Inderst inde ulmer stressen

Inderst inde ulmer stressen

Inderst inde ulmer stressen

Hver femte studerende oplever en følelse af stress i hverdagen. På dette semester blev jeg en af dem.

Tekst: Silje quist
FOTO: Rasmus breum

Udgivet den 07. oktober 2021

”Jeg har ikke tid til at være syg,” udbryder jeg frustreret og grædende til min mor. Mine øjne er røde og hævede. Mest af alt ligner jeg en, der enten har fået en voldsom allergisk reaktion, eller en, der har grædt i flere timer. I skal satse jeres penge på den sidste mulighed. Sengen er blevet mit eneste tilholdssted. Mit natbord er efterhånden ikke synligt længere. Næsespray, lommetørklæder, sugetabletter og plader af panodiler – både nye og tomme – har nu overtaget. 

 For fire uger siden blev jeg ramt af sygdom. Den gode influenza, som så mange har stiftet bekendtskab med det seneste stykke tid. Jeg har derfor været bagud med alt skolearbejde. Fraværet er steget markant. Deadlines er blevet udskudt med flere uger. Og jeg kan umuligt levere det, jeg har ambitioner om. Pludselig har opgaverne hobet sig op som en flok gribbe, der bare venter på, at jeg kollapser. Og det er jeg nu. Kollapset. Stadig syg, og nu ovenikøbet stresset.

 Jeg kan mærke det i hele min krop. Mine muskler spænder, mit hjerte banker hurtigt, jeg hiver rystende efter vejret. Mest af alt mærker jeg det i mit hoved. Efter en grædetur på et par timer dunker det i takt med min puls. Alting virker så uoverskueligt. Alle opgaver smelter sammen. De er blevet til en stor masse, som jeg ikke kan overskue at begynde på.

 Det er første gang, jeg oplever en intens følelse af stress. Men meget tyder på, at jeg ikke er den eneste. En undersøgelse fra 2019 foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet viste, at næsten hver femte studerende på en videregående uddannelse oplever en følelse af stress i hverdagen. Jeg er bare endnu én i flokken.

 Hvor skal man søge hen, når man har det sådan her?

Første spadestik

Da jeg startede på Journalisthøjskolen, var studievejlederne nogle af de første mennesker, vi blev introduceret for. Mit første bud falder derfor på Joan Husted, en af skolens studievejledere.

 Smilende tager Joan imod mig. Det er som om, hun kender mig på forhånd, selvom jeg aldrig har snakket med hende før. “Vil du have en kop kaffe med?” spørger hun mig venligt. Det siger man jo ikke nej til. 

 Mens Joan henter kaffe til os, står jeg inde i hendes samtalerum. Inspirerende citater udsmykker væggen. De minder mig om den samtale, jeg skal til at have. I et kort øjeblik overvejer jeg at løbe min vej. Hvor intimiderende er det ikke lige at åbne sig så meget for en fremmed? Det ville jeg ikke engang gøre, hvis jeg var fuld i byen. Inden jeg ved af det, kommer Joan med kaffen. Den er stærk og sort. 

 Nu gør jeg det fandme. 

 Jeg lægger alle kortene på bordet. Fortæller hende alt det, som I ved og lidt mere til. Tårene presser sig på et par gange, men jeg vil helst ikke tabe ansigt foran hende, selvom rummet føles trygt. Mine hænder ryster lidt, så jeg gemmer dem forsigtigt under bordet. Hun læser mig lynhurtigt. 

 ”Jeg tænker det, der særligt har været med til at stresse dig, har været dine tanker om, hvor meget du er kommet bagud, og hvordan du overhovedet skal komme i mål. Nogle gange kan det hjælpe at sige til sig selv: ‘nu skruer jeg lige mit ambitionsniveau ned.’ Det skal ikke altid være kunst. Nogle gange skal det bare være færdigt,” fortæller Joan mig.

 Hun uddyber, at det særligt kan presse os at gå med for mange ting inde i hovedet. Man skal sørge for at få snakket med nogen om, hvordan man har det – for et delt problem er et halvt problem. Hun opfordrer til, at man enten tager kontakt til en af studievejlederne eller sin underviser. 

Du er ikke den eneste

Joan forsikrer mig om, at jeg hverken er den første eller eneste, der er blevet ramt af sygdom på et ubelejligt tidspunkt. Det er heller ikke unaturligt, at jeg er blevet presset af, at jeg har haft mindre overskud, end jeg plejer. 

”Vi taler ofte om stress som sådan et monster, men der er jo ikke noget underligt i at være stresset eller presset i nogle perioder. Så længe det ikke er over længere tid. Stress kan være mange ting og i nogle perioder helt naturligt. Det er ikke altid noget, man skal være bekymret for,” siger hun beroligende. 

Joan fortæller mig, at de studerende sjældent italesætter stress, når de er inde til samtaler hos hende. Men hun har haft mange samtaler med studerende, der oplever at miste overblikket. Her er det en god ide at lave en plan for, hvad man skal nå på hvilke tidspunkter. Er der ingen chance for, at man kan nå det hele, kan man stille sig selv spørgsmålet “Hvad er vigtigst lige nu?”

Når vi er pressede, kan det være svært at holde hovedet koldt og hjertet varmt, når man skal træffe beslutninger. Faktisk kan man have svært ved at finde vej og retning. Helst skal man holde sig fra de store beslutninger, for man tænker ikke rationelt, hvis stress først har ramt.

Joans råd til at undgå at miste overblikket

–   Sørg for at have en kalender – enten på papir eller digitalt – og få så skrevet ned, hvad der er af opgaver og deadlines, så du har et overblik.

 

  Et delt problem er et halvt problem. Del dit problem med andre, fordi det hjælper faktisk tit at få det vendt og ventileret og fortyndet og få andres perspektiv på situationen.

 

  Det sidste råd burde måske have været det første, men få noget ind i din verden, som gør dig godt eller gør dig glad. Man skal passe på med at skrotte noget, som man rent faktisk er meget lystbetonet. 

Hvorfor går det galt for studerende?

I det jeg går ud fra Joans samtalerum, har jeg en god fornemmelse i kroppen. Det er som om, jeg kan trække vejret bedre. Jeg står tilbage med følelsen af, at det slet ikke var så farligt, som jeg først troede.

Følelsen af stress er ofte forbundet med en periode af pres, hvor opgaver, forventninger og ressourcer ikke er i balance. Men er vi studerende pressede eller stressede? Bliver det et problem, at vi ikke kan skelne mellem de to ting?

Jeg beslutter mig for at kontakte Trine Wulf-Andersen for at blive klogere. Hun er lektor på Roskilde Universitet og forsker i uddannelsesmiljøer og psykosociale problemer. Det kan for eksempel være stress, angst og depression. 

“Det er vanskeligt for alle at navigere i pres og stress. Mange kommer af den grund også for sent til at tage det alvorligt, hvor stressede de er. De glemmer simpelthen at træde et skridt baglæns og se, at tingene ikke hænger sammen,” fortæller hun.

Hun nævner, at de kortvarige stressende perioder ikke er farlige for os. Det kan faktisk give os et adrenalinsus. Men bliver perioderne længere, og får man tilmed ikke plads til at hvile og restituere, kan det blive vanskeligt. Dét kan man ikke holde til. 

Et studieliv med pres fra alle kanter

I studerendes liv er der meget på spil personligt. Der er mange faktorer, der kan presse den enkelte. Det høje tempo på studiet, frivilligt arbejde, studiejobs, det sociale liv med vennerne og dét at finde sig til rette i tilværelsen. Alle de forskellige faktorer kan gå hen og stresse os, hvis de kolliderer sammen. 

