Krigens rygsæk er dyr, tung og detaljeret

Krigens rygsæk er dyr, tung og detaljeret

Krigens rygsæk er dyr, tung og detaljeret

Krig i Europa, konflikt og sensation. Det lyder tiltrækkende for journalister, der brænder for at berette om verdenshistorien. Men det praktiske i at reportere fra verdens brændpunkter er en kunst i sig selv.

TEKST: Signe Thomsen
FOTO: Privatfoto af Stefan Weichert

Udgivet den 12. maj 2022

Krigen i Ukraine lever i høj grad op til nyhedskriterierne. Og idéen om at rejse dertil og prøve kræfter som freelance-korrespondent optager nok mange studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men når man drager i krig i journalistikkens navn, fylder det praktiske meget, selv for de garvede journalister. 

Stefan Weichert blev uddannet fra DMJX i 2016 og har efterfølgende læst en kandidat i  journalistik med fokus på krig, konflikt og terror. Siden har han været freelancejournalist for danske og udenlandske medier, blandt andet i Hviderusland og Egypten, og i 2019 flyttede han til Ukraine for at dække den politiske udvikling. 

Han fortæller på en løs WhatsApp-forbindelse fra Ukraine, hvor meget praktisk, der ligger bag et job som krigskorrespondent – især som freelancejournalist. Man skal først og fremmest tænke sig godt om og kende alle sikkerhedsforbehold, inden man drager ind i en krigszone. Stefan Weichert tager alle sine forbehold for sikkerhed. Men alligevel blev han og hans kammerat og tætte kollega, Emil Filtenborg, skudt i Ukraine den 26. februar.

“Journalister i krig løber bare en større risiko for at være på brændpunkterne. Det er jo essensen af vores fag,” fortæller Stefan Weichert. 

Den tankegang genkender Nanna Dam, der læser journalistik på DMJX på syvende semester. I starten af marts fik hun et opkald fra sin redaktør på TV2 Østjylland, hvor hun havde sin praktik. Han tilbød hende at komme med en nødhjælpsbus til Ukraine for at rapportere. Dagen efter sad hun i bussen.

”Det gik så stærkt, men det var en sindssygt fed oplevelse. Det er lidt absurd, men jeg synes jo, det er vildt spændende at opleve det, som alle snakker om,” fortæller Nanna Dam.

Du kan skabe sikkerhed, men du bliver aldrig tryg

”Sæt ambitionsniveauet ned og sørg for at rådføre dig grundigt. Ellers bliver det simpelthen for farligt.”

Sådan lyder Stefan Weicherts bedste råd til journaliststuderende, som drømmer om at tage rygsækken på og rejse til en krigszone som journalist og reportere.

Men tjeklisten er lang, og hvis den uerfarne journalist ikke ved bedre, kan det være svært at kende de vigtige og måske livsafgørende detaljer. For eksempel hvor vigtigt det er at have et reb, så man kan flygte ud ad sit vindue, hvis der kommer brand eller nogen kommer ind i bygningen. At man skal sætte en kile under døren, så den ikke kan åbnes udefra. Hvor man kan tage et sikkerhedskursus, inden man rejser. Eller at man som minimum skal have en skudsikker vest med en level fire plade (på en skala fra et til fem), som kan stoppe fragmenter fra bomber. Og at den koster 3000 kr. 

At have styr på de praktiske ting kan skabe mere ro omkring uvante situationer. Men selvom man har skudsikker vest, hjelm, varmt tøj, ekstra mad, power bank, Cavius alarm, Panodiler og en lægetaske betyder det ikke meget, hvis du bliver ramt at et russisk artilleri.

“Du kan gøre rigtig meget, men i bund og grund er du alene, hvis bomben falder,” siger Stefan Weichert.

Freelancejournalister har kniven for struben

Det praktiske ved at drage i krig som journalist er en udfordring i sig selv. Men der er også stor sikkerhedsmæssig forskel på at være ansat af et medie, som stiller sikkerhedsrådgivere til rådighed og har kendskab til lokale kilder, og på at være freelancer i krig. Som freelance journalist er du alene om ansvaret. Hotellerne er dyrere, presset er større og du har ingen økonomisk tryghed.

