Din holdning er vigtig, smuk og relevant

Din holdning er vigtig, smuk og relevant

Din holdning er vigtig, smuk og relevant

tekst: Josephine Falck Barfod, debatredaktør på Illustreret Bunker
ILLUSTRATION: SILJE QVIST

Udgivet den 20. maj 2021

Nu har jeg snart gået på den her skole i to år, og jeg må bare sige, at jeg aldrig har mødt folk med lige så mange holdninger, som studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, som har gjort sig den erfaring.

Ikke desto mindre er folk simpelthen for sløve til at sende debatindlæg ind.

Hvorfor i alverden bruger I fora, der ikke er lavet til det, til at lufte jeres holdninger, men sender ikke noget ind til debatredaktionen på Illustreret Bunker?

Til undervisning, forelæsninger, i gruppechats og på Facebook er I ikke bange for at tage andre til fange, mens vi uden valg skal lægge ører til jeres svada.

På tredje semester under video-forløbet opstod pludselig en debat til en forelæsning. Det gik ud på, om det var etisk at redigere sin videoproduktion, så det kom til at passe med vinklen. Det ville have været et super godt debatindlæg.

Og efter vi skulle stemme om, hvorvidt vi skulle i praktik i 12 eller 18 måneder, brokkede folk sig i høj grad over processen og beslutningen. Men igen intet debatindlæg til Illustreret Bunker.

Hvorfor er folk ikke interesserede i at få debatterne ud i det åbne? Det er selvfølgelig nemt at have holdninger, når man kun ytrer dem i det skjulte og ikke skal stå til ansvar for dem senere hen.

– Men vi er jo journalister og skal være objektive.

Lol. Vis mig en objektiv journalist. Og læs Simon B. Porses debatindlæg om, hvorfor idéen om den objektive journalist er mere eller mindre forældet.

– Men hvad hjælper det overhovedet?

Det hjælper faktisk. Illustreret Bunker bliver læst af studerende og undervisere, og avisen sendes ud til forskellige medier.

Jeg skrev på sidste semester et debatindlæg om #metoo i mediebranchen og på DMJX. For det første førte det til, at flere studerende henvendte sig til mig og tilkendegav deres holdning til emnet. Mange synes, det var virkelig rart, at de ikke var de eneste, som havde det på den måde.

Men udover de studerende, så første debatindlægget også til, at jeg sammen med to andre kvindelige journaliststuderende blev inviteret til en snak med Özlem Cekic. Vi skulle lære at drikke dialog-kaffe. Og herefter en snak med Jacob Nybroe, chefredaktør på Jyllands-Posten, om sexisme i mediebranchen.

Så udover, at det skabte en relevant debat på DMJX, gav det mig også adgang til en chefredaktør på et af Danmarks største medier.

– Jamen vil praktikstederne ansætte en journaliststuderende med holdninger?

Mine erfaringer siger mig, at det på ingen måde er et problem. Tværtimod. Jeg har både talt med praktikkoordinator Martin Vestergaard, rektor Trine Nielsen og flere undervisere fra DMJX, som alle har udtrykt, at det ikke er et problem. Og de fleste praktiksteder sætter også pris på studerende, som ikke er bange for at ytre deres holdninger i passende settings. Desuden viser det jo bare, at du en reflekteret studerende, hvis du aktivt har kritiseret branchen eller skolen.

Jeg har fået en praktikplads på Ekstra Bladet, og jeg fik at vide til samtalen, at debatindlægget gav mig en kæmpe stjerne hos dem.  

Af en eller anden mystisk grund har det lykkedes mig at få indsamlet debatindlæg til begge aviser på dette semester. Men det har ikke været uden kamp. Da jeg søgte om at blive debatredaktør, havde jeg forestillet mig, at jeg skulle vælge og vrage mellem de bedste indlæg. Sådan er det ikke gået. Begge gange har det krævet overtalelse, overbevisning og nærmest tryglen for at kunne få noget, der kunne komme i avisen. Avisen på Københavns Universitet har en sprudlende debatsektion. Hvis de kan, så kan vi simpelthen også.

Din holdning er relevant, den er vigtig og den er smuk. Vis den til verden og tag del i den demokratiske samtale.

Hej, jeg kommer fra Journalisthøjskolen, har du lyst til at fortælle mig om din smerte?

Hej, jeg kommer fra Journalisthøjskolen, har du lyst til at fortælle mig om din smerte?

tekst: marcus wehage

Udgivet den 20. maj 2021

Jeg sidder ved et af de afsprittede borde på Katrinebjerg og har lige sat det sidste komma i opgaven ”Når livet gør ondt”. I jagten på sorg og dårligdom blev jeg selv ramt af en ordentlig portion utilpashed og sidder nu tilbage med et altoverskyggende spørgsmål: Hvor ligger meningen i at sende 120 helvedeshunde af spirende journalister ud i de jyske afkroge med færten af sørgelige menneskeskæbner?

Jeg har engang hørt, at hunde kan lugte sig frem til kræftramte. Og med den her opgave har jeg set, at det også gælder journaliststuderende hungrende efter rosende feedback.