“Det er ikke altid de ubehagelige ting, vi bliver stressede af. Man kan sagtens opleve et sammenfald mellem de ting, man får god energi af og så de ting, der gør os udkørte. Det kan snyde os i perioder,” siger Trine Wulf-Andersen. Jeg nikker genkendende til det. De seneste ugers tid har jeg ikke engang haft overskud til at tage i fredagsbaren.

Vi er ofte optagede af, hvordan den gode studerende skal være. De forestillinger er ikke opstået ud af det blå hos den enkelte, men de er på mange måder med til, at man får presset sig selv yderligere. Det indre pres kommer ofte til at flette sig sammen med det ydre pres, vi mærker fra studiekulturen på uddannelsesinstitutionen. 

“Vi forstår stress og trivsel som noget, der er den enkeltes ansvar. Håndteringen bliver skilt ud fra det faglige, selvom stress på mange måder fletter sig sammen med det faglige,” forklarer Trine Wulf-Andersen. 

Mit indtryk er, at vi gemmer stressen væk. Den lurer i baggrunden og rammer, når man mindst venter det. Ofte føler vi os alene med følelsen af stress. Da jeg havde mit lavpunkt, troede jeg, at jeg var den eneste, der havde det på den måde. Men det viser sig langt fra at være tilfældet. 

Mød TV2’s nye Asien-korrespondent: ”Det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt”

Mød TV2’s nye Asien-korrespondent: ”Det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt”

Mød TV2’s nye Asien-korrespondent: ”Det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt”

Fra denne sommer skal Christina Boutrup føre TV2’s karakteristiske korrespondent-mikrofon i verdens nye supermagt. Med base i Shanghai skal hun berette om den udvikling, der inden længe gør Kina til verdens største økonomi.

Skribent: Anton Schack
FOTO: stine schjøtler

Udgivet den 20. maj 2021

Et begejstret smil breder sig forsigtigt over læberne, inden hendes blik slår væk i et kort sekunds betænkningstid:

”Min første tanke har nok været, at det sørme var på tide. Og så skyndte jeg mig at sende en mail afsted med det samme.”

Sådan beskriver Christina Boutrup sin reaktion, da hun tilbage i februar læste, at TV2 havde i sinde at sende en fast korrespondent til Kina. Den 44-årige fynbo har de seneste år opbygget sig en anerkendt status som en af landets førende Kina-kendere.

Siden hun for 13 år siden flyttede hjem efter sit første job som Asien-korrespondent for Berlingske, har hun savnet at være tæt på udviklingen. Til sommer river hun sit liv op ved roden, når hun, sammen med sin familie, vender tilbage til Shanghai. Derfra skal hun gøre TV2’s seere klogere på landet, der har manifesteret sig som økonomisk supermagt og i stigende grad gør sig gældende på den globale magtpolitiske scene.

Korrespondent fra år ét

Christina Boutrup er uddannet erhvervsjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Knap havde hun forladt bunkeren på Olof Palmes Allé, før et særligt stofområde fandt vej til hendes skrivebord og blev en gennemgående rød tråd i hendes journalistiske arbejde.

”Der gik jo kun lige et år, fra jeg fik min eksamen, til jeg for første gang landede i Beijing og skulle arbejde som journalist i Kina,” fortæller hun.

Som nyudklækket journalist på Berlingskes nyhedsmagasin oplevede Christina Boutrup, hvordan Kina oftere og oftere løb med overskrifterne i avisens erhvervsdækning. Historier om outsourcing til det fremadstormende marked og iøjnefaldende vækstrater vakte hendes interesse og pirrede den unge journalists nysgerrighed. I en sommerferie fik hun grønt lys fra avisen til at rejse fire uger til landet for at lave en serie om danske iværksættere. Det var på den rejse, Christina Boutrup for alvor fik øjnene op for en verdensdel fyldt med historier uden mange danske journalister til at fortælle dem.

”Efter den sommer tog jeg hjem og fortalte min chef, at jeg flyttede til Kina og spurgte ham, om han kunne bruge det til noget,” fortæller hun.

Et halvt år senere var hun igen i Kina, denne gang uden returbillet, men en freelance-kontrakt, der senere blev til et fast job som Berlingskes nye Asien-korrespondent.    

På trods af de høje journalistiske ambitioner og den nyfundne begejstring for det kinesiske samfund havde Christina Boutrup ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig det scenarie, hun pludselig landede i. I hendes hoved var korrespondent ikke en titel, der kunne forenes med blot et års journalistisk erfaring. Uden hverken at kunne tale sproget eller have indgående kendskab til verdensdelen, skulle hun pludselig levere analyser og reportager om et meget komplekst samfund.

Tidsforskellen på seks timer gav den unge korrespondent muligheden for at tage alle døgnets timer i brug. Research fra morgenstunden, interviews om eftermiddagen og artikelskrivning frem til den danske deadline langt ude på natten. Derudover gik hun til sproglektioner flere gange ugentligt. 

”Hvis man skal være modig for at være korrespondent i Mellemøsten, så fandt jeg hurtigt ud af, at man først og fremmest skal være hårdtarbejdende for at rapportere fra Asien helt uden erfaring,” fortæller hun.

Tilbage til udgangspunktet 

De seneste år har Christina Boutrup gjort det til en levevej at gøre beslutningstagere klogere på Kina. Selvom hun nødigt påtager sig titlen som ekspert, har hendes 17 års indsigt og omdømme givet muligheder, der rækker langt udover den spæde start som ung korrespondent på udebane. 

”Når jeg har taget Kina-kender-rollen på mig og brugt min viden til at sige: ’Min vurdering er…’ eller ’Jeg er overbevist om, at…’ har jeg oplevet, at mange flere pludselig har lyttet med. Det har skabt en helt anden opmærksomhed,” forklarer hun. 

Fem hurtige om Christina Boutrup:

  • Uddannet på DJH i 2004 med praktikophold på Børsens erhvervsredaktion.

  • Tidligere Asien-korrespondent for Berlingske og vært for radio- og tv-programmer på Radio24syv og DR2.

  • Forfatter til flere anmelderroste bøger om Kina og flittigt benyttet foredragsholder og moderator både i Danmark og internationalt.

  • Udpeget til Dansk Konkurrenceevneråd og medlem af den tidligere regerings Kina-ekspertpanel.

  • Bosat i Kullerup, Nyborg Kommune med sin mand og parrets to døtre på henholdsvis 9 og 11 år.

Med det nye job vender hun tilbage til udgangspunktet, når hun igen skal være den, der stiller spørgsmålene. Også dem, hun på forhånd kender svaret på. Skiftet vækker en velkendt begejstring, der tilbage i tiden var en af grundene til, at hun faldt for journalistikken: 

”Som journalist er jeg jo drevet af at komme ud i virkeligheden og få nogle indtryk og udfordringer, som jeg kan omsætte til et output. Derfor glæder jeg mig til at komme ud og få jord under neglene igen og fortælle både fascinerende og skræmmende historier,” fortæller hun.

Fra Kullerup til Kina

Selvom Kina i dag er velkendt og nærmest hjemligt territorium for Christina Boutrup, bliver det alligevel en særlig omvæltning, når hun til sommer bytter den østfynske landsby Kullerup ud med Shanghais pulserende storbyliv. Siden hun sidst boede i byen, er hun blevet mor til to.