”Freelancere har generelt en tendens til at tage flere chancer. Hvis vi ikke lander en god historie, så får vi ikke løn,” siger Stefan Weichert og tilføjer, at han til hver en tid vil foretrække at være tilknyttet et medie.

Nok har freelancejournalister mere frihed, men de har kniven for struben hele tiden. Derfor kan det nemt friste at opsøge risikable historier. Stefan Weichert og Emil Filtenborg har en personlig regel om kun at tage afsted til brændpunkter, hvis de har en journalistisk grund til at opsøge dem. De er ikke turister.

“Adrenalinen kører. Og selvom man gerne vil være de rigtige steder, kan det hurtigt gå galt, hvis man bare siger ja uden at trække vejret,” siger Stefan Weichert. 

Som freelancer står man selv med ansvaret for at risikovurdere og tage beslutninger. Derfor finder Stefan Weichert en stor tryghed i at have en makker, så de altid har fire øjne på situationen. Den erfaring gjorde Nanna Dam sig også, da hun for første gang var alene afsted. 

“Jeg kunne godt have tænkt mig at have haft en kollega, jeg kunne vende tingene med,” siger hun.

Da jeg kom til en krig for første gang, var jeg overrasket over, hvor lidt action der er i virkeligheden

– Stefan Weichart, freelancejournalist

En dag i centrum af verdenshistorien

Alle dage i Østukraine er uforudsigelig. Den starter gerne klokken syv, på et hotel i en by cirka 30-40 km væk fra frontlinjen. Typisk har Stefan Weichert og Emil Filtenborg en aftale med en lokal chauffør, som er veteran fra den sovjetiske invasion af Afghanistan. Han kører dem i sin firehjulstrækker og er  god til at sparre om sikkerhed.

Hvordan dagen udfolder sig, afhænger af, hvad der er sket i løbet af natten. Er civile områder for eksempel blevet ramt af skud, er det et oplagt sted at starte. Den 26. februar havde Stefan Weichert og Emil Filtenborg for eksempel fået tip om, at en børnehave, i byen Okhtyrka nær frontlinjen i Østukraine, var blevet ramt af ulovlige klyngebomber.

”Nogle gange bliver vi kontaktet af kilder. Det kan være en borgmester, militæret eller en lokal. Jeg kender for eksempel én, som ejer en telefonbutik, og han kender Gud og hvermand,” siger Stefan Weichert.

Gode lokale kontakter er en vigtig præmis for at bevæge sig rundt i en krigszone. Det oplevede Nanna Dam også, da hun var afsted for TV2 Østjylland.

“Hvis jeg skulle have gjort noget anderledes, ville jeg have sørget for at have en bedre lokal kontakt i området, det er virkelig altafgørende for at komme sikkert omkring og møde de rigtige mennesker,” siger hun. 

På Stefan Weichert og Emil Filtenborgs køreture, som kan være alt fra en til seks timer, begynder planlægningen af mulige flugtruter, evakueringsmuligheder og sikkerhedsplaner. Det er netop den planlægning, som skaber en smule ro i stressede situationer. Spontanitet er sjældent klogt i en krig, derfor er det essentielt med både en plan A, B eller C.

Ude på brændpunkterne gør Stefan Weichert og Emil Filtenborg deres journalistiske arbejde. Det er hverdagens gang i centrum af verdenshistorien. D. 26 februar, da de var kørt ud for at se på deres tip om børnehaven, står en mand pludselig ud af sin bil med en riffel i hånden og begynder at skyde efter dem. Stefan Weichert bliver ramt i skulderen, mens Emil Filtenborg bliver ramt i ryggen og begge ben.  

Dagen skulle, ligesom alle andre dage i Ukraine, være endt hjemme på hotellet, hvor dagens historie til Ekstra Bladet ville blive udarbejdet over aftensmaden. Det blev en noget anderledes dag, selv for den erfarne Stefan Weichert.

Krig er fyldt med ventetid

På TV pumper adrenalinen, og bomberne falder om ørene på korrespondenterne i Ukraine. Men bag kameraet gemmer der sig også en noget mere kedelig og praktisk virkelighed.

“Da jeg kom til en krig for første gang, var jeg overrasket over, hvor lidt action der er i virkeligheden,” siger Stefan Weichert.