Siden starten af første semester har vi skullet trækkes gennem det ene oplæg om etik i journalistik efter det andet. Især står et minde klart om lidt moralsk hjernegymnastik. Et tankeeksperiment, der tog udgangspunkt i en sag fra Ekstra Bladet, hvor en redaktør havde sendt en praktikant op til et par forældre, der lige havde mistet et barn i en ulykke.

Spørgsmålet lød i al sin enkelthed: Ville du gå op og ringe på døren hos familien? Resultatet af øvelsen var, at EB’s redaktør, der havde sendt praktikanten ud for at gøre netop det, blev set på med foragt. Alligevel skal vi ud og gøre netop det. Jeg vil gerne vide, hvor mange opgaver der er blevet lavet på baggrund af såkaldte engleforældre. 

Kors i røven, hvor føles det ulækkert at skulle kontakte hårdt ramte mennesker med en påtaget, falsk empati for deres tragedie, så jeg kunne få krydset den opgave af listen, og gøre mig fortjent til endnu et semester. Jeg var så harm over den her opgave, at jeg kort overvejede at referere til en anden lektie, DMJX har lært os: En journalist skal til enhver tid have retten til at sige nej til en opgave, han ikke er tryg ved. 

Normalt ville jeg sige, at min moral bliver stillet ved entreen, når jeg skal lave en historie. Men det skal være på grund af den gode historie. Der er ikke per automatik en god historie i kræftramte folk. Der er ikke nødvendigvis en god historie i forældre til døde børn. Og der er ikke partout en god historie i PTSD-ramte soldater. Man har hørt dem alle før. Hvorfor skulle vi lave den her historie?

Jeg luftede mine bekymringer flere gange, og det vage svar, jeg blev mødt med, var: ”Der er altså mange mennesker, der gerne vil dele deres historie”. Argumentet for opgaven kan vel aldrig være, at vi skal tilfredsstille de traumatiseredes medieliderlighed.

Hvis jeg skal sidde skamfuld og nervøs derhjemme og skrive til de svageste på diverse sociale medier for at grave smerte frem som en morbid trøffelgris, vil jeg virkelig gerne vide, hvorfor jeg gør det.

Ville det give mening at lade opgaven stå som inspiration til fremtidige studerende, der frivilligt ønsker at kaste sig over sorg og andre tunge emner? Bag de cirka 120 historier, I har modtaget, står 120 mennesker, der har – som opgaven dikterer – haft ondt i livet.

Hvis ikke journalisten bag har kunnet føle historien eller haft reel sympati for deres kilder, er det min mistanke, at han ikke har kunnet gøre kilden ret i sin historie. Det var min personlige anke mod opgaven. Og det synes jeg ikke er værdigt for de folk, der indvilliger i at dele deres smerte.

Mere end 200.000 danskere er på TikTok – DR er ikke

Mere end 200.000 danskere er på TikTok – DR er ikke

Mere end 200.000 danskere er på TikTok – DR er ikke

Danmarks Radios sociale medieprofiler tæller både Instagram, Facebook, Youtube og Twitter, men de er, ligesom næsten alle andre danske medier, ikke til at finde på TikTok. Vi har spurgt tre danske journalister, hvordan de bruger ‘et socialt medie på steroider’.

Skribent: Bonna Haagen pedersen
FOTO: margarita ilieva

Udgivet den 25. marts 2021

The Washington Post. BBC. La Nación. Tre medier, der primært har det til fælles, at de beskæftiger sig med journalistik. Men de har også en anden fællesnævner. De er nemlig alle tre til stede på det sociale medie TikTok.

I en dansk kontekst kan officielle medieprofiler på TikTok tælles på én hånd. Vi Unge har en profil, de ikke har postet på siden 2018 og Medietrends.dk har en profil uden hverken indhold eller følgere. Vi har spurgt journalisterne Anna Lin, Lasse Winther og Jonas Madsen, hvordan de bruger TikTok.

 

Når børnene, hvor de er

For Anna Lin Lundsgaard, tidligere vært på Ultra Nyt og kommende vært på ‘Kender Du Typen’, er TikTok et socialt medie, som er sjovt, underholdende og kreativt. Det giver hende også en mulighed for at pleje platformen, der er en del af hendes brand som vært.

Det gør hun for eksempel ved at tage videoklips fra egne programmer, så de på TikTok kan fungere som en teaser for selvsamme. 59,1 tusinde personer følger Annas profil på TikTok.

“Jeg har lige brugt det til at lede efter medvirkende til et nyt program. Jeg har et ønske om at nå så mange forskellige børn som muligt for at lave et godt cast. Så det giver mening at bruge den platform, jeg har derinde,” siger hun.

@anna_l1n

Vil du være med i en serie på Ultra?

♬ original sound - Anna Lin

Lasse Winther, vært og videoproducer hos DR Viden, downloadede appen i marts 2020 og var i første omgang bare med på en kigger.

“Jeg gjorde nok det, som de fleste gør; bare kommer ind for at få en masse content. Men jeg blev fuldstændig blæst bagover og blev dybt afhængig.”

For ham er det vigtigt at forsøge at lave indhold, som er unikt. Det skal passe til hans kunnen og personlighed. Valget om at gå fra en kigger til selv aktivt at poste kommer fra en grundlæggende nysgerrighed for TikTok.

“Jeg tror også, jeg satte mig et mål, om at jeg kan bruge TikTok til at sprede noget viden men også at profilere mig selv, i og med at jeg som journalist og vært lever af, at folk kan lide min personlighed,” siger han.