Nu er huset sat til salg og pigerne er skrevet ind på en international skole. Familien er så småt begyndt at overveje, hvilke ting der skal med til Kina, og hvad de skal skille sig af med. Selvom det er en stor beslutning at rykke teltpælene i pigernes barndomsby op, lader Christina Boutrup sig ikke bekymre:

”Kina er en indgroet del af vores familieliv. Vi har besøgt landet hvert år med pigerne, og vi synes, at det er en fantastisk mulighed for dem at opleve kulturen og lære sproget.”

De kinesiske myndigheder udsteder i øjeblikket ikke permanente arbejdsvisa til internationale journalister pga. corona-pandemien. Derfor ved familien endnu ikke, hvornår de kan rejse til Shanghai. Selv håber Christina Boutrup dog på at kunne rapportere live fra Kina, inden sommeren er ovre.

At rapportere fra det mørklagte

Når Christina Boutrup på et tidspunkt får lov til at tage afsted, vil hun som noget af det første kontakte sit netværk af lokale fixere. De skal hjælpe hende helt tæt på historierne og den befolkning, der i mange tilfælde står i skyggen af systemet. Ifølge hende er arbejdsvilkårene som korrespondent i Kina anderledes, i forhold til hvad mange af hendes kollegaer oplever i resten af verden: 

”Der er intet, der er let i Kina, og slet ikke, når man kommer med et tv-kamera. Det er svært at få folk til at stille op til interview, fordi de risikerer repressalier, men der er sindssygt mange spændende historier, der bare venter på at blive fortalt,” fortæller hun.

Hverken ytrings- eller pressefrihed er reelle rettigheder i landet, der populært set kaldes verdens største étpartistat. Derfor har den kritiske journalistik trænge kår, og de internationale korrespondenter arbejder under overvågning fra det kinesiske styre.

I praksis kommer omstændighederne bl.a. til at begrænse Christina Boutrups muligheder for at arbejde i særlige dele af landet. Hun vil eksempelvis ikke kunne rejse til Xinjiang-provinsen og dække undertrykkelsen af Uighur-folket, uden det vil få konsekvenser for hendes arbejdstilladelse.  

Adspurgt, hvorvidt det så overhovedet er muligt at snakke om journalistisk uafhængighed i Kina, påpeger Christina Boutrup, at de internationale korrespondenter ikke er underlagt samme censur som de lokale medier.

Hun afviser, at de kinesiske myndigheder får direkte indflydelse på det indhold, hun skal producere til TV2’s platforme.

Hendes erfaring er, at man som korrespondent kan arbejde forholdsvist uforstyrret, hvis ens journalistiske arbejde er nøgternt og holder sig til at beskrive de faktiske forhold i landet. Men det afhænger selvfølgelig altid af, hvor følsom historien er. Derudover kan det for en gangs skyld også være en fordel ikke at være den største spiller i branchen:

”Et dansk medie som TV2 bliver ikke opfattet som en trussel på samme måde som de store internationale medier. Derfor kan vi måske slippe afsted med lidt mere. Vi skal dog ikke tro, at myndighederne ikke holder øje med, hvad vi laver. For det gør de.”  

Som Kina-kender og analytiker har Christina Boutrup repræsenteret et nuanceret perspektiv på det kinesiske samfund. Selvom Kina er en fjern virkelighed for de fleste danskere, er hun sikker på, at TV2’s dækning bliver både nærværende og aktuel. Landets stigende globale indflydelse påvirker danskernes hverdag på daglig basis. Den indflydelse håber Christina Boutrup på at kunne flytte frem i danskernes bevidsthed ved at øge deres kendskab til verdens nye supermagt.

”På nogle områder er Kina så langt fremme, at det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt. Derfor er det også nødvendigt, at vi ikke kun orienterer os mod USA, når vi ser fremad her i Europa,” siger hun.

Flere prognoser peger på, at Kina overhaler USA som verdens største økonomi, allerede inden dette årti når til ende. Udsigten til at skulle dække et skifte i verdensordenen trækker i Christina Boutrup, og begejstringen er umulig at overse. Hun vil afsted – hellere i dag end i morgen.

“Man bliver afhængig af Kina, fordi virkeligheden igen og igen overgår selv de vildeste fantasier. Som journalist er man med til at skrive verdenshistorie hver eneste dag – lige der midt i globaliseringens epicenter.”      

Den ukronede kommadronning forlader Katrinebjerg: ”Jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand”

Den ukronede kommadronning forlader Katrinebjerg: ”Jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand”

Den ukronede kommadronning forlader Katrinebjerg: ”Jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand”

Den ukronede kommadronning forlader Katrinebjerg: ”Jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand”

Passioneret, engageret og dronningen af Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Sådan beskrives Gitte Luk af både tidligere og nuværende elever. Efter 20 år på DMJX er en æra slut, da den værdsatte underviser ikke længere vil gå gennem dørene på Katrinebjerg som fast underviser fra d. 1. oktober i år. 

Tekst: Caroline dybdal carlsen
Foto: Esther Kofoed Sørensen

Udgivet den 20. maj 2021

De sidste 20 år har Gitte Luk været et af de første ansigter, nye studerende mødte, når de som spæde journalistaspiranter trådte ind ad skolens døre. Sådan kommer det ikke til at være fremadrettet, da hun går på pension.

Selvom Gitte Luk bytter titlen som kommadronning ud med pensionist, er det ikke et stille og roligt otium, der venter hende.

”Jeg gider ikke blive den klassiske pensionist, der bare skal spille golf. Jeg skal i øvrigt aldrig nogensinde spille golf,” siger hun.

I stedet vil hun købe et godt kamera, så hun kan tage sine egne billeder i stedet for bare at mene en masse om andres. Noget, hun har gjort en del i sine mange år som underviser på fotojournalistuddannelsen på DMJX. Heller ikke grammatikken har hun tænkt sig at slippe. Derfor fylder tankerne om at lave et lille firma allerede.

”Jeg vil meget gerne oversætte, lave noget korrekturlæsning og små kurser, for eksempel skrivekurser. Det har jeg i hvert fald en plan om,” siger Gitte Luk.

I kalenderen kommer der ikke til at stå ’golf’, men den skal nok blive fyldt op alligevel. I hendes sommerhus ved Vesterhavet, skal Gitte Luk mærke vinden i håret, læse bøger og lytte til lærkerne.

”Og så skal jeg høre en masse rockmusik live. Det trænger jeg til efter halvandet års nedlukning,” siger hun.

Det har kostet en klump i halsen

Trods de mange år på DMJX var beslutningen om at stoppe ikke svær. Mange ting lå til grund for beslutningen. Især familien har været en af de primære grunde til at gå på pension.

”Der har været flere antydninger gennem årene om, at jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand,” griner hun.

Selvom beslutningen kom let til hende, har det dog kostet en klump eller to i halsen. Da fratrædelsesaftalen skulle underskrives, stoppede Gitte Luk op ved punktet, hvor der stod, at aftalen ikke kunne fortrydes. Hun sank en ekstra gang og tvivlede på, hvad hun egentlig havde gang i. At hun endte med at underskrive, skyldes ønsket om ikke at være en af de undervisere, studerende ser som ’over sidste salgsdato’. De lærere har hun selv haft for mange af.

Nuværende og tidligere elever beskriver Gitte som engageret, inspirerende og passioneret. Hun gør dem modigere og stærkere, og det er netop det, der driver hende. Samværet med eleverne, hvor hun kan opleve deres arbejde og se deres passion.