Han spiller også computer, vasker tøj, sover, løser småting og netværker. Men når ventetiden bliver kedelig, bliver den også farlig, forklarer Stefan Weichert. Derfor er det vigtigt at holde hovedet koldt og ikke begynde at opsøge historier, som man ikke har nogen journalistisk grund til at lave. Det kan være en svær balance for en freelance journalist både at holde hovedet koldt og være afhængig af at levere en god historie. 

Når russiske tropper har rykket sig, er det i dag tydeligt at se på satellitbilleder eller på Twitter. Det er derfor ikke længere journalisternes vigtigste opgave at rapportere omkring. Til gengæld skal journalistikken bidrage til at sætte billede på hospitaler, læger, sårede, efterladte eller flygtninge.

Netop det oplevede Nanna Dam, da hun stod ved den Polsk-Ukrainske grænse.

“Nok kan man se krigen i TV, men pludselig stod jeg bare ansigt til ansigt med ukrainske flygtninge, som havde en taske i den ene hånd og et barn i den anden, mens tårerne trillede ned ad kinderne,” siger Nanna Dam. 

Også for Stefan Weichert vil de civile historier være i fokus den kommende tid. Lige nu bor han med sin kæreste i Ternopil i det vestlige Ukraine. Han har stadig en stor passion for journalistik med fokus på krig. Selvom det var tæt på at ende helt galt i Ukraine den 26. februar, fortæller Stefan Weichert, at der også er en grænse for, hvor meget man kan forsikre sig selv. Uanset sikkerhedsplaner, flugtruter, lokale kilder og skudsikre veste handler det allermest om ikke at være uheldig.

Lea Korsgaard afviser kritikken: Universitetspraktikanterne på Zetland er ikke billig arbejdskraft

Lea Korsgaard afviser kritikken: Universitetspraktikanterne på Zetland er ikke billig arbejdskraft

Lea Korsgaard afviser kritikken: Universitetspraktikanterne på Zetland er ikke billig arbejdskraft

Mediet Zetland søgte i denne praktikrunde ingen journalistpraktikanter, hvilket fik flere studerende til at rejse kritik af Lea Korsgaard, bestyrelsesformand for både DMJX og Zetland. Hun afviser dog, at mediet bør optage flere journalistpraktikanter, samt at økonomi spiller en rolle i valget af praktikanter.

TEKST:  SIMON STOKHOLM NØRSKOV
ILLUSTRATION: KATRINE Å. EDVARDSEN  

Udgivet den 12. maj 2022

I denne praktikrunde søgte mediet Zetland udelukkende to universitetspraktikanter, hvilket fik flere praktiksøgende journaliststuderende til tasterne. En af dem er fjerde semester studerende Daniel Tidemann. Hans primære kritik bygger på, at Lea Korsgaard som forperson og ambassadør for journalisthøjskolen, bør give journaliststuderende, uanset studiestart, en chance for at søge praktik på Zetland.

”Lea Korsgaard har her en gylden mulighed for at sætte handling bag ordene om, at DMJX skal uddanne journalister, der kan gå ud og gøre en forskel på arbejdsmarkedet”, siger journaliststuderende Daniel Tidemann. 

Han anerkender behovet for at bringe flere fagkundskaber ind i journalistikken. Dette er Lea Korsgaards primære argument for valget af universitetspraktikanter. Daniel Tidemann oplever dog, at det klinger hult, når Lea Korsgaard ikke griber chancen og sørger for, at Zetland deltager i praktikrunden, som nylig bestyrelsesformand for DMJX.

”Hvis det er fordi, at Zetland hellere vil have billig arbejdskraft fra universiteterne, er det også helt fair. Så synes jeg bare, at Lea Korsgaard skal være åben omkring det,” siger han.

Den dyre praktikant

Zetland kunne i 2019 rapportere om deres første overskud på bundlinjen. I samme periode søgte mediet deres første journalistpraktikant, som ifølge den seneste overenskomst skal have 13.963 kr. månedligt. Universitetspraktikanter skal derimod ingenting have. 

Udgiver og bestyrelsesformand for Zetland, Lea Korsgaard, afviser dog blankt økonomi, som en væsentlig faktor i mediets valg af praktikanter. 

Vælger Zetland journalistpraktikanter fra, fordi universitetspraktikanter er billigere?