@lassewinther

Reply to @lasseraun banansmag fra bananslik smager af en banansort, der nu er uddød. #somesciencedk #danmark #tiktokdk #danmarksradio #science

♬ Shaxicula (Toxic x Love Shack x Dragula) - DJ Cummerbund

Ligesom Anna Lin har Jonas Madsen fra DR Ultra også en bevidsthed om at være til stede der, hvor målgruppen for hans program er. Jonas er ikke hoppet med på diverse TikTok trends og danse, men uploader mest udklip fra Ultra Nyt, hvor hans personlighed får lov til at skinne igennem.

“Jeg synes jo, det er et enormt underholdende medie, og jeg får meget ud af at være derinde. Det er jo bare sociale medier på steroider. Der er fuld knald på, og det kan jeg godt lide,” siger han.

@jonasmadzen

Det er ikke altid nemt at lave Ultra Nyt 🥰✌️⭐☀️💐 Hvad glæder du dig allermest til, når skolen starter igen? #drultra #ugens #ultranyt #forypu

♬ original sound - jonasmadzen

Underholdende men informativt

TikTok er det hurtigst voksende sociale medie i verden lige nu, og hvis man tror, at det blot er et sted for dans og pranks, har man sovet i timen. Tidligere nævnte Washington Post har i skrivende stund hele 897,8 tusinde følgere på appen og er måske om nogen et bevis på, at man, modsat Lægemiddelstyrelsen, godt kan formidle information på TikTok, uden at det bliver boomer.

Lasse bruger blandt andet sin profil til at lave videnskabsindhold og ønsker ifølge sig selv at promovere en tilgang til ny viden: At det kan være både spændende, sjovt og underholdende. Og at det er helt okay at være nørdet.

Spørger man ham, hvad der gør TikTok særligt i forhold til at formidle informativt indhold, er han ikke i tvivl.

Det kan være snacksized. Det tror jeg, er det vigtigste, den platform kan. Det kan ligge sammen med en masse underholdning, og det gør jo, at det ikke nødvendigvis føles som læring. Især hvis det lykkedes mig at lave noget indhold, som både er underholdende og informativt.”

 

Jonas Madsen, som til dagligt bor og arbejder i Aarhus, har 25.6 tusinde følgere på TikTok. Foto: Margarita Ilieva

Jonas Madsen, som til dagligt bor og arbejder i Aarhus, har 25.6 tusinde følgere på TikTok. Foto: Margarita Ilieva

For Anna Lin er hendes profil en forlængelse af sit brand, og hun bruger den udelukkende til underholdning. Men hun er også bevidst om, at de fleste af dem, der kigger med, er børn, og at de kender hende fra værtsrollen. Derfor er det heller ikke alle trends og danse hun hopper på, hvis de for eksempel er for sexede.

Det er ikke et sted, hvor jeg skal være lækker. Det kan jeg være på min ‘Nære Venner’ Instagram story. For eksempel har jeg lavet en dans til Savage, hvor jeg har taget den version, hvor der kommer en pruttelyd, for at det bliver mindre sexet. Så det tænker jeg også over.”

Etiske overvejelser

TikTok har været genstand for en del kritik, som blandt andet går på måden, de indsamler, gemmer og videredistribuerer brugernes data. Set i lyset af at TikTok i høj grad henvender sig til en ung brugergruppe, har det også givet Jonas Madsen anledning til etiske overvejelser om sin tilstedeværelse på appen.

“Jeg har gjort mig etiske overvejelser om at være til stede på appen, men jeg synes også i kraft af mit arbejde, at jeg har en forpligtigelse til at forstå, hvad det er, børnene ser og laver og nogle gange se den digitale verden ud fra deres øjne.”

 

Ligesom Jonas Madsen, har Anna Lin gjort sig lignende overvejelser, og hun har tidligere lavet en Ultra-udsendelse om Tiktok og hvilke problemstillinger, det kan give, at appen er kinesisk ejet. Hun oplever nogle gange, at børn skriver til hende på TikTok: ‘Du siger, man ikke må have TikTok, og så har du det selv.

“Jeg har lavet en personlig opvejning af at være på TikTok, og det vil jeg gerne. Der er så mange, der har mine informationer, og jeg har personligt ikke ondt i maven over, at Kina også har.”

Hun vil dog aldrig opfordre nogen til at gøre det ene eller det andet. Hun pointerer, at det er utroligt vigtigt for forældre og børn at snakke om internettet, og hvor stort det er.

Jonas Madsen har en kandidat i journalistik fra Syddansk Universitet. Foto: Margarita Ilieva

Potentiale for en DR tilstedeværelse på TikTok?

Både Lasse, Anna og Jonas ser et potentiale i at være til stede på platformen, også som medie.

Illustreret Bunker har forsøgt at få en mere konkret udtalelse fra DR om deres overvejelser i forhold til at være til stede på TikTok, men det er ikke lykkedes. Chef for Børn, Unge og Nyudvikling, Malene Birkebæk siger følgende:

“DR’s tilstedeværelse på sociale medier er en vigtig brik i at levere tidssvarende public service-indhold på de platforme og enheder, som især yngre brugere foretrækker. Det er en løbende vurdering, hvilke platforme DR er til stede på. I forhold til Ultra og sociale medier giver Youtube lige nu mening i relation til målgruppen og vores strategiske indsatser, men vi holder øje med andre platforme i forhold til brugen og udviklingen af platformen.”

