nuværende tidspunkt, har Anette Dalsgaard dog svært ved at sige noget om.

“Jeg synes vi stiller de rigtige værktøjer til rådighed, men om det er nok i det enkelte tilfælde er enormt svært at sige,” siger hun.

Afviser ikke større fokus

Thomas Rønnow har svært ved at se, hvordan de i Dansk Erhverv kan hjælpe virksomhederne med at løse problemet med stress. De stiller allerede rådgivning til rådighed som supplement til virksomhederne, der har ansvaret.

Han afviser dog ikke, at et større fokus på arbejdsrelateret stress, for eksempel i medierne, kunne medføre, at problemet alligevel blev taget op i Dansk Erhverv.

“Ja, vi ville nok tage det op. Men det er et svært emne, fordi det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed og afdeling til afdeling, hvad det er, der udløser stress,” siger han.

Spørger man Anette Dalsgaard, om der kunne gøres en større indsats, afviser hun ikke, at stress bliver et emne, som skal tages op i en større skala ved DR.

“Stress har været et problem i mange år efterhånden, og det bliver ved med at dukke op. Derfor skal vi hele tiden have en opmærksomhed omkring det,” siger hun.

Spørgsmålet er bare hvornår og på bekostning af 

“Men, hvornår er det lige tid til at sætte ekstra ind på det felt? Det er en prioritering, og der er grænser for, hvor meget en organisation kan rumme.”

 

Først og fremmest handler det om sikkerhed

Først og fremmest handler det om sikkerhed

Først og fremmest handler det om sikkerhed

Mens vesten evakuerede Kabul, krydsede Nagieb Khaja grænsen til Talebans Afghanistan for at dække magtovertagelsen. Illustreret Bunker tager dig med bag kulissen på det sikkerhedsapparat, der muliggør korrespondenternes arbejde midt i verdens brændpunkter.

TEKST: ANTON SCHACK 
ILLUSTRATION: NIKOLINE RYTTERGARD

Udgivet den 07. oktober 2021

 ”Grænsen er åben,” lyder et opråb i menneskemængden. Nagieb Khaja sætter i løb og passerer en større gruppe mennesker. I flere dage har de ventet på at kunne vende tilbage til deres hjemland. De har familier derinde. En hvidmalet stålbro forbinder Amu Darja-flodens bredder, og på den anden side venter et nyt Afghanistan. Det er kun et øjeblik siden, Nagieb ankom til stedet og fik den nedslående besked, at grænseovergangen havde været lukket i flere dage. Men nu er heldet tilsyneladende med ham, og til fods krydser han broen, der omsider skal give ham afghansk jord under fødderne. 

En ung mand sidder bag skranken i paskontoret. Han har fuldskæg, og på hovedet bærer han en turban. Helt som forventet. Nagieb Khaja præsenterer sig som journalist og fremviser sit pas og pressekort den at vide, om det vil komme ham til gode. Grænsevagten afviser ham uden at dvæle og kræver et visum, hvis han skal give ham lov til at rejse ind.  

”Hvad er det, du siger?” spørger Nagieb Khaja. ”Siger du, jeg skal have et visum fra den regering, I ikke selv anerkender? Det er vel jer, der skal give mig tilladelsen, når I har magten,” tilføjer han.

Hans kommentar får grænsevagten til at tøve. Efter et øjebliks betænkningstid slår han op i passet og planter et stempel.

Nagieb Khaja er inde. Siden Afghanistan lukkede ned, har han knoklet for at finde en vej ind. Nu kan han begynde sin rejse gennem landet. En risikabel tur mod Kabul, hvor Taleban for fire dage siden indtog præsidentpaladset og overtog magten.

Overgivelse eller gadekamp?