Især klasseundervisningen, hvor hun kan lære eleverne at kende og arbejde intensivt med foto, reportage og feature. Komme helt ned i deres arbejdsprocesser og nørde med dem. Det er det, der er essensen af Gitte Luks kærlighed til sit arbejde.

 

Illustreret Bunker har inviteret nuværende og tidligere elever til at skrive en afskedshilsen til Gitte Luk for at sige ordentligt farvel og tak for nu. De kan læses her. 

 

”Jeg sætter kun komma, når jeg får penge for det”

Når nogen har villet indgå i en dialog om grammatik i en avis eller på sociale medier, har Gitte Luk altid haft et kækt svar.

”Jeg sætter kun komma, når jeg får penge for det.”

Svaret er blevet brugt mange gange. Det er et af de svar, hun primært bruger, når de ekstra opmærksomme stiller hende til ansvar.

”Jeg får en del mails fra folk, der læser aviser. Nidkære læsere, der skriver til mig og nærmest mener, at jeg er personligt ansvarlig for samtlige fejl i den danske medieverden,” siger hun.

Som med så mange andre ting lader hun sig ikke ramme af dem. Hun gider ikke gå ind i diskussioner med folk, der ikke har andet at gå op i.

På trods af det har Gitte Luk dog svært ved at holde fingrene fra den sproglige redigerings- knap. Selv i dette afskedsportræt har kommadronningen været omkring grammatikken. Det obligatoriske citattjek blev returneret med sproglige kommentarer og emsige rettelser.

Ikke en, man glemmer

Men den 1. oktober er det slut. Slut med at sætte kommaer for penge. Slut med at være ansvarlig for hele mediebranchens grammatik. Hun tror på, at skolen og de studerende sagtens kan klare sig uden hende.

”Det tror jeg, de overlever. De finder en anden, og om to år er der såmænd nok ikke nogen, der kan huske, at jeg var her,” siger hun.

Tidligere og nuværende elever er uenige. Gitte Luk er ikke en, man glemmer. Det er strømmet ind med hilsner, der beskriver det som et stort tab for DMJX at miste ’kommadronningen’. En smigret Gitte Luk efter- spurgte hurtigt at få alle hilsnerne sendt. For det er dem, der driver hende. Eleverne.

Nyhedskriterierne skal udfordres og nuanceres, men ikke smides ud med badevandet – måske lige på nær konflikterne

Nyhedskriterierne skal udfordres og nuanceres, men ikke smides ud med badevandet – måske lige på nær konflikterne

Nyhedskriterierne skal udfordres og nuanceres, men ikke smides ud med badevandet – måske lige på nær konflikterne

Relevansen af de klassiske nyhedskriterier har været debatteret vidt og bredt. På DMJX underviser man stadig i dem – men ikke alle steder i medielandskabet bruges de i flæng. Zetland, JydskeVestkysten og nyopstartede Kiosk er enige om, at de ikke skal skrottes, men i stedet revideres og suppleres af nye kriterier. Og det bliver de.

Skribent: Cecilie Guldberg Nielsen og Nanna Ploug Niemann
Illustrator:  Louise Rix

Udgivet den 20. maj 2021

Da Hakon Mosbech var i praktik på Politiken, var han – med egne ord – for forhippet på konflikter. Det havde han lært på journalistuddannelsen. Konflikt er godt, og Hakon Mosbech ringede rundt til den ene efter den anden for at finde en kilde, der kunne give et modsatrettet perspektiv på en historie. På Politiken gav det forsider. Men når man taler med ham i dag, er han ikke specielt stolt af de forsider.

 

“Jeg tror ikke, at det var et sandfærdigt billede af virkeligheden,” siger han.

 

I dag er han journalist og redaktør på Zetland, som han stiftede i 2012 sammen med Lea Korsgaard, Jakob Moll og Silke Bock. Når han her skriver om økonomi, navigerer han ikke efter VISA-K-kriterierne, men efter, hvordan han bedst skaber værdi for Zetlands medlemmer.

 

“Der er gode ting ved de klassiske nyhedskriterier, men at bruge dem som det eneste selvstændige mål er ikke noget for os,” siger han.

 

Alligevel har onlinemediet ikke helt smidt de klassiske kriterier ud med badevandet.

Fra advarsel til tjekliste

Væsentlighed. Identifikation. Sensation. Aktualitet. Og det omdiskuterede K for enden af bindestregen: Konflikt.

 

Som journaliststuderende får man de klassiske nyhedskriterier, VISA-K, ind med modermælken. Journaliststuderende lærer at arbejde med dem, at genkende dem og til en vis grad at producere ud fra dem. Men hvis man ser ud i branchen, så er de sjældent noget, man arbejder bevidst med på redaktionerne. I stedet er de blevet til implicit viden, der ligger på rygraden, når der produceres journalistik.

Fra advarsel til tjekliste

Væsentlighed. Identifikation. Sensation. Aktualitet. Og det omdiskuterede K for enden af bindestregen: Konflikt.

 

Som journaliststuderende får man de klassiske nyhedskriterier, VISA-K, ind med modermælken. Journaliststuderende lærer at arbejde med dem, at genkende dem og til en vis grad at producere ud fra dem. Men hvis man ser ud i branchen, så er de sjældent noget, man arbejder bevidst med på redaktionerne. I stedet er de blevet til implicit viden, der ligger på rygraden, når der produceres journalistik.

Historien om nyhedskriterierne starter for over 50 år siden. Dengang var de fem nyhedskriterier tolv. De blev første gang beskrevet i 1965 af de to norske forskere Johan Galtung og Mari Holmboe Ruge, der ville undersøge, hvad der skulle til, for at en historie blev til en nyhed. Senere har Galtung udtalt, at kriterierne i virkeligheden giver et forvrænget billede af virkeligheden – hvad der bruges som en tjekliste på journalistuddannelserne, blev altså opfundet som en advarsel. Men skal de klassiske kriterier så bare smides ud? Ikke nødvendigvis, hvis man spørger en journalist, en forsker og to redaktører. I stedet skal de udfordres og nuanceres. Det bliver de i dag, hvor de får modspil af nye og reviderede kriterier. Og særligt konfliktkriteriet får en over nallerne.

 

Et vigtigt værktøj

Aslak Gottlieb er direktør for det nyopstartede ungdomsmedie Kiosk og tidligere fellow ved Center for Journalistik på SDU. Ifølge ham bliver nyhedskriterierne brugt som et journalistisk redskab. De fungerer dermed som et værdigrundlag for journalistikken, fordi de får store betydning for den måde, hvorpå de produceres.

 

Men når nyhedskriterierne blev skabt som en advarsel , kan man godt undre sig over, hvad man egentlig skal med VISA-K? At de er blevet en præmis for journalistikken er dog ikke nødvendigvis så skidt, at det ikke er godt for noget, mener Aslak Gottlieb.

 

“Nyhedskriterierne er et vigtigt værktøj. Det er bare vigtigt, at vi hele tiden forholder os til dem,” siger han. ”De klassiske nyhedskriterier stimulerer tilsyneladende langt de fleste mediebrugeres incitament til at følge med. Derfor må vi ikke smide barnet ud med badevandet.”

 

Og selvom kriterierne ikke fylder i Zetlands redaktionslokaler, særligt ikke aktualitet og konflikt, er V-et i VISA-K – væsentlighed – stadig et vigtigt værktøj, fortæller Hakon Mosbech. Et værktøj, der bliver brugt aktivt.

 

“Tidens vigtigste historie rummer på en eller anden måde også væsentlighedsbegrebet,” siger han.