”Nej, det er fordi tværfagligheden både beriger os og praktikanterne”.

Hvis det ikke er på grund af pengene, kan journaliststuderende så regne med flere praktikpladser på Zetland i fremtiden?

”Nej, det tror jeg ikke. Antallet af praktikpladser skal hænge sammen med Zetlands størrelse. Det er vigtigt, at der er så få praktikpladser her på Zetland, så der reelt er tale om en uddannelse for vores praktikanter.” 

Lea Korsgaard uddyber, at praktikanterne netop bliver billig arbejdskraft, hvis man tager for mange ind. Hun anerkender dog, at antallet af journalistpraktikanter er steget i sammenhæng med Zetlands økonomiske vækst.

”Vi begyndte først at tage journalistpraktikanter efter Zetland gik break-even. Derfor har vi kun haft to journalistpraktikanter, så historisk set har balancen været skæv.”

 

Så længe vi har en journalistpraktikant, og lever op til vores forpligtigelse, kan jeg ikke se, at der er noget problem. Med det sagt kan jeg godt forstå, man synes, det er ærgerligt, hvis man drømmer om en praktikplads hos Zetland

– Lea Korsgaard, bestyrelsesformand for DMJX og Zetland

 

Formands-Lea og Zetland-Lea

Lea Korsgaard ser sit ansvar forskelligt, alt efter hvilken hat hun har på. Som stifter af Zetland og tidligere chefredaktør fastslår hun, at Zetland har et medansvar for at uddanne den nye generation af journalister. De vil gerne uddanne praktikanter fra journalistuddannelserne, men de vil ligeså gerne uddanne praktikanter fra universiteterne. 

”Tværfagligheden beriger alle. Det ville også være en fattig ambition kun at ville uddanne journaliststuderende,” siger Lea Korsgaard.

Med formandshatten på mener hun, at hendes ansvar består i at lave en god uddannelse for de studerende. Lea Korsgaard mener ikke, at de to hatte overlapper særlig meget. 

Som skolens bestyrelsesformand skal Lea varetage de studerendes interesser. Samtidig har hun indflydelse på et medie, hvor drømmepladsen i øjeblikket  kun er en mulighed hvert andet semester for journaliststuderende.

”Så længe vi har en journalistpraktikant, og lever op til vores forpligtigelse, kan jeg ikke se, at der er noget problem. Med det sagt kan jeg godt forstå, man synes, det er ærgerligt, hvis man drømmer om en praktikplads hos Zetland,” siger Lea Korsgaard.

Zetland står ikke alene med ideen om tværfaglighed som et berigende element på en redaktion. Lige nu søger både Information, Kristelig Dagblad og Danmarks Radio universitetspraktikanter. 

Karakterkrav på DMJX skaber ikke længere bekymring

Karakterkrav på DMJX skaber ikke længere bekymring

Karakterkrav på DMJX skaber ikke længere bekymring

Efter sommerferien rammer karaktererne for alvor Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Ledelsen og undervisere maner dog til ro efter flere måneders planlægning og en større omstrukturering af fjerde semester på journalistuddannelsen.

TEKST: ikran abdiaziz
ILLUSTRATION: katrine å. edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

Nervøsiteten melder sig hos Sofie Palsgaard-Jensen, da hun første gang hører om karakterkravet. Hun går på første semester på journalistuddannelsen og frygter, at flere karakterer vil påvirke hendes selvtillid. Her tænker hun især tilbage på sin eksamen i faget ‘Journalistikken i Samfundet’.

“Man dømmer sig selv virkelig meget for den karakter, man får. Så hvis man eksempelvis får et fire-tal, så tænker man, at man blot er middelmådig,” siger Sofie Palsgaard-Jensen. 

Bekymringerne blandt studerende, ledelsen og undervisere på DMJX var også mange, da det sidste år blev annonceret, at man efter sommerferien skulle indføre karaktere på alle undervisningsforløb. Nu er tonen blandt skolens undervisere og ledelse dog en anden. 

”Jeg tror, at lige om lidt er der ingen studerende, som bekymrer sig om karakterkravet længere

 

– Henrik Berggren, Uddannelseschef for journalistuddannelsen, DMJX 

Han uddyber, at karaktererne ikke vil have en betydning for ens fremtidige praktikplads. Dertil har skolen fastsat, at man i bedømmelsen både vægter produktet og processen. 