Det er en journalistisk tradition, at korrespondenter rejser til verdens brændpunkter for at gøre os klogere på krige og konfliktsituationer. Hvorfor det er væsentligt, behøves næppe diskussion, men hvordan det overhovedet kan lade sig gøre, er værd at se nærmere på. Den risikofyldte journalistiske disciplin står nemlig på skuldrene af et omfattende sikkerhedsarbejde, som kun de færreste kender til.

Nagieb Khaja er en internationalt anerkendt dokumentarist og journalist. I knap to årtier har han beskæftiget sig med konflikten i Afghanistan og står bag både bøger og film om den krigshærgede nation. Alligevel var det ikke uden betænkeligheder, at Nagieb tog afsted, da TV2 spurgte, om han ville producere en dokumentar om Talebanstyrets magtovertagelse.

Inden Kabul faldt, analyserede Nagieb den sikkerhedsmæssige situation og opstillede tre mulige scenarier: Kabul kunne blive omringet og isoleret. Det ville efterlade ham uden mulighed for at forlade byen. Det andet scenarie var, at der kunne opstå gadekampe i storbyen. Det er ifølge ham selv noget af det værste. Og til sidst var der muligheden for, at byen overgav sig uden kamp.

”Det er egentlig sandsynlighedsregning,” siger Nagieb Khaja. ”Min analyse var, at der var 80-90 procent chance for, at det ville blive en fredelig overgivelse. Havde fordelingen været anderledes, var det ikke sikkert, jeg var taget afsted,” siger han.

 Alt hviler på korrespondenten

Når TV2 sender korrespondenter til konfliktzoner, er det i sidste ende Jakob Vissing, der har ansvaret. Han er chef for mediets udlandsredaktion, og det var ham, der tog den endelige beslutning om at lade Nagieb Khaja rejse til Afghanistan midt i landets sammenbrud.

”Der er to hensyn, vi hele tiden stiller overfor hinanden. Vi har selvfølgelig en journalistisk forpligtelse. Men først og fremmest handler det om sikkerhed,” understreger udlandschefen, inden han går dybere ind i det sikkerhedsmæssige arbejde.

Når der træffes beslutninger om korrespondenternes sikkerhed, er der tre parter i spil. Den første er TV2 selv. De samarbejder med en anden part – et eksternt sikkerhedsfirma. De har militære efterretningskilder og leverer en rådgivende sikkerhedsvurdering. På baggrund af sikkerhedsvurderingen skal TV2 beslutte, hvad de som arbejdsgiver kan stå inde for. Men spørger man Jakob Vissing, er det faktisk den tredje part, der i sidste ende har de bedste forudsætninger for at påvirke de sikkerhedsmæssige beslutninger.

”Alt hviler i sidste ende på korrespondentens vurdering,” siger han. ”Sådan er det altid. Den, der er bedst til at træffe beslutninger, er den person, der er på stedet. Det betyder også, at de korrespondenter, vi sender sådan nogle steder hen, er vant til at arbejde i kriseområder og har en sund dømmekraft i de situationer,” siger han.

Dømmekraften kalder Nagieb Khaja for fingerspitzgefühl. En blanding af årelang erfaring og evnen til at afkode menneskerne omkring en.

”Du fornemmer dig frem hele tiden. Du kigger på folk. Du ser, hvordan de agerer. Jeg mærker sikkerheden og usikkerheden på de lokalkendte. Når jeg kan mærke, at de er utrygge, bliver jeg utryg,” siger han.

Under Talebans beskyttelse

Da muligheden for at komme ind i Afghanistan opstod, meldte spørgsmålet sig: Hvordan rejser man rundt uden at blive taget til fange eller angrebet af Talebans lokale militser? Svaret på det handler om aftaler, og dem kan man nogle gange blive nødt til at indgå med skurken selv. 

Nagieb Khaja og hans lokale kollega Atiq Massoud opsøgte Talebans nyoprettede pressekontor i Kabul. Her meldte de sig som journalister og fik organisationens tilladelse til at filme og interviewe mennesker på gader og stræder. I praksis fungerede et officielt brev fra pressekontoret som garanti for de to journalisters sikkerhed.