Besparelser på DMJX: Fra mystisk mail til seks fratrædelser

Besparelser på DMJX: Fra mystisk mail til seks fratrædelser

Besparelser på DMJX: Fra mystisk mail til seks fratrædelser

På et bestyrelsesmøde i december bliver det vedtaget, at skolen skal spare 3,5 millioner kroner. En intern mail bliver delt med de studerende, og direktionen varsler afskedigelser. Her er, hvad der skete, fra bestyrelsesmødet fandt sted, til besparelserne endte med, at kendte ansigter på journalistuddannelsen stopper.

Besparelser på DMJX: Fra mystisk mail til seks fratrædelser

På et bestyrelsesmøde i december bliver det vedtaget, at skolen skal spare 3,5 millioner kroner. En intern mail bliver delt med de studerende, og direktionen varsler afskedigelser. Her er, hvad der skete, fra bestyrelsesmødet fandt sted, til besparelserne endte med, at kendte ansigter på journalistuddannelsen stopper.

Skribent: Marcus wehage
ILLUSTRATION: Simon b. Porse

Udgivet den 25. marts 2021

Dag 1

En mystisk mail tikker ind i de studerendes indbakke den 15. december. Angående sparerunde på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole lyder det i emnefeltet. Mailen bliver sendt af de journaliststuderendes daværende repræsentant i skolens bestyrelse, Mats Magnussen, og er foruden ham selv underskrevet af Roger Buch og Peter Østergaard Sørensen, de to medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen. Det er det første, de studerende hører om besparelserne, 

og der skal gå lang tid, før skolen vælger at kaste lys over sagen.

Har man glemt den føromtalte mail, eller bed man ikke på det sexede emnefelt, kommer der her et hurtigt oprids af sagen.

Den 14. december er der bestyrelsesmøde på DMJX. Som altid sidder også to repræsentanter for de studerende og to repræsentanter for underviserne med til mødet. Det står klart, at der skal spares nogle penge. Direktionen foreslår at sænke skolens overskudgrad, som er den del af omsætningen, der bliver lagt til side som opsparing, fra to til en procent.

Normalt er der mere eller mindre enighed om beslutningerne, og bestyrelsen kan tale sig frem til en løsning. Men ikke i dag. Peter Østergaard Sørensen og Roger Buch mener ikke, at det er skolens opgave at spare flere penge op end højst nødvendigt. De efterspørger derfor, at man ikke opsparer noget som helst. Overskudsgraden skal sænkes til nul.

Heller ikke Mats Magnussen mener, at tiden er til besparelser.

”I en tid med stor usikkerhed blandt medarbejderne mener jeg, at skolen burde have droppet besparelserne helt i år,” siger han. Det ender med en afstemning i bestyrelsen, hvor kun Mats Magnussen og medarbejderrepræsentanterne stemmer imod besparelserne.

Dag 8

Næste gang, man kan få indblik i beslutningen, er i Journalisten den 22. december. Artiklen DMJX skal spare 3,5 millioner kroner forklarer desuden, hvordan det bliver svært at undgå fyringer.

Dag 9 

Allerede dagen efter kommer kritikken fra Markus Valentin Jakobsen, formand for KaJ, studenterorganisationen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han kalder i Journalisten beslutningen om at spare penge midt i coronakrisen fuldstændig hul i hovedet. Med Markus Valentin Jakobsen vokser koret af kritiske røster blandt de studerende.

Også selve kommunikationen i processen, mener Mats Magnussen, er kritisabel.

”Jeg synes ikke, at skolen har meldt ud, hvad det kommer til at betyde. Det er vigtigt, at direktionen også informerer om, hvad det har af konsekvenser, når man vælger at spare i den her tid.”

Direktionen må have fulgt med, for de søsætter nu et projekt i jagten på en åben debat om besparelserne. Det bliver dog først på den anden side af en god, lang juleferie.

Dag 32 

Den 15. januar modtager de studerende en ny mail under emnet Mød direktionen til en snak om aktuelle emner på DMJX. Arrangementet, der maksimalt kan rumme 500 deltagere, foregår mandag den 18. januar klokken 9-10.

Det er her blandt mange andre spændende emner, at skolen vil fortælle om den økonomiske situation på DMJX. Det eneste, de studerende skal gøre, er at koble sig op til en lynhurtig internetforbindelse og sidde klar klokken 9. Deltagelse sker efter først til mølle-princippet.

Mandag morgen kan direktionen ånde lettet op. Der var plads til alle, som ønskede at være med. Omkring 60 personer loggede på det digitale møde. 

Dag 85 

Selvom direktionen modtager kritik fra de studerende, bliver deres samarbejdsevner rost af skolens medarbejdere.

”Jeg synes faktisk, at ledelsen har lyttet rigtig meget til os medarbejdere. Der er jo ingen af os, der synes, at det her er fedt,” siger tillidsrepræsentant Mette Mørk.

Fredag den 5. marts falder den endelige plan for besparelserne på plads. Gennem debat og kompromiser mellem ledelse og medarbejdere lander aftalen ifølge Mette Mørk et fornuftigt sted.