Sofie Palsgaard-Jensen er enig i, at karaktere kan være nyttige. Hun understreger dog, at de bør gives i sammenhæng med grundig feedback. Feedbacken vil fortsat være en integreret del af undervisningen, ifølge underviser Andreas Scharnberg. Både den feedback eleverne giver hinanden, men også den man får af sin underviser. 

“Det nytter ikke at sige: ‘her er din karakter, farvel og tak’. Der skal ligge en forklaring bag. Den enkelte skal have lov til at spørge, så man forstår sin karakter,” siger Andreas Scharnberg.

Ro i maven

Lektor Mette Mørk, som underviser i journalistisk metode, har efter flere måneders planlægning også fået ‘ro i maven’. Hun har ellers tidligere udtalt, at hun frygtede at karakterkravet ville fjerne studerendes lyst til at eksperimentere. 

“Jeg synes, det hjælper, at vi er begyndt at arbejde meget konkret med indførelsen af karakterer. For nu får jeg muligheden for at give en præcis tilbagemelding på det, eleverne har lavet,” forklarer Mette Mørk. 

Hun uddyber, at de studerende ikke alene vil blive bedømt på deres journalistiske produkt. Karakteren vil også afspejle den studerendes evne til at turde eksperimentere og deres kreativitet.

Mette Mørk mener, at der fortsat er plads til, at eleverne kan ramme ved siden af undervejs på semestret. For karaktererne minimeres. På første semester gives der en enkelt karakter for semesterprojektet, på andet semester er det for PUJ og førsteårsprøven, og det gør man for at mindske elevernes frygt for at fejle. Mette Mørk gør sig især umage på at minde sine elever på første semester om dette.

“Det er vigtigt, man tør fejle, for ellers bliver man ikke en dygtig journalist,” siger Mette Mørk.

Sofie Palsgaard-Jensens nervøsitet falmer, da hun bliver opmærksom på, at der kun skal gives karakter for de afsluttende opgaver på semestrene.

“Jeg kan godt mærke, jeg får lidt ro i maven nu,” siger hun.

Underviser på journalistuddannelsen Jesper Gaardskjær mener dog fortsat, at karakterkravet er ærgerligt. Tiden uden karakterkravet har været sund for de studerende.

 

Det er ærgerligt for de studerende, som er blevet målt og vejet hele livet med karakterer,” siger Jesper Gaardskjær.

Mindre innovation og mere forretning

Karakterkravet har også medført en større omstrukturering af fjerde semester på journalistuddannelsen. 

Faget ‘Innovation X’ fjernes helt fra skemaet og udskiftes med et fag, som er lettere at give karakterer for. Farvellet til innovationsscenen skyldes også en årrække med dårlige evalueringer ifølge Henrik Berggren. 

“Ud fra evalueringerne oplever jeg, at folk hellere ville lave noget andet. Derfor laver vi noget, som retter sig bedre imod praktikken, og som vi samtidig kan give en karakter for,” siger Henrik Berggren.  

Faget, som erstatter ‘Innovation X’, kommer til at ligne ‘Journalistikken i Samfundet’. Det skal handle om aktuel medieudvikling, organisationer, forretningsmodeller og om brugen af data. 

“Det kommer både til at handle om udviklingstendenser i mediebranchen, men også hvordan det er at være praktikant eller ansat i branchen,” siger Henrik Berggren.

Det fordeles ud over tre uger, før man reelt skal i gang med praktiksøgningen i april. Forløbet afsluttes med en opgave, som har samme format som journalistikken i samfundet. Det får man en uge til, efter matchdag, hvorefter man får den endelige karakter for praktikforløbet.

“Man vil få en uge til at samle alt det, man har lært undervejs. Der er frit emnevalg, for at man kan få lov til at målrette det sin kommende praktikplads,” siger Henrik Berggren.

Selvom praktikforløbet bedømmes med en karakter, understreger Henrik Berggren, at det ikke får en betydning for, hvor man ender i praktik henne.

“Ingen praktikpladser kommer til at efterspørge dine karakter, det vil være præcis som nu,” forklarer Henrik Berggren.