”Når man får et stempel fra Taleban og deres tilladelse til at være der, er det dem der står til ansvar, hvis der sker dig noget. Det er dem selv, der har godkendt, at du er der. Så kan de heller ikke gøre dig fortræd,” siger Nagieb Khaja.

Det er ikke usædvanligt, at korrespondenter må acceptere at arbejde inden for magthavernes rammer for at kunne dække deres side af en større konflikt. Sådanne aftaler laver medierne med anerkendte statsmyndigheder, men også med illegitime regimer som Taleban, i det omfang det kan lade sig gøre.      

”Vi var egentlig rimelig hurtigt sikre på, at man godt kunne lave aftaler med Taleban, og at Taleban var interesserede i at få journalister til at fortælle om, hvad der foregik,” siger Jakob Vissing.

Selvom aftalen med Taleban som udgangspunkt burde sikre Nagieb Khajas arbejde i Afghanistan, iværksatte han alligevel en række yderligere tiltag, der skulle sikre ham mod selv de værste scenarier. Som en af få vestlige journalister har han kilder dybt inde i Talebans organisation.     

”Jeg kender nogle kommandanter og har ligesom nogle strenge, jeg kan spille på. Jeg fortalte dem, at hvis de lige pludselig hørte om, at en udenlandsk journalist, der hed Nagieb, var blevet snuppet, skulle de være klar til at hjælpe mig. Få mig ud af situationen,” siger han.  

Overfaldet i Kabul

I Afghanistan er Nagieb Khaja og hans kollega Atiq nået frem til Kabul. De er taget ud til den internationale lufthavn, der i flere dage har været centrum for verdenspressens opmærksomhed. Amerikanske militærfly letter i rutefart fra lufthavnens startbane som led i den evakueringsplan, de vestlige stater har iværksat.

Udenfor lufthavnens mure er desperationen stor. Horder af afghanere forsøger at tvinge sig adgang til lufthavnen. Med et spinkelt håb om at kunne blive evakueret maser de sig mod lufthavnens hovedindgang. Skudsalver fanger Nagieb Khajas opmærksomhed og får ham til at indse situationens alvor. I menneskemængden forsøger en gruppe talebanere at genvinde kontrollen ved at skyde varselsskud mod himlen. Amerikanerne forventer, at Taleban holder orden omkring lufthavnen, men lige nu er situationen kaos. En af soldaterne får øje på de to journalister, som er ved klargøre deres kamera på den anden side af gaden. Han sætter i løb mod dem, og Nagieb Khaja ænser, at noget ikke er, som det skal være.

Han fortæller, at Taleban-soldaten umotiveret begynder at slå løs på Atiq med en læderpisk, og da Nagieb Khaja forsøger at blande sig, bliver slagene rettet mod ham.

”Jeg hiver brevet og mit pressekort frem og vifter med dem, men det er som om, han er fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevidde. Han er ikke til at tale med,” siger Nagieb Khaja.

Først da de trækker væk fra området, stopper soldaten sine slag og forsvinder i menneskemængden med deres kamera.

 

 Det farlige er det uforudsigelige

”Det var én tilfældig soldat, der handlede på egen hånd,” forklarer Nagieb Khaja om overfaldet. Det fandt han og Atiq ud af, da de senere på dagen modtog en undskyldning på pressekontoret af Talebans talsperson Zabihullah Mujahid.

Jakob Vissing bekræfter hændelsen. Ifølge ham er situationer som overfaldet den største sikkerhedsmæssige udfordring ved at have korrespondenter i konfliktzoner. Når menneskemængder går i panik, eller enkeltpersoner pludselig handler på eget initiativ, kan der opstå tilfældige, farlige situationer. Uforudsigeligheden ved den slags ulykker kan sætte selv den mest omfattende sikkerhedsindsats ud af spil. 