”Det vigtigste for os medarbejdere var, at både ledelse og medarbejdere skulle bidrage til besparelserne.” Som resultat af besparelserne tilbyder seks medarbejdere at fratræde frivilligt, og alle får deres ønske opfyldt.

Gitte Luk, Lars Bjerg, Lone Krogsholm, Henrik Laier, Anders Lange og Christina Hansen Falkenberg vil ved årets udgang ikke længere være at finde på DMJX.

På nær Christina Hansen Falkenberg fra studieadministrationen er alle de fratrædende undervisere, fire fra journalistlinjen og en fra kommunikationslinjen. Det er dermed journalistuddannelsen, der bringer det største offer, når den mister nogle legender.

Hvor mange af deres stillinger der skal genbesættes, ved skolen stadig ikke, men der kan godt forventes nyt blod i Aarhus-afdelingen. De seks medarbejdere stopper løbende i år, og får derfor alle mulighed for at færdiggøre diverse projekter på en ordentlig måde.

For de studerende betyder besparelserne, at al print fremover bliver betalt af egen lomme.

Om hvorfor de studerende ikke fik en mail om besparelsen og dens konsekvenser, ligesom underviserne fik, er Trine Nielsens svar enkelt.

”Det var fordi, de andre (Roger Buch, Peter Østergaard Sørensen og Mats Magnussen red.) var hurtigere end os.”

Debatten løber løbsk på de sociale medier: ”Smut hjem i din jordhule”

Debatten løber løbsk på de sociale medier: ”Smut hjem i din jordhule”

Debatten løber løbsk på de sociale medier: ”Smut hjem i din jordhule”

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder
afholder knap halvdelen sig fra at
deltage i debatten. Men hvem bærer
ansvaret, og hvordan kommer man
den grove tone til livs?

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder afholder knap halvdelen sig fra at
deltage i debatten. Men hvem bærer
ansvaret, og hvordan kommer man
den grove tone til livs?

Skribent: Caroline Dybdal
ILLUSTRATION: VERONIKA SKOV SNEDKER

Udgivet den 25. marts 2021

”Din type er ikke født med meget mellem ørene.” Ari Bndyan læser hovedrystende den ene kommentar efter den anden. Det er personangreb.

Han er frisør og aktiv deltager i kommentarsporene på Facebook. Han har deltaget i en debat på Facebook om den voksende coronasmitte i Vollsmose. Selv bor han i Sæby, så egentlig kan han være ligeglad, men han følte et behov for at beskytte beboerne.

Hans kommentar skaber reaktioner fra de andre Facebook-brugere. Den første reaktion får hurtigt selskab af de næste. Smut hjem i din jordhule’ og ‘Du er sgu da mere end dum at høre på’.

Det er ikke nyt for Ari, at han bliver udsat for en grov tone, når han blander sig i debatten på Facebook. For det meste rører den grove tone ham ikke, men særligt de racistiske kommentarer rammer ham.

”Når jeg bliver ked af det, så bliver jeg vred. Jeg bliver deprimeret af det.”

Debatten løber løbsk på de sociale medier: ”Smut hjem i din jordhule”

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder afholder knap halvdelen sig fra at deltage i debatten. Men hvem bærer ansvaret, og hvordan kommer man den grove tone til livs?

Skribent: Caroline Dybdal
ILLUSTRATION: VERONIKA SKOV SNEDKER

Udgivet den 25. marts 2021

”Din type er ikke født med meget mellem ørene.”

Ari Bndyan læser hovedrystende den ene kommentar efter den anden. Det er personangreb. 

Han er frisør og aktiv deltager i kommentarsporene på Facebook. Han har deltaget i en debat på Facebook om den voksende coronasmitte i Vollsmose. Selv bor han i Sæby, så egentlig kan han være ligeglad, men han følte et behov for at beskytte beboerne.

Det er ikke nyt for Ari, at han bliver udsat for en grov tone, når han blander sig i debatten på Facebook.
For det meste rører den grove tone ham ikke, men særligt de racistiske kommentarer rammer ham.

”Når jeg bliver ked af det, så bliver jeg vred. Jeg bliver deprimeret af det.”

Med Facebook hører der ansvar

Ari Bndyan er ikke alene. Eksperter vurderer, at debatten bliver tiltagende grovere. Det har haft den konsekvens, at 48% af danskerne ifølge en undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder nu afholder sig fra at deltage i debatten på sociale medier.

Ifølge Maia Kahlke Lorentzen har medierne et ansvar for samtalen online. Hun er social medie moderator, selvstændig konsulent, og en del af Cybernauterne, der er et netværk af eksperter i digital udvikling.

Hun fortæller, at medierne er begyndt at henvende sig mere direkte til brugerne på sociale medier for at få flere klik, for eksempel ved at spørge ‘hvad synes du?’ Det kan mobilisere rigtig rasende og ubehagelige følelser hos brugerne, som resulterer i en hård tone.

Netop brugen af Facebook for at skabe trafik, er noget Nadia Nikolajeva efterspørger handling på. Hun er ekspert i sociale medier og har startet netværket Ansvar for Feedet, der skaber en platform, hvor medier kan rådgive hinanden omkring debatten.