 

Væsentlighed er heller ikke smidt i skraldespanden hos JydskeVestkysten. Her opererer man efter begrebet relevans – en nytænkning af væsentlighedskriteriet. Mads Sandeman, der er chefredaktør, forklarer, at væsentlighed stadig er et kriterium i nyhedsudvælgelsen, men at alt, der er væsentligt, også skal gøres relevant for læseren. Som journalist, mener han, skal man tænke på læserne frem for kilderne. I for mange år har man været for tilbøjelig til at lave journalistik på kildernes præmisser. Gør man det i stedet på læsernes, tvinges man til at overveje værdien i journalistikken, lyder argumentet bag nytænkningen.

 

“Væsentlighed er afsenderstyret. Det er mig, der bestemmer, hvad der er væsentligt for dig. Men når vi taler om relevans, er det dig som læser, der bestemmer, hvad der er relevant for dig. Det skal jeg som afsender indrette mig efter,” siger Mads Sandemann.

 

De sidder på rygraden

Morten Skovsgaard er professor MSO på Center for Journalistik på SDU og forfatter til bogen ‘Den Danske Journalist: Værdier, produktion, indhold’. Han forklarer, at kriterierne ikke er noget, som man bevidst tager stilling til på redaktionerne. I stedet er de blevet tavs viden.

 

“Nyhedskriterierne er noget, man får ind på rygraden som journalist. Det er ikke sådan, at man tæller op: ‘Denne historie opfylder fire kriterier, så det er en god historie’. Kriterierne er ubevidst viden for en del journalister,” siger han.

 

Det stemmer godt overens med billedet på JydskeVestkysten. Her taler man ikke meget om nyhedskriterierne, fortæller Mads Sandemann. I stedet er det andre kriterier, der opereres efter.

 

“Vores hovedlinjer er, at journalistikken skal være kritisk, konstruktiv og debatskabende, og den skal være uafhængig, relevant og troværdig. Det er nøgleordene for vores journalistik, og det dækker over alt – ikke kun nyheder,” siger han.

 

Konflikt skævvrider virkeligheden

Politiske konflikter, uenigheder og intriger fylder ofte i nyhedsdækningen, og netop konflikt kan være en udfordring for journalistikken. Problemet ved nyhedskriterierne kan være, at de giver et skævvredet billede af verden. Det hænger sammen med, at nyhederne ikke kan give et ‘en-til-en-billede’ af verden. Journalister bliver nødt til at vælge ud i nyhedsstof, fortæller Morten Skovsgaard, professor MSO på Center for Journalistik ved SDU.

“Det afvigende er på sin vis det interessante, så ofte vil nyhedsdækning give et forvrænget billede af virkeligheden. Det er klart, at hvis dækningen altid fokuserer på konflikt, kan borgerne få et værre billede af verden, end sådan, som det reelt forholder sig,” siger han.

Det billede kan Hakon Mosbech genkende. Han mener, at det ensidige fokus på konflikt skaber en risiko for nyhedstræthed, hvor læsere, seere og lyttere vælger nyheder fra, fordi de er trætte af konflikterne. Ifølge ham er konfliktkriteriet en stor del af, hvorfor journalistikken kan give et skævt billede af virkeligheden. Selv historier, der indeholder konflikt, er ofte mere end det, mener han.

“Der mangler flere nuancer end to parter, der er dybt uenige. Idealet om konflikt kan man bruge, hvis det virkelig er der og giver mening, men det er ikke et selvstændigt mål. Det viser verden i forkerte farver,” siger Hakon Mosbech.

 

Mads Sandemann, chefredaktør på JydskeVestkysten, mener, at konflikter, kan være vinklen på en nyhed, hvis substansen i konflikten er relevant for læseren. Til gengæld tror han ikke længere, at konflikt for konfliktens skyld er nok for læserne.

 

“Da jeg startede som journalist  i 1992, kunne man godt lave en tophistorie om to politikere fra det samme parti, der skændtes om et eller andet. De historier er der ikke mange, der gider at læse i dag,” siger Mads Sandemann. 

 

“Nyhedsjournalistik er godt til at skrive om vejret”

Ifølge Hakon Mosbech er det ikke kun konfliktkriteriet, der medvirker til et forvrænget verdensbillede. Scroller man gennem sit nyhedsfeed, vil man ofte blive mødt af gule og røde BREAKING NEWS-bjælker. Mediernes fokus på her og nu, også kendt som aktualitetskriteriet, fylder i nyhedsstrømmen. Det kan være problematisk, for man misser de langsomme, strukturelle forandrer, når man sigter målrettet efter aktualitet og fokuserer på her-og-nu-stof,  mener Hakon Mosbech.

 

“Man risikerer at ende i en lemmingeffekt, hvor alle medier taler om det samme, indtil de flytter videre til næste store historie på dagsordenen. Det gør, at vi kan glemme mange af de vigtige historier, der er rundt omkring,” siger han. ”Klimaforandringerne er svære at indfange, hvis man er fokuseret på hyperaktualitet. Nyhedsjournalistik er godt til at skrive om vejret, men det er dårligt til at skrive om klimaet.”

 

Alternative nyhedskriterier udfordrer

Noget tyder på, at det virker at udfordre de klassiske nyhedskriterier. Ifølge Mads Sandemann kan det konkret mærkes på antallet af abonnenter. Hos JydskeVestkysten er antallet af daglige bruger siden 2016 steget fra 60.000 til 140.000, og det er der en særlig grund til.

 

“Vores fokus på relevans har gjort, at vi har haft et stigende antal abonnenter siden sidste sommer, hvor det ellers har været faldende i 25 år,” siger han.

 

Også Aslak Gottlieb, direktør på Kiosk, nikker genkendende til efterspørgslen på nye former for journalistik. Kiosk bygger på ‘Engagements-kriterierne’: Brugerne skal beskæftige sig med det indhold, som medierne traditionelt har patent på. Kriterierne opstod, fordi Aslak Gottlieb kunne se en efterspørgsel.

 

“Da jeg selv undersøgte yngre mediebrugeres attitude til medierne, var der en samstemmende oplevelse af, at det ikke førte til noget. Man malede konflikter op, som bare fik lov til at blafre i vinden. At journalistikken ikke var resultatorienteret generede de unge mediebrugere,” siger Aslak Gottlieb.

 

Spørger man ham, vil vi se en efterspørgsel på journalistik, der bygger på andre kriterier end aktualitet og konflikt. Blandt andet tror han, at der vil blive større efterspørgsel på at pege på løsninger, og ikke bare på problemer. Det vil have konsekvenser, hvis medierne fortsætter det ensidige fokus på konflikt.

 

“Der er tendens til at fokusere for meget på problemerne i verdens tilstand. Det har givet udslag i, at vi risikerer at miste brugerne. Det er jo ikke sikkert, at der i fremtiden vil være efterspørgsel på journalistik. Det kan man ikke tage for givet,” siger han.

Old habits die hard

Selvom alternative nyhedskriterier skyder op og udfordrer de klassiske, er det ikke ensbetydende med, at VISA-K bliver lagt i graven. Old habits die hard, som man siger.

Noget tyder på, at man ikke er helt klar til at sige farvel til de klassiske kriterier, selvom de kræver revidering og nuancering.

 

”Jeg tror, at der i journalistikken vil være plads til flere og flere forskellige kriterier,” siger Aslak Gottlieb. ”Men jeg tror og håber da ikke, at vi skal sige farvel til de klassiske nyhedskriterier.”