”Jeg kan jo ikke garantere Nagieb Khaja, at han ikke kommer ud for et eller andet uheld. Som journalist og arbejdsgiver skal man være indforstået med, at der kan ske ting og sager, som er uforudsigelige, og vi skal have gjort os nogle tanker om, hvad vi gør i sådan nogle situationer,” siger Jakob Vissing.

I akutte tilfælde har det eksterne sikkerhedsfirma forskellige muligheder for at operere lokalt, men som udgangspunkt vil man først og fremmest involvere Udenrigsministeriets borgerservice og forsøge at finde en løsning gennem de danske myndigheder.

De ubehagelige scenarier fylder meget for Nagieb Khaja. De er i hans hoved, og han har taget et valg om at forholde sig til dem. Han er afklaret med, at risikoen for ulykker aldrig vil kunne elimineres, når han som korrespondent rejser til områder med krig og konflikt. Tilfældigheder kan ske for selv de mest erfarne og forsigtige journalister. For ham er det et spørgsmål om at minimere risikoen til et acceptabelt niveau.

”Jo dygtigere man er, og jo mere erfaring man har, jo færre tilfældige problemer vil du støde på. Men for hver gang du tager din hjelm på og lægger dig ud i en skyttegrav, hvor de kaster med håndgranater, stiger risikoen for, at det en dag ender galt. Så er vi tilbage ved sandsynlighedsregningen,” siger Nagieb Khaja. 

Rustur eller ej: Skal andet semester også afsted til Visby?

For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det”

For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det”

Tidligere TV2-journalist, Anders Langballe, peger på en kultur i mediebranchen, hvor det høje tempo er et mål i sig selv. For hvis man er travl, er man vigtig.

AF CHRISTOFFER PANDURO 

Udgivet den 07. oktober 2021

“Jeg tænker: ‘Hvad fanden er det, du siger?’ Det havde jeg aldrig hørt før,” siger han.

Da tidligere TV- journalist Anders Langballe for nyligt startede i sit nye job som kommunikationschef, blev han overrasket. For første gang mente direktøren ikke, at det var en dyd at have travlt. 

Tilbage i foråret udgav nu tidligere TV2-journalist, Anders Langballe, bogen Forfra, hvor han fortalte om en arbejdskultur med fuld fart på fra morgen til aften. En arbejdskultur, der til sidst resulterede i to blodpropper. Men hvorfor er travlhed – måske – en dyd i mediebranchen?

For Anders Langballe var det nærmest et mål i sig selv at have travlt.

“Det blev en identitet. Uanset, hvor jeg har været, har mange chefer brugt et begreb, som mange i mediebranchen ynder at bruge: Nu skal vi gå den ekstra mil. Nu giver vi den en ekstra skalle. Det var simpelthen bare en del af kulturen,” siger han.

”I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.”

 

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist 

R

 

”I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.”

 

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist 

 

 

I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.

 

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist 

 

Ikke den store lyst til at tage hensyn til stress

I de 17 år Anders Langballe har arbejdet som politisk journalist, har han kun oplevet, at arbejdstempoet er steget. 

“I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé,” siger han.

Han erkender, at også han var med til at opretholde en travlhedskultur.

“Når vi har diskuteret ansættelse af unge journalister på TV2, har jeg ofte oplevet, at der ikke var den store lyst til at tage hensyn til for eksempel stress. Vi vidste, at det var nogle rigtig attraktive jobs, hvor folk nærmest ville arbejde gratis og lægge rigtig mange timer i det, fordi der altid var nogle, der stod i kø til at overtage deres job,” siger han.

Han mener dog ikke, at man kan tage tempoet helt ud af faget, da der i så fald ikke ville være meget tilbage af branchen.

“Det er en balancegang, for hvad er journalistikken, hvis der ikke er konkurrence og hurtighed? Men derfor synes jeg stadig, at branchen er forpligtet til at tage de udfordringer seriøst.”

Man kan vel heller ikke helt lukke øjnene for, at det jo også er fedt, når man er først med et eller andet?