”På Facebook deler de ting for at få en masse klik. Jeg synes, at hvis de vil have den opmærksomhed, så hører der noget ansvar med.”

Fy-ord og dialog

Både Jyllands-Posten og Jysk-Fynske medier er begyndt at bruge et moderationsværktøj for at komme den grove tone til livs. Anders Hjelmer Paulsen, redaktør for sociale medier og digitale værktøjer hos JyskFynske Medier, fortæller, at de manuelt har indtastet over tusind såkaldte fy-ord, som ifølge ham ikke kan bruges på nogen fornuftig måde.

Ordene bliver automatisk skjult fra Jysk Fynske Mediers mere end 100 Facebook-sider.

Nadia Nikolajeva er digital rådgiver og underviser i sociale medier. Hun synes, at værktøjet er smart, men det har også sine begrænsninger. Det resulterer eksempelvis i, at kommentarer, der bekæmper den grove tone, bliver fjernet, hvis de bruger fy-ordene som eksempler.

Hun mener, at moderationen er et minimumskrav til medierne. Selvfølgelig skal kommentarer slettes, men det er ikke det, der giver højt på karakterskalaen.

”Hvis jeg virkelig skal sætte det på spidsen, så synes jeg, at det er uambitiøst for den demokratiske samtale, når det eneste redskab, man bruger, er at slette de dårlige ting. Plej debattonen med alt, hvad det indebærer.”

Hun uddyber, at man ikke bare kan nøjes med at slette de dårlige kommentarer. Man skal fremhæve de gode kommentarer og være tydelig omkring dem, man sletter. Man skal gå i dialog med brugerne.

Læs Nadia Nikolajevas guide til moderering af debatten online

“Har du lyst til at være med til at tage ansvar for feedet? Så overvej, om du skal arbejde efter de fem grundprincipper her. På den måde kan flere medier og organisationer arbejde efter samme standard.

  • Regler: Formuler synlige og klare regler for debatten og giv adgang til at klage over indlæg.
  • Formål: Vurder, hvilke historier, der egner sig til debat, og hvilket formål debatten tjener.
  • Filter: Benyt programmer og filtre, der kan lette moderationen.
  • Deltagelse: Overvej, om journalister og redaktører skal tage del i debatten for at holde den på sporet og berige den med fakta.
  • Ressourcer: Sørg for at styrke moderationen, når emnet er særligt engagerende debatstof. Hav ikke flere debattråde, end redaktionen har ressourcer til at følge og moderere.”

Kilde:  ”Sådan får du en bedre debat online”, Journalisten.dk

Medierne handler forskelligt

Journalistikken har ændret sig i forhold til deres nye rolle på de sociale medier. Det er en ret ny underopgave, der kommer ind i mediebilledet, når medierne skal til at moderere debatten, fortæller Nadia Nikolajeva. Man er nødt til at erkende, at det er noget, man skal have styr på. Det er en opgave, der er kommet for at blive.

Derfor er det også for medierne en ny verden at navigere i, hvilket fører til forskellige løsninger. Størstedelen modererer debatten, så de opfylder minimumskravet, som Nadia Nikolajeva beskriver det. Men både hos Jyllands-Posten og Jysk Fynske Medier forsøger man at gå skridtet længere.

På Jysk Fynske Medier har de indført en ret kontant holdning til de gengangere, der ofte kommer med hadefulde ytringer på deres sociale medier. De bliver udelukket.

Hvis man først er udelukket fra at debattere i et af kommentarsporene hos Jysk Fynske Mediers mange lokalavisers Facebook-sider, skal man kontakte den pågældende chefredaktør. Han eller hun må dernæst bestemme, om personen kan deltage i debatten igen.

Nadia Nikolajeva er positiv over for Jysk Fynske Mediers tiltag. Hun glæder sig over chefredaktørernes deltagelse i opgaven på de sociale medier, da hun ofte oplever, at de blander sig langt udenom.

Hos Jyllands-Posten er det en prioritet at kunne gennemlæse alle kommentarer. Mathias Danielsen fortæller, at han oplever, at man kan styre debatten ved at være over den fra start.

”Hvis det er en grov kommentar, så er min teori, at andre bliver mere tilbøjelige til også at kommentere groft. Så ser man lige pludselig et kommentarspor løbe løbsk,” siger han.

Det er en oplevelse Nadia Nikolajeva genkender fra sine erfaringer i Ansvar for Feedet. De første 20 minutter er fuldstændig afgørende. At få lagt en plan, det er ifølge hende hele hemmeligheden.

Vær tydelig om moderationen

Nadia Nikolajeva har gode erfaringer med dialogen direkte med brugerne, og hun fremhæver vigtigheden i, at medierne er tydelige omkring moderationen.

Medierne er blevet en broget flok, fortæller hun. Nogle tager ansvaret meget seriøst, mens andre lader kommentarfelterne passe sig selv.

”Det positive, synes jeg, er, at medierne virkelig er ved at vågne op i forhold til den her opgave, og at de begynder at få nogle ambitioner på det her område.”

Tilbage i Sæby fortsætter Ari Bndyan med at deltage i debatten. Han er begyndt at invitere de groveste debattører på dialogkaffe og en klipning i sin frisørsalon i Sæby. Det er hans måde at gøre op med ”Facebook-soldaterne” på, som han kalder dem. På hjemmefronten er han dog ene om at deltage i debatten. Hans kone kan ikke forstå lysten.