Hvis man skruer tiden tilbage til nyhedskriteriernes oprindelse, var det især fokusset på konflikt og historier om ting, der går galt, som Johan Galtung advarede imod. Og det forstår Hakon Mosbech. For selvom journalistikken skal holde magthaverne til ansvar og sætte problemer til debat, skal den også vise, når ting fungerer og løses, mener han.

 

“Ellers sidder min mormor ude i Lyngby og bliver bange og ked af det, fordi hun tror, at verden kun er ildebrande og skud i gaderne og død og ødelæggelse og politiske skandaler. Når verden i virkeligheden går fremad på rigtig mange måder,” siger han.

De tre mediers kriterier – klik på Zetland og Kiosks for at læse mere.

Frygten som ikke må nævnes

Frygten som ikke må nævnes

Frygten som ikke må nævnes

Angsten for at kontakte kilder plager mange studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Alligevel er det et problem, der sjældent bliver italesat.
Jeg har sat mig for at undersøge, hvor mange skrækken egentlig rammer, og hvad man kan gøre for at slippe af med den.

Skribent: Sara Stougaard
Foto: Rasmus Thorsen
ILLUSTRATION: Nikoline Ryttergaard

Udgivet den 20. maj 2021

Næsten alle journaliststuderende har prøvet det – at blive hjemsøgt.

Researchen er lavet. Spørgsmålene er forberedt. Der kigges afventende rundt på de andre i gruppen efter én, der melder sig frivilligt. Måske kigger man lidt ned i bordet. Lader som om, man er i gang med noget vigtigt på sin computer. Kunne vi egentlig ikke bare sende en mail?

Telefonfrygten har meldt sin ankomst – som et usynligt genfærd, der plager det journalistiske gruppearbejde. Men vi lader alle som om, det ikke er der. Måske fordi vi er bange for, at det bliver hængende, hvis vi siger det højt.

Alene med utilstrækkeligheden?

Den første person, jeg vil ringe til for at skrive denne artikel, er Joan Husted, der er studievejleder på DMJX. Nok en af de mindst intimiderende personer, man kan kontakte overhovedet. Efter to år på Journalisthøjskolen burde jeg have let ved at ringe folk op. Men så snart jeg har tastet Joans nummer, kommer tvivlen alligevel snigende.

Forstyrrer jeg hende med mine spørgsmål? Hvad skal jeg sige? Hvad vil hun sige? Og endnu værre. Hvad er der galt med mig, siden jeg stadig mærker den her frygt? Og betyder det, jeg aldrig bliver en god journalist?

For mig ligger en stor del af problemet med kontanktangst i følelsen af utilstrækkelighed og skam. At jeg står alene med frygten for noget, alle de andre gør frygtløst. Men er det overhovedet rigtigt?

Gennem en spørgeskemaundersøgelse har 131 studerende afkræftet mine bange anelser.

Undersøgelsen viser at frygten i høj grad omhandler telefonopkaldet. Kun en tredjedel har frygtet at skrive til en kilde. Til gengæld har knap ni ud af ti studerende gruet for at gribe knoglen. Samtidig siger en tredjedel, at frygten i enten nogen, høj eller meget høj grad har påvirket deres evner til at gennemføre opgaver på studiet.

Ifølge nogle af de studerende skyldes det tanken om, at de ikke er kildens tid værdig

“Jeg har frygt for at lyde dum eller uforberedt eller spilde deres tid,” skriver en studerende i undersøgelsen. En anden supplerer

“En usikkerhed om, hvorvidt jeg har ‘ret’ til at kontakte dem. Jeg er jo studerende. Og en frygt for afvisningen, som jeg synes, der var mange af på de første semestre.”

Selvom langt størstedelen af de studerende har frygtet kildekontakten, så er der alligevel et stigma omkring problemet.

Halvdelen af de adspurgte har enten i nogen, høj eller meget høj grad følt skam over at have svært ved kildekontakten. Flere af de studerende begrunder det med, at de føler, de står alene med at have problemet.

Spild af kildens tid

“For mig er det sådan noget som at skulle ringe til en politiker og være kritisk. Fordi jeg bare ringer fra Journalisthøjskolen og spilder deres vigtige tid”, forklarer jeg, da jeg taler med Tom Hansen. Han er uddannet psykolog og arbejder i dag som arbejdsmiljøkonsulent hos Dansk Journalistforbund.

“I den situation handler det om nogle grundlæggende antagelser om dig selv, som du skal udfordre. Handler det virkelig om, at du er mindre vigtig end en Politiken-journalist? Nej, du har præcis samme funktion, uanset hvor du kommer fra,” siger han.

Det, Tom Hansen her laver, kalder han et realitetstjek. Man ser på, hvad det er for nogle grundlæggende antagelser om én selv, der skaber frygten. Derefter kan man enten afkræfte dem eller diskutere, hvordan de bedst håndteres.

I mit tilfælde handler det om at stille spørgsmålstegn ved min selvopfattelse. Det kan også være gavnligt at gøre i undervisningen på skolen eller generelt blandt de studerende.

“Hvis der er nogle andre studerende, der går rundt med de her tanker, kan man lægge dem frem og sige: ‘skal vi ikke lige lave et realitetstjek på det her?’” siger Tom Hansen.

Telefonfrygten kan altså bearbejdes, ved at vi italesætter den. Men det er samtidig vigtigt at give plads til angsten uden at skamme sig. Man skal se kildekontakt som noget, der skal læres – på samme måde som vi skal lære at vinkle eller skrive en fængende rubrik.

“Der vil aldrig blive stillet det krav til jer, at I skal kunne det samme som de færdiguddannede. Det er nu, I skal prøve at begå fejl, så I kan lære af dem”, siger Tom Hansen.

En skamfuld bekendelse

Med mit realitetstjek i bagagen får jeg taget mig sammen til at ringe til studievejleder Joan Husted.

Hun fortæller, at frygten for kildekontakt fylder meget lidt i de henvendelser, hun får som studievejleder. Men det er et problem, hun tit ser som underviser.

Det forekommer ofte tidligt på studiet, men studievejlederen oplever også studerende, der er nået helt til deres bachelorprojekt, som stadig døjer med opkaldsfrygten.

“Det er tit noget, studerende skammer sig over. Det er jo en del af det journalistiske arbejde at være professionelt udadvendt. Men det er en myte, at man skal være ekstrovert for at være en god journalist,” siger hun.

Joan Husted har tidligere holdt frivillige workshops for de studerende. Her kunne de øve sig på interview med hinanden og ringe op til kilder, skolen på forhånd havde lavet aftaler med.

På den måde kunne de studerende opleve, at de ikke var alene med problemet, og få gode oplevelser med at ringe.

Men interessen for kurset forsvandt, og derfor stoppede Joan Husted også med at udbyde det for nogle år siden. 

Alligevel svarer 63 procent i min undersøgelse, at de ville få gavn af, at skolen brugte mere tid på at undervise i kildekontakt. Det fortæller jeg til Joan Husted.

“Når det kommer til stykket, er det ikke sikkert, man prioriterer det. Min erfaring er, at selvom rigtig mange studerende siger, de er stressede, så kommer de ikke, når jeg inviterer til et oplæg om det,” siger hun.

Kan det ikke handle om, at folk skammer sig, og at det derfor også er skamfuldt at melde sig til sådan et kursus?

“Der kan godt være en risiko for at man tænker: ’Så har jeg rakt hånden op til, at jeg er på holdet af de knap så ’seje’ studerende.’ Men det oplevede jeg ikke var et problem dengang.”