“Bestemt. Man bliver jo høj af det. Og det er jo også en af drivkræfterne for medierne og for den enkelte journalist,” siger han. “På fjernsyn dyrker man jo også profiler. Jeg var TV2’s ansigt på dansk politik, og der dyrkede man også den enkelte journalist. Det gør man stadigvæk. Det er også med til at frembringe den konkurrence.”

Når man er travl, er man vigtig

Lad os lige skrue tiden tilbage, for hvor kommer travlhedskulturen fra? Ikke fra det antikke Grækenland. Her syntes man, at det var cool ikke at arbejde. Det havde man slaver til. På samme måde havde man i den engelsk, victorianske overklasse i 1800-tallet folk ansat til ikke at lave noget som helst.

I dag er det overklassen, der har travlt. Billedet af en chef, der bare sidder med benene oppe, eksisterer ikke. Det er vigtigt at have travlt, man kan jo ikke tillade sig andet, og den iver efter hårdt arbejde kan spores i vores kristne kulturarv. Især i den protestantiske del af verden hylder man det travle arbejdsliv. Det forklarer Anders Fogh Jensen, filosof og forfatter, der har forsket i det moderne arbejdsliv.

Faktisk skrev den tyske sociolog, Max Weber allerede i sit værk ‘Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’ fra 1904, at de protestantiske lande – som Danmark – har en anden arbejdsetik end resten af verden. I Danmark hersker dyder som flid, hårdt arbejde og disciplin. Men i 1904 havde man ikke sin person med i arbejdet. Det skal man derimod i dag.

Der er sket en markedsgørelse af såvel det offentlige, som det personlige, så hvis man virker travl, så tror folk, at man er vigtig eller god, fordi man virker efterspurgt,” siger Anders Fogh Jensen, filosof og forfatter. “I industriarbejdet skulle man ikke have sin person med på arbejde. Nu forventes man at have sin identitet og engagement i projektet.”

Anders Fogh Jensen forklarer, at det især gør sig gældende i de fag, hvor projektarbejdet fylder meget. Det er ofte job, hvor man har mange bolde i luften, og hvor det bliver set som en kvalitet at have gang i mange forskellige ting på samme tid. Som i mediebranchen.

“Mediebranchen er samtidig underlagt den idé om, at det gælder om at komme først – og ikke alene at sige det sande. Kun det nyeste er relevant, og derfor er den meget hektisk,” siger han.

Det skyldes også, at projektfagene ofte er fag, hvor folk realiserer sig selv. Det betyder ofte, at arbejde og fritid flyder sammen, og derfor kan det være svært at skelne mellem, hvad der er hvad. 

“Travhelskulturen er prestigefuld, fordi den associeres med, at man er efterspurgt.” siger Anders Fogh Jensen.

En forældet tilgang

Siden sine to blodpropper og sit exit fra mediebranchen har Anders Langballe fået nyt job som kommunikationschef i Dansk Ejendomsmæglerforening. Her oplever han en helt anden kultur. Her på arbejdspladsen, er det ikke en dyd at have travlt, sagde chefen.

“Jeg tror, at det er en dyd, der er fremherskende blandt mange ledere uden for vores branche. Det der med at piske sig selv og bevise hvor vigtig man er ved at have travlt, det var en dyd, da jeg forlod mediebranchen. Så er vi vigtige. Så er vi noget. Når man kigger ind i andre brancher, så er det en dyd ikke at have travlt, men at lave kvalitet,” siger Anders Langballe.

Han oplever at ledere i andre brancher ser det som deres opgave at sikre, at man ikke ødelægger sin egen branche ved at have for travlt.

“Jeg tror, at mediebranchen hænger fast i en old-school-opfattelse af, hvordan man laver ledelse. Det her med at gå den ekstra mil, at man er en fandens karl, hvis man her travlt, det er formentlig en forældet tilgang,” siger han.