”Min kone er faktisk vred på mig. Hun er vred over, at jeg gider at bruge min tid på Facebook. På ligegyldige mennesker.”

Vær tydelig om moderationen

Nadia Nikolajeva har gode erfaringer med dialogen direkte med brugerne, og hun fremhæver vigtigheden i, at medierne er tydelige omkring moderationen.

Medierne er blevet en broget flok, fortæller hun. Nogle tager ansvaret meget seriøst, mens andre lader kommentarfelterne passe sig selv.

”Det positive, synes jeg, er, at medierne virkelig er ved at vågne op i forhold til den her opgave, og at de begynder at få nogle ambitioner på det her område.”

Tilbage i Sæby fortsætter Ari Bndyan med at deltage i debatten. Han er begyndt at invitere de groveste debattører på dialogkaffe og en klipning i sin frisørsalon i Sæby. Det er hans måde at gøre op med ‘Facebook-soldaterne’ på, som han kalder dem. På hjemmefronten er han dog alene om at deltage i debatten. Hans kone kan ikke forstå lysten.

”Min kone er faktisk vred på mig. Hun er vred over, at jeg gider at bruge min tid på Facebook. På ligegyldige mennesker.

Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt: “Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris”

Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt: “Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris”

Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt: “Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris”

Mennesker med psykiske sygdomme portrætteres ofte som farlige eller skøre i de danske medier. Hvordan undgår man at falde i samme grøft? Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt giver sit besyv.

Skribent: Julie Schønning & Astrid Simone Kjær
FOTO: kim frost

Udgivet den 25. marts 2021

I herskabslejlighedens lyse stue står et arbejdsbord. Det var her Anders Legarth Schmidt sad til den virtuelle Cavlingprisuddeling, da hans navn blev råbt op.

På bordet står nu en lille bronzestatuette. Henrik Cavling ligner en karikatur på en journalist med trenchcoat og bowlerhat. Men journalisten, der har modtaget denne fornemme pris, har ikke bowlerhat på. Han er klædt i jeans og t-shirt og byder på kaffe i sit hjem på Østerbro i København. Cavlingprisen vandt han for sin reportageserie fra en lukket psykiatrisk afdeling:

”Jeg har altid været interesseret i det, der foregår inde i vores allesammens hoveder. Mere end det, man kan se, røre og lugte. Det hænger sammen med, at der var psykisk sygdom i min egen familie, da jeg var barn.” 

Derfor har Anders Legarth Schmidt dækket området for Politiken i mere end 15 år. Sidste år brugte han 40 timer på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit i Glostrup, der endte ud i reportageserien ‘Forbandet Ungdom’. Gennem otte kapitler beskrives livet som patient og personale på en afdeling, der sjældent åbner dørene for pressen. Det vigtigste for ham er at skabe opmærksomhed omkring emnet: 

“Jeg synes, det er super vigtigt at tale og skrive åbent om psykisk sygdom. Tingene vokser sig større og værre, hvis man går med dem alene.” 


Ny fortælling om psykiatrien
 

Men emnet får ikke altid den rigtige form for opmærksomhed. Dramatiske overskrifter er med til at male et billede af mennesker med mentale udfordringer som farlige eller skøre. Eksempler som ‘Knivstikker var psykisk syg’, ‘Professor: Naivt at raskmelde psykisk syge’ og ‘Psykisk syg går amok’. Selvom mediedækningen af psykisk sygdom har udviklet sig til det bedre, er mere end hver tredje artikel fortsat præget af et forenklet billede. Det viser en analyse af mediedækningen i 2019 foretaget af Infomedia. 

Infomedias analyse er lavet på vegne af ‘EN AF OS’. Det er en organisation, som blandt andet er støttet af Social- og Sundhedsstyrelsen, hvis formål er at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark. 

“Der er sket en forbedring i de danske mediers portrættering af psykisk sygdom,” mener konstitueret projektleder for ‘EN AF OS’, Anja Kare Vedelsby. 

Ifølge Anja Kare Vedelsby kan medierne medvirke til at fremme inklusion og bekæmpe diskrimination forbundet med mental sygdom. Det afgørende er måden, der skrives om emnet. 

“Medierne kan være med til at bekræfte folks fordomme om personer med psykiske lidelser, hvis journalister ikke nuancerer, at man ikke er sygdommen, men et menneske med en sygdom,” uddyber projektlederen. 

Medierne kan også være med til at skabe et mindre fordomsfuldt syn på det at have mentale udfordringer ved at vise en alsidig skildring af personen. 

Anders Legarth Schmidt mener ligeledes, at samfundet skal være bedre til at rumme mennesker med mentale vanskeligheder, blandt andet så man ikke skal frygte personlige og karrieremæssige konsekvenser ved at stille sig offentligt frem:

“Vores samfund er på mange måder u-rummeligt. Men jo længere tid der går, hvor psykisk syge mennesker er underrepræsenterede i medierne – desto længere tid går der, før det ikke føles skamfuldt at have en psykisk sygdom.”

De “sårbare” kilder

En anden problematik forbundet med at skrive en historie med psykisk sårbare kilder er, at det kan være vanskeligt at afgøre, om kilden kan overskue konsekvenserne af sin medvirken. Det er et hensyn, der også fremhæves i pressenævnets vejledning om god presseskik.

‘EN AF OS’ arbejder blandt andet med at vejlede journalister og medier, der arbejder med psykisk sårbare kilder. Anja Kare Vedelsby anbefaler, at man sikrer en grundig briefing forud for et interview, og at man taler med kilden om vedkommendes motivation for og eventuelle konsekvenser ved at medvirke. Desuden råder hun til, at man spørger kilden, om man må tale med en pårørende eller en behandler, for at få en professionel mening om kildens medvirken:

“Når folk står frem med noget, der er så personligt som ens psykiske lidelse, er det vigtigt, at  man tager sig god tid.”

 

 

Endelig er det vigtigt, at kilden får mulighed for at godkende artiklen før publicering.

I forbindelse med reportageserien ‘Forbandet Ungdom’ fik Anders Legarth Schmidt blåstempling fra forældre og læger udover kilderne selv forud for alle interviews. Han anerkender dog, at man principielt aldrig kan vide, om en kilde fortryder sin deltagelse.

Alligevel mener han, at journalister skal strække sig langt for at give plads til mennesker, der er anderledes i medierne. Derfor må man sommetider løbe en risiko med kildevalg for at være med til at skabe en udvikling i samfundet:

“Hvis man vil helgardere sig mod den risiko, kommer man til at holde psykisk syge mennesker i mørket for altid.”

For at kunne tegne et oprigtigt portræt af en sårbar kilde er det vigtigt at turde stille de svære spørgsmål. Når Anders Legarth Schmidt interviewede de unge mennesker på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit, havde han ikke forberedt en masse spørgsmål. Ved at gå nænsomt frem afsøgte han grænsen for, hvad han kunne spørge om. Han har erfaret, at blokeringerne ofte ligger i ham selv og ikke i kilden, og hvis man ikke tør stikke dybt nok, bliver det et misforstået hensyn til kilden:

“Hvis jeg stopper med at spørge for tidligt, så bidrager jeg jo til den stigmatisering ved ikke at komme tæt nok på og ved ikke at forstå godt nok, hvem de er.”

Nogle hyldes, andre kritiseres

I samme måned som Anders Legarth Schmidt vinder Cavlingprisen, kritiseres DR3’s dokumentarserie “Fie” på forskellige medier.  Dokumentarserien følger blogger og influencer Fie Laursen, det første år efter at hun har forsøgt at tage sit eget liv, hvor hun netop er udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Dokumentaren viser influencerlivets bagside og undersøger, hvad der driver Fie Laursen og hendes digitale karriere. 

Begge historier er baseret på personer med mentale udfordringer, men hvor Anders Legarth Schmidt hyldes for sin artikelserie, bliver DR3’s dokumentar mødt af hård kritik. Fie Laursen lider af sygdommene PTSD og borderline og døjer med angst. 

Anja Kare Vedelsby fra ‘EN AF OS’ ser på baggrund af dokumentarens første afsnit nogle problematikker i at serien er blevet lavet. 

“Serien er med til at vise, hvor skidt hun har det. Men den viser også, at hun hungrer efter anerkendelse. Jeg tænker, at det ville være bedre for hende ikke at eksponere sig så meget, fordi hun risikerer at få for meget negativ opmærksomhed, som gør så ondt,” siger Anja Kare Vedelsby. 

Det er ikke kun Anja Kare Vedelsby, som frygter, at serien fodrer Fie Laursens behov for opmærksomhed. I mediebilledet går kritikken af dokumentarserien desuden på, at Fie Laursen ikke havde tilladt DR’s portrættering, hvis hun var rask. Og at DR overser de negative konsekvenser ved at filme hende i en sårbar periode af sit liv. 

Tilbage i lejligheden på Østerbro mener Anders Legarth Schmidt, at kritikken er uretfærdig, og at det er forkert at gøre sig til dommer over Fie Laursens motivation for at deltage, når man ikke kender til den. Fie Laursen har, ifølge Anders Legarth Schmidt, fået en urimelig behandling i medierne. Han synes, dokumentaren fortæller mange interessante ting om, hvad det vil sige at være psykisk sårbar: 

“Hun er jo i virkeligheden også en pioneer, som er med til at afstigmatisere, hvad det vil sige at være psykisk syg.”


Grænserne rykkes
 

Med reportageserien ‘Forbandet Ungdom’ er Anders Legarth Schmidt med til at rykke grænserne for, hvem vi kan interviewe, og hvordan vi kan dække psykiatrien. Det mener

‘EN AF OS’.

“‘Forbandet Ungdom’ fremmer åbenhed og nedbryder fordomme omkring, hvordan det er at være indlagt på psykiatrisk afdeling som ung. Det giver udenforstående en empatisk forståelse af, hvordan det kan være at være patient,” siger Anja Kare Vedelsby fra ’EN AF OS’.

I dag står Cavlingprisen på skrivebordet hjemme ved Anders Legarth Schmidt. Det er en anerkendelse af hans arbejde som journalist, men for ham repræsenterer den mere end en påskønnelse af sit professionelle virke: 

“Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris, fordi deri ligger en anerkendelse af, at det som journalist er vigtigt at beskæftige sig med området og kaste lys over mennesker, der lever med psykisk sygdom.”