Kildemod på skoleskemaet 

Spørgsmålet er, hvorvidt det giver mening at afholde den slags workshops som et frivilligt tilbud. Især når en stor del af de studerende mærker frygten og påvirkes af den.

På 2. semester er de også blevet opmærksomme på, at det giver mening, at integrere det i undervisningen. Det fortæller underviser Mette Stentoft.

“Før har vi sagt: ‘Nu skal I tage rollen på jer og lave en briefing, og så skal det nok gå’. Men vi har siddet op til det her semester og tænkt, om ikke vi kan gøre mere end det.”

Hun har været med til at arrangere Briefing-dagen, der også kaldes Kildemod. Det er et særligt kursus i kildekontakt, der for nylig blev afprøvet på 2. semester. Det bestod af en obligatorisk dag for alle studerende, hvor de blev trænet i at ringe op til byrådspolitikere.

Der var mere fokus på at forberede sig og gribe knoglen end på frygten for at kontakte kilderne. Men i forbindelse med forløbet har Mette Stentoft også udarbejdet et nyt afsnit til JM2-kompendiet, der fokuserer på den usikre interviewer. Det forholder sig særligt til det kritiske interview, men der er også mere generelle tips til kildekontakt og usikkerheden, der følger med.

Hvorfor snakker I ikke også om frygten på dagen?

“Det kunne vi i og for sig også. Men det, jeg har at sige om det, har jeg skrevet ned i kompendiet. Og så har vi også samtaler i starten af semesteret, hvor de studerende kan tale om, hvad de synes er svært,” siger Mette Stentoft.

Sammen med de andre undervisere fra 2. semester vil Mette Stentoft vurdere kursets fremtid, når næste forløb skal planlægges. Hun regner dog med, at det er noget, der vil blive prioriteret fremover.

“Det kan sagtens være, vi skal gøre mere. Nu må vi lige se, hvad der kommer ud af det første skridt,” siger hun.

Da jeg taler med hende, har de studerende netop evalueret kurset. Indtil videre har feedbacken fra de været positiv. Og selvom der som sådan ikke er fokus på at bearbejde frygten for kildekontakten, er skammen også noget, Mette Stentoft forsøger at italesætte med kurset og kompendiet.

“Jeg tror virkelig, det første skridt er at sige, at det er helt almindeligt. Jeg har skrevet det i vores kompendium, og nu skriver du det i Bunkeren. Så er det jo et skridt på vejen,” siger Mette Stentoft til mig.

Det kan være svært at sige det højt, og det har det også været for mig i denne artikel. Men selvom det er ubehageligt, er vi nødt til at tale om det. For det er på den måde, vi jager de onde ånder ud af telefonrøret. 

 

Digitalt detektivarbejde: Hvordan frit tilgængelig information afslørede ulovlig våbenhandel

Digitalt detektivarbejde: Hvordan frit tilgængelig information afslørede ulovlig våbenhandel

Digitalt detektivarbejde: Hvordan frit tilgængelig information afslørede ulovlig våbenhandel

Internettet giver adgang til et uudtømmeligt lager af information, der med den rette tilgang kan være uvurderlig for undersøgende journalister. Her får du historien om, hvordan danske journalister benyttede sociale medier, Google Earth og smarte Google-søgninger i deres prisvindende afsløring af et muligt brud på EU-lovgivning.

Digitalt detektivarbejde: Hvordan frit tilgængelig information afslørede ulovlig våbenhandel

Internettet giver adgang til et uudtømmeligt lager af information, der med den rette tilgang kan være uvurderlig for undersøgende journalister. Her får du historien om, hvordan danske journalister benyttede sociale medier, Google Earth og smarte Google-søgninger i deres prisvindende afsløring af et muligt brud på EU-lovgivning.

Skribent: TOBIAS BUNDOLO & VICTOR BJERRE
ILLUSTRATION: NIKOLINE RYTTERGAARD

Udgivet den 20. maj 2021

Seks kampklædte soldater træder ud på den gyngende gummibåd, mens den bliver sænket ned i vandet fra Bayunah-korvetten, et franskbygget krigsskib. Maskingeværerne hviler i hænderne. Kort efter skyder gummibåden gennem bølgerne i Bab el-Mandeb-strædet ud for Yemens kyst med kurs mod et fragtskib. De bevæbnede, sortklædte specialstyrker vader over fragtskibet mod besætningen, der opgivende rækker armene i vejret.

Alt dette kan ses i en emiratisk TV-reportage fra den 16. oktober, 2015. Fem år efter og tusindvis af kilometer væk, i et redaktionslokale i København, graver et hold af journalister klippet frem under en ugelang workshop, hvor de undersøger dansk våbeneksport med netmediet Danwatch i spidsen. Under hele workshoppen har holdet arbejdet med såkaldte OSINT-metoder, hvor man benytter sig af åbne databaser på internettet som led i undersøgende journalistik.

Klippet kan virke ubetydeligt i sig selv, men det er en helt afgørende brik i det puslespil, journalisterne er i gang med at samle. Bayunah-korvetten sejler nemlig ikke kun rundt med soldater og maskingevær. Ombord er også en helt særlig radar, der er produceret af det aarhusianske våbenfirma Terma. Og det er netop denne radar, som de danske journalister har blikket rettet mod.

Krigsskibene er en del af de Forenede Arabiske Emiraters flådeblokade af Yemen. Ifølge eksperter bryder blokaden muligvis menneskerettighederne, fordi den afskærer lokalbefolkningen fra at få nødhjælp.

Hvis det kan bevises, at krigsskibene med de danske radarer er til stede i krigszonen, betyder det, at Terma har overtrådt EU-lovgivning ved at give materiel støtte til Emiraternes ulovlige krigshandlinger. Det er en god historie og en meget konkret opgave for et hold ambitiøse undersøgende journalister.

Men hvordan beviser man det?

Dansk virksomhed på radaren

Charlotte Aagaard, der er undersøgende journalist, er med under efterforskningen oppe under loftet på Nørregade 18. Det er her, det undersøgende netmedie Danwatch holder til. Allerede inden efterforskningen begyndte, havde hun og kollegerne besluttet, at de ville undersøge krigen i Yemen. De ville stille skarpt på Saudi Arabien og de Forenede Arabiske Emirater, der menes at stå bag menneskerettighedskrænkelser i regionen.

Første skridt er at undersøge, hvad Danmark eksporterer af militærudstyr og til hvem. I en række rapporter finder de hurtigt ud af, at Terma har solgt radarsystemer til de Bayunah-krigsskibe, som Emiraterne havde bestilt. Det virker lovende.

“Det er heldigvis sådan, at forsvarsvirksomheder ofte praler ret meget, når de har fået en ny ordre,” siger Charlotte Aagaard.

Ved hjælp af en smart søgning på Termas hjemmeside finder journalisterne en årsrapport, der bekræfter, at de har solgt radarerne til Emiraterne.

Lær hvordan: Fokusér din Google-søgning

Google-søgning er et dagligt redskab for de fleste af os, men med et par helt enkle søgefunktioner kan man få endnu skarpere søgeresultater.

Eksempelvis:
Hvis du ønsker at søge på en bestemt hjemmeside, indtaster du ‘site:’ i søgefeltet, efterfulgt af adressen. Efterfølgende kan du så skrive et søgeord, som du ønsker at finde på hjemmesiden.

Eksempelvis vil søgningen ‘site:imdb.com Sherlock Holmes’ vise alle hits på imdb.com, der nævner Sherlock Holmes.

Du kan gøre din søgning endnu mere specifik ved at desuden at søge efter dato. Hvis du tilføjer ‘after:’ eller ‘before:’ til din søgning efterfulgt af en dato, vil du ekskludere alle hits, der falder uden feltet.

Søgningen ‘site:imdb.com Sherlock Holmes before:2020-04-03’ vil finde alle hits på imdb.com med Sherlock Holmes fra før den 3. april 2020.

Nu kan du selv prøve dig frem:

Jeg vil gerne vide noget om Frank Jensen, før han blev borgmester. Hvilken historie er den første, der kommer frem, hvis man søger efter resultater fra dr.dk, før han blev borgmester i 2010?

  • Frank Jensen stiger i graderne i Socialdemokratiet
  • Kampvalg mellem Jensen og Thorning-Schmidt
  • Frank Jensen færdig i Folketinget 

Næste skridt er at dokumentere, at Bayunah-korvetterne rent faktisk befinder sig i krigszonen omkring Yemen. Her står de overfor en udfordring.

“Vi kunne jo ikke bare tage derned. Der er krig, så man kan ikke få visum. Vi ville i øvrigt nok heller aldrig få mulighed for at rende rundt på militærbaser i Yemen for at se på skibe,” siger Charlotte Aagaard.

Så hvordan kan man være til stede og se sig omkring i Yemen – uden at forlade kontoret?

 

OSINT på skoleskemaet

En af ildsjælene bag OSINT’s udbredelse i Danmark er Daniel Oxholm, der er visuel efterforsker. Med en baggrund i kunsten har han specialiseret sig i open source-metoder. Daniel Oxholm har sammen med Center for Undersøgende Journalistik taget initiativ til det studenterdrevne open source-netværk NOIR. Her deler danske open source-entusiaster deres tips og erfaringer. De var blandt andet med til at arrangere workshoppen hos Danwatch.

“Det, man skal lære, er i virkeligheden logikken, mere end det er metoderne,” siger Daniel Oxholm. Mange af værktøjerne er nemlig kun relevante kortvarigt. For eksempel ændrede Facebook sidste år deres algoritmer. Den ændring gjorde, at alt det, man før kunne filtrere og tilgå med open source-teknikker, ikke længere var muligt.

“Man skal lære at holde sig opdateret på, hvad der sker i open source-verdenen,” siger han.

Daniel Oxholm håber, at OSINT kommer på skoleskemaet på landets journalistuddannelser. For hvis metoderne først bliver præsenteret for journalisterne ude på de travle redaktioner, kan det være svært at finde roen til at dykke ned i værktøjskassen og den tankegang, der ligger bag.

Som et spionfly

Charlotte Aagaard og resten af holdet er på jagt. De prøver at finde synlige beviser på, at de emiratiske krigsskibe er til at finde ved Yemens kyst. Så de går på Google Earth, drejer 3D-kloden en kvart omgang mod sydøst og zoomer helt ind på Yemens kystlinje. Som et spionfly, der svæver over landskabet, rejser Charlotte Aagaard og de andre journalister langs kysten for at undersøge landets havne. Er de karakteristiske Bayunah-korvetter – med den spidse stævn, længden på 72 meter, og den let genkendelige helikopterplads bagerst på skibet – at finde nogen steder?

“Det minder lidt om en krimiundersøgelse. Man tror, at man har fundet det fældende bevis, og at det nu er morderen, vi har fat i, og så finder man ud af, at det ikke var sådan, det hang sammen alligevel,” siger Charlotte Aagaard.

Efter flere tusinde kilometers overflyvning af Yemens kyst er der endnu intet resultat. Ingen Bayunah-krigsskibe. Charlotte Aagaard og resten af holdet må udvide søgefeltet.

Endelig falder de over en støvet havneby i nabolandet Eritrea. Herfra er der kun 65 kilometers sejlads til Yemen. Her ligger et par skibe, der umiskendeligt ligner Bayunah-korvetter – den spidse stævn og den store helikopterlandingsplads. 

Lær hvordan: 'On top of the world' med Google Earth

Et andet værktøj som journalisterne benyttede sig af i arbejdet med afsløringen af Terma, var Google Earth. Her benyttede de sig af det indbyggede måleværktøj, som meget præcist kan afgøre længder.

I undersøgelsen blev det brugt til at måle fly og skibe, men da nærmest hele verden er tilgængelig via satellitbilleder i Google Earth, er mulighederne uendelige.

Det kræver kun, at du downloader Google Earth Pro, og så kan du under funktioner finde linealen og måle afstande i alt fra sømil til centimeter.

Nu skal du selv på arbejde.
Kan du finde frem til, ved at måle langs den vestlige mur, hvor lang journalisthøjskolen på Katrinebjerg er?
Er skolen 61 meter, 65 meter eller 69 meter lang?

Men billederne på Google Earth bliver slørede, når man kommer for tæt på, så det er svært at se præcis, hvordan skibet ser ud. Er det nu sikkert, at det lige præcis er en Bayunah-korvet?

Her bruger Charlotte Aagaard og journalisterne et særligt måleredskab, der ved hjælp af Google Earths pixels kan måle afstand på jordens overflade. Ret nøjagtigt endda. Krigsskibene på kortet er 71,3 til 72 meter, viser pixel-linealen. Det kan altså kun være Bayunah-korvetterne.

De danske radarer befinder sig på Emiraternes skibe i krigszonen og har gjort det siden krigens begyndelse. Ved hjælp af offentligt tilgængeligt materiale har Charlotte Aagaard og resten af holdet dokumenteret, at Termas krigsudstyr er blevet anvendt i en krigszone. Dermed har Terma bidraget til brud på menneskerettighederne.

Poleret information

Open source-undersøgelserne giver særligt god mening i vores tid, fortæller lektor Jannie Hartley Møller. Det bliver sværere og sværere at få informationer ad den officielle vej, og virksomheder er for eksempel meget varsomme med, hvad de lægger ud.

“Det hele bliver så poleret og rengjort. Det bliver sværere at finde den der hemmelige bunke dokumenter, der ligger i et gammelt arkiv et eller andet sted. Det eksisterer ikke rigtig længere,” fortæller Jannie Hartley Møller. Men netop fordi der er mange, der har interesse i at lukke de mere klassiske informationsstrømme ned, er open source-metoderne en ny måde at åbne op for informationer ad andre veje, mener hun.

Puslespillets sidste brikker

Søndag den 17. maj kan journalisterne lægge den sidste brik i puslespillet, da historien går i luften på TV2 og Danwatch. Hjemme i sofaen kan Charlotte Aagaard skænke sig selv et glas champagne og se historien køre i nyhederne hele aftenen.

“Jeg har jo været i journalistik i 100 år. Jeg vidste godt, at det var en forsidebasker,” siger hun. “For mig er det en drivkraft, når jeg føler, at jeg har fundet fast grund i en historie, og jeg føler, at jeg kommer til at bringe noget ny viden frem.”

Charlotte Aagaard fortæller, at hun i sin tid blev journalist, fordi hun ville gøre verden til et bedre sted. Nu kan hun nyde tilfredsstillelsen i, at hun med Terma-undersøgelsen har været med til, som hun siger, ’at få styr på et område, der sejler.’

Danwatch og TV2 modtog i november 2020 Foreningen for Undersøgende Journalistiks Metodepris for deres undersøgelse.
I kølvandet på afsløringerne blev Terma anmeldt til politiet, og efterforskningen kører hos Østjyllands Politi.
I oktober sidste år vedtog Folketinget en stramning af kontrollen med dansk eksport af dual use-udstyr.
Læs artikelserien ‘Krigsforbrydelser under radaren’